UUI, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 721: Spm., om et specifikt område i et land kan vurderes sikkerhedsmæssigt forskelligt, alt efter om området skal vurderes som et hjemsendelsesland for asylansøgere i Danmark eller som en alternativ flugtmulighed for internt fordrevne, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2021-22
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 23. september 2021 stillet følgende

spørgsmål nr. 721 (Alm. del) til udlændinge- og integrationsministeren, som her-

med besvares.

Spørgsmål nr. 721:

Vil ministeren redegøre for, om et specifikt område i et land kan vurderes sikker-

hedsmæssigt forskelligt, alt efter om området skal vurderes som et hjemsendelses-

land for asylansøgere i Danmark eller som en alternativ flugtmulighed for internt

fordrevne? Vil ministeren i givet fald give eksempler på sådanne områder, som har

været vurderet sikkerhedsmæssigt forskelligt, og redegøre for, hvad baggrunden

har været for denne forskel i vurderingerne?

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmål nr.

721, nr. 722 og nr. 723 fra Udlændinge- og Integrationsudvalget indhentet et bidrag

fra Flygtningenævnet, som har oplyst følgende:

”Flygt i ge æv et har ved udarbejdelse af bidraget forudsat, at der ed

spørgsmålene blandt andet ønskes en nærmere redegørelse for anvendelse af

internt flugtalternativ (IFA) i asylsager og kan i den anledning oplyse følgende:

Det er i praksis antaget, at en asylansøger ikke har behov for international be-

skyttelse mod risiko for forfølgelse, hvis ansøgeren vil kunne undgå forfølgelse

eller opnå beskyttelse et sted inden for sit hjemlands grænser, og det vil være

rimeligt at henvise ansøgeren til dette. I sådanne tilfælde er der et såkaldt in-

ternt flugtalternativ (IFA).

Spørgsmålet om anvendelse af IFA i forhold til asylansøgere, der isoleret set er

omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (Flygtningekonventionen), er nær-

mere beskrevet i UNHCR's Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæg-

gelse af flygtningestatus, pkt. 91, og UNHCR's Guidelines on International Pro-

tection no. 4: "Internal Flight or Relocation Alternative" within the Context of

Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Sta-

tus of Refugees" af 23. juli 2003.

Side

1/4

13. oktober 2021

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2021 - 16734

1774963

UUI, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 721: Spm., om et specifikt område i et land kan vurderes sikkerhedsmæssigt forskelligt, alt efter om området skal vurderes som et hjemsendelsesland for asylansøgere i Danmark eller som en alternativ flugtmulighed for internt fordrevne, til udlændinge- og integrationsministeren

Håndbogen og de pågældende guidelines har ikke en retligt bindende karakter,

men de udgør helt centrale og internationalt accepterede fortolkningsbidrag

til Flygtningekonventionen og er udmøntet i Flygtningenævnets praksis vedrø-

rende anvendelsen af IFA.

Der er to afgørende forhold, der skal tages stilling til i forbindelse med fastlæg-

gelsen af et eventuelt IFA. Det er således afgørende, om det pågældende IFA

er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at ansø-

geren tager ophold et andet sted i hjemlandet.

Ved vurderingen af, om det pågældende IFA er

relevant

i det konkrete tilfælde,

skal der tages stilling til, om der i ansøgerens hjemland er et sted eller område,

hvor den pågældende fremadrettet vil kunne undgå forfølgelse eller modtage

den fornødne beskyttelse. Herunder skal det vurderes, om området er tilgæn-

geligt og sikkert for ansøgeren. Ved denne vurdering indgår ansøgerens asyl-

motiv, og det vil for eksempel tale imod, at der er et relevant IFA, at ansøgeren

har en konflikt med en myndighed i hjemlandet, da det formodes, at en myn-

dighed vil kunne forfølge en ansøger på hele statens område. IFA kan dog være

relevant, hvis myndigheden kun kontrollerer dele af landet. Hvis asylmotivet

derimod relaterer sig til en privat aktør, må det vurderes, om ansøgeren fortsat

vil blive udsat for forfølgelse i det nye område. Endelig skal det vurderes, om

ansøgeren vil være i risiko for at blive udsat for en ny form for forfølgelse eller

udsat for anden fare i området.

Ved vurderingen af, om det er

rimeligt

at forvente, at ansøgeren tager ophold

et andet sted i hjemlandet, skal der tages stilling til ansøgerens personlige for-

hold, herunder alder, køn, helbredstilstand, familiemæssige situation, etnisk,

kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, politisk eller social tilknytning til det på-

gældende område, sprog, uddannelse, profession samt tidligere forfølgelse og

deraf følgende psykologiske problemer med henblik på at fastlægge, om det

vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i et bestemt område i

hjemlandet uden for store besværligheder. I denne vurdering vil asylansøge-

rens økonomiske forhold også kunne være relevante.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har inden for rammerne

af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og under anven-

delse af lignende principper som angivet ovenfor taget stilling til anvendelsen

af IFA i forhold til asylansøgere, der isoleret set er i en reel risiko for overgreb

omfattet af EMRK artikel 3 ved en tilbagevenden til hjemlandet.

EMD udtalte i dommen H. og B. mod Storbritannien (application no. 44539/11)

(2013) generelt, at EMRK artikel 3 ikke er til hinder for, at staterne, ved vurde-

ringen af en konkret sag, hvori ansøgeren har gjort gældende, at pågældende

ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for at blive udsat for

forhold i strid med artikel 3, henviser ansøgeren til et internt flugtalternativ.

Domstolen fastslog samtidig, at det er en forudsætning for henvisning til et

internt flugtalternativ, at personen har mulighed for at indrejse og få adgang

Side

2/4

til det pågældende område, ligesom personen skal have mulighed for at etab-

lere sig.

I dommen Sufi og Elmi mod Storbritannien (Applications nos. 8319/07 and

11449/07) (2011) afviste EMD, at ansøgerne i den konkrete sag kunne henvises

til at tage ophold i en anden del af Somalia i henhold til princippet om internt

flugtalternativ. EMD udtalte blandt andet, at volden i Somalias hovedstad Mo-

gadishu, hvortil udsendelsen skulle ske, aktuelt havde nået et niveau, hvor en-

hver, der vendte tilbage til byen, som udgangspunkt ville være i reel risiko for

at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Domstolen vurderede

efterfølgende, om der var et sikkert internt flugtalternativ, hvor ansøgerne

kunne tage ophold. EMD fandt ikke, at ansøgernes sikkerhed kunne garante-

res, hvis de returnerede til områder kontrolleret af oprørsbevægelsen al-Sha-

baab, som håndhævede de islamiske regler strengt. Ansøgerne, der ikke var

vant til de strenge regler, ville risikere at blive udsat for straffe som stening og

fysisk afstraffelse i strid med artikel 3. EMD konstaterede, at der kunne være

sikre områder i det sydlige Somalia, men dette forudsatte nære familieforhold

for at opnå beskyttelse. EMD bemærkede endvidere, at hvis der var et relevant

IFA, skulle det være muligt at nå dertil uden at rejse gennem et al-Shabaab

kontrolleret område. Domstolen konstaterede endvidere, at ansøgerne ikke

havde nære familierelationer i Somalia og dermed muligvis var nødsaget til at

leve i flygtningelejre. Domstolen fandt, at leveforholdene i disse lejre var af lav

standard, og at man her ikke kunne garantere ansøgernes adgang til basale

behov som for eksempel mad, sanitet og beskyttelse. Ansøgerne kunne derfor

ikke henvises til at tage ophold et andet sted i Somalia.

I dommen Hilal mod Storbritannien (application no. 45276/99) (2001) afviste

EMD, at Storbritannien i henhold til princippet om et internt flugtalternativ

kunne henvise en statsborger fra Tanzania, der frygtede forfølgelse på grund

af sit medlemskab af et oppositionsparti på øen Pemba ved Zanzibar, til at tage

ophold på det tanzanianske fastland. EMD lagde ved afgørelsen vægt på, at

politiet i Tanzania jævnligt krænkede menneskerettighederne, og at forhol-

dene i fængslerne var umenneskelige og nedværdigende. Herudover henviste

Domstolen til, at politiet på det tanzanianske fastland og politiet på Zanzibar

institutionelt hørte under samme myndighed, og at der var udleveringsaftaler

mellem Tanzania og Zanzibar.

For yderligere oplysninger om EMD´s anvendelse af IFA kan henvises til Jon

Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for prakti-

kere, 4. udgave, 2017, side 336 ff.

Beskyttelsen efter EMRK omfatter såvel flygtninge omfattet af udlændingelo-

vens § 7, stk. 1 (konventionsflygtninge) som udlændinge med beskyttelsessta-

tus efter udlændingelovens § 7, stk. 2 og 3.

Side

3/4

For en nærmere beskrivelse af Flygtningenævnets anvendelse af IFA og eksem-

pler fra praksis kan henvises til Flygtningenævnets formandskabs beretning,

2020, side 183 ff.

I forhold til spørgsmålet om, der har været eksempler på, at vurderingen af et

specifikt område i et bestemt land har været forskellig afhængigt af, om om-

rådet skulle vurderes i forhold til ansøgere, der kom fra det pågældende om-

råde, eller om området skulle fungere som et IFA for internt fordrevne, kan

henvises til Flygtningenævnets tidligere praksis vedrørende somaliske stats-

borgere. Således fandt nævnet i en række sager i 2013, at ansøgere fra Moga-

dishu ikke var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet ansøgerne ikke

ved den blotte tilstedeværelse i Mogadishu kunne antages at være i reel risiko

for overgreb i strid med EMRK artikel 3. I september samme år vurderede næv-

net i tre sager vedrørende somaliske statsborgere, som isoleret set var omfat-

tet af udlændingelovens § 7 i forhold til deres hjemområder, at betingelserne

for at kunne henvise ansøgerne til at tage ophold i Mogadishu som et internt

flugtalternativ ikke på daværende tidspunkt var opfyldt. Der kan henvises til

Flygtningenævnets formandskabs beretning, 2013, side 361 ff.

Flygtningenævnet har i 2015 efter en konkret vurdering i en række sager fun-

det, at betingelserne for at kunne henvise ansøgeren til at tage ophold i Mo-

gadishu og Kismayo som internt flugtalternativ var opfyldt. Der kan henvises

til Flygt i ge æv ets for a dskabs beret i g,

, side 88 ff.”

Mattias Tesfaye

Kenny Rasmussen

Side

4/4