SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1563: Spm. om talepapir til samråd 19/8-21 om ændring af 5-årsfristen for klager over autoriserede sundhedsperson m.m., til sundhedsministeren

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt

Sundhedsministeriet

Enhed: SUNDJUR

Sagsbeh.: DEPLMML

Koordineret med:

Sagsnr.: 2108921

Dok. nr.: 1742515

Dato: 17-08-2021

TALEPAPIR

Det talte ord gælder

[Sundhedsudvalget den 19. august 2021 kl. 15-16]

Samrådsspørgsmål CV

”Hvad er ministerens holdning til en eventuel ændring af 5-

årsfristen for klager over autoriserede sundhedspersoner,

således at fristen udelukkende løber fra det tidspunkt, hvor

patienten bliver bekendt med en potentielt fejlbehandling?

Den eksisterende lovgivning indebærer som bekendt, at

ansvaret kan være forældet, før patienten konstaterer fejlen.

Der henvises til ministerens svar på SUU alm. del -spørgsmål

894.”

[Indledning]

Samrådsspørgsmålet handler om tidspunktet for beregning af

den 5-årige forældelsesfrist, som gælder i klagesager over

autorisererede

sundhedspersoner

inden

for

patientklagesystemet.

Lad mig starte med at slå fast

–

fuldstændig enig - det er en

vigtig del af patienternes retsstilling. Det er dog også

nødvendigt at tage højde for sundhedspersoners retssikkerhed.

Det er de rammer, vi opererer inden for her. Det vil jeg komme

ind på senere.

I mit svar på spørgsmål nr. 894 tilkendegav jeg, at jeg er

indstillet på at undersøge behovet for, om fristen på 5 år skal

suppleres. Det vil jeg godt gentage her på det her samråd også.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1563: Spm. om talepapir til samråd 19/8-21 om ændring af 5-årsfristen for klager over autoriserede sundhedsperson m.m., til sundhedsministeren

Jeg vil gerne se på det, fordi forældelsesfrister jo kan virke

hårde. Derefter skal vi selvfølgelig sikre os, at vi har den rette

balance i de regler, der gælder.

Men jeg vil også gerne sige, at for mig er det for tidligt at

drage en konklusion. Jeg har ikke selv på nuværende tidspunkt

taget endelig stilling. Men når departementet er færdig med

sin undersøgelse, så vil vi lægge det op til partierne, og så kan

hvert parti tage stilling. Og så kan vi mødes om dette, og se

om der er behov for ændringer

–

og i givet fald, om vi kan

blive enige om disse. Og det ser jeg selvfølgelig frem til. Før

man kan tage stilling, så mener jeg, at der er en række forhold,

som skal undersøges sagligt og nærmere forinden. Det er

hensyn som taler for

–

helt tydeligt, helt enig. Men der er også

hensyn som taler imod. Og det må man objektivt set sige. Der

er jo en grund til at de har været som de var i årene op til nu i

hvert fald. Og vi skal vurdere, om vi skal supplere reglerne

med noget.

[Generelt om forældelsesfrister i klagesager over autoriserede

sundhedspersoner]

Inden jeg kommer ind på de nærmere overvejelser, vil jeg

først kort opridse reglerne om klageadgang over konkrete

sundhedspersoner og derefter forældelsesfristerne.

Side 2

Klager over konkrete sundhedspersoners sundhedsfaglige

virksomhed

skal

indgives

til

Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn. Klager over selve sundhedsvæsenet

–

behandlingsforløb

–

indgives derimod til Styrelsen for

Patientklager. Disciplinærnævnet træffer afgørelse om,

hvorvidt sundhedspersonen har handlet i overensstemmelse

med de gældende faglige normer. Nævnet kan enten udtale

kritik eller ikke-kritik af sundhedspersonen.

Der gælder to typer af forældelsesfrister

–

det vil sige frister

for, hvornår man senest kan indgive en klage: Én på 2 år og

én på 5 år.

Den 2-årige klagefrist løber fra det tidspunkt, hvor klageren

fik eller burde have fået kenskab til det forhold, der klages

over. Det er den frist, man kalder den relative

forældelsesfrist.

Den 5-årige forældelsesfrist, løber fra behandlingstidspunktet.

Det kalder man den absolutte forældelsesfrist. Det er denne

frist, som samrådsspørgsmålet handler om.

Fristen betyder, at en patient ikke kan klage over en

behandling, som er mere end 5 år gammel, selvom patienten

først får kendskab til det forhold, der klages over, efter udløbet

af 5-års fristen. Det er vel det, som den konkrete sag, også

illustrerer, som jeg forstår den ud fra medierne.

Der er som nævnt til at starte med flere forhold, der gør sig

gældende, der skal undersøges og afvejes. Og som både kan

tale for og imod, at man skal ændrer eller justerer på reglerne.

Side 3

[Hensynet til patienters retsstilling]

For det første er der hensynet til patienters retsstilling.

Her spiller muligheden for at klage en central rolle. Den skal

sikre, at man kan klage, hvis man mener, at man har fået en

mangelfuld eller ikke korrekt behandling.

Forældelsesfristerne, som vi har dem i dag, har en helt åbenlys

betydning for klagemulighederne. For som jeg forklarede

tidligere, så vil reglerne være til hinder for, at der kan klages

over forhold, som ligger mere end 5 år tilbage i tiden. Også

selvom patienten først bliver klar over fejl efter 5 år.

Der kan eksempelvis være tilfælde, hvor det er helt åbenlyst,

at en patient ikke har haft mulighed for at kunne opdage en

sygdom som følge af en fejl, og dermed kunne benytte

muligheden for at klage over denne inden udløbet af 5-

årsfristen. Det kan der være. Dermed kan der være risiko for,

at nogle patienter bliver afskåret fra at klage.

Dette forhold er jo helt entydigt, og kan derfor tale for, at

reglerne skal suppleres med noget, som giver mulighed for

det.

Side 4

[Hensynet til den autoriserede sundhedsperson]

For det andet er der hensynet til retssikkerheden for den

sundhedsperson, som en klage omhandler. Det har også

betydning for patientsikkerheden. For et vigtigt element i at

opretholde en høj grad af patientsikkerhed er også at sikre, at

vores dygtige og kompetente sundhedspersoner

–

det kan jo

være alle former for sundhedspersoner

–

der udgør hele

grundlaget for, at der kan leveres sundhedsfaglig behandling

af høj kvalitet, at de trygt kan gå på arbejde. Og træffe de

beslutninger hver eneste dag til gavn for vores patienter, som

de fokuserer på, og ikke alt muligt andet.

Hvis man indførte en længere forældelsesfrist

–

og dermed

også en længere ventetid for afklaring af sager

–

vil det kunne

opleves som en stor belastning for den enkelte

sundhedsperson. Og som udtryk for manglende tillid til

sundhedspersonen fra systemet.

Det vil risikere at kunne medføre tilbageholdenhed fra

personalets side i forhold til at træffe beslutninger, og at

personalet bruger unødvendige ressourcer, unødvendig tid, på

administration og registreringer.

Det er et væsentligt hensyn, vi skal overveje. Det var også

noget, hvis man går ned i sagens akter, som også min

forgænger fra Venstre (Ellen Trane Nørby) var meget

fokuseret på, og som mundede ud i den såkaldte tillidspakke,

som skulle styrke sundhedspersoners retssikkerhed og tilliden

til tilsynssystemet.

Side 5

[Hensynet til et effektiv klagesystem]

Endelig er der hensynet til at sikre et effektivt og

velfungerende

patientklagesystem.

Det

bidrager

forældelsesfristen til. Det er til gavn for både patienten og den

indklagede sundhedsperson.

For alle har en interesse i, at sagerne ikke ligger og venter i

store pukler, men bliver afviklet så hurtigt som muligt, og at

der ikke går for lang tid fra behandlingstidspunktet til klagen.

Ikke mindst for at sikre, at klagerne kan behandles, mens det

fortsat er muligt at skaffe de relevante oplysninger til sagen.

Her skal man være opmærksom på, at der i

patientklagesystemet indhentes en personudtalelse fra den

indklagede sundhedsperson. Og det kan være vanskeligt for

en sundhedsperson at skulle forholde sig til og redegøre for en

sag, som ligger mange år tilbage i tiden.

Forældelsesfristen er altså med til at sikre grundlaget for og

kvaliteten af afgørelserne.

[Afslutning]

Men som jeg startede med at sige

–

nu har jeg redegjort for

nogle af de forskelligrettede hensyn, som vi skal balancere,

når vi træffer denne her beslutning

–

og jeg er indstillet til at

se på, om der er behov for at supplere reglerne. Og jeg vil slet

ikke udelukke, at der kan være helt særlige tilfælde. Det må

jeg sige. Men jeg vil heller ikke udelukke, at vi skal fastholde

de nuværende regler.

Side 6

Det vil jeg se frem til at drøfte med partierne, og at vi får vores

embedsmænd til at levere et arbejde, som vi kan forholde os

til.

Helt enkelt og ligetil er det ikke. Og jeg har lyst til at supplere

med en ting til. Fordi jeg har op til samrådet forsøgt mig med

at læse mig lidt frem til, hvad det er for en konkret sag, som

det handler om. Og jeg synes, at i mediedækningen, der virker

det som om, at man udelukkende fokuserer på

patientklagesystemet, som jo har en 5-årsfrist. Men der står

ikke noget om, at i patienterstatningsordningen, der er jo en

10-årsfrist. Så der er altså en 10-årsfrist for at få erstatning.

Og det hænger sammen med, at den vurdering for erstatning

træffer man efter indhentelse af journaler, som bliver gemt i

flere år.

Hvorimod, når man er inde i klagesystemet, så skal man også

indhente en udtalelse fra den pågældende sundhedsperson. Og

når der er mennesker involveret, og ikke bare noget, der er

skrevet, så er der altså

–

som jeg også nævnte tidligere

–

længere tid der går, jo vanskeligere kan det selvfølgelig være.

Det er bare med til at nuancere billedet, synes jeg, at man altså

godt kan få en erstatning, hvis der er grundlag herfor efter 5

år. Der er faktisk en 10-årsfrist for det. Det skal vi også have

med i vores vurdering.

Der er altså forskellige hensyn, vi skal være opmærksomme

på. Og vi må afveje over for hinanden, og se om

–

og i givet

fald hvordan

–

forældelsesfristen i patientklagesystemet kan

suppleres.

Side 7

For der er retssikkerhed for vores patienter og retssikkerhed

for vores sundhedsmedarbejdere. Og vi skal have

forældelsesfrister. Men hvordan de skal være helt præcist, og

om der skal ændres på det, ser jeg frem til at drøfte med

Folketingets partier.

Side 8