SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1108: Spm. om kommentar til henvendelse omdelt på SUU alm. del

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundhedsudvalg

Dato: 10-05-2021

Enhed: SUNDJUR

Sagsbeh.: DEPCALP

Sagsnr.: 2107047

Dok. nr.: 1712423

Folketingets Sundhedsudvalg har den 12. april 2021 stillet følgende spørgsmål nr.

1108 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet

efter ønske fra Liselott Blixt (DF).

Spørgsmål nr. 1108:

”Vil

ministeren kommentere henvendelsen, jf. SUU alm. del

–

bilag 361, samt svare

på de spørgsmål der bliver rejst i henvendelsen”

Svar:

Som sundhedsminister har jeg ikke mulighed for at gå ind i den konkrete sag, men det

gør mig naturligvis ondt at læse om den sorg og frustration hos de pårørende, som

forløbet har givet anledning til.

Jeg vil derfor indledningsvis henvise til Styrelsen for Patientsikkerhed som tilsynsmyn-

dighed samt Styrelsen for Patientklager som klageinstans.

Til brug for min besvarelse af de i henvendelsen rejste spørgsmål har jeg indhentet et

bidrag fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som jeg kan henholde mig til. Styrelsen for

Patientsikkerhed oplyser følgende:

”Terminalerklæringer

Styrelsen for Patientsikkerhed kan oplyse, at når en patient har en begrænset levetid

og er i den terminale fase, kan den behandlingsansvarlige læge udstede en terminal-

erklæring. Terminalerklæringen er en henvisning til patientens kommune, som giver

adgang til en række ydelser, herunder fx gratis medicin, støtte og mulighed for pleje-

orlov til pårørende m.v.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at en terminalerklæring ikke er ensbetydende

med, at patienten er uafvendeligt døende i sundhedslovens forstand eller at livsfor-

længende behandling er fravalgt for den enkelte patient. Dette er ikke formålet med

terminalerklæringen. En terminalerklæring alene vil derfor ikke være nok til, at man

som sundhedsperson kan afbryde eller lade være med at iværksætte livsforlængende

behandling.

Fravalg og afbrydelse af livsforlængende behandling

Styrelsen for Patientsikkerheds bidrag vil tage udgangspunkt i vejledning nr. 9935 af

29. oktober 2019 om fravalg og afbrydelse af livsforlængende behandling (herefter

kaldet ”vejled i ge ” , so beskriver regler e på o rådet.

Vi skal gøre opmærksom på, at fravalg og afbrydelse af livsforlængende behandling er

to forskellige situationer. Ved fravalg af livsforlængende behandling henvises til at be-

handlingen ikke er iværksat endnu. Ved afbrydelse vil der allerede være igangsat livs-

forlængende behandling.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1108: Spm. om kommentar til henvendelse omdelt på SUU alm. del - bilag 361, til sundhedsministeren

Fravalg af livsforlængende behandling

Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbre-

delse, bedring eller lindring, men alene en vis livsforlængelse, fx respiratorbehand-

ling, parenteral ernæring, sondeernæring og væsketilførsel. Genoplivningsforsøg er

også livsforlængende behandling, men genoplivning er reguleret særskilt i en anden

vejledning (VEJ nr. 9934 af 29. oktober 2019).

Sundhedsfagligt fravalg af livsforlængende behandling

Den behandlingsansvarlig læge skal så snart det er relevant vurdere, om der er læge-

fagligt grundlag for at tage stilling til fravalg af livsforlængende behandling.

Når den behandlingsansvarlige læge udsteder en terminalerklæring, udfylder en an-

søgning om terminaltilskud eller ordinerer terminal pleje, skal lægen også vurdere,

om der er grundlag for at tage stilling til fravalg af livsforlængende behandling. Dette

følger af vejledningens pkt. 2.1.

Det er kun den behandlingsansvarlige læge eller habile patienter, som kan vælge, at

der ikke skal iværksættes livsforlængende behandling.

Når der er tale om varigt inhabile patienter vil det være den behandlingsansvarlige

læge, der kan beslutte, at der ikke skal iværksættes livsforlængende behandling.

Den behandlingsansvarlige læge kan beslutte, at der ikke skal iværksættes livsforlæn-

gende behandling, hvis patienten er alvorligt syg eller døende, og videre behandling

vurderes udsigtsløs. I sine overvejelser, skal lægen inddrage patienten og patientens

ær este pårøre de, værge eller fre tidsfuld ægtige herefter ” ær este pårø-

re de .fl.” . Det er dog læge , der træffer

den endelige beslutning.

Den behandlingsansvarlige læge skal i sin vurdering lægge vægt på patientens hold-

ning og helbredstilstand. Lægen skal også lægge vægt på, om der er udsigt til bedring

og hvilke behandlingsmuligheder, der findes. Er patienten ikke i stand til at udtrykke

sin holdning, skal evt. tidligere tilkendegivelser fra patienten også indgå i lægens vur-

dering.

Livsforlængende behandling kan vurderes at være udsigtsløs, når:

a) patienten er uafvendeligt døende

b) patienten er svært invalideret i en sådan grad, at patienten varigt er ude af

stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt og er afskåret fra enhver

form for meningsfuld menneskelig kontakt

c) der er tale om en ikke-uafvendeligt døende patient, hvor behandlingen må-

ske kan føre til overlevelse, men hvor de fysiske konsekvenser af sygdom-

men eller behandlingen vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.

Sundhedspersonernes ansvar, når der er sket fravalg af livsforlængende behandling

Hvis patientens tilstand ændrer sig væsentligt til det bedre efter et lægeligt fravalg,

skal de øvrige sundhedspersoner kontakte den behandlingsansvarlige læge med hen-

blik på revurdering.

Afbrydelse af allerede igangsat livsforlængende behandling

Side 2

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1108: Spm. om kommentar til henvendelse omdelt på SUU alm. del - bilag 361, til sundhedsministeren

Styrelsens besvarelse tager udgangspunkt i, at der efter oplysningerne er tale om en

varigt inhabil patient, der er ikke uafvendeligt døende, modtager livsforlængende be-

handling og og som er svært invalideret og ikke kan tage vare på sig selv fysisk og

mentalt.

Det er kun habile patienter og den behandlingsansvarlige læge, der kan beslutte, at

en livsforlængende behandling skal afbrydes. Varigt inhabile patienter og patienters

nærmeste pårørende m.fl. har ikke kompetence til at beslutte dette, men skal om

muligt inddrages forud for beslutningen.

Den behandlingsansvarlige læge vurderer, at livsforlængende behandling skal

afbrydes

Den behandlingsansvarlige læge kan som udgangspunkt ikke afbryde allerede iværk-

sat livsforlængende behandling af en varigt inhabil patient, hvis patientens nærmeste

pårørende m.fl. ønsker, at behandlingen fortsættes.

Det er Styrelsen for Patientsikkerheds opfattelse, at den behandlingsansvarlige læge

altid og for hver enkelt patient skal og må foretage en konkret vurdering af patien-

tens tilstand og udsigter til bedring samt foreliggende behandlingsmuligheder. Det er

lægens opgave at foretage denne totalvurdering og i den forbindelse skal lægen

handle i overensstemmelse med efter autorisationslovens krav om omhu og samvit-

tighedsfuldhed, hjælpepligt og anden relevant lovgivning i det pågældende tilfælde,

herunder sundhedsloven og straffeloven.

Det følger af vejledningens pkt. 4.2, at der ikke er en ubetinget lægelig pligt til at fort-

sætte en udsigtsløs livsforlængende behandling. I det tilfælde kan lægen undtagelses-

vis vælge at afbryde den livsforlængende behandling, hvis videre behandling vurderes

udsigtsløs, jf. vejled i ge s pkt. . ”Kriterier for fravalg”.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal gøre opmærksom på, at det er meget vigtigt at

vurdere, hvorvidt en afbrydelse af behandlingen i det pågældende tilfælde og under

de konkrete omstændigheder kan blive anset for værende i strid med straffelovens §

237 (drab) eller tilsidesættelse af hjælpepligterne efter autorisationsloven eller efter

straffeloven §§ 250-253.

Beslutter den behandlingsansvarlige læge at livsforlængende behandling kan afbry-

des, skal lægen sikre sig, at de nærmeste pårørende m.fl. er tilstrækkeligt informeret

om patientens nært forestående død. Informationen er dog ikke et krav, hvis det læ-

gefagligt vurderes, at den tid, det tager at informere nærmeste pårørende m.fl., vil

medføre unødvendig lidelse for patienten.

Hvis der er forskellige faglige opfattelser af behandlingsbehovet hos det sundheds-

personale, som behandler patienten, er det styrelsens opfattelse, at den behandlings-

ansvarlige læge bør følge op på dette for blandt andet at undgå utryghed hos sund-

hedspersonalet, patienten eller de nærmeste pårørende m.fl. Eventuelle forskellige

opfattelser bør derfor tydeligt klarlægges og drøftes. Det kan f.eks. dreje sig om diag-

nose, prognose, patientens livskvalitet eller hvad der i øvrigt kan anses for etisk ac-

ceptabelt. I nødvendigt omfang kan der også søges råd hos f.eks. andre specialister.

Side 3

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1108: Spm. om kommentar til henvendelse omdelt på SUU alm. del - bilag 361, til sundhedsministeren

Hvis plejepersonalet omkring patienten udtrykker klar manglende forståelse for be-

handlingsniveauet, bør den lægelige vurdering uddybes og forklares nærmere til be-

handlingsteamet eller eventuelt justeres, hvis der efter fornyede drøftelser fra læge-

lig side anses behov for det.”

Med venlig hilsen

Magnus Heunicke

Camilla Lerager Andersen

Side 4