Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt
2285487_0001.png
09. november 2020
SSIs bidrag til besvarelse af SUU alm. del spsm. 67
Spørgsmålet lyder:
Vil ministeren få Statens Serum Institut til at lave beregninger for, hvor meget smitten kan
stige i samfundet, såfremt reglen om at restauranter m.v. skal lukke kl. 22 lempes til, at de
må holde åbent til henholdsvis 22.30, 23., 23.30., 00., 00.30, 01., 01.30 og kl. 02?
SSIs ekspertgruppe for matematisk modellering er blevet forelagt spørgsmålet og har konkluderet, at de ikke
kan foretage beregninger af, hvor meget smitten kan stige i samfundet, såfremt reglen om, at restauranter, mv.
skal lukkes kl. 22 lempes til de foreslåede senere tidspunkter med halve timers mellemrum. Der er to grunde
hertil:
1) Der forligger ingen tilgængelig data, der kan kvalificere en sådan model. For at estimere effekten af at lukke
restauranter på forskellige tidspunkter efter kl. 22, ville det kræve, at der er tilgængelige data, der beskriver
hvor mange gæster, der besøger restauranter i Danmark i de givne tidsrum. Dertil kommer en række antagelser
om, hvordan befolkningen agerer under de gældende restriktioner. Altså, hvor mange ville yderligere besøge
restauranter, hvis de holdt længere åbent, og hvor mange ville alligevel gå tidligt hjem.
2) Effekten af åbningstid kan ikke kvantificeres, selv hvis data forelå, idet modellen ville være behæftet med
store usikkerheder. Dette skyldes, at vi har en række kvalitative antagelser eksempelvis vedrørende det tab af
kontrol ift. hygiejne og afstand, der kan forekomme især ved indtag af alkohol, hvilket typisk forøges henover
en aften og nat. Endvidere er der stor usikkerhed forbundet med hvordan folk kompenserer for ændrede
lukketider, fx andelen, som deltager i efterfester. Da der ikke foreligger data for denne type parametre, der
ville skulle indgå i modellen, vil modellen blot afspejle de antagelser der ligger til grund for de ukendte
parametre.
Konklusionen er, at vi ikke har noget belæg for at vide, hvor stor effekten er af senere lukketider, da vi ikke
har kvalitative data på flere elementer, som har indflydelse på spørgsmålet.