06.05.2021
Notat om muligheden for 250 km/t på Ringsted-Femern Banen på Lolland
Banedanmark har modtaget en forespørgsel om muligheden for at øge hastigheden på jernbanen
over Lolland til 250 km/t. I nærværende notat redegøres for de umiddelbare muligheder herfor, og
det bemærkes, at der er tale om helt indledende vurderinger. Der kan derudover være andre forhold
end de nedenfor beskrevne, som vil skulle ændres for at muliggøre en opgradering af hastigheden.
Grundlaget for Ringsted-Femern Banen er lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern
Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark, lov nr. 575 af 4. maj 2015. Anlægsloven foreskriver, at
der skal etableres en dobbeltsporet jernbane med en hastighed på 200 km/t.
Strækningen over Lolland fra Nykøbing F til tilslutningspunktet for den faste forbindelse over
Femern Bælt er i alt 32,5 km. På de første ca. 4 km af strækningen er det ikke muligt at øge
hastigheden til mere end de planlagte 200 km/t. Det skyldes bl.a. kurver på strækningen, og at det
kun er muligt at køre 120 km/t ved klapbroen
Kong Frederik IX’s bro
over Guldborgsund.
På den resterende del af strækningen er linjeføringen af banen til gengæld så god, at den kan
opgraderes til højere hastighed end de planlagte 200 km/t. Men en højere hastighed stiller større
krav til de banetekniske anlæg end ved 200 km/t.
Den nuværende banestrækning over Lolland er anlagt over en periode fra 1941-1963, og en række af
de eksisterende anlæg indgår fortsat i det blivende anlæg, bl.a. banedæmningerne og en række
sporbærende broer. Det er usikkert, om disse anlæg kan holde til en hastighed på mere end 200
km/t, og det vil kræve en nærmere undersøgelse at vurdere dette. På baggrund af en stikprøvevis
screening vurderer Banedanmark, at en hastighed på over 200 km/t vil kræve, at banens
underbygning skal forstærkes på ca. 8 km af strækningen, og at enkelte sporbærende broer skal
udskiftes.
Ved projektering af nye anlæg vurderer Banedanmark løbende, om de kan fremtidssikres, så det på
et senere tidspunkt bliver muligt at hæve hastigheden uden, at det bliver dyrere at anlægge
projektet. På Ringsted-Femern Banen har det blandt andet været muligt at bygge en række nye
vejbærende broer, så de ikke forhindrer en fremtidig hastighedsopgradering, og den nye Holeby
Station er udformet, så den kan håndtere gennemkørende tog med høj hastighed. Men visse
anlægselementer er dyrere, hvis de skal håndtere 250 km/t i stedet for 200 km/t. Det gælder f.eks.
sporskifter, som derfor bliver etableret til 200 km/t.
Banedanmark har undersøgt, hvor meget rejsetid passagererne kan spare, hvis togene kan køre 250
km/t i stedet for 200 km/t. Som det fremgår af nedenstående tabel, vil en hastighed på
250 km/t samlet set skære knap 3 minutter af rejsetiden, hvis både strækningen over Lolland og
gennem Femern Bælt-tunnelen opgraderes.
Banedanmark
Telefon
banedanmark.dk
Journalnr.
Version
Notatskabelon 1.0
Side 1(2)
Cartsten Niebuhrs Gade 43 Direkte
1577 København V
København