Folketingets Udenrigsudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-23937
Den 19. december 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 65 (URU alm. del) stillet den 30. november efter ønske
fra Christian Juhl (EL) og Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål nr. 65
”Som
opfølgning på samrådet den 26. november om forbud mod eksport af ukrudtsmidler til
udviklingslande, vil ministeren oplyse, om Danmark, hvis regeringen ønsker det, kan forbyde
produktion i Danmark af stærkt sundhedsskadelige sprøjtegifte, som blev nævnt på samrådet, og som
ikke må sælges eller bruges i Danmark?”
Svar
I forhold til muligheden for at forbyde produktion i Danmark af stærkt sundhedsskadelige
sprøjtemidler, kan jeg kan oplyse, at der i dag ikke er regler til at stoppe en sådan produktion.
Danmark kan ikke forbyde produktion, opbevaring eller transport ud af landet af sprøjtemidler, der
indeholder pesticidaktivstoffer, der er godkendt i EU og bestemt til lovlig anvendelse i anden EU-
medlemsstat, selvom disse er underlagt strenge restriktioner eller er ulovlige at anvende eller sælge i
Danmark.
Med hensyn til aktivstoffer, der ikke er godkendt i EU til enten sprøjtemidler eller biocidmidler, eller
tilladt med dispensation i Danmark, så er produktionen underlagt REACH forordningen. Danmark
kan ikke forbyde produktionen af et stof under REACH, medmindre produktionen udgør en
uacceptabel risiko for mennesker og/eller miljø i Danmark eller EU.
Blandt andet derfor mener regeringen, at det er bedst at følge EU-vejen i forhold til at stoppe eksport
af stoffer, der ikke er godkendt i EU, så vi sikrer, at alle EU-reglerne overholdes, at medlemslandene
fører samme politik og er underlagt samme regulering samt sikrer lige konkurrencevilkår.
Regeringen støtter varmt op om EU's arbejde med at fremme den europæiske grønne dagsorden, som
EU-Kommissionen lægger op til i den grønne pagt. Det gælder blandt andet for sprøjtemidler, som det
også fremgår af Kommissionens servicetjek af pesticidforordningen. Danmark arbejder derfor aktivt
for, at EU på verdensplan fremmer udfasningen af sprøjtemidler med aktivstoffer, der ikke længere er
godkendt i EU og fremmer brugen af lavrisikostoffer og alternativer til sprøjtemidler. Det er meget
bekymrende, hvis farlige midler eksporteres til tredjelande, og de enten ikke håndteres korrekt eller
bringes ud i for store doser. Det kan betyde, at lokale arbejdere risikerer at sætte deres helbred på spil,
og det kan belaste miljøet.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk