Transportudvalget 2020-21
TRU Alm.del
Offentligt
2436306_0001.png
Folketingets Transportudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-11875
Den 21. august 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 717 (TRU alm. del) stillet 11. august efter ønske fra
ikkemedlem af udvalget (MFU) Signe Munk (SF).
Spørgsmål nr. 717
”Hvilke
lovgivningsmæssige tiltag kan der gøres i Danmark for at fremme renovering,
genbrug og opgradering af elbilers batteripakker?”
Svar
EU-Kommissionen fremsatte i december 2020 et forslag til ny batteriforordning, som har til formål at
etablere de lovgivningsmæssige rammer for en cirkulær økonomi for alle batterier, herunder også
elbilsbatterier. Forordningen er under forhandling og vil efterfølgende være direkte gældende i dansk
ret. Forordningen vil således begrænse mulighederne for at gennemføre national lovgivning på dette
område.
Danmark deltager aktivt i forhandlingerne og har stor opmærksomhed på at fremme den cirkulære
tankegang i forordningen. Det gælder både ved genanvendelse af batteriernes indholdsstoffer og ved
genbrug, renovering og opgradering af batterierne.
EU-Kommissionens forslag indeholder en række tiltag, som skal fremme renovering,
genbrug og opgradering af batterier, herunder elbilers batteripakker. Det gælder blandt andet, at
erhvervsdrivende der har ansvar for genbrug eller udfører renovering eller opgradering af batterier
skal have adgang til data om batteriets ’helbredstilstand’
med henblik på at kunne vurdere, om
batteriet med fordel kan genbruges, renoveres eller opgraderes frem for genanvendes. Endvidere er
der stillet forslag om, at der skal placeres et produktansvar for batteriet efter det er genbrugt,
renoveret eller opgraderet, at den erhvervsdrivende skal kunne dokumentere, at batteriet lever op til
en række produktkrav samt at der skal placeres et producentansvar for håndtering af batteriet, når det
i sidste ende bliver til affald.
Lea Wermelin
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk