Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt
2350481_0001.png
Folketingets Sundhedsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 1801
Doknr.
399248
Dato
10-03-2021
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har d. 10. februar 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 788 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann (SF).
Spørgsmål nr. 788:
”Bl.a. i forlængelse af opsigelsen af
HM Care i Randers Kommune omtalt af
DK-Nyt 3/2-21, vil spørgeren gerne vide, hvordan man som samfund kan sikre
sig, at private tilsyn i ældreplejen fungerer uvildigt med fokus på trivsel, kvalitet
og god pleje og overholdelse af service- og sundhedslov, når der er penge
involveret imellem kommuner og private tilsynsleverandører”.
Svar:
Det er den enkelte kommunalbestyrelses ansvar at føre tilsyn med den hjælp,
der gives til ældre borgere, og det er ligeledes den enkelte
kommunalbestyrelses ansvar at sikre, at det kommunale tilsyn har den
fornødne kvalitet. Dette gælder uanset, om tilsynet foretages af kommunen
selv, eller at dele af tilsynsopgaven varetages af en privat virksomhed.
Selv om dele af tilsynsopgaven varetages af et privat firma, er det fortsat
kommunalbestyrelsen, der har det overordnede ansvar for tilsynet. Det betyder,
at det vil være op til kommunen selv at vurdere, om indsatsen er tilstrækkelig
og herunder også at træffe de myndighedsbeslutninger, som et tilsynsbesøg
må give anledning til.
Som det også fremgår af min samtidige besvarelse af SUU alm del
spørgsmål 787 (vedlagt), så igangsættes der som led i opfølgningen på
efterårets ældretopmøde bl.a. et arbejde vedrørende tilsynet med ældreplejen
(spor 2 om Tilsyn og læring) med henblik på at afdække, hvordan vi kan bruge
tilsynene til at løfte kvaliteten i ældreplejen.
Det følger endvidere af aftalen af 24. november 2020 om udmøntning af
reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet
2021-2024, at der skal være generelle drøftelser med partierne om det
samlede tilsyn med ældreplejen. Disse drøftelser tog vi hul på med et første
møde med ældreordførerne den 5. marts, og det er aftalt, at ældreordførerne
vil blive inviteret til flere generelle drøftelser om tilsynet med ældreplejen.
1
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 788: Spm. om, hvordan det sikres, at private tilsyn i ældreplejen fungerer uvildigt med fokus på trivsel, kvalitet og god pleje og overholdelse af service- og sundhedslov, når der er penge involveret imellem kommuner og private tilsynsleverandører, til social- og ældreministeren
2350481_0002.png
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag:
SUU alm. del
svar på spm. 787
2