UUI, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 201: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd d. 10/12-20 om negativ social kontrol og sharialov, jf. samrådsspørgsmål M, til udenrigsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2020-21
UUI Alm.del
Offentligt

Til:

Samråd M 10. december 2020

DET TALTE ORD GÆLDER

Udenrigsministeren

Enhed:

MENA/JTFM/PRO

Dato:

07. november 2020

TALEPUNKT

Tak

også

herfra

for

spørgsmålet.

Som

udlændinge-

integrationsministeren og justitsministeren også har understreget, er

parallelsamfund med negativ social kontrol, ikke noget regeringen vil

acceptere.

Vi vil selvsagt heller ikke acceptere, at ambassader bryder dansk

lovgivning eller undergraver grundlæggende demokratiske værdier og

menneskerettigheder i Danmark. Den form for negativ social kontrol,

som vi har hørt om i medierne, hører ikke hjemme her.

Spørger nævner eksemplet om en dansk-iransk kvinde. Hun blev, efter

presseforlydender, tilbage i 2014 kontaktet af en medarbejder på den

herværende iranske ambassade og presset til at få sine danske

skilsmissepapirer religiøst valideret i en moské.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 201: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd d. 10/12-20 om negativ social kontrol og sharialov, jf. samrådsspørgsmål M, til udenrigsministeren

Lad mig sige det krystalklart: Jeg tager sådanne forlydender, om en

ambassades aktive involvering i negativ social kontrol af borgere i

Danmark

dybt alvorligt.

Som sagt, regeringen vil ikke acceptere

religiøs social kontrol. Derfor reagerede jeg også så hurtigt, og så

markant som jeg gjorde.

Den iranske ambassadør blev kaldt til samtale i Udenrigsministeriet den

7. oktober. At indkalde en ambassadør til en samtale er et markant

diplomatisk værktøj, som sender et kraftigt signal til ambassadens

udsenderland.

Endvidere valgte jeg at melde indkaldelsen ud offentligt, for at

understrege den alvor hvormed regeringen betragter sådanne

forlydender.

Under samtalen gjorde vi den iranske ambassadør opmærksom på

pressehistorien om, at ambassaden aktivt havde kontaktet en person i

Danmark og udøvet negativt socialt pres.

Det blev gjort klart over for ambassadøren, at noget sådant ville være

uforeneligt med Wienerkonventionen, der regulerer diplomatiske

repræsentationers forhold. Det blev også slået meget klart fast, at en

ambassade

skal

respektere værtslandets lovgivning.

Efterfølgende har den iranske ambassade oplyst, at den ikke har

kendskab til den konkrete sag fra 2014. Ambassaden har også oplyst, at

den hverken opsøger eller presser herværende iranere til at få foretaget

registrering af deres danske dokumenter i det iranske system.

Ambassaden oplyser, at den på lige fod med andre ambassader udfører

konsulær rådgivning, når iranske statsborgere henvender sig.

Ambassaden orienterer i den sammenhæng borgerne om, at et bevis fra

imam

for

religiøs

validering

danske

ægteskabs-

skilsmissedokumenter er en forudsætning for, at skilsmissen - såfremt

parterne ønske dette - kan registreres og gives retsvirkning i det iranske

retssystem.

Det bør, for fuldstændighedens skyld, oplyses, at dokumentregistrering

på baggrund af

en borgers henvendelse

til en ambassade er at betegne

som en sædvanlig konsulær funktion. Det er desuden ikke uset, at lande

i, deres nationale lovgivning, stiller krav om religiøse institutioners

involvering ved livsbegivenheder som dåb, ægteskab og skilsmisse.

Udenrigsministeriet har ikke yderligere informationer, der kan be- eller

afkræfte forlydender om sagen fra 2014. Det er klart, at kommer der

oplysninger om, at ambassaden utilbørligt udøver religiøs og negativ

social kontrol, vil jeg igen rejse sagen med den iranske ambassadør.

Udenrigsministeriet har ikke oplysninger om, at andre ambassader skulle

være involveret i en sådan praksis.

Men,

og det er et afgørende ”men”: Der må

ikke

lægges pres på

herboende borgere herfor.

Og en ambassade må ikke uopfordret opsøge herboende og lægge pres

på dem for at involvere bestemte religiøse institutioner i deres livsvalg.

Det vil regeringen ikke acceptere

–

og det vil jeg, som udenrigsminister,

ikke acceptere.