SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1068: Spm., om ministeren vil sikre mulighed for også at kunne tage en overbygning/en diplomuddannelse som paramediciner på en klassisk erhvervsuddannelse som ambulancebehandler, både så man kan sikre tilstrækkeligt med paramedicinere til ambulanceberedskabet og udviklingsmuligheder for de klassiske ambulancebehandlere, til sundhedsministeren

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt

2020

Anbefalinger for

organisering af den

akutte sundhedsindsats

Planlægningsgrundlag for de

kommende 10 år

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1068: Spm., om ministeren vil sikre mulighed for også at kunne tage en overbygning/en diplomuddannelse som paramediciner på en klassisk erhvervsuddannelse som ambulancebehandler, både så man kan sikre tilstrækkeligt med paramedicinere til ambulanceberedskabet og udviklingsmuligheder for de klassiske ambulancebehandlere, til sundhedsministeren

Indhold

Forord ............................................................................................................................

Samlet oversigt over anbefalinger ..................................................................

Introduktion ................................................................................................................

1.1 Formål ..............................................................................................................................................................

1.2 Lovgivning .....................................................................................................................................................

1.3 Proces for arbejdet ................................................................................................................................

1.4 Læsevejledning .......................................................................................................................................

Baggrund .....................................................................................................................

2.1 Udviklingen i den akutte sundhedsindsats ........................................................................

Viden og status .........................................................................................................

3.1 Vidensgrundlag .......................................................................................................................................

3.2 Aktivitet og data ......................................................................................................................................

3.3 Opsamling vedrørende viden og status ...............................................................................

Patientforløbet i dag ..............................................................................................

4.1 Borgerrettet visitation til de akutte sundhedstilbud ....................................................

4.2 Visitation mellem sundhedsprofessionelle.........................................................................

4.3 Akutte sundhedstilbud uden for sygehus ..........................................................................

4.4 Akutte sundhedstilbud på sygehuset ....................................................................................

Udfordringer og muligheder i den akutte sundhedsindsats ..............

5.1 Nye behov i den akutte sundhedsindsats ...........................................................................

5.2 Temaer for fremtidig tilrettelæggelse af den akutte sundhedsindsats ........

Sammenhængende og enstrenget visitation ............................................

6.1 Status og udfordringer .......................................................................................................................

6.2 Muligheder og anbefalinger .........................................................................................................

Kvalitet og sammenhæng i patientforløbet................................................

7.1 Status og udfordringer ........................................................................................................................

7.2 Muligheder og anbefalinger ..........................................................................................................

Vidensdeling ..............................................................................................................

8.1 Status og udfordringer ........................................................................................................................

8.2 Muligheder og anbefalinger ..........................................................................................................

115

116

Forskning og udvikling ..........................................................................................

9.1 Status og udfordringer ........................................................................................................................

9.2 Muligheder og anbefalinger ...........................................................................................................

121

123

Implementering og opfølgning.........................................................................

10.1 Implementering af anbefalingerne ........................................................................................

10.2 Opfølgning på anbefalingerne ..................................................................................................

127

Ordliste .........................................................................................................................

Referenceliste ...........................................................................................................

129

140

Forord

Akut opstået sygdom eller skade kræver hurtig og let tilgængelig hjælp fra sundhedspersoner

med de rette kompetencer. Hvem der yder hjælpen vil være afhængig af situationen og beho-

vet, og det kan både være relevant med indsatser i det primære sundhedsvæsen, fx det kom-

munale akutteam, eller vagtlægen, den præhospitale indsats, fx ambulanceberedskab, eller på

sygehus, fx akutmodtagelsen. For den, der oplever akut sygdom, er det vigtigt, at det er let at

forstå, hvem man skal kontakte, og at hjælpen er hurtig, lettilgængelig og velkoordineret.

De nye akutanbefalinger har derfor som noget nyt fokus på den samlede akutte indsats, uan-

set om indsatsen leveres i det primære sundhedsvæsen eller sygehusvæsenet, eller om der er

tale om en akut psykiatrisk eller somatisk sygdom eller begge dele. Den akutte indsats skal

hænge sammen, både fagligt, organisatorisk og, vigtigst af alt, for patienten.

Hvor de tidligere anbefalinger alene fokuserede på sygehuset og den præhospitale indsats,

sætter de nye anbefalinger rammen om den samlede indsats. I de kommende år vil indsatsen i

det primære sundhedsvæsen få en langt mere fremtrædende rolle, og der vil være behov for et

øget samarbejde og en større grad af integration på tværs af sundhedsvæsenets aktører. De nye

anbefalinger markerer starten herpå.

I 2007 udgav Sundhedsstyrelsen de første anbefalinger for den akutte sundhedsindsats i

somatikken, der i 2009 blev efterfulgt af anbefalinger for psykiatrien. Anbefalinger der fik en

meget stor og rammesættende betydning for udviklingen af sygehusvæsenet. Anbefalingerne

kom umiddelbart efter strukturreformen og blev starten på en reduktion i antallet af sygehuse

og en samling af mange behandlinger på færre steder med det formål at øge kvaliteten. Des-

uden kom speciallægen i front i den akutte modtagelse på sygehuset.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2007 og 2009 er langt hen ad vejen blevet implemente-

ret og med succes. I samme periode er der samtidig sket store ændringer i sundhedsvæsenet,

og tiden er en anden i dag. De store sygehusbyggerier er ved at stå færdige, den præhospitale

indsats er udbygget, og på sygehuset er der kommet et akutmedicinsk speciale, som blandt

andet sammen med den kommende specialsygeplejerske i akutsygepleje kommer til at spille

en kernerolle i akutmodtagelsen. Samtidig er den kommunale sygepleje blevet styrket; blandt

andet med kommunale akutfunktioner. Alt dét skal bringes i spil, og det skal de nye anbefalin-

ger bidrage til.

Formålet med de nye anbefalinger er derfor, at sætte rammen for den akutte behandling

fremover, således at patienter også i fremtiden oplever, at de får den nødvendige hjælp, når

de har akut behov, og at de får en høj og ensartet kvalitet, uanset hvor i landet de bor. De nye

anbefalinger erstatter anbefalingerne fra 2007 og 2009, og de tager både højde for udviklingen

i befolkningen og i sundhedsvæsenet, og peger på, hvordan vi kan videreudvikle det gode og

solide akuttilbud i Danmark. Anbefalingerne er udarbejdet med et 10 års perspektiv, hvilket

betyder, at ikke alle anbefalinger vil kunne implementeres i morgen eller næste år.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Det har været et omfattende arbejde at udarbejde de nye anbefalinger, og der har været en

lang række aktører fra både regioner, kommuner, faglige selskaber, patientorganisationer og

interesseorganisationer, som har bidraget og været involveret i arbejdet med at finde de bedste

bud og løsninger på den fremtidige akutte sundhedsindsats i Danmark. Sundhedsstyrelsen

vil gerne rette en stor tak til alle, som har bidraget. Også en tak til de aktører, som i forbindelse

med at rapporten blev sendt i høring, har sendt grundige høringssvar. Det er tydeligt, at der

også ude i sundhedsvæsenet er store ambitioner for den akutte sundhedsindsats, og vi har i

Sundhedsstyrelsen fundet anledning til enkelte ændringer på baggrund af høringssvarene.

Med anbefalingerne lægges trædestenene til de kommende års planlægning af den akutte

sundhedsindsats, så vi i Danmark bliver ved med at have en akut sundhedsindsats af højeste

faglige kvalitet med lighed for alle. I Sundhedsstyrelsen ser vi frem til at følge området i de

kommende år i samarbejde med aktørerne i sundhedsvæsenet, så borgeren i Danmark fortsat

sikres den bedste akutte sundhedsindsats.

Sundhedsstyrelsen, oktober 2020

Helene B. Probst

Konstitueret vicedirektør, Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Samlet oversigt over

anbefalinger

Nedenfor fremgår samtlige anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats.

Styrket samarbejde i den borgerrettede visitation

At den borgerrettede telefoniske visitation ved akut opstået sygdom og skade, som i dag

er organiseret i lægevagtsordninger/regionale akuttelefoner, kommunale funktioner og

AMK-vagtcentraler, styrkes ved en større grad af samarbejde og kendskab til hinandens

tilbud samt ved eventuel samlokalisering i fælles visitations- og vagtcentraler. Disse kan

samle både 112-opkald vedrørende akutte livstruende tilstande og 113-opkald vedrøren-

de øvrige henvendelser på sundhedsområdet (aktuelt opkald til lægevagt/Akuttelefonen

1813 mm.). Hvis opgaven vedrørende 113-opkald ikke samlokaliseres med den øvrige

borgerrettede visitation, vil det være hensigtsmæssigt, at de i stedet placeres sammen

med akutklinikker. Der kan også ses på, om samlokalisering og samorganisering kan

bidrage til øget samarbejde også i relation til nogle kommunale funktioner, hvor de

enkelte aktører og myndigheder bevarer opgaver fastlagt i love, aftaler m.v., men indgår i

tæt samarbejde i fastlagte rammer.

Styrket samarbejde i den sundhedsfaglige visitation

At samarbejdet i den sundhedsfaglige visitation på tværs af udbydere og sektorer styr-

kes, således at borgeren får rette tilbud på tværs af de forskellige indsatser, uanset om

der er tale om støtte til egenomsorg, kommunal sygepleje, konsultation i almen praksis,

lægebesøg i hjemmet, fremmøde i regional akut- eller skadeklinik, sub-akut ambulant

tid på sygehus eller indlæggelse. Rammerne for samarbejdet kan for eksempel styrkes

gennem et meget tættere og mere formaliseret samarbejde mellem den sundhedsfaglige

visitation med udgangspunkt i regionernes AMK-vagtcentraler, akutmodtagelsen, syge-

husvisitation, og kommunal sygepleje, herunder kommunale akutfunktioner, med faste

samarbejdsaftaler om smidig visitation på tværs af sektorer og etablering af fælles faglige

undervisningstilbud. Potentialer i samlokalisering af visitationsenheder bør afprøves.

Styrket visitation af patienter med akut psykisk sygdom

At visitationen af patienter med akut opstået eller forværret psykisk sygdom styrkes, så

der sikres sammenhæng i tilbuddet, og at patienten henvises til det rette behandlingstil-

bud på tværs af sektorgrænser, specialer m.v., herunder også patienter med samtidig psy-

kisk sygdom og misbrug. Nationalt bør der udarbejdes fælles principper for visitation

til psykiatriske akutmodtagelser og øvrige tilbud, som samtidigt sikrer, at der for særlige

patientgrupper, situationer m.v. fortsat er mulighed for uvisiteret selvhenvendelse. Der

kan med fordel etableres et tæt samarbejde mellem den akutte indsats i regionerne og

den psykosociale indsats i kommunerne eksempelvis via sundhedsaftalerne.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Kompetence i den borgerrettede telefoniske visitation

At den borgerrettede telefoniske visitation i vagttid vedrørende somatisk og psykisk syg-

dom, der ikke er livstruende og tidskritisk, med fordel kan varetages i et tæt tværfagligt

samarbejde, som både omfatter speciallæger i almen medicin, eller speciallæger med

tilsvarende kompetencer, samt sygeplejersker med relevant erfaring og kompetencer.

Kompetence i den telefoniske visitation på AMK-vagtcentralen

At AMK-vagtcentralernes borgerrettede telefoniske visitation ved tidskritiske tilstande

varetages af sundhedsfaglige visitatorer med særlige kompetencer, og med mulighed

for lægefagligt backup fra speciallæger med relevante kompetencer. Derudover skal

AMK-vagtcentralen i relevant omfang have umiddelbar adgang til speciallæge med erfa-

ring og særlige kompetencer i præhospital indsats (præhospital akutlæge) der kan vare-

tage operativ ledelse og koordinering ved større hændelser.

At kommunen ved akut forværring af sygdom eller funktionsniveau hos borgere, der

modtager kommunal sygepleje, inddrager særlige sygeplejekompetencer fra eksempel-

vis akutfunktioner før eventuel kontakt til andre dele af den borgerrettede visitation.

Herunder til vurdering af, om der er tale om problemstillinger, som kan håndteres af

sygeplejen inden for allerede fastlagt behandlingsplan og til kvalificering af den sygeple-

jefaglige vurdering af borgerens tilstand før videre kontakt.

At den borgerrettede telefoniske visitation tilrettelægges mest hensigtsmæssigt i forhold

til at sikre tilgængelighed og ressourceanvendelse, herunder ved afprøvning af mulighed

for at angive særligt behov (”akutknap”) med henblik på prioriteret adgang.

Ensartet organisering i akutklinikker og skadeklinikker

At lægebemandede almen medicinske konsultationer, som i vagttid varetager akut opstå-

et og forværret sygdom samt mindre skader m.v., som ved telefonvisitation vurderes ikke

at kræve sygehusbehandling, men som heller ikke vurderes at kunne vente til en indsats

næste hverdag i almen praksis eller ved sygehusambulatorium, i fremtiden bør benæv-

nes ’akutklinik’. Sygeplejebemandede behandlingssteder som udelukkende varetager

behandling af visiterede småskader uden lægelig tilstedeværelse bør benævnes ’skade-

klinik’. Betegnelsen ’skadestue’ bør forlades, da den kan skabe uklarhed om tilbud og

kompetenceniveau.

Kompetencer og lokalisering af akutklinikker

At behandlingen på akutklinikker varetages af speciallæger i almen medicin eller læger

med tilsvarende kompetencer i samarbejde med sygeplejersker, gerne med uddannel-

se inden for det akutmedicinske område, og andre relevante faggrupper med særlig

kompetence. Ved inddragelse af øvrige speciallæger til varetagelse af almen medicinske

konsultationstilbud i vagttid, herunder til skader, særlige patientgrupper som børn m.v.,

skal dette være velbegrundet, og ske under hensyntagen til den mest hensigtsmæssige

opgavevaretagelse og ressourceanvendelse i det samlede sundhedsvæsen. For at sikre tæt

samarbejde med mulighed for deling af udstyr, kompetencer og ressourcer, og for hurtig

og let videre visitation, kan akutklinikker med fordel placeres på akutsygehuse sam-

lokaliseret med akutmodtagelser. Modeller med fælles data- og kvalitetsorganisation,

enstrenget ledelse m.v. bør udvikles og afprøves. For akutklinikker, der placeres uden for

Sundhedsstyrelsen

akutsygehuse af hensyn til for eksempel geografisk bredde i tilbud, bør der sikres faste

samarbejdsaftaler med akutsygehus, så der sikres hurtig overflytning dertil ved behov

for indlæggelse til sygehusbehandling.

Styrket samarbejde omkring almen medicinske tilbud i vagttid

At samarbejdet mellem den kommunale sygepleje og de almen medicinske tilbud i

vagttid styrkes og udvikles, herunder muligheden for at der indgås nærmere aftaler om

samarbejdet i relation til eksempelvis sygebesøg.

At der for patienter med tidskritiske tilstande, herunder hjertestop, hovedtraume og

andre svære traumer, sikres hurtig adgang til præhospital behandling, visitation og triage

ved præhospital akutlæge. Den præhospitale akutlæge kan disponeres til skadested med

akutlægebil eller med akutlægehelikopter, der regionalt bør planlægges på baggrund af

nationale faglige principper som blandt andet tager hensyn til geografi, trafikforhold,

befolkningstæthed, sygdoms- og skademønstre, samt biler og helikopteres indbyrdes

placering.

At akutlægehelikopterne fortsat prioriteres til tidskritiske tilstande og skader, men frem-

over også kan bruges i udvalgte tilfælde ved akutte og sub-akutte overflytninger mellem

sygehuse til kritisk syge patienter, der har behov for behandling på højere specialise-

ringsniveau, og hvor tidsfaktoren er vigtig.

Styrke robustheden og paramedicinerens rolle i det samlede akutsystem

At uddannelserne til ambulancebehandler på sigt evalueres med fokus på opnåede kom-

petencer, rekruttering, fastholdelse, karriereudviklingsmuligheder m.v. Evalueringen bør

perspektiveres i forhold til både den faglige og teknologiske udvikling på det præhospi-

tale område og den generelle udvikling i sundhedsvæsenet, herunder paramedicineres

muligheder for videre karriereforløb i sundhedsvæsenet. Som opfølgning på evalue-

ringen bør Sundhedsstyrelsen sammen med relevante myndigheder og aktører drøfte

behov og muligheder for at styrke paramedicinerens rolle, herunder undersøge, hvordan

man kan sikre udvikling og løft af kompetence. I den forbindelse bør det vurderes, om

der på sigt skal ske justeringer i uddannelsen, herunder yderligere styrkelse af efter- og

videreuddannelsen til paramediciner.

Regionale tilbud til patienter med psykisk sygdom

At regionerne i vagttid etablerer rådgivende og evt. udgående funktioner med særlige

sundhedsfaglige kompetencer i forhold til akut indsats til patienter med psykisk sygdom

i risiko for akut indlæggelse eller tvangsindlæggelse med henblik på at styrke en tidlig og

tilgængelig indsats.

Krav og anbefalinger til kommunal sygepleje og kommunale akutfunktioner

At der på tværs af landet sikres fortsat udvikling af den kommunale sygepleje i forhold til

at indgå i samarbejdet omkring den akutte patients forløb. Erfaringer med implemente-

ring af Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder fra 2017 skal vurderes med henblik på en

opdatering af anbefalingerne, herunder i forhold til om der skal etableres bindende krav

fx således, at alle kommuner skal kunne tilbyde indsatser i kommunale akutfunktioner

ved selv eller i samarbejde med andre kommuner at etablere kommunale akutfunktio-

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

ner. Derudover bør det sundhedsfaglige tilbud i de kommunale akutfunktioner på sigt

også kunne omfatte andre problemstillinger end de rent somatiske, og der bør sikres

samarbejde med den kommunale psykosociale indsats, ligesom der bør sikres ensartet

mulighed for lægefaglig rådgivning til alle kommuner. Det vil desuden være hensigts-

mæssigt at se på, hvordan den samlede kommunale sygepleje kan rustes i varetagelsen af

den komplekse sygepleje for dermed at give kommunerne bedre muligheder for at agere

i den akutte sundhedsindsats.

Samarbejde mellem regionale og kommunale akuttilbud

At samarbejdsformer mellem regionale akuttilbud og den kommunale sygepleje, her-

under akutfunktioner opbygges og udvikles, eksempelvis på baggrund af læring fra

erfaringerne med fremskudt kommunal visitation på akutsygehuset, tværsektoriel kom-

petenceudvikling, fælles retningslinjer og kommunikationsveje mellem regionale og

præhospitale organisationer og den kommunale sygepleje. Samt at der sikres klare ret-

ningslinjer og tydelig kommunikation om, hvem der har det lægelige behandlingsansvar

for patienten.

Akutsygehusets opgaver

At et akutsygehus som varetager

både somatik og psykiatri

døgnet rundt skal kunne

modtage patienter med alle typer af skade, herunder traumer som kan håndteres på

hovedfunktionsniveau, samt akut opstået eller forværret sygdom, fraset udvalgte tilstan-

de som præhospitalt skal visiteres direkte til andet akut- eller traumesygehus med rele-

vante specialfunktioner.

At et

somatisk akutsygehus

døgnet rundt skal kunne modtage patienter med alle typer

af somatisk skade, herunder traumer som kan håndteres på hovedfunktionsniveau, samt

akut opstået eller forværret somatisk sygdom, fraset udvalgte tilstande som præhospitalt

skal visiteres direkte til andet akut- eller traumesygehus med relevante specialfunktioner

At et

psykiatrisk akutsygehus

døgnet rundt skal kunne modtage alle patienter med akut

opstået eller forværret psykisk sygdom samt patienter med psykisk belastning, der kræ-

ver akut intervention.

Børn og unge under 18 år med akut opstået eller forværret psykisk sygdom bør kun

modtages på sygehusmatrikler med børne- og ungdomspsykiatri.

At alle akutsygehuse skal:

kunne sikre umiddelbar diagnostik og behandling på speciallægeniveau for alle akut-

te patienter. For psykiatriske akutsygehuse skal umiddelbar diagnostik og behandling

varetages af relevante lægelige kompetencer

have faciliteter og kompetencer til at stabilisere patienter, at sikre relevant umiddel-

bar udredning og diagnostik, at iværksætte og behandle intensivt og til at udføre

livreddende og førlighedsbevarende behandling

have klare procedurer for overdragelse og samarbejde:

fra akutmodtagelse til relevant specialafdeling, uanset om det er på samme eller

anden matrikel

til akutmodtagelse fra andre dele af sygehuset og specialsygehuse, hvis der opstår

behov herfor

Sundhedsstyrelsen

fra akutmodtagelse til kommunalt tilbud

mellem henholdsvis psykiatrisk akutmodtagelse og de psykiatriske specialer og

somatisk akutmodtagelse og somatiske specialer i øvrigt

tilbyde den specielle pleje og behandling, der skal ydes til ældre og skrøbelige patien-

ter i form af eksempelvis rolige omgivelser og kendskab til ældres ændrede klinik og

behov i forbindelse med behandling.

Befolkningsunderlag for akutsygehuse 200.000 - 400.000

At akutsygehuse, både somatiske og psykiatriske, fortsat skal planlægges ud fra et befolk-

ningsunderlag på 200.000 - 400.000 borgere for så vidt angår hovedfunktionsniveau. På

baggrund af faglige, driftsmæssige og geografiske forhold kan det være hensigtsmæssigt

at planlægge akutte hovedfunktioner med et større befolkningsunderlag end 400.000.

For udvalgte grupper af patienter med akut opstået sygdom eller skade med en vis kom-

pleksitet, sjældenhed og særlige krav til kompetencer og ressourcer skal funktioner på

akutsygehuse planlægges ud fra et større befolkningsunderlag, som fastlægges i Sund-

hedsstyrelsens specialeplan.

Befolkningsunderlag under 200.000

At hvor helt særlige geografiske forhold gør det nødvendigt og fagligt hensigtsmæssigt at

kunne modtage patienter med akut opstået eller forværret sygdom eller skade til syge-

husbehandling, kan akutsygehuse, både somatiske og psykiatriske, undtagelsesvist plan-

lægges med befolkningsunderlag mindre end 200.000. Disse mindre akutsygehuse med

særlige geografi forventes ikke at have fuld bredde i kompetencer og vagtberedskaber,

og skal derfor indgå i et fastlagt samarbejde med et eller flere større akutsygehuse med

henblik på at sikre optimal præhospital visitation samt understøttelse af varetagelsen af

akutfunktioner.

20 Krav til traumesygehuse

At traumesygehuse skal kunne modtage alle typer af akut opstået somatisk sygdom og

skade, også tilstande hvor kompleksitet, sjældenhed, kompetencer, ressourcer m.v. tilsi-

ger behandling på højt specialiseret niveau, fraset enkelte funktioner der i henhold til

den gældende specialeplan er samlet ét eller få steder i landet som eksempelvis replanta-

tion af afrevne fingre, børnehjertekirurgi, trykkammerbehandling m.v. Da terminologien

omkring traumefunktioner er uklar, og der kan være behov for præcisering af krav til

kompetencer og robusthed, skal relevante specialevejledninger revideres.

Visiteret modtagelse til akut sygehusbehandling

At modtagelse til sygehusbehandling af patienter med skader, eller med akut opstå-

et eller forværret sygdom, både psykisk og somatisk, skal være visiteret. For udvalgte

patientgrupper og tilstande, for eksempel fødsel, akut forværring af kendt sygdom, selv-

mordsforsøg, seksuelle overgreb m.v. kan selvvisitation være hensigtsmæssigt, og der bør

foreligge klare retningslinjer og patientinformation eksempelvis for brug af jordemoder-

telefon, åbne indlæggelser, brugerstyrede senge m.v.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

At alle patienter med akut opstået eller forværret sygdom eller skade skal modtages i en

fælles akutmodtagelse på akutsygehuset. Dog kan det for udvalgte patientgrupper, for

eksempel kvinder i fødsel, præhospitalt diagnosticeret akut koronarsygdom, eller ind-

læggelse med tvang i henhold til psykiatriloven, være relevant med modtagelse direkte

på specialafsnit, og der bør foreligge klare procedurer samt relevant patientinformation

fx for brug af jordemodertelefon, åbne indlæggelser, brugerstyrede senge m.v. I akut-

modtagelsen bør der sikres omgivelser, som tager hensyn til forskellige typer patienters

behov, herunder eksempelvis børn og ældre medicinske patienter. Specialsygehuse kan

dog i begrænset omfang varetage behandling af akut opstået sygdom og skade. Se også

anbefaling 23.

23 Modtagelse af udvalgte patienter på specialsygehuse

At patienter med medicinske sygdomme i et vist omfang kan modtages akut på special-

sygehuse, dog kun for visiterede patientgrupper til fagligt velbegrundede funktioner fx

patienter med åben indlæggelse, patienter med kendt medicinsk sygdom eller patien-

ter i palliativt forløb. Der kan herudover i mindre omfang modtages visiterede akutte

medicinske patienter med nyopstået sygdom, dog aldrig såfremt det drejer sig om børn

eller ved mistanke om sygdom, der er defineret som en specialfunktion fx mistanke om

meningitis, sepsis mv. Såfremt der modtages akutte patienter på specialsygehus, skal der

være adgang til relevante lægefaglige specialer med mulighed for assistance fra special-

læge i anæstesiologi umiddelbart. Derudover skal der foreligge klare visitationsretnings-

linjer og en fast samarbejdsaftale med et akutsygehus.

24 Krav til assistance i akutmodtagelsen

At der i den

fælles akutmodtagelse

på et somatisk akutsygehus eller et akutsygehus, der

varetager både somatik og psykiatri, altid skal være mulighed for assistance umiddel-

bart af speciallæge med særlige kompetencer og erfaringer i vurdering, stabilisering og

opstart af initial udredning og behandling af patienter med skade samt akut opstået eller

forværret sygdom. Disse kompetencer opfyldes af det nye speciale i akutmedicin, og af

andre speciallæger med relevant erfaring og kompetencer. I den fælles akutmodtagelse

skal der desuden sikres nødvendige kompetencer hos øvrigt sundhedspersonale, her-

under terapeuter mfl., samt sygeplejersker med særlige kompetencer og erfaring i initial

vurdering, pleje og behandling af akutte patienter, der på sigt opfyldes af ny specialud-

dannelse i akutsygepleje. Såfremt der er tale om en somatisk akutmodtagelse, skal der

derudover etableres faste aftaler for samarbejdet med den psykiatriske akutmodtagelse.

Krav til assistance på akutsygehuset er beskrevet i anbefaling 26, 27 og 28.

Krav til assistance i psykiatrisk akutmodtagelse

At der hvor det ikke er geografisk muligt at samlokalisere somatik og psykiatri, på den

psykiatriske akutmodtagelse

skal sikres assistance umiddelbart af relevante lægeli-

ge kompetencer til at sikre vurdering, stabilisering og opstart af initial udredning og

behandling af patienter med psykisk sygdom, som kræver akut intervention, samt akut

opstået eller forværret psykisk sygdom. Det skal derudover være mulighed for at få

assistance inden for kort tid af speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri.

Sundhedsstyrelsen

I den psykiatriske akutmodtagelse skal der desuden sikres nødvendige kompetencer hos

øvrigt sundhedspersonale, herunder terapeuter mfl., samt sygeplejersker med særlige

kompetencer og erfaring i initial vurdering, pleje og behandling af akutte psykiatriske

patienter. Der skal derudover etableres faste aftaler for samarbejdet med den somatiske

akutmodtagelse.

26 Krav til assistance på somatisk akutsygehus

At der på

akutsygehuset med somatiske funktioner

altid skal være mulighed for

assistance umiddelbart af speciallæger i anæstesiologi, i ét af de ni specialer inden for

intern medicin, kirurgi, samt i pædiatri og gynækologi-obstetrik, hvis disse to specialer

varetages på matriklen. Ved modtagelse af børn bør der være mulighed for assistance

fra plejepersonale uddannet til at varetage børns behov. Der skal være mulighed for

assistance inden for kort tid fra intern medicin: kardiologi; såfremt akutsygehuse med

særlig geografi, ikke har mulighed for dette, skal der etableres formaliseret samarbejde

med andet akutsygehus omkring telemedicinsk løsning, hvormed der sikres mulighed

for direkte kontakt til speciallæge i intern medicin: kardiologi inden for kort tid. Som

udgangspunkt skal der også være assistance umiddelbart af speciallæger i ortopædisk

kirurgi, men lokalt kan der afviges herfra efter konkret vurdering af omfang og tyngde af

skader, akutmedicinsk tilstedeværelse og kompetencer m.v., således at der er mulighed

for assistance inden for kort tid. Skrøbelige ældre udgør en væsentlig andel af patienter-

ne og kræver en særlig indsats og forløb. Det bør derfor tilstræbes, at der er adgang til

tværfaglig geriatrisk ekspertise i dagtid alle ugens dage.

27 Krav til assistance på akutsygehus med både somatik og psykiatri

At der på

akutsygehuset med både somatiske og psykiatriske funktioner og med fælles

akutmodtagelse

udover ovennævnte skal etableres faste aftaler for samarbejdet mellem

akutmedicin og psykiatriske specialer, og det skal være muligt at få assistance inden for

kort tid fra speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri på matrikler, hvor

der modtages børn og unge med akutte psykiatriske problemstillinger.

28 Krav til assistance på psykiatrisk akutsygehus

At der på

akutsygehuset med psykiatriske funktioner

skal være mulighed for at få

assistance inden for kort tid fra speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri

på matrikler, hvor der modtages børn og unge med akutte psykiatriske problemstillinger.

29 Flow på akutsygehuset

At arbejdet på akutsygehuset døgnet rundt skal være tilrettelagt således, at der er til-

strækkelige kompetencer til faglig ledelse af patientflowet i akutmodtagelsen og på hele

akutsygehuset, således at der sikres systematik i visitation og den bedst mulige udnyt-

telse af kapaciteten både i og uden for sygehus. Lokalt skal der ledelsesmæssigt sikres

relevante aftaler om vagtberedskab og adgang til tilkald, disponering af sengekapacitet,

udskrivning m.v.

At administrative, tekniske og organisatoriske forhold fortsat udvikles således, at sund-

hedspersonalet i den akutte sundhedsindsats umiddelbart kan tilgå centrale og kritiske

patientoplysninger på tværs af sektorer, med inspiration fra gode erfaringer med FMK og

Et Samlet Patientoverblik.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

At der sikres større sammenhæng mellem de dokumentationssystemer, der anvendes i

den sundhedsfaglige visitation, præhospitalt, på sygehuse, i kommunalt regi og almen

praksis, så væsentlige informationer udveksles, herunder også elektronisk billeddoku-

mentation.

At anvendelsen og kvaliteten af data styrkes på tværs af sektorer, herunder også kommu-

ner og almen praksis, samt at relevante kvalitetsdatabaser udvikles og styrkes med hen-

blik på at sikre national kvalitetsudvikling i det sammenhængende patientforløb.

Styrket udvikling og implementering af nye teknologier

At udvikling og implementering af nye teknologier styrkes i alle led i den akutte indsats.

Herunder styrkelse af videnscentre, forsknings- og innovationsmiljøer, ved etablering

af netværk på tværs af land og sektorer, samt ved hurtig vurdering og implementering af

teknologiske løsninger, der kan øge kvaliteten.

Sundhedsstyrelsen

Introduktion

Sundhedsstyrelsen udsendte i 2007 anbefalinger for den akutte sundhedsindsats i soma-

tikken, og i 2009 fulgte anbefalinger for psykiatrien. Anbefalingerne har det seneste årti sat

rammer og retning for udviklingen af den akutte indsats, både på sygehus og præhospitalt, i

en periode, hvor struktur og opgavevaretagelse i sundhedsvæsenet i Danmark er blevet grund-

læggende ændret.

Sundhedsvæsenet har udviklet sig løbende, og det har befolkningens behov og forventninger

til indsatsen også. Samtidig er der nye teknologiske muligheder, og betydningen heraf vil blive

tydeligere i de kommende år. Sundhedsvæsenet er i dag et andet sted, hvor bl.a. nye sygehus-

byggerier, en revideret specialeplan og en ny faglig kompetence i akutmedicineren vil spille

en central rolle i den fremtidige akutte sundhedsindsats. Der er desuden en stigende kom-

pleksitet i opgaverne i det primære sundhedsvæsen med et generelt øget krav til kompetencer

og sammenhæng, samtidig med at kommunerne har opgraderet indsatsen med blandt andet

akutfunktioner i den kommunale sygepleje. På den baggrund finder Sundhedsstyrelsen, at det

er nødvendigt på ny at gennemgå sundhedsindsatsen ved akut sygdom og skade i sin helhed

på tværs af hele sundhedsvæsenet for at sikre et grundlag for den fortsatte udvikling i de kom-

mende ti år.

På en lang række punkter er Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2007 og 2009 blevet imple-

menteret, og sigtet med den sidste strukturreform er ved at være på plads. De næste år vil

fokus være på at forløse det fulde potentiale i de nye sygehusbyggerier og akutmodtagelser,

hvor akutmedicinske speciallæger og specialsygeplejersker over de kommende år vil indtage

centrale roller. På tværs af sygehuse, det primære sundhedsvæsen og den præhospitale indsats

bliver det væsentligt at holde fokus på at skabe en langt bedre sammenhæng på tværs af de

forskellige indsatser på det akutte område.

For at sætte rammer og retning for den videre udvikling af sundhedstilbud ved akut opstået

sygdom og skade i Danmark har Sundhedsstyrelsen i denne rapport gjort status på området og

præsenterer på den baggrund en række nye anbefalinger. I modsætning til anbefalingerne fra

2007 og 2009 retter de nye anbefalinger sig både mod det primære sundhedsvæsen, de præho-

spitale indsatser, det regionale sygehusvæsens ambulante og stationære tilbud og mod både

somatik og psykiatri. Anbefalinger har således et tværfagligt og tværsektorielt sigte og peger på

indsatser, der går på tværs af hele patientforløbet. Medmindre andet fremgår, vedrører anbefa-

lingerne patienter med både somatiske og psykiske sygdomme.

Hensigten med de nye anbefalinger er at tegne et perspektiv for de næste ti års udvikling på

området. Noget vil kunne implementeres umiddelbart, mens andet vil ske trinvist i løbet af

det næste årti. Anbefalingerne tager udgangspunkt i den nuværende lovbestemte opgavevare-

tagelse mellem regioner, kommuner, praksissektor og andre aktører, og har således ikke sigte

på en grundlæggende ændret opgavevaretagelse. Der vil dog i de kommende år være behov

Sundhedsstyrelsen

for at justere opgavevaretagelsen hvilket blandt andet skyldes ændrede behov i befolkningen,

således at opgaverne løses mest hensigtsmæssigt både i forhold til befolkningens behov, hen-

sigtsmæssig brug af både økonomiske og faglige ressourcer, og således at potentialet i det sam-

lede sundhedsvæsen udnyttes bedst muligt. Med anbefalingerne her pålægges der ikke nye

opgaver. Det anerkendes samtidigt, at der for både regioner og kommuner kan være forskellige

rammevilkår i forhold til tilrettelæggelsen af den akutte sundhedsindsats.

Formålet med anbefalingerne er at opstille forudsætninger, krav og anbefalinger, der inden for

de nuværende rammer i sundhedsvæsenet i det kommende årti skal bidrage til, at alle patien-

ter med behov for en akut sundhedsindsats oplever en høj og ensartet kvalitet uanset geografi,

at der opleves sammenhæng i sundhedstilbuddene på tværs af faglighed og sektorgrænser,

samt at alle patienter ved behov oplever at få rette tilbud til rette tid på rette sted af rette kom-

petence. I arbejdet har Sundhedsstyrelsen samtidigt fundet det hensigtsmæssigt at sikre en

mere klar og fælles terminologi, og der er derfor udarbejdet en ordliste over centrale begreber

på området til at understøtte anbefalingerne. Ordlisten findes sidst i rapporten.

Anbefalingerne er målrettet sundhedsprofessionelle, planlæggere og beslutningstagere, og

erstatter de tidligere anbefalinger fra 2007 og 2009. Nærværende anbefalinger er ikke udtøm-

mende og vil i relevant omfang blive fulgt op af blandt andet præciseringer af Sundhedsstyrel-

sens specialevejledninger, kompetencekrav til sundhedspersonale og øvrige specifikke anbe-

falinger for faglig organisering og indsats.

Lovgivning

Nedenfor beskrives relevant lovgivning i relation til den akutte sundhedsindsats.

Af sundhedslovens § 2 fremgår det, at man skal sikre respekt for det enkelte menneske, dets

integritet og selvbestemmelse samt opfylde behovet for blandt andet let og lige adgang til

sundhedsvæsenet. Det fremgår af sundhedslovens § 79, stk. 1, at regionsrådet er ansvarlig for

at yde sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen (1). Det fremgår endvidere af

sundhedslovens § 80, stk. 1, at regionsrådet yder akut behandling til personer, som ikke har

bopæl her i landet, men som midlertidigt opholder sig i regionen, jf. § 8, ved sit eller ved andre

regioners sygehusvæsen.

I relation til den akutte sundhedsindsats følger det af sundhedslovens § 57, at regionerne er

forpligtet til at tilvejebringe og sikre tilbud hos praktiserende sundhedspersoner, herunder

alment praktiserende læger (1). Af § 6, stk. 4 i Bekendtgørelse om valg og skift af alment prak-

tiserende læge, og om behandling hos læge i praksissektoren fremgår det, at for personer

omfattet af sikringsgruppe 1 stiller regionerne en vagtordning til rådighed, der varetager

lægebetjeningen uden for lægens sædvanlige konsultationstid (lægevagtsordningen). Af sund-

hedslovens § 57, stk. 2 fremgår det desuden, at regionerne har ansvaret for at sikre, at borgerne

kan modtage sygebesøg i hjemmet. Rammerne for levering af ydelser i de fire regionale læge-

vagtsordninger aftales i overenskomst om almen praksis, der indgås mellem Regionernes Løn-

nings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) (2). Region Hoved-

staden har hjemtaget vagtlægeordningen og tilbyder med Akuttelefonen 1813 udkørende

lægebesøg, sygehusbaserede akutklinikker/lægevagtsklinikker m.v., som varetages som en del

af regionens generelle ansvar, jf. sundhedslovens kapitel 16.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Regioner og kommuner er efter sundhedslovens kapitel 62 samt § 3, stk. 1 i bekendtgørelse

nr. 679 af 30. maj 2018 om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler forpligtet til at

indgå sundhedsaftaler og at indhente Sundhedsstyrelsens godkendelse heraf, jf. § 6, stk. 1 (3).

Kommunerne er ansvarlige for en række opgaver på sundhedsområdet. Nogle opgaver er

rettet mod forebyggelse, og andre opgaver er målrettet borgere, der allerede er syge, og hvor

målet er at forbedre livet med en kronisk sygdom eller at komme sig efter en alvorlig sygdom.

Opgaverne spænder derfor fra den borgerrettede over den patientrettede forebyggelse til gen-

optræning og rehabilitering. Opgaverne omfatter blandt andet tilbud om hjemmesygepleje

efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen, herunder i kommunale akut-

funktioner i hjemmesygeplejen, forebyggelse og sundhedsfremme, sundhedspleje, tandpleje,

alkoholbehandling, medicinsk stofmisbrugsbehandling, genoptræning, vederlagsfri fysiote-

rapi mm. Kommunerne har også efter serviceloven en række forpligtelser over for borgerne,

herunder eksempelvis ansvar for at tilbyde personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 83

og tilbyde genoptræning og vedligeholdelsestræning, jf. servicelovens § 86 (4). Kommunale

indsatser til mennesker med psykisk sygdom ydes også ofte efter serviceloven. I 2017 udstedte

Sundhedsstyrelsen ”Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen”

med krav og anbefalinger til kommunale akutfunktioner, der sætter rammen for varetagelsen

af særlige sygeplejeindsatser i kommunen (5). Såfremt kommunerne har etableret en kom-

munal akutfunktion, skal de således leve op til disse kvalitetsstandarder for at kunne anvende

betegnelsen ”kommunal akutfunktion”.

I relation til den akutte sundhedsindsats for mennesker med psykisk sygdom finder lov om

anvendelse af tvang i psykiatrien anvendelse for patienter, der er indlagt på psykiatrisk afde-

ling, og for borgere der skal tvangsindlægges (6). For tvang ved somatisk behandling af varigt

inhabile patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen til at give informeret sam-

tykke til behandling, gælder lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt

inhabile (7).

Organisering af ambulancetjenesten og uddannelse af ambulancepersonalet sker efter regler-

ne i bekendtgørelse om ambulancer og uddannelse af ambulancepersonale m.v. (8). Regioner-

ne er selvstændigt ansvarlige for at planlægge, dimensionere og drive den præhospitale ind-

sats, og derudover regulerer bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet delvist

det præhospitale område ved at definere responstid (9).

Hertil kommer, at det af § 27, stk. 7, nr. 4 i bekendtgørelsen om tandpleje fremgår, at regioner

og kommuner blandt andet har til opgave at sikre, at der etableres vagtordninger i det geo-

grafiske område, regionen dækker, til ydelse af fornøden tandlægehjælp uden for sædvanlig

behandlingstid (10).

Alle regioner skal i henhold til sundhedslovens § 206, stk. 2 indhente rådgivning fra Sundheds-

styrelsen ved udarbejdelse af sundhedsplaner, herunder akut- og sygehusplaner, psykiatripla-

ner, fødeplaner mv. Regioner og kommuner er desuden forpligtet til at indhente rådgivning

fra Sundhedsstyrelsen til deres sundhedsberedskabsplaner i medfør af sundhedslovens § 210,

stk. 2 og § 7, stk. 4 og § 11, stk. 4 i bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet (9).

Sundhedsstyrelsen er øverste sundhedsfaglige myndighed og har i medfør af sundhedslovens

§ 212, stk. 1, til opgave at rådgive Sundheds- og Ældreministeriet med den centrale forvalt-

ning af sundhedsmæssige anliggender og sundheds- og ældreministeren med den centrale

Sundhedsstyrelsen

forvaltning af social- og plejefaglige indsatser på ældreområdet. Sundhedsstyrelsen er i sund-

hedslovens § 214 tillagt en vis vejledningskompetence. Som beskrevet ovenfor har Sundheds-

styrelsen en rådgivningsforpligtelse over for regionerne ved udarbejdelse af sundhedsplaner,

herunder akut- og sygehusplaner, psykiatriplaner, fødeplaner mv., ligesom Sundhedsstyrelsen

skal yde rådgivning til regioner og kommuner forud for behandling af forslag til sundheds-

beredskabsplaner. I henhold til sundhedslovens § 207-209 har Sundhedsstyrelsen endvidere

beføjelser i forhold til specialeplanlægning, hvor Sundhedsstyrelsen har den lovgivnings-

mæssige kompetence til at oprette og nedlægge specialfunktioner samt til at tildele og fratage

godkendelser af varetagelsen af specialefunktioner, herunder i relation til akutte patienter (1).

Endelig er den nuværende organisering af landets akutsygehuse og akutmodtagelser ligesom

den præhospitale indsats baseret på anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen fra 2007 og 2009

(11,12).

Udarbejdelsen af anbefalingerne har været tilrettelagt med udgangspunkt i et fokus på sam-

menhæng, kvalitet og effektivitet set fra patientens perspektiv. Anbefalingerne er blevet til på

baggrund af en række analyser af de eksisterende sundhedstilbud på området og efter rådgiv-

ning fra en lang række aktører i sundhedsvæsenet.

Med henblik på rådgivning omkring den samlede akutte sundhedsindsats har der været ned-

sat en tværgående følgegruppe samt en tværgående faglig arbejdsgruppe med repræsentation

fra myndigheds- og administrativt niveau, fagrepræsentanter og patientrepræsentanter. De

har bistået styrelsen i arbejdet med at se på tværs af den samlede akutte sundhedsindsats,

særligt med henblik på at vurdere, hvordan der sikres sammenhæng i tilbuddene set fra såvel

et patientperspektiv som et fagligt og ressourcemæssigt perspektiv. For kommissorier og

deltagerlister se bilag 1-4 i bilagsrapporten. Dertil kommer, at arbejdet med anbefalingerne

løbende er blevet drøftet dels bilateralt med en række interessenter på området, dels blandt

andet i Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning og i den Regionale Baggrundsgruppe

for Specialeplanlægning.

I processen har der særligt været fokus på fem centrale områder af den akutte sundheds-

indsats: den præhospitale indsats, akutmodtagelse og akutsygehuset, den akutte almen

medicinske sundhedsindsats i vagttid, samarbejdet med kommuner ved akut sygdom samt

akutindsatsen hos patienter med psykisk sygdom. De fire første områder er udvalgt, da de

organisatorisk udgør hver sit område af den akutte sundhedsindsats i dag. Den akutte indsats

for patienter med psykisk sygdom er desuden udvalgt, da området i dag ofte er organiseret

særskilt fra somatikken, blandt andet med adskilt visitation og særlige snitflader til eksempel-

vis de psykosociale indsatser i kommunerne, og da området ikke i de tidligere anbefalinger

blev set i sammenhæng med somatikken. En styrket indsats for denne patientgruppe skal

desuden bidrage til at dæmme op for den ulighed, der i dag er et vilkår for patienter med psy-

kisk sygdom, og som har store konsekvenser for sygelighed og dødelighed. Anbefalingerne

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

adresserer de fem områder samlet, men hvor der gælder særlige forhold for psykiatriområdet,

vil dette blive præciseret.

Som led i arbejdet afholdt Sundhedsstyrelsen den 3. december 2018 i København en national

konference om den akutte sundhedsindsats.

Anbefalingerne blev drøftet ved et afsluttende møde i den tværgående faglige arbejdsgruppe

den 27. august 2019. Anbefalingerne blev herefter sendt i offentlig høring den 1. november

2019 med frist for høringssvar den 6. januar 2020. Af høringssvarene fremgik det blandt andet,

at det på tværs af sundhedsvæsenets aktører hilses velkomment med opdaterede anbefalinger

for den akutte sundhedsindsats, der tager højde for det samlede patientforløb. Der var generel

opbakning til anbefalingerne, mens der samtidig blandt andet også blev peget på, at anbefa-

lingerne i høringsudkastet kunne have været mere ambitiøse i forhold til at stille krav til alle

aktører i den akutte sundhedsindsats.

Rapporten er opbygget således, at kapitel 2-3 beskriver grundlaget for anbefalingerne ved et

historisk oprids i kapitel 2 og en beskrivelse af viden og aktivitet på området i kapitel 3. Der-

næst beskrives den aktuelle organisering af den akutte sundhedsindsats i kapitel 4.

Med afsæt i de foregående kapitler beskrives i kapitel 5 de udfordringer og muligheder for den

akutte sundhedsindsats, der ligger til grund for de konkrete anbefalinger, der kommer i kapi-

tel 6-9.

I kapitel 6-9 beskrives status og udfordringer samt muligheder og anbefalinger i relation til en

sammenhængende og enstrenget visitation (kapitel 6), kvalitet og sammenhæng i patientfor-

løbet (kapitel 7), vidensdeling (kapitel 8) samt forskning og udvikling (kapitel 9).

Afslutningsvist beskrives implementering og opfølgning i kapitel 10.

Rapporten afsluttes med en ordliste med centrale begreber, der fremadrettet vil blive anvendt i

den akutte sundhedsindsats.

Sundhedsstyrelsen

Baggrund

Anbefalingerne vedrører sundhedsindsatsen ved akut opstået sygdom og skade, dvs. den

sundhedsindsats, der tilbydes ved akut opstået sygdom, ved akut forværring af eksisterende

(kendt) sygdom, ved akut skade eller ved mistanke herom.

Akut

forstås i denne sammenhæng som pludseligt opstået. Akut sygdom er således sygdom,

der er opstået eller forværret pludseligt, og som ofte har tydelige og hurtigt indsættende

symptomer. Symptomer på akut sygdom kan dog også hos nogle grupper patienter som ældre

medicinske patienter vise sig som eksempelvis almen uro, forvirring og diffuse smerter og

altså ikke som tydelige og hurtigt indsættende symptomer.

Akut opstået sygdom eller skade kan variere i sværhedsgrad. I nogle tilfælde vil akut sygdom

være umiddelbart livstruende og således kræve handling med det samme, mens akut sygdom

i andre tilfælde vil kræve handling inden for nærmeste fremtid, da sygdommen ellers vil for-

værres. Karakteren af den akut opståede sygdom har således betydning for den indsats, der

er behov for. Opgaverne og det faglige indhold i den akutte sundhedsindsats spænder derfor

bredt og er afhængig af den aktuelle problemstilling, som kan være af mere eller mindre alvor-

lig, kompleks eller tidskritisk karakter. Den indsats, der er behov for ved akut opstået sygdom

eller skade, varierer derfor også både i forhold til det faglige setup, krav til organisering, udstyr

mv. Anvendelsen af begrebet akut har således væsentlig forskellig betydning og er blandt

andet afhængig af, om det anvendes i forbindelse med tilbud i region eller kommune. Hvor

der eksempelvis i regionen er behov for et døgndækket akut vagtberedskab, der kan reagere

inden for få minutter, og der skal være mulighed for indlæggelse, vil der i den kommunale

sygepleje typisk være behov for sygepleje, der, afhængig af den konkrete situation og patien-

tens samlede tilstand, vil kunne ydes inden for få timer eller næste dag og ofte i borgerens eget

hjem.

Anbefalingerne har et bredt sigte og omfatter derfor alle relevante sundhedsfaglige indsatser

ved både somatiske og psykiske sygdomme, tilstande og skader, mens primære forebyggelses-

indsatser og socialfaglige indsatser ikke er omfattet.

Indsatser relateret til forebyggelse er afgørende, og kan i visse tilfælde medvirke til at det und-

gås, at en borger får brug for en akut sundhedsindsats eller opfølgning efter eventuel indlæg-

gelse. Både i forhold til kommunernes generelle ansvar for at sikre forebyggelse og sundheds-

fremme, jf. sundhedslovens §119, men også i forhold til eksempelvis indsatser til den ældre

medicinske patient i den kommunale sygepleje og hjemmepleje og patienter med psykisk

sygdom, hvor organisering, kompetencer og muligheden for at få lægefaglig rådgivning og

sparring kan bidrage til at forebygge, at en patient får akut behov for hjælp. Det er forventnin-

gen, at anbefalingerne vil bidrage til et styrket sammenhængende forløb og opkvalificering i

forhold til akut sygdom, der i sig selv også vil styrke det faglige fokus på forværring forud for

egentlig akut sygdom samt den faglige håndtering af opfølgning efter indlæggelse. Det primæ-

re fokus for nærværende anbefalinger er dog den sundhedsindsats, der er relevant, når patien-

ten har egentlig brug for en akut sundhedsindsats, og Sundhedsstyrelsen beskriver ikke per-

spektiverne i forhold til forebyggelse yderligere, men vil henvise til tidligere anbefalinger på

Sundhedsstyrelsen

området; blandt andet tidligere faglige bidrag såsom Styrket indsats for den ældre medicinske

patient – fagligt oplæg til national handlingsplan 2016-2019 (13) og Styrket indsats til menne-

sker med psykiske lidelser - fagligt oplæg til en samlet plan for psykiatriens udvikling (14).

Med den politiske aftale fra 2006, der var grundlaget for strukturreformen, blev det forudsat,

at Sundhedsstyrelsen som noget af det første skulle gennemgå akutområdet. Sundhedsstyrel-

sen udsendte derfor i 2007 en række anbefalinger vedrørende den akutte sundhedsindsats for

somatiske patienter (12). Da anbefalingerne ikke omhandlede den akutte indsats til patienter

med psykisk sygdom, fulgte i 2009 anbefalinger for akutindsatsen i psykiatrien (11).

Anbefalingerne satte rammer og retning for en række væsentlige ændringer i tilrettelæggelsen

af den akutte sundhedsindsats. Nedenfor beskrives baggrunden for og indholdet af anbefalin-

gerne, samt hvilken udvikling der har været siden.

Allerede i 1990’erne var der et stigende fokus på faglig kvalitet og specialisering, som op til

strukturreformen i 2007 betød et større nationalt fokus – både fagligt og politisk – på specia-

lisering og centralisering af sygehusydelser med udgangspunkt i et princip omkring ”kvalitet

frem for nærhed”. Organiseringen i sundhedsvæsenet ændredes løbende, sundhedsvæsenet

blev i stigende grad specialiseret, og der var begyndende overvejelser om at undersøge den

optimale størrelse for specialafdelinger. Med det såkaldte Kirurgiprojekt i 1990’erne og over-

vejelser omkring ”funktionsbærende enheder” blev der sat fokus på befolkningsunderlagets

betydning for varetagelsen af bestemte sygehusfunktioner.

Siden kommunalreformen i 1970’erne har den praktiserende læge indtaget en nøglerolle i

det danske sundhedsvæsen med fri og lige adgang til en selvvalgt og fast læge og som den pri-

mære visitator til resten af sundhedsvæsenet, herunder også til akutte sundhedstilbud. Almen

medicin blev etableret som speciale i 1993, og almen praksis har løbende organisatorisk været

styret ud fra en aftalemodel, hvor offentlige parter i overenskomstaftale med de Praktiserende

Lægers Organisation (PLO) laver en aftale med speciallægerne i almen medicin, der giver dem

ansvaret for, at alle borgere har mulighed for at få lægehjælp døgnet rundt. De nuværende

lægevagtsordninger blev etableret i 1992 i forlængelse af Landsoverenskomsten mellem PLO

og Sygesikringens Forhandlingsudvalg.

Med strukturreformen i 2007 fik de fem nye regioner sundhedsområdet som deres hovedop-

gave, og kommunerne fik nye opgaver på sundhedsområdet. Det blev lovpligtigt for regioner

og kommuner at indgå sundhedsaftaler, og kommunerne begyndte at indrette sig organisa-

torisk og fagligt i forhold til den nye rolle i det primære sundhedsvæsen, hvor kommunerne

skulle varetage flere og mere komplekse opgaver.

Sundhedsstyrelsen fik beføjelser i sundhedsloven til at definere og placere specialfunktioner,

ligesom regionerne blev forpligtet til at indhente rådgivning hos Sundhedsstyrelsen vedrøren-

de udarbejdelse af sundhedsplaner, herunder akut- og sygehusplaner, psykiatriplaner, føde-

planer mm. Samtidig blev der med økonomiaftalerne fra 2008 og 2009 og kvalitetsreformen

afsat midler til investering i nyt sygehusbyggeri, der skulle udmøntes via Kvalitetsfondsarbej-

det på baggrund af indstilling fra regeringens ekspertpanel vedrørende sygehusinvesteringer.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

De nydannede regioner gik i gang med en udviklings- og centraliseringsproces, der blev udar-

bejdet sygehusplaner, og i de efterfølgende år blev der investeret historisk stort i sygehusbyg-

geri og -apparatur, der fortsat pågår.

Som optakt til en gennemgang af samtlige specialer og fastlæggelse af den første specialeplan

med baggrund i det politiske mandat fra 2006 og nye lovhjemler, startede Sundhedsstyrelsen

med at se på tilrettelæggelsen af det akutte beredskab med udgangspunkt i principperne for

specialeplanlægning. Dette set i lyset af at store ændringer her formentligt ville få konsekven-

ser for gennemgangen af de fleste andre specialer samt for de fysiske rammer.

I tiden før Sundhedsstyrelsen udsendte anbefalinger i 2007 og 2009, blev uvisiterede akutte

patienter modtaget på et stort antal somatiske og psykiatriske sygehuse i Danmark. På flere af

sygehusene var der mere end én akutmodtagelse, og mange akutte patienter blev ikke indlagt

via akutmodtagelse, men modtaget direkte på anden sygehusafdeling. Adgangen til skadestuer

var i mange amter uvisiteret, og udredning og behandling af den akutte patient blev ofte vare-

taget af relativt nyuddannede læger, mens den præhospitale indsats primært handlede om,

at håndtere en sikker transport af patienter. Størrelse, bemanding og specialisering af landets

akutsygehuse var meget forskelligartet.

Centralt i de nye anbefalinger var:

At al henvendelse til sygehusvæsenet med akut somatisk sygdom og skade skulle

være visiteret.

At alle akutte patienter på sygehuset skulle modtages det samme sted på fælles akut-

modtagelser.

At der blev sat krav til hvilke lægefaglige specialer, der skulle være repræsenteret på

den fælles akutmodtagelse, ligesom det blev præciseret, at der skulle være en spe-

ciallæge i tilstedeværelsesvagt inden for udvalgte specialer; ”speciallægen i front”.

At organiseringen af de fælles akutmodtagelser skulle baseres på et befolkningsun-

derlag på 200.000 - 400.000 borgere.

I det følgende udfoldes kort hovedpointerne i anbefalingerne fra 2007 og 2009.

Anbefalingerne satte rammen for, at visitationen skulle være entydig og enstrenget, visitatio-

nen skulle foretages på baggrund af fælles visitationsretningslinjer, og visitationen skulle vare-

tages via 112-opkald til vagtcentralen eller af læger eller sygeplejersker under lægeligt ansvar i

almen praksis. Det blev endvidere anbefalet at etablere konkret sammenhæng og samarbejde

mellem alarmcentral, vagtcentral, præhospitale indsatsordninger, almen praksis, de fælles

akutmodtagelser (FAM) og akut medicinsk koordinationscenter (AMK) (12).

For patienter med psykisk sygdom blev det med anbefalingerne i 2009 anbefalet, at der skulle

være let tilgængelighed til døgnåbne akutte psykiatriske tilbud, og det var op til lokal planlæg-

ning, om der blev etableret åbne eller visiterede akutte psykiatriske modtagelser. Der blev lagt

vægt på, at der skulle foreligge klare, aftalte visitationsretningslinjer (11).

Anbefalingerne vedrørende visitation blev fulgt op i 2012, hvor regeringens akutudvalg gen-

tog anbefalingerne og supplerede med at anbefale, at visitation bør foregå telefonisk (15).

Sundhedsstyrelsen

Anbefalingerne fra 2007 fastlagde rammerne for de fælles akutmodtagelser i forhold til

befolkningsunderlaget, visiteret adgang, én fælles akutmodtagelse, fremmødekrav til lægefag-

lige specialer, diagnostiske faciliteter mv. Sundhedsstyrelsen anbefalede samtidigt, at de eksi-

sterende fire traumecentre blev bibeholdt, idet de havde forskellige spidskompetencer, omend

det blev vurderet, at befolkningsunderlaget kun tilsagde et til to traumecentre.

Hvor særlige forhold som store afstande gjorde sig gældende, blev det anbefalet, at der kunne

oprettes nære tilbud, eksempelvis i form af skadeklinikker betjent af læger og/eller sygeple-

jersker under lægeligt ansvar, hvor patienter med mindre eller ukomplicerede skader kunne

behandles (12).

I 2009 blev det anbefalet, at også de tidligere psykiatriske skadestuer skulle samles baseret

på samme befolkningsunderlag som på det somatiske område, mens det for børne- og ung-

domspsykiatri blev anbefalet at opretholde et befolkningsunderlag på 0,5-1,0 mio. borgere.

Der blev peget på øget tilgængelighed i tilbud, krav til vagtforhold og personale, herunder

bedre muligheder for at få speciallæger med i vagt, styrket samarbejde med det somatiske

sundhedsvæsen, nære akutte tilbud i kommuner og almen praksis samt samarbejde med poli-

ti, ambulancetjeneste m.fl. (11).

I 2013 blev anbefalingerne vedrørende psykiatrien fulgt op af en national afrapportering (16),

der blandt andet anbefalede udbredelse af kommunale sociale akuttilbud, udbredelse af opsø-

gende og udgående teams i den regionale psykiatri og afprøvning af ambulante akutteams. I

2018 anbefalede Sundhedsstyrelsen endvidere, at regionerne skulle implementere et fast og

systematisk samarbejde mellem de psykiatriske akutmodtagelser og de somatiske akutmodta-

gelser omkring akutte patienter med multisygdom (14).

På det præhospitale område fokuserede anbefalingerne på områder vedrørende kompetencer

og sundhedsfaglig opkvalificering, sundhedsfaglig visitation, national disponeringsvejled-

ning, dokumentation samt etablering af en landsdækkende akutlægehelikopterordning med

disponering af en fast AMK.

Det var forventningen, at anbefalingerne ville give anledning til omfattende fysiske ændringer

og samling af funktioner, samt at det ville tage fem til ti år at implementere. Det blev forudsat,

at kravene måtte modificeres for akutsygehuse med særlig geografi.

For en samlet oversigt over tidligere anbefalinger henvises til bilag 5 i bilagsrapporten.

I det forgange årti siden anbefalingerne har den akutte sundhedsindsats tillige med det øvrige

sundhedsvæsen ændret sig markant.

Antallet af akutsygehuse i landet er blevet reduceret, der er sket en omfattende specialisering

og centralisering af sygehusvæsenet, og der er etableret fælles akutmodtagelser. Der er indført

visiteret adgang til akutmodtagelserne, men kun for de somatiske akutte patienter, mens visi-

tationen af patienter med psykisk sygdom varierer på tværs af landet.

Sundhedsstyrelsen har med specialeplanlægningen igennem årene været med til at definere

de forskellige akutsygehuse gennem placering af specialfunktioner relateret til den akutte

patient og fastlagt rammerne for en lang række akutte sygehusfunktioner, både på hoved- og

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

specialfunktionsniveau, som for eksempel fødeområdet, traumer, patienter med blodprop i

hjerte- eller hjernekar, patienter med sepsis m.v. En gennemgang af regionernes sundhedspla-

ner og krav til den akutte sundhedsindsats jf. Sundhedsstyrelsens specialeplan viser blandt

andet, at der i relation til den akutte sundhedsindsats for 31 specialers vedkommende er defi-

neret krav omkring den akutte sundhedsindsats, hvoraf der inden for fem lægefaglige specia-

ler er krav om umiddelbar tilstedeværelse på hovedfunktionsniveau

Regionerne har organiseret sig med speciallæger i akutmodtagelserne, omend det varierer

mellem de lægefaglige specialer, hvorvidt det reelt er lykkedes at leve op til fremmødekravene,

herunder på både somatiske og psykiatriske akutmodtagelser. Særligt vedrørende de psykiatri-

ske akutmodtagelser er der stor variation i både bemanding og tilstedeværelse af kompetencer

over døgnet og ugedage mellem de forskellige psykiatriske akutmodtagelser.

I forlængelse af fortsatte drøftelser om lægefaglige kompetencer i akutmodtagelserne, og en

diskussion af om et nyt lægefagligt speciale i akutmedicin ville kunne øge kvaliteten og effekti-

viteten i akutmodtagelserne, blev der i 2017 truffet beslutning om oprettelse af et nyt lægefag-

ligt speciale i akutmedicin, der skal implementeres over de kommende år (17,18). Beslutnin-

gen om det nye speciale blev truffet på baggrund af en indstilling fra Sundhedsstyrelsen, der

vægtede fordele og ulemper i forhold til etablering af det nye speciale, hvor følgende hensyn

blandt andet talte for oprettelse af specialet:

At akutmodtagelsen kunne sikre fastlagt rekruttering af yngre læger, og yngre læger

lettere ville kunne se en karrierevej i akutmedicin.

At der ville blive øget prestige for læger i akutmedicin og bedre grundlag for forsk-

ning og udvikling på området.

At der ville blive sat fokus på den akutte patient og kerneydelsen i akutmodtagelsen,

herunder fokus på triage og flow, så effektiviteten øges. Etablering af et speciale

ville bidrage til at sikre optimale sektorovergange, og for nogle patienter ville det

kunne give færre kontakter, mindre ventetid og færre indlæggelser.

At der var gode erfaringer internationalt, og etablering af specialet ville give mulig-

hed for automatisk anerkendelse af udenlandske speciallæger i akutmedicin, og

danske speciallæger i akutmedicin ville kunne anerkendes i udlandet.

Omvendt beskrev Sundhedsstyrelsen også udfordringer ved etablering af specialet, herunder

at det tager tid og vil kræve ressourcer at implementere, at en generalist i akutmedicin skal

have særlige samarbejdskompetencer og kende til egne begrænsninger, så andre specialers

kompetencer bliver udnyttet, og at koblingen til og samarbejdet med andre specialer skulle

afklares, herunder placering af ansvar for patienten og afledte effekter på dimensioneringen af

andre specialer.

I Sundhedsstyrelsens vurdering af oprettelsen af et speciale i akutmedicin fra 2017 beskrives

blandt andet kravene til en speciallæge i akutmedicin, hvilket giver et indblik i karakteren af

de opgaver, der varetages i en akutmodtagelse (17). En speciallæge i akutmedicin indgår som

bagvagt i en akutmodtagelse og skal selvstændigt kunne håndtere alle aspekter af:

Med umiddelbar tilstedeværelse forstås, at lægen kan være fysisk tilstede hos patienten inden for få minutter

fra tilkald. Se også ordlisten for beskrivelse af forskellige fremmødekrav.

Sundhedsstyrelsen

Tidlig vurdering af alle typer patienter, inklusiv skadepatienter.

Iværksættelse af umiddelbar behandling, både af ustabile og stabile patienter.

Lægefaglig forløbsledelse inklusiv fokus på sikkert flow og optimal fordeling af

ressourcer i vagten.

Supervision af yngre læger, både fra akutmodtagelsen og andre specialer.

Overdragelse af behandlingsansvar til andre specialer.

Beredskabsledelse og operativ ledelse i situationer med ekstraordinært pres på

akutmodtagelsens/sygehusets ressourcer.

I indstillingen vedrørende oprettelsen af specialet vurderede Sundhedsstyrelsen, at speciallæ-

ger i akutmedicin skulle være specialister i den akutte og afklarende fase af et sygehuskræven-

de sygdomsforløb, og at de skulle samarbejde tæt med sygehusets øvrige speciallæger og med

sundhedsvæsenet uden for sygehusene. En forudsætning for at et nyt speciale i akutmedicin

kunne højne kvaliteten i akutmodtagelserne, både i forhold til effektivitet, behandlingskvalitet

og patienttilfredshed, var, at alle specialer samarbejder om opgaven (18).

Udviklingen af den akutte sundhedsindsats er yderligere blevet konsolideret med de stats-

lige Kvalitetsfondsmidler og regionale anlægsinvesteringer i forhold til en bygningsmæssig

fornyelse af sygehusene med stor fokus på det akutte område. Byggerierne forventes afsluttet

omkring 2025.

Den præhospitale indsats er blevet udbygget og opkvalificeret med blandt andet styrkelse

af sundhedsfaglig behandling, sundhedsfaglig visitation og forbedret kommunikation og

organisering. Større nationale forandringer på det præhospitale område omfatter indførelse

af sundhedsfaglig visitation af 112-opkald, indførelse af en national visitationsretningslinje

for 112-opkald (Dansk Indeks for Akuthjælp), en national akutlægehelikopterordning samt

en national præhospital elektronisk patientjournal. Således drives det præhospitale område

på baggrund af flere fælles nationale procedurer. På mere specialiserede områder har regio-

nerne organiseret sig forskelligt med hensyn til kompetencer og ressourcer. Det drejer sig for

eksempel om etablering af specialiserede udrykningskøretøjer såsom sociolance (med social-

faglige medarbejdere), babylance (neonatalt transportteam) og psykiatrisk akuttjeneste (med

udkørende psykiater). Det drejer sig yderligere om varierende brug af præhospitalt personale

såsom præhospitale akutlæger og ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedi-

cinere).

Der har i perioden også været fokus på at udvikle samarbejdet mellem lægevagten og de øvri-

ge akutte sundhedstilbud, og i 2014 etablerede Region Hovedstaden en ny organisering med

en omlægning af lægevagten til visitation via Akuttelefonen 1813, og konsultationer på akut-

klinikker og akutmodtagelser på sygehusene.

Også den kommunale indsats på sundhedsområdet er siden kommunalreformen blevet

udbygget og udviklet. Fra 2007 til 2018 er antallet af årsværk for kommunalt ansatte syge-

plejersker steget med 35 pct. Tilsvarende er der i samme periode sket en stigning i antallet af

årsværk for social- og sundhedsassistenter med 70 pct. Der er i dag således mere end 50.000

autoriserede sundhedspersoner ansat i kommunerne. Hertil kommer 30.000 social- og sund-

hedshjælpere i ældreplejen.

I 2017 kom Sundhedsstyrelsen endvidere med krav og anbefalinger til de kommunale akut-

funktioner, herunder til tilrettelæggelse, målgruppe, indsatser, kompetencer og uddannelse,

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

udstyr, kvalitetssikring samt anbefalinger til samarbejdet med sygehuse og praktiserende

læger (5). Formålet med kvalitetsstandarderne er at understøtte en ensartet og høj kvalitet i

de kommunale akutfunktioner på tværs af landet og at understøtte kommunens samarbejde

med sygehuse og almen praksis blandt andet om et entydigt lægefagligt behandlingsansvar.

De kommunale akutfunktioner etableres som et tilbud til patienter, der ikke har behov for en

sygehusindlæggelse, men som har særlige observations-, pleje- eller behandlingsbehov, der

ikke kan varetages af den øvrige kommunale hjemmesygepleje (5). I 2018 godkendte Sund-

hedsstyrelsen rammerne for en ny specialsygeplejerskeuddannelse, som sigter på at styrke

kompetencerne i den borgernære sygepleje.

I boks 1 nedenfor opridses en række af indsatserne på området.

Historisk oversigt over indsatser i relation til den akutte sundhedsindsats

1998: I løbet af 1990´erne så man med kirurgiprojektet på strukturen for varetagelse af

kirurgiske funktioner, og i 1998 anbefalede Sundhedsstyrelsen en struktur med

funktionsbærende kirurgiske enheder med et befolkningsunderlag på 200.000 –

250.000, som skulle varetage basiskirurgien.

2007: Strukturreformen træder i kraft med etablering af fem regioner og 98 kommuner.

Med sundhedsloven kommer der ny opgavefordeling på sundhedsområdet,

herunder nye opgaver til kommunerne, og Sundhedsstyrelsen får beføjelser i

forhold til specialeplanlægning.

2007: Sundhedsstyrelsen udsender anbefalinger for den akutte sundhedsindsats i

”Styrket akutberedskab – planlægningsgrundlag for det regionale sundhedsvæ-

sen” inklusiv bilag; blandt andet landsdækkende helikopterordning.

2007: Samme år etablerer regeringen en kvalitetsfond med henblik på at investere i

2008: Praksiskommissionen udkommer med en rapport vedrørende visioner for almen

praksis.

2009: Sundhedsstyrelsen følger op på anbefalingerne for den akutte indsats i somatik-

ken med anbefalinger for den akutte sundhedsindsats i psykiatrien i ”Den akutte

indsats i psykiatrien - planlægningsgrundlag for det regionale sundhedsvæsen”.

2009: Sundhedsstyrelsen beskriver ”Kvaliteten i den danske lægevagtsordning”.

2009: Regeringen nedsætter Udvalg om det præhospitale akutberedskab (Akutudval-

get).

2010: Sundhedsstyrelsen udkommer med den første specialeplan, der beskriver og

placerer specialfunktioner inden for 35 lægefaglige specialer og et tandlæ-

gespeciale.

Sundhedsstyrelsen

2010: Akutudvalget (Udvalget om det præhospitale akutberedskab) udkommer med

en statusrapport med fokus på kortlægning af akutberedskabet, 112-opkald samt

vagtlægeordningen.

2012: Akutudvalget (Udvalget om det præhospitale akutberedskab) udkommer med

en rapport, der blandt andet anbefaler at anvende telefonisk visitation til den

akutte sundhedsindsats.

2012: I økonomiaftalen 2013 indgår krav om, at regionerne frem mod foråret 2014 skal

indføre visiteret adgang til landets akutmodtagelser.

2013: Regeringens udvalg om psykiatri udkommer med rapporten ”En moderne, åben

og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser”.

2014: Den landsdækkende akutlægehelikopterordning træder i kraft med tre døgnbe-

mandede akutlægehelikoptere.

2014: Første evaluering af landets akutmodtagelser udkommer i et samarbejde mel-

lem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen og Danske

Regioner i ”Faglig gennemgang af akutmodtagelserne”.

2014: Sundhedsstyrelsen udkommer med rapporten ”Kvalitet i akutfunktioner i den

kommunale hjemmesygepleje”.

2015: Databasen for Akutte Hospitalskontakter etableres i regi af Regionernes Kliniske

Kvalitetsudviklingsprogram, RKKP.

2016: I økonomiaftalen 2017 er der blandt andet fokus på datadrevet kvalitetsudvikling i

akutmodtagelserne.

2016: Regeringen afsætter midler til en handlingsplan for den ældre medicinske

patient i perioden 2016-2019, hvor der blandt andet er fokus på en tidlig indsats.

2016: Anden evaluering af landets akutmodtagelser udkommer i et samarbejde mel-

lem Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner i

”De danske akutmodtagelser – status 2016”.

2017: I økonomiaftalen 2018 besluttes det, at anbefalingerne fra 2007 skal opdateres,

herunder belysning af de fælles akutmodtagelser.

2017: Sundhedsstyrelsen udkommer med en revideret specialeplan.

2017: Det besluttes at oprette et lægefagligt speciale i akutmedicin baseret på Sund-

hedsstyrelsens ”Vurdering af et speciale i akutmedicin”.

2017: Rigsrevisionen udkommer med ”Beretning om Region Hovedstadens akuttelefon

1813”.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

2017: Regeringens lægedækningsudvalg udkommer med rapporten ”Lægedækning i

hele Danmark”.

oner beskrevet i rapporten ”Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner”

med afsæt i udmøntning af handlingsplanen for en styrket indsats for den ældre

medicinske patient.

2017: Afrapportering fra Udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæ-

sen (Sundheds- og Ældreministeriet).

2018: Sundhedsstyrelsen opretter en ny specialuddannelse i borgernær sygepleje.

2018: I regeringens handlingsplan ”Vi løfter i fællesskab – en samlet handlingsplan for

psykiatrien frem mod 2025” afsættes midler til udbredelsen af regionale akutte

psykiatriske udrykningstjenester.

2018: Satspuljen på sundhedsområdet 2019-2022 prioriterer udbredelsen af regionale

akutte udrykningsteams i psykiatrien samt bedre samarbejde mellem politiet og

sundhedssektoren.

sker med svær psykisk lidelse.

2020: Sundhedsstyrelsen igangsætter arbejde med beskrivelse af en ny specialuddan-

nelse i akutsygepleje.

Sundhedsstyrelsen

Viden og status

Med henblik på at præsentere et overblik over den viden og status for udviklingen af den

akutte sundhedsindsats, der ligger til grund for vurderingen af udfordringer og muligheder på

området, beskrives væsentlige erfaringer og evidens på området, hvorefter der redegøres for

aktiviteten.

I arbejdet med de aktuelle anbefalinger er der blevet set på erfaringer og evidens på området.

En række tidligere afdækninger er gennemgået, og der er desuden, som led i arbejdet med de

nye anbefalinger, blevet udført en række nye analyser og gennemgange af den videnskabelige

evidens. I det følgende gennemgås de væsentligste fund fra tidligere og nyere afdækninger

inden for følgende områder:

Visitation til den akutte sundhedsindsats

Den præhospitale indsats

Den kommunale sygepleje

Akutmodtagelser

Akutsygehuse

I relation til det visiterende akutte sundhedsvæsen, herunder de regionale lægevagtsordninger

og Akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden, er der siden 2007 udarbejdet flere rapporter og

undersøgelser, blandt andet:

2008: Afrapportering fra Udvalg vedrørende almen praksis’ rolle i fremtidens sund-

hedsvæsen(19)

2009: Sundhedsstyrelsens rapport om kvaliteten i den danske lægevagtsordning

(20)

2012: Rapport om brug af sygeplejersker i lægevagten (21), anbefalinger fra Regerin-

gens akutudvalg (15)

2014: COWI’s Evaluering af enstrenget og visiteret akutsystem frem til 1. april 2014

(22)

2015: KORA’s Evaluering af Enstrenget og Visiteret Akutsystem i Region Hovedsta-

den (23).

Rigsrevisionen har desuden i sin beretning 17/2016 fra maj 2017 sat fokus på Akuttelefonen

1813 og de regionale lægevagtsordninger (24). Og endelig har Det Nationale Forsknings- og

Analysecenter for Velfærd, VIVE, i september 2018 udgivet en kortlægning af de regionale

lægevagtsordninger og Region Hovedstadens akuttelefon 1813 (25). De væsentligste pointer

herfra beskrives i boks 2.

Sundhedsstyrelsen

Kortlægning af de regionale lægevagtsordninger og Region Hovedstadens

akuttelefon 1813

Kortlægningen er første forsøg på at udarbejde en større sammenlignelig beskrivelse

overblik over ligheder og forskelle i ordningernes nuværende organisering, opga-

vevaretagelse, aktivitet og økonomi. Kortlægningen er deskriptiv og indeholder ikke

faglige anbefalinger.

imellem.

praktiserende lægers deltagelse i og andel af produktion i vagten. Blandt andet er

der forskel på, hvor stor en andel af de samlede antal vagtaktive læger, der udgøres

af regionens praktiserende læger: fra 84 pct. i Region Midtjylland til 62 pct. i Region

Sjælland.

Der er store forskelle på anvendelsen af sygeplejersker og andre sundhedspersoner

i de fem ordninger: I Region Midtjylland ses en væsentlig højere brug af sygeple-

jersker (22 pct. af det samlede gennemsnitlige ugentlige timetal) i forhold til de tre

andre lægevagtsregioner, hvor Region Sjælland slet ikke anvender sygeplejersker

eller andre faggrupper end læger. I Region Hovedstaden, hvor anvendelsen af perso-

nale kun kan opgøres for visitation og besøg, udgør sygeplejersker 59 pct. målt i antal

timer. Ligeledes er der stor forskel på, hvilke opgaver sygeplejerskerne varetager i de

enkelte ordninger, herunder blandt andet telefonisk visitation.

fulde opfyldt servicemålet i 2016. Region Midtjylland, Syddanmark og Sjælland ligger

5-10 procentpoint under servicemålet, akuttelefonen i Region Sjælland har næsten

opfyldt målet, mens Akuttelefonen 1813 er henholdsvis 45 og 25 procentpoint fra sine

to opstillede servicemål på dette område i 2016. Region Hovedstaden er således

længst fra at opfylde servicemålene i egen region.

Udviklingen i aktiviteten fra 2009-2016 viser, at antallet af besøg i hjemmet er faldet

i alle regioner, og i Region Hovedstaden faldt antallet i 2013-2014 med 70 pct. efter

lægevagtsregioner på nær Region Nordjylland, hvor antallet er faldet. Antallet af hen-

visninger fra Akuttelefonen 1813 til ambulant kontakt i akutmodtagelse eller akutklinik

er stort set uændret efter indførelse af Akuttelefonen 1813. Antal telefonkonsultationer

er steget i nogle regioner og faldet eller stagneret i andre efter indførelse af enstren-

get visitation til den fælles akutmodtagelse.

Sammenligning af aktiviteten i 2016: I 2016 havde Region Sjælland det højeste antal

telefonkonsultationer pr. 1.000 borgere, mens Region Hovedstaden havde det lave-

ste. Der var i 2016 desuden store regionale forskelle på antal besøg, hvor Region

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Hovedstaden havde det laveste antal (7 besøg pr. 1.000 borgere). For konsultationer

havde Region Nordjylland det højeste antal, mens Midtjylland havde det laveste i

2016 (henholdsvis 211 og 157 pr. 1.000 borgere).

kontakt i akutmodtagelse eller akutklinik sammenlignet med de øvrige aldersgrup-

regioner.

Genhenvendelser: 15-28 pct. af alle telefonkonsultationer til regionens egne borgere

er givet til patienter, der har fået mere end én telefonkonsultation inden for samme

vagt.

ordninger i 2016. Region Midtjylland har de højeste, mens Sjælland har de laveste

omkostninger (henholdsvis 41.000 og 16.000 kr. pr. 1.000 borgere). At Region Midtjyl-

land har de højeste omkostninger kan formentlig tilskrives omkostninger forbundet

med løn til sygeplejersker. Region Sjælland har lavere driftsomkostninger, men det

regioners omkostninger til honorarydelser adskiller sig til gengæld ikke.

Region Hovedstadens omkostninger ved Akuttelefonen 1813’s levering af telefonkon-

sultation og besøg udgør 66.000 kr. pr. 1.000 borgere. Det understreges, at omkost-

dens driftsomkostninger ved Akuttelefonen 1813.

Vedrørende den almen medicinske telefonvisitation i vagttid er der udarbejdet enkelte rap-

porter, som undersøger og sammenligner brugen af henholdsvis læger og sygeplejersker i

visitationen af patienter med akut opstået skade eller sygdom. I en rapport fra KORA konklu-

deres det, at det ikke kan bekræftes, at lægefaglig eller sygeplejefaglig uddannelsesbaggrund i

sig selv er afgørende for kvaliteten ved telefonvisitation. Derimod peges der på vigtigheden af

at sikre oplæring, uddannelse og støtte i telefonvisitationen (23). En anden rapport konklude-

rer, at der ikke er grundlag for at sige, at telefonvisitation varetaget af sygeplejersker er mindre

sikker og har ringere kvalitet end lægebaseret visitation. Det skyldes, at der er mangel på doku-

mentation for sikkerheden og kvaliteten i lægers telefoniske visitation i lægevagtsordninger.

Samtidig betones det i en rapport fra DSI, at telefonvisitation er forbundet med risici og usik-

kerhed, hvilket stiller særlige krav til visitatorens kompetencer (21). Senest har et forsknings-

projekt fra Aarhus Universitet sammenlignet almenmedicinere, sygeplejersker og læger med

forskellig faglig baggrund i telefonvisitationen i henholdsvis lægevagten i Region Midtjylland

og Akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden i forhold til kvalitet, sikkerhed og effektivitet. På

den baggrund konkluderes det, at kvaliteten i telefonvisitationen generelt er høj, men at der

var klare forskelle afhængig af, hvem der foretog visitationen. Sikkerheden målt ud fra graden

af undervisitering og den overordnede sikkerhed synes at være ens hos både almenmedicine-

re og sygeplejersker. Sygeplejersker har længere samtaler og viderevisiterer i højere grad end

Sundhedsstyrelsen

almenmedicinere, mens effektivteten og kvaliteten vurderes at være mindst hos læger med

anden faglig baggrund (26).

I relation til den akutte sundhedsindsats er tilgængelighed til almen praksis i dagtid relevant.

I relation hertil er der blandt andet udarbejdet et par undersøgelser, der ser på tilgængelighe-

den. Dels en undersøgelse fra Region Hovedstaden i 2017 af den telefoniske kontakt til almen

praksis, der undersøgte muligheden for telefonisk kontakt til almen praksis, herunder for-

løbet med at komme i kontakt med praksis, samt i hvilket omfang almen praksis overholder

overenskomstens krav om telefonisk tilgængelighed (27). Undersøgelsen viser, at 97 pct. lever

op til overenskomstens krav om telefonisk tilgængelighed og at der opnås personlig kontakt

hver anden gang, der ringes til almen praksis (i alt 49 pct. af tilfældene). Undersøgelsen viser

endvidere, at der til sammenligning med 2012 er flere, der lever op til overenskomstens krav

om telefonisk tilgængelighed, mens det er blevet sværere at opnå direkte personlig kontakt

(27). I en opgørelse fra Region Midtjylland i 2016 ses det, at 63 pct. af almen praksis har en

akutlinje (særskilt telefonnummer fra kl. 8-16). Derudover blev der for 8 pct. ikke opnået kon-

takt inden for 10 minutter og den gennemsnitlige ventetid lå på små 2 minutter (28).

Regeringens akutudvalg pegede på potentialet i at forbedre kapaciteten i lægevagtsordnin-

gerne ved at inddrage sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale i opgaveløsningen,

herunder opgaver relateret til telefonisk visitation (29). En øget kapacitet i den telefoniske

visitation i vagttid er blandt andet relevant, fordi flere af de regionale lægevagtsordninger i dag

har vanskeligt ved at få bemandet lægevagterne i vagttid.

I relation til det præhospitale område har der forskningsmæssigt særligt været fokuseret på de

meget akutte tilstande såsom hjertestop uden for hospital, alvorlige traumer og slagtilfælde

(apopleksi) og behandling af disse. I arbejdet med anbefalingerne for det præhospitale områ-

de har følgende rapporter blandt andet været med til at belyse området:

Betydning af uddannelsesniveau for effekten af udvalgte dele af den præhospitale

indsats – En systematisk litteraturgennemgang, Defactum, 2017 (30).

Kortlægning af behov for flere akutbiler og akutlægebiler, Akutudvalget, 2012 (31).

I vurderingen af kompetencer i den præhospitale indsats ses der ved brug af akutlægernes

sundhedsfaglige kompetencer en øget overlevelse efter visse akutte tilstande, når behandlin-

gen sammenlignes med ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere)

eller udenlandsk uddannede paramedicinere

. Det gælder for hjertestop uden for sygehus

(evidens for højere overlevelse) og hovedtraume samt tilstande med sværere traumer mere

generelt (positiv tendens i forhold til højere overlevelse) (30).

I relation til kommunernes arbejde er der foruden anbefalingerne vedrørende kommunale

akutfunktioner (5) taget udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til handlingspla-

nen for den ældre medicinske patient (13) samt den politiske aftale om handlingsplanen for

De danske ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere) er uddannet på et relativt

lavere niveau end de udenlandske paramedicinere i studierne fra litteraturgennemgangen. De udenlandske

paramedicinere var typisk uddannet på universitetsniveau med en bacheloruddannelse.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

den ældre medicinske patient (32) og afrapporteringen fra udvalget for det nære og sammen-

hængende sundhedsvæsen (33) i forhold til samarbejdet om den akutte sundhedsindsats.

Der er gennemført to nationale afrapporteringer vedrørende udviklingen af de somatiske

akutmodtagelser på baggrund af 2007-anbefalingerne (34,35). Et tilbagevendende tema har

været speciallægernes tilgængelighed i vagten og prioritering af opgaver vedrørende vurdering

og behandling af patienter i den fælles akutmodtagelse i forhold til opgaver på stamafdelin-

gen. Et andet tema har været, i hvor høj grad alle speciallæger har opdaterede kompetencer i

forhold til det akutte arbejde, hvis det for eksempel er mange år siden, de som speciallæger

har gået i vagt uden for deres grenspeciale, eller hvis vagtdeltagelse for den enkelte speciallæge

kun forekommer relativt sjældent. I boks 3 nedenfor oplistes en række væsentlige fund fra de

to nationale evalueringer.

To landsdækkende evalueringer af ny sygehusstruktur på det akutte område

De somatiske akutmodtagelser har samlet set løftet kvaliteten i behandlingen af den

akutte patient, og har på en række områder organiseret sig forskelligt og valgt for-

skellige løsninger.

Alle somatiske akutsygehuse lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at

konkrete lægefaglige specialer skal være repræsenteret på matriklen, men

kun seks somatiske akutsygehuse lever fuldt op til anbefalinger om, at en række

konkrete specialer skal være til stede på matriklen døgnet rundt.

Servicemål og ventetider varierer på tværs af regioner og sygehuse. Der er mindre

forskelle i de anvendte triagemodeller, og på alle somatiske akutsygehuse er der

akutte patienter, der ud fra fagligt begrundede hensyn modtages på en stamafde-

ling uden om akutmodtagelsen. Det gælder særligt børn og akutte hjertepatienter.

De somatiske akutmodtagelser er i en positiv udvikling, og regionerne følger op på

anbefalingerne fra den faglige gennemgang fra 2014.

Der arbejdes med at sikre ensartet høj kvalitet på tværs af akutsygehuse og regioner.

De somatiske akutmodtagelser er fortsat et område i udvikling.

Sundhedsstyrelsen

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, udarbejdede til brug for arbej-

det med de aktuelle anbefalinger i 2018 en kvalitativ undersøgelse af akutmodtagelserne:

”Akutmodtagelserne i Danmark”, som var baseret på interviews og spørgeskemaer (36). I

rapporten peges der blandt andet på følgende forudsætninger for velfungerende akutmodta-

gelser:

Kompetencer, hvor de kliniske kompetencer hos speciallæger er væsentligst, men

også kompetencer i ledelse af patientflow fremhæves. På sygeplejesiden fremhæves

kompetencer i akut sygepleje samt specialiserede medicinske kompetencer i for-

hold til at passe akutmodtagelsens sengeafsnit.

Let adgang til diagnostik både i dagtid og vagttid.

Mulighed for viderehenvisning og løbende frigivelse af plads i akutmodtagelserne

for at skabe flow.

Tillid og ligeværdigt samarbejde og relationer mellem aktørerne i det samlede akut-

te forløb baseret på klare aftaler om arbejdsgange, behandlingsansvar og visitati-

onsret samt kendskab til samarbejdspartnere.

Yderligere hovedpointer fra rapporten fremgår af boks 4.

Hovedpointer fra rapport vedrørende akutmodtagelser, VIVE, 2018 (36)

På baggrund af undersøgelsen udpeges følgende som udviklingsspor og pejlemærker

for de enkelte aktører:

akutmodtagelserne

deværelsen af speciallægekompetencer, da det er et forhold, som bidrager både

organisatoriske tilpasninger, så akutmodtagelserne kan blive tilpasset til hospita-

lernes forskellige specialiseringsgrader, rekrutteringsudfordringer, patientgrundlag

m.m.

kommunerne

modtage patienter både efter indlæggelser i akutmodtagelserne, og når de sendes

direkte hjem fra akutmodtagelserne uden at blive indlagt. Desuden er det nødven-

digt med kompetencer i kommunerne til at vurdere basale sygdomstegn, så borgere

ikke sendes unødigt til akutmodtagelserne.

den præhospitale indsats

udføre diagnostiske undersøgelser i borgeres hjem og være i dialog med hospitals-

læger, praktiserende læger eller vagtlæger, vedrørende om borgeren skal indlæg-

ges eller ej.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

vagtlægeordningen

tilgængelige, så man undgår unødige indlæggelser. Desuden kan tilstedeværelse af

personale fra specialafdelingerne også være et tiltag, der potentielt kan bidrage til,

at kvaliteten i henvisningerne forbedres, og at nogle henvisninger kan undgås.

På tværs af aktører udpeges følgende som væsentlige udviklingsspor og pejlemærker:

En af de væsentligste forudsætninger for velfungeren-

de akutmodtagelser, men en forudsætning som akutmodtagelserne ikke kan sikre

alene. Akutmodtagelserne er afhængige af, at der undgås unødige indlæggelser, og

at det er muligt at sende patienter videre, dels hvis der ikke er behov for indlæggelse

og dels efter indlæggelse.

Der er behov for tidstro informati-

der kan opstå uklarhed om, hvem der har ansvaret for patienten. Desuden efterspør-

ges muligheden for at understøtte forskning på tværs af de involverede aktører, så

der kan etableres en klarere forståelse af, hvilken betydning enkeltdelene i patient-

forløbene har for eksempelvis kvalitet.

Modsat evalueringen af regionernes implementering af anbefalingerne fra 2007 vedrørende

den akutte sundhedsindsats i somatikken, er anbefalingerne fra 2009 aldrig blevet evalueret.

Til brug for arbejdet med aktuelle anbefalinger bad Sundhedsstyrelsen derfor i 2017-2018

regionerne om at beskrive status på området med særligt fokus på psykiatri. Generelt viser

afdækningen, at der er variation i forhold til implementeringen af anbefalingerne fra 2009

mellem regionerne. Variationen er betinget af mange forhold, herunder spiller især den fysi-

ske organisering og status på kvalitetsfondsbyggerierne ind, ligesom manglen på speciallæger

påvirker implementeringen af anbefalingerne. Hovedfund fra statusopgørelserne fremgår af

boks 5, hvori der også fremgår fund fra en senere spørgeskemaundersøgelse. Se næste afsnit.

Som led i det aktuelle arbejde med anbefalingerne har Sundhedsstyrelsen i begyndelsen af

2019 indsamlet oplysninger fra regionerne vedrørende akutte sygehustilbud inden for både

somatik og psykiatri (se bilag 6 og 7 i bilagsrapporten). Afdækningen var både kvantitativ og

kvalitativ, og formålet var blandt andet at få belyst, hvorledes akutte sygehustilbud var organi-

seret på tværs af regioner og somatik/psykiatri. De væsentligste fund herfra fremgår af boks 5.

Sundhedsstyrelsen

Hovedfund fra spørgeskema vedrørende somatiske og psykiatriske akutsy-

gehuse 2019 samt hovedfund fra regionernes statusopgørelse vedrørende

den akutte psykiatriske sundhedsindsats 2017-2018

Der er akutmodtagelser på i alt 32 sygehusmatrikler, heraf 22 med somatisk modta-

gelse og 21 med psykiatrisk modtagelse, og alle regioner har døgnåbne akutmodta-

gelser inden for både somatik og psykiatri.

psykiatri, mens der på otte er tale om separate, men nærtliggende modtagelser.

Alle fem regioner har inden for psykiatrien integreret børne- og ungemodtagelsen

med voksenmodtagelsen på udvalgte matrikler.

Den samlede stationære sengekapacitet på både somatiske og psykiatriske akutsy-

gehuse forventes at være stabil frem mod 2025. Kapaciteten af senge i akutmodta-

gelserne forventes dog øget med 26 pct. frem mod 2025, men stigningen er alene

for somatiske senge. Tilsvarende forventes kapaciteten af senge på somatiske inten-

sivafdelinger at stige med 27 pct. frem mod 2025, og kapaciteten af operationslejer til

indlagte patienter at stige med 10 pct. frem mod 2025 med en tilsvarende udvidelse

af kapaciteten i vagttid.

Der ses fortsat en stor variation på tværs af akutsygehuse i forhold til antallet af ind-

gange for modtagelse af akutte patienter, hvor der fortsat er sygehuse med op til otte

forskellige indgange ud over den fælles akutmodtagelse.

Tre ud af fem regioner har ikke visitation til de psykiatriske akutmodtagelser, mens

Region Nordjylland og Region Midtjylland har delvist visiteret adgang.

niseret som afdelinger/afsnit med egen ledelse, og en stor del også med egen fast

stab af speciallæger.

Der er stor variation i organiseringen i forhold til speciallæger i akutmodtagelsen, og

variation i forhold til i hvilken grad billeddiagnostik ligger i selve akutmodtagelsen; for

tre psykiatriske sygehuse gælder det, at der ikke er adgang til biokemi inden for to

timer.

Generelt har de psykiatriske akutsygehuse ikke speciallæger i tilstedeværelsesvagt

uden for dagtid.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Der arbejdes lokalt med aktiviteter og forsøgsprojekter, som blandt andet skal

indsatsen for en del af de akutte situationer fra de psykiatriske akutmodtagelser og

de stationære afdelinger over i den akutte ambulante indsats, herunder eksempelvis

fast track, brugerstyrede senge, udgående funktioner såsom akutteams

eller F-ACT-

teams

I forbindelse med arbejdet med de aktuelle anbefalinger har Sundhedsstyrelsen foretaget en

litteraturgennemgang med fokus på at estimere det nødvendige befolkningsunderlag for vare-

tagelse af akutte sygehusfunktioner, og for at efterprøve de skønsmæssigt fastsatte befolknings-

underlag, der blev beskrevet i anbefalingerne i 2007 og 2009. Disse var henholdsvis 200.000

- 400.000 for varetagelse af somatiske og psykiatriske akutmodtagelser og 500.000 - 1.000.000

for varetagelse af akut børne- og ungdomspsykiatri.

Gennemgangen tog udgangspunkt i tretten udvalgte akutte tilstande som hovedsagligt vare-

tages på hovedfunktionsniveau. På grundlag af relevante grænseværdier for minimumsvolu-

men med kvalitetsspring og tilstandenes incidens i Danmark blev der estimeret et mindste

befolkningsunderlag. Der er generelt tale om grove estimater, da der må tages forbehold for,

at en række studier er foretaget i sundhedsvæsener, der ikke ligner det danske, og at der ikke

er foretaget en omfattende og systematisk litteraturgennemgang. For en række studier er der

desuden valgt kvalitetsindikatorer (for eksempel mortalitet under indlæggelse ved apopleksi),

som ikke er de mest relevante i en dansk kontekst. Generelt er udfordringen ved at inddrage

international litteratur på området, at Danmark på mange punkter er længere fremme end

andre lande i forhold til systematisk samling af specialfunktioner på tværs af de lægefaglige

specialer med udgangspunkt i et princip om at ”øvelse gør mester”.

Generelt bekræfter litteraturgennemgangen, at vi i Danmark har anvendt fagligt relevante

befolkningsunderlag i planlægningen af akutte tilstande, der varetages på hovedfunktionsni-

veau, herunder det fastsatte minimum på 200.000. Det bemærkes desuden, at det for en række

almindelige tilstande som for eksempel pneumoni og hoftenær fraktur synes forsvarligt, at

disse varetages på små akutsygehuse med særlig geografi, mens en række andre tilstande som

for eksempel sepsis, hjertesvigt og gastrointestinal blødning med fordel kan visiteres til større

akutsygehuse.

Fundene er resumeret i boks 6. For metode og uddybende resultater se bilag 8 i bilagsrappor-

ten.

Akutteams kan være målrettet patienter, som ikke i forvejen er tilknyttet distriktspsykiatri, OP/F-ACT-team

eller ambulante behandlingstilbud i psykiatrien. De akutte teams samarbejder ofte tæt med akutmodta-

gelserne, som kan viderehenvise borgere til behandling i et akutteam som alternativ til indlæggelse, eller

kortvarige intensive ambulante behandlingsforløb til patienter, der kortvarigt har været indlagt i en akutmod-

tagelse eller på et sengeafsnit, men som ikke er målgruppe for et længerevarende ambulant behandlings-

forløb.

behandlingsindsats, som er målrettet mennesker med svære psykiske sygdomme.

Sundhedsstyrelsen

En litteraturgennemgang vedrørende befolkningsunderlag i relation til akut-

sygehuse

For en række væsentlige akutte tilstande som sepsis, hjertesvigt, apopleksi, skizo-

freni, respirationssvigt og gastrointestinal blødning viser studierne en sammenhæng

mellem et minimalt patientunderlag og kvalitet.

For udvalgte tilstande som for eksempel pneumoni og hoftenær fraktur tyder studi-

erne på, at der ikke nødvendigvis er en kvalitetsgevinst ved centralisering.

For udvalgte tilstande som for eksempel gastrointestinal blødning kan der være

grundlag for yderligere samling i forhold til at sikre robusthed i kompetencer, og man

kan overveje at arbejde med et endnu større befolkningsunderlag.

Regionerne har desuden bidraget med oplysninger om både aktuelle og fremtidige befolk-

ningsunderlag for varetagelse af ydelser på hovedfunktionsniveau på akutsygehusene, som

angivet i nedenstående tabel 1. Ved fremskrivning til 2025, hvor alle nye akutsygehusbyggerier

forventes afsluttet, ses det, at de tre nuværende små sygehuse med særlig geografi (Bornholms

Hospital, Nykøbing Falster Sygehus og Aalborg Universitetshospital, Thisted) fortsat har

befolkningsunderlag under den nedre grænse for Sundhedsstyrelsens generelle anbefaling

på 200.000 borgere. Det ses samtidig også, at akutsygehuse som Regionshospital Nordjylland,

Hjørring (somatik) samt Psykiatrisk Afdeling, Svendborg Sygehus og Odense Universitetsho-

spital (psykiatri) også forventes at have befolkningsunderlag i underkanten af de 200.000. Af

regionernes estimat fremgår det ligeledes, at der i 2025 vil være en række sygehuse med et

befolkningsunderlag, der er større end 400.000. Sundhedsstyrelsen bemærker, at der i relation

til somatikken særligt er tale om sygehuse i Region Hovedstaden; Bispebjerg Hospital, Her-

lev-Gentofte Hospital, Herlev, Amager-Hvidovre Hospital, Hvidovre og Rigshospitalet samt

Odense Universitetshospital i Region Syddanmark, mens det samme gælder for Psykiatrien -

Aalborg Universitetshospital i Region Nordjylland.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

461

455

551

324

468

257

255

362

461

325

378

490

477

601

332

488

209

293

374

490

347

378

184

149

248

306

296

232

278

155

212

306

296

232

230

220

312

430

242

176

220

322

430

242

176

358

126

275

358

366

126

275

366

287

221

225

287

221

225

289

232

289

232

236

241

Sundhedsstyrelsen

323

590

333

597

266

264

180

5.770

5.885

5.949

6.026

*Rigshospitalet har ikke hovedfunktionsniveau på tværs af alle funktioner, men alene inden for

udvalgte specialer. Hvis dette udelades passer de somatiske optageområder med de 5,7 mio. borge-

re i Danmark. I kolonnen vedrørende psykiatrien i 2019 skyldes det for høje befolkningstal, at befolk-

ningstallene i rækkerne er rundet op.

Spørgeskemaundersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen vedrørende somatiske og psykiatriske

akutsygehuse 2019.

I forbindelse med arbejdet med aktuelle anbefalinger har Sundhedsstyrelsen også fået udar-

bejdet et litteraturstudium over internationale erfaringer med fokus på den akutte patients

forløb på sygehuset med fokus på trængsel, overfyldthed (’’crowding’) m.v. Heri peges der på

en række tiltag, der kan gøres for at forebygge eller begrænse crowding. I boks 7 beskrives de

væsentligste pointer herfra; se også bilag 9 i bilagsrapporten.

En litteraturoversigt over interventioner til at forebygge eller begrænse crow-

ding

Der er udtalt social ulighed i brugen af det akutte behandlingssystem. Det vurderes,

at der med de rette politiske tiltag, sociale indsatser og lovgivning kan forebygges

et stort antal akutte indlæggelser. Dette kræver, at der investeres i primærsektoren,

herunder kommunale indsatser samt rekruttering og fastholdelse af praktiserende

læger og vagtlægeordninger.

Internationalt er der gode erfaringer med at have en speciallæge med i planlæg-

opgaver kan desuden, i det rette setup, uddelegeres til for eksempel behandlersyge-

plejersker og triage-sygeplejersker.

akutte behandling, for eksempel krav om målopfyldelse på 95 pct. for maksimal

opholdstid i akutmodtagelsen på 4 eller 6 timer. Fra disse lande lyder det, at der kan

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

med mindsket kødannelse, men kun såfremt tidsmålet ikke bliver eneste kvalitetsmål

for den akutte behandling og der ikke forlanges en målopfyldelse på 100 pct.

Nogle særligt udsatte patientgrupper (den psykiatriske patient, den ældre/skrøbelig

patient og børn) kan have gavn af personale med særlige kompetencer eller omgi-

velser, som er tilpasset deres behov, hvilket bør tænkes ind når akutmodtagelserne

indrettes og bemandes.

Efter initial udredning og behandling i akutmodtagelsen kan nogle patientgrupper

håndteres og afsluttes fra akutmodtagelsen. Hvis indtaget til disse særlige afsnit

desuden succes med at reducere både dødelighed og den samlede opholdstid

på sygehuset for grupper af interne medicinske patienter ved at have et afsnit med

dedikeret personale til at håndtere stabile, medicinske patienter med forventet

ophold under 72 timer. Afsnittene bemandes af interne medicinere, som her kan

get via akutmodtagelsen

modtagelsen til stamafsnit på grund af overbelægning på stamafdelingerne. Nogle

kan med fordel laves interventioner på akutsygehuset, så der opnås en fornuftig

belægning på de afdelinger, der modtager akutte patienter fra akutmodtagelser, her-

under tilpasning af bemandingen på akutsygehuset. Det er væsentligt, at der laves

en samlet løsning for bemanding og belægning på hele akutsygehuset.

I det følgende skitseres indledningsvist befolkningsudviklingen, dernæst aktiviteten i de fire

lægevagtsordninger og Region Hovedstadens akuttelefon 1813 samt aktiviteten i den præho-

spitale indsats og til slut beskrives den akutte aktivitet på sygehuset for både somatik og psy-

kiatri. Aktiviteten beskrives dels i forhold til udviklingen henover årene, dels i forhold til den

aktuelle aktivitet i dag.

For at illustrere det samlede billede af aktiviteten i den akutte sundhedsindsats havde det

været hensigtsmæssigt med en opgørelse også af aktiviteten i den kommunale sygepleje i rela-

tion til den akutte sundhedsindsats, men det har ikke været muligt at få systematisk opsamle-

de data til belysning af dette.

Aktiviteten og tilrettelæggelsen af den akutte sundhedsindsats hænger tæt sammen med

udviklingen i befolkningens demografi og sygdomsmønstre, herunder alderssammensæt-

ning. Figur 1 illustrerer en befolkningsfremskrivning fra 2018 til 2048, hvoraf det fremgår, at

Sundhedsstyrelsen

andelen af befolkningen mellem 20 og 69 år, svarende til de erhvervsaktive grupper, stort set

er uændret, mens andelen af ældre stiger betydeligt (37). I 2018 udgør gruppen af 80-89-åri-

ge således 3,9 pct. af befolkningen, og i 2048 udgør den 7,6 pct. af befolkningen. Andelen

af 90-99-årige udgør i 2018 0,8 pct. af befolkningen, og i 2048 1,9 pct. af befolkningen. Den

demografiske udvikling de seneste årtier har betydet, at antallet af mennesker, der lever med

mindst én kronisk sygdom, er steget. I alt 35,6 pct. af danskere over 16 år rapporterer at have

en eller flere langvarige sygdomme eller helbredsproblemer. Andelen stiger med alderen,

så der blandt 75+-årige er 51,4 pct. kvinder, som har en eller flere langvarige sygdomme, og

49,5 pct. mænd. Samtidig lever man længere, også med sygdomme, der tidligere ikke kunne

behandles. Det gælder for eksempel inden for kræft- og hjertesygdomme. Derudover har der

været en udvikling i sygdomsmønstret, hvor blandt andet antallet af patienter med psykisk

sygdom er steget, ligesom samfundsudviklingen generelt betyder, at sygdomsforståelsen

ændrer sig, og nye sygdomme opstår (37). Stigningen i antallet af ældre, der lever med en eller

flere behandlingskrævende sygdomme, vil få betydning for aktiviteten i sundhedsvæsenet.

Antal

900.000

800.000

700.000

600.000

500.000

400.000

300.000

200.000

100.000

2018

2028

2038

2048

Alder

Danmarks Statistik, oktober 2020 (37).

Ser man på det relative forhold mellem personer i de forskellige aldersgrupper ses det, at

der kommer flere personer i aldersgruppen 70+ år sammenlignet med antallet af personer

i aldersgruppen 25-69 år; den erhvervsaktive alder jf. figur 2. Det ses, at der i 2017 var ca. 4,5

personer i alderen 25-69 for hver person i alderen 70–109. Grafen viser, at forholdet imellem

disse to falder, og at der i 2045 forventeligt kun vil være 2,5 personer i den erhvervsaktive alder

for hver person i alderen 70-109 år. Forholdet mellem personer i den erhvervsaktive alder og

antallet af personer uden for arbejdsmarkedet har betydning for anvendelsen af ressourcer i

sundhedsvæsenet, herunder planlægning i forhold til den akutte sundhedsindsats.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

år

-7

år

-1

-2

-3

-4

-5

-6

-8

år

-9

5,00

4,50

4,00

3,50

3,00

2,50

2,00

1,50

1,00

0,50

0,00

2017

2020

2025

2030

2035

2040

2045

2050

2055

2060

Danmarks Statistik register FRDK117

Udviklingen i aktiviteten i de fire regionale lægevagtsordninger samt i Region Hovedstadens

akutorganisation med Akuttelefonen 1813 kan overordnet opdeles i tre områder: sygebesøg,

konsultationer og telefonkonsultationer. Aktiviteten er opgjort for 8-års-perioden 2009 til og

med 2016 og gengives fra en rapport udarbejdet af VIVE i 2018 (25).

Over perioden er antallet af sygebesøg faldet i alle regioner. I Region Hovedstaden ses et

betydeligt fald på 70 pct. i 2013-2014 efter omlægningen i 2014. Antallet af konsultationer er

derimod steget i alle fire lægevagtsregioner på nær Region Nordjylland, hvor antallet er faldet.

Antallet af henvisninger fra Akuttelefonen 1813 til ambulant kontakt i akutmodtagelse eller

akutklinik er stort set uændret i perioden efter omlægningen i 2014 jf. tabel 3. Antallet af tele-

fonkonsultationer er steget i nogle regioner og faldet i andre (25).

Af tabel 2 nedenfor fremgår aktiviteten i de regionale lægevagtsordninger og i Akuttelefonen

1813 i 2016, og af tabel 3 fremgår antallet af henvisninger fra Akuttelefonen 1813 til ambulan-

te kontakter.

###

291.380

Telefonkonsultationer

uden besøg/konsulta-

tion (antal)**

Telefonkonsultationer

med besøg/konsultati-

on (antal)***

147.938

281.476

143.442

393.447

686.911

341.689

247.246

504.236

345.222

196.315

277.428

Sundhedsstyrelsen

Telefonkonsultationer i

akuttelefonen i Region

Sjælland (antal)

i.r.

87.334

i.r.

639

Telefonkonsultationer

uden besøg/konsul-

tationer (antal pr. 1.000

borgere)****

Telefonkonsultationer

med besøg/konsul-

tation (antal pr. 1.000

borgere)

252

217

284

236

155

245

303

281

403

281

Besøg (antal)

Konsultationer (antal)

22.879

123.856

69.510

203.103

48.398

217.225

44.345

147.814

13.394

k.i.o.

210

219

231

Besøg (antal pr. 1.000

borgere)

Konsultationer (antal pr.

1.000 borgere)

211

157

179

178

k.i.o.

Andelen af telefon-

konsultationer uden

besøg/konsultation af

det samlede antal tele-

fonkonsultationer (%)

For lægevagten ydelseskode 0471 – for Akuttelefonen 1813 de besøg, der er gennemført og visiteret fra

Akuttelefonen 1813.

For lægevagten ydelseskode 0101. I Region Nordjylland omfatter opgørelsen også ydelseskode 4471, som

anvendes i forbindelse med første konsultation på aftalte vagtlægekonsultationssteder.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Andelen af besøg af

det samlede antal fysi-

ske kontakter (besøg

og konsultationer) (%)

Andelen af fysiske

kontakter (besøg og

konsultationer) af det

samlede antal visite-

rede fysiske kontakter

(besøg og konsultatio-

ner) (%)

Opgjort for tidsrummet kl. 16:00-08:00 på hverdage samt tidsrummet kl. 00:00-24:00

på grundlovsdag, juleaftensdag, nytårsaftensdag, lørdage samt søn- og helligdage – for såvel

vagtlægeordninger som Akuttelefonen 1813.

Ved ydelser til egne borgere forstås de ydelser, en given region har givet til regionens egne borgere –

ydelser, som regionens borgere har modtaget under ophold i andre regioner samt ydelser til udenlandske

turister, indgår ikke.

###:

k.i.o.

Personer uden oplysning om cpr og/eller bopæl er håndteret som følger:

Personer uden oplysning om cpr indgår ikke i opgørelsen af ydelser til egne borgere

(antallet vurderes at være begrænset).

Personer uden oplysning om cpr og/eller bopæl indgår ikke i opgørelsen af ydelser til

egne borgere (gennemsnitligt 3,4 % af alle telefonkonsultationer, henholdsvis 1,0 % af alle besøg og 3,4 % af

alle konsultationer). Fordeling på år og borgere i egen region og uden for egen region har ikke været mulig.

Personer uden cpr og oplysning om bopæl indgår i opgørelsen af ydelser til egne borgere

(0,4 % af alle telefonkonsultationer, 1,6 % af alle besøg og 0,4 % af alle konsultationer).

Der er ikke cpr og bopæl på alle telefonkonsultationer og besøg. I udtrækket er det

antaget, at missing (erstatnings-cpr eller missing) for egne borgere fordeler sig forholdsmæssigt som for

opgørelsen af de øvrige telefonkonsultationer og besøg.

i.r.: Ikke relevant.

k.i.o.: Kan ikke oplyses, Akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden foretager ikke konsultationer.

* For lægevagten er det summen af telefonkonsultationer (ydelseskoderne 0501 plus 0602). For Region

Sjælland er det imidlertid summen af telefonkonsultationer i lægevagten (telefonkonsultationer uden besøg/

konsultationer og telefonkonsultationer med besøg/konsultation) og telefonkonsultationer i akuttelefonen i

Region Sjælland. For Akuttelefonen 1813 er det summen af telefonhenvendelser (uanset type). Denne note er

** For lægevagten ydelseskode 0501 – for Akuttelefonen 1813 de telefonhenvendelser, som er afsluttet til

egenomsorg eller lægelig telefonkonsultation. I Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland

ydelsesregistreres henvisninger til hospital også med ydelseskode 0501.

*** For lægevagten ydelseskode 0602 – for Akuttelefonen 1813 de telefonhenvendelser, der er visiteret til

besøg eller henvist til ambulant kontakt i Region Hovedstadens akutmodtagelser og akutklinikker. I Region

Syddanmark ydelsesregistreres henvisninger til hospital også med ydelseskode 0602.

**** For Region Sjælland er det summen af lægevagtens telefonkonsultationer uden besøg/konsultation og

telefonkonsultationer hos akuttelefonen pr. 1.000 borgere. Antallet af telefonkonsultationer hos akuttelefonen

er estimeret på basis af en procentvis fordeling for andelen af telefonkonsultationer til egne borgere versus

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecentner for Velfærd. Regionale lægevagter og

Akuttelefonen 1813. En korlægning med fokus på organisering, aktivitet og økonomi. Tabel 6.5. København:

2018. Er baseret på regionalt indberettet aktivitet. Opgørelser pr. 1.000 borgere er baseret på FOLK1A (3.

kvartal i givne år), Statistikbanken, Danmarks Statistik.

Sundhedsstyrelsen

2014-2016

År

2014

316.289

Henvisninger til behandlerspor sygdom

Henvisninger til behandlerspor skade

Henvisninger til vurderingsspor

162.964

99.558

53.767

308.012

Henvisninger af egne borgere til behandlerspor sygdom

Henvisninger af egne borgere til behandlerspor skade

Henvisninger af egne borgere til vurderingsspor

158.699

96.952

52.361

153.158

98.790

48.709

169

Henvisninger af egne borgere til behandlerspor sygdom pr. 1.000

borgere

Henvisninger af egne borgere til behandlerspor skade pr. 1.000

borgere

Henvisninger af egne borgere til vurderingsspor pr. 1.000 borgere

2016

157.271

101.444

50.017

165.984

103.899

49.702

310.838

161.441

101.055

48.342

Opgjort for tidsrummet kl. 16:00-08:00 på hverdage samt tidsrummet kl. 00:00-24:00 på

grundlovsdag, juleaftensdag, nytårsaftensdag, lørdage samt søn- og helligdage. Der er foretaget en

mindre justering af antallet af børn (0-12 år) efter udsendelse af den samlede rapport til alle regioner.

behandlersporet/skade, hvilket er mere korrekt.

Henvisninger af egne borgere omfatter kun de henvisninger, som Akuttelefonen 1813 har givet til regionens

egne borgere. Der er ikke cpr og bopæl på alle kontakter. I udtrækket er det antaget, at missing (erstatnings-

cpr eller missing) for egne borgere fordeler sig forholdsmæssigt som for opgørelsen af de øvrige kontakter.

: * Børnemodtagelsen Behandlerspor/sygdom for børn er kun åben i hverdage i tidsrummet kl. 16:00-

8.115 af regionens egne børn i aldersgruppen 0-12 år blevet indlagt grundet børnemodtagelsens lukketid i

aftale med VIVE (oktober 2019).

Regionalt indberettet aktivitet baseret på udtræk fra Akuttelefonen 1813s it-system. Opgørelser pr. 1.000

borgere er baseret på FOLK1A (3. kvartal i givne år), Statistikbanken, Danmarks Statistik.

Aktiviteten i 2016 viser store regionale forskelle på antallet af sygebesøg i hjemmet, hvor Regi-

on Sjælland og Region Midtjylland havde flest besøg, mens Region Hovedstaden havde det

laveste antal (henholdsvis 53,54 og 7 besøg pr. 1.000 borgere). I alle regioner er det især ældre

borgere, som visiteres til sygebesøg jf. figur 3, og i alle regioner varetages sygebesøg af en spe-

ciallæge med almen medicinske eller tilsvarende kompetencer.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

###

350

Nordjylland

300

Antal besøg pr. 1.000

250

200

150

100

0-4

5-14

15-24

25-34

35-44

45-54

55-64

65-74

Aldersgruppe (år)

Opgjort for tidsrummet kl. 16:00-08:00 på hverdage samt tidsrummet kl. 00:00-24:00 på

grundlovsdag, juleaftensdag, nytårsaftensdag, lørdage samt søn- og helligdage for såvel vagtlægeordninger

som Akuttelefonen 1813.

Midtjylland

Syddanmark

Sjælland

Hovedstaden

Omfatter ydelser til borgere, som en given region har givet til regionens egne borgere. Ydelser, som

regionens borgere har modtaget under ophold i andre regioner, samt ydelser til udenlandske turister indgår

ikke. Personer uden oplysning om cpr og/eller bopæl er håndteret som følger:

Personer uden oplysning om cpr indgår ikke i opgørelsen af ydelser til egne borgere

(antallet vurderes at være begrænset).

Personer uden oplysning om cpr og/eller bopæl indgår ikke i opgørelsen af ydelser

til egne borgere (gennemsnitligt 1,0 pct. af alle besøg). Fordeling på år og borgere i egen region og uden for

egen region har ikke været mulig.

Personer uden cpr og oplysning om bopæl indgår i opgørelsen af ydelser til egne borgere

(1,6 pct. af alle besøg).

Der er ikke cpr og bopæl på alle telefonkonsultationer og besøg. I udtrækket er det

antaget, at missing (erstatnings-cpr eller missing) for egne borgere fordeler sig forholdsmæssigt som for

opgørelsen af de øvrige besøg.

###

Der er ikke foretaget justering for de tilfælde, hvor alderen er ukendt. Afhængig af region er alder ukendt

for 0,1-0,2 pct. af det oplyste antal besøg. I Region Midtjylland er der ingen tilfælde af manglende oplysning

om alder.

B. Besøg: For lægevagten ydelseskode 0471 – for Akuttelefonen 1813 de besøg, der er gennemført af

Akuttelefonen 1813.

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecentner for Velfærd. Regionale lægevagter og

Akuttelefonen 1813. En kortlægning med fokus på organisering, aktivitet og økonomi. Figur 6.2. B. København:

2018. Er baseret på regionalt indberettet aktivitet. Opgørelser pr. 1.000 borgere er baseret på FOLK1A (3.

kvartal i givne år), Statistikbanken, Danmarks Statistik.

For konsultationer havde Region Nordjylland det højeste antal, mens Region Midtjylland hav-

de det laveste i 2016 (henholdsvis 211 og157 pr. 1.000 borgere). I 2016 havde Region Sjælland

det højeste antal telefonkonsultationer pr. 1.000 borgere, mens Region Hovedstaden havde det

laveste. I alle regioner er det de 0-4 årige, der modtager flest telefonkonsultationer og konsulta-

tioner pr. 1000 borgere.

Børn under 4 år er altså den aldersgruppe, som tegner sig for den relativt største andel af akti-

viteten i den telefoniske visitation i vagttid i 2016, mens ældre borgere over 75 år modtager

næst flest telefonkonsultationer (VIVE, 2018) (25). Aldersfordelingen tegner et mønster, hvor

småbørn og ældre får væsentligt flere ydelser per borger i vagttid sammenlignet med øvrige

aldersgrupper. Børnene ses primært i vagtlægekonsultationer (ambulant kontakt i akutmod-

Sundhedsstyrelsen

tagelse eller akutklinik i Region Hovedstaden), mens de ældre i højere grad ses ved sygebesøg.

15-28 pct. af alle telefonkonsultationer var i 2016 genhenvendelser, og 10-17 pct. af de borgere,

der modtog en telefonkonsultation, havde efterfølgende en sygehuskontakt inden for det sam-

me døgn.

I den præhospitale indsats har alle regioner over en årrække oplevet en stigning i antallet af

både 112-opkald og akutte ambulancekørsler (kørsel A

og kørsel B

). Stigningen i 112-opkald

og akutte ambulancekørsler er ikke specifikt knyttet til en dansk kontekst, men er derimod

et mønster, der genfindes i hele den vestlige verden. Derudover ses en øget aktivitet for visse

supplerende beredskaber, såsom akutlægehelikopterne. Der kan være flere årsager til denne

stigning, men flere studier peger på, at der ses et fald i antallet af kørsler på baggrund af tilska-

dekomst og en stigning på grund af akut forværring af kronisk sygdom samt uspecifikke diag-

noser. Derudover ses det, at patienterne har flere kroniske sygdomme end tidligere (38).

Antallet af akutte konktakter til sundhedsvæsnet inden for forskellige aldersgrupper har været

relativt konstant. Antallet er dog steget markant i aldersgruppen 60-70 år. Et dansk studie

angiver, at det stigende antal 112-opkald med stigende alder måske kan hænge sammen med

opblussen af kronisk sygdom (39).

En opgørelse fra Region Nordjylland viser, at lidt flere mænd end kvinder ringer 112 og får en

ambulance, og at gennemsnitsalderen er 52,9 år jf. figur 4. Der er flest opkald om spædbørn

(0-2 år), unge voksne (18-22 år) og ældre (65-87 år), og der er hyppigere kontakt til den præho-

spitale indsats med alderen (39).

Christensen et al. 2016 (39).

Kørsel A anvendes ved livstruende eller mulig livstruende sygdom eller tilskadekomst for eksempel større

traumer, hjertestop eller svære luftvejsproblemer. I mange situationer vil der også blive afsendt akutlægebil,

akutlægehelikopter og/eller paramediciner. Beredskaberne kører med udrykning.

Kørsel B anvendes ved akut, men ikke livstruende sygdom eller tilskadekomst for eksempel smertetilstande,

opblussen i kendt kronisk sygdom, brud på underekstremiteterne. Der vil typisk være tale om sygdom eller

tilskadekomst, der er alvorlig og hastende, men uden en umiddelbar trussel mod liv eller førlighed.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Til brug for opgørelsen i det følgende har Sundhedsstyrelsen modtaget datatræk fra Sund-

hedsdatastyrelsen for den akutte sygehusaktivitet i 11-årsperioden 2007 til og med 2017

Tabel 4 viser en samlet opgørelse af antallet af akutte korte og lange forløb fordelt på hen-

holdsvis akut eller planlagt kontakt samt somatik eller psykiatri i 2007 og 2017. Korte forløb

omfatter sygehuskontakter af under 12 timers varighed, mens lange forløb omfatter kontak-

ter, der samlet varer 12 timer eller mere. De korte forløb svarer til dels til det, der tidligere

blev beskrevet som ”ambulant behandling”, mens de lange forløb til dels svarer til begrebet

”sygehusindlæggelser”, hvor indlæggelser på de enkelte afdelinger i et patientforløb er kædet

sammen til én sygehusindlæggelse. For både korte og lange forløb opgøres opholdstid i timer,

hvilket til dels ligner det tidligere begreb ”sengedage”.

På det akutte somatiske område er der sket en stigning i antallet af korte forløb. Hvis der

tages højde for, at aktiviteten i lægevagten i Region Hovedstaden i løbet af perioden har været

omlagt til sygehusaktivitet, synes aktiviteten dog over hele perioden at være rimelig stabil. For

de lange forløb er der sket en lille tilbagegang i antallet af forløb, mens antallet af sengedage er

faldet med knap 10 pct.

På det psykiatriske område ses der for de lange forløb en stigning fra 45.000 til 50.000 forløb

svarende til godt 10 pct. i antallet af forløb og en mindre stigning i antallet af opholdstimer. I

2017 ses psykiatrien at udgøre 50.000 ud af i alt 634.000 forløb, svarende til 8 pct. af det samle-

de antal lange forløb og 22 pct. af antallet af opholdstimer. Set i forhold til befolkningsudvik-

lingen 2007-2017 er der for somatik og psykiatri under ét sket et fald i antallet af korte forløb,

såvel som lange forløb og opholdstimer.

900

932

171

1.100*

1.137*

191

600

645

110

584

634

101

87,3

21,6

108,8

1,6

80,1

22,1

102,1

1,4

*Heri vurderes at indgå op mod 200.000 konsultationer i akutmodtagelser og akutklinikker i Region

Hovedstaden.

Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen, træk pr. 10. august 2018.

Til sammenligning skete der på det planlagte område et fald i antallet af lange forløb fra

301.000 til 276.000 forløb fra 2007 til 2017. Samtidig er antallet af ambulante besøg steget fra

Der er indhentet aktivitetstal til og med 2017. På grund af implementeringen af LPR3 og de deraf følgende

udfordringer med at få data fra Landspatientregistret samt den ekstraordinære aktivitet i sundhedsvæsenet

i 2020 som følge af epidemien med COVID-19, er der ikke indhentet nyere aktivitetstal.

Sundhedsstyrelsen

ca. 8 mio. til ca. 11 mio. fra 2007 til 2017. Groft sagt er den akutte aktivitet mere end dobbelt så

stor som den planlagte aktivitet for de lange forløb, mens det for den ambulante aktivitet (kor-

te forløb) er de planlagte besøg, der dominerer aktiviteten.

Figur 5 viser udviklingen i antal akutte patientforløb fra 2007 til 2017 opgjort for henholdsvis

Region Hovedstaden og de fire øvrige regioner på det somatiske område. I Region Hoved-

staden er der ikke er vagtlægekonsultationer, og Akuttelefonen 1813 henviser til ambulante

kontakter på sygehusenes akutmodtagelser og akutklinikker. Betydningen af Region Hoved-

stadens valg af organisering, fremgår tydeligt for de korte patientforløb, hvor antallet af forløb

stiger stejlt i Region Hovedstaden fra 2013 til 2014 (hvor det enstrengede og visiterende akut-

system blev indført) med ca. 200.000 korte forløb, mens antallet af korte forløb i det øvrige

land er uændret. Stigningen i antallet af korte patientforløb på sygehusene i Region Hovedsta-

den som følge af Akuttelefonen 1813 var forudset og planlagt (og modsvares af et endnu større

fald i antallet af lægevagtskonsultationer, jf. afsnittet om Aktivitet i lægevagt og Akuttelefonen

1813 ovenfor).

Fordeling af antal akutte forløb opgjort på sygehusregion og fordelt på om kontakter

har en varighed under 12 timer (korte forløb) eller på 12 timer og derover (lange forløb)

700.000

600.000

500.000

400.000

300.000

200.000

100.000

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Hovedstaden under 12 timer

De andre 4 regioner under 12 timer

Hovedstaden over12 timer

De andre 4 regioner over 12 timer

Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen, træk pr. 10. august 2018.

Figur 5 viser, at udviklingen i antallet af akutte lange patientforløb på det somatiske område

har været konstant fra 2007 til 2017. Region Hovedstaden har således haft et uændret antal

lange forløb (på trods af at befolkningen er vokset med 10 pct.), mens regionerne i resten af

landet (hvor befolkningen samlet er vokset med godt 3 pct.) har haft lidt færre lange forløb.

Samlet er antallet af akutte lange forløb næsten uændret, selvom befolkningsstørrelsen er vok-

set, og befolkningen er blevet ældre, hvilket må betyde, at akutte lange forløb i sygehusvæse-

net i stigende grad er blevet omlagt til akutte korte forløb, hvis opholdstid er blevet længere.

Med hensyn til opholdstiderne er det gennemgående træk inden for den somatiske sygehus-

aktivitet uden for Region Hovedstaden, at den gennemsnitlige opholdstid for de korte forløb

er øget, mens opholdstiderne for de lange forløb er faldende (se tabel 5). For så vidt angår de

korte forløb er stigningen formentlig resultatet af flere faktorer, herunder at tidsregistrerin-

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

gen for skadestuebesøg tidligere har været mangelfuld (og derfor er blevet registreret med

en opholdstid på nul), at en del af de lange forløb er blevet til korte forløb efterhånden som

opholdstiden er reduceret, og at der måske også er sket et skift i sammensætningen af de korte

forløb fra skadestuebesøg til medicinske vurderinger. I Region Hovedstaden lader udviklingen

i den gennemsnitlige opholdstid for de korte forløb sig ikke vurdere, da tallene også inklu-

derer de patienter, der tidligere kom i lægevagten. Det bemærkes desuden, at der på tværs af

regionerne er forskel på demografi og sygdomsmønstre, som der skal tages forbehold for ved

sammenligning.

Den gennemsnitlige opholdstid for de lange forløb, vurderet ud fra udviklingen uden for Regi-

on Hovedstaden, er reduceret med knap 16 pct. Når der yderligere tages højde for det mind-

skede antal lange forløb, er det samlede forbrug af opholdstimer reduceret med ca. 19 pct. i

perioden 2007-2017 uden for hovedstaden. En gennemgang af tallene for opholdstid for lange

forløb i Region Hovedstaden tyder på, at der er tekniske forklaringer på den tilsyneladende

stigning i gennemsnitlig opholdstid for lange forløb på regionens sygehuse, men talmaterialet

tillader ikke en nærmere undersøgelse af dette.

For psykiatrien (tabel 6) er der dels tale om en vækst i antallet af både korte og lange forløb,

dels om en forskydning af aktiviteten mod størst vækst i aktiviteten uden for hovedstadsregi-

onen. Antallet af opholdstimer er tilsvarende forskudt mod de fire øvrige regioner, og samlet

er antallet af opholdstimer for de lange forløb øget. Befolkningen i Region Hovedstaden har

stadig det største forbrug af lange forløb i forhold til indbyggertallet, men forskellen mellem

hovedstaden og de øvrige fire regioner er reduceret fra 2007 til 2017. I 2017 var antallet af lan-

ge forløb pr. 1.000 borgere 0,8 uden for Region Hovedstaden og 1,0 inden for regionen.

0,8

2,5

149

122

8,8

7,0

172

149

1,5

3,0

126

139

110

17,5

13,8

193

197

1,7

2,4

129

118

136

115

17,5

13,7

146

149

2,1

151

139

13,5

30,0

57,3

12,1

331

569

533

567

2,1

1,5

2,1

2,6

196

403

196

388

153

142

171

120

33,5

46,5

Sundhedsstyrelsen

900

1.100

1,7

2,4

600

584

146

137

87,2

80,1

Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen, træk pr. 10. august 2018.

3,6

2,8

596

495

1,8

1,9

2,9

3,2

385

360

3,5

2,1

2,5

441

353

4,2

4,0

2,5

2,4

416

590

2,7

4,2

2,0

2,6

2,3

2,9

2,7

554

433

479

472

424

441

9,4

12,2

21,6

8,4

13,6

22,1

Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen, træk pr. 10. august 2018.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Udviklingen i sygehusaktiviteten fordelt på aldersgrupper fremgår af tabel 7, som viser, at

borgere under 65 år har et faldende antal lange forløb på ca. 15 pct. og en uændret eller lidt

stigende gennemsnitlig opholdstid. Udviklingen er omvendt for borgere på 65 år og derover,

hvor de lange forløb stiger for både de 65-79-årige og dem på 80 år og derover.

For nærmere at belyse aktivitetsudviklingen i forhold til befolkningsudviklingen er data ana-

lyseret uden at inddrage Region Hovedstaden og dermed effekten af regionens omlægning (se

tabel 8). Her finder man, at antallet af både korte og lange forløb i de fire regioner er faldet for

borgere under 65 år, mens befolkningstallet er faldet eller stagneret.

272

329

1,6

1,9

106

9,5

7,7

29,5

522

587

1,7

2,3

269

231

121

128

32,6

25,8

125

2,2

3,2

128

157

193

165

24,6

153

2,3

3,5

111

211

20,5

17,0

80,1

900

1.100

1,7

2,4

600

584

146

137

87,3

Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen, træk pr. 10. august 2018.

I tabel 8 ses der for de 65-79 årige en markant stigning i antallet af korte forløb, mens antallet

af lange forløb stiger mindre end antallet af borgere i aldersgruppen. En nærliggende for-

klaring kan være, at lange forløb i en vis udtrækning erstattes af ambulante vurderinger i de

somatiske akutmodtagelser.

I aldersgruppen på 80 år og derover ses både en kraftig stigning i antallet af korte forløb, sam-

tidig med at antallet af lange forløb stiger parallelt med udviklingen i befolkningstallet. De

store fødselsårgange fra 1940’erne passerer 80 år inden for de kommende ti år og øger antallet

af borgere på 80 år og derover i forhold til i dag med knap 70 pct. Der er således behov for et

særligt fokus på denne aldersgruppe. Antallet af opholdstimer i de lange forløb for den ældste

aldersgruppe udgjorde 23 pct. af det samlede antal opholdstimer i 2017 i det somatiske syge-

husvæsen uden for Region Hovedstaden.

Sundhedsstyrelsen

Udviklingen fordelt på aldersgrupper på det psykiatriske område fremgår af tabel 9. Udvik-

lingen er noget anderledes end på det somatiske område, da antallet af lange forløb har været

stigende. Der er forholdsvis få både korte og lange forløb for de ældre aldersgrupper inden

for psykiatrien, og intet tyder på en særlig udfordring i relation til alder. For eksempel udgør

antallet af opholdstimer for borgere på 80 år og derover omkring 3 pct. af det samlede antal

opholdstimer for lange forløb i psykiatrien.

868

2.342

446

157

3.813

802

2.345

618

183

3.948

-8,4

+0,1

+38,7

+16,5

+3,6

183

324

569

163

299

567

-11,0

-7,5

+78,1

+54,1

-0,2

180

403

151

108

388

-22,6

-16,4

+22,1

+16,8

-3,8

6,3

21,7

16,6

12,7

57,3

4,6

15,7

15,6

10,5

46,5

-27,2

-21,4

-5,6

-17,2

-18,8

Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen, træk pr. 10. august 2018.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

2,6

2,2

2,4

3,1

2,3

2,9

2,7

2,9

3,6

2,7

474

464

583

543

479

380

451

431

331

441

0,7

17,3

2,5

1,1

21,6

0,7

18,5

2,2

0,7

22,1

Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen, træk pr. 10. august 2018.

Visitationen til den akutte sundhedsindsats er forskellig i de fem regioner i forhold til orga-

nisering, opgavevaretagelse, aktivitet og økonomi, og den er organiseret i lægevagtsordninger

i fire regioner og i Region Hovedstaden med Akuttelefonen 1813. Forskellen består blandt

andet i graden af deltagelse fra speciallæger i almen medicin, anvendelsen af sygeplejersker

og andre sundhedspersoner, herunder hvilke opgaver sygeplejerskerne varetager i de enkelte

ordninger. Undersøgelser af kompetencer i visitationen med fokus på henholdsvis lægefaglige

og sygeplejefaglige kompetencer, viser, at der ikke er grundlag for at sige, at telefonvisitation

varetaget af sygeplejersker er mindre sikker og har ringere kvalitet, og senest har et forsk-

ningsprojekt konkluderet, at kvaliteten i telefonvisitationen generelt er høj, men at der var

klare forskelle afhængig af, hvem der foretager visitationen samt at sikkerheden i visitationen

synes at være ens hos både almenmedicinere og sygeplejersker. Undersøgelserne peger også

på, at det generelt er vigtigt at sikre oplæring, uddannelse og støtte i telefonvisitationen, og at

telefonvisitation endvidere er forbundet med risici og usikkerhed og stiller krav til visitators

kompetencer.

Der er både flest telefonkonsultationer og flest vagtlægekonsultationer pr. 1.000 borgere ved-

rørende mindre børn (0-4 årige) i alle regioner, og i Region Hovedstaden henvises der flest

småbørn pr. 1.000 borgere til behandlersporet sygdom. Det er samtidig de ældste borgere (≥75

år), som modtager flest sygebesøg i alle regioner.

I forhold til den præhospitale indsats har der særligt været fokus på de meget akutte tilstande

såsom hjertestop uden for sygehus, alvorlige traumer og slagstilfælde. I en vurdering af kom-

petencer ses der ved brug af præhospitale akutlægers sundhedsfaglige kompetencer en øget

overlevelse efter visse akutte tilstande, når behandlingen sammenlignes med ambulancebe-

handler med særlig kompetence (paramedicinere).

Sundhedsstyrelsen

Der er i dag akutmodtagelser på 32 sygehusmatrikler, heraf 22 med somatisk modtagelse og

21 med psykiatrisk modtagelse. På fire af de 32 sygehusmatrikler er der fælles modtagelse for

somatik og psykiatri, og på otte er der separate men nærtliggende modtagelser.

De konkrete lægefaglige specialer er repræsenteret på akutmodtagelserne, men der er varia-

tion i forhold til, hvorvidt de er tilstede døgnet rundt. Regionerne har ligeledes organiseret

sig forskelligt, herunder i forhold til om adgangen til akutmodtagelserne er visiteret, og om

de somatiske og psykiatriske akutmodtagelser er fælles eller adskilt. Der peges på, at det er en

forudsætning for en velfungerende akutmodtagelse, at der er de rette kompetencer hos perso-

nalet, men også kompetencer i ledelse af patientflow, let adgang til diagnostik i dag- og vagttid,

mulighed for viderehenvisning samt løbende frigivelse af plads i akutmodtagelserne med

henblik på at sikre flow.

Den samlede stationære sengekapacitet på både somatiske og psykiatriske akutsygehuse for-

ventes at være stabil frem mod 2025, hvilket dækker over, at sengekapaciteten på akutmodta-

gelserne forventes at stige med 26 pct. frem mod 2025, ligesom sengekapaciteten på intensiv

afdelingerne forventes at stige med 27 pct. Der er stor variation i forhold til antallet af veje,

den akutte patient kan komme ind på de forskellige akutsygehuse, hvor der fortsat er sygehuse

med op til otte forskellige indgange, ud over den fælles akutmodtagelse. Der er derudover stor

variation i organiseringen af speciallæger i akutmodtagelsen, og de psykiatriske akutsygehuse

har generelt ikke speciallæge i tilstedeværelsesvagt uden for dagtid. Endvidere er der forskel

på, om der er adgang til billeddiagnostik i selve akutmodtagelsen, og for tre psykiatriske akut-

sygehuse gælder det, at der ikke er adgang til biokemi inden for to timer.

Befolkningsunderlaget for akutsygehuse for de tre små sygehuse med særlig geografi (Born-

holms Hospital, Nykøbing Falster Sygehus og Aalborg Universitetshospital, Thisted) har fort-

sat et befolkningsunderlag under den nedre grænse for Sundhedsstyrelsens generelle anbe-

faling, men også akutsygehuse som Regionshospital Nordjylland, Hjørring (somatik) samt

Psykiatrisk Afdeling, Svendborg Sygehus og Odense Universitetshospital (psykiatri) forventes

at have et befolkningsunderlag omkring den nedre grænse på 200.000. Samtidig er der en ræk-

ke sygehuse, særligt i Region Hovedstaden, der forventes at have et befolkningsunderlag større

end 400.000 i 2025. En undersøgelse af det nødvendige befolkningsunderlag for akutsygehuse

bekræfter i den sammenhæng, at anbefalingen fra 2007 og 2009 om et befolkningsunderlag

på henholdsvis 200.000 - 400.000 for varetagelse af somatiske og psykiatriske akutmodta-

gelser, og 500.000 - 1.000.000 for varetagelse af akut børne- og ungdomspsykiatri er fagligt

relevant. Det bemærkes desuden, at det for en række almindelige tilstande som for eksempel

pneumoni og hoftenær fraktur synes forsvarligt, at disse varetages på små akutsygehuse med

en særlig geografi, mens en række andre tilstande som for eksempel sepsis, hjertesvigt og

gastrointestinal blødning med fordel kan visiteres til større akutsygehus.

Aktiviteten på de enkelte akutsygehuse er høj. Der er sket en ændring i sammensætningen af

akutte patienter, idet der er kommet flere ældre og flere med multisygdom.

Samtidig med at der ses en vækst i befolkningstallet og i både antallet og andelen af ældre,

ses der en stigning i antallet af borgere over 65 år og derover i det somatiske sundhedsvæsen.

Kommunerne oplever som følge heraf, at de har fået en markant øget aktivitet og øget kom-

pleksitet i opgaver. Samtidig har der ikke været en stigning i det samlede antal af akutte forløb

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

i det somatiske sygehusvæsen. Stigningen for borgere på 65 år og derover på sygehusene har

kunnet rummes inden for en uændret samlet aktivitet, fordi sygehusaktiviteten for borgere

under 65 år er faldet.

Der er samtidig sket et fald i det samlede antal opholdstimer på sygehusene. Det skyldes for-

mentlig, at forløb i stigende grad er blevet omlagt til korte forløb, og at en række korte akutte

forløb samtidig kan være forebygget eller være blevet omlagt til ambulant aktivitet. Over hele

perioden 2007-2017 ses der en meget betydelig stigning i antallet af planlagte ambulante

besøg. Det kan også have været medvirkende, at der er indført visitation til akutmodtagelser-

ne, hvorved en del akut aktivitet kan være blevet visiteret til anden aktivitet i ambulatorium,

lægevagt m.v.

Udviklingen i antal forløb og opholdstimer blandt borgere på 80 år og derover følger ikke helt

udviklingen i de andre aldersgrupper, og da gruppen samtidig er stigende og har et stort antal

opholdstimer, bør den fremadrettet gives særlig opmærksomhed.

På det psykiatriske område er der sket en stigning i både de korte og lange forløb, mens antal-

let af opholdstimer er stort set uændret. Samtidig synes der at ske en tilnærmelse i antallet af

forløb i forhold til befolkningstallet mellem Region Hovedstaden (der traditionelt har haft et

meget stort antal forløb i forhold til befolkningstallet) og de fire regioner uden for hovedsta-

den.

Sundhedsstyrelsen

Patientforløbet i dag

Som grundlag for at læse anbefalingerne i nærværende rapport beskrives patientforløbet ved

akut opstået sygdom og skade, som det ser ud i dag. Beskrivelsen er delt op i fire dele, hvoraf

de to første omhandler adgangen til de akutte sundhedstilbud, mens de sidste to omhandler

selve de akutte sundhedstilbud:

1. Den borgerettede visitation, der handler om patientens indledende adgang til

sundhedsvæsenet

2. Visitationen mellem sundhedsprofessionelle, der handler om den sundhedsfaglige

vurdering, der foretages i visitationen af patienten, hvormed patienten bliver ført

videre i sundhedsvæsenet

3. De akutte sundhedstilbud uden for sygehus

4. De akutte sundhedstilbud på sygehus.

Borgerens første møde med den akutte sundhedsindsats sker typisk i almen praksis i dagtid,

i almen medicinsk visitation i vagttid, via Region Hovedstadens akuttelefon 1813 eller via

112-opkald til AMK-vagtcentral. Det første møde kan også ske via en kommunal funktion, som

henvender sig på borgerens vegne; fx den kommunale sygepleje, både i hjemmeplejen og på

plejecentre eller botilbud.

I dagtid ved henvendelse til almen praksis samt ved skader til Akuttelefonen 1813 i

Region Hovedstaden og til akuttelefonen i Region Sjælland.

I vagttid via lægevagtstelefoner eller Akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden eller

Akuttelefonen i Region Sjælland.

Ved direkte henvendelse på psykiatrisk akutmodtagelse, fødegang m.v.

Ved 112-opkald eller anden præhospital alarmering.

Ved henvendelse til kommunal visitation til kommunal sygepleje, herunder akutfunk-

tion samt kommunale psykosociale akuttilbud m.v.

Sundhedsstyrelsen

Alle med folkeregisteradresse i Danmark er som udgangspunkt tilknyttet almen praksis, som

i dagtid varetager vurdering og behandling af mindre alvorlig akut opstået sygdom og skade,

samt relevant visitation til det øvrige sundhedsvæsen. Der kan være undtagelser fra dette,

som for eksempel i tilfælde hvor regionerne driver almen medicinsk lægeklinik, ved direkte

henvendelse til tandlæge eller speciallægepraksis i øre-næse-hals- eller øjensygdomme, og

evt. øvrige specialer for personer i sygesikringsgruppe 2. Udvalgte grupper som eksempelvis

værnepligtige og asylansøgere kan være dækket af andre faste lægeordninger, mens turister

og andre med midlertidigt ophold ikke er fast tilknyttet en almen praksis, men kan søge akut

behandling ved både alment praktiserende læge, lægevagtstelefoner og sygehuse inden for

gældende regler jf. sundhedsloven (1).

Den almen medicinske visitation er organiseret på baggrund af på hvilket tidspunkt af døgnet,

patienten henvender sig.

I dagtid, som typisk er hverdage i tidsrummet fra kl. 8 til kl.16, kan patienten kontakte sin

praktiserende læge blandt andet ved telefonopkald eller ved fremmøde. En del læger vil des-

uden have udvidet åbningstid på udvalgte dage. Den praktiserende læge vil som regel have

fastlagt telefontid hver dag og kan desuden have et fastlagt tidsrum, hvor man kan møde

frem med akutte problemer uden tidsbestilling. Uden for lægens faste telefontid vil opkald i

klinikkens åbningstid typisk blive besvaret af en sygeplejerske eller sekretær, som på lægens

delegation kan vurdere, om patienten bør rådgives om egenomsorg, tilbydes en tid hos egen

læge samme dag eller senere, eller har brug for lægebesøg i eget hjem. I nogle tilfælde kan hen-

vendelsen føre til kontakt til den kommunale akutfunktion, som kan hjælpe med vurdering.

Andre gange kan det være patientens pårørende eller kommunalt personale, der henvender

sig på patientens vegne.

I vagttiden, som er tiden uden for almindelig konsultationstid (typisk hverdage mellem kl. 8

og kl.16), varetages den telefoniske visitation af lægevagtsordninger i fire regioner, mens den i

Region Hovedstaden varetages af Akuttelefonen 1813. Region Sjælland har desuden en døgn-

dækkende akuttelefon, som er bemandet af behandlersygeplejersker, og som varetager visita-

tion af patienter med akut opståede mindre skader. Region Syddanmark har skadesvisitation

i dagtid, der er bemandet med sygeplejersker med relevante erfaringer, på det samme telefon-

nummer som lægevagten har i vagttiden.

I vagttiden er de borgerettede telefoniske visitationer i regionerne bemandet med forskellige

sundhedsfaglige kompetencer. I fire regionale lægevagtsordninger varetages den telefoniske

visitation af speciallæger i almen medicin og øvrige læger, herunder læger i hoveduddannelse

til almen medicin, idet ingen regioner kan bemande fuldstændigt med speciallæger i almen

medicin. I Region Sjælland varetager akuttelefonen, der er bemandet med sygeplejersker, visi-

tation af mindre skader hele døgnet. I Region Hovedstaden varetages den borgerettede telefo-

niske visitation ved akut opstået sygdom og skade via Akuttelefonen 1813, som er bemandet

med både speciallæger i almen medicin og andre læger samt med sygeplejersker, som har

mulighed for at rådføre sig med, eller stille borgeren om til, en læge.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

I den telefoniske visitation kan patienterne rådgives om egenomsorg, rådgives om at henven-

de sig hos egen læge næste dag, henvises til vurdering og behandling i lægevagtskonsultation,

et ambulant akuttilbud i regionen (eksempelvis skadeklinik, akutklinik, tandlægevagtordning

m.v.), visiteres til sygebesøg i eget hjem eller indlægges på akutsygehus.

Ved behov for hjælp i akutte livstruende situationer kan borgere, pårørende, tilskuere, bered-

skab m.fl. ringe til alarmtelefonen 112, hvor sundhedsfaglige opkald omstilles til en af de fem

regionale AMK-vagtcentraler. Fra AMK-vagtcentralen kan der disponeres præhospitale ressour-

cer såsom ambulancer, akutlægebiler, akutbiler og akutlægehelikopter, hvorfra det præhospi-

tale personale kan foretage vurdering og initial stabilisering og behandling, yde rådgivning

mens hjælpen er på vej, samt sikre transport af akut syge eller tilskadekomne til sygehus, eller

evt. afslutning på stedet.

AMK-vagtcentralerne er bemandet med sundhedsfaglige visitatorer i form af sygeplejersker,

ambulancebehandlere og ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere).

De sundhedsfaglige visitatorer modtager 112-opkald og visiterer et respons på baggrund af en

visitationsretningslinje (Dansk Indeks for Akuthjælp), der er fælles for hele landet. Der anven-

des desuden en fælles national disponeringsvejledning for de fire akutlægehelikoptere.

AMK-vagtcentralen er ligeledes bemandet med speciallæger (AMK-læger), som enten er fysisk

tilstede eller på tilkald. Disse læger fungerer som sundhedsfaglig backup til det øvrige præho-

spitale personale, ligesom både AMK-vagtcentralerne og de præhospitale ressourcer kan træk-

ke på kompetencer fra præhospitale akutlæger, som er speciallæger med erfaring og særlige

kompetencer i præhospital indsats og sædvanligvis er speciallæger i anæstesiologi.

Derudover bemandes AMK-vagtcentralen af tekniske disponenter med en logistisk baggrund,

som foretager den tekniske disponering af de relevante præhospitale ressourcer i direkte kon-

takt med det præhospitale personale.

Hvis borgeren eller dennes pårørende selv henvender sig med behov for en akut kommunal

sundhedsindsats, har kommunen visitationsretten og kan vælge at visitere til eller tildele rele-

vante kommunale tilbud, herunder kommunal hjemmesygepleje. Det vil typisk omhandle

tilbud efter serviceloven, men det kan også være tilbud efter sundhedsloven. I relation til den

akutte sundhedsindsats vil den kommunale sygepleje blive tildelt efter forudgående lægelig

henvisning.

Hjemmesygepleje efter sundhedsloven benævnes i det følgende kommunal sygepleje og

omfatter også sygeplejefaglige tilbud i regi af kommunale akutfunktioner som udgående eller

stationære tilbud.

Sundhedsstyrelsen

I den første primære og uvisiterede kontakt med borgeren sker der en sundhedsfaglig vur-

dering af hvorvidt, patienten skal tilbydes yderligere vurdering, behandling og observation

i sundhedsvæsenet, typisk ved sygehus eller kommunal sygepleje. Denne visitation mellem

sundhedsprofessionelle er organiseret i flere spor og på tværs af sektorer: praktiserende læge,

lægevagt og akuttelefoner, præhospital virksomhed, sygehus og kommune.

Præhospitalt ved henvendelse direkte til AMK-vagtcentralen udenom eller via

112-nummeret med henblik på disponering af ambulance, akutbil, akutlægebil eller

akutlægehelikopter samt ved direkte visitation til specialfunktioner på udvalgte syge-

huse, eksempelvis akut koronarsyndrom og apopleksi.

Via regional sygehusvisitation med henblik på sygehusbehandling, herunder indlæg-

gelse eller sub-akut ambulant tid på relevant specialafdeling.

Ved henvisning til kommunal sygepleje, herunder kommunale akutfunktioner, fra

praktiserende læge, vagtlæge, sygehuslæge mv.

Læger i almen praksis, på sygebesøg, i lægevagtskonsultationer m.v. kan ved direkte kontakt til

AMK-vagtcentralen udenom eller via 112-nummeret anmode om disponering af præhospitale

ressourcer såsom ambulancer, akutbil, akutlægebiler og akutlægehelikopter.

Ved akut behov for sygehusbehandling kontakter indlæggende læge den regionale sygehusvi-

sitation, der typisk er placeret ved det akutsygehus, patienten skal indlægges på eller som cen-

trale visitationsenheder. Sygehusvisitationerne er bemandet med sundhedsfaglige visitatorer,

som i samråd med indlæggende læge visiterer patienten til indlæggelse på relevant afdeling

via akutmodtagelse. Sygehusvisitationerne kan være fysisk lokaliseret i tæt relation til sygehu-

senes akutmodtagelser, og som i Region Nordjylland være samlokaliseret med AMK og den

præhospitale organisation.

Sygehusvisitationer vil i samarbejde med de forskellige specialafdelinger på sygehusene have

fastlagt retningslinjer for visitationen af forskellige patientgrupper. Flere sygehusvisitationer

har mulighed for at etablere konferencekald mellem indlæggende læge og bagvagt fra det

involverede speciale.

Som alternativ til akut indlæggelse kan sygehusvisitationerne råde over et antal sub-akutte

ambulante tider ved relevante specialafdelinger på regionale sygehuse.

For tidskritiske tilstande som akut koronarsyndrom og apopleksi vil der være fastlagt særlige

retningslinjer for direkte visitation til specialfunktion uden om sygehusvisitationen. Kvinder i

fødsel m.v. vil være selvvisiterende, dog som udgangspunkt efter forudgående telefonisk hen-

vendelse til vagthavende jordemoder ved fødeafdeling.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Patienter med akut opstået eller forværret sygdom eller akut nedsat funktionsniveau kan have

behov for, at der inden for den nærmeste fremtid iværksættes en sundhedsindsats, uden at der

er tale om en livstruende tilstand, eller at der lægefagligt vurderes at være behov for behand-

ling eller observation i sygehusregi. Disse kan af læge henvises til kommunal sygepleje, herun-

der kommunale akutfunktioner. Her kan kommunen tildele en sygeplejefaglig indsats på bag-

grund af henvisning fra praktiserende læge, vagtlæge, sygehuslæge m.v., ligesom kommunen

kan visitere patienten til relevant tilbud efter serviceloven.

Kommunerne har organiseret håndteringen af lægehenvisninger forskelligt på tværs af landet,

herunder i forhold til kommunens henvisning og visitation af ydelser i relation til både sund-

hedslov og servicelov og når henvendelsen kommer udefra, enten fra borger/patient, pårøren-

de, almen praksis, lægevagt eller sygehus.

Uden for sygehuset er der en række forskellige tilbud til patienten. Det kan være præhospital

behandling på stedet eller transport til sygehus med eventuel behandling undervejs, almen

medicinsk konsultation og sygebesøg i eget hjem, konsultation på en skade-/akutklinik eller

kommunal sygepleje; evt. i regi af en kommunal akutfunktion. De forskellige tilbud til patien-

ten varetages i dag på tværs af region, kommune og almen praksis, og karakteren af de akutte

sundhedstilbud varierer i forhold til, om der er tale om en tidskritisk indsats, der skal leveres

inden for få minutter/med kort varsel, eller et tilbud, der kan iværksættes med mindre kort

varsel. Karakteren af de akutte tilbud varierer særligt mellem den kommunale sygepleje og de

øvrige sundhedstilbud. I en kommunal kontekst vil en akut indsats blive leveret inden for få

timer eller næste dag.

Præhospital indsats i form af indsats ved ambulance, akutbil, akutlægebil eller akut-

lægehelikopter.

Almen medicinsk konsultationstilbud for eksempel i lægevagtsklinik.

Almen medicinsk lægebesøg i hjemmet.

Vurdering og evt. behandling på regional skadeklink m.v.

Kommunale sygeplejefaglige tilbud, herunder kommunal akutfunktion.

Kommunale psykosociale akuttilbud.

Tandlægevagtordninger.

Sundhedsstyrelsen

Den præhospitale indsats er den samlede regionale varetagelse af transport og behandling

af akut syge eller tilskadekomne frem til overlevering til sygehus, eller behandling der vareta-

ges og afsluttes på stedet. Regionerne kan supplere den præhospitale indsats med ordninger

bestående af frivillige borgere, der kan disponeres til for eksempel hjertestop uden for hospi-

tal, hvor også udbredelsen af hjertestartere har været af stor betydning.

Ambulancer bemandet med ambulancebehandlere er den grundlæggende præhospitale

ressource, der kan disponeres til opgaver visiteret af AMK-vagtcentralen. Derudover benytter

regionerne ambulancer bemandet med ambulancebehandlere med særlige kompetencer

(paramedicinere), akutlægebiler, akutbiler og akutlægehelikoptere i den præhospitale indsats.

Se eventuelt ordlisten. Ambulancepersonale kan efter vurdering og stabilisering transportere

patienten til akutmodtagelse eller afslutte patienten på stedet, evt. på lægelig delegation hvis

relevant.

Akutlægehelikopteren føres af en pilot og vil være bemandet af en speciallæge i anæstesiologi

(præhospital akutlæge) og ambulancebehandlere med særlige kompetencer (paramedicinere).

Akutlægebiler bemandes af speciallæger i anæstesiologi (præhospital akutlæge) og ambulan-

cebehandlere eller ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere).

Akutbiler kan bemandes med ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicine-

re), anæstesisygeplejersker eller andet relevant sundhedsfagligt personale.

Disse beredskaber disponeres som sundhedsfagligt supplement til ambulancerne, hvis der

er mistanke om komplekse tilstande, større hændelser eller ulykker samt hændelser, hvor der

er tidskritisk behov for lægebehandling eller anden specialiseret behandling, som ikke kan

varetages af ambulancepersonalet. Akutbiler kan også anvendes som første præhospitale kon-

takt, hvis det vurderes, at ambulancen vil være længere tid om at nå frem. Patienter køres efter

visitationsretningslinjer til den relevante akutmodtagelse. Ambulancepersonalet dokumente-

rer patientoplysninger og behandling i den elektroniske præhospitale patientjournal, PPJ, og

melder patienten til akutmodtagelsen inden ankomst, så de er klar til modtagelse af patienten.

For patienter med psykisk sygdom er der etableret udgående funktioner såsom akutteams

eller F-ACT-teams

. I Region Hovedstaden er der etableret en psykiatrisk udrykningstjeneste

bemandet med en speciallæge i psykiatri, der aften og nat kan rykke ud til patienter med akut

psykisk sygdom. Med aftalen om satspuljen for 2019-2022 er der på finansloven afsat i alt

100 mio. kr. i en periode på fire år til, at alle fem regioner kan etablere eller udbygge regionale

akutte udrykningstjenester i psykiatrien med inspiration fra Region Hovedstadens tjeneste.

10 Akutteams kan være målrettet patienter, som ikke i forvejen er tilknyttet distriktspsykiatri, OP/F-ACT-team

eller ambulante behandlingstilbud i psykiatrien. De akutte teams samarbejder ofte tæt med akutmodta-

gelserne, som kan viderehenvise borgere til behandling i et akutteam som alternativ til indlæggelse, eller

kortvarige intensive ambulante behandlingsforløb til patienter, der kortvarigt har været indlagt i en akutmod-

tagelse eller på et sengeafsnit, men som ikke er målgruppe til et længerevarende ambulant behandlingsfor-

løb.

behandlingsindsats, som er målrettet mennesker med svær psykisk sygdom.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

I nogle regioner er der en ”sociolance”. Dette er et tilbud til socialt udsatte borgere, der pri-

mært har brug for en socialfaglig indsats, men hvor der tillige kan ydes basal sundhedsfaglig

behandling. Den erstatter dog ikke ambulancen ved akut brug for en sundhedsfaglig indsats.

Som patient kan man ved akut opstået sygdom eller skade have behov for at blive vurderet

eller få behandling af en læge eller sygeplejerske, uden at man behøver at komme på sygehu-

set. I dagtid kan man kontakte egen læge med henblik på en konsultation samme dag. I vagttid

kan man i fire regioner kontakte lægevagten med henblik på konsultation eller sygebesøg,

og bor man i Region Hovestaden kan man kontakte Akuttelefonen 1813 med henblik på et

ambulant besøg i regionens akutmodtagelser eller akutklinikker. For børn sker fysisk konsul-

tation ved almen medicinsk sygdom i særlige behandlerspor for børn, der enten er lokaliseret

i akutmodtagelserne eller som et særligt spor i børnemodtagelserne.

Konsultation og sygebesøg varetages på forskellig måde i de fem regioner i vagttid. Særligt er

der forskel på varetagelse af indsatserne i Region Hovedstaden og de fire lægevagtsregioner,

blandt andet hvad angår samarbejdsrelationer og sammenhæng til andre indsatser på akut-

området.

I de fire lægevagtsordninger henvises patienten til konsultation via den telefoniske visitati-

on. Patienten skal herefter møde op på et af lægevagtens konsultationssteder for at modtage

almen medicinsk vurdering og behandling af akut opstået sygdom eller skade, der ikke kræver

behandling i sygehusregi. I Region Hovedstaden henvises patienten afhængigt af behov til et af

de tre spor (behandlerspor/sygdom, behandlerspor/skade eller vurderingsspor) i akutmodta-

gelser, akutklinikker eller til særlige børnespor.

Det varierer på tværs af landet, hvor mange og hvilke typer konsultationssteder regionerne har

etableret, herunder i forhold til åbningstider, aktivitet og hvilke kompetencer, der anvendes til

at løse opgaver i konsultationen.

I Region Hovedstaden er de enkelte spor, som patienten kan henvises til, en del af regionens

akutmodtagelser og akutklinikker, mens børnesporene er organiseret under de pædiatriske

specialafdelinger.

I de fire regioner med lægevagtsordninger er nogle konsultationssteder placeret på et sygehus

med akutmodtagelse, som holder åbent for patienter i hele vagttiden, har flere almen medi-

cinske læger tilknyttet og benytter sig af for eksempel sygeplejersker eller social- og sundheds-

assistenter til behandling af blandt andet skader, prøvetagning, opgaver i lægernes konsulta-

tioner og administrative, koordinerende opgaver. Disse konsultationssteder har typisk en høj

aktivitet i vagttid. Andre konsultationssteder har begrænsede åbningstider og er for eksempel

kun bemandet med en speciallæge i almen medicin ved behov, dvs. når en patient visiteres til

konsultation på den pågældende klinik. Disse konsultationssteders aktivitet udgør typisk en

lille andel af regionens samlede aktivitet i vagttid.

Ved et sygebesøg er der mulighed for, at en speciallæge i almen medicin besøger patienter

i eget hjem/opholdssted og foretager en almen medicinsk vurdering eller behandling samt

tilbyder patienten råd og vejledning. I alle regioner visiteres et sygebesøg i hjemmet som

udgangspunkt til de patienter, der af helbredsmæssige eller andre årsager ikke kan forlade

deres hjem/opholdssted, og hvis behov for hjælp ikke er vurderet så akut, at der rekvireres en

Sundhedsstyrelsen

ambulance for at bringe patienten på sygehuset. I alle regioner varetages sygebesøg af en spe-

ciallæge med almen medicinske eller tilsvarende kompetencer.

Endelig har flere lægevagtsregioner desuden såkaldte hastebesøg/hastekonsultationer, som

kræver, at den visiterende læge, ud over den elektroniske overførsel af visitationsnotatet, kon-

takter den relevante kørende læge eller konsultationslæge direkte per telefon og orienterer

om, at besøget/konsultationen haster. Hastebesøg/hastekonsultationer kan i nogen udstræk-

ning minde om vurderingssporet, som Akuttelefonen 1813 kan henvise til, hvor patienten

triageres ved ankomst i akutmodtagelser eller akutklinikker.

Når patienten er blevet vurderet og har modtaget behandling ved læge eller sygeplejerske i

konsultationen, besøg i akutmodtagelser eller akutklinikker eller på sygebesøg, er der flere

mulige veje i det videre forløb. Patienten kan afsluttes, hvormed behandlingen i vagttid ophø-

rer, og der sendes en epikrise til patientens egen praktiserende læge. Hvis lægen eller sygeple-

jersken vurderer, at der er akut behov for videre udredning eller behandling, kan patienten

blive henvist til en akutmodtagelse på sygehuset, som overtager behandlingsansvaret for

patienten; det gælder for både somatiske og psykiatriske patienter. Hvis patienten vurderes

fortsat at have behov for observation, pleje og/eller behandling, men ikke har behov for en

sygehusindlæggelse, kan lægen henvise patienten til den kommunale sygepleje. Der kan even-

tuelt henvises til den kommunale akutfunktion, hvis der vurderes at være behov for særlige

sygeplejefaglige kompetencer, der kræver handling inden for nærmeste fremtid, men ikke

umiddelbart.

I tillæg til den præhospitale indsats og sygebesøg i eget hjem ved udkørende læge samt kon-

sultationer i de fire lægevagtsordninger, så har alle fem regioner desuden en række forskellige

ambulante akuttilbud.

Udgangspunktet for alle disse tilbud er, at der ikke er tale om patienter, som bør visiteres til

indlæggelse eller vurdering i akutmodtagelse på sygehus, samt at patienten (eller pårørende)

selv skal sørge for transport til det ambulante akuttilbud. De regionale ambulante akuttilbud

varierer en del på tværs af landet, blandt andet vedrørende forskelle i visitation, opgavevareta-

gelse, og kompetencer, ligesom der heller ikke er en ensartet terminologi på tværs af landet.

De forskellige regionale akuttilbud betegnes blandt andet skadestuer, skadeklinikker, småska-

deklinikker, tandlæge/tandpinevagt eller akutklinikker. Betegnelsen akutklinik anvendes for

eksempel kun i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland. I Region Hovedstaden anvendes

begreberne skadestue og skadeklinik ikke længere, mens de øvrige fire regioner fortsat bruger

disse begreber.

Begreberne skadestuer og akutklinikker bruges typisk som betegnelse for regionale tilbud, der

kan være placeret på et sygehus (med eller uden akutmodtagelse), og som typisk er bemandet

med både læger, sygeplejersker og andet personale, som vurderer og behandler akut sygdom

og skader, der ikke som udgangspunkt kræver indlæggelse. Sædvanligvis er der ikke tale om

døgndækkede tilbud, og det varierer også, om der er tilstedeværelse af læge og speciallæge,

også i de tilfælde hvor betegnelsen skadestue anvendes. I Region Midtjylland anvendes beteg-

nelsen skadestue på en række akutsygehuse dog som betegnelse for et ’spor’ i akutmodtagel-

sen.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Betegnelser som skadeklinikker og småskadeklinikker anvendes typisk for regionale tilbud,

der er placeret i tilknytning til et mindre sygehus, i et sundhedshus som kan være en nedlagt

sygehusmatrikel, på en ø eller i et tyndtbefolket område. Åbningstiden varierer fra enhed til

enhed, og der er umiddelbart ikke sammenhæng mellem navnet på enheden og åbningsti-

den. Dog er der tendens til, at skadestuer og akutklinikker i højere grad har døgnåbent, mens

skadeklinikker har kortere åbningstider. På Ærø er der eksempelvis en døgnåben sygeplejebe-

mandet skadestue.

I alle fem regioner er der for hele døgnet indført visiteret adgang til samtlige ambulante akut-

tilbud, således at patienten typisk skal være visiteret via telefonisk henvendelse til egen læge,

lægevagt eller Akuttelefonen 1813 i både dagtid og vagttid.

På alle typer ambulante akuttilbud kan man få vurderet og behandlet akut opståede mindre

skader, typisk afgrænset til skader opstået inden for et døgn. På akutklinikker i Region Hoved-

staden kan man desuden i varierende grad vurdere og behandle akut opstået sygdom eller

akut forværring af sygdom.

De regionale ambulante akuttilbud er bemandet på forskellig vis i regionerne, herunder med

sygeplejersker med særlige kompetencer og læger, ligesom organiseringen varierer i forhold til

mulighed for lægefagligt backup, der sker enten fra akutmodtagelse eller lægevagt.

Efter vurdering og behandling i et regionalt ambulant akuttilbud vil de fleste patienter blive

afsluttet til eget hjem og til videre opfølgning hos egen læge, som modtager elektronisk epikri-

se eller lignende. Har patienten behov for specialiseret udredning og behandling i sygehusregi

kan patienten henvises til akutmodtagelse.

Mange patienter med akut sygdom eller akut forværring kan hjælpes ved behandling og pleje i

regi af kommunal sygepleje, som tilbydes efter lægehenvisning, enten efter vurdering i almen

praksis, eller efter udskrivelse fra sygehus, herunder efter vurdering og behandling i akutmod-

tagelse. En række kommuner har som led i varetagelsen af sygeplejen etableret kommunale

akutfunktioner, som styrker kommunernes tilbud i forhold til at håndtere en større komplek-

sitet og behov for fleksibilitet i den kommunale sygepleje.

Kommunerne har i henhold til sundhedsloven ansvaret for at organisere den samlede kom-

munale sygepleje og kan blandt andet i den forbindelse vælge at etablere kommunale akut-

funktioner. For at kunne betegnes en kommunal akutfunktion skal tilbuddet leve op til Sund-

hedsstyrelsens anbefalinger fra 2017.

Som beskrevet i Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende kommunale akutfunktioner

kan det være et relevant tilbud til patienter med akut opstået eller forværret sygdom, der

ikke har behov for en sygehusindlæggelse, men som har særlige observations-, pleje- eller

behandlingsbehov. Det gælder i tilfælde, hvor disse behov ikke kan varetages af den øvrige

kommunale sygepleje, og således bedst varetages i et sundhedstilbud med de fornødne syge-

plejefaglige kompetencer tæt på patientens hverdag, familie og netværk. Det kan for eksempel

være ældre medicinske patienter, patienter med kronisk sygdom, patienter med demens,

patienter med organisk delir, patienter med psykiatrisk komorbiditet, patienter i en terminal

fase eller patienter med akut nedsat funktionsevne, for eksempel i forbindelse med sygdom,

og et manglende eller svagt socialt netværk. Indsatsen består i at forebygge forværring af akut

Sundhedsstyrelsen

opstået eller kendt sygdom gennem en tidlig, proaktiv indsats. Det kan endvidere dreje sig om

at følge op på sygehusets pleje- og behandlingsindsats, hvis patienten efter udskrivelsen fort-

sat har komplekse pleje- og behandlingsbehov.

Indsatser i den kommunale akutfunktion skal være tilgængelige hele døgnet og året rundt,

og vil tilsvarende kunne være tilgængelige hele døgnet for telefonisk kontakt fra henvisende

læger og patienter, der modtager en indsats fra den kommunale akutfunktion. Det varierer i

hvilket omfang, der er etableret samarbejdsaftaler mellem de kommunale akutfunktioner og

henvisende læger, for eksempel fra lægevagt og akuttelefoner m.v. Ligesom der rundt om i lan-

det efter lokale aftaler samarbejdes med de praktiserende læger om støtte til patienter i eget

hjem. De kommunale akutfunktioner indgår herudover i sparring med den øvrige sygepleje

med henblik på praktisk hjælp eller vurdering af en given indsats i sygeplejen.

De kommunale akutfunktioner er organiseret forskelligt i kommunerne, men oftest enten

som akutteams og/eller akutpladser. Den primære forskel mellem de to organisationsformer

er, at den sygeplejefaglige indsats i akutteams sker i patientens eget hjem eller plejebolig, eller

som sygeplejefaglig backup på kommunens midlertidige døgndækkede pladser, mens den

sygeplejefaglige indsats på akutpladser sker på en stationær plads på en kommunal instituti-

on.

Målgruppen for de kommunale akutfunktioner er i Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder

fra 2017 angivet som patienter med somatisk sygdom, som har ikke-indlæggelseskrævende

behov for observation, pleje og/eller behandling og bedst varetages i et sundhedstilbud med

de fornødne sygeplejefaglige kompetencer tæt på patientens hverdag, familie og netværk. Det

vil typisk være ældre medicinske patienter, patienter med kronisk sygdom, terminalt syge

patienter m.v. Patienter med akut opstået eller akut forværret psykisk sygdom vil således ikke

være den primære målgruppe for de kommunale akutfunktioner, men patienter med samtidig

betydende somatisk og psykisk sygdom kan være det.

Et flertal af kommunerne har forskellige former for psykosociale akuttilbud, som oftest er ano-

nyme og uvisiterede. Tilbuddene er fx målrettet mennesker der står i en livskrise fx skilsmisse

eller fyring, mennesker som oplever forværring i en psykisk lidelse og som har behov for

hjælp eller støtte for at klare hverdagen eller pårørende til mennesker med psykiske lidelser

som har behov for støtte. Dette kan omfatte psykosocial rådgivning og støtte døgnet rundt,

evt. også med overnatningsmulighed. Personale kan i relevant omfang etablere kontakt til

relevante sundhedstilbud, herunder kommunale sundhedsfaglige tilbud, regionale udgående

funktioner, psykiatriske akutmodtagelser, praktiserende læge m.v.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

I det følgende beskrives de akutte sundhedstilbud på sygehusene.

Modtagelse og behandling af patienter med akut opstået eller forværret sygdom

eller skade på akutmodtagelser på akutsygehuse, herunder særlig organisering i

Modtagelse og behandling af patienter med psykisk sygdom med akut behov på

akutmodtagelser på psykiatriske akutsygehuse.

Modtagelse og behandling af visiterede akutte medicinske patienter på specialsyge-

huse uden akutmodtagelse.

Modtagelse og behandling af meget alvorligt syge, herunder svært tilskadekomne

patienter på traumesygehuse.

Nogle akutte patienter vil have behov for at blive vurderet og behandlet og eventuelt indlagt

på et sygehus. I alle regioner er der indført visiteret adgang til somatiske akutmodtagelser,

mens det kun er tilfældet i to regioner for de psykiatriske akutmodtagelser. Patienterne kan

visiteres til vurdering og behandling på akutmodtagelse via almen praksis i dagtid, den almen

medicinske visitation i vagttid, Region Hovedstadens akuttelefon 1813, fra regionale ambulan-

te akuttilbud eller via 112-opkald til AMK-vagtcentralen.

På 22 sygehuse er der døgnåbne, somatiske akutmodtagelser. For tre af disse sygehuse (Aal-

borg Universitetshospital, Thisted, Nykøbing Falster Sygehus og Bornholms Hospital) gælder

det, at de har et betydeligt mindre befolkningsunderlag end angivet i 2007-anbefalingerne,

hvilket skyldes særlige geografiske hensyn til opretholdelse af akutte sygehusfunktioner trods

begrænset befolkningsunderlag. Fire af sygehusene (Aalborg Universitetshospital, Aarhus

Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet) varetager højtspecialise-

rede akutfunktioner, herunder funktion som traumecenter. Rigshospitalet varetager dog disse

funktioner uden, at man samtidig har en bred somatisk akutmodtagelse på hovedfunktionsni-

veau, hvorfor man sædvanligvis taler om, at der er 21 somatiske akutsygehuse i Danmark.

På akutmodtagelserne modtages med få undtagelser alle typer akutte patienter, herunder også

patienter, der tidligere blev modtaget og behandlet på skadestuer.

Akutmodtagelser er bemandet med sygeplejersker, læger og speciallæger inden for en række

specialer med et bærende princip om ”speciallægen (med) i front”. Dette personale udreder

og behandler patienterne og sender dem videre til relevant afdeling ved behov. Akutmodtagel-

serne har umiddelbar adgang til laboratorieanalyser, røntgen, CT (evt. MR) samt ultralydsdiag-

nostik og råder også over sengepladser, som er beregnet til kortere ophold (24-48 timer).

Sundhedsstyrelsen

Der er fortsat i alle regioner enkelte specialsygehuse ud over de 21 akutsygehuse med bred

somatisk akutmodtagelse, som kan modtage udvalgte visiterede akutte medicinske patienter.

Der vil nogen steder være tale om overgangsordninger frem mod ibrugtagning af de nye store

akutsygehuse; se bilag 6 i bilagsrapporten.

Region Syddanmark og Region Midtjylland har etableret, eller planlægger at etablere, fælles

akutmodtagelse hvor både psykiatriske og somatiske akutte patienter kan modtages. I de øvri-

ge regioner er der separate psykiatriske akutmodtagelser, som kan være placeret i større eller

mindre geografisk nærhed til de somatiske akutmodtagelser. Aktuelt er der i alt 21 psykiatri-

ske akutmodtagelser, som modtager voksne patienter med psykisk sygdom med akut behov.

Alle fem regioner har på udvalgte matrikler børne- og ungdomspsykiatriske modtagelser, der

er integreret med voksenmodtagelse. De psykiatriske akutmodtagelser ligger alle i tilknytning

til en psykiatrisk sygehusafdeling med sengepladser i tilknytning hertil.

Regionerne har organiseret sig forskelligt i forhold til visitation til de psykiatriske akutmodta-

gelser. Tre regioner har uvisiteret adgang, mens to regioner har delvist visiteret adgang, således

at visse patienter (for eksempel patienter der allerede er i behandling eller med særligt behov

for hjælp) kan henvende sig uden forudgående aftale.

Kvinder i fødsel eller med akutte graviditetskomplikationer nær termin modtages efter læge-

faglig eller jordemoderfaglig visitation direkte på separate fødemodtagelser og/eller fødeafde-

linger uden om akutmodtagelsen. Enkelte sygehuse uden akutmodtagelse varetager fødsler,

og enkelte sygehuse med akutmodtagelse har ikke fødsler. Når de nye akutsygehuse er taget i

brug, forventes der dog at være fuldstændigt overlap mellem akutsygehusene og fødesteder på

sygehuse.

Andre udvalgte akutte patienter kan efter lægelig eller præhospital visitation modtages direkte

på særlige operationsstuer. Dette gælder eksempelvis modtagelsen af akut koronarsyndrom på

invasiv kardiologisk hybridstue m.v.

Enkelte steder er modtagelsen af akut syge børn fortsat organiseret i egne børnemodtagelser,

som dog alle ligger meget tæt på de fælles akutmodtagelser. Mange steder er modtagelsen af

akut syge børn organiseret på linje med øvrige særlige patientgrupper, som har særlige ’spor’,

særlige modtagestuer eller afgrænsede områder i den fælles akutmodtagelse. Det kan for

eksempel være patienter med traumer og skader, apopleksi, akut koronarsyndrom.

Det bærende princip om speciallægen i front har ikke i samme grad været implementeret

ved modtagelse af akutte patienter på de psykiatriske akutsygehuse. Generelt vil psykiatriske

akutsygehuse i dagtid på hverdage kunne levere umiddelbart fremmøde af en speciallæge i

psykiatrisk akutmodtagelse, også selvom speciallægen ikke er organisatorisk tilknyttet selve

akutmodtagelsen. I vagttiden har de psykiatriske akutsygehuse generelt ikke speciallæge i

tilstedeværelsesvagt. På de få akutsygehuse med fælles somatisk og psykiatrisk akutmodtagelse

vil der være tilstedeværelsesvagt med speciallæge i akutmedicin eller tilsvarende kompetencer.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Udfordringer

og muligheder

i den akutte

sundhedsindsats

De akutte sundhedstilbud har udviklet sig betydeligt det seneste årti inden for rammerne af

Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og samlet set har udviklingen medført en højere og mere

ensartet kvalitet på tværs af landet.

Der er indført visitation af langt de fleste akutte patienter, modtagelsen af akutte patienter på

sygehuset er blevet samlet og opkvalificeret, den præhospitale indsats er styrket og udbygget,

og kommunerne har opkvalificeret blandt andet i forhold til at kunne indgå i samarbejdet om

den akutte patient.

Aktiviteten på de enkelte akutsygehuse er høj, mens der er variation i organiseringen af visita-

tionen og de akutte sundhedstilbud på tværs af landet. Der er fortsat enkelte anbefalinger, der

ikke er opfyldt, enkelte der ikke længere er relevante, og andre der stadig er under implemen-

tering, ligesom der er kommet nye rammevilkår i sundhedsvæsenet af betydning for den frem-

adrettede akutte sundhedsindsats, som for eksempel tilpasning af sengekapaciteten på de nye

akutsygehuse. Dertil kommer den gradvise indfasning af den nye speciallæge i akutmedicin,

den styrkede indsats i den kommunale sygepleje blandt andet i regi af kommunale akutfunk-

tioner samt styrkede kompetencer ved indførelse af nye specialuddannelser i borgernær syge-

pleje og i akutsygepleje, hvor der aktuelt er nedsat en arbejdsgruppe der ser på opbygningen

af specialuddannelsen i akut sygepleje.

Samtidig viser gennemgangen i de forrige kapitler, at der er sket en udvikling i befolkningen,

idet der er kommet flere ældre og flere med multisygdom, hvilket har betydning for karakte-

ren af akut opstået sygdom i dag.

Samlet illustrerer gennemgangen også, at der fortsat er en række udfordringer i den akutte

sundhedsindsats, som bør adresseres for at sikre en sammenhængende akut sundhedsindsats

og lighed i behandling og indsatser for alle patienter i hele landet:

Udviklingen med flere ældre, flere patienter med multisygdom herunder samtidig somatisk

og psykisk sygdom, og mange kontakter i sundhedsvæsenet stiller nye krav til tilrettelæggelsen

af den akutte sundhedsindsats. Herunder blandt andet i forhold til sikre, at de sundhedspro-

fessionelle har de rette kompetencer til at møde patienternes behov, og at de sundhedsprofes-

sionelle på tværs af den akutte sundhedsindsats har gensidigt kendskab til og kan samarbejde

Sundhedsstyrelsen

på tværs. Modtagelse, pleje og pasning af denne gruppe patienter er tids- og ressourcekræven-

de selv ved korte indlæggelser, hvilket bør indgå i planlægningen af de akutte sundhedstilbud,

hvor der eksempelvis kan ses på faktorer som øget krav om tværfaglighed og fysiske rammer

der muliggør skærmning og håndtering af demente og delirøse patienter. Dermed ændrer

opgaven i den akutte sundhedsindsats karakter, hvilket stiller krav om tilpasning i alle led i

den akutte sundhedsindsats.

Det primære sundhedsvæsen har ændret sig i de foregående år. Kommunerne løser i dag en

række sygeplejeopgaver til borgere med stadig mere komplekse behov på et højt fagligt niveau,

og der er opkvalificeret både hvad angår kompetencer og kapacitet på sygepleje- og terapeut-

siden. Der er et stort potentiale i at udvikle den kommunale sygepleje i relation til den akutte

sundhedsindsats. Kommunerne og almen praksis er tæt på borgeren og kender ofte hele

borgerens livssituation. Også borgere som på grund af sociale faktorer kan have det svært ved

at få samme adgang til sundhedsfaglig behandling som andre. Opgaverne bliver i dag grebet

forskelligt an i kommunerne, og løses på forskellig vis, ligesom de enkelte kommuner har

et forskelligt grundlag for at skabe kvalitet i opgaveløsningen, blandt andet som følge af for-

skellige vilkår hvad angår størrelse, geografisk beliggenhed, demografi, afstand til sygehus og

adgang til praktiserende læger og speciallæger. Opgaveløsningen i den kommunale sygepleje,

herunder kommunale akutfunktioner, skal ses i sammenhæng med regionale akutklinikker

og sygehusenes akutmodtagelser, den generelle udvikling i sygehusvæsenet og udviklingen i

demografi og kronisk sygdom. Der er behov for fokus på at understøtte udviklingen af høj og

ensartet kvalitet i de kommunale tilbud, og herunder også kommunernes adgang til lægefag-

lig rådgivning. Samtidig kan det overvejes, om flere opgaver kan løses i primærsektoren; det

kan være i tværfaglige teams i et tværsektorielt samarbejde med speciallæge i almen medicin i

et samarbejde med andre sundhedsprofessionelle som for eksempel sygeplejersker, social- og

sundhedsassistenter og –hjælpere, fysioterapeuter og psykologer.

Opgaven på sygehusene har ændret sig igennem de sidste 15-20 år med en udvikling mod

øget centralisering og specialisering. Fokus har været på at nedbringe ventetider, øge behand-

lingskvalitet inden for eksempelvis kræft- og hjerteområdet blandt andet med etablering af

pakkeforløb på kræftområdet, specialeplanlægning og fokus på styrkede patientrettigheder.

Med diagnostiske centre, bedre adgang til diagnostiske ydelser for almen praksis og nye faglige

og teknologiske muligheder er der flere patienter, der udredes. Samtidig er patienterne indlagt

i kortere tid, der ses en stigende andel ambulante forløb på sygehusene, og der er samlet set

dimensioneret med væsentligt færre sengepladser i de nye sygehusbyggerier. Samlet set stiller

det krav om større effektivitet og anden opgaveløsning, og det indebærer nye krav til tilrette-

læggelsen af den akutte sundhedsindsats.

På trods af anbefalingen om en enstrenget visitation kan den akutte patient fortsat opleve

mange forskellige indgange til det akutte sundhedstilbud og mange forskellige kompetencer

i visitationen. Der er på tværs af landet en variation i brug af visitation ved akut opstået eller

forværret psykisk sygdom. Der er stor variation i tilrettelæggelse og bemanding af lægevagt

og Akuttelefonen 1813. I den samlede indsats for patienter med akut opstået eller forværret

sygdom på tværs af sektorer er der formentlig et uforløst potentiale i de samlede ressourcer

og kompetencer på tværs af aktører og fagligheder, og rammer og redskaber kan udvikles til at

sikre en bedre visitation til og sammenhæng i tilbuddene.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Med den igangværende udvikling i sundhedsvæsenet og den fortsatte centralisering og specia-

lisering af akutsygehusene, er der fortsat behov for at styrke og opkvalificere den præhospitale

indsats. Udviklingen ses eksempelvis i forhold til, at nogle patientgrupper, såsom patienter

med akut behov for ballonudvidelse, præhospitalt skal visiteres til behandling på akutsygehu-

se med særlige kompetencer. Der ses et stigende behov for, at det præhospitale personale har

kompetencer og udstyr til specialiseret diagnostik og behandling på skadested og i hjemmet,

så patienterne sikres kvalificeret og hurtig behandling og transport ved akut opstået sygdom

og skade.

På tværs af landet og på tværs af sektorer er der variation i akutte sundhedstilbud, både i for-

hold til organisering, kompetencer, og hvad man kalder de forskellige tilbud, hvilket kan gøre

det svært for patienten at vide, hvad man kan forvente. Akutsygehusene er eksempelvis af

meget forskellig størrelse med forskelligt befolkningsunderlag og varierende bemanding og

specialisering jf. bilag 6 i bilagsrapporten. Den præhospitale indsats er organiseret forskelligt

blandt andet i forhold til brugen af paramedicinere, akutlæger og akutbiler på tværs af landet,

Der er stor variation i, hvordan de regionale ambulante akuttilbud betegnes, bemandes og

tilbydes på tværs af landet, og det varierer, hvordan de kommunale akutfunktioner er imple-

menteret og udbygget inden for rammerne af de nationale kvalitetskrav til kommunale akut-

funktioner.

Sideløbende med etablering af de fælles akutmodtagelser på landets sygehuse, er der i varie-

rende grad fortsat udvalgte patientgrupper, som modtages akut uden om den fælles akutmod-

tagelse, uden at der er fælles nationale principper herfor. Det kan være ved modtagelse i sepa-

rate akutmodtagelser, som det eksempelvis gælder børn, fødende, og patienter med psykisk

sygdom. Eller det kan handle om klart definerede afgrænsede patient- eller sygdomsgrupper,

der modtages direkte på relevant sygehusafdeling, eksempelvis skader, patienter med akutte

hjerteproblemer og patienter med apopleksi.

Opgaven der skal løses ændrer karakter, og der er nu også et andet behov for at se på det sam-

lede akutsygehus, herunder organiseringen af de lægefaglige specialer, samarbejdet på akutsy-

gehuset, sygehusenhed, sygehusafdeling og sygehusmatrikel, og somatik og psykiatri. Landets

akutsygehuse varierer i forhold til bemanding, tilstedeværelse af specialer, faciliteter, special-

funktioner mm., og der er behov for at se på de overordnede principper for akutsygehuset.

Bemandingen har ændret sig markant på akutmodtagelserne, men det kan samtidig konstate-

res, at der ikke alle steder er samme tilrettelæggelse af fremmødekravet i forhold til de forskel-

lige speciallæger. Princippet med ”speciallægen i front” er kun lykkedes delvist og er blandt

andet en udfordring på flere af de psykiatriske akutmodtagelser. Samtidig kommer der i de

kommende år en speciallæge i akutmedicin, og dermed en ny speciallæge i akutmodtagelsen

der med en generalistbaggrund kommer til at varetage en væsentlig rolle, ligesom der gradvist

vil blive uddannet flere specialsygeplejersker i borgernær sygepleje, og der arbejdes hen imod

en national uddannelse i akutsygepleje. Det stiller krav om fornyet blik på kompetencerne

i akutmodtagelsen og på akutsygehuset, herunder fremmødekrav til øvrige akutte specialer,

organisering mm.

Sundhedsstyrelsen

Indsatsen til patienter med psykisk sygdom halter fortsat efter indsatsen til patienter med

somatisk sygdom. På det akutte område ses det, at bemanding, kompetencer, adgang til soma-

tisk udredning og udstyr i den psykiatriske akutmodtagelse er væsentlig forskelligt i forhold til

det faglige niveau i den fælles (somatiske) akutmodtagelse. Det samme gør sig gældende i de

kommunale akutfunktioner, der ikke dækker patienter med psykisk sygdom.

I det enkelte patientforløb kan patienten møde en række sundhedsprofessionelle lige fra kom-

mune, almen praksis, sygehus og den præhospitale indsats, men der er fortsat en række udfor-

dringer i forhold til, at sundhedspersoner kan dele viden om patienten og sikre, at data fra ét

led i den akutte sundhedsindsats automatisk overføres til næste led.

Kvaliteten i sundhedsvæsenet udvikles gennem evaluering, kvalitetsudvikling og forskning,

men der savnes i den akutte sundhedsindsats systematisk fælles valide data på tværs af akti-

viteten på sygehus, i det præhospitale, almen praksis og den kommunale sygepleje, hvor der

kun er robust dataindsamling og kvalitetsarbejde på udvalgte områder i den regionale opgave-

løsning.

Den fremadrettede tilrettelæggelse af den akutte sundhedsindsats skal tage udgangspunkt i

den forbedrede indsats, der er blevet bygget op det sidste årti, og skal bidrage til, at patienter

med et akut sundhedsproblem sikres en indsats af høj kvalitet, der er effektivt tilrettelagt,

bidrager til lighed i sundhed, og som opleves som sammenhængende på tværs af sundheds-

væsenet.

Figur 6 giver et overblik over det fremtidige akuttilbud på tværs af det samlede patientforløb.

Borgeren kan ringe til egen læge i dagtid, 113 i vagttid eller 112 ved livstruende situationer.

Patienter der allerede får hjælp af kommunen kan også i nogle tilfælde her få akut hjælp, men

ellers vil den kommunale sygepleje i relation til den akutte sundhedsindsats ske efter lægelig

henvisning. Dernæst følger den sundhedsprofessionelle visitation, der kan involvere aktører

fra AMK-vagtcentralen, lægevagt/ Akuttelefonen 1813, almen praksis i dagtid og den kommu-

nale sygepleje. Patienten vil få akut sundhedsfaglig hjælp på akutsygehus, akutklinik, skadekli-

nik, ved sygebesøg, i almen praksis eller i den kommunale sygepleje.

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

Borgerrettet visitation

Sundhedsprofessionel visitation

Præhospital indsats

Ambulance

Akutlægehelikopter

Akutbil

Akutlægebil

Akut sundhedsfaglig hjælp

Akutmodtagelse på

akutsygehus

Akutklinik

(Praktiserende læger

og sygeplejersker)

Livstruende

112

AMK

vagtcentral

Akut hjælp, 113

Uden for dagtid

Lægevagt,

1813

Skadeklinik

(sygeplejersker)

Akut hjælp

Almen Praksis

kl. 8-16

Almen praksis

Sygebesøg

Akut hjælp ved

lægehenvisning til

kommunal sygepleje

Almen praksis

Kommunal

sygepleje

Sygepleje, evt.

Kommunal

akutfunktion

Der tages udgangspunkt i den nuværende lovbestemte opgavevaretagelse mellem regioner,

kommuner, praksissektor og andre aktører, og anbefalingerne siger således ikke mod en

grundlæggende ændret opgavevaretagelse, ligesom der heller ikke pålægges nye opgaver på

nuværende tidspunkt.

Med udgangspunkt i dette vil udfordringer og muligheder blive gennemgået inden for følgen-

de fire temaer:

1. Sammenhængende og enstrenget visitation

2. Kvalitet og sammenhæng i patientforløbet

3. Vidensdeling

4. Forskning og udvikling

Sundhedsstyrelsen

Sammenhængende

og enstrenget

visitation

En visitation af høj faglig kvalitet til akutte sundhedstilbud bidrager til, at patienten bliver

hjulpet til at få det bedste, relevante tilbud på tværs af hele sundhedsvæsenet, og at der sikres

lighed i adgangen til sundhedsvæsenet. Visitationen kan opdeles i en

borgerrettet visitation

og en sundhedsprofessionel visitation.

Den borgerrettede visitation er patientens indledende

adgang til sundhedsvæsenet, og det skal være gennemskueligt og entydigt, således at patien-

ten ved, hvor denne skal henvende sig. Den sundhedsprofessionelle visitation foretages af

sundhedspersoner, og den skal sikre, at patienten fra start visiteres til det rette tilbud. Det sker

ved at sikre fælles viden om de samlede akutte sundhedstilbud hos de visiterende sundheds-

personer.

Der tages udgangspunkt i opgaveløsningen i vagttid, dvs. uden for almindelig konsultationstid

som typisk er hverdage mellem kl. 8 og kl.16.

I dette kapitel beskrives status og udfordringer i forhold til visitationen til de akutte sundheds-

tilbud, og dernæst muligheder og anbefalinger i forhold til at sikre sammenhæng, samarbejde

og integration, samt kompetencer og kvalitet.

Den

borgerrettede

visitation til de akutte sundhedstilbud er ikke entydig og enstrenget.

Patienten kan anmode om akut hjælp flere forskellige steder i sundhedsvæsenet, herunder i

almen praksis i dagtid, lægevagtstelefon, Region Sjællands akuttelefon (ved skader), Region

Hovedstadens akuttelefon 1813, via 112-opkald til AMK-vagtcentral samt via henvendelse til

kommunen, hvis patienten i forvejen er i et forløb i kommunen. For befolkningen er det ikke

nødvendigvis tydeligt, hvem de skal kontakte ved akut opstået sygdom og skade. Det kan sær-

ligt være en udfordring, når patienter opholder sig andre steder end i den region, hvor de bor.

Tilsvarende er det ikke entydigt, hvilke kompetencer man som patient bliver mødt med i den

telefoniske visitation, hvor man kan møde både sygeplejerske, speciallæge i almenmedicin og

andre læger.

Hvis patienten efter den primære kontakt har behov for indsats på eksempelvis sygehus eller

i kommunal sygepleje, er der ikke nødvendigvis opbygget et systematisk samarbejde mellem

de forskellige led i den efterfølgende

sundhedsprofessionelle

visitation – præhospitalt, sygehus

og kommune. I Region Nordjylland er der etableret fælles vagtcentral mellem regionens AMK,

Nordjyllands beredskab, Falck Danmark A/S (beredskab) samt Aalborg Kommune. Andre

steder som for eksempel i Esbjerg er der etableret fremskudt kommunal visitation på sygehus.

Men generelt er der i dag mange forskellige modeller for samarbejde og integration af de visi-

Sundhedsstyrelsen

terende led til det akutte sundhedsvæsen. Eksempelvis organisatorisk og fysisk samarbejde

og samlokalisering, eller alene fysisk samlokalisering uden systematisk etableret samarbejde

og sammenhæng mellem de forskellige visiterende led eller mellem de visiterende led og de

relevante akutte sundhedstilbud.

Der er i dag i alle regioner indført visiteret adgang for patienter til de akutte somatiske syge-

husydelser, mens der for patienter med akut opstået eller forværret psykisk sygdom er bety-

delig variation på tværs af landet. Mange henvendelser på psykiatriske akutmodtagelser er

uvisiterede, hvor patienter henvender sig direkte uden forudgående telefonisk kontakt til

enten lægevagt, Akuttelefonen 1813 eller 112. Dertil kommer, at der også fortsat er patienter,

der henvender sig direkte på landets somatiske akutmodtagelser uden visitation, såkaldte

selvhenvendere.

Den uensartede organisering på tværs af landet med de mange forskellige led skaber en række

udfordringer. Organiseringen af visitationen kan betyde, at der ikke sikres tilstrækkelig viden

og kendskab til de øvrige aktørers organisering, arbejdsgange og sundhedstilbud. Det kan

være en hindring for aktørerne i forhold til at målrette og samarbejde om en sammenhæn-

gende indsats for patienten og at se samlet på hele paletten af de forskellige akutte sundheds-

tilbud for dermed at sikre, at patienten tilbydes den rette indsats på rette niveau til bedst gavn

for patienten.

Endvidere kan patienten opleve manglende tilgængelighed. Det kan være afgørende for et

behandlingsforløb, at man som patient kan komme i hurtig kontakt med en sundhedsperson,

når der opstår akut sygdom eller skade. En utilstrækkelig tilgængelighed kan betyde, at patien-

ter på egen hånd henvender sig til for eksempel en akutmodtagelse, eller at patientens tilstand

forværres, fordi patienten ikke kommer i kontakt med en sundhedsperson på rette tidspunkt i

forløbet. Tilgængelighed i vagttid hænger sammen med tilgængelighed i almen praksis i dag-

tid. Hvis der er vanskeligt at få en akut eller sub-akut konsultation hos egen læge kan det øge

incitamentet til, at patienten i stedet henvender sig i den telefoniske visitation i vagttid med

symptomer, som kunne håndteres i dagtid. Det kan være uhensigtsmæssigt af både faglige og

ressourcemæssige grunde. Grundlaget for tilgængeligheden i dagtid aftales mellem regioner

og praktiserende læger som led i overenskomst.

Nedenfor beskrives muligheder og anbefalinger i relation til visitationen til den akutte sund-

hedsindsats. Følgende beskrives:

Sammenhæng, samarbejde og integration

Kompetencer og kvalitet i visitationen

Tilgængelighed og rettighed

For at styrke den borgerrettede telefoniske visitation, så der sikres bedre sammenhæng i

patientforløb og mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse, kan der med fordel etableres et

mere systematisk samarbejde og en mere enstrenget organisering af de forskellige regionale

borgerrettede visiterende funktioner, herunder særligt lægevagtsordningerne, Akuttelefonen

1813 og 112-opkald til AMK-vagtcentralen. På sigt kan regioner og praktiserende læger i for-

Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats

længelse heraf med fordel drøfte potentialet i en stærkere kobling også mellem visitationen i

almen praksis i dagtid og i vagttid.

Danske Regioner har i 2018 besluttet, at man på tværs af de fem regioner vil etablere ét lands-

dækkende telefonnummer, 113, som man kan ringe til ved akut sygdom, og som vil erstatte

alle de nuværende telefonnumre, herunder til lægevagt og Region Hovedstadens akuttelefon

1813. Telefonnummeret 113 erstatter ikke telefonnumrene til den almen praktiserende læge

i dagtid, hvortil det fortsat vil være muligt at ringe. Når regionerne har implementeret denne

beslutning, vil man have opfyldt Sundhedsstyrelsens anbefaling fra 2007 vedrørende entydig-

hed i adgangen til den almen medicinske visitation. Fremadrettet kan alarmtelefon 113 såle-

des blive den eneste indgang til visitation af ikke-livstruende akutte tilstande i vagttid, og den

kan i dagtid desuden fungere som supplement til henvendelser til egen læge, for eksempel

vedrørende visitation af skader i de regioner, hvor dette ikke sker via egen læge. I dagtid skal

der således foreligge klare aftaler og tydelig information til borgere for anvendelse og sam-

arbejde mellem almen praksis, alarmtelefon 113 m.v. For akutte livstruende tilstande vil det

fortsat være 112, der skal anvendes.

I forhold til den borgerrettede visitation kan meget tale for en fysisk og/eller organisatorisk

samling med udgangspunkt i de eksisterende AMK-vagtcentraler. Patienterne kan hermed

sikres døgndækket akut hjælp og rådgivning ensartet på tværs af landet. I relevant omfang på

baggrund af eksempelvis geografiske forhold kan der etableres ”satellitfunktioner” eksempel-

vis således, at læger fra almen praksis kan bidrage til visitationsopgaven uden at skulle befin-

de sig fysisk på en af de fem enheder.

I forhold til den sundhedsprofessionelle visitation kan bedre sammenhæng i patientforløbet

på tværs af udbydere og sektorer fremmes gennem et mere systematisk samarbejde og erfa-

ringsudveksling mellem den kommunale sygepleje, sygehusenes akutmodtagelser, sygehusvi-

sitationer samt den præhospitale visitation i AMK-vagtcentralen. Samarbejdet kan for eksem-

pel styrkes ved en samlokalisering eller samorganisering i fælles visitations- og vagtcentraler

af de forskellige visiterende eller tildelende funktioner inden for rammerne af den nuværende

lovbestemte opgavevaretagelse mellem regioner og kommuner. Dog under hensyntagen til

at det for landets 98 kommuner vil være meget forskelligt, om samlokalisering og samorga-

nisering vil være praktisk gennemførbart. Ligeledes skal samlokalisering og samorganisering

kunne kombineres med varetagelsen af den kommunale sygeplejes opgaver på en faglig hen-

sigtsmæssig måde, hvor samarbejdet understøtter kommunens opgavevaretagelse rent fagligt.

Et styrket samarbejde kan understøtte et bedre gensidigt kendskab til de forskellige sektorers

tilbud, bidrage til at sikre lighed i sundhedstilbuddene til alle patienter, og styrke muligheder-

ne for, at den samlede visitation i højere grad kan sikre, at borgeren får det eller de rette tilbud

på tværs af de forskellige indsatser ved akut opstået eller forværret sygdom. Uanset om der er

tale om støtte til egenomsorg, kommunal sygepleje, konsultation i almen praksis næste dag,

sygebesøg i hjemmet, ambulant fremmøde i lægevagt eller akutklinik, sub-akut ambulant vur-

dering ved specialafdeling på sygehus, eller indlæggelse via akutmodtagelse. I relevant omfang

kan en sådan fælles visitation også kunne rådgive borgeren om øvrige relevante tilbud, her-

under for eksempel kommunale psykosociale og socialfaglige støttefunktioner, ressourcer i

civilsamfundet mv.

Sundhedsstyrelsen

Mere faste rammer for samarbejde om visitation kan bidrage til et skabe et fælles fagligt miljø,

og at de visiterende led kender til og kan trække på hinandens kompetencer. Samarbejdet

kan endvidere bidrage til en højere effektivitet i opgaveløsningen ved bedre udnyttelse af res-

sourcerne i sundhedsvæsenet, ved at der er etableret et system, hvor det er muligt at henvise

patienter til tilbud på tværs af sektorgrænser eller at rådgive omkring dem. Hvis en patient

i den telefoniske visitation (i vagttid eller via 112) eksempelvis vurderes sundhedsfagligt at

kunne håndteres i almen praksis næste dag, kan patienten rådgives om muligheder for sub-

akut konsultation i almen praksis i dagtid, som for eksempel kan understøttes ved at den

visiterende sundhedsperson har mulighed for at sende en elektronisk meddelelse til patien-

tens egen læge herom. Samarbejdet mellem 112 og 113 kan eksempelvis også styrkes ved, at

telefonsamtaler, der åbenlyst hører til hos den anden linje, frit kan omstilles uden at afbryde

forbindelsen.

Vedrørende samarbejdet med den kommunale sygepleje kan der også etableres et mere syste-

matisk samarbejde mellem den telefoniske visitation (i vagttid eller via 112) og kommunen

med henblik på at understøtte et gensidigt kendskab til hinandens tilbud og styrke mulighe-

derne for, at kommunen kan tildele lægehenviste patienter relevante kommunale sygepleje-

faglige tilbud, eller kan rådgive om øvrige visiterede eller uvisiterede kommunale tilbud. Dette

vil blandt andet indebære en lettere adgang til telefonisk kontakt mellem kommunen og

112 samt den telefoniske visitation i vagttid. Det styrkede samarbejde skal også bidrage til, at

kommunen rettidigt bliver inddraget i patientforløbet, med for eksempel kommunal hjemme-

hjælp eller sygepleje evt. ved en kommunal akutfunktion, og at man regionalt sikrer kommu-

nen adgang til lægefaglig rådgivning og lægefaglige kompetencer.

Samarbejdet kan udvikles på forskellig vis, herunder også ved fysisk samlokalisering af visite-

rende funktioner og/eller forsøg med fælles organisering af visitationen, hvor de enkelte aktø-

rer og myndigheder bevarer de opgaver, der er fastlagt i love, aftaler m.v., men samtidig indgår

i tæt samarbejde i fastlagte rammer, så borgeren kan opleve et ’sømløst’ myndighedssamar-

bejde. Det kan eksempelvis handle om fælles brug af faciliteter og infrastruktur, fagligt fælles-

skab og kvalitetsorganisation. Forsøg med fælles ledelse kan også indgå i udviklingen, hvilket

forudsætter, at der etableres meget klare aftaler med respekt for lovbestemt ansvar i forhold til

opgaveløsning, kvalitet, økonomi, arbejdsgiveransvar m.v.

På den baggrund anbefales det: