Sundhedsstyrelsen har 20/11-20 udsendt ”Vejledning vedr. henvisning og visitation til billeddiagnostisk udredning af symptomer fra lunger med særlig fokus ved mistanke om lungekræft”, som skal skabe klarhed over anvendelse af lavdosis-CT-skanning hos de patienter, hvor mistanken om lungekræft ikke var den primære overvejelse, men hvor diagnosen alligevel ikke kan udelukkes, skønt andre diagnoser er langt mere sandsynlige (f.eks. patienter mistænkt for lungebetændelse).
Regionshospitalet i Silkeborg indførte som led i den tidligere regerings “Jo før - jo bedre”-plan en udfasning af røntgen af lungerne og erstattede dette med lavdosis-CT, som kun overser en 1/5 af det antal lungekræft, der overses ved almindelig røntgen. Silkeborg er det sted i landet, der målrettet er længst fremme med at leve op til “Jo før. - jo bedre”.
Resultaterne er overraskende gode, og man finder i Silkeborg langt flere nye lungekræft i de tidlige stadier og færre i de sene stadier. Resultaterne fra Silkeborg har potentialet til, at der kan reddes flere hundrede lungekræftpatienters liv om året og samtidig fjerne Danmark fra den aktuelle bundplacering, når kvaliteten af udredning/behandling af lungekræft sammenlignes i Europa.
Trods lavdosis CT har været anvendt til screening for lungekræft i mange år i flere lande, mener Sundhedsstyrelsen ikke, at der er nok videnskabelig dokumentation til af lave lavdosis-CT uden for den officielle Lungekræftpakke.
Hvis der er tvivl om tilstrækkelighed af den internationale videnskabelige dokumentation, anbefales en MTV-rapport (Medicinsk Teknologi Vurdering), som det forlyder Sundhedsstyrelsen tidligere har afvist, da det koster 1 mio. kr.
a. Mener ministeren, at prisen på 1 mio. kr. er for høj, når der over en 3-årigperiode muligvis kunne være reddet 1000 lungekræftpatienters liv?
b. Mener ministeren, at man i Silkeborg skal stoppe med at lave lavdosis-CT-skanninger og genindføre almindelig røntgen af lungerne på de ovennævnte patientgruppe i lighed med de fleste andre hospitaler, trods Onkologisk Tidsskrift skriver: “Siden har formand for Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG), Torben Riis Rasmussen, flere gange understreget overfor Onkologisk Tidsskrift, at man ikke skal henvise til fulddosis CT-scanning, hvis lungekræft ikke er den primære mistanke. Man kan i det tilfælde som henvisende læge overveje at henvise til en anden undersøgelsesmetode end fulddosis CT-skanning, forklarede Torben Riis Rasmussen.“?
Dato: 27-11-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
sygehuse og akutberedskab