Udenrigsudvalget 2020-21
URU Alm.del
Offentligt
2344259_0001.png
Udenrigsministeriet
Folketingets Udenrigsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: [email protected]
http://www.um.dk
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2018-9473
BBB
2. marts 2021
URU alm. del. Svar på spørgsmål 145 fra Rosa Lund (EL) stillet den 8.
februar 2021 til udenrigsministeren
Spørgsmål
Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt ministeren mener, at en beslutning om
fratagelse af konsulærbistand er en afgørelse i forvaltningslovens forstand eller
faktisk forvaltningsvirksomhed. I tilfælde af at ministeren mener, ar der er tale
om en afgørelse bedes ministeren forholde sig til at afgørelserne vedrørende
fratagelse af konsulærbistand i 2020 ikke har været ledsaget af en klagevejledning
og udtale sig om, hvad ministeren agter at gøre ved dette.
Svar
Udenrigsministeriets beslutninger i konkrete sager om aktuelt at afskære
udenrigstjenestens bistand udgør typisk ikke afgørelser i forvaltningslovens
forstand. Det fremgår således bl.a. af forarbejderne til udenrigstjenestelovens §
1, stk. 4 (pkt. 2.4.1.2. og 2.4.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr.
L 83, fremsat den 12. december 2019), at udenrigstjenestens ydelse af konsulær
og anden bistand typisk har karakter af såkaldt faktisk forvaltningsvirksomhed,
hvilket bl.a. skyldes, at bistanden ofte vurderes og justeres løbende.
Udenrigsministeriet foretager altid en konkret og individuel vurdering af hver
enkelt sag.
Det bemærkes for en ordens skyld, at selv i de særlige tilfælde hvor
udenrigstjenesten træffer afgørelser, ledsages disse kun af en klagevejledning,
hvis de kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens §
25.
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod