TRANSPORTMINISTEREN
Transportudvalget
Folketinget
Dato 15. januar 2021
J. nr. 2020-9859
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Transportudvalget har i brev af 22. december 2020 stillet mig følgende spørgs-
mål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Hans Kristian Skibby (DF).
Spørgsmål nr. 160:
Vil ministeren oplyse, hvorvidt det er korrekt refereret, når den tidligere
transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen, på ministeriets
hjemmeside den 6. december 2018 om togbetjeningen mellem Herning og
Vejle fastslår, at ”der vil være uændret serviceniveau, idet antallet af afgange og
kravene til punktlighed og kundetilfredshed videreføres fra den nuværende
kontrakt”? Mener ministeren, at denne melding på ministeriets hjemmeside
flugter med sandheden? Og mener ministeren, at udbudsbeskrivelsen i
forbindelse med udbuddet af togtrafikken på strækningen er i
overensstemmelse med ordlyden i den omtalte pressemeddelelse fra den
daværende transport-, bygnings- og boligminister?
Svar:
Ordlyden i den refererede pressemeddelelse afspejler den politiske aftale, som
også Dansk Folkeparti er en del af, og hvor partierne besluttede
”at genudbyde
trafikken
fra december 2020 med samme betjening som i dag.”
Ordlyden er
efter min mening korrekt og afspejler, at der samlet set med den nye aftale og
kontrakt er et antal afgange og krav til punktlighed og kundetilfredshed, som
svarer til den tidligere aftale. Tilsvarende er det materiale, der lå til grund for
udbuddet, i overensstemmelse med den politiske aftale.
Operatøren Arriva havde med den hidtidige kontrakt, og har også med den nye
kontrakt, mulighed for efter nærmere bestemmelse at tilrettelægge kørepla-
nerne således, at disse lever op til den almindeligt accepterede politiske mål-
sætning om ”bedst for flest”.
Jeg henviser i øvrigt til min besvarelse af TRU-spørgsmål 116 og 117 (alm. del),
der vedrører udmøntningen af den politiske aftale af 9. juni 2017, og hvoraf det
fremgår, at Arrivas betjening af strækningen lever op til kontraktens krav.