20. januar 2021
Notat om den seneste udvikling af SARS-CoV-2 på
minkfarme og blandt mennesker
Notatet indeholder afsnit om regional forekomst af covid-19 i befolkningen fra uge 24
2020 til uge 1 2021 samt fund af minkvariant blandt sekventerede prøver i ugerne 33-52
2020. Minkvarianten defineres som virustyper, der indeholder mutationen Y453F i
spikeproteinet, da sekvenser med denne mutation kan spores tilbage til de første udbrud
på minkfarme og hos personer i Nordjylland.
Afsnittet om smittede personer med relation til minkproduktion og smittede minkfarme
udgår som følge af aflivning af alle danske mink. Risiko for smitte blandt personer med
relation til minkproduktion vurderes herefter at være på samme niveau som
baggrundsbefolkningen. Da der ikke er fortsat minkproduktion i Danmark, vil smitte i
denne befolkningsgruppe skyldes samfundssmitte, og ikke smitte fra mink. Der henvises
til tidligere notater for beskrivelse af smittede minkfarme og smittede personer med
relation til minkproduktion.
Der arbejdes fortsat på udbrudsudredning af smitte blandt pelseriarbejdere. Resultaterne
vil blive udgivet selvstændigt, når databearbejdning er færdig.
Sammenfatning
Den seneste opgørelse over minkvariant i samfundet viser, at i takt med at aflivning af
mink både til pelsning og til destruktion er færdiggjort, er andelen af minkvariant blandt
sekventerede prøver i samfundet faldet gradvist efterfølgende, og er nu på et meget lavt
niveau i alle regioner. Forekomst af minkvarianten har vist et nøje sammenfald med
forekomsten af smittede minkbesætninger. Da der for nuværende ikke avles mink i
Danmark, forventes derfor ikke en stigning i forekomsten af minkvarianten fremover.
Varianten overvåges fortsat rutinemæssigt.
SARS-CoV-2 og minkvariant i samfundet
I hele perioden har Region Nordjylland haft den største andel af minkvariant blandt
sekventerede humane prøver, som følge af det omfattende udbrud på minkfarme i
regionen (se tidligere notater). Men Region Midtjylland har haft det største estimerede
antal personer smittet med minkvariant.
Udbrud med SARS-CoV-2 i minkfarme i Region Midtjylland (uge 40) og Region
Syddanmark (uge 43) skete senere end i Region Nordjylland (uge 33), og antallet af
smittede minkbesætninger var i stigning i adskillige kommuner i Region Midtjylland og
Syddanmark samtidigt, da aflivning af alle danske mink blev iværksat.
I Region Nordjylland svingede andelen af minkvariant blandt sekventerede
prøver, men størst var andelen i ugerne 41 og 42, hvor minkvariant udgjorde hhv.
51% og 60% af de sekventerede prøver. Fra uge 45-47 sås en stigende tendens fra
22% til 33%.
1