SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt

Sundheds- og Ældreudvalget 2020-21

SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 93

Offentligt

PRIM

Dato 19-11-2020

Sagsnr. 05-0400-116

72 22 74 00

Vejledning vedr. henvisning og visitation til billeddiagnostisk udredning

af symptomer fra lunger med særlig fokus ved mistanke om lungekræft

Denne vejledning præciserer rammerne for den lægefaglige vurdering i forbindelse med

henvisning og visitation til billeddiagnostisk udredning af symptomer fra lunger, med

særligt fokus på henvisning ved mistanke om lungekræft.

Vejledningen henvender sig særligt til praktiserende læger og speciallæger samt til

visiterende sundhedspersoner på billeddiagnostiske afdelinger, men er også relevant for

ledelser i regioner, på sygehuse m.fl.

Vejledningen supplerer og uddyber Sundhedsstyrelsens notat vedr. håndtering af symptomer

fra lungerne, der kan være kræft af 24. juni 2020, som er vedlagt som bilag.

Initial vurdering, henvisning og visitation

Den læge, som ser patienten primært (typisk den praktiserende læge), skal ved symptomer

og tegn på lungesygdom foretage en konkret, samlet vurdering af bl.a.:



patientens symptomer, f.eks. hoste, blodigt opspyt, åndenød og/eller vægttab



lægens fund ved den kliniske undersøgelse, lungestetoskopi, hævede lymfekirtler



tilstedeværende risikofaktorer, f.eks. rygning (antal pakke-år) eller

erhvervsudsættelse for fx asbest.

På baggrund af den samlede kliniske vurdering skal lægen afgøre, om der skal henvises til

yderligere udredning, herunder billeddiagnostisk udredning af lunger.

Lægens henvisning til billeddiagnostisk udredning af lunger er et forslag til sygehusets

undersøgelse af den pågældende patient. På grundlag af henvisningen vurderer den

billeddiagnostiske afdeling hvilken konkret undersøgelse, der bør tilbydes. Det er derfor

vigtigt, at den henvisende læge sikrer, at der er fyldestgørende oplysninger på henvisningen,

der muliggør en god faglig visitation. Vælger lægen at henvise specifikt (til pakkeforløb) på

mistanke om lungekræft, skal dette tydeligt fremgå af henvisningen, og mistanken skal være

begrundet i henvisningens tekst.

Rammer og faglig standard for billeddiagnostik ved mistanke om kræft

Ved alarmsymptomer, der giver mistanke om lungekræft, samt ved uspecifikke symptomer,

der giver mistanke om alvorlig sygdom, som f.eks. kan være kræft, er rammerne for den

billeddiagnostiske udredning beskrevet i notatet af 24. juni 2020.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

Kriterierne i Sundhedsstyrelsens pakkeforløb er desuden ikke udtømmende, og de kan

derfor ikke i alle tilfælde tjene som eneste grundlag for visitation til billeddiagnostisk

udredning på mistanke om kræft, uanset om det sker i eller uden for et pakkeforløb. Lægen

kan således godt henvise en patient på mistanke om lungekræft til billeddiagnostisk

udredning med CT-skanning med kontrast af brystkasse og øvre del af maven uden at

opfylde de specifikke henvisningskriterier som angivet i pakkeforløbet. Der er således plads

til et konkret lægefagligt skøn, men som anført ovenfor er det særlig vigtigt, at lægen på

henvisningen tydeligt begrunder mistanken om lungekræft.

Når det i pakkeforløb for lungekræft er beskrevet, at lægen ’bør overveje’ CT-skanning

med

kontrast af brystkasse og øvre del af maven, betyder det ikke, at henvisningskriterierne

generelt kan afviges. Det er anført for at give plads til et konkret lægefagligt skøn, således at

lægen i helt særlige tilfælde f.eks. skal vurdere, om alternativer til CT-skanning skal

overvejes pga. kontraindikationer hos den konkrete patient, eller at andre diagnoser end

lungekræft kan være relevante, og derved måske tilsige at der henvises til en anden type

undersøgelse eller behandling, f.eks. direkte til hæmatologisk afdeling ved mistanke om

malign hæmatologisk sygdom.

Billeddiagnostisk udredning med et bredere differential-diagnostisk sigte

Ved henvisning til billeddiagnostisk udredning af lunger med et bredere differential-

diagnostisk sigte, dvs. i tilfælde, hvor kriterier i pakkeforløb ikke er opfyldt, eller hvor

lægen ikke i øvrigt har konkret mistanke om lungekræft, vil der typisk vælges

billeddiagnostisk modalitet ud fra konkret vurdering og visitation.

I disse situationer vil henvisende læge typisk have overvejet flere forskellige mulige

diagnoser og tilstande, uden at én bestemt synes oplagt. Også i disse tilfælde er det derfor

særligt vigtigt, at henvisende læge sikrer fyldestgørende oplysninger på henvisningen, der

muliggør en god faglig visitation. Henvisende læge bør derfor tydeliggøre i henvisningen,

hvorfor der i disse situationer netop ikke mistænkes lungekræft. At henvisende læge her evt.

ønsker at udelukke lungekræft, uden at denne mistanke er begrundet i henvisningen, kan

ikke i sig selv berettige valg af undersøgelsesmetode.

Almen praksis kan henvise direkte til f.eks. CT-skanning, hvilket imidlertid ikke fritager

billeddiagnostisk afdeling for at vurdere indikation og berettigelse for undersøgelsen.

Ledelsen på den billeddiagnostiske afdeling skal sikre opdaterede instrukser, der kan

understøtte visitationen. Kliniske retningslinjer udarbejdet i regi af regionale videnscentre

og faglige fora, faglige selskaber m.v. kan i relevant omfang inddrages som

beslutningsstøtte i forhold til udarbejdelse af instrukser og i forhold til de konkrete kliniske

skøn.

Sundhedsstyrelsen har ikke fastlagt en faglig standard for billeddiagnostisk udredning af

lunger, når denne foretages med et bredere differential-diagnostisk sigte. Styrelsen er

opmærksom på, at der er forskellige traditioner på tværs af landet ift., om der tilbydes

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

røntgenundersøgelse af lunger eller CT-skanning. Styrelsen understreger desuden, at der

mangler robust dokumentation for, om der generelt bør tilbydes lavdosis CT-skanning i

sådanne situationer. Styrelsen er i den forbindelse opmærksom på, at en del tilfælde af

lungekræft fortsat diagnosticeres for sent, og at der derfor er behov for at sikre udvikling og

faglig afklaring på området.

I den forbindelse kan det være relevant at overveje en mere systematisk udbredelse af nye

billeddiagnostiske tilbud som led i den billeddiagnostiske udredning af lunger med et

bredere differential-diagnostisk sigte. Men det skal indskærpes, at såfremt der systematisk

indføres nye indikationer for f.eks. lavdosis CT-skanning, så gælder en række faglige

rammer. Generelt kan der henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 11052 om

indførelse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet af 2. juli 1999.

Det følger bl.a. heraf, at balancen mellem gavnlige og skadelige virkninger skal

dokumenteres før systematisk ibrugtagning af en ny undersøgelsesmetode. En sådan

dokumentation kan f.eks. produceres gennem udarbejdelse af en medicinsk

teknologivurdering (MTV) eller anden form for systematisk udarbejdelse af

evidensbaserede anbefalinger. Såfremt der ikke foreligger sådan dokumentation, skal det

nye systematiske tilbud gives i protokolleret regi med klart definerede kriterier for

undersøgelse, registrering af data, beskrivelse af effektmål og mulige skadevirkninger,

principper for dataanalyse m.v., ligesom der bør sikres fagfællebedømt offentliggørelse af

resultater i videnskabelige tidskifter.

Billeddiagnostisk udredning af lunger alene begrundet i risikofaktorer som f.eks. rygning,

men uden at der foreligger en konkret lægefaglig vurdering af symptomer og fund, som kan

begrunde undersøgelsen, har karakter af screening, og må som systematisk tilbud kun gives

som led i et nationalt besluttet screeningsprogram, en videnskabelig protokol eller lignende.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

BILAG

Notat vedr. håndtering af symptomer fra lungerne, der kan være kræft -

af 24. juni 2020

Baggrund og definitioner

I det følgende beskrives og præciseres regler, rammer og principper for håndtering af mistanke om

lungekræft samt snitflade til håndtering af symptomer, der ikke peger på alvorlig sygdom og

håndtering af befolkningsgrupper med risikofaktorer.

Notatet er bl.a. baseret på Sundhedsstyrelsens generelle notat vedr. henvisning og visitation til

sygehusbehandling, med særligt fokus på kræft

, hvori yderligere information kan findes,

herunder definitioner på relevante begreber.

I nærværende notat anvendes væsentligst følgende begreber:

Differentialdiagnostik er

en proces der består i at skelne mellem forskellige sygdomme med

overlappende symptomer med henblik på at beslutte den rette diagnose og dermed den rette

behandling.

Risikofaktorer (for sygdom)

er forhold, som øger risikoen for, at personer udvikler sygdom. Det kan

eksempelvis dreje sig om genetiske, biologiske, mentale, miljømæssige og sociale forhold.

Kræft

anvendes som betegnelse for sygdomme og tilstande med ukontrolleret celledeling og invasiv

vækst eller risiko for invasiv vækst. Det følger af gældende regler, at de særlige patientrettigheder

omfatter tilstande og mistanker, der kan kodes inden for følgende ICD-10-spænd: DC00-DC43,

DC45-DC99 samt DD00-DD09.

Mistanke

om kræft er en sundhedsfagligt begrundet overvejelse af kræft som mulig forklaring på

symptomer, tegn, undersøgelsesfund m.v. hos en konkret patient.

Symptom

er en kropslig sensation eller observation på egen krop, som patienten tolker som tegn på

sygdom. Feber og hoste kan fx være symptomer på lungebetændelse. Kliniske

fund

er symptomer,

der påvises eller fremkaldes, eller forandringer der erkendes ved den kliniske undersøgelse af

patienten fx raslende vejtrækning, når lægen undersøger brystkassen med stetoskop eller ømhed, når

lægen trykker et bestemt sted på kroppen.

Ansvar for henvisning og visitation ved mistanke om kræft

En henvisning til sygehusbehandling må betragtes som et forslag til sygehuset om undersøgelse

eller behandling af den pågældende patient, men således at det er sygehuset, der på grundlag af

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Henvisning-hospital/Notat-vedr-henvisning-og-visitation-til-

sygehusbehandling-med-saerligt-fokus-paa-

kraeft.ashx?la=da&hash=EDE68A43192157DB53DE2BEE2A338EDCF490A537

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

henvisningens oplysninger vurderer det konkrete undersøgelses- og behandlingsbehov, og om der er

grundlag for at indkalde patienten.

I forbindelse med henvisning til sygehusbehandling skal både den henvisende læge og den

visiterede læge sikre, at der er fyldestgørende oplysninger på henvisningen, der muliggør en god

faglig visitation.

Henvisende læge har behandlingsansvaret, indtil sygehuset overtager, herunder for information til

patienten om, at der er mistanke om kræft, og hvad der giver anledning til mistanken.

Ved rekvisition af en diagnostisk undersøgelse som f.eks. en røntgenundersøgelse eller en

blodprøve, bevarer rekvirerende læge behandlingsansvaret, men den sundhedsperson, som beskriver

eller fortolker prøvesvaret, som f.eks. en speciallæge i radiologi, har ansvaret for den faglige

vurdering.

Ved anvendelse af ioniserende stråling efter strålebeskyttelsesloven og Sundhedsstyrelsens

tilhørende bekendtgørelse gælder særlige krav ift. berettigelse og kompetencer.

I vurdering af

berettigelsen skal indgå overvejelser om muligheden for anvendelse af metoder, der ikke er baseret

på stråling, patientens alder og tilstand samt det forventede resultat.

For den henvisende læge skal indikationen for at henvise til en undersøgelse med ioniserende

stråling være klar, og vedkommende skal have viden om, hvad der forventeligt vil kunne ses på

undersøgelsen ift. de symptomer, der ønskes udredt. Radiologisk afdeling har i sidste instans

ansvaret for undersøgelsen, herunder ansvaret for indikationen for undersøgelsen ift.

strålebeskyttelsesloven. Visiterende læge på en radiologisk afdeling har også ansvar for

overholdelse af strålebeskyttelsesloven.

Ved bekræftelse af mistanke om kræft efter billeddiagnostisk undersøgelse, skal billeddiagnostisk

afdeling kontakte henvisende læge, hvorpå den henvisende læge er ansvarlig for at afgive svar samt

informere og henvise patienten til relevant pakkeforløb.

Regler om maksimale ventetider

For patienter, der er henvist på mistanke om kræft eller med påvist kræft, gælder særlige

patientrettigheder jævnfør regler for maksimale ventetider

. Disse patientrettigheder kan ikke

gradbøjes, uanset hvor stærk eller svag lægens mistanke om kræft er. De særlige regler for

maksimale ventetider

angiver en handlepligt for regionen. Senest 11 kalenderdage efter, at

sygehuset har modtaget en henvisning af en patient til undersøgelse på mistanke om kræft, skal

sygehuset meddele patienten, om vedkommende kan tilbydes udredning inden for den fastsatte

Strålebeskyttelsesloven, lov nr 23 af 15. januar 2018, jfr. kapitel 2, se også bekendtgørelse nr 671 af 1. juli 2019 samt

bekendtgørelse nr 669 af 1. juli 2019.

Sundhedslovens § 88, se også bekendtgørelse om maksimale ventetider nr. 584 af 28. april 2015 samt tilhørende

vejledning nr. 9259 af 28. april 2015. Bemærk at bestemmelserne ikke gælder for kræftsygdomme, som kræver

knoglemarvstransplantation, for hudkræft, som ikke er modermærkekræft, og for forskningsmæssig og eksperimentel

behandling.

Sundhedslovens § 88, se også bekendtgørelse om maksimale ventetider nr. 584 af 28. april 2015 samt tilhørende

vejledning nr. 9259 af 28. april 2015. Bemærk at bestemmelserne ikke gælder for kræftsygdomme, som kræver

knoglemarvstransplantation, for hudkræft, som ikke er modermærkekræft, og for forskningsmæssig og eksperimentel

behandling.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

maksimale ventetid på 14 kalenderdage, og patienten skal have meddelt en dato for

forundersøgelsen. Kalenderdage omfatter også weekender, helligdage m.v., og beregnes fra og med

dagen efter, at sygehuset har modtaget henvisning og indtil patientens første fremmøde på

sygehuset som start på udredningen.

Reglerne om maksimale ventetider gælder ikke i forbindelse med bred differential-diagnostik, hvor

lægen ikke henviser på mistanke om kræft. Ved udredning på mistanke om kræft gælder regler om

maksimale ventetider kun for regionale sygehuse, eller sygehuse og klinikker som varetager disse

opgaver for regionen.

Pakkeforløb for kræft

Sundhedsstyrelsens kræftpakkeforløb er udarbejdet i forlængelse af Kræftplan II. Indførelsen af

pakkeforløb for kræft følger desuden af ’Aftale om gennemførelse af målsætningen om akut

handling og klar besked til kræftpatienter’ mellem Danske Regioner og Regeringen

i 2007 samt af

aftale om regionernes økonomi for 2008 og Finansloven for samme år.

I pakkeforløb for kræft angives kriterier for henvisning til udredning i pakkeforløb, de væsentligste

elementer i standardforløbet beskrives, og der angives standardforløbstider for henvisnings- og

udredningsforløb frem til den initiale behandling igangsættes. Behandling defineres i den

sammenhæng som en indsats, der retter sig mod patientens kræftsygdom, hvad enten den er

kirurgisk, medicinsk eller stråleterapeutisk.

Kræftpakkeforløbene beskriver faglige standarder og betegnes således som normative kilder på linje

med protokoller, retningslinjer, instrukser m.v. De beskriver standardforløb, der skal tjene som

faglige rettesnore for sygehusafdelingernes planlægning og gennemførelse af udrednings- og

behandlingsforløb. Sundhedsstyrelsens pakkeforløb er standardforløb, og selvom de derfor kan

fraviges baseret på en konkret og individuel lægelig vurdering, kan pakkeforløbene ikke

systematisk fraviges. Det er derfor regionernes generelle pligt at planlægge udredning og

behandling af kræftsygdom i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens pakkeforløb for kræft.

At en konkret patient i sit udrednings- og behandlingsforløb følger hele eller dele af et defineret

pakkeforløb udløser imidlertid ikke særlige patientrettigheder udover de generelle rettigheder for

udredning og behandlingsfrister, sygehusvalg m.v., der følger af sundhedslovens kapitler 17a, 19 og

20 samt de mere specifikke regler for maksimale ventetider, der gælder for kræft m.v. Ved

henvisning til sygehusbehandling, herunder også udredning, på mistanke om kræft vil reglerne om

maksimale ventetider, samt de generelle rettigheder vedr. hurtig udredning og behandling samt

udvidet frit sygehusvalg således være gældende.

Håndtering af symptomer på lungekræft

Erkendelse af symptomer, der kan rejse mistanke om kræft og medføre henvisning til udredning i

pakkeforløb, er et centralt omdrejningspunkt i at sikre hurtig udredning og behandling af patienter

med mistanke om kræft.

Pakkeforløbet for lungekræft, som blev udsendt i 2018, angiver kriterier for at mistænke lungekræft.

Kriterierne er sammenfaldende med retningslinjer udsendt af DLCG i 2018. Pakkeforløbet

indeholder også vejledning for udredning, når der er symptomer på lungekræft.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

I pakkeforløb for lungekræft bør henvisende læge ved følgende symptomer hos personer over 40 år

med relevant tobaksanamnese overveje at henvise til CT-skanning med kontrast af thorax og øvre

abdomen:



Hoste af mere end 4-6 ugers varighed hos en tidligere lungerask person eller ændringer i

hostemønstret hos person med kronisk bronchitis

Nytilkommet åndenød med abnorm spirometri uden anden oplagt forklaring herpå

Almensymptomer i form af træthed, manglende appetit, vægttab, trombocytose

Andre symptomer på lungekræft kan være opspyt, brystsmerter, pneumoni, pleuraeffusion,

Stokes krave, neuropati, knoglesmerter og trommestikfingre, skuldersmerter

Stridor af ukendt årsag bør, udover ovennævnte CT-skanning, føre til spirometri og laryngo-

bronkoskopi

Hæmoptyse er det enkeltsymptom med den største risiko for bagvedliggende lungekræft, og

man bør derfor altid ved hæmoptyse og uanset alder og tobaksanamnese overveje

henvisning til CT-skanning med kontrast af thorax og øvre abdomen.

Hæshed af mere end 3-4 ugers varighed uden andre ledsagesymptomer kan være symptom på

lungekræft, men bør primært undersøges af speciallæge i øre-næse-halssygdomme for kræft i

struben.

Hvis CT-skanningen rejser mistanke om lungekræft, skal billeddiagnostisk afdeling kontakte

henvisende læge telefonisk, hvorpå denne er ansvarlig for at informere og henvise patienten til

pakkeforløb for lungekræft. Andre procedurer kan aftales lokalt, så længe det sikres, at patienten får

hurtig besked og hurtigt henvises i pakkeforløb for lungekræft.

Hvis CT-skanningen udelukker mistanke om lungekræft, skal billeddiagnostisk afdeling kontakte

henvisende læge, hvorpå denne er ansvarlig for at informere patienten og for koordinering af det

videre forløb, herunder eventuel udredning for anden sygdom.

Patienten skal tilbydes henvisning til pakkeforløb for lungekræft, hvis mindst ét af nedenstående

kriterier er opfyldt:



Når der ved en billeddiagnostisk undersøgelse ses malignitetssuspekt lungeinfiltrat eller

tumor i mediastinum



Når biopsi fra metastase tyder på primært udgangspunkt i lungen



Når en patient har meget klare sygdomsrelaterede symptomer på lungekræft uanset om der

måtte foreligge et nyligt røntgen af thorax, som er beskrevet som normalt.

Ved symptomer på lungekræft skal vejledningen i pakkeforløb for lungekræft således følges. Ved

erkendelse af de symptomer, som er angivet i pakkeforløbet, er det den faglige standard at udrede

med CT-skanning med kontrast af brystkasse og øvre del af maven. Når det i pakkeforløb for

lungekræft er beskrevet, at lægen ’bør overveje’ CT-skanning

med kontrast af brystkasse og øvre

del af maven, er det fordi at lægen skal overveje, om andre diagnoser kan være relevante.

En del patienter med lungekræft udredes via indgangskriterierne til lungekræftpakken, mens andre

bliver opdaget ad andre veje og henvist direkte til udredning i lungemedicinsk regi. En del patienter

med lungekræft har ikke de typiske alarmsymptomer som blodigt opspyt, nytilkommen åndenød

eller brystsmerter, men bliver fx henvist med uspecifikke symptomer på mistanke om alvorlig

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

sygdom, og derfor udredt i ’Pakkeforløb for uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, der kan

være kræft’

(Diagnostisk pakkeforløb).

For alle Sundhedsstyrelsens pakkeforløb gælder, at indgangskriterierne ikke er udtømmende, og de

kan derfor ikke tjene som eneste grundlag for visitation til udredning på mistanke om kræft, uanset

om det sker i eller uden for et pakkeforløb. En patient kan således godt henvises med mistanke om

en konkret type kræft uden at opfylde indgangskriterier i det tilsvarende pakkeforløb. Ved

lungekræft kan det eksempelvis være en storryger på 39 år, der hoster blod, som således ikke

opfylder alle kriterier, men alligevel bør henvises til pakkeforløbet.

Tilsvarende kan manglende opfyldelse af indgangskriterier ikke alene anvendes som begrundelse

for tilbagehenvisning, hvis der i øvrigt er angivet oplysninger på henvisning, som ud fra et konkret

skøn tilsiger visitation til udredning på mistanke om kræft. I den forbindelse skal henvisende læges

begrundede kliniske mistanke om kræft indgå med tyngde i grundlaget for den samlede visitation.

Pakkeforløbene er ikke konkrete patientrettigheder, og da der er tale om standardforløb, forventes

de ikke opfyldt for alle patienter, da både det konkrete faglige forhold, patientpræferencer m.v. kan

betyde, at der tilrettelægges et andet forløb, end det, der er beskrevet i pakkeforløbet. Pakkeforløbet

kan således fraviges i konkrete og individuelle tilfælde, men et sygehus kan ikke systematisk

fravælge at følge pakkeforløbene.

Situationer for anvendelse af billeddiagnostisk udredning

Der er fire situationer, hvor billeddiagnostisk udredning kan anvendes til at be- eller afkræfte

lungekræft. Sundhedsstyrelsens vurdering af den faglige standard for billeddiagnostisk udredning i

de enkelte situationer fremgår af følgende:

1. Alarmsymptomer, der giver mistanke om lungekræft. Her er sigtet med den

billeddiagnostiske udredning med sikkerhed at be- eller afkræfte mistanke om lungekræft,

og den faglige standard som beskrevet i pakkeforløb for lungekræft er primær udredning

med CT med kontrast af brystkasse og øvre del af abdomen. Udredning patienten på

sygehus ved mistanke om kræft vil være omfattet af de særlige regler om maksimale

ventetider.

2. Uspecifikke symptomer, der giver mistanke om alvorlig sygdom som f.eks. kan være kræft.

Her er sigtet at be- eller afkræfte alvorlig sygdom, herunder lungekræft, og den aktuelle

faglige standard som beskrevet i styrelsens diagnostiske pakkeforløb er den primære

billeddiagnostiske udredning enten CT med kontrast af brystkasse, mave- og bækkenregion,

eller røntgen af brystkasse og ultralydsundersøgelses af maveregion.

3. Uspecifikke symptomer, hvor der ikke er konkret mistanke om alvorlig sygdom. Her er

sigtet bred differential-diagnostik, og der vil typisk vælges billeddiagnostisk modalitet ud

fra konkret vurdering og visitation. I det omfang, der systematisk indføres nyt tilbud som

f.eks. lavdosis-CT, bør balancen mellem gavnlige og skadelige virkninger dokumenteres,

eller systematiske tilbud bør gives i protokolleret regi med klart definerede kriterier,

effektmål, dataanalyse, publikation m.v. Ved udredning med bredt differential-diagnostisk

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 617: MFU spm., om Sundhedsstyrelsen anerkender de 3 diagnostiske spor, til sundheds- og ældreministeren

sigte vil udrednings- og behandlingsretten være gældende, men patienten vil ikke være

omfattet af de særlige regler om maksimale ventetider.

4. Personer uden symptomer, men som har risikofaktorer. Her vil der være tale om screening,

der som systematisk tilbud kun bør gives som led i et screeningsprogram, en videnskabelig

protokol eller lignende. Når nye nationale screeningsprogrammer overvejes indført, må det

vurderes, om fordelene opvejer ulemperne. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet kriterier og

anbefalinger, der bør lægges til grund ved beslutning om at indføre, ændre eller afvikle et

nationalt screeningsprogram.