Uddannelses- og Forskningsudvalget 2020-21
UFU Alm.del
Offentligt
2287555_0001.png
UFM Ministeren
Fra:
Sendt:
Til:
Emne:
UFM Ministeren
23. november 2020 17:48
'[email protected]'
Svar på henvendelse vedr. brobygning mellem dygtigere praktikere og
psykologifaget
Kære Gitte Ovesen Beierholm
Tak for din henvendelse til mig og børne- og undervisningsministeren, som jeg besvarer som ansvarlig minister for
bl.a. de videregående uddannelser.
Du berører en række emner om broen mellem psykologiuddannelsen og praksis. Jeg kan sagtens forstå din
frustration over din oplevelse af manglende anerkendelse af dine kvalifikationer og erfaring.
Jeg kan ikke gå ind i din konkrete sag. Men det er korrekt, at kandidatreglen betyder, at man som ansøger uden en
kandidatuddannelse i bagagen kommer forrest i køen på de adgangsbegrænsede uddannelser. Det er for mig at se
et spørgsmål om fordeling af et begrænset antal studiepladser på den mest retfærdige måde.
Det er også korrekt, at studerende på bacheloruddannelserne har retskrav på at blive optaget på den
kandidatuddannelse, som fagligt er i forlængelse af deres bachelorgrad. Det giver ikke mindst en gennemsigtighed
for de studerende i uddannelsessystemet. Fordi en meget stor andel af de studerende i Danmark benytter sig af
retskravet, betyder det selvfølgelig, at der på adgangsbegrænsede uddannelser som psykologi er meget få
studiepladser på kandidatuddannelserne, som ansøgere uden retskrav kan ansøge om. Men jeg vurderer fortsat, at
det er den bedste måde at gøre det på under hensynet til gennemsigtighed.
Omvendt er det ikke sådan, at man for at kunne læse enkeltfag skal være indskrevet på enten bachelor- eller
kandidatuddannelsen. Studerende ved en heltidsuddannelse kan faktisk
ikke
samtidig indskrive sig til et enkeltfag,
der er en del af heltidsuddannelsen.
Jeg synes også, at det er et sundt princip, at der sker en meritvurdering på uddannelsesinstitutionerne, hvis man
gerne vil søge ind på kandidatuddannelsen med en udenlandsk bacheloruddannelse – det er vigtigt, så uddannelsens
indhold er relevant, og det faglige niveau højt nok.
Det er i dag også universiteterne selv, der fastlægger, hvor mange de ønsker at optage via kvote 1 på baggrund af
karaktergennemsnit og via kvote 2 på baggrund af andre udvælgelseskriterier. Universiteterne fastlægger også selv
udvælgelseskriterierne i kvote 2. Det kan være karakterer i udvalgte fag, erhvervserfaring, samtaler, test eller andre
prøveformer. Erhvervserfaring kan også indgå i udvælgelseskriterierne til kandidatuddannelserne, hvor jeg synes, at
det er fornuftigt at understøtte en kobling mellem arbejdsmarked og kandidatuddannelserne.
Jeg er dog enig med dig i, at der godt kunne være grund til at se nærmere på udvælgelseskriterierne til
bacheloruddannelserne, så uddannelserne i højere grad udvælger ansøgerne på både faglige forudsætninger og
motivation for uddannelsen. Uddannelses- og Forskningsministeriet har for nylig offentliggjort en dybdegående
evaluering af optagelsessystemet, og jeg ser frem til en god debat om, hvad vi eventuelt kan gøre bedre.
Endelig er psykolog ganske rigtigt en beskyttet titel, så det kræver autorisation at kunne kalde sig autoriseret
psykolog. Psykolognævnet under Social- og Indenrigsministeriet administrerer ordningen, der er frivillig og ikke en
betingelse for at kunne udføre psykologfagligt arbejde i Danmark.
Tak for dit engagement i uddannelsesdebatten. Jeg ønsker dig held og lykke fremover.
Med venlig hilsen
1
UFU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 45: Spm. om at kommentere henvendelsen fra Gitte Ovesen Beierholm, til uddannelses- og forskningsministeren
Ane Halsboe-Jørgensen
2