Sundhedsministeriet
Enhed: SPOLD
Sagsbeh.: DEPKAN
Koordineret med:
Sagsnr.: 2111412
Dok. nr.: 1893408
Dato: 03-09-2021
TALEPAPIR
Det talte ord gælder
[Sundhedsudvalget den 2. september 2021 kl. 15.00]
Besvarelse af samråd CØ om brystkræft
Samrådsspørgsmål CØ
”I Region Sjælland må kvinder i gennemsnit vente to år og seks måneder på at blive
undersøgt for brystkræft i screeningsprogrammet. Det er tre måneder længere, end de
burde, ifølge Berlingske artikel 21/6-21: "Kræftens Bekæmpelse om ventetider: Burde være
løst tidligere". Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at flere kvinder hurtigere kommer til
udredning og behandling for brystkræft? Og hvad vil ministeren konkret gøre for at sikre, at
der bliver tilført mere personale, som der efterspørges af Kræftens Bekæmpelse i artiklen?”
(Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Larsen (KF).
***
Jeg siger tak til Per Larsen. Jeg synes, det var klogt og rigtigt
set at fastholde samrådet. Det er et emne, som berører rigtig
mange mennesker, og der er helt naturligt en stor interesse
for emnet. Så det synes jeg, er det rigtige at gøre.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en alvorlig
situation, vi ser på brystkræftområdet lige nu. Det påvirker
og bekymrer et stort antal kvinder. Problemet er - som jeg
også kan forstå på den konkrete artikel – særligt stort på
Sjælland, men ikke kun på Sjælland. Der skal ikke ske
meget, for at det ikke også kan brede sig mange andre steder
i resten af Danmark.
Der er ingen tvivl om, at historier om kvinder som må vente
på at blive screenet, udredt og behandlet for brystkræft er
yderst bekymrende, og det er noget jeg tager meget alvorligt.