Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 15-12-2020
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPKATB
Sagsnr.: 2016877
Dok. nr.: 1508862
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 17. november 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 319 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 319:
”Vil
ministeren oversende epidemiloven fra 1915, hasteepidemiloven fra 2020 samt
den udgave, som regeringen har sendt i høring, samt forklare de forskelle/ligheder der
er i de tre lovgivninger?”
Svar:
Jeg skal indledningsvist bemærke, at min besvarelse vil tage udgangspunkt i den præ-
cisering af spørgsmålet, som Sundheds- og Ældreministeriet modtog den 8. december
2020. Af præciseringen fremgår det, at der ønskes en sammenligning af epidemilovgiv-
ningen fra før marts 2020, loven efter marts 2020 og forslag til lov om epidemier m.v.
(epidemiloven) af 9. oktober 2020, med hensyn til følgende:
Hvem/hvilke myndigheder har ansvaret i de forskellige udgaver af epidemilo-
ven?
Hvilken form for tvang kan/kunne anvendes over for befolkningen i medfør af
de forskellige versioner?
Hvad er de største forskelle mellem versionerne?
Hvorfor var det nødvendigt med en lovændring i marts
–
hvad manglede i den
gældende lov?
Hvad er forskellen fra nugældende epidemilov til den version, der var sendt i
høring?
./.
Et skema med sammenligning af loven inden marts (lovbekendtgørelse nr. 1026 af 1.
oktober 2019), loven efter marts (lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020) og
udkast til forslag til lov om epidemier m.v. (epidemiloven) af 9. oktober 2020 er ved-
lagt, jf. bilag 1. Lovgivningen og lovforslaget er desuden vedlagt som bilag 2.
I forhold til spørgsmålet om behovet for hastelovgivningen i foråret 2020, var det - og
er det fortsat - regeringens altoverskyggende hovedprioritet at afbøde de alvorlige
konsekvenser af spredningen af covid-19 så meget som overhovedet muligt.
Efter regeringens opfattelse var epidemilovgivningen inden covid-19-epidemien på en
række områder ikke tilstrækkelig til at sikre myndighedernes handlemuligheder og ef-
fektiv ressourceudnyttelse. Det gjaldt selve forebyggelsen og inddæmningen af smit-
somme og andre overførbare sygdomme, men også det ekstraordinære pres, som
smitsomme sygdomme kan medføre for samfundet, herunder f.eks. sygehusvæsenet,
socialvæsenet og andre områder, hvor der for det offentlige er fastsat forpligtelser og
krav til serviceydelser m.v.