UUI, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 186: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd d. 3/12-20 om tilbageholdelse af 2. rate af repatriering, jf. samrådsspm. P, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2020-21
UUI Alm.del
Offentligt

UDKAST

Talepapir

Arrangement:

Samrådsspørgsmål P

Hvornår:

3. december 2020

DET TALTE ORD GÆLDER

Samrådsspørgsmål P:

18. november 2020

Vil ministeren, med henvisning til B 176 (2019-20) der

blev enstemmigt vedtaget af Folketinget, redegøre for det,

der i en retssag kan tale for, at der ikke er tale om ekspro-

priation, hvis Danmark undlader at udbetale den sidste

rate til den mistænkte for mordet på Huda Ali Ahmad og

hendes søn, Azad, og dermed, såfremt vedkommende

måtte rejse et krav om ekspropriationserstatning, forbe-

rede sagen til retlig prøvelse ved en dansk domstol?

Akt-id

1454269

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messer-

schmidt (DF).

Svar:

Tak for spørgsmålet.

Først og fremmest vil jeg sige, at der er tale om en sag,

som på alle måder er tragisk

–

ikke mindst for de to tvil-

lingepiger, der har mistet deres mor og storebror.

UUI, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 186: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd d. 3/12-20 om tilbageholdelse af 2. rate af repatriering, jf. samrådsspm. P, til udlændinge- og integrationsministeren

Udvalget har tidligere i en lukket del af et samråd [sam-

rådsspørgsmål A, besvaret den 20. oktober 2020] haft mu-

lighed for at stille spørgsmål til den konkrete sag.

Jeg vil derfor ikke i dag på et åbent samråd komme nær-

mere ind på omstændighederne i den konkrete sag.

Generelt vil jeg sige, at vi efter min opfattelse grundlæg-

gende har en god og attraktiv repatrieringsordning. Med

ordningen har vi mulighed for at understøtte en beslutning

om at repatriere til sit hjemland ved at yde økonomisk

støtte til repatrieringen.

Og vi har som et værn mod misbrug tilrettelagt ordningen

sådan, at en stor del af hjælpen først udbetales i hjemlan-

det.

Selvfølgelig skal vi løbende kigge på, om ordningen fun-

gerer efter hensigten. Og det gør vi også.

Og selvfølgelig kan man politisk være uenig i, at der over-

hovedet er en sådan ordning. Men det er altså ikke rege-

ringens opfattelse. For os er det vigtigt, at vi kan under-

støtte personer, der har lovligt ophold her i landet, men

måske ikke har fundet sig helt til rette, i at træffe en be-

slutning om at repatriere. Det er sådan set til gavn både for

den enkelte og for det danske samfund.

***

Når det er sagt, så er det efter min opfattelse helt forkert,

at personer, der har fået økonomisk støtte til at repatriere,

og som efter at være repatrieret begår alvorlig kriminalitet,

kan få yderligere repatrieringsstøtte udbetalt fra Danmark.

Og sådan ser det desværre ud efter de gældende regler.

Heldigvis står der et enigt Folketing bag et ønske om at

stoppe dette hul. Derfor blev beslutningsforslag nr. B 176,

som vi behandlede i juni, også vedtaget enstemmigt.

Og derfor

–

og som opfølgning på B 176

–

vil jeg inden

jul fremsætte et lovforslag, hvor der bliver lavet om på

dette. [forventet fremsættelse den 15. december 2020]

Med lovforslaget lægger vi op til en ny ordning, som vil

betyde, at udbetaling af 2. rate af repatrieringshjælpen er

betinget af, at en repatrieret person ikke begår f.eks. alvor-

lig kriminalitet efter repatrieringen.

Og vi foreslår en tilsvarende ordning i tilfælde, hvor den

repatrierede person får reintegrationsbistand, der er en

pensionslignende, månedlig ydelse.

Et udkast til lovforslag har netop været i offentlig høring.

Og vi får jo lejlighed til at drøfte det nærmere indhold un-

der behandlingen af lovforslaget i folketingssalen og her i

udvalget.

Her og nu vil jeg blot understrege, at hensigten med lov-

ændringen er at lukke hullet i loven, blandt andet for at

sikre, at vi ikke igen ser tragiske eksempler svarende til

den sag, der henvises til i spørgsmålet.

***

Aktualiseret af den konkrete sag og i forlængelse af B 176

har Udlændinge- og Integrationsministeriet i samarbejde

med Justitsministeriet vurderet, om den foreslåede ord-

ning kan gennemføres med virkning for afgørelser om

hjælp til repatriering, der er truffet

før

lovens ikrafttræden,

og når den alvorlige kriminalitet er begået

efter

afgørel-

sen, men

før

den pågældende opfylder betingelserne for

udbetaling af 2. rate og

før

lovens ikrafttræden.

Altså svarende til de forhold, der efter det oplyste forelig-

ger i den sag, som der henvises til i spørgsmålet.

Spørgsmålet er i den forbindelse, om en sådan ordning

ville indebære ekspropriation efter grundloven

–

med

deraf følgende krav om fuld erstatning

–

og om den i øv-

rigt kunne gennemføres inden for rammerne af EMRK.

Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis det

overhovedet

var en retlig mulighed, ville regeringen gerne gennemføre

en sådan ordning. Og derfor er det også et spørgsmål, hvor

jeg har bedt om en grundig undersøgelse.

Som bekendt er meldingen [fra juristerne] imidlertid, at

en sådan ordning

vil

indebære ekspropriation efter grund-

loven. Det vurderes endvidere, at ordningen ikke vil

kunne gennemføres inden for rammerne af EMRK.

Kort fortalt er begrundelsen for vurderingen, at man i så-

danne tilfælde ville gøre indgreb i personens allerede er-

hvervede ret til repatrieringshjælpen, og at indgrebet i

denne ret ville have karakter af afståelse.

Det skyldes, at en person ved modtagelsen af en afgørelse

om hjælp til repatriering

erhverver en ret til ydelsen.

Og det er nok her, jeg svarer på samrådsspørgsmålet

–

altså hvad ”der i en retssag kan tale for, at der ikke er tale

om ekspropriation”.

Normalt vil vi sige, at skattefinansierede sociale ydelser,

der udbetales løbende, taler imod, at der er erhvervet en

ret til ydelsen, som er beskyttet af grundloven. Men hjælp

til repatriering adskiller sig grundlæggende fra dette.

I sager som den, vi diskuterer her, har modtageren af en

afgørelse i forbindelse med sin beslutning om repatriering

således fået et konkret tilsagn om en engangsydelse på et

bestemt beløb

–

som så udbetales i to rater. Og udbetalin-

gen af 2. rate er ikke i dag underlagt en betingelse om fra-

vær af f.eks. alvorlig kriminalitet.

Der er jo det, vi foreslår ændret fremadrettet med den fo-

reslåede lovændring. Men bl.a. når det kriminelle forhold

er begået

før

lovens ikrafttræden,

vil

det få karakter af af-

ståelse i grundlovens § 73’s

forstand.

Konklusionen er derfor, at en fratagelse af 2. rate af hjæl-

pen under de nævnte omstændigheder vil være udtryk for

ekspropriation efter grundlovens § 73. Det indebærer, at

man kun kan forhindre 2. rate i at blive udbetalt i de til-

fælde, hvis man yder fuld erstatning.

Desuden er det vurderingen, at beskyttelsen af ejendom i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, nær-

mere bestemt artikel 1 i 1. tillægsprotokol til konventio-

nen, er til hinder for fratagelsen af 2. rate under de nævnte

omstændigheder.

Som opfølgning på vurderingen tog jeg initiativ til et

møde den 23. oktober 2020 i Udlændinge- og Integrati-

onsministeriet med udlændingeordførerne, hvor jeg orien-

terede om, at dette

–

desværre

–

er vurderingen.

Og som opfølgning på mødet sendte jeg en skriftlig orien-

tering til ordførerne om baggrunden for denne vurdering.

Jeg vil derfor ikke i dag gå yderligere i dybden med de

forskellige retlige elementer. Det er foldet ud i den skrift-

lige orientering. Men det korte af det lange er altså, at reg-

lerne ikke kan gives den beskrevne virkning.

Og også, at denne vurdering ikke efterlader nogen tvivl

om, hvilket resultat danske domstole i givet fald ville nå

frem til både i forhold til grundloven og EMRK.

Jeg er da enormt ærgerlig over, at man ikke havde forudset

det her scenarie og fået lukket hullet i loven noget tidli-

gere.

Og havde der overhovedet været nogen som helst tvivl

om, hvad udfaldet af en retssag ville være, ja så ville jeg

have været optaget af, at man fik det prøvet.

Men det er der så ikke. Og derfor må jeg som minister

selvfølgelig tage den klare juridiske vurdering til efterret-

ning.

Og så er jeg trods alt glad for, at det jo med regeringens

lovforslag til december vil blive lavet om fremadrettet.

***

Så kan man

–

sådan som jeg forstår samrådsspørgsmålet

–

spørge, om de danske myndigheder nødvendigvis behøver

at følge denne juridiske konklusion.

Altså om kommunerne, som vil skulle udbetale 2. rate af

repatrieringshjælpen, hvis betingelserne i øvrigt er op-

fyldt, alligevel kan undlade at udbetale 2. rate

–

og i stedet

for afvente udfaldet af en eventuel retssag,

hvis

altså per-

sonen måtte rejse et krav om ekspropriationserstatning

ved de danske domstole.

Til det spørgsmål vil jeg gerne indledningsvist under-

strege, at det selvfølgelig må være sådan, at danske myn-

digheder i alle tilfælde agerer efter, hvad man vurderer er

gældende ret.

Og at borgerne til enhver tid kan stole på, at dette faktisk

er tilfældet, og ikke tvinges til at skulle anlægge en sag

ved domstolene for at opnå den retsstilling, som danske

myndigheder rent faktisk vurderer følger af gældende ret.

Noget andet er, at der i visse sager kan være tvivl om, hvad

retstillingen rent faktisk er, f.eks. fordi reglerne overlader

et betydeligt fortolkningsrum, og domstolene ikke har haft

lejlighed til at tage stilling til dette.

Og måtte det i sådanne sager efterfølgende vise sig, at

domstolene har en anden fortolkning af gældende ret, er

det selvfølgelig domstolenes fortolkning, som myndighe-

derne skal lægge til grund.

Men i forhold til det førnævnte spørgsmål om at fratage 2.

rate af repatrieringshjælpen fra personer, der før de nye

reglers ikrafttræden har modtaget en afgørelse om repatri-

ering og ligeledes før reglernes ikrafttræden har begået al-

vorlig kriminalitet, så er den juridiske vurdering jo som

sagt følgende:

For det første er der ikke i gældende ret hjemmel til en

sådan fratagelse. Og for det andet kan der ikke blot skabes

lovhjemmel til en sådan fratagelse, idet dette ville være

udtryk for ekspropriation efter grundloven og ikke vil

kunne gennemføres inden for rammerne af EMRK.

Og danske myndigheder kan selvfølgelig ikke handle i

strid med denne retsopfattelse

–

ud fra en devise om, at

myndighederne så bare kan lade det være op til borgeren

at tage skridt til at opnå den retsstilling, som myndighe-

derne vurderer faktisk gælder, og som borgeren altså har

krav på, ved at anlægge sag ved domstolene.

En sådan tilgang er selvklart uacceptabel og ville være i

direkte modstrid med de grundlæggende retsprincipper og

krav til forvaltningen, som retssamfundet bygger på.

Hvis ikke vi holder fast i det, mener jeg, at vores samfund

bevæger sig i en retning, som vi ikke skal ønske os.

***

Så afslutningsvis vil jeg derfor sige, at i et retssamfund

som vores skal også en sag som denne, hvor tragisk og

–

efter min opfattelse

–

helt åbenbart urimelig den end måtte

være, selvfølgelig behandles inden for rammerne af gæl-

dende ret, herunder grundloven og EMRK.

Også selvom jeg som sagt ærligt talt havde håbet, at vur-

deringen ville have været en anden.

Det regner jeg som en selvfølge også med, at spørgeren er

enig med mig i.

Tak for ordet.