Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 04-03-2021
Enhed: SPOLD
Sagsbeh.: DEPLSB
Sagsnr.: 2100902
Dok. nr.: 1613309
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 4. februar 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 760 (alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Ellen Trane Nørby (V).
Spørgsmål nr. 760:
Kan ministeren oplyse, hvilke konkrete faglige punkter på børnecancerbehandlingen,
der bekymrer?
Svar:
Til brug for besvarelsen har mit ministerium indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen,
der oplyser følgende:
”Kræft hos ør opdeles traditio elt i tre grupper: hæ atologiske kræftfor er, kræft
i centralnervesystemet (CNS) og kræft uden for centralnervesystemet, også kaldet so-
lide tumorer. De tre grupper er opdelt i 12 hovedgrupper som igen er opdelt i mere
end 30 undergrupper, der hver for sig har flere molekylære/genetiske undergrupper.
Der er således tale om mange forskelligartede sygdomme, som alle er sjældne med
mindre end 10 - 15 nye tilfælde årligt i Danmark, bortset fra akut lymfoblastær leu-
kæmi (ALL), hvor der er ca. 40 tilfælde årligt. Den lægefaglige tilgang til sygdommene
vil være forskellig, både af hensyn til udredning, behandling og opfølgning. Udviklin-
gen på området er præget af hurtig udvikling og stigende kompleksitet som følge af
ny og mere præcis diagnostik samt nye behandlingsformer.
I udredningen er der især øgede krav til genetiske analyser samt andre molekylærbio-
logiske undersøgelser. Patienterne diagnosticeres og placeres i de forskellige under-
grupper på baggrund af de diagnostiske undersøgelser og analyser, og den korrekte
placering har ofte stor betydning for behandlingens succes, og altså for barnets over-
levelse. Med de nye diagnostiske muligheder følger et stigende antal diagnostiske un-
dergrupper i de enkelte sygdomme samt mere specifikke behandlingsprotokoller.
I tilgift til ovennævnte er der øget fokus på betydningen af genetisk disposition for
kræft hos børn, som optræder hos 15-20 procent af de børneonkologiske patienter.
For nogle børnekræftsygdomme har dette betydning for valg af behandling, og for
opfølgningen efter endt behandling.
Tilsammen stiller dette øgede krav til multidisciplinær ekspertise, velfungerende sam-
arbejder med de diagnostiske specialer, kendskab til sjældne sygdomme og behand-
lingskomplikationer, samt deltagelse i internationalt samarbejde.
I lyset af ovenstående er perspektiverne for udviklingen i behandling af kræft hos
børn i de næste 10
–
15 år yderligere subspecialisering og stigende internationalt
samarbejde omkring behandlingsprotokoller. Det vil være afgørende for sikring af