SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 878: Spm. om, hvordan lande som Norge, Sverige og England raskmelder psykiatriske patienter, samt hvilke afstigmatiseringsindsatser, de har for målgruppen, til sundhedsministeren

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt

Dato 20-01-2020

Sagsnr. 05-0801-97

NAKA/IDTM/MBAN

[email protected]

Undersøgelse af raskmelding for psykiske lidelser i

sundhedsvæsnet i andre lande

1. Baggrund

Stigmatisering og diskrimination af mennesker med psykiske lidelser er en velkendt – og fortsat

meget aktuel – udfordring både nationalt og internationalt. Strukturel diskrimination i form af

institutionel praksis, som forårsager hindringer for en særskilt gruppe, er således en realitet for

mennesker med psykiske lidelser i Danmark såvel som i udlandet. Dette kan eksempelvis komme

til udtryk ved lovgivningsmæssig uberettet forskelsbehandling af mennesker med nuværende eller

tidligere psykiske sygdomme, som ubegrundet hindrer mennesker med psykiske sygdomme i at

opnå det samme som mennesker uden psykiske sygdomme.

Som led i debatten i Danmark om at forhindre strukturel diskrimination af mennesker med

psykiske lidelser, har det været diskuteret, hvorvidt indførelse af en ret til at blive erklæret rask for

sin psykiske sygdom kan være en del af løsningen på den strukturelle diskrimination. Derfor

fremsatte Socialistisk Folkeparti i november 2018 beslutningsforslaget B 28 om indførelse af retten

til at blive erklæret rask for sin psykiske sygdom. Forslaget lyder således: ”Folketinget

pålægger

regeringen senest den 1. april 2019 at indføre en ret for borgeren til at få en raskmelding på en

psykiatrisk diagnose, såfremt borgeren inden for en fagligt vurderet fastsat tidsperiode er

symptomfri og således i komplet remission.”

Sundhedsstyrelsen vurderede i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslaget, at

anvendelse af diagnosekoder til ’raskmelding’ af mennesker med psykiske sygdomme ikke

vurderes at være sundhedsfagligt hverken meningsfuldt eller hensigtsmæssigt. Sundhedsstyrelsen

beskrev i den forbindelse, at det kan være vanskeligt at anvende begrebet i sundhedssektoren, da

sundhedsprofessionelle vil have vanskeligt ved at forudsige, hvem der får tilbagefald af en psykisk

lidelse, da sygdomshistorik, miljøfaktorer, individuelle forskelle og andre faktorer spiller en

afgørende rolle. Denne problematik vil ikke kun være gældende for mennesker med psykiske

lidelser, men også i forhold til mennesker med somatiske lidelser, som for eksempel kræft. Det er

således Sundhedsstyrelsens opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssig at anvende begrebet

raskmelding i sundhedsvæsenet.

En eventuel forskelsbehandling bunder som oftest i begrænsninger forårsaget af

helbredsoplysninger, der reguleres i særskilte bestemmelser inden for forskellige ressortområder,

og det er ofte særskilte lægefaglige undersøgelser eller egne angivelser af eventuel tidligere

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 878: Spm. om, hvordan lande som Norge, Sverige og England raskmelder psykiatriske patienter, samt hvilke afstigmatiseringsindsatser, de har for målgruppen, til sundhedsministeren

psykisk lidelse, der ligger til grund for afgørelserne, som dermed ikke nødvendigvis tager

udgangspunkt i patientoplysninger i sygehusjournaler.

Sundhedsstyrelsen vurderer jf. ovenstående, at det i højere grad er vigtigt at have vedvarende

fokus på, at befolkningen, men også sagsbehandlere i kommunale forvaltninger,

sundhedspersoner, myndigheder mv. opnår viden om psykiske lidelser som led i en

afstigmatiseringsindsats med det formål at forebygge tabu, og dermed gøre det lettere for den

enkelte med en psykisk lidelse at leve et godt liv som en ligeværdig del af samfundet. Der findes

eksempelvis en række uhensigtsmæssige fordomme om, hvorvidt psykiske lidelser er kroniske.

Dette gør sig eksempelvis gældende for mennesker med diagnosen skizofreni, selvom

undersøgelser viser, at op mod 30 % af patienterne kan blive fri for psykotiske symptomer, selvom

de ikke anvender antipsykotisk medicin.

Ved at fokusere på afstigmatisering kan man bekæmpe disse uhensigtsmæssige fordomme, som

fører til diskrimination, og dermed reducere omfanget af denne. Udover at begrebet raskmelding

ikke kan anvendes hensigtsmæssigt i sundhedsvæsenet skal man være opmærksom på at man vil

øge diskrimination og stigmatisering af de mennesker, som ikke kan erklæres raske. Samtidig kan

der opstå en problematik ved de patienter, som har flere samtidige psykiske lidelser, og eventuelt

kun kan erklæres rask for den ene sygdom.

På baggrund af behandlingen af beslutningsforslaget blev Socialdemokratiet, Dansk

Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti enige om, at mennesker med

psykiske lidelser ikke skal opleve diskrimination og unødvendig forskelsbehandling som følge af

deres psykiske lidelser. Flertallet noterede sig i forbindelse med behandlingen af

beslutningsforslaget, at der i dag ikke findes et samlet overblik over, hvordan og hvor den

negative forskelsbehandling opstår, men at det er helt nødvendigt med et opgør med

stigmatisering af mennesker, som har været i kontakt med psykiatrien.

I forlængelse af behandlingen af beslutningsforslaget blev det besluttet at igangsætte en

tværministeriel afdækningsindsats med en række forskellige tiltag opdelt i tre faser:

1. En afdækningsfase, hvor problemets omfang afdækkes og beskrives nærmere.

2. En fase med forslag til ændring af praksis, hvor der på baggrund af afdækningen af

problemer forsøges fundet løsninger og forslag til afstigmatisering, bl.a. med inspiration fra

sammenlignelige lande.

3. En tredje afsluttende implementeringsfase, hvor der arbejdes på at forankre de nye

tiltag lokalt både i og uden for sundhedsvæsenet.

Formålet med nærværende notat er som led i afdækningsfasen at afdække eventuel praksis for at

erklære mennesker med psykiske lidelser raske i sammenlignelige lande, herunder at beskrive

eksempler på strukturel diskrimination og afstigmatiseringsindsatser i forhold til at bekæmpe

strukturel diskrimination i disse lande.

Wills et al. Antipsychotic medication and remission of psychotic symptoms 10 years after a first-episode psychosis.

Schizophrenia Research. 2017(182):42-28.

2. Metode og afgrænsning

For at afdække andre sammenlignelige landes procedurer og erfaringer i forhold til at erklære

person med psykisk sygdom raske, har Sundhedsstyrelsen valgt at begrænse sammenlignelige

lande til lande, som vi dels er sammenlignelige med på en række punkter inden for

sundhedsområdet og dels de lande, som sprogligt var mulige for Sundhedsstyrelsen at undersøge.

Disse er Norge, Sverige, England og Canada.

Indledningsvist gennemførte Sundhedsstyrelsen en kort internet-baseret undersøgelse (desk-

research) af: 1) om der i de undersøgte lande eksisterer en gældende praksis for at erklære

mennesker med psykiske sygdomme raske og 2) om indførelse af en sådan praksis er blevet

debatteret i disse lande. Undersøgelsen er blevet anvendt til kvalificering af den efterfølgende

afdækning.

Til selve afdækningen valgte Sundhedsstyrelsen at udarbejde to sæt spørgsmål – et rettet mod de

nationale sundhedsfaglige myndigheder i de ovennævnte lande, og et rettet mod nationale

organisationer, der arbejder med afstigmatisering.

Sundhedsstyrelsen har derfor sendt en mail med en række spørgsmål vedr. emnet (se bilag 1) til

de respektive nationale sundhedsfaglige myndigheder i Norge, Sverige, England og Canada. I alt

fire myndigheder modtog spørgsmålene, og Sundhedsstyrelsen har modtaget besvarelser fra to af

disse. Den sundhedsfaglige myndighed i Canada, Health Canada, henviste videre til Mental Health

Commission of Canada, som henviste til Canadian Mental Health Association, der henviste til

Centre for Addiction and Mental Health, hvorfor disse institutioner også har fået tilsendt

spørgsmålene. Ingen af institutionerne vurderede at kunne besvare spørgsmålene, da

diskussionen om at erklære mennesker med psykiske sygdomme raske ifølge dem var uden for

deres område.

Herudover har Sundhedsstyrelsen et tæt samarbejde med organisationen EN AF OS, som er en

national oplysningskampagne med det formål at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark og

fremme tolerance og åbenhed over for mennesker med psykisk lidelse. Landsindsatsen blev

oprettet i 2011 og består af et sekretariat, regionale koordinatorer placeret i Psykiatrisk

Informationscentre samt et korps af ambassadører. Der er nedsat et partnerskab om EN AF OS,

som består af Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og regionerne, TrygFonden,

PsykiatriNetværket, Psykiatrifonden, KL, Socialstyrelsen/Socialministeriet og Komiteen for

Sundhedsoplysning. Igennem EN AF OS har Sundhedsstyrelsen fået adgang til The Global Anti-

Stigma Alliance (GASA), som Sundhedsstyrelsen (via EN AF OS) har sendt et spørgeskema vedr.

emnet til (bilag 2). GASA er et internationalt netværk af organisationer, der arbejder for

afstigmatisering af psykisk sygdom. Da Norge som det eneste sammenlignelige land ikke er en del

af GASA, er spørgsmålene blevet tilsendt to psykiatrifaglige institutioner, Rådet for Psykisk Helse

og NAPHA (nasjonalt kompetansesenter for psykisk helsearbeid for voksne i kommunene), og

Sundhedsstyrelsen har modtaget svar fra begge.

14 lande (Spanien, Finland, Australien, Tjekkiet, Storbritannien, Canada, USA, Portugal, Holland,

New Zealand, Sverige, Indien, Schweiz og Irland) fik tilsendt spørgeskemaet via EN AF OS, hvoraf

fem besvarede spørgeskemaet.

Sideløbende med indhentning af oplysninger har Sundhedsstyrelsen deltaget i flere bilaterale

møder med videnspersoner på området. I første omgang med EN AF OS, som kunne

videreformidle kontakten til en ph.d.-studerende, hvis afhandling omhandler strukturel

diskrimination af psykisk sygdom i sundhedsvæsnet.

2.1 Begrebsafklaring

Da afdækningsfasen har til hensigt at belyse sammenlignelige landes praksis med ’raskmelding’, er

det relevant at afklare, hvordan Sundhedsstyrelsen betragter de forskellige begreber, der

anvendes i notatet.

Raskmelding

Selve begrebet raskmelding anvendes særligt i forbindelse med beskæftigelse i forhold til at

afklare, om man er ’rask nok’ til at varetage et arbejde efter en sygeperiode.

Rask, fravær af sygdom, uden klinisk sygdom mv. er begreber, der bruges i sundhedsvæsnet om en

patient uden tegn på aktiv sygdom. Begrebet raskmelding anvendes således ikke i

sundhedsvæsenet, og der vil, jf. Sundhedsstyrelsens ovennævnte vurdering, være en række

udfordringer forbundet med anvendelsen af dette begreb i sundhedssystemet.

Raskmelding er således ikke et begreb, der anvendes i patientjournaler.

Journaler, diagnoser mv. er

sundhedsfaglige arbejdsredskaber, hvor det er vigtigt at bevare historik, da oplysningerne senere kan

vise sig at være relevante i en sundhedsfaglig kontekst, ligesom der kan være forhold vedr. klagesager

mv. som gør, at man ikke kan/skal slette eller ændre i journaler. Det gælder også selvom de

journalførte forhold kan være belastende eller stigmatiserende for den berørte. Det kan fx dreje sig om

psykiske sygdomme, men også abortindgreb, skadestuebesøg pga. beruselse/indtag af stoffer,

selvmordsforsøg mv. Det gælder derfor, at diagnosekoder for såvel tidligere oplevede sygdomme, i

somatik såvel som i psykiatri, der ikke længere er symptomer på (fx indlæggelse for en

lungebetændelse eller en depression), altid skal være tilgængelige i patientjournalen så det til enhver

tid vil være muligt for lægen, sammen med patienten, at danne sig et samlet billede over patientens

sygehistorie – både set i et tidslinjeperspektiv og i omfang. Det er meget vigtigt, fx i forbindelse med

diagnostik af evt. senere tilkommende lidelser, at sundhedspersonerne har den samlede

patienthistorie tilgængelig, da den kan være med til at danne hypotesen for, og dermed generere

den korrekte behandling for en lidelse, der optræder med en evt. uklar/kompliceret sygehistorie.

Remission

Sundhedsprofessionelle anvender inden for visse sygdomsområder som eksempelvis visse

kræftsygdomme og skizofreni terminologien remission. Der kan fx til en diagnose være tilføjet

’inkomplet remission’ eller ’komplet remission’.

’Inkomplet remission’ betyder, at sygdommen stadig kan spores, men at svulsten er blevet mindre

eller eksempelvis for leukæmi (blodkræft), at der er mindre sygdom i kroppen, fx målt ved antallet

af syge blodceller.

’Komplet remission’ betyder, at der ikke kan spores kræft ved hjælp at scanninger eller andre tests

– men der vil altid være en hvis risiko for, at der stadig findes kræftceller. Derfor bruger man

betegnelsen, at patienten er i remission.

Tilsvarende gælder for fx skizofreni. Ved betydelig bedring i symptomerne kan patienten være i

inkomplet remission, og hvis der ingen symptomer er på skizofreni i komplet remission.

Der er dog, i såvel tilfældet med kræft som i tilfældet med skizofreni ingen garanti for at

sygdommen ikke dukker op igen på et senere tidspunkt.

Diskrimination

Diskrimination kan defineres som en usaglig forskelsbehandling, som medfører, at en person

modtager en ringere behandling end andre. Hvis årsagen til forskelsbehandlingen ikke kan

retfærdiggøres på et lovligt grundlag, er der derfor tale om diskrimination (Institut for

Menneskerettigheder). Diskrimination kan forekomme på baggrund af flere karakteristika,

eksempelvis køn, race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, psykisk lidelse, seksuel orientering,

alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Det er således en bred definition af diskrimination, som kan bestå af en række forskellige former

for diskrimination med meget forskellige karakterer. Jf. formålet med nærværende notat

anvendes begrebet ’strukturel diskrimination’, der omfatter en institutionel praksis, som

forårsager hindringer for en særskilt gruppe. Dette kan eksempelvis være en lovgivningsmæssig

uberettet forskelsbehandling af mennesker med nuværende eller tidligere psykiske sygdomme,

som hindrer dem i at opnå det samme som mennesker uden en psykiatrisk diagnose.

Stigmatisering

Stigmatisering kan beskrives som en social stempling af et givet kendetegn eller viden om en

person eller persongruppe. Denne stempling giver anledning til afstandstagen, statustab og

diskrimination, som kan føre til negativ forskelsbehandling og ringere muligheder for

livsudfoldelser. Stemplingen forstærkes af en ulige magtsituation, der understøtter

stigmatiseringen.

Stigmatiseringsprocesser kan ikke forstås uafhængigt af det omgivende samfund og de relationer,

de berørte mennesker har til hinanden, og stigmatisering er således en social proces, som foregår

mellem mennesker i vores konstante fortolkning af os selv og verden. Stemplingen af fx psykiske

lidelser og de kendetegn, man forbinder med denne lidelse, kan dog foregå på gruppeniveau såvel

som på individuelt niveau, og det er derfor ikke nødvendigt med social interaktion for at

stigmatisere en given person eller persongruppe. Stigmatisering kan understøttes af strukturelle

procedurer og lovgivning, der reproducerer stigmatiseringen.

3. Kortlægning af indhentet information

Vidensafdækningen havde overordnet til formål at indhente viden om tre forhold:

1) Praksis for at blive erklæret rask for psykiske lidelser

2) Eksempler på strukturel diskrimination af mennesker med psykiske lidelser

3) Eksempler på afstigmatiseringsindsatser ift. at hindre strukturel diskrimination af

mennesker med psykiske lidelser

I det følgende sammenfattes den indhentede information på tværs af landene for hver af de tre

forhold. For hvert forhold beskrives desuden eventuelle landemæssige variationer.

Følgende er en oversigt over de lande, som i forbindelse med vidensafdækningen har indsendt

svar på de udsendte spørgsmål (jf. bilag 1 og 2) til Sundhedsstyrelsen:

Land

Svar sendt fra national

sundhedsfaglig myndighed

Svar sendt fra organisation i

internationalt stigmanetværk

(GASA)

Norge

Sverige

Finland

England

Spanien

Canada

Australien

3.1 Praksis for at blive erklæret rask

Sundhedsstyrelsens afdækning viser, at der ikke findes en formel praksis eller procedure for at

erklære personer raske for psykiske sygdomme i nogle af de lande, som afdækningen omfatter.

Der er som tidligere beskrevet heller ikke kutyme for at erklære patienter raske i

hospitalsjournalen i Danmark, hverken for somatiske eller psykiske lidelser.

Flere af respondenterne angiver i stedet, at patienter ifølge loven har ret til at se og få udleveret

deres journal, samt at det er muligt at få en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson (fx en

lægeerklæring) om patientens helbred. Den svenske Socialstyrelsen angiver eksempelvis, at

sundhedsprofessionelle ifølge svensk lovgivning er forpligtede til at udskrive en erklæring vedr.

den behandling, en patient har modtaget, hvis patienten ønsker dette. Dermed har patienten ret

til at få udleveret en erklæring, hvis der eksempelvis har været foretaget en klinisk vurdering eller

udredning af patienten. Patienten kan ifølge Socialstyrelsen i Sverige imidlertid ikke kræve en ny

klinisk vurdering eller udredning med henblik på at blive erklæret rask (friskförklaring). Der

eksisterer dog ifølge den Svenske lovgivning visse undtagelse for dette, hvor patienten har ret til

en anden udtalelse (second

opinion).

Ovenstående er også gældende i Danmark, hvor patienter har ret til at få adgang til deres

patientjournal og til at få en skriftlig erklæring i forhold til den behandling, man har modtaget.

Yderligere er autoriserede sundhedspersoner, jf. autorisationslovens § 20 stk. 2

forpligtigede til

på begæring fra en offentlig myndighed i det efter formålet fornødne omfang at afgive erklæring

til offentlig brug om de sundhedsfaglige iagttagelser, som den pågældende er i stand til at give

oplysning om, vedrørende en af vedkommende undersøgt, behandlet eller plejet person, der søger

eller får offentlige økonomiske ydelser eller anden offentlig hjælp. Samme pligt påhviler sygehuse

og lignende institutioner.

Der kan som følge af ovenfor angivne paragraf eksempelvis udstedes lægeattester, som er en

læges skriftlige redegørelse for en persons helbredsforhold, deres følger og betydning i en

specificeret sammenhæng (Attestvejledningen, Lægeforeningens Attestudvalg). En lægeattest kan

påvirke retsforholdet mellem patienten og en anden part, fx et forsikringsselskab eller en

kommune, og kan eksempelvis gøre patienten berettiget til en forsikringsydelse eller en offentlig

ydelse.

Helsedirektoratet i Norge angiver i forbindelse med undersøgelsen, at der i tilfælde, hvor

eksempelvis funktionsnedsættelse eller psykisk lidelse har medført begrænsninger (fx inddragelse

af kørekort eller våbenlicens), vil patienten have ret til en ny lægeattest (helseattest), når

tilstanden ændrer sig. Tilsvarende vil være gældende i Danmark, hvis lægen ved en senere

revurdering har konstateret, at der er sket ændringer i tilstanden, som er af relevans for den

udarbejdede lægeattest.

At man som patient har ret til en erklæring fra en sundhedsperson er ikke ensbetydende med, at

man har en ret til at blive erklæret rask for en psykiatrisk diagnose. Flere af respondenterne

(Canada og Sverige) peger i den forbindelse på, at erklæringerne kan variere meget, og at den

pågældende sundhedsperson i princippet kan vælge at angive, at der er sket en klinisk remission,

men det vil være op til den enkelte læge, hvad der angives i journalen, herunder hvilket ordvalg,

der vælges.

På trods af, at man som patient i flere af de undersøgte lande har ret til at få en erklæring fra en

sundhedsperson vedr. ens behandling og helbredstilstand, er der ifølge Sundhedsstyrelsens

afdækning ikke i nogen af de undersøgte lande en formel struktur for, at man som patient har ret

til at få en ny sundhedsfaglig vurdering og efterfølgende dokumentation for, om man kan erklæres

rask for en psykiatrisk diagnose.

Vores desk research, jf. metodeafsnittet, har heller ikke givet nogen indikation af, at der skulle

være en klinisk praksis i forhold til at erklære mennesker med psykiske sygdomme raske i de

undersøgte lande i sundhedsvæsenet.

Vi har yderligere spurgt samtlige lande, om der i det pågældende land har været en debat om

muligheden for at kunne erklære personer raske for deres psykiske lidelser, hvilket fire lande har

svaret nej til, mens de øvrige lande ikke har svaret på spørgsmålet. Yderligere har flere af de

nationale myndigheder vurderet, at de ikke kunne svare på de udsendte spørgsmål og har

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209811

viderehenvist til en række øvrige myndigheder, som heller ikke vurderer, at de kunne svare

fyldestgørende på svaret (England og Canada).

Dette kan tolkes som, at man i landet ikke har overvejet eller ikke kan genkende forslaget som en

mulig løsning, og derfor har svært ved at svare på de udsendte spørgsmål, eller at man ikke

vurderer, at det er den rigtige løsning. Eksempelvis har respondenten fra Australien sendt et

uddybende svar i forlængelse af besvarelsen, hvori respondenten udtrykker bekymring i forhold til

raskmelding, da det potentielt vil risikere øget diskrimination af dem der ikke vil kvalificere til

raskmelding. Derved risikerer man at legimitere diskriminationen, da den kan baseres på en faglig

vurdering af, hvorvidt en person er erklæret rask.

3.2 Eksempler på strukturel diskrimination

Sammenlagt har i alt fire lande angivet, hvorvidt der i deres land er eksempler på strukturel

diskrimination inden for en række områder. I det følgende skema fremgår de lande, som har

angivet, at der er eksempler på strukturel diskrimination inden for det angivne område.

Område

Kørekort

Adoption

Adgangskrav til forskellige uddannelser og job

(fx politi, pilot mv.)

Forsikringer

Land(e)

Spanien

Spanien, Finland

Undersøgelsen viser således, at man i nogle af de i undersøgelsen inddragede lande oplever

eksempler på strukturel diskrimination i forhold til at få et kørekort, adoptere, at blive forsikret

eller blive optaget på specifikke uddannelser og/eller jobs. Samtidig angiver respondenterne fra

både England og Canada, at der ikke er strukturel diskrimination over for mennesker med psykiske

lidelser inden for de ovennævnte områder.

Undersøgelsen viser dog ikke, hvordan eller hvor den enkelte forskelsbehandling er forankret..

3.3 Eksempler på afstigmatiseringsindsatser

Som undersøgelsen viste, er der ingen af de deltagende lande, som har angivet, at der i deres land

er pågået en debat om muligheden for at kunne erklære personer raske for deres psykiske lidelser.

Der er derfor heller ikke mange af de deltagende lande, som har angivet eksempler på

afstigmatiseringsindsatser med fokus på at øge viden om mulighederne for remission af psykiske

lidelser.

Respondenten fra Canada angiver, at de i relation til ovenstående arbejder med at fremme

recovery-orienteret behandling, og respondenten fra Spanien angiver derudover, at der er nogle

organisationer, som har fokus på recovery.

Respondenten fra England skriver, at der i deres landsdækkende afstigmatiseringskampagne

Time

to Change

ikke har været et særligt stort fokus på strukturel diskrimination, men i stedet på den

interpersonelle diskrimination i mødet mellem mennesker.

4. Opsamling

Sammenfattende viser undersøgelsen, at der ikke findes en formel klinisk praksis for at erklære

mennesker med psykiske lidelser raske i de adspurgte lande, og at dette heller ikke har været

debatteret som en potentiel løsning på udfordringerne med strukturel diskrimination i disse lande.

Der er derfor heller ikke angivet særlig mange eksempler på afstigmatiseringsindsatser med fokus

på specifikt at bekæmpe strukturel diskrimination og eksempelvis øge viden om mulighederne for

remission af psykisk lidelse. Flere af respondenterne angiver i undersøgelsen, at fokus for deres

afstigmatseringskampagner ikke har været særskilt på strukturel diskrimination, men på øvrige

områder. Dette kan være en indikation af, at man endnu ikke har omfattende erfaring med

afstigmatiseringsindsatser i forhold til netop strukturel diskrimination, og at der derfor kan være

et behov for at sætte fokus på dette område.

Der er enkelte lande, som angiver, at der i det pågældende land er eksempler på strukturel

diskrimination for så vidt angår kørekort, adoption, optegnelse af forsikringer og adgang til

specifikke uddannelser og/eller jobs.

Flere af landene skriver, at det er en kompleks diskussion, hvorvidt man skal give personer med

psykiske sygdomme en ret til at blive erklæret rask, og Australien beskriver yderligere nogle af de

udfordringer, der kan være ved at indføre en sådan ret, da det kan introducere yderligere

diskrimination af de personer, som ikke erklæres raske.

Undersøgelsen bærer som tidligere nævnt præg af, at flere af respondenterne har indsendt meget

kortfattede svar, og at flere giver udtryk for, at spørgsmålene har været svære at svare på, hvilket

derfor skal tages i betragtning, når man fortolker ovenstående kortlægning af den indhentede

information. Undersøgelsen beror på udsendte spørgsmål, som ikke er hverken validerede eller

afprøvede i forhold til, hvor præcist et svar, man kan forvente at opnå, og svarene beror derfor på

respondenternes egen fortolkning af de udsendte spørgsmål.