Vil ministeren oplyse om status på det udspil, som regeringen ville fremlægge, vedr. en række initiativer, der har til formål at begrænse antallet af udenlandske studerende på de engelsksprogede uddannelser, hvor der er for få studerende, der bliver på det danske arbejdsmarked efter studiernes afslutning, idet der henvises til beretning over B 43 om indførelse af obligatoriske dansksprogede fag på de engelsksprogede uddannelser i Danmark (B 43, folketingssamling 2017-18), hvor et flertal bestående af S, DF, V, LA, SF og KF bl.a. skrev: ”Flertallet ser med bekymring på udviklingen med de mange engelsksprogede uddannelser og opfordrer derfor ministeren til i det kommende udspil at tage højde for, hvordan det fremover sikres, at det danske sprog bliver fastholdt og styrket som et videnskabeligt sprog både i undervisning og i formidling. Udspillet skal endvidere tage stilling til spørgsmål som, hvordan det sikres, at der fortsat undervises på dansk inden for alle videnskabelige områder, hvordan det sikres, at der stadig kommunikeres om forskningen og dens resultater på dansk, og hvordan det sikres, at der skabes begreber og benævnelser på dansk. Flertallet opfordrer uddannelses- og forskningsministeren til, at der kommer en grundig drøftelse blandt Folketingets politiske partier om, hvordan det sikres, at færdiguddannede udenlandske kandidater tilegner sig det danske sprog og dermed bidrager til, at dansk også er et sprog, man kan begå sig på i videnskabelig og arbejdsrelateret sammenhæng.”?
Dato: 03-11-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
videregående uddannelse