Udenrigsministeriet
Folketingets Udenrigsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2021-11985
ALO
17. marts 2021
URU alm. del
–
svar på spørgsmål 206 fra udenrigsministeren
til Uffe Elbæk (UFG) stillet den 15. marts 2021 til
udenrigsministeren.
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, om han vil, eller allerede har indkaldt den kinesiske
ambassadør til en samtale ovenpå de sager, der har været refereret i de
danske medier i den forgangne uge? Dels at Kina bl.a. ifølge Politiken har
bedt danske myndigheder samarbejde om, at tilvejebringe informationer
til brug for den undersøgelse de officielle myndigheder i Hong Kong har
igangsat rettet mod to af Folketingets medlemmer. Og dels den officielle
udmelding fra den kinesiske ambassade, hvor Kina endnu engang går i
rette med udenrigsministerens kritik af den aktuelle udvikling i Hong
Kong.
Svar
Jeg kan oplyse, at de omtalte sager er blevet rejst direkte overfor
myndighederne både i Hongkong og Kina, samt med herværende
kinesiske ambassade. Det samme gælder for herværende kinesiske
ambassadør. For yderligere detaljer må jeg henvise til de løbende fortrolige
orienteringer i Udenrigspolitisk Nævn.
Men lad mig gerne slå fast, at det fra starten har været styrende for
Udenrigsministeriets og min offentlige og fortrolige kommunikation samt
diplomatiske tiltag at værne om de grundlovssikrede rettigheder i
Danmark samt via præventivt diplomati og deeskalering helt at undgå
retslige tiltag mod danske borgere, der blot udfolder deres demokratiske
rettigheder. Vi arbejder aktivt for den målsætning via diplomatiet både
bilateralt og gennem EU.