Tak for ordet. Dansk Folkeparti har fremsat dette beslutningsforslag, som pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret at sikre, at eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd fremover modregnes i større omfang, end det er tilfældet i dag.
Forslagsstillerne har henvist til, at eftervederlag til fratrådte borgmestre og regionsrådsformænd i dag kun bortfalder, hvis politikeren tiltræder som folketingsmedlem, minister, borgmester eller regionsrådsformand. Der sker derimod ikke modregning i eftervederlaget til en fratrådt borgmester eller regionsrådsformand, hvis vedkommende oppebærer andre indtægter fra ikkepolitiske hverv.
Modregning i eftervederlag er et tema, som Folketinget også tidligere har behandlet. Senest har det været behandlet i Social- og Indenrigsudvalget, der afgav en beretning om spørgsmålet den 11. februar 2021. I beretningen giver et flertal i udvalget bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti udtryk for, at spørgsmålet om eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd rejser en vigtig diskussion. Men flertallet giver også udtryk for, at reglerne om eftervederlag ikke kan ses isoleret fra de samlede vederlags- og pensionsforhold for fuldtidspolitikere. Partierne lægger derfor op til, at der indkaldes til et møde i Indenrigs- og Boligministeriet, så ordførerne får mulighed for at drøfte reglerne om modregning og eftervederlag for borgmestre og regionsrådsformænd nærmere.
For at starte med konklusionen vil jeg sige, at jeg kan tilslutte mig flertallets beretningstekst. Jeg er enig i, at der her er noget, som vi skal se nærmere på, men jeg er også enig i, at vi ikke uden videre kan beslutte at kopiere reglerne for folketingspolitikere.
Regeringen kommer derfor ikke til at stemme for beslutningsforslaget. Vi vil derimod indkalde partierne til møde, så vi kan drøfte de forskellige synspunkter og muligheder nærmere.
Hvis vi vender os mod indholdet af forslaget, er jeg enig i, at det kan virke ulogisk, at en borgmester og en regionsrådsformand kan beholde sit eftervederlag, hvis den pågældende går direkte ud i et vellønnet direktørjob. Det gælder især, hvis man ser eftervederlaget isoleret som et økonomisk sikkerhedsnet. Men jeg mener ikke, at det er helt så simpelt at ændre vilkårene, som forslagsstillerne vil gøre det til. Eftervederlaget er blot ét element blandt de samlede vilkår for politikerne i form af vederlag, eftervederlag og pension, og jeg mener derfor, at vi må se på, om helheden fortsat hænger sammen, hvis man justerer et enkelt element.
Så er det rigtigt, at der er forskel på modregningsreglerne for borgmestre og regionsrådsformænd set i forhold til modregningsreglerne for folketingsmedlemmer og ministre. Men der er også forskel på, hvordan eftervederlagsreglerne i øvrigt er skruet sammen. F.eks. optjener man hurtigere ret til eftervederlag som folketingsmedlem og minister, end man gør som borgmester og regionsrådsformand. Og folketingsmedlemmer og ministre kan modtage eftervederlag i længere tid. Hvis man ensretter et sted, kan man derfor også spørge, om der skal ensrettes på andre områder.
Derudover vil jeg nævne, at spørgsmålet om modregning også blev behandlet af Vederlagskommissionen. Her anbefalede et flertal i kommissionen netop ikke den modregningsmodel, som her bliver foreslået. Det var bl.a. begrundet i, at reglerne om modregning for folketingsmedlemmer og ministre havde vist sig yderst komplicerede at forstå og vanskelige at administrere i praksis. Reglerne beror på, at politikerne selv indberetter relevant indkomst, som eftervederlaget skal nedsættes med. Kommissionen bemærkede i den forbindelse, at hensynet til gennemsigtighed og transparens også bør gælde i forhold til politikerne selv, og at politikerne derfor ikke bør være undergivet regler om oplysningspligt, som er så vanskelige at forstå, at det ofte er nødvendigt med vejledning fra bl.a. de administrerende myndigheder. Derfor er modregningsreglerne for folketingsmedlemmer og ministre i mine øjne ikke så ligetil at kopiere.
Regeringen kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget. Men vi er selvsagt åbne for at drøfte de forskellige synspunkter nærmere og vil, som jeg allerede har sagt, indkalde partierne til et møde om denne sag.