Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt
2425092_0001.png
Sundhedsminister Magnus Heunicke
Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Status for brystkræft i Region Sjælland
Kære Magnus,
Som du ved har vi i Region Sjælland haft et stærkt politisk fokus på at
sikre en bedre målopfyldelse på brystkræftområdet. Jeg er derfor meget
glad for, at de seneste opgørelser viser, at de ændringer og forbedringer
vi har foretaget i Region Sjælland over de seneste år, viser at vi nu
overholder udredningsretten for kvinder, som henvises til kliniske
mammografiundersøgelser, ligesom der er det seneste kvartal er sket
væsentlige forbedringer af forløbstiderne for det samlede
kræftpakkeforløb.
Desværre kan Region Sjælland aktuelt ikke følge de nationale
anbefalinger for screeningsintervallet for undersøgelser for brystkræft af
raske kvinder.
Der er i øjeblikket ca. 5.700 kvinder i alderen 50-69 år, som afventer tid
til en screening. Kvinderne screenes gennemsnitligt efter ca. 2 år og 6
måneder, hvilket er en forsinkelse på ca. tre måneder i forhold til
Sundhedsstyrelsens anbefalede screeningsinterval.
Det er ikke tilfredsstillende, for kvinder i Region Sjælland skal
naturligvis kunne føle sig trygge ved vores tilbud. Jeg vil derfor orientere
dig om, at vi har igangsat en handlingsplan, der skal sikre, at vi senest
ved udgangen af 2021 kan leve op til de faglige retningslinjer på
området.
Forsinkelserne skyldes især rekrutteringsudfordringer, særligt for det
personale, der tager screeningsbillederne. Handlingsplanen har derfor
fokus på at sikre øget kapacitet til undersøgelser på kort sigt og flere
uddannede på lidt længere sigt.
Dato: 23. april 2021
Sags ID: EMN-2021-03980
Dokument ID: 9784055
Side 1
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1381: Spm. om oversendelse af henvendelsen fra formanden for Region Sjælland til ministeren om problemerne i regionen på brystkræftområdet, til sundhedsministeren
2425092_0002.png
Konkret har Region Sjælland allerede:
Øget kapaciteten til undersøgelser på privathospitaler, så de udfører så mange
undersøgelser som de har kapacitet til.
Sat et arbejde i gang for at udvide samarbejdet med Region Syddanmark om at
gennemføre flere undersøgelser på vores vegne.
Der søges målrettet flere ressourcer, der på kort sigt kan hjælpe med at gennemføre flere
undersøgelser, herunder:
o
Egne medarbejdere, der kan tage ekstraarbejde.
o
Medarbejdere fra andre regioner inviteres til at hjælpe i fx weekender.
o
Pensionerede medarbejdere tilbydes at arbejde på attraktive vilkår.
På den lidt længere bane søges rekrutteringsudfordringerne løst ved at sikre mere uddannet
personale. Region Sjælland har:
Søgt om Sundhedsstyrelsens tilladelse til at oprette en særlig
screeningsassistentuddannelse, og har foreløbigt modtaget en positiv tilbagemelding på
initiativet.
En ansøgning på vej til Uddannelses- og Forskningsministeriet om at kunne udbyde en
Radiografuddannelse i Region Sjælland. Jeg håber på, at vi kan få den fornødne statslige
opbakning til også dette initiativ.
Jeg forventer endelig godkendelse af den særlige screeningsuddannelse fra Sundhedsstyrelsen i
løbet af kort tid og sådan, at uddannelsen kan starte op i august 2021. Hvis det lykkes, vil første
hold kunne være færdiguddannede ved udgangen af 2021.
Handlingsplanen understøttes af en ekstra bevilling fra Regionrådet i år på 3 mio. kr.
Med handlingsplanen kan Region Sjælland allerede nu indkalde flere kvinder til screeninger, og
med en løbende realisering af planens initiativer er det forventningen, at vi senest ved
udgangen af 2021 igen kan leve op til de faglige retningslinjer på området.
Jeg vil gerne understrege, at alle de berørte kvinder har fået et brev fra Region Sjælland der
forklarer og beklager situationen. Det fremgår bl.a. af brevet, at kvinderne opfordres til at
kontakte deres læge, hvis de i ventetiden føler sig utrygge eller oplever symptomer.
Jeg håber, min status bekræfter dig i, at vi i Region Sjælland arbejder hårdt på at få indhentet
de aktuelle forsinkelser i screeningsprogrammet og komme tilbage på niveau for de nationale
anbefalinger.
Venlig hilsen
Heino Knudsen
Regionsrådsformand
Side 2