Transportministeren
Transportudvalget
Folketinget
16. juni 2021
2021-3982
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon 41 71 27 00
Transportudvalget har i brev af 2. juni 2021 stillet mig følgende
spørgsmål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Ja-
cob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 580:
Vil ministeren forholde sig til artiklen »Ingeniører: Byg en hurtigere
jernbane« bragt i Lolland Falsters Folketidende den 2. maj 2021,
herunder om ministeren vil foretage beregninger på forslaget om at
anlægge en jernbane, hvor togene kan køre med en tophastighed på
250 km/t, i stedet for de 200 km/t der hidtil er lagt op til?
Svar:
Som det fremgår af artiklen, fik jeg en henvendelse fra Poul Brandt
Jensen om en mulig hastighedsopgradering af jernbanen på Lol-
land og i Femern Bælt-tunnelen til 250 km/t for persontog i stedet
for den i henhold til lov om anlæg og drift af en fast forbindelse
over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark fastsatte
hastighedsdimensionering til 200 km/t for persontog.
Jeg forelagde forslaget for Femern A/S og Banedanmark, der fore-
står anlægget af tunnelen under Femern Bælt henholdsvis opgra-
deringen af Ringsted-Femern Banen. Jeg vedlægger til orientering
Femern A/S’ henholdsvis Banedanmarks svar om perspektiverne i
en hastighedsopgradering af jernbanen til 250 km/t.
Som det fremgår, ville forslaget indebære betydelige risici for for-
sinkelser i færdiggørelsen af Femern Bælt-tunnelen, da det ville be-
tyde, at de tyske myndigheder på ny skulle behandle projektet. Be-
lært af erfaringerne med processen for den tyske myndighedsgod-
kendelse af sænketunnelprojektet ville en forsinkelse på et par år
være meget realistisk. Det ville medføre øgede omkostninger til
projektet og tabte driftsindtægter. Desuden er anlægsarbejdet
igangsat, og det ville derfor medføre fordyrelser som følge af øgede
udgifter til entreprenørerne.