Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt
2424872_0001.png
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0002.png
SPECIALEPLANLÆGNING
Begreber, principper og krav
© Sundhedsstyrelsen, 2015
Du kan frit referere teksten i publikationen, hvis du tydeligt gør
opmærksom på, at teksten kommer fra Sundhedsstyrelsen.
Det er ikke tilladt at genbruge billeder fra publikationen.
Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
sundhedsstyrelsen.dk
Emneord
Specialeplanlægning, specialfunktioner, udviklingsfunktioner,
formaliseret samarbejde, regionsfunktioner, højt specialiserede
funktioner
Sprog
Dansk
Version
1.1
Versionsdato
17.04. 2015
Udgivet af
Sundhedsstyrelsen, april 2015
ISBN Elektronisk
978-87-7104-601-4
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0003.png
INDHOLD
1
2
3
Introduktion
Specialiseringsniveauer
Kriterier for placering og tildeling af specialfunktioner
3.1 Kriterier for fastsættelse af specialfunktioner
3.2 Tildeling af specialfunktioner
4
Generelle forudsætninger og krav for varetagelse af specialfunktioner
4.1 Generelle forudsætninger for varetagelse af specialfunktioner
4.1.1 Driftsansvar og forsyningsforpligtelse
4.1.2 Sammenhæng mellem funktioner
4.1.3 Særlige patientgrupper
4.1.4 Specialfunktioner godkendes til varetagelse alene på bestemt navngivet
matrikel
4.1.5 Særlige forhold for højt specialiserede funktioner
4.2 Krav til varetagelse af specialfunktioner
4.2.1 Sundhedsfaglige kernekrav
4.2.2 Øvrige krav
5
6
7
Sammenhængende patientforløb og samarbejde på tværs
5.1 Formaliseret samarbejde om specialfunktioner og udefunktioner
Opfølgning på specialeplanen
Kriterier for etablering og placering af udviklingsfunktioner
7.1 Etablering af udviklingsfunktioner
7.2 Krav til varetagelse af udviklingsfunktioner
8
Oprettelse af nye specialfunktioner og ansøgning om eksisterende
funktioner uden for ansøgningsrunder
8.1 Oprettelse af nye funktioner
8.2 Ansøgning om eksisterende funktioner
9
Principper for fratagelse af godkendelser til varetagelse af
specialfunktioner
3
4
7
7
9
11
11
11
12
12
13
13
13
13
17
19
19
21
24
24
25
26
26
27
28
30
31
34
36
10 Model for indhold af en formaliseret samarbejdsaftale
11 Kommissorium og faglig opfølgningsgruppe for udviklingsfunktioner
12 Skabelon for protokol/projektbeskrivelse for udviklingsfunktioner
13 Lovgrundlag og procedure for fratagelse af godkendelser til varetagelse
af specialfunktioner
2
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0004.png
1
INTRODUKTION
Sundhedsstyrelsen har i henhold til sundhedsloven til opgave at fastsætte specialfunktio-
ner i sygehusvæsenet og deres placeringer på sygehuse. Dette sker gennem de af Sund-
hedsstyrelsen udmeldte specialevejledninger for hvert enkelt speciale. Tilsammen udgør
disse den samlede specialeplan.
Formålet med specialeplanlægningen er at sikre høj faglig kvalitet i behandlingen og hel-
hed i patientforløbene under hensyn til en effektiv ressourceudnyttelse. Specialeplanlæg-
ningen skal fremme den nødvendige opbygning og vedligeholdelse af ekspertise, forskning
og udvikling samt uddannelse med henblik på fortsat udvikling af sundhedsvæsenets ydel-
ser.
Specialeplanlægningen skal sikre planlægning, koordination og samarbejde mellem sund-
hedsvæsenets parter og derigennem sikre, at der kan tilbydes specialiseret behandling
med den nødvendige kapacitet, forsyningssikkerhed og tilgængelighed på landsplan.
Ifølge sundhedslovens § 208 fastsætter Sundhedsstyrelsen krav til specialfunktioner (i lo-
ven benævnt lands- og landsdelsfunktioner) på regionale og private sygehuse og godken-
der placeringen af specialfunktioner på sygehusene. Sundhedsstyrelsen har dermed den
lovgivningsmæssige kompetence til at oprette og nedlægge specialfunktioner, samt til at
tildele og fratage godkendelser af varetagelsen af specialfunktioner. Det er Sundhedssty-
relsens opgave at foretage en regelmæssig revision med henblik på, at den gældende
specialeplanlægning er tidssvarende, relevant og dækkende.
Specialeplanlægning omfatter de offentligt finansierede opgaver på sygehusområdet og
vedrører således varetagelsen af patientbehandling for offentlige midler i såvel offentligt
som privat regi, herunder de private specialsygehuse jf. sundhedslovens § 79.
Et grundlæggende udgangspunkt for specialeplanlægningen er, at ’øvelse gør mester’ ud
fra en erkendelse af sammenhængen mellem sundhedsfaglig erfaring, kvalitet og volumen
på både individ-, enheds- og sygehusniveau. Et andet afgørende udgangspunkt er, at bor-
gerne sikres ensartet behandling af høj kvalitet i hele landet. Dette sikres blandt andet
gennem planlægningen af, hvor og på hvilket grundlag forskellige funktioner kan vareta-
ges. I det omfang hensyn til høj faglig kvalitet og til nærhed er indbyrdes modstridende,
vægtes hensynet til den faglige kvalitet højest.
I det følgende beskrives de generelle principper, krav og anbefalinger for specialeplanlæg-
ningen, som er gældende på tværs af de enkelte specialespecifikke vejledninger.
3
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0005.png
2.
SPECIALISERINGSNIVEAUER
Sygehusbehandling kan foregå på to overordnede niveauer: hovedfunktionsniveau og spe-
cialfunktionsniveau. Fastlæggelsen af, hvilke funktioner der er specialfunktioner, sker på
baggrund af en vurdering af funktionen, herunder patientgruppens størrelse og funktionens
kompleksitet og ressourceforbrug.
Specialfunktionerne omfatter regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner, herunder
højt specialiseret behandling i udlandet. En specialfunktion kan endvidere i særligt uafkla-
rede tilfælde fastsættes som en udviklingsfunktion. Placeringen af specialfunktionerne un-
der de enkelte specialer fremgår af specialevejledningerne for hvert speciale. Alle specia-
levejledningerne udgør tilsammen den nationale specialeplan.
En given funktion kan omfatte forebyggelse, udredning, behandling, palliation, rehabilite-
ring og/eller opfølgning af en specifik sygdom eller afgrænset sygdomsgruppe, eller funkti-
onen kan være defineret ud fra specificerede metoder eller teknikker.
Figur 1. Oversigt over anvendte begreber i specialeplanlægning
4
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0006.png
Hovedfunktionsniveau
På hovedfunktionsniveauet varetages opgaver af begrænset kompleksitet, hvor såvel syg-
dommene som sundhedsvæsenets ydelser er hyppigt forekommende, og hvor ressource-
forbruget ikke giver anledning til en samling af ydelserne på specialfunktionsniveau.
Specialfunktionsniveau
På specialfunktionsniveauet varetages de opgaver, der er fastsat som henholdsvis regi-
onsfunktioner og højt specialiserede funktioner. De enkelte specialfunktioner er defineret i
specialevejledningerne.
Regionsfunktion
En regionsfunktion omfatter opgaver, der er af nogen kompleksitet, hvor sygdommen
eller sundhedsvæsenets ydelser er relativt sjældent forekommende, og/eller hvor res-
sourceforbruget giver anledning til en vis samling af ydelserne. En regionsfunktion
etableres typisk i hver region 1-3 steder, afhængig af regionens patientunderlag og lo-
kale forhold. Hvis regionsfunktioner er placeret på flere sygehuse inden for en region,
forudsættes der etableret et forpligtende samarbejde fx vedrørende visitation og ret-
ningslinjer for behandling mellem de pågældende sygehuse, der varetager funktionen.
Dette kan fx omfatte fælles behandlingsretningslinjer, kvalitetsmonitorering og -
opfølgning etc. Forskellige regionsfunktioner bør som udgangspunkt samles på få sy-
gehuse i regionen for derigennem at opnå synergieffekt via lettere samarbejdsmulig-
heder og fordele ved at udnytte akutberedskaber, fællesfunktioner samt synergi ved
uddannelse, forskning og udvikling etc.
Højt specialiseret funktion
De højt specialiserede funktioner omfatter opgaver af betydelig kompleksitet og forud-
sætter tilstedeværelsen af mange tværgående funktioner/samarbejdspartnere, hvor
sygdommen eller sundhedsvæsenets ydelser er meget sjældent forekommende og
derfor skaber behov for samling af viden, rutine og erfaring, og/eller hvor ressource-
forbruget er betydeligt. Samlingen på bestemte sygehuse skal medvirke til at udnytte
synergien, ved at den enkelte funktion kan understøttes og samarbejde med andre
funktioner og andre specialer på samme niveau. Dette gælder også for forskning og
udvikling samt uddannelse, hvor tilstedeværelsen af mange forskellige funktioner ska-
ber et bedre grundlag for at etablere og udvikle disse områder. Der forudsættes et
samarbejde mellem sygehuse på landsplan, der er godkendt til varetagelse af samme
højt specialiserede funktion. En højt specialiseret funktion etableres typisk på sygehu-
se 1-3 steder i landet.
En specialfunktion kan defineres som en udviklingsfunktion, når den er særligt uafklaret, og
Sundhedsstyrelsen finder, at der er et helt særligt behov for landsdækkende tæt opfølg-
ning, fx med hensyn til afklaring af evidens, anvendelsesområder, indikationer, faglige for-
udsætninger, organisering etc. Der vil inden for alle specialer være funktioner, der er under
udvikling, fx i forskningsmæssigt eller eksperimentelt regi, og disse funktioner defineres ik-
ke som udviklingsfunktioner, men bør varetages i overensstemmelse med gældende reg-
ler. En udviklingsfunktion kan varetages såvel på regionsniveau som på højt specialiseret
niveau. Udviklingsfunktioner er underlagt krav til fx landsdækkende retningslinjer, kvalitets-
opfølgning, organisering, samarbejde og opfølgning. Forholdene omkring udviklingsfunkti-
oner gennemgås nærmere i kapitel 7.
5
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0007.png
Nogle funktioner er af så stor kompleksitet, så sjældent forekommende eller kræver så
mange ressourcer, at behandlingen ikke kan etableres selvstændigt i Danmark på et pas-
sende niveau. I sådanne tilfælde bør patienterne af højeste indenlandske specialkundskab
på området indstilles til
højt specialiseret behandling i udlandet
i henhold til reglerne
herfor, hvorefter indstillingen skal godkendes af Sundhedsstyrelsen, jf. sundhedslovens §
89. Nogle funktioner vil eventuelt kunne varetages på et dansk sygehus i et formaliseret
samarbejde med et udenlandsk sygehus, hvilket i givet fald vil fremgå af de enkelte specia-
levejledninger.
6
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0008.png
3.
KRITERIER FOR PLACERING OG
TILDELING AF SPECIALFUNKTIONER
I det følgende beskrives de kriterier, der anvendes, når en funktion fastsættes som special-
funktion, samt de forudsætninger der skal foreligge for tildeling og godkendelse af steder,
der må varetage funktionen. I næste kapitel beskrives de overordnede forudsætninger og
krav, der er til varetagelse af specialfunktioner. Figur 2 giver et overblik over dette.
Figur 2. Fastsættelse, tildeling og varetagelse
3.1 KRITERIER FOR FASTSÆTTELSE AF SPECIALFUNKTIONER
Udgangspunktet for specialeplanlægningen er, at ’øvelse gør mester’. Det betyder, at en
funktion ikke bør varetages flere steder, end der er behov for med henblik på at sikre, at
der er den fornødne og hensigtsmæssige viden, rutine, erfaring og volumen, samt de nød-
vendige faciliteter til at funktionen kan varetages med høj kvalitet.
7
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0009.png
Placeringen af en funktion på et givent specialiseringsniveau sker på baggrund af en sam-
let vurdering af funktionens
kompleksitet, forekomst og ressourceforbrug.
Jo mere
komplekst, jo mere sjældent og jo mere ressourcetungt – jo mere specialiseret er funktio-
nen.
Endvidere indgår overordnede hensyn til det samlede danske sygehusvæsen samt regio-
nale og specialespecifikke forskelligheder, herunder kapacitetsmæssige, udviklingsmæssi-
ge og eventuelt geografiske forhold.
Således lægges vægt på, at der kan sikres et landsdækkende tilbud med den nødvendige
kapacitet, forsyningssikkerhed og tilgængelighed.
Kompleksitet
vurderes ud fra, hvor vanskelig, fx teknisk eller vurderingsmæssigt, en funk-
tion er samt behovet for samarbejde med andre specialer/funktioner, herunder også multi-
disciplinært samarbejde, og behovet for akutberedskab.
Forekomst
vurderes på baggrund af antallet af sygdomstilfælde eller antallet af behand-
linger inden for den pågældende funktion og den deraf forventede aktivitet aktuelt og i
fremtiden. Heri indgår endvidere overvejelser om behovet for rutine, erfaringsopsamling,
kvalitetsopfølgning og udvikling af funktionen. Nogle specialfunktioner minder så meget om
hinanden, at der kan opbygges specifik erfaring, der dækker på tværs af disse funktioner. I
sådanne tilfælde vil det samlede volumen for disse funktioner kunne indgå i vurderingen af
en fremtidig varetagelse af funktionerne.
I vurderingen af
ressourceforbruget
indgår overvejelser om samfundsøkonomiske, drifts-
økonomiske (fx udstyr eller særlige lægemidler) og personalemæssige forhold (fx særligt
fagligt kvalificeret eller specialuddannet personale).
Specialeplanlægning foretages så vidt muligt på et evidensbaseret grundlag. Der er solid
dokumentation for sammenhæng mellem volumen og kvalitet på både individ-, enheds- og
sygehusniveau samt for nytten af tæt multidisciplinært samarbejde mellem flere specialer.
Evidensen for konkrete organisatoriske løsninger er dog ikke ligeså veletableret. Speciale-
planlægningen er derfor i høj grad også baseret på viden og erfaring fra sundhedsfaglige
eksperter.
Kriterierne
kompleksitet, forekomst
og
ressourceforbrug
er i sagens natur ikke statiske
størrelser. Udviklingen kan betyde, at eksempelvis en specialfunktion efterhånden bliver
mere etableret, almindeligt kendt og ukompliceret, og at indikationsområdet og dermed pa-
tientunderlaget for funktionen vokser, hvilket fx kan betyde, at en regionsfunktion ændres til
at være en hovedfunktion. Udviklingen kan således medføre behov for ændringer, oprettel-
se af nye specialfunktioner, og der kan ske flytning af funktioner fra ét niveau i sygehus-
væsenet til et andet. Sådanne tilpasninger vil ske efter rådgivning fra Det Rådgivende Ud-
valg for Specialeplanlægning.
8
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0010.png
3.2 TILDELING AF SPECIALFUNKTIONER
Sundhedsstyrelsen godkender placeringen af specialfunktioner på regionale og private sy-
gehuse.
Sundhedsstyrelsen vil, når det er relevant, indkalde ansøgninger om varetagelse af speci-
alfunktioner jf. Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9053 af 27/01/2014 om udmøntning af
sundhedslovens § 208 om specialeplanlægning
(https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=161659), sædvanligvis i forbindelse
med de ordinære ansøgningsrunder og kun undtagelsesvist uden for runderne. Ud fra an-
søgningsmateriale og eventuelt supplerende oplysninger træffer Sundhedsstyrelsen be-
slutning om, hvilke sygehuse der tildeles en godkendelse til at varetage specialfunktioner.
Sygehuse, der opnår godkendelse til at varetage en specialfunktion, skal leve op til de
krav, der er anført i den relevante specialevejledning, den konkrete godkendelsesskrivelse
samt til de krav, der fremgår af kapitel 4.
I forbindelse med en ansøgningsrunde foretager Sundhedsstyrelsen en bedømmelse af
det samlede ansøgningsmateriale fra ansøgerne. Det vil således være muligt at få tildelt en
specialfunktion, som en ansøger ikke tidligere har haft. Der vil dog samtidig blive taget
hensyn til, at specialfunktioner ikke flyttes unødigt, således at udviklingen af kvalificerede
faglige miljøer og sundhedsvæsenets robusthed sikres. Hvis det i forbindelse med revision
af specialeplanen vurderes, at der er behov for at samle specialfunktioner yderligere, vil
der bl.a. blive lagt vægt på, at specialfunktioner som udgangspunkt placeres på sygehuse,
som varetager andre specialfunktioner på samme niveau. Det betyder eksempelvis, at højt
specialiserede funktioner fortrinsvis placeres på sygehuse, hvor der er andre højt speciali-
serede funktioner, herunder funktioner med sammenhæng til den pågældende funktion.
Godkendelser tildeles som udgangspunkt kun i forbindelse med de ordinære revisioner af
specialeplanen på baggrund af ansøgningsprocesser og gælder som udgangspunkt, til
Sundhedsstyrelsen udmelder ikrafttræden af reviderede specialevejledninger.
Sundhedsstyrelsens tildeling af en konkret specialfunktion sker på baggrund af beskrivel-
sen af denne specialfunktion i specialevejledningen. Ved tildeling af en given specialfunkti-
on påtager ansøgeren sig at varetage den pågældende funktion i overensstemmelse med
specialevejledningen, sin ansøgning og Sundhedsstyrelsens godkendelse.
I tvivlstilfælde vil det være Sundhedsstyrelsens fortolkning af funktionen eller den patient-
gruppe, som specialfunktionen omfatter, eller de krav, der er knyttet til varetagelse af funk-
tionen, som er gældende.
Det forudsættes, at regionen/det private sygehus orienterer Sundhedsstyrelsen, hvis kra-
vene ikke længere efterleves, hvis forudsætningerne for godkendelsen ændrer sig i løbet
af godkendelsesperioden, eller hvis funktionen ikke varetages længere. Orienteringen bør
tilgå Sundhedsstyrelsen snarest, og under alle omstændigheder i forbindelse med de årlige
lovpligtige statusrapporteringer.
Hvis der efter tildeling af specialfunktioner opstår behov for ændringer af organiseringen af
specialfunktioner, og disse ikke er beskrevet i ansøgningsmaterialet, skal der ansøges om
godkendelse heraf.
Sundhedsstyrelsen godkender private sygehuse til varetagelse af specialfunktioner i det
omfang, der er tale om offentligt finansieret patientbehandling. Private sygehuse, som bli-
ver godkendt til at varetage specialfunktioner, skal som udgangspunkt opfylde alle de krav,
der stilles til regionernes sygehuse med specialfunktioner. Dette gælder særligt, hvis det
private sygehus’ tilbud erstatter et offentligt tilbud.
9
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0011.png
Sundhedsstyrelsens godkendelse af en specialfunktion på et privat sygehus betyder, at der
vil være mulighed for, at Danske Regioner kan indgå aftale med sygehuset om varetagelse
af specialfunktionen i henhold til sundhedslovens bestemmelser vedr. udvidet frit sygehus-
valg. Regionerne har endvidere mulighed for at indgå andre typer aftaler om varetagelse af
en specialfunktion med et privat sygehus, som har opnået godkendelse til at varetage spe-
cialfunktionen. Hvis et privat sygehus er godkendt til varetagelse af en specialfunktion,
men ikke opnår aftale med regionerne – og dermed ikke modtager patienter til behandling
for offentlige midler - vil Sundhedsstyrelsen inddrage godkendelsen på lige fod med offent-
lige sygehuse, der heller ikke kan opretholde volumen som forudset i oprindelig ansøgning.
En region kan ikke indgå aftale om en specialfunktion med et privat sygehus, hvis dette ik-
ke har Sundhedsstyrelsens godkendelse til varetagelse af den pågældende specialfunktion
10
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0012.png
4.
GENERELLE FORUDSÆTNINGER OG
KRAV FOR VARETAGELSE AF
SPECIALFUNKTIONER
I dette kapitel beskrives de overordnede forudsætninger og krav, der er til varetagelse af
specialfunktioner. I figur 3 ses en oversigt over disse forudsætninger og krav.
Figur 3. Oversigt over forudsætninger og krav til sygehuses varetagelse
af specialfunktioner
4.1 GENERELLE FORUDSÆTNINGER FOR VARETAGELSE AF
SPECIALFUNKTIONER
4.1.1 Driftsansvar og forsyningsforpligtelse
Regionsrådet har i henhold til sundhedslovens § 74 ansvaret for at varetage sygehusvæ-
senets opgaver. Regioner, hvis sygehuse varetager en specialfunktion, har således forsy-
ningsforpligtelse for specialfunktionen.
Forsyningsforpligtelsen indebærer, at specialfunktionen skal kunne opretholdes døgnet
rundt, året rundt, herunder også i perioder med spidsbelastning. En forudsætning herfor er,
at der som udgangspunkt skal være minimum tre speciallæger til at varetage den konkrete
specialfunktion.
11
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0013.png
Hvis en specialfunktion ikke varetages i egen region, påhviler det i henhold til sundhedslo-
vens § 209 regionsrådet at indgå aftaler om benyttelse af specialfunktioner på andre regio-
ners sygehuse eller private sygehuse. Heraf følger, at regionen er forpligtet til at viderevisi-
tere patienter til rette behandling, herunder på rette specialfunktionsniveau, uanset om
denne forefindes i bopælsregionen eller andre regioner. Med sundhedsloven er private sy-
gehuse principielt ligestillede med regionale sygehuse, og det kan derfor være nødvendigt
at opstille eksplicitte krav til forsyningsforpligtelsen, fx i form af kapacitet og tidsmæssig
udstrækning af forsyningsforpligtelsen, såfremt private sygehuse godkendes til varetagelse
af specialfunktioner.
4.1.2 Sammenhæng mellem funktioner
Specialerne er i forskelligt omfang indbyrdes afhængige, og regionerne må sikre sammen-
hængen på tværs af specialer. De forskellige regionsfunktioner inden for et speciale bør
samles på de samme få sygehuse med henblik på at sikre det faglige miljø inden for spe-
cialet samt relevant sammenhæng med andre specialer. Det forventes desuden, at regio-
nerne ved organiseringen af deres regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner inden
for regionen generelt sikrer sammenhæng med hovedfunktionsniveauet og med assisteren-
de og samarbejdende specialer. Ligeså forventes regionerne at sikre den nødvendige koor-
dinering mellem regionerne.
Ofte varetages både elektive og akutte dele af en specialfunktion samlet. Det forudsættes
som udgangspunkt, at akut varetagelse af en specialfunktion alene kan foregå på steder,
hvor funktionen også varetages elektivt. Såfremt den elektive og akutte varetagelse af en
specialfunktion ikke varetages på samme sygehusmatrikel, forudsætter en eventuel god-
kendelse, at der foreligger en detaljeret beskrivelse af sammenhængen mellem funktioner-
ne. Endvidere skal det fremgå, hvordan akut opståede komplikationer planlægges håndte-
ret på sygehuset med udelukkende elektiv funktion.
4.1.3 Særlige patientgrupper
For særlige patientgrupper må nogle opgaver varetages på et højere specialfunktionsni-
veau, end hvor sygdommen ellers varetages. I nogle tilfælde vil en særlig sårbar patient-
gruppe medføre, at opgaver, der ellers ikke er specialfunktioner, skal varetages på special-
funktionsniveau. Særlige patientgrupper kan fx være patienter med en grundsygdom, der
sædvanligvis behandles på hovedfunktionsniveau, men hvor betydelig samtidig sygdom
(komorbiditet), graviditet eller alder tilsiger, at opgaven skal varetages på specialfunktions-
niveau.
I specialevejledningerne er det i nogle specialfunktioner beskrevet, at vedligeholdelsesbe-
handling i rolig fase kan foregå på et lavere specialiseringsniveau. Herudover kan det i for-
hold til nogle patienter være hensigtsmæssigt, at vedligeholdelsesbehandling i rolig fase
varetages på et lavere funktionsniveau end angivet i specialevejledningen. Beslutningen
herom, inklusiv plan for opfølgning på begge funktionsniveauer, tages på det specialfunkti-
onsniveau, som har funktionen, og er altid en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Hvis en patient ikke ønsker henvisning til relevant specialfunktionsniveau, eller der er an-
dre tungtvejende faglige grunde til ikke at henvise eller overflytte patienten til relevant spe-
cialiseringsniveau, skal givet information og samtykke anføres i journalen.
Herunder forudsættes det bl.a., at behandling af børn, hvor der kræves anæstesi, vareta-
ges i overensstemmelse med anbefalinger og krav i specialevejledningen for anæstesiolo-
gi, og at behandling af gravide varetages i overensstemmelse med anbefalinger og krav i
specialevejledningen for gynækologi og obstetrik.
12
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0014.png
Ud over de i specialevejledningerne nævnte sygdomme og behandlinger bør andre udvalg-
te patienter også henvises til et sygehus med specialfunktioner, fx ved uafklarede og kom-
plekse tilstande, særligt vanskelige eller ressourcekrævende behandlinger eller meget
sjældne tilstande, selvom disse ikke er nævnt eksplicit i specialevejledningerne, og/eller
der ikke forventes at være særlige behandlingstilbud.
4.1.4 Specialfunktioner godkendes til varetagelse alene på bestemt navngivet
matrikel
Sundhedsstyrelsens godkendelse af specialfunktioner er matrikelspecifik. Med matrikel
menes en konkret geografisk lokalitet, som er en fysisk lokalitet/adresse på et sygehus. En
sygehusmatrikel vil typisk fremgå af SOR-registrets sygehusafdelingsklassifikation for regi-
onale sygehuse eller CVR-registrets P-nummerregister for private sygehuse.
Varetagelse af en specialfunktion kan udelukkende foregå på matrikler, som har fået godken-
delse til at varetage funktionen selvstændigt eller i formaliseret samarbejde på den anførte sy-
gehusmatrikel. Det betyder, at Sundhedsstyrelsens godkendelse af en konkret specialfunk-
tion alene er gældende for det angivne speciale på det bestemte navngivne sygehus og på den
fysiske lokalitet, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen.
4.1.5 Særlige forhold for højt specialiserede funktioner
Sundhedslovens fokus på kvalitet, princippet om at ’øvelse gør mester’ samt krav om fort-
sat faglig udvikling betyder, at kravene til varetagelsen af især højt specialiserede funktio-
ner er omfattende. Specialeplanlægning skal tage højde for, at der ved varetagelse af en
højt specialiseret funktion er et tilstrækkeligt volumen, og at de nødvendige, særlige res-
sourcer er tilgængelige, herunder fx et tæt samarbejde med mange andre specialer på højt
specialiseret niveau. Specialeplanlægning skal endvidere skabe grundlag for udnyttelse af
al erfaring i den fortsatte faglige udvikling, forskning og uddannelse på området. For højt
specialiserede funktioner er det derfor – i endnu højere grad end for det specialiserede ni-
veau generelt – afgørende, at såvel offentlige som private sygehuse med højt specialise-
rede funktioner indgår i faglig udvikling, forskning og uddannelse på området, herunder og-
så i et tværregionalt samarbejde herom. Endelig skal Sundhedsstyrelsen i sin planlægning
sikre, at hele landet på bedst mulig måde får adgang til højt specialiserede funktioner.
4.2 KRAV TIL VARETAGELSE AF SPECIALFUNKTIONER
I det følgende gennemgås de krav, der stilles ved varetagelse af specialfunktioner. Der er
opstillet en række sundhedsfaglige kernekrav, som skal opfyldes af alle med godkendelse
til at varetage specialfunktioner, og herudover beskrives en række øvrige krav.
4.2.1 Sundhedsfaglige kernekrav
Der stilles grundlæggende samme krav til varetagelsen af specialfunktioner på offentlige
og private sygehuse. Hvor private sygehuse varetager funktioner for det offentlige syge-
husvæsen i form af driftsoverenskomst med en region eller lignende, skal det private syge-
hus som udgangspunkt opfylde de samme krav, som påhviler regionerne. Varetager et pri-
vat sygehus en specialfunktion i medfør af reglerne om udvidet frit sygehusvalg, skal de
private sygehuse opfylde de sundhedsfaglige kernekrav til funktionen.
13
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0015.png
Kapacitet og robusthed
Sygehuse, der varetager en specialfunktion, skal have tilstrækkelig kapacitet og robusthed
til at varetage funktionen. For at sikre varetagelse af en specialfunktion hele døgnet, året
rundt og for at sikre opbygning og udvikling af erfaring og fagligt miljø, forudsættes det som
udgangspunkt, at der er minimum tre speciallæger, der har specifikke kompetencer til at
varetage en given specialfunktion på et sygehus inden for det pågældende speciale og på
det pågældende niveau. Den enkelte speciallæge kan have specifikke kompetencer til at
varetage flere specialfunktioner. Endvidere forudsættes det, at der i forhold til den enkelte
specialfunktion er kompetencer fra andre relevante faggrupper.
Aktivitet, erfaring og ekspertise
Der er generelt set sammenhæng mellem kvalitet, sundhedsfaglig rutine, erfaring og volu-
men på både individ-, enheds- og sygehusniveau, og tilstrækkeligt volumen er derfor en
vigtig faktor ved varetagelse af en specialfunktion. Sygehuse, der varetager en specialfunk-
tion, skal have tilstrækkelig aktivitet til at opnå, vedligeholde og udvikle erfaring inden for
alle faggrupper. Der kan herudover være krav til tværgående funktioner, akutberedskab i
såvel funktionen som på andre områder samt tilstedeværelse af andre specialfunktioner
som forudsætning for funktionen.
Kompetencer
Sygehuse, der varetager en specialfunktion, skal sikre, at der er tilstrækkeligt personale,
herunder læger, plejepersonale og andet personale med de relevante og forudsatte speci-
fikke kompetencer til at varetage specialfunktionen i form af diagnostik, behandling, infor-
mation, observation, pleje, rehabilitering mv. Ved behandling af børn er det vigtigt at sikre,
at såvel speciallæger som plejepersonale også har erfaring med og kompetence i behand-
ling af børn.
Samarbejde med andre specialer
Det er generelt en forudsætning for varetagelsen af specialfunktioner, at der samarbejdes
med andre specialer, hvor det er relevant, og at der er adgang til andre specialers eksper-
tise.
Udover denne generelle forudsætning stiller specialevejledningerne specifikke krav vedrø-
rende samarbejde med nærmere angivne andre specialer.
Der ses et tiltagende behov for tværgående samarbejde om patienten og øget fokus på pa-
tientforløb. Den teknologiske udvikling gør, at nogle behandlinger bliver mere komplekse
og samtidig inddrager flere specialer. Endvidere er patienter i dag i højere grad end tidlige-
re præget af multimorbiditet, bl.a. pga. den større ældreandel i befolkningen, hvilket også
øger behovet for tværgående samarbejde.
Samarbejde mellem specialer er vigtigt inden for en lang række områder i det daglige, kli-
niske arbejde og kan antage mange forskellige former. Nogle specialer samarbejder om
bestemte patientgrupper, andre specialer samarbejder om bestemte kliniske procedu-
rer/funktioner. Samarbejdet mellem to eller flere specialer kan fx ske samtidigt eller serielt,
og der kan i nogle tilfælde være behov for fælles konferencer eller fælles kliniske retnings-
linjer for at sikre kvalitet og sammenhæng i indsatsen over for patienten.
Det ses også i stigende grad, at speciallæger fra forskellige specialer anvender samme
behandlingsmodaliteter og teknologier, hvilket også forudsætter et samarbejde med hen-
blik på at sikre ensartet behandling og udveksling af erfaringer. Nogle funktioner varetages
mest hensigtsmæssigt, hvis de nødvendige specialer er tilstede på samme matrikel, mens
andre funktioner fint kan varetages i et samarbejde mellem specialer på forskellige matrik-
ler.
14
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0016.png
Det forudsættes generelt i specialevejledningerne, at der på alle funktionsniveauer findes
en række understøttende sygehusfunktioner (eller adgang hertil afhængigt af den konkrete
specialfunktion). Disse specialer nævnes således ikke specifikt i de enkelte specialevejled-
ninger, med mindre der i forhold til varetagelsen af enkelte specialfunktioner stilles speci-
fikke krav til samarbejdet med disse specialer:
Diagnostisk radiologi
Klinisk biokemi
Klinisk immunologi med blodbanksfunktion
Klinisk mikrobiologi
Patologisk anatomi og cytologi
Klinisk fysiologi og nuklearmedicin
Klinisk farmakologi
Pædiatri ved behandling af børn
Anæstesiologi ved kirurgi
Ved behov for intensiv terapi ved varetagelse af specialfunktioner forudsættes minimum
intensiv niveau II.
Det gælder som udgangspunkt, at der ved varetagelse af specialfunktioner skal være
samarbejde med andre relevante specialer, og hvor relevant på mindst samme specialise-
ringsniveau.
Det betyder også, at specialfunktioner i videst muligt omfang bør varetages på et begræn-
set antal sygehuse i landet, hvor der er en bred vifte af samarbejdende specialer og facili-
teter til rådighed på relevant specialiseringsniveau.
I specialevejledningerne anvendes følgende former for krav om samarbejde mellem et eller
flere specialer:
1)
Varetages i tæt samarbejde med [speciale]
a) På matriklen [Angives
eksplicit, hvis det er et krav]
Forklaring: Der stilles krav om tæt samarbejde med et eller flere andre specialer. Hvis
det skal være på matriklen, vil det fremgå eksplicit af specialevejledningen.
2)
Varetages i et multidisciplinært team med [speciale(r)]
a) På matriklen [Angives
eksplicit, hvis det er et krav]
Forklaring: Der stilles krav om et multidisciplinært teamsamarbejde med et eller flere
andre specialer. Samarbejdet sker ud fra fælles retningslinjer og med fælles konferen-
cer. Hvis det skal være på matriklen, vil det fremgå eksplicit af specialevejledningen.
3)
Varetages i tæt samarbejde forankret i én enhed
Forklaring: Der stilles krav om tæt samarbejde med et eller flere andre specialer i én
enhed på samme matrikel. Forankringen i én enhed (organisatorisk eller fysisk) har til
formål at sikre et robust fagligt miljø, fælles faglig udvikling og opbygning af tilstrække-
lig erfaring til at varetage behandlingen med høj faglig kvalitet.
Samarbejdet vil typisk ske samtidigt, hvor flere specialer behandler patienten på
samme tid, eller i forbindelse med specialfunktioner, hvor samme behandling kan va-
retages af speciallæger i et eller flere specialer.
15
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0017.png
4)
Varetages i tværfagligt samarbejde mellem [faggrupper].
Forklaring: Der stilles krav om tværfagligt samarbejde, når involvering af flere forskelli-
ge faggrupper er særligt vigtig.
På sygehuse, som udelukkende har elektive patienter, er det ikke givet, at der skal kunne
samarbejdes med alle de specialer, der ellers stilles krav om i specialevejledningen. Det vil
i sådanne tilfælde være nødvendigt med en konkret vurdering af den enkelte specialfunkti-
on, der ansøges om.
Særligt for private sygehuse kan der være tilfælde, hvor et samarbejdende speciale eller
en bestemt facilitet ikke findes på sygehuset. I sådanne tilfælde bør det ved ansøgning om
specialfunktioner dokumenteres, hvordan og hvor der konkret vil blive etableret samarbej-
de med det pågældende speciale.
Assistance fra speciallæge i eget speciale
Der er i de enkelte specialevejledninger angivet krav til, hvordan der skal kunne ydes assi-
stance fra en speciallæge fra et givent speciale. Assistancekravet refererer til vagttid, idet
det forudsættes, at der er speciallæger i det pågældende speciale til stede i dagtid på
hverdage.
Den konkrete udmøntning af disse krav, herunder forhold vedr. arbejdstilrettelæggelse og
bemanding, vil være et lokalt ledelsesmæssigt ansvar. Hvor der i specialevejledningerne
specificeres krav om assistance fra speciallæge vil det være et lokalt ledelsesmæssigt an-
svar, om dette kompetencekrav i det konkrete tilfælde vil kunne opfyldes af læger i slutnin-
gen af deres hoveduddannelse til det pågældende speciale.
På hovedfunktionsniveau fremsættes anbefalinger og på regions- og højt specialiseret ni-
veau krav om assistance fra en speciallæge i det pågældende speciale på følgende må-
der:
1)
2)
3)
4)
5)
Umiddelbart (sædvanligvis inden for minutter)
Inden for kort tid (sædvanligvis inden for 30 minutter afhængig af specialfunktio-
nen)
Næste dag
Næste hverdag
Telefonisk rådgivning (hvor telefonisk rådgivning også dækker over anvendelse af
anden form for rådgivning, hvor speciallægen ikke er fysisk til stede på matriklen,
herunder anvendelse af IT-baserede kommunikationsteknologier)
Der kan ved de konkrete specialfunktioner i specialevejledningerne være stillet mere speci-
ficerede krav, fx vedr. speciallægens kompetencer.
Rådgivning fra speciallæge ved brug af moderne teknologiske løsninger kan være relevant
i konkrete tilfælde i nogle specialer. Sådanne løsninger kan beskrives ved ansøgning til
Sundhedsstyrelsen om varetagelse af specialfunktioner, hvor det tænkes anvendt.
16
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0018.png
På sygehuse, som udelukkende har elektive patienter, er det ikke givet, at speciallægen i
alle tilfælde skal kunne yde assistance med samme hast som på sygehuse, der varetager
akutte funktioner. Det vil i sådanne tilfælde være nødvendigt med en konkret vurdering af
den enkelte specialfunktion, der ansøges om.
Kvalitet og dokumentation
Det forudsættes, at sygehusene sikrer høj kvalitet i varetagelsen af specialfunktioner, og at
der sker en løbende dokumentation af indsatsen. Sygehuse, der varetager specialfunktio-
ner, skal således dokumentere disse. Det forudsættes, at der indberettes til relevante klini-
ske kvalitetsdatabaser, og at der reageres på lokal og national kvalitetsmonitorering, hvil-
ket indgår som et krav for varetagelse af specialfunktioner.
Det forudsættes, at udredning og behandling mv. følger landsdækkende kliniske retnings-
linjer, hvor sådanne foreligger. Dette kan ses som en forudsætning for at gennemføre en
som udgangspunkt ensartet behandling, der kan gennemføres kvalitetsopfølgning på.
Regioner og private sygehuse skal årligt afgive en statusrapport til Sundhedsstyrelsen om
opfyldelsen af kravene til varetagelsen af de tildelte specialfunktioner.
Sammenhængende patientforløb
Sygehuse, der varetager en specialfunktion, forpligtes generelt til at etablere et samarbej-
de om patientforløb, fx i tilfælde hvor patienter efter forudgående diagnosticering ved et
sygehus med hovedfunktion henvises til et sygehus med specialfunktion, men også i over-
gange mellem primær- og sekundærsektor.
4.2.2 Øvrige krav
Udover de sundhedsfaglige kernekrav stilles der ved varetagelse af specialfunktioner krav
om forskning, udvikling og uddannelse, vurdering af nye og særlige ydelser samt samar-
bejde om eventuel udbredelse. Disse krav gælder for offentlige sygehuse og for private sy-
gehuse, der varetager konkrete funktioner efter aftale med det offentlige sygehusvæsen i
form af en regional driftsoverenskomst eller lignende. Hvor private sygehuse varetager
specialfunktioner i medfør af reglerne om udvidet frit sygehusvalg, skal de private sygehu-
se som udgangspunkt opfylde de førnævnte sundhedsfaglige kernekrav. Der kan i ganske
særlige tilfælde desuden være behov for konkret at kræve, at selvom et privat sygehus
alene varetager en funktion i medfør af reglerne om udvidet frit sygehusvalg, kan det blive
omfattet af nedenstående forpligtelser, fx hvis private sygehuse på landsplan varetager en
betydelig del af den samlede aktivitet på området.
Forskning, udvikling og uddannelse
Sygehuse, der varetager en specialfunktion, skal varetage forsknings- og udviklingsopga-
ver i relation til funktionen. Tværgående samarbejde mellem relevante afdelinger/afdelinger
med samme specialfunktion vil være centralt, fx for at opnå tilstrækkeligt patientvolumen.
For højt specialiserede funktioner kan der stilles krav om forskningssamarbejde, internatio-
nalt og med andre sygehuse med højt specialiserede funktioner.
Sygehusene skal desuden deltage i uddannelse, herunder den lægelige videreuddannelse.
I den forbindelse må eventuelle konsekvenser af en placering af specialfunktioner vurderes
konkret i den lægelige videreuddannelse.
Vurdering af nye og særlige ydelser
Sygehuse, der varetager en specialfunktion, er forpligtede til – når det skønnes relevant –
at gennemføre vurderinger/analyser og medicinske teknologivurderinger (MTV), før ny tek-
nologi og nye behandlinger mv. inden for specialfunktionens varetagelse tages i brug. Det-
te gælder ved planer om ibrugtagning på det konkrete sygehus.
17
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0019.png
Der henvises i relation hertil også til Sundhedsstyrelsens
’Vejledning om indførelse af nye
behandlinger i sundhedsvæsenet’
fra 1999, der kan findes på Sundhedsstyrelsens hjem-
meside
https://sundhedsstyrelsen.dk/Udgivelser/1999/Vejledning%20om%20indfoerelse%20af%20nye%20be
handlinger%20i%20sundhedsvaesenet.aspx)
18
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0020.png
5.
SAMMENHÆNGENDE PATIENTFORLØB
OG SAMARBEJDE PÅ TVÆRS
Sundhedsstyrelsen forudsætter generelt, som tidligere beskrevet, at ethvert sygehus ind-
går i relevant samarbejde med andre sygehuse, der varetager tilsvarende eller samhøren-
de funktioner inden for eller på tværs af regioner. Dette er væsentligt for at sikre størst mu-
lig videndeling, effektiv ressourceudnyttelse og hensigtsmæssige patientforløb.
Det forudsættes også, at der foregår et løbende og hensigtsmæssigt koordineret samar-
bejde mellem sygehusafdelinger i et patientforløb, både når det drejer sig om samarbejde
på tværs af specialer på samme sygehus, og når det drejer sig om viderehenvisning og
samarbejde mellem forskellige specialiseringsniveauer inden for samme speciale eller an-
det speciale.
Det er hensigtsmæssigt, at der foreligger klare og skriftlige samarbejdsaftaler, når der er
tale om bestemte opgavefordelinger i forbindelse med patientforløb. Dette benævnes ofte
formaliserede samarbejdsaftaler. På hovedfunktionsniveau kan der frit indgås denne type
samarbejdsaftaler mellem regioner og sygehusafdelinger. Derimod forudsætter samar-
bejdsaftaler, der vedrører eller involverer specialfunktioner, Sundhedsstyrelsens godken-
delse. De konkrete formaliserede samarbejdsaftaler om specialfunktioner skal foreligge og
desuden indsendes til godkendelse, såfremt Sundhedsstyrelsen anmoder herom.
I forbindelse med specialeplanlægningen kan der være tale om forskellige former for sam-
arbejde. I specialevejledningerne er typisk anført to typer samarbejde, multidisciplinært
teamsamarbejde og formaliseret samarbejde, som gennemgås nedenfor.
5.1 FORMALISERET SAMARBEJDE OM SPECIALFUNKTIONER OG
UDEFUNKTIONER
Hensyn til nærhed for patienten, patientvolumen, ressourceforbrug, særlige organisatoriske
forhold, uddannelse samt overordnede landsdækkende og regionale hensyn, herunder
geografiske forhold, kan tale for, at der i nogle tilfælde etableres formaliseret samarbejde
mellem forskellige enheder og funktionsniveauer om konkrete specialfunktioner inden for
eller på tværs af regioner.
Formaliseret samarbejde giver således mulighed for, hvor det er hensigtsmæssigt, at hele
eller dele af specialfunktioner kan varetages med høj kvalitet på flere sygehuse, end der
ellers ville være grundlag for og kan ligeledes kvalitetssikre funktioner, hvor der ikke selv-
stændigt kan leves op til alle krav og forudsætninger. Fx hvis patientvolumen er for lille, el-
ler der er behov for samarbejde omkring oplæring for at sikre nødvendige kompetencer el-
ler samarbejde om opfølgning og dataopsamling.
Når Sundhedsstyrelsen godkender en specialfunktion til varetagelse i et formaliseret sam-
arbejde, betyder det, at hele eller dele af specialfunktioner (fx dele eller faser af patientfor-
løb eller afgrænsede patientgrupper) kan varetages på den navngivne godkendte syge-
husmatrikel under forudsætning af, at det sker i et formaliseret samarbejde med et andet
sygehus, der er godkendt til selvstændig varetagelse af samme specialfunktion.
Sygehuset, der har den selvstændige godkendelse, kan stille krav om, hvilke forløb eller
patienter, der som minimum skal konfereres med eller ses af sygehuset med den selv-
stændige godkendelse. Dette kan fx omhandle patienter med særligt kompliceret sygdom. I
19
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0021.png
nogle tilfælde vil det være specifikt angivet i specialevejledningen, hvilke patienter/forløb
det drejer sig om.
Sundhedsstyrelsen godkender som udgangspunkt kun formaliserede samarbejdsaftaler
om varetagelse af specialfunktioner på andre matrikler/lavere funktionsniveau, når det di-
rekte fremgår af specialevejledningen som en mulighed. Der kan dog i forbindelse med an-
søgningsprocessen godkendes yderligere formaliserede samarbejdsaftaler, hvis særlige
forhold taler herfor.
Sygehuse, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen til at varetage hele eller dele af special-
funktioner i formaliseret samarbejde, er forpligtet til at indgå en skriftlig forpligtende samar-
bejdsaftale med et andet sygehus, der har godkendelse til selvstændigt at varetage den
pågældende specialfunktion. En sådan samarbejdsaftale vil være forudsætning for, at det
sygehus, der alene har fået godkendelse til at varetage en specialfunktion i formaliseret
samarbejde, kan opretholde sin godkendelse.
Det sygehus, der har en selvstændig godkendelse til at varetage en given specialfunktion,
som indgår en formaliseret samarbejdsaftale med et sygehus, der alene har godkendelse
til hele eller dele af specialfunktionen i formaliseret samarbejde, påtager sig en række for-
pligtelser, bl.a. overvågning af, at den samlede specialfunktion varetages kvalitetsmæssigt
tilfredsstillende og inden for de givne rammer. Det kan fx ske gennem fælles uddannelse,
kvalitetsudvikling og dataopsamling.
Det skal dog understreges, at det sygehus, der er godkendt til at varetage funktionen i for-
maliseret samarbejde, har det fulde ansvar for kvaliteten i behandlingen, og for at kravene
og forudsætningerne i godkendelsesskrivelsen og specialevejledningen overholdes.
Det gensidige ansvar og de gensidige forpligtelser bør fremgå af den skriftlige formalisere-
de samarbejdsaftale.
Det konkrete indhold i den formaliserede samarbejdsaftale kan variere afhængig af lokale
forhold, men skal ligge inden for de rammer, der er givet i den relevante specialevejledning
samt i Sundhedsstyrelsens godkendelsesskrivelser.
De konkrete formaliserede samarbejdsaftaler om specialfunktioner skal foreligge og desu-
den indsendes til godkendelse, såfremt Sundhedsstyrelsen anmoder herom. Sundhedssty-
relsens godkendelse af et formaliseret samarbejde sker på baggrund af en konkret vurde-
ring af ansøgningen og eventuelt samarbejdsaftalen, og om den lever op til forudsætnin-
gerne for den konkrete specialfunktion.
Status for det formaliserede samarbejde om specialfunktioner indgår i de årlige statusrap-
porter til Sundhedsstyrelsen om varetagelsen af specialfunktioner.
Der vil være mulighed for at varetage specialfunktioner på andre matrikler i form af ude-
funktioner. Ved en udefunktion i relation til en specialfunktion forstås, at behandlerteam fra
den matrikel, der er godkendt til varetagelse af specialfunktionen, i begrænset omfang vare-
tager funktionen på en anden matrikel i form af fx fremskudt ambulatoriefunktion, hvor be-
handlerteamet fra den matrikel, der er godkendt til at varetagelse af specialfunktioner, ta-
ger ud på anden matrikel.
Behov og rammer for påtænkte udefunktioner skal beskrives i forbindelse med ansøgning
om varetagelse af funktionen og vil således indgå i vurderingsgrundlaget ved styrelsens
godkendelse. Ved væsentlige ændringer i forhold til dette grundlag skal styrelsen oriente-
res.
20
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0022.png
6.
OPFØLGNING PÅ SPECIALEPLANEN
Det er Sundhedsstyrelsens opgave at følge op på, om den gældende specialeplan er tids-
svarende, relevant og dækkende. Det sker via regelmæssig revision af specialeplanen, år-
lige statusrapporter og monitorering ved datatræk i Landspatientregistret, de regionale kli-
niske kvalitetsdatabaser og andre relevante databaser.
Statusrapporter
Det fremgår af sundhedslovens § 208 stk. 5, at regionsråd og vedkommende relevante pri-
vate sygehuse skal afgive årlige statusrapporter til Sundhedsstyrelsen om opfyldelse af
krav til specialfunktioner.
Statusrapporterne er et væsentligt instrument for Sundhedsstyrelsen i overvågningen af
varetagelsen af og udviklingen inden for de specialiserede funktioner. Den årlige afrappor-
tering udgør således kernen i styrelsens vurderinger af, hvorvidt kravene til specialfunktio-
nerne er opfyldt. Krav til varetagelsen af den enkelte specialfunktion fremgår af nærværen-
de dokument. Det gælder altid, at Sundhedsstyrelsen skal orienteres, hvis specialeplanen
mod forventning ikke overholdes i henhold til beskrivelsen i den oprindelige ansøgning og
de i godkendelsen angivne forudsætninger.
Formen på de årlige statusrapporter varierer afhængig af, om Sundhedsstyrelsen vurderer
om der er behov for en generel tilbagemelding eller en mere udførlig afrapportering. Der
har således tidligere været anvendt både standard statusrapporter og detaljerede status-
rapporter.
De af regioner og private sygehuse indsendte statusrapporter vil blive vurderet af Sund-
hedsstyrelsen med hensyn til væsentlige afvigelser fra tildelingsgrundlaget samt væsentli-
ge mangler i opfyldelsen af krav og forudsætninger. Såfremt statusrapporterne giver an-
ledning til overvejelser om fx ændringer af formuleringer i specialeplanen eller justeringer i
placeringen af eller krav til specialfunktioner, vil Sundhedsstyrelsen kontakte sygehusejer
med henblik på nærmere dialog herom. Ved manglende overholdelse skal der angives en
plan for afhjælpning. Sundhedsstyrelsen vil, på baggrund af de indsendte oplysninger, tage
stilling til de fremtidige godkendelser til varetagelse af specialfunktioner. Sundhedsstyrel-
sens konklusioner drøftes i Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning.
Monitorering
Ved ikrafttrædelse af Specialeplan 2016, vil de årlige statusrapporter blive suppleret med
en monitorering af udvalgte specialfunktioner.
Formålet med monitorering af specialeplanen er at afdække:
om der er tilstrækkelig aktivitetsvolumen på matrikler, der er godkendt til en special-
funktion, herunder eventuel også om der er aktivitet på matrikler, som ikke er godkendt
til at varetage specialfunktionen
om kvaliteten på de godkendte matrikler er tilstrækkelig høj
Som led i opfølgning på varetagelsen af specialfunktioner ønsker Sundhedsstyrelsen også,
at der sker en vurdering af den videnskabelige produktion på godkendte matrikler, særligt
når der er tale om varetagelse af højt specialiserede funktioner. Sundhedsstyrelsen finder
dog ikke grundlag for at foretage en systematisk bibliometrisk monitorering, men vil lade
den indgå i den overordnede årlige statusafrapportering.
21
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0023.png
I den kommende specialeplan monitoreres udvalgte specialfunktioner fra hvert speciale.
De første erfaringer med monitorering af specialeplanen vil indgå i de videre overvejelser
om en udbygning af monitoreringen.
Det er ønsket fra både klinisk og administrativ side, at monitoreringen skal være relevant
og nyttig, men samtidig overskuelig. Der tages derfor udgangspunkt i eksisterende databa-
ser og almindelig praksis for klinisk registrering, samtidig med at der sigtes efter kun at
monitorere udvalgte og repræsentative indikatorer indenfor de enkelte specialer.
Udvælgelse af indikatorer
Ved møderne i forbindelse med revisionen af specialevejledningerne blev de enkelte ar-
bejdsgrupper bedt om at pege på et mindre antal relevante og mulige specialfunktioner,
som kunne monitoreres indenfor det pågældende speciale. Sundhedsstyrelsen har således
løbende inddraget arbejdsgrupperne med henblik på at udvælge specialfunktioner, som
arbejdsgrupperne fandt relevante at følge. Sundhedsstyrelsen kvalificerede efterfølgende
forslagene sammen med Statens Serum Institut, regionerne og RKKP og sorterede på den
baggrund i de indkomne forslag.
Ved udvælgelsen af monitoreringsindikatorer har der måttet indgå en række hensyn. Det
har betydet, at mange specialfunktioner ikke har kunnet medtages. Det skyldes bl.a., at re-
gistreringskoder i Landspatientregistret (LPR) og kvalitetsdatabaserne ofte vedrører selve
sygdommen og ikke sværhedsgraden af den pågældende sygdom. I specialeplanen ses
det ofte, at en sygdom er placeret på flere niveauer differentieret i forhold til eksempelvis
graden af kompleksitet, og dette er svært at monitorere entydigt via datatræk i LPR og kva-
litetsdatabaserne. Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det ikke vil være muligt at mo-
nitorere hele specialeplanen uden oprettelse af nye koder og registreringer.
Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med udvælgelse af indikatorer fokuseret på at opfylde
formålet om at afdække monitorering af både volumen og kvalitet.
Der monitoreres i gennemsnit på en til to specialfunktioner indenfor hvert speciale. I visse
tilfælde er der valgt monitorering af udvalgte dele af specialefunktionen, idet det ikke data-
teknisk har været muligt entydigt at få den præcise afgrænsning af specialefunktionen. I
enkelte specialer har det ikke været muligt at finde egnede specialfunktioner at monitorere.
Anvendelse af data
Monitoreringen baseres på indkomne data fra LPR og Regionernes Kliniske Kvalitetsudvik-
lingsprogram (RKKP)Sundhedsstyrelsen er opmærksom på, at data kan være behæftet
med fejl, bl.a. pga. af fejlregistreringer eller manglende registreringer. Det vil fremgå af
specialevejledningerne, hvordan de enkelte specialfunktioner fremadrettet bliver monitore-
ret blandt andet med henblik på at undgå manglende registrering. Hvis der viser sig at væ-
re udfordringer med datatrækket, vil Sundhedsstyrelsen se på det.
Data tænkes anvendt til deskriptive opgørelser, som regionerne og private sygehuse får
mulighed for at kommentere på. Sundhedsstyrelsen er opmærksom på, at data fra monito-
reringen vil skulle anvendes med forsigtighed; specielt de første år, hvor monitoreringsmo-
dellen afprøves, og hvor der i nogle tilfælde trækkes data på nyetablerede specialfunktio-
ner og/eller en ny kombination af registreringskoder fra LPR eller de kliniske kvalitetsdata-
ser.
Processen forventes at være sådan, at Sundhedsstyrelsen fremsender datatræk for de ud-
valgte indikatorer for hvert speciale i forbindelse med statusrapporterne. Regioner og priva-
te sygehuse vil derefter blive bedt om at kommentere på disse datatræk, så de opgjorte
monitoreringsdata kvalificeres lokalt.
22
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0024.png
Sundhedsstyrelsen vil anvende data til at vurdere, hvorvidt den pågældende specialfunkti-
on varetages i overensstemmelse med specialevejledningen i henhold til volumen og kvali-
tet. Sundhedsstyrelsen vurderer kvaliteten dels via de kvalitetsmål, der er opstillet i de kli-
niske kvalitetsdatabaser, dels i andre tilfælde på baggrund af rådgivning fra specialear-
bejdsgrupperne, der har bidraget til at definere, hvordan kvalitet kan vurderes ud fra træk i
LPR. Hvis Sundhedsstyrelsen, på baggrund af data, finder behov for at justere specialfunk-
tionen eller varetagelsen heraf, fx ved at stille nye eller ændrede krav, ved at begrænse el-
ler udvide antallet af godkendte sygehusmatrikler eller lignende, vil Sundhedsstyrelsen
vurdere, hvorvidt oplysningerne skal indgå i en kommende generel ansøgningsrunde, eller
om der er behov for at foretage justeringen hurtigere, det vil sige imellem ansøgningsrun-
der. Sundhedsstyrelsen vil ved behov for justering af specialfunktionen eller varetagelsen
heraf indhente rådgivning fra Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning.
Data vil ikke blive offentliggjort, men vil være omfattet af reglerne om aktindsigt, hvis der
anmodes herom.
Videre opfølgning på specialeplanen
Sundhedsstyrelsen vil løbende vurdere, hvordan der bedst følges op på specialeplanen.
De årlige statusrapporter kan således variere fra år til år, ligesom modellen for monitore-
ring forventes at blive udviklet løbende. Erfaringerne fra monitorering af den kommende
specialeplan skal anvendes til på sigt gradvist at udrulle en mere dækkende monitorering
af specialeplanen, når de første erfaringer med monitorering i sammenhæng med status-
rapporterne er indhentet
.
23
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0025.png
7.
KRITERIER FOR ETABLERING OG
PLACERING AF
UDVIKLINGSFUNKTIONER
I alle specialer og specialfunktioner er der uafklarede problemstillinger og behov for ny vi-
den. For specialfunktioner er der fastsat en generel forpligtelse til at dokumentere, udvikle,
forske og uddanne, og dette er således en integreret del af forpligtelsen for at varetage
funktionen.
På enkelte områder/funktioner kan der være et helt særligt behov for afklaring i relation til
den fremtidige specialeplanlægning, og Sundhedsstyrelsen kan i disse tilfælde vælge at
fastsætte funktionen som en udviklingsfunktion med deraf følgende udspecificerede op-
følgningskrav.
7.1 ETABLERING AF UDVIKLINGSFUNKTIONER
Sundhedsstyrelsen etablerer udelukkende udviklingsfunktioner, når der er et helt særligt
behov for en landsdækkende tæt opfølgning af en specialfunktion, der er uafklaret, fx med
hensyn til anvendelsesområder, indikationer, faglige forudsætninger mv.
Ved forslag om indførelse af en udviklingsfunktion skal der angives en konkret og detaljeret
begrundelse herfor omfattende bl.a. en opsummering af problemstilling, forventet volumen
mv., som kan beskrive nødvendigheden af at oprette en udviklingsfunktion. Af begrundel-
sen skal også fremgå, hvori problemstillingen adskiller sig fra den almindelige udvikling in-
den for behandlingsmetoder og -modaliteter, som løbende finder sted i sundhedsvæsenet,
men som ikke nødvendigvis forudsætter, at funktionen etableres som en udviklingsfunkti-
on.
Sundhedsstyrelsen beslutter, efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlæg-
ning, hvornår indførelse af en ny behandling, ny teknologi eller lignende skal fastsættes
som en udviklingsfunktion.
For udviklingsfunktioner gælder:
At indførelse af den nye funktion i særlig grad er uafklaret
At der er behov for en tæt landsdækkende opfølgning med ledsagende regel-
mæssig rapportering
At der i løbet af en kortere årrække kan forventes at ske en afklaring af funktio-
nens fremtidige indplacering i specialeplanlægningen
Udviklingsfunktioner indplaceres kun på specialiseret niveau, hvilket vil sige enten som en
regions- eller højt specialiseret funktion.
Funktionerne vil løbende blive vurderet med udgangspunkt i den årlige nationale status for
udviklingsfunktionen, herunder om og hvordan disse fremtidigt kan indplaceres i speciale-
planlægningen. Der fastlægges på forhånd en forventet tidshorisont for afvikling af udvik-
lingsfunktionen med henblik på, at funktionen skal være et behandlingstilbud og dermed
overgår til at være en hoved-, regions- eller højt specialiseret funktion.
24
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0026.png
Det forudsættes i øvrigt, at de videnskabelige selskaber, regioner og private sygehuse ori-
enterer Sundhedsstyrelsen, hvis udviklingen medfører behov for revurdering af en aktuel
udviklingsfunktion eller indførelse af nye udviklingsfunktioner.
Processen for fastsættelse, placering og godkendelse af varetagelsen af udviklingsfunktio-
ner foregår på samme måde som for øvrige specialfunktioner.
Når en udviklingsfunktion er placeret, nedsættes en faglig opfølgningsgruppe for den spe-
cifikke funktion med deltagelse af de relevante faglige selskaber samt de sygehuse, som
varetager funktionen.
7.2 KRAV TIL VARETAGELSE AF UDVIKLINGSFUNKTIONER
Generelt for enhver udviklingsfunktion gælder, at der stilles følgende krav, som dog fast-
lægges endeligt i forhold til den konkrete funktion:
Nedsættelse af en faglig opfølgningsgruppe
Beskrivelse af grundlaget for varetagelsen i en projektbeskrivelse/protokol
Erfaringsopsamling med årlig afrapportering til Sundhedsstyrelsen om status for
funktionen
Afrapportering inden for en veldefineret tidshorisont med udgangspunkt i mini-MTV-
tankegangen tilpasset udviklingsfunktioner
Andre for funktionen relevante specifikke krav
Varetagelsen af udviklingsfunktioner skal i øvrigt generelt ske i overensstemmelse med
specialevejledningerne, det vil sige de krav til vagtforhold, samarbejdende specialer mm.,
som er angivet på henholdsvis regions- eller højt specialiseret niveau i specialevejlednin-
gerne.
Sundhedsstyrelsen udarbejder et generelt kommissorium (bilag 2) inkl. sammensætning og
opgaver for de faglige opfølgningsgrupper. Kommissoriet kan tilpasses eventuelle speci-
fikke forhold vedrørende funktionen.
Den faglige opfølgningsgruppe skal udarbejde en protokol for varetagelse af funktionen (bi-
lag 3), have ansvar for at opbygge en ensartet erfaringsopsamling samt være ansvarlige
for at afgive den årlige status til Sundhedsstyrelsen, medmindre Sundhedsstyrelsen beslut-
ter andet.
Opfølgningsgruppen skal ligeledes udarbejde og indsende en national rapport (herunder
en mini-MTV) når udviklingsfunktionen skal revurderes, medmindre Sundhedsstyrelsen
beslutter andet.
25
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0027.png
8.
OPRETTELSE AF NYE
SPECIALFUNKTIONER OG ANSØGNING
OM EKSISTERENDE FUNKTIONER UDEN
FOR ANSØGNINGSRUNDER
Ændringer i, nedlæggelse og oprettelse af (nye) specialfunktioner finder sted i samarbejde
med faglige og regionale repræsentanter i forbindelse med de regelmæssige revisioner af
specialevejledningerne/specialeplanen, hvor det ligeledes er muligt for regioner og private
sygehuse at søge om godkendelse til at varetage specialfunktioner.
Overordnet set skal der være tungtvejende grunde til at oprette nye specialfunktioner og
genåbne ansøgningsrunder for allerede placerede specialfunktioner. Dette skyldes bl.a., at
genåbning af ansøgningsrunder potentielt kan påvirke den samlede nationale varetagelse
af de berørte specialfunktioner, og derudover at man som godkendt sygehus skal sikres
mulighed for langsigtet planlægning. Der kan dog i visse tilfælde være et helt særligt behov
herfor, hvorfor der er følgende generelle principper for, hvornår det kan overvejes at opret-
te nye specialfunktioner, samt hvornår en allerede gennemført ansøgningsrunde for speci-
alfunktioner kan genåbnes.
8.1 OPRETTELSE AF NYE FUNKTIONER
Følgende overordnede principper anvendes ved beslutning om oprettelse af specialfunkti-
oner uden for specialeplanlægningsrunder:
Der skal være et betydeligt behov for nye funktioner, hvis disse skal oprettes uden
for en fremtidig generel revision af specialeplanen
Ved funktioner omfattende patientgrupper, hvor der findes et behov for sam-
ling/etablering af funktionen, som af patienthensyn ikke kan afvente en kommende
revision af specialeplanen, kan en eventuel oprettelse af specialfunktion overvejes
(fx funktioner, der ikke blev medtaget i den oprindelige ansøgningsrunde, eller funk-
tioner hvor der er fremkommet ny viden eller ny og avanceret teknologi, der nød-
vendiggør en samling)
Der skal være bred enighed om ovenstående baseret på tilkendegivelser fra Den
Regionale Baggrundsgruppe for Specialeplanlægning og/eller Det Rådgivende Ud-
valg for Specialeplanlægning
26
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0028.png
8.2 ANSØGNING OM EKSISTERENDE FUNKTIONER
Følgende overordnede principper anvendes ved ansøgninger uden for ordinære ansøg-
ningsrunder:
Ved kapacitetsproblemer blandt de allerede godkendte sygehuse kan det overvejes
at vurdere indkomne ansøgninger om allerede eksisterende specialfunktioner
Væsentlige og tungtvejende andre argumenter fra ansøger kan muliggøre vurdering
af indkomne ansøgninger om allerede eksisterende specialfunktioner (fx at væsent-
lige patienthensyn gør, at placering på yderligere matrikler ikke kan afvente en
kommende revision af specialeplanen, eller at det vil være en væsentlig hindring for
en regions fortsatte udvikling af sit sundhedsvæsen, hvis etablering af en funktion
skal afvente fornyet ansøgningsrunde, og hvor udviklingen på området tilsiger, at
funktionen på sigt kan/bør spredes til flere matrikler)
Der skal være bred enighed om ovenstående baseret på tilkendegivelser fra Den
Regionale Baggrundsgruppe for Specialeplanlægning og/eller Det Rådgivende Ud-
valg for Specialeplanlægning
Sundhedsstyrelsen kan i tilfælde, hvor det skønnes tilstrækkeligt, vurdere indkomne an-
søgninger uden at inddrage Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning eller Den
Regionale Baggrundsgruppe for Specialeplanlægning, fx i forbindelse med ændringer i
placeringen af eksisterende specialfunktioner i en given region som følge af ændringer i
sundhedsplaner mv
.
27
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0029.png
9.
PRINCIPPER FOR FRATAGELSE AF
GODKENDELSER TIL VARETAGELSE AF
SPECIALFUNKTIONER
Revurdering af godkendelser, herunder overvejelser om fratagelse af godkendelser, sker,
hvis Sundhedsstyrelsen vurderer, at et sygehus med godkendelse til varetagelse af en
specialfunktion ikke længere kan opretholde den faglige kvalitet i tilstrækkeligt omfang.
Sundhedsstyrelsen har efter rådgivning fra Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlæg-
ning, og med udgangspunkt i sundhedsloven, fastsat en række nærmere bestemte princip-
per for fratagelse af godkendelser til varetagelse af specialfunktioner.
Overvejelser om fratagelse af godkendelser til specialfunktioner kan bl.a. forekomme, hvis
der sker ændringer i varetagelsen, herunder et fald i volumen eller et lavere volu-
men end forventet på ansøgningstidspunktet,
der er et lavere antal speciallæger eller andet nødvendigt personale end forudsat,
der er fravær af samarbejdende specialer, samt andre forhold, der vurderes at kun-
ne føre til et fald i den faglige kvalitet eller forhold, som var en forudsætning for god-
kendelsen og ikke længere opfyldes.
Bilag 4 beskriver den nærmere proces for fratagelse af sygehuses godkendelse til vareta-
gelse af specialfunktioner.
Sundhedsstyrelsen kan inddrage en godkendelse til varetagelse af en specialfunktion efter
høring af Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning, såfremt en sygehusafdeling
med godkendelse til udførelse af regions- og højt specialiserede funktioner, ikke opfylder
kravene gennemgået i kapitel 4 samt konkrete beskrivelser i de enkelte specialevejledninger.
Fratagelse af godkendelse til udførelse af specialfunktioner foretages af Sundhedsstyrel-
sen med hjemmel i sundhedslovens § 208, stk. 4. Se desuden bilag 4 for en gennemgang
af lovgrundlaget for fratagelse af godkendelser.
Et sygehus kan desuden til enhver tid frivilligt frasige sig sin godkendelse til varetagelse af
en specialfunktion, hvis sygehuset skønner, at det ikke (længere) kan opfylde de krav på
baggrund af hvilke, godkendelsen er givet. Frasigelse af godkendelse sker ved henvendel-
se til Sundhedsstyrelsen.
28
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0030.png
BILAG
Bilag 1:
Bilag 2:
Bilag 3:
Bilag 4:
Model for indhold af en formaliseret samarbejdsaftale
Kommissorium og faglig opfølgningsgruppe for udviklingsfunktioner
Skabelon for protokol/projektbeskrivelse for udviklingsfunktioner
Lovgrundlag og procedure for fratagelse af godkendelser til varetagelse af specialfunktioner
29
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0031.png
BILAG 1:
MODEL FOR INDHOLD AF EN
FORMALISERET SAMARBEJDSAFTALE
Model for indhold i en formaliseret samarbejdsaftale i specialeplanen
Det formaliserede samarbejde skal være beskrevet i en fælles samarbejdsaftale. Neden-
stående forhold bør beskrives i den formaliserede samarbejdsaftale, hvis det er relevant for
den givne funktion:
Definition og afgrænsning af patientgruppe, herunder eventuelt afgrænsning af de
dele af patientforløbet, samarbejdsaftalen omhandler
Principper for visitation, samt indikationer for udredning og behandling
Kliniske retningslinjer
Samarbejdende specialer ved varetagelsen af funktionen
Bemanding af funktionen på det samarbejdende sygehus, herunder beskrivelse af
personalets kompetencer og erfaring
Vagtberedskab
Det faglige samarbejde mellem sygehusene
Samarbejde om kvalitetssikring og -udvikling
Uddannelse/udveksling af personale
Kapacitets- og aktivitetsniveau for de samarbejdende sygehuse
Eventuelt beskrivelse af transport mellem sygehuse ved akut eller elektiv overflyt-
ning af patienter
Samarbejde omkring forskning og udvikling inden for de pågældende funktioner
Samarbejde omkring uddannelse, herunder efter- og videreuddannelse
Andre relevante samarbejdsområder
Evaluering, varighed og tidshorisont
30
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0032.png
BILAG 2:
KOMMISSORIUM OG FAGLIG
OPFØLGNINGSGRUPPE FOR
UDVIKLINGSFUNKTIONER
For hver udviklingsfunktion nedsættes der en faglig opfølgningsgruppe, der har ansvaret
for udarbejdelse af protokol/projektbeskrivelse, erfaringsopsamling, udarbejdelse af natio-
nal status og årlige statusrapporter.
Protokol/projektbeskrivelse
Den faglige opfølgningsgruppe skal udarbejde protokol/projektbeskrivelse med beskrivelse
af problemstilling, formål, tilrettelæggelse, omfang mv. af projektet herunder bl.a. vedr. an-
vendelsesområder, indikation, forventet effekt, krav til faglige forudsætninger og organise-
ring, herunder eventuelle kliniske retningslinjer.
Protokollen skal
udarbejdes inden for de første firemåneder efter nedsættelse af gruppen, samt op-
dateres årligt af gruppen, medmindre andet aftales med Sundhedsstyrelsen,
følge Sundhedsstyrelsens disposition herfor samt omfatte projektets tilrettelæggelse
og gennemførelse, herunder praktiske milepæle, ansvars- og opgavefordeling mv.,
indeholde relevant tidsplan for national rapport samt revurdering af funktionens sta-
tus som udviklingsfunktion,
indeholde andre for funktionen relevante krav i henhold til Sundhedsstyrelsens god-
kendelse af funktionen.
Protokollen samt opdateringer skal godkendes af Sundhedsstyrelsen.
Erfaringsopsamling
Den faglige opfølgningsgruppe har ansvar for at opbygge samt sikre drift af en ensar-
tet/sammenlignelig erfaringsopsamling på alle de sygehuse, der varetager funktionen.
Gruppen fastsætter indikatorer samt plan for erfaringsopsamlingen.
Erfaringsopsamling kan fx være i form af indrapportering af relevante og sammenlignelige
data til en database med udgivelse af årlig statusrapport. Findes der en relevant national
database på området eller nærliggende område, skal det primært søges at bygge rapporte-
ring herpå, herunder eventuelt ved udbygning med yderligere indikatorer. Dette prioriteres
frem for opbygningen af nye databaser.
Hvis der ikke foreligger en database på området, skal sikres anden relevant erfaringsop-
samling, fx journalaudits eller andet.
31
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0033.png
Årlig status
Den faglige opfølgningsgruppe skal årligt afgive status til Sundhedsstyrelsen, medmindre
andet aftales. Status skal indeholde de i protokollen anførte områder.
Statusredegørelsen er som udgangspunkt en kort skriftlig redegørelse dækkende alle de
sygehuse, der varetager funktionen.
National rapport
På baggrund af de opsamlede data skal den faglige opfølgningsgruppe udarbejde og ind-
sende en national rapport til Sundhedsstyrelsen.
Den nationale rapport skal følge Sundhedsstyrelsens disposition herfor (bilag 3). Neden-
stående mini-MTV-spørgeskema, der er søgt tilpasset udviklingsfunktioner, skal anvendes.
Rapporten skal godkendes af Sundhedsstyrelsen før offentliggørelse.
Den nationale rapport skal indsendes til Sundhedsstyrelsen inden for en veldefineret tids-
horisont aftalt med Sundhedsstyrelsen. I rapporten skal indgå de for funktionen relevante
krav i henhold til styrelsens godkendelse af funktionen.
Den faglige opfølgningsgruppes sammensætning
Medlemmer
Den faglige opfølgningsgruppe sammensættes af repræsentanter for relevante faglige sel-
skaber samt de involverede sygehuse mv., som varetager funktionen.
Som udgangspunkt udpeger de relevante faglige selskaber en til to repræsentanter hver,
og de involverede sygehuse m.v., som varetager udviklingsfunktionen udpeger hver et
medlem af gruppen. Opfølgningsgruppens medlemmer skal have den fornødne indsigt i
området. Desuden udpeges to medlemmer fra det regionale ledelsesmæssige niveau.
Ved involvering af flere specialer eller fagområder skal der sikres koordinering ved udpeg-
ningerne, således at det sikres, at alle specialer er repræsenteret ved mindst to medlem-
mer, og at eventuelle væsentlige fagområder er repræsenteret i gruppen.
Sundhedsstyrelsen kan derudover udpege medlemmer af opfølgningsgruppen således at
den nødvendige bredde i repræsentationen sikres. Sundhedsstyrelsen deltager i opfølg-
ningsgruppens møder efter behov.
Formandskab
Den faglige opfølgningsgruppe konstituerer sig med en formand samt næstformand blandt
gruppens medlemmer. Formanden udpeges af et af de deltagende faglige selskaber. Op-
følgningsgruppens møder ledes af formanden. Formanden skal sikre, at Sundhedsstyrel-
sen til enhver tid er orienteret om gruppens arbejde, samt at Sundhedsstyrelsen modtager
de beskrevne produkter rettidigt.
Sundhedsstyrelsen skal godkende gruppens sammensætning samt formandskab og kan i
helt særlige tilfælde vælge selv at lede gruppen.
Sekretariatsfunktion og nedsættelse af udvalg
Sekretariatsfunktionen for den faglige opfølgningsgruppe følger formanden. De relevante
driftsherrer driver, efter aftale, sekretariatsbetjening af gruppen, eventuel database, hvis
sådan ikke allerede forefindes, samt øvrige udgifter i forbindelse med gruppens drift.
Opfølgningsgruppen kan nedsætte et forretningsudvalg, hvor gruppens størrelse tilsiger
det af hensyn til gruppens funktionsmulighed. Opfølgningsgruppen kan desuden nedsætte
ad hoc underarbejdsgrupper og herunder inddrage andre relevante personer.
Opfølgningsgruppen kan i øvrigt inddrage regionale kompetencer, fx MTV-kompetencer,
efter behov.
32
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0034.png
Mødefrekvens
Den faglige opfølgningsgruppe beslutter selv mødefrekvens, dog mindst to gange årligt.
Der forudses en mødefrekvens med tre til firemøder årligt efter opstart og udarbejdelse af
projektbeskrivelse.
Sundhedsstyrelsen afholder årligt et samlet møde med formandskaberne for opfølgnings-
grupperne med henblik på opfølgning samt sikring af erfaringsudveksling mellem grupper-
ne.
Sundhedsstyrelsen kan derudover indkalde opfølgningsgrupperne til årlige statusmøder
samt møder ad hoc, hvis Sundhedsstyrelsen finder behov herfor.
Mødereferat
Referatet har form af beslutningsreferat. Referatet fremsendes til Sundhedsstyrelsen til
orientering senest en måned efter mødets afholdelse.
.
33
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0035.png
BILAG 3:
SKABELON FOR
PROTOKOL/PROJEKTBESKRIVELSE FOR
UDVIKLINGSFUNKTIONER
Protokollen skal sikre beskrivelse af problemstilling, formål, tilgrundliggende evidens, tilret-
telæggelse, omfang mv. af projektet herunder bl.a. vedr. anvendelsesområder, indikation,
forventet effekt, krav til faglige forudsætninger og organisering etc. Heri indgår ensrettede
retningslinjer for organisering, sikring af kompetencer og erfaring, visitation og udredning af
patienter, forløb før og under behandling, opfølgning og kontrol samt kvalitetssikring.
Introduktion og baggrund
Beskrivelse af udviklingsfunktionen og baggrund, herunder problemstilling, formål, fo-
rekomst samt øvrige behandlingsmuligheder
Kort litteraturgennemgang af den evidens, dansk og internationalt, der ligger til grund
Vurdering af anvendelighed af foreliggende litteratur i forhold til den aktuelle udvik-
lingsfunktion og det planlagte behandlingsregime
Retningslinjer for visitation og behandling
Materiale og metode
Anvendelsesområde og indikation (inklusions- og eksklusionskriterier)
Forventede antal patienter eller antal procedurer på landsplan
Retningslinjer for behandling
Forventet effekt
Mulige risici, bivirkninger eller andre uønskede effekter
Særlige etiske eller psykologiske overvejelser
Andre patientforhold
Organisatoriske forhold
Nødvendigt volumen
Kompetencer, erfaring og uddannelse mv. – eventuelt. specificeret for hvert involveret
speciale
Sammenhæng med andre specialfunktioner i specialet/specialerne
Fysiske rammer eller udstyr
Eventuelle vagtforhold
Samarbejdende specialer i øvrigt
Samarbejde med andre sygehuse eller sektorer
Andre forudsætninger, der kræves opfyldt fra start
34
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0036.png
Erfaringsopsamling
Metode for erfaringsopsamling herunder indikatorer, tidsplan mv.
Erfaringsopsamling kan eventuelt beskrives i selvstændigt notat
For opfølgningsgruppens opgaver samt for hver involveret afdeling
Hvordan sikres koordinering på tværs af afdelinger/sygehuse mv.
Arbejdsgruppens sammensætning
Referencer
Tidsplan samt ansvarsforhold
Referenceliste
35
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0037.png
BILAG 4:
LOVGRUNDLAG OG PROCEDURE FOR
FRATAGELSE AF GODKENDELSER TIL
VARETAGELSE AF SPECIALFUNKTIONER
Lovgrundlag for fratagelse af godkendelse
Fratagelse af godkendelse til udførelse af specialfunktioner foretages af Sundhedsstyrel-
sen med hjemmel i sundhedslovens § 208, stk. 4. Heraf fremgår, at Sundhedsstyrelsen
kan inddrage en godkendelse efter høring af Sundhedsstyrelsens Rådgivende Udvalg for
Specialeplanlægning, såfremt en sygehusafdeling med godkendelse til varetagelse af re-
gions- og højtspecialiserede funktioner, trods pålæg herom fra Sundhedsstyrelsen, ikke op-
fylder de af Sundhedsstyrelsen fastsatte krav.
Fastsatte krav skal forstås bredt og omhandler bl.a. krav specificeret i Sundhedsstyrelsens
specialevejledninger, notater, godkendelsesbreve og øvrige udmeldinger m.v. på området.
Desuden henvises til det i sundhedslovens § 208, stk. 5 angivne krav om indsendelse af
årlige statusrapporter.
Sundhedsstyrelsens afgørelse kan jf. sundhedslovens § 208 stk. 4 indbringes for ministe-
ren for sundhed og forebyggelse. Indbringelsen har dog ikke opsættende virkning, med-
mindre ministeren for sundhed og forebyggelse bestemmer andet. Sundhedsstyrelsens af-
gørelse træder således i kraft umiddelbart, medmindre andet bestemmes af ministeren for
sundhed og forebyggelse.
Sundhedsstyrelsens sagsgang ved fratagelse af godkendelse
Følgende sagsgang anvendes så vidt muligt ved vurdering og behandling af sager om fra-
tagelse af godkendelser.
1. Sundhedsstyrelsen konstaterer, at en given specialfunktion ikke varetages i over-
ensstemmelse med de af Sundhedsstyrelsen fastsatte krav og forudsætninger, her-
under krav specificeret i Sundhedsstyrelsens specialevejledninger, notater, godken-
delsesbreve og øvrige udmeldinger m.v. på området.
2. Sundhedsstyrelsen tager kontakt til det pågældende godkendte sygehus/region for
en høring af denne. Sygehuset/regionen kan, efter Sundhedsstyrelsens vurdering, i
det konkrete tilfælde, eventuelt blive anmodet om at indsende en redegørelse og en
plan for, hvordan problemet planlægges afhjulpet. Sundhedsstyrelsen kan endvide-
re i den anledning give sygehuset/regionen et pålæg om, at Sundhedsstyrelsens
krav, som beskrevet i punkt 1, skal følges, og at Sundhedsstyrelsen har til hensigt at
tage skridt mod en fratagelse af specialfunktionsgodkendelsen, såfremt sygehuset
ikke følger Sundhedsstyrelsens anvisninger inden for en given tidsfrist.
3. Såfremt det pågældende sygehus herefter ikke indsender en redegørelse med be-
skrivelse af, hvordan sygehuset agter at rette op på afvigelsen, eller at den indsend-
te redegørelse ikke i tilfredsstillende grad betrygger Sundhedsstyrelsen, kan Sund-
hedsstyrelsen vælge at tage skridt mod en fratagelse af godkendelsen.
4. Sundhedsstyrelsen hører Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning om den
foreslåede sanktion over for sygehuset/regionen og træffer herefter sin beslutning.
36
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0038.png
5. Det pågældende sygehus/region har derefter en nærmere fastsat indsigelsesfrist til
at komme med eventuelle nye, væsentlige oplysninger, som Sundhedsstyrelsen bør
være bekendt med i sin sagsbehandling.
6. Sundhedsstyrelsen træffer sin endelige afgørelse vedr. fratagelse af specialfunkti-
onsgodkendelse, eventuelt med fornyet høring af Det Rådgivende Udvalg for Spe-
cialeplanlægning, hvis Sundhedsstyrelsen finder behov herfor.
7. Ved fratagelse af godkendelse kan det pågældende sygehus/region vælge at ind-
bringe Sundhedsstyrelsens afgørelse for ministeren for sundhed og forebyggelse,
idet indbringelsen ikke har opsættende virkning, medmindre ministeren for sundhed
og forebyggelse bestemmer andet.
37
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0039.png
38
SPECIALEPLANLÆGNING – BEGREBER, PRINCIPPER OG KRAV
SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1273: Spm. om kommentar til præsentation fra Emil Ottesen og Matthias Kalmeyers foretræde om hjemtagelse af phalloplastik til Danmark m.m., til sundhedsministeren
2424872_0040.png
sundhedsstyrelsen.dk