SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del
Offentligt

Sikkerhed for

sundhedspersoner

er sikkerhed

for patienter

En vidensopsamling

om erfaringer fra COVID-19

September 2020

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Indholdsfortegnelse

Indledning

Utilsigtede hændelser under

COVID-19 – hvad har vi lært?

Om utilsigtede hændelser og

Dansk Patientsikkerhedsdatabase

Utilsigtede hændelser

relateret til COVID-19

Risikoområder relateret

til COVID-19

Udredning, behandling og

pleje under COVID-19

COVID-19-test og prøvetagning

Smitterisiko

Indlæggelse/udskrivelse

Medicinering

Udlånt personale, nye COVID-

afsnit og ændrede arbejdsgange

Sikkerhed for personalet under

COVID-19 – beretninger fra det

danske sundhedsvæsen

Tillid og teamånd i beredskabet

Fra kræftsygeplejerske til COVID-

beredskab med skiftende vagter

Ledelse og organisering

i en krisetid

Det psykosociale beredskab

i Region Nordjylland

Tryghed i krisesituationer

gennem systematisk evaluering

og makker-ordninger

Sikkerhed for patienter under

COVID-19-pandemien – beretninger

fra det danske sundhedsvæsen

Straksanalyser, hurtig

læring og formidling

Da de svageste pludselig

skulle være de stærkeste

Fokus på hygiejne og systematisk

forebyggelse af tunnelsyn

Forebyggelse af tryksår –

erfaringer fra et pandemiafsnit

Infektionshygiejne under COVID-19

Telemedicin – er det for alle?

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Indledning

COVID-19 har sat alle, ikke mindst

patienter og sundhedspersonale verden

over, i en ekstraordinær situation. Det

har krævet hurtig omstilling i sundheds-

væsenet at håndtere denne helt ukendte

sygdom, der pludselig ramte os. Selvom

coronakrisen endnu ikke er forbi, har

vi allerede gjort os mange erfaringer.

Dem skal vi lære af, så vi sammen står

stærkere i håndteringen af COVID-19.

Sikkerhed for sundhedspersoner

er sikkerhed for patienter

WHO’s Internationale Patientsikkerhedsdag 17. september

Den 17. september er det WHO’s Internationale Patient-

sikkerhedsdag. Med denne vidensopsamling og en temadag

om sikkerhed for patienter og sundhedspersonale under

COVID-19 ønsker vi at støtte op om WHO’s initiativ og være

med til globalt at sætte patientsikkerhed på dagsordenen.

Temadagen bliver livestreamet 17. september, ligesom

oplæggene bliver tilgængelige som video efterfølgende –

begge dele på stps.dk/live.

I lyset af COVID-19 har WHO valgt at have særligt fokus på

sundhedspersoners sikkerhed under COVID-19 med over-

skriften:

”Safe Health Worker – Safe Patients”,

eller på dansk

”Sikkerhed for sundhedspersoner er sikkerhed for patienter”.

Det fokus har vi valgt at følge i vores markering af dagen, og

i denne vidensopsamling med samme titel sætter vi fokus

på sikkerheden for både patienter og sundhedspersonale fra

krisen begyndte til nu.

Arbejdet med COVID-19 har stillet store krav til både sund-

hedsvæsenet i sin helhed og de enkelte sundhedspersoner.

Det er vigtigt at være opmærksom på sundhedspersonalets

psykiske og fysiske sundhed og sikkerhed. Både den øgede

arbejdsbelastning, uforudsigelige arbejdsdage og smitte-

risiko er belastende for sundhedspersonalet.

Utilsigtede hændelser under COVID-19 – hvad har vi lært?

Samtidig med, at sundhedspersonalet har opretholdt den

daglige drift og håndteret alle de nye udfordringer, er der

også blevet rapporteret utilsigtede hændelser. Det har

betydet, at de benspænd og uforudsete begivenheder,

der løbende er opstået, har kunnet bruges til at forbedre

patienternes sikkerhed.

Det er vigtigt at huske på, at rapportering af utilsigtede

hændelser gøres med henblik på læring – også i særlige

situationer.

Styrelsen for Patientsikkerhed, kommuner og regioner har

løbende fulgt og monitoreret utilsigtede hændelser med

relation til COVID-19. Det har været et unikt afsæt for hurtigt

at reagere og organisere sig i en krisetid. I vidensopsamlin-

gen kan du læse om de mønstre og tendenser, der har vist

sig i utilsigtede hændelser relateret til COVID-19-situationen.

Her beskriver vi en række risikoområder og giver indblik i

nogle af de løsninger, som sundhedsvæsenet har iværksat

for at løse udfordringerne.

Sikkerhed for personalet under COVID-19

Samtidig med behandlingen af patienter har sundheds-

væsenet måttet oprette taskforces, uddanne medarbejdere

til nye opgaver og arbejdet med at skabe et så trygt og

sikkert arbejdsmiljø for personalet som muligt. Det kan du

læse om i afsnittet ”Sikkerhed for personalet under COVID-19

– beretninger fra det danske sundhedsvæsen””.

Sikkerhed for patienter under COVID-19

I afsnittet ”Sikkerhed for patienter – beretninger fra det

danske sundhedsvæsen” kan du læse om de mange aspekter,

arbejdet med patientsikkerhed under COVID-19 indebærer.

Patientsikkerhed kan fx både være hurtig sagsbehandling af

utilsigtede hændelser, at sikre, at patienter med andre syg-

domme end COVID-19 får den rette diagnose og behandling, og

at patienter med COVID-19 ikke får tryksår under indlæggelse.

Vi håber, at vidensopsamlingen vil inspirere og bidrage til

arbejdet med sikkerhed for både personale og patienter.

Lena Graversen, enhedschef

Styrelsen for Patientsikkerhed

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Utilsigtede hændelser under

COVID-19 – hvad har vi lært?

Om utilsigtede hændelser og Dansk

Patientsikkerhedsdatabase

En utilsigtet hændelse i sundhedsvæsenet er, når noget ikke

går, som det skulle, i forbindelse med behandling eller pleje af

en patient eller borger. Det er en begivenhed, som medfører

konsekvenser eller risiko for konsekvenser for patienten/bor-

geren. Når sundhedspersoner oplever utilsigtede hændelser,

skal de rapportere dem til den elektroniske database Dansk

Patientsikkerhedsdatabase (DPSD). Det primære formål

med rapporteringsordningen er læring: Ud fra både enkelte

hændelser og overordnede risikomønstre og tendenser kan

de enkelte behandlingssteder igangsætte initiativer, som kan

forebygge, at de samme typer hændelser sker igen lokalt.

Når de utilsigtede hændelser er sagsbehandlet og analyseret

lokalt, indsendes de i anonymiseret version til Styrelsen for

Patientsikkerhed, som undersøger, om der skal igangsættes

nationale initiativer på baggrund af hændelserne.

Rapporteringsordningen for utilsigtede hændelser bidrager

således med vigtig viden om, hvor noget ikke er gået, som

det skal, og hvordan sundhedsvæsenet kan tage ved lære og

arbejde med forbedringer for patientsikkerheden.

Styrelsen for Patientsikkerhed, kommuner og regioner har

løbende fulgt og monitoreret utilsigtede hændelser med re-

lation til COVID-19. Det har været et unikt afsæt for hurtigt at

reagere og organisere sig i en krisetid, og i det følgende kan du

læse om de mønstre og tendenser, der har vist sig i utilsigtede

hændelser relateret til COVID-19-situationen.

Utilsigtede hændelser relateret til COVID-19

Beskrivelsen af utilsigtede hændelser i denne vidensopsam-

ling tager udgangspunkt i utilsigtede hændelser med rela-

tion til COVID-19

fra perioden 1. februar 2020 til 13. juli 2020.

Figuren til højre viser, hvordan de utilsigtede hændelser

med relation til COVID-19 fordeler sig mellem hospitaler,

kommuner og det, vi kalder ”andet regionalt og privat”, som

bl.a. dækker over praktiserende læger, speciallæger, regio-

nale botilbud, vagtlægeordningen, præhospitale enheder,

ambulancer og privathospitaler. Når man rapporterer en

utilsigtet hændelse, skal man angive, om hændelsen har

haft konsekvenser for patienten. Det er vigtigt at forstå, at

det ikke nødvendigvis er den utilsigtede hændelse alene,

der er årsag til den konsekvens, rapportøren har angivet.

Der kan være andre ting, der spiller ind, fx andre samtidige

sygdomme. På grafen til højre kan man se, hvordan de

COVID-19-relaterede hændelser fordeler sig på alvorlighed

Risikoområder relateret til COVID-19

I hændelserne fremgår det tydeligt, at sundhedsvæsenet har

haft en omfattende opgave i forhold til at behandle COVID-

19-patienter, forebygge smittespredning og håndtere udbrud

på de enkelte enheder. De utilsigtede hændelser fortæller

om behov for hurtige analyser og lærings- og forbedrings-

tiltag, som er iværksat på baggrund af hændelserne. Det

kan fx være implementering af nye, lokale retningslinjer eller

ændringer i eksisterende retningslinjer, ændrede arbejdsgange

og undervisning af eller information til personale. Nedenfor er

en overordnet beskrivelse af utilsigtede hændelser relateret

til COVID-19 inden for en række overordnede risikoområder:

–

Udredning, behandling og pleje under COVID-19

COVID-19-test og prøvetagning

Smitterisiko for patienter og medarbejdere

Indlæggelse/udskrivelse

Medicinering

Udlånt personale, nye COVID-afsnit og ændrede

arbejdsgange

Kommune

324

179

Andet

regionalt

og privat

Lokationer

915

Hospital

Alvorlighed

900

800

700

600

500

400

300

200

100

Ingen

skade

Mild

Moderat

Alvorlig

Dødelig

(tom)

805

251

183

1) Utilsigtede hændelser med relation til COVID-19 er identiﬁceret vha. feltet

”Er hændelsen relateret til COVID-19-situationen?” i DPSD og via søgeord i

fritekstfelterne.

2) Kategorien ”(tom)” refererer til hændelser rapporteret i et andet

rapporteringsskema, som indgår i et pilotprojekt, der afprøver en ny

ordning for rapportering af utilsigtede hændelser, herunder en anden

måde at klassiﬁcere alvorlighed på.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Udredning, behandling og pleje under COVID-19

I de utilsigtede hændelser relateret

til COVID-19 beskrives forløb

med forsinket udredning og/eller

behandling samt forlængelse af

behandling og/eller indlæggelse.

Diagnosticering af andre sygdomme under COVID-19

Det store fokus på COVID-19 har i nogle tilfælde skygget

for andre diagnoser med den konsekvens, at en patients

diagnose ikke er blevet stillet eller først er blevet stillet sent.

Andre hændelser beskriver forsinket start af behandling, da

der ikke foretages en tilstrækkelig systematisk gennem-

gang af patientens almene tilstand. I kommunerne ses det

desuden, at en del ældre borgere har haft atypiske sympto-

mer, såsom tab af gangfunktion eller nedsat appetit, som

de eneste symptomer på COVID-19, hvilket har resulteret i

forveksling med andre tilstande.

Der beskrives i de utilsigtede hændelser forskellige

forbedringstiltag til forebyggelse af manglende eller sen

diagnosticering af andre sygdomme. Der er fx iværksat

ændrede arbejdsgange, hvor en speciallæge altid skal

konsulteres inden hjemsendelse fra sygehus, alle skal have

målt vitale værdier minimum to gange, og der er indført

særligt fokus på dokumentation i journal, epikrise og

udskrivelsespapirer til kommunen.

Telemedicin

Mange ydelser i hele sundhedsvæsenet har under COVID-19

været konverteret til enten digitale eller telefoniske ydelser.

I de utilsigtede hændelser ses, at de digitale og telefoniske

ydelser ikke er uden udfordringer.

Eksempelvis har nogle borgere kunnet benytte sig af digitale

træningstilbud, som ikke har været tilstrækkelige, fordi en

forudgående fysisk vurdering af borgeren har vist sig at

være nødvendig. Der ses eksempler på, hvordan borgere over

længere tid har udført øvelser forkert med en forværring til

følge, fordi det har været vanskeligt for sundhedspersonalet

at observere og korrigere over skærm.

Nogle hjemmebesøg hos og/eller modtagelse af patienter/

borgere i lægepraksis/lægevagten har været erstattet af

telefonkonsultation ved mistanke om COVID-19. I forbindelse

med den ændrede praksis er der set utilsigtede hændelser,

der handler om, at borgere i eget hjem (både med og uden

COVID-19-symptomer) ikke er blevet fysisk tilset af en læge

efter henvendelse til fx praktiserende læge eller vagtlæge.

Konsekvenserne af dette har i nogle tilfælde været, at der

er sket en forværring af sygdom/symptomer som følge af

manglende sygdomserkendelse og dermed også manglende/

forsinket start af relevant behandling.

Behandling aﬂyst, udskudt eller ændret

For at allokere ressourcer til COVID-19-beredskabet blev

mange behandlinger, operationer mv. aflyst eller udskudt.

Dette har medført, at nogle somatiske og psykiatriske

patienter har oplevet forværring af deres tilstand, nogle

gange med alvorlige følger. Lukning af fx ambulatorier har

medført utilsigtede hændelser, hvor vigtige prøvesvar ikke er

blevet set eller handlet på.

Tab af fysisk funktionsniveau eller forværring af kronisk

sygdom er rapporteret som en følge af pausering eller

ændring af fx kommunale træningstilbud til fx diabetikere,

hjertepatienter eller nyopererede borgere. Både kommuner og

hospitaler har lavet forbedringstiltag og nye retningslinjer for

at sikre en individuel vurdering og plan for hver enkelt patient.

Isolation og værnemidler tager tid

Når en patient indlægges med COVID-19, skal det være på en

isolationsstue, som er klar og rengjort. Denne forberedelses-

proces tager tid, og patienter har derfor i flere tilfælde måttet

vente, hvorved vigtig behandling er blevet forsinket. Derudover

omhandler nogle utilsigtede hændelser forsinket tilsyn af akut

dårlige patienter, fordi de sundhedsfaglige medarbejdere har

skullet iføre sig værnemidler, inden de kunne hjælpe patienten.

Lejring og tryksår

Meget syge COVID-19-patienter er ofte i langvarig respirator-

behandling og er efterfølgende svage og immobile. Dét øger

risikoen for tryksår på kroppen. Lejring af disse patienter i fx

bugleje kræver nye kompetencer, erfaring og godt teamarbej-

de. Et af de forbedringsforslag, der er rapporteret til DPSD, er,

at man danner et sundhedsfagligt team med specifikt ansvar

for lejring og forebyggelse af tryksår hos respiratorpatienter.

High Flow (fx NIV og CPAP)

Nogle af de patienter, der normalt er i hjemmebehandling

med

High Flow

(fx ekstremt overvægtige, KOL-patienter eller

patienter med anden respiratorisk sygdom), er ved indlæg-

gelse med COVID-19 ikke automatisk blevet givet deres

vanlige

High Flow-behandling.

En af de angivne årsager er,

at brug af

High Flow

nogle steder ikke har været anbefalet

til COVID-19-patienter, fordi behandlingen medfører en øget

forekomst af viruspartikler i luften i omgivelserne og dermed

øger risikoen for smitte.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

COVID-19-test og prøvetagning

En stor del af de utilsigtede hændelser

relateret til COVID-19 omhandler

COVID-19-test. Udfordringerne er i

mange tilfælde de samme, som der

normalt rapporteres om i forbindelse

med andre prøvetagninger, eksempelvis

prøver, der bliver væk, mærkes forkert,

har forkerte patientdata, bliver byttet

om mv. Der er dog en række hændelser,

der speciﬁkt vedrører COVID-19-pan-

demien – dem beskriver vi nedenfor.

Omfanget af test

I starten af COVID-19-udbruddet blev der rapporteret om,

at der ikke blev testet i tilstrækkelig grad fx i forbindelse

med udredning, indlæggelse, overflytning eller udskrivelse

af patienter. Efter at der blev indført retningslinjer om øget

testning, ses utilsigtede hændelser, hvor retningslinjerne

for test ikke er blevet fulgt, hvorved de øvrige patienter og

medarbejdere blev udsat for smitterisiko.

Afventning af testsvar

Det har haft betydning for patienters behandling og forløb,

at man under COVID-19 har skullet afvente svar på COVID-

19-test, før der kunne træffes beslutning om, hvilken behand-

ling en patient skulle have, hvornår denne skulle opstartes, og

hvilken afdeling patienten skulle tilknyttes. Det kan fx betyde,

at en patient har måttet forblive i akutafdelingen indtil test-

svar, og behandlingsplanen først herefter har kunnet lægges.

Ventetiden har i nogle tilfælde haft alvorlige konsekvenser for

patienter med COVID-19, men også for patienter med andre

alvorlige diagnoser, fx andre infektioner.

Krav om negativt testsvar

Kravet om negativt testsvar forud for planlagte undersøgel-

ser, udredning, undersøgelse, behandling, indlæggelse og

overflytning har i nogle tilfælde medført forsinket udredning

og behandlingsstart, når testsvaret ikke har været klar til

tiden – ofte til stor frustration for patienten.

Prøvetagning på laboratorie

Andre prøvetagninger på laboratorie blev en udfordring, da

flere sygehuse akut indførte obligatorisk tidsbestilling for at

sikre, at der ikke kom for mange patienter på én gang. Ikke

alle patienter blev orienteret om dette, så de mødte op, som

de plejede, og blev afvist. Det var fx patienter, der skulle have

taget blodprøver inden operation eller startes i medicinsk

behandling. Desuden opstod der flere steder en udfordring

med at have tider nok. Der er eksempler på patienter i cancer-

forløb, der ikke har kunnet få tid til blodprøver, og patienter,

der måtte køre mange kilometer til et andet hospital for at få

taget prøver. Flere beskriver i de utilsigtede hændelser, at de

for at afhjælpe problemet har lavet informationsindsatser og

indført, at patienter med vigtige prøver alligevel kan få taget

blodprøver uden om den obligatoriske tidsbestilling.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Smitterisiko

En stor del af de rapporterede

utilsigtede hændelser omhandler

smitterisiko. Det beskrives i

hændelserne, hvordan håndteringen

ved mistanke om eller påvist smitte

med COVID-19 har betydet, at

personale og patienter/borgere kan

have været udsat for smitterisiko.

Kommunikation

Overlevering af information om formodet eller påvist smitte

har været en udfordring på tværs af patientforløb, men også

internt i kommuner og på sygehuse. Nogle hændelser om-

handler manglende overlevering af information til eksempel-

vis portører, røntgen, den præhospitale enhed, laboratoriet og

hjemmeplejen. Andre rapporterede hændelser beskriver, at

skiltning af smitterisiko på døren til patientstuen har manglet

eller været ukorrekt. Det har medført, at personalet har udført

deres opgaver uden værnemidler, og/eller at patienterne er

blevet transporteret til undersøgelser uden mundbind på.

Der har i både kommuner og på hospitaler været stort fokus

på denne problematik. Der er derfor blevet undervist, ændret

arbejdsgange og retningslinjer, sat nye og tydelige felter ind i

patientjournalen mv.

Falsk negativ

Falsk negativ er udtryk for et negativt COVID-19-testsvar,

hvor en efterfølgende test af samme patient viser sig at

være positiv. Ofte er det halspodningerne, der kommer ud

som negative, men ved efterfølgende trakealsugning er

patienten COVID-19-positiv.

Der ses fx hændelser, hvor en patient fjernes fra COVID-

19-isolation pga. negativt testsvar, selvom patienten stadig

har symptomer. Herefter gentages testen, fx fordi patienten

er blevet tiltagende dårlig, og den nye test viser sig at være

positiv. Både medpatienter og medarbejdere har i den mel-

lemliggende tid været i smitterisiko. En region har på baggrund

af dette indført begrebet ”klinisk COVID”, som anvendes hos

patienter, der er testet negative, men som fortsat har COVID-

19-symptomer. Hos disse patienter skal man fortsat følge de

hygiejniske retningslinjer, som gælder for COVID-19-patienter.

Anvendelse af værnemidler

Værnemidler har ikke altid været anvendt korrekt i de

situationer, hvor medarbejdere er i kontakt med en smittet

patient/borger. Hygiejniske retningslinjer om fx korrekt brug

af værnemidler er beskrevet i nationale retningslinjer og i lo-

kale instrukser. De nationale retningslinjer har kontinuerligt

ændret sig, og det har været en udfordring at få informeret

om disse ændringer til personalet på såvel sygehuse som i

kommunerne. I kommunale utilsigtede hændelser er det be-

skrevet, at der hovedsageligt har været tale om manglende

opdateret viden om korrekt anvendelse, men i nogle tilfælde

også om decideret mangel på værnemidler. Også på sygehu-

sene har der i nogle tilfælde været mangel på værnemidler,

ligesom nogle værnemidler har vist sig ikke at leve op til

gældende sikkerhedskrav. Både i regioner og kommuner er

der blevet arbejdet med undervisning af sundhedspersonale i

infektionshygiejne og brug af værnemidler, hvor samarbejdet

med hygiejneorganisationen har være meget vigtig.

Uvis smittekilde

I nogle kommuner har man oplevet det som en udfordring i

forbindelse med smitteopsporing, når smittekilden ikke har

været kendt. Inden teststrategien blev ændret til, at alle

beboere og medarbejdere på enheder med påvist smitte

kunne blive testet uanset symptomer, var det flere steder en

udfordring for personalet at foretage smitteopsporing, når

en borger blev konstateret smittet.

Det har ikke altid været muligt for personalet at kortlægge

beboernes adfærd, oftest pga. beboeres nedsatte kognitive

funktion. Dermed blev det vanskeligt at identificere smit-

tekilden og nære kontakter, og det var usikkert, hvilke tiltag

der var nødvendige for at begrænse smitterisikoen. Dette

har fx resulteret i unødig isolation af beboere og overdreven

anvendelse af værnemidler hos både personale og beboere,

hvilket har haft betydning for beboernes psykiske og fysiske

velbefindende.

Karantæne-, afstands- og besøgsregler

Der ses eksempler på, at det har været vanskeligt at over-

holde karantæne- og afstandsregler for borgere med nedsat

kognitivt funktionsniveau, som bor på plejecentre og botil-

bud. De har, ligesom andre borgere, ret til at forlade deres

hjem, men skal støttes særligt i fx at holde afstand og holde

god håndhygiejne. Det er tydeligt, at der for mange enheder

har været en særlig udfordring i at forebygge smitte blandt

disse borgere, som kan have svært ved at udvise hensigts-

mæssig adfærd og forstå reglerne. Flere steder har man

sørget for faste vagter og ekstra pædagogisk personale for

at sikre ro og motivere beboeren til ikke at forlade matriklen

eller sin bolig. Der er eksempler på, at demente eller psykisk

syge beboere har forladt deres bolig og efterfølgende er

blevet testet COVID-19-positive.

Nogle borgere har oplevet store psykosociale konsekvenser ved

besøgs- og afstandsrestriktionerne. Det gælder fx beboere på

bosteder, som i en periode ikke har måttet få besøg af udefra-

kommende, og hvor aktiviteter på bostedet samtidig har været

aflyst. Dette har for nogle medført forværring af psykiske

symptomer, udadreagerende og truende adfærd og isolation.

Også for borgere i plejecentre og borgere, som benytter andre

kommunale tilbud, har aflyste ydelser og manglende besøg

medvirket til ensomhed og tab af livskvalitet. Der er eksempler

på forværring af depressive symptomer, dyb tristhed og tab af

forskellige sociale færdigheder hos borgerne.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Indlæggelse/udskrivelse

Nogle utilsigtede hændelser relateret

til COVID-19 vedrører visitation, ind-

læggelse og udskrivelse – faktorer,

som har betydning for hele patient-

forløbet såvel som for risikoen for

smitte blandt sundhedspersonale

og patienter/borgere.

Indlæggelse og visitation

Omstillingen af sundhedsvæsenet i forbindelse med COVID-

19-pandemien betød bl.a., at der blev oprettet nye afdelinger,

der skulle varetage behandlingen af COVID-19-patienter.

Dette har nogle gange medført, at patienter ikke er blevet

visiteret til COVID-enhed, rigtige specialafdeling eller ude-

kørende testfunktion, men i stedet er blevet henvist til fx

vagtlæge eller direkte til afdelingen.

Nogle patienter har oplevet at blive kørt frem og tilbage

mellem afdelinger eller hospitaler, hvilket forsinkede behand-

lingsstart og udgjorde en øget smitterisiko, men også var for-

virrende og utrygt for patienterne. Patienter, som selv havde

transporteret sig til hospitalet, har haft svært ved at finde

ud af, hvor de skulle henvende sig, og nåede at bevæge sig

gennem hospitalet, på trods af at der var mistanke om, at de

kunne være smittet med COVID-19. Der er også eksempler på,

at vagter på hospitalet ikke har været sikre på, hvor de skulle

sende patienterne hen, eller hvordan de skulle håndtere syge

patienter, der henvendte sig uden henvisning. Kommunika-

tion, undervisning og retningslinjer har derfor været nogle af

de tiltag, der er blevet indført for at forebygge dette.

Udskrivelse

Ved udskrivelse af en patient med formodet eller bekræftet

COVID-19 er der eksempler på mangelfuld kommunikation

og/eller dokumentation, eksempelvis manglende udfyldelse

af smittestatus, funktionsstatus, medicinstatus, behand-

lingsplan og genoptræningsplaner. Dét har medført smitte-

risiko for øvrige beboere og personale på fx plejecentre samt

manglende genoptræning og/eller behandlingsopfølgning.

En anden udfordring har været for tidlig udskrivelse, hvor

patienterne på kort tid er blevet kritisk dårlige og genindlagt.

For at forebygge dette har man fx afholdt tværsektorielle

samarbejdsmøder, hvor nye arbejdsgange er blevet aftalt,

ligesom man har sørget for tydeligere kommunikation

omkring eventuel smitterisiko.

Udslusning af indlagte psykiatriske patienter har desuden

været en udfordring pga. karantæneregler eller aflysning/

ændring af kommunale tilbud, der har betydet, at nogle

patienter har måttet forblive indlagt.

Besøgsrestriktioner

De indførte besøgsrestriktioner har også haft betydning for

patientforløbet. Fx er nogle demente eller afatiske patienter

blevet indlagt uden følge af familie, pårørende eller hjemme-

pleje. Det har i nogle tilfælde medført, at anamnesen er

blevet mangelfuld eller med fejl. Der er også rapporteret

hændelser, hvor patienter, som er blevet udskrevet uden

følgeskab af pårørende eller hjemmepleje, har glemt eller ikke

forstået de informationer, der er blevet givet i forbindelse

med udskrivelsen.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Medicinering

Nye arbejdsgange og forholdsregler

omkring medicinering har givet udfor-

dringer på ﬂere områder og beskrives i

utilsigtede hændelser som medvirkende

til medicineringshændelser. Generel

travlhed og forstyrrelser pga. ændrede

arbejdsforhold er også en del af billedet.

Dispensering og administration

På nogle sygehuse er der ikke en fast elektronisk medicin-

enhed på stuerne, hvorfor personalet har måttet medbringe

den elektroniske medicinenhed til stuerne i forbindelse med

medicinadministration. Pga. smitterisiko har dette ikke været

muligt under COVID-19, og personalet har derfor ikke haft

mulighed for at dobbelttjekke medicinen, hvorved dokumen-

tationen ikke bliver udført tidstro og risikerer at blive glemt.

Travlhed og manglende erfaringer hos udlånt personale

har medført medicineringshændelser med fx manglende

patientidentifikation, at medicinen ikke er blevet givet, at IV-

medicin er blandet forkert op, eller at der er sket forveksling

mellem depot og almindelig medicin. Der har derfor været

ekstra fokus på undervisning i medicinhåndtering.

I kommunerne er der rapporteret hændelser, hvor medicinen

ikke er blevet givet, borgere har taget forkert dosis, eller

medicinen er givet på et forkert tidspunkt. Årsagerne til dette

er bl.a. aflyste eller ændrede tider for medicinadministration,

ydelser der er blevet ændret eller pauseret fx pga. isolation

og/eller smittefare, eller hvor den telefoniske/digitale støtte

ikke har været en tilstrækkelig indsats for borgeren.

Smertebehandling

hos isolerede patienter har nogle gange

ikke været tilstrækkelig. Hver gang den isolerede patient

skal tilses, skal personalet iklæde sig værnemidler, hvilket er

tidskrævende, og det har i nogle tilfælde medført, at det ikke

har været muligt at tilse den isolerede patient hyppigt nok til

at opnå tilstrækkelig smertebehandling.

Udlånt personale, nye COVID-afsnit og ændrede arbejdsgange

Da sundhedsvæsenet på rekordtid

omstillede sig til COVID-19-pandemien,

blev nogle afdelinger ﬂyttet eller lukket,

nye COVID-19-afdelinger blev oprettet,

og medarbejdere blev overﬂyttet fra

deres vante rammer til nye afdelinger.

Det har resulteret i utilsigtede hændel-

ser knyttet til ændrede arbejdsgange og

manglende erfaring i forbindelse med

varetagelse af uvante opgaver.

Arbejdsgange

Generelt ses det, at nogle arbejdsgange, som normalt er fast

rutine, er blevet påvirket af omorganiseringerne. Der ses fx

tilfælde, hvor de ansatte ikke har vidst, hvor udstyret var

placeret i det nye afsnit, hvilket har medført forsinkelser i

arbejdsgangene. Rutineopgaver, som fx opfyldning af hjerte-

stopvognen, er også nogle steder blevet glemt.

Udlånt personale og vikarer

Udlånt personale og vikarer har været en stor hjælp under

COVID-19-pandemien. Det udlånte personale har været under

oplæring og uddannelse, men der er rapporteret hændelser,

hvor udlånt personale ikke har haft den tilstrækkelige viden

eller de rette kompetencer til fx at behandle, passe og pleje

svært syge COVID-19-patienter og respiratorpatienter, at

administrere IV-medicin eller at følge gældende udskrivnings-

procedure. Vikarer i kommunerne har ikke altid haft kendskab

til rutiner og vante procedurer, hvilket har medvirket til util-

sigtede hændelser, hvor fx medicin ikke er blevet givet, dosis

er forkert, eller medicinadministrationen ikke dokumenteret.

Derfor har man flere steder iværksat forbedringstiltag med

ændret fordeling af arbejdsopgaver, så det udlånte personale

fx ikke haransvar for særlige områder, eller hvor arbejdsopga-

verne varetages i teams, så nye medarbejdere aldrig står alene

med ansvaret, ligesom man har indført fast sidemandsoplæ-

ring og haft øget fokus på gennemgang af dagsplaner.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Sikkerhed for

personalet

under COVID-19

Beretninger

fra det danske

sundhedsvæsen

I det følgende vil der være fokus

på, hvordan det har været at være

sundhedspersonale under COVID-

19-pandemien indtil nu – og hvordan

sundhedspersonalets sikkerhed

bedst kan sikres. Vi har talt med nogle

af de ansatte i sundhedsvæsenet, der

har måttet se deres arbejdsdag ændre

sig radikalt som følge af pandemien.

Du kan læse om læge Louise Lauridsen

og kræftsygeplejerske Bell Møllers

oplevelser, da de begge blev en del af

coronaberedskabet.

Charlotte Fuglesang er plejefaglig

direktør på Regionshospital Nord-

jylland og fortæller om, hvordan de i

ledelsen på hospitalet over få dage

måtte oprette taskforces og uddanne

over 600 medarbejdere. Herefter

fortæller Christina Mohr Jensen, som

er psykolog i Region Nordjylland, om

deres psykosociale beredskab, og

til sidst kan du læse om overlæge

Thomas Bech Lunen, som med

systematiseret evaluering og buddy-

ordninger vil øge trygheden blandt

medarbejderne på Køge Sygehus.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Tillid og teamånd i beredskabet

Louise Lauridsen var en af de mange

sundhedspersoner, som trådte til i en

midlertidig stilling, da COVID-19 gjorde

sit indtog i Danmark. Hun oplevede at

blive mødt med en fantastisk teamånd

og en stor tillid til hendes faglighed, men

anbefaler blandt andet, at man prioriterer

personaletrivslen højt i en krisesituation.

Ugen midt i marts startede som en helt normal uge for

Louise Lauridsen, der er 1. reservelæge i Region Hovedsta-

den – lige indtil det blev onsdag. Herefter blev det meste af

hendes afdeling omrokeret til det nyoprettede coronabered-

skab. Louise skulle have sin første vagt i vurderingsenheden

på Bispebjerg Hospital om fredagen. Hun mødte spændt op:

Havde hun nu de rette kompetencer? Hvilke patienter ville

hun møde, og hvor dårlige var de? Og hvad gik den visite-

rende funktion egentlig ud på?

Louises bekymringer blev hurtigt manet til jorden, for i

vurderingsenheden blev Louise mødt med en fantastisk

teamånd, og det faglige bagland var altid klar til sparring og

støtte.

”I starten kendte vi ikke så meget til sygdommen, som vi

gør nu”,

fortæller Louise,

”Og det kunne være svært at vide,

hvordan sygdommen ville udvikle sig for den enkelte, hvilket

er vigtigt, når man skal vurdere, om patienten skal indlægges

eller må gå hjem. I den første tid var der endvidere mangel

på testkits, men da vores ledelse udtrykte fuld tillid til vores

faglige vurdering, var det ikke et problem.”

Givende at kunne træde til

For Louise har det været både spændende, givende og til-

fredsstillende at kunne hjælpe i en krisetid. Louise pointerer,

at en af de gode ting i håndteringen af pandemien har været,

at sundhedsvæsenet var i god tid – forstået på den måde,

at man var lynhurtige til at omlægge og gøre klar. Så skulle

krisen udvikle sig til ”italienske tilstande”, var det danske

sundhedsvæsen beredt.

Vigtige pointer at tage med videre

Louise peger på en række områder, som er vigtige at tage

højde for i en lignende situation i fremtiden:

–

De nationale retningslinjer

og de mange løbende ændrin-

ger heri kan være udfordrende. Som læge er det vigtigt,

at de faglige argumenter fremgår tydeligt, så man på en

forståelig måde kan videreformidle det til patienterne.

–

Pas på personalet

– de lægger familie og fritid til side. Man

kan ikke blive ved med at holde til det, og nogle har måske

slet ikke mulighed for at stå til rådighed 24/7 og aldrig

være sikre på, om de inden for få timer skal på arbejde

eller ej.

–

Tydelig ledelse

er rigtig vigtigt – både i forhold til arbejds-

tilrettelæggelse og trivsel blandt medarbejderne.

–

Det store fokus på COVID-19

kan medføre, at andre

sygdomme ikke bliver diagnosticeret.

Louise Lauridsen, 1. reservelæge

Region Hovedstaden

Louise arbejder som 1. reservelæge i Region Hovedstaden,

Enhed for Hospitalsplanlægning, og er snart færdig som

speciallæge i samfundsmedicin. Da COVID-19-pandemien

tog fat i Danmark, blev Louise ansat som klinisk læge i

Socialmedicinsk Center, Frederiksberg Hospital.

”I starten kendte vi ikke så meget til sygdommen, som vi gør

nu. Og det kunne være svært at vide, hvordan sygdommen

ville udvikle sig for den enkelte, hvilket er vigtigt, når man

skal vurdere, om patienten skal indlægges eller må gå hjem”.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Fra kræftsygeplejerske til COVID-

beredskab med skiftende vagter

Bell Møller er kræftsygeplejerske, men

ﬂyttede midlertidigt til et nyåbnet

COVID-19-afsnit i foråret 2020. Her

genfandt hun sin basale sygepleje og

mødte en hel skare af dygtige, dedike-

rede medarbejdere, men hun fandt de

skiftende vagter og uvisheden hård.

Som mange andre danskere blev medarbejderne i Center for

Kræft og Sundhed sendt på hjemmearbejde midt i marts. For

Bell Christina Møller, der er sygeplejerske, var det ikke nogen

stor omvæltning – hun var vant til at have meget telefonisk

kontakt til de 50-70 borgere, hun er kontaktperson for, og

hendes normale opgaver såsom sygeplejesamtaler og patient-

undervisning kunne i overvejende grad varetages hjemmefra.

Men da Københavns Kommune efterspurgte sundheds-

personale til COVID-19-beredskabet, meldte Bell og to andre

kolleger fra centret sig. Deres centerchef skulle lede et ny-

oprettet COVID-19-afsnit, der skulle tage sig af de patienter,

som ikke længere var hospitalskrævende, men som heller

ikke var raske nok til at komme hjem. Bell og hendes kolleger

skulle her fungere som social- og sundhedsassistenter.

Kan det have indﬂydelse på min familie?

Knapheden på værnemidler i starten af pandemien og den

daglige kontakt til smittede patienter gjorde, at Bell bekym-

rede sig for, om hun kunne beskytte sig tilstrækkeligt mod

smitte. Selvom de blev udstyret med kirurgiske masker, var

Bell usikker på, om det var tilstrækkeligt –

”Det havde man,

på det tidspunkt, ikke viden nok om”.

Bell var fx bange for at

komme til at smitte sin mand og søn, som på det tidspunkt

begge så ud til at være i øget risiko for et kompliceret forløb

ved smitte med COVID-19.

Ikke alene bekymringen over at blive smittet fyldte i Bells

bevidsthed. Også nye skiftende arbejdstider påvirkede Bells

privatliv, som blev ændret fra den ene dag til den anden.

Det var svært at have tre hjemmeboende børn og samtidig

have skiftende vagter og et helt nyt arbejde, hvor Bell skulle

genfinde den basale sygepleje. Alle ressourcer og al energi

gik til det nye arbejde.

Nye kolleger og patienter

Bell beskriver, at det var dejligt at opleve et godt samarbejde

med de øvrige ansatte på afsnittet og at alle var indstillet

på at få det bedste ud af situationen. For mange var det

flere år siden, at de havde været ude i plejen, men så var der

heldigvis andre, som kom fra hjemmesygeplejen og akut-

plejeenheder, som kunne hjælpe.

Vigtige pointer at tage med videre

Bell fortæller, at åbenhed over for, hvad man egentlig kan,

og at man som kolleger supplerer hinanden, er af stor

betydning. Det er vigtigt at finde støtten både hjemme og

hos nye kolleger. Derudover er det vigtigt at gå til den nye

situation med ydmyghed og engagement og samtidig kunne

grine lidt af sig selv og på den måde lette svære situationer

sammen med patienter og kolleger.

Bell Møller, sygeplejerske

Københavns Kommune

Bell Møller er uddannet sygeplejerske i 1993. Hun har primært

arbejdet inden for kræftområdet og har både børneonkologisk

og voksenonkologisk erfaring. Aktuelt har hun været ansat

8 år i Center for Kræft og Sundhed, Københavns Kommune,

som varetager ambulant kræftrehabilitering.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Ledelse og organisering i en krisetid

Da COVID-19 ramte Danmark, nedsatte

man på Regionshospital Nordjylland på

få dage krisetaskforces og uddannede

over 600 ansatte til at kunne håndtere

nye, særlige opgaver. De håndterer

situationen med tydeliggjorte arbejds-

ﬂows, et godt sammenhold og hyppig

kommunikation.

”Vi forberedte os på en tsunami,”

fortæller Charlotte Fugle-

sang, der er plejefaglig direktør på Regionshospital Nord-

jylland, om det forår, hvor COVID-19 for første gange viste sig

i Danmark. De lagde ud med et ”war room”, hvor få men-

nesker fik lavet de overordnede rammer for den kamp, de

forudså snart skulle kæmpes. De nedsatte tre små mobile

taskforces af fire-fem personer, som havde hver deres

specifikke opgaver. Én taskforce sikrede kapacitet og faglig-

hed, en anden koncentrerede sig om personalesituationen

mht. samarbejde og arbejdsmiljø, mens den tredje task-

force tog sig af det praktiske med hurtigt at få etableret et

COVID-afsnit på hospitalet. De små taskforces gjorde, at de

nemmere kunne bevare overblikket.

Uddannelse, workshops og samarbejde

For at skabe mere tryghed i forhold til arbejdsopgaverne i

den nye situation og de nye opgaver afholdt Regionshospital

Nordjylland workshops i mindre grupper og over video og

udarbejdede bl.a. flowdiagrammer, der beskrev processen i

nye opgaver.

I løbet af få dage fik man også uddannet 630 ansatte fra

forskellige faggrupper i alt fra påføring af værnemidler til et

specialiseret plejeniveau af patienter på intensivt afsnit.

For at lave så enkle arbejdsgange som muligt besluttede

ledelsen derudover at parre forskellige afdelinger med

hinanden og give dem mulighed for selv at løse opgaverne

i samarbejde. Fx blev kardiologi og akutområdet sat til at

samarbejde og dække ind hos hinanden, hvis fx den ene

afdeling var presset på ressourcer. Det viste sig at være

en genistreg, som har fået det hele til at gå op – og som

personalet er glade for.

At have blå blink i hatten og samtidig gå med lige skridt

Ledelsesmæssigt har det bl.a. været en udfordring at leve

op til regelsæt og rettigheder, som fx arbejdstidsregler, og

samtidig være i beredskab.

”Det er en mental udfordring at gå med blå blink i hatten,

samtidig med at man får at vide, at man skal gå lige på

banen,”

som Charlotte beskriver det. Det er noget, der skal

evalueres – både internt på Regionshospital Nordjylland og

nationalt, mener Charlotte.

Derudover har det været en svær balance at varetage en eks-

traordinær opgave og samtidig sikre, at det ikke går for meget

ud over hospitalets normale drift. Fremover vil det være en vig-

tig opgave at sørge for kapacitet til at håndtere COVID-19 uden

samtidig at skulle foretage store omlægninger af ressourcer

med udsættelser og aflysninger af behandlinger til følge.

Hvad kan tages med videre?

Samarbejde og kommunikation er de helt store overskrifter

på, hvad ledelsen på Regionshospital Nordjylland har lært

og vil holde fast i fremover.

Det gode sammenhold, der har udviklet sig, bør fastholdes.

Man vil også fremover gøre mere ud af de faglige fælles-

skaber og arbejde for, at alle er informeret om seneste

retningslinjer, arbejdsgange osv.

Det tætte samarbejde med regionens kommuner vil også

fortsætte. Fx har hospitalet siddet med i kommunernes

taskforces, hvor der er blevet udvekslet viden og materialer,

og hvor man i fællesskab fx har forventningsafstemt og

planlagt patientforløb.

Og så er der kommunikationen. Under krisen har ledelsen

lært, hvor vigtigt det er med hyppig og tydelig kommuni-

kation. Der har været daglig kommunikation til de ansatte

gennem dagbog på intranettet, daglige nyhedsbreve m.m.

”Det er vigtigt hele tiden at kommunikere om, hvad der sker,

så medarbejderne føler sig trygge og inddraget i, hvad der sker

lige nu og her,”

fortæller Charlotte. Ledelsen har derfor taget

sin normale kommunikationsstrategi op til overvejelse og vil

fremover fortsætte med at informere hyppigt.

Charlotte Fuglesang, plejefaglig direktør

Regionshospital Nordjylland

Charlotte Fuglesang er plejefaglig direktør på Regionshospital

Nordjylland, der har 1.800 ansatte og består af sygehusene i

Hjørring og Frederikshavn samt Neuroenhed Nord og Skagen

Gigt- og Rygcenter.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Det psykosociale beredskab i Region Nordjylland

I Region Nordjylland nedsatte man tidligt

i pandemien et psykosocialt beredskab,

hvor medarbejdere fra alle faggrupper

kunne få hjælp i tilfælde af psykiske

reaktioner på COVID-19-situationen.

Allerede tidligt i coronakrisen var der fra den regionale krise-

stab i Region Nordjylland et ønske om at sikre en støtte til

regionens ansatte i forhold til de psykiske belastninger, kri-

sen eventuelt måtte medføre. For at udvikle og implemente-

re et tilbud arbejdede bl.a. psykolog og ph.d. Christina Mohr

Jensen sammen med en række andre personer fra regionens

forskellige organisationer og lokationer sammen om at

beskrive og iværksætte et psykosocialt COVID-19-beredskab

til at løfte denne opgave. Christina Mohr Jensen forklarer, at

netop det at være sundhedsprofessionel under en epidemi er

særligt krævende. Selvom sundhedsprofessionelle er vant til

at håndtere svære og nogle gange også traumatiske hændel-

ser, er en epidemi noget andet, i og med at personalet ikke

kun er i en stresset situation i en kort afgrænset periode. I

den kinesiske provins Wuhan, hvor pandemien startede, så

man tilfælde af traumatiske stressreaktioner samt sympto-

mer på angst og depression hos sundhedspersonalet.

Personalet skal være i stand til at håndtere nye situationer,

nye redskaber, indgå i nye teams osv. De mange krav og for-

andringer presser det grundlæggende menneskelige behov

for tryghed og stabilitet og kan påvirke evnen til at præstere,

huske og planlægge samt skabe mistrivsel.

Det kan i sidste ende resultere i sygemeldinger, fejl og opsi-

gelser. Christina og Jan Mainz, professor og direktør for Kva-

litet og Patientsikkerhed i Psykiatrien i Region Nordjylland,

tog bl.a. deres viden om krisestøtte og deres viden om epide-

miers indflydelse på sundhedsansatte med ind i den fælles

regionale arbejdsgruppe, der skulle forberede et psykosocialt

beredskab for medarbejderne i Region Nordjylland.

Etablering af det psykosociale beredskab

En tværfaglig arbejdsgruppe bestående af bl.a. psykologer

og arbejdsmiljørepræsentanter formulerede en strategi, og

1. april 2020 var det psykosociale beredskab oppe at køre.

Helt fra starten var strategien, at beredskabstilbuddet skulle

gælde alle medarbejdere – ikke blot dem, der var direkte

involveret i behandlingen af patienter med COVID-19. Ordnin-

gen skulle gælde alle medarbejdere fra lægesekretæren, der

skulle ringe og aflyse aftaler, over laboranten, det admini-

strative personale, portøren til rengøringspersonalet.

Christina Mohr Jensen, psykolog og lektor

Region Nordjylland/Aalborg Universitet

Christina er psykolog, ph.d., og til dagligt tilknyttet

børne- og ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland.

Derudover er Christina forsker og ansat som lektor

i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet.

”Jeg håber, at det psykosociale beredskab bliver en lige så

central og naturlig del som det somatiske beredskab – og

at man måske i højere grad vil tænke psykologien ind i

krisestyring og -håndtering i fremtiden.”

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Det psykosociale beredskab i Region Nordjylland

(fortsat)

Sådan fungerer ordningen i praksis

Kontakten til beredskabet fungerer ved, at lederen henviser

sin medarbejder til det psykosociale COVID-19-beredskab eller

tager kontakt for at få støtte og sparring ift. sig selv og/eller

sin afdeling. I de fleste tilfælde har der været tale om henvis-

ning af enkeltpersoner, som beredskabet har tilrettelagt et

individuelt forløb for.

Ud over individuelle samtaler kommer beredskabet også ud

og taler med små eller store grupper af medarbejdere. Her

handler det om, hvordan man typisk reagerer i pressede si-

tuationer, hvad der er normalt og forventeligt, hvilke signaler

man skal holde øje med, og ikke mindst, hvordan man passer

på sig selv og hinanden.

Reaktionerne kommer forsinket

En af de ting, som Christina ser som en vigtig pointe, er,

at de psykiske reaktioner ofte kommer forsinket. Henven-

delserne til beredskabet peakede først, efter at pandemi-

afsnittet lukkede i slutningen af foråret 2020.

”Der er stadig en følelse af alarmberedskab, for kommer der

en stigning i smittetallet? Hvornår? Og bliver det ligesom

sidst? – det er en stressende tilstand at være i, og meget

udmattende over tid. I tillæg hertil skal vi også huske, at

mange af dem, der har været involveret, i forvejen har haft et

langt forløb, og også, at det tager tid at ”lade batterierne op

igen””,

forklarer Christina og fortsætter,

”sådan en tilstand

af usikkerhed og travlhed kan man ikke blive ved med at

være i – så vores opgave er at hjælpe de ansatte til at mestre

situationen og arbejde for, at rammerne giver så meget vis-

hed, horisont og tryghed som muligt”.

Vigtige pointer

Hvis Christina skal pege på de vigtigste pointer at give

videre, bliver det:

–

Det er relevant at tænke bredt

– en psykisk reaktion kan

ramme alle, hele organisationen er ekstra belastet under

en epidemi.

–

De psykiske reaktioner

stiger og falder ikke med antallet af

patienter – det er usikkerheden og mængden af belastnin-

ger for den enkelte, der er vigtig; fx om man udover at stå

med truslen fra en smitsom sygdom også skal håndtere

fx nye kolleger, nyt fagområde, om man har skullet have

pasning og undervisning af børn hjemme til at gå op med

arbejdet, om man har oplevet afstandtagen og stigmati-

sering fra omgivelserne, ift. om man er smittebærer som

sundhedsperson mv. Det er typisk ikke én belastning, men

summen for den enkelte, der har indvirkning på trivslen.

–

Den psykosociale indsats

strækker sig over længere tid end

selve pandemien.

–

Den almindelige gode ledelse og arbejdsmiljøindsats

skal

sikres og intensiveres: Lederen skal være synlig, med-

arbejderen skal have indflydelse på sit vagtskema og

kende det et godt stykke tid i forvejen samt sikres fridage

og vide, hvor længe man er udsendt i beredskab.

–

Forebyggelse og løbende støtte er afgørende –

derfor skal

medarbejderne også klædes på i forhold til opmærk-

somhedsområder, hvordan man passer på sig selv og

hinanden mv.

”Jeg håber, at det psykosociale beredskab bliver en lige så

central og naturlig del som det somatiske beredskab – og at

man måske i højere grad vil tænke psykologien ind i krise-

styring og -håndtering i fremtiden,”

afslutter Christina.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Tryghed i krisesituationer gennem

systematisk evaluering og makker-ordninger

Thomas Bech Lunen er fra sit arbejde i

helikopterteam vant til at evaluere de

situationer, han oplever i løbet af sin

arbejdsdag. Den erfaring blev pludselig

højrelevant, da COVID-19 ramte Danmark,

og han så sine kolleger på anæstesiaf-

delingen i Køge blive pressede og bange.

Thomas Bech Lunen er overlæge på anæstesiafdelingen i

Køge og konsulent hos Den Landsdækkende Akutlægeheli-

kopterordning, som tager ud til kritisk dårlige patienter. Når

helikopterteamet har været ude, er det en fast del af rutinen,

at turen evalueres. Her bliver det italesat, hvad man har ople-

vet både før, under og efter en udrykning. Og det har en stor

betydning for, hvordan man håndterer oplevelserne efterføl-

gende, fortæller han:

”De oplevelser, man har, når man akut

rykker ud til kritisk syge patienter, kan give ar på sjælen og rive

op i egne erfaringer. Derfor er det vigtigt at få det bearbejdet”.

Thomas’ erfaring med evaluering i helikopterteamet blev plud-

selig toprelevant i løbet af marts og april 2020, da COVID-19

ramte Danmark, og han så nogle af sine kolleger blive mere og

mere pressede – og bange. For selvom de på afdelingen endnu

ikke havde patienter med COVID-19, fyldte uvisheden og

frygten for egen sikkerhed hos mange. For Thomas blev det

tydeligt, at der skulle gøres noget hurtigst muligt.

”Hvis man

er bekymret for sin egen sikkerhed, mens man er på arbejde, så

er det ikke sikkert, at man kan performe lige så godt, som man

normalt plejer at gøre,”

fortæller han. Han mente derfor, at

det var essentielt at få skabt nogle rammer, hvor folk følte sig

trygge, selvom situationen var uvant og presset.

Tryghed på teamplan

Hospitalet havde allerede etableret et krisepsykologisk be-

redskab, men Thomas så behov for at skabe en løsning helt

ned på teamplan. Han tog kontakt til en krisepsykolog, som

nævnte ”buddy-ordningen”, hvor man opretter små enheder,

der kan snakke sammen om dagens oplevelser og bekym-

ringer, både undervejs og ved afslutning af vagten – altså en

lille gruppe af medarbejdere, der tager hånd om hinanden.

Krisepsykologen nævnte, at det bl.a. kunne være særligt re-

levant for både de meget unge kolleger med mindre erfaring,

som kan være usikre på, om de slår til, og for de ældre, erfar-

ne kolleger, som kan være bekymrede over den nye situation,

hvor de ikke kan trække på deres rutiner, og hvor situationen

evt. også kan aktivere tidligere, bekymrende oplevelser.

Lavpraktisk og med hensyn til den enkelte

Sammen med en lille gruppe kolleger blev der lagt en plan.

Det skulle være helt lavpraktisk og ladsiggørligt:

”Idéen er, at

når vi starter vagten, mødes vi alle sammen og kigger hinan-

den i øjnene og drøfter, hvad det kan betyde for de forskellige

medarbejdere, hvis der kommer en patient med COVID-19. Er der

nogen kolleger, vi skal være særligt opmærksomme på, og skal

vi sammensætte teamet på en særlig måde ud fra det? Er der

nogen, der har sygdomme, som kunne gøre det ekstra farligt for

dem at blive smittet?”

Thomas og kollegerne har indtil videre afprøvet det et par

gange, og her gav det en stor ro hos medarbejderne. For

det gjorde, at det blev italesat, at der var nogle, som havde

bestemte overvejelser omkring situationen, som resten af

teamet så kunne tage højde for.

Banal, kollegial opmærksomhed – men systematiseret

Som Thomas siger, er der i princippet tale om helt banal,

kollegial opmærksomhed. Men det gør en forskel at få det

systematiseret, som det er i helikopterteamet:

”Det legitimerer

den personlige evaluering, hvor man får mulighed for at for-

tælle, om der var noget ved situationen, der var ubehageligt eller

uhensigtsmæssigt for den enkelte – og som måske også var det

for andre i teamet. På den måde kræver det ikke en overvindelse

at få luftet sine personlige synspunkter og bekymringer.”

Skal gøres til rutine

Det er essentielt, at ordningen bliver gjort til lige så vigtig

en del af rutinen som øvrige arbejdsopgaver. På den måde

legitimeres og anerkendes det, at personalets velbefindende

er afgørende for, at man performer så godt som muligt.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Thomas Bech Lunen, overlæge

Sjællands Universitetshospital

Thomas Bech Lunen har de sidste tre år været ansat som overlæge

på anæstesiafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Samtidig har han en konsulentfunktion hos Den Landsdækkende

Akutlægehelikopterordning, også kaldet ”Den lille gule helikopter”.

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Sikkerhed for

patienter under

COVID-19-

pandemien

Beretninger

fra det danske

sundhedsvæsen

Hvor det ovenfor handlede om

personalet og den vigtige opgave det

er at sørge for, at personalet føler sig

trygge og sikre i deres arbejde, stiller

vi nu igen skarpt på sikkerheden for

patienterne. Nedenfor kan du læse,

hvordan ansatte i sundhedsvæsenet

og repræsentanter fra patient-

foreninger har oplevet og handlet på

patientsikkerheden under pandemien.

Risikomanager Dorthe Leth fra Aarhus

Universitetshospital fortæller, hvordan

sagsbehandlingen og analysen af

utilsigtede hændelser på Aarhus

Universitetshospital blev speedet

op under COVID-19.

Herefter kan du læse, hvordan Mia

Kristina Hansen fra SIND har set både

negative og positive konsekvenser for

psykisk sårbare borgere under COVID-

19. Lægefaglig konsulent Mads Koch

Hansen var indtil for nylig lægelig

direktør på Sygehus Lillebælt og deler

sine erfaringer og råd fra en tid, hvor

COVID-19 tog meget af fokus. Tryk-

sårssygeplejerske Camilla Leerskov og

forflytningsinstruktør Keld Villadsen

har arbejdet med behandling og fore-

byggelse af tryksår hos både patienter

og personale, og Nina Ank fortæller om

sit arbejde med infektionshygiejnen

i Region Nordjylland. Til slut gælder

det direktør i Hjerteforeningen Anne

Kaltofts tanker om telemedicin.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Straksanalyser, hurtig læring og formidling

På Aarhus Universitetshospital (AUH)

havde man allerede en robust patientsik-

kerhedsorganisation, da COVID-19 ramte.

Man benyttede derfor den eksisterende

struktur, men speedede sagsgangene op

og lavede ”straksanalyser” af alvorlige

COVID-relaterede utilsigtede hændelser.

Da COVID-19 ramte AUH, bestemte hospitalsledelsen sig hur-

tigt for, at man skulle lære hurtigt af de utilsigtede hændel-

ser, som havde relation til COVID-19. Da man på AUH allerede

havde en robust patientsikkerhedsorganisation, var det

det eksisterende risikoteam, der skulle løse denne opgave.

Dorthe Leth er risikomanager på Aarhus Universitetshospital

og indgår i risikoteamet. Hun fortæller, at et af de bærende

elementer i løsningen af denne opgave var at ændre den

normale sagsbehandlingsfrist på 90 dage til 1-2 dage.

Hurtig sagsbehandling og vidensdeling

Dagligt modtog risikoteamet besked fra Dansk Patient-

sikkerhedsdatabase, hvis der var rapporteret en COVID-19-

relateret utilsigtet hændelse. Hændelserne blev markeret

som vigtige og sendt til patientsikkerhedskoordinatorerne.

ikke-alvorlige

utilsigtede hændelser blev sagsbehandlet

ret hurtigt og sendt til risikoteamet, som samlede dem i en

ugestatus, hvori hændelserne og de forebyggende tiltag i

de enkelte afdelinger kort blev beskrevet. Alle patientkoor-

dinatorer modtog hver fredag en oversigt over, hvad der var

blevet rapporteret i løbet af ugen, og hvad der var blevet sat i

værk. Det var en hurtig måde at dele viden og læring på.

Alle

alvorlige

utilsigtede hændelser relateret til COVID-19

blev analyseret ved en straksanalyse - dvs. så hurtigt som

muligt og inden for få dage. Risikoteamet lavede en hurtigt

afdækning af forløbet og nedsatte et analyseteam. Dette

var muligt i starten af COVID-19, da kalenderne ikke var så

bookede, som de plejer. Dernæst var der en stor parathed til

handling her og nu.

Hvis der havde været en alvorlig utilsigtet hændelse, tog

hospitalsledelsen den med til møde med krisestaben, hvor der

blev delt viden om hændelsen og analyseresultater. Dernæst

kom denne viden også med i hospitalsledelsens nyhedsbrev,

som til at begynde med blev udsendt til alle medarbejdere på

daglig basis. Det var også en måde at dele læring og viden på.

Tilbagemeldingerne på

straksanalyse-modellen

har været

utroligt positive. Én tilbagemelding lød fx: ”Det er sådan, vi

drømmer om altid at arbejde”.

”Risikoteamet har længe haft et ønske om at blive hurtigere

til at analysere de alvorlige utilsigtede hændelser, som de har

gjort i denne periode. En patient er jo kommet til skade,”

for-

tæller Dorthe Leth. Der er en rigtig god læring og erfaring fra

denne periode, men hvorvidt det ressourcemæssigt kan lade

sig gøre i fremtiden, må komme an på en prøve.

Vigtige erfaringer

–

Det har været afgørende

at have en robust patient-

sikkerhedsorganisation.

–

Straksanalyser kan godt lade sig gøre.

Når man udarbejder

straksanalyser, er det vigtigt at tale med frontmedarbej-

dere for at få et solidt grundlag at basere analysen på.

–

Hurtig formidling og kommunikation

til deling af læring

er vigtig. Risikoteamet brugte de daglige møder mellem

hospitalsledelse og afdelingsledelse som talerør, og

netværket for patientsikkerhedskoordinatorerne funge-

rede også godt i en formidlingssammenhæng.

–

Det var en udfordring

at få knyttet patientsikkerheds-

koordinatorerne til de nye organiseringer omkring

COVID-klynger, som var sammensat af personale fra

forskellige afdelinger.

Dorthe Leth, risikomanager

Aarhus Universitetshospital

Dorthe Leth er uddannet sygeplejerske med en

sundhedsfaglig overbygning fra Aarhus Universitet

(cand.scient.san.). Hun har været ansat som risiko-

manager på Aarhus Universitetshospital siden

2006, hvor hun indgår i det tværfaglige risikoteam.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Da de svageste pludselig skulle være de stærkeste

COVID-19 og nedlukningen af landet har

haft både positive og negative følger for

de psykisk sårbare borgere. For nogle gav

det større ro og stabilitet, mens det for

andre bidrog til yderligere isolation.

SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed – har oplevet,

at coronakrisen har haft både positive og negative følger for

de psykisk sårbare. Mange borgere, som er afhængige af

hjælp fra psykiatrien, følte allerede før coronakrisen, at de

skulle være stærke i en konstant kamp – om det så var for

at holde sig selv oppe eller for at få den nødvendige og rette

hjælp, fortæller Mia Kristina Hansen, som er 2. næstformand

i SIND. Nogle har dog under COVID-19 oplevet, at de blev en

del af fælleskabet, idet de ikke længere var de eneste, der

ikke kom ud fra deres hjem. Det blev pludselig normalt ikke

at komme uden for sin egen hoveddør. For andre var det

positivt, at der var større ro og stabilitet i dagligdagen.

Forskellige retningslinjer

”Hvad der er positivt for nogle, kan dog være negativt for

andre,”

fortæller Mia Kristina. Psykiatriske patienter føler sig

ofte umyndiggjort uden selvbestemmelse over eget liv. Da

landet lukkede ned, og der blev indført besøgsrestriktioner på

botilbud mv., blev dette forstærket. De nationale retningslinjer

var sommetider svære at fortolke, hvilket førte til forskellige

lokale løsninger med regler for besøg, udgang og hjemvenden

efter weekendbesøg. For nogle beboere på botilbud var det i

den forbindelse fx svært at forstå, at de ikke kunne få besøg

eller tage ud, når personalet frit kunne komme og gå.

At mange ikke har modtaget deres faste støtte og hjælp be-

tyder også, at der har manglet opsøgende og undersøgende

arbejde. Dette kan være en af årsagerne til, at man har set

en nedgang i indlæggelser i psykiatrien.

Omlægning til virtuelle aktiviteter

SIND var hurtig til ændre sine aktiviteter og tilbud, da det

ikke var muligt at mødes fysisk. De har i hele perioden haft

åbent for telefonisk pårørenderådgivning. Som noget nyt blev

der også etableret online besøgsvenner.

”Vi plejer at sende

nyhedsbreve ud én gang om måneden, men under COVID-19 har

vi sendt dem ud meget hyppigere,”

fortæller Mia Kristina.

Videosamtaler er blevet brugt en del, og for mange har det

været en rigtig god løsning. Særligt for dem, som døjer med

angst eller er paranoide og derfor har rigtig svært ved at

komme ud fra hjemmet og transportere sig til fx ambulato-

riet. Man skal dog være opmærksom på, at videosamtaler

ikke er optimal for alle psykiatriske patienter.

Inddragelse af patienter og pårørende

SIND ønsker sig, at der bliver lavet en evaluering i forhold til

de psykisk sårbare, hvor brugere og pårørende bliver inddra-

get i forhold til både gode og dårlige oplevelser og følger.

Mia Kristina afslutter med at sige:

”Fremover kunne SIND

godt ønske, at man i langt højere grad inddrager den enkelte

borger/patient i beslutningerne om, hvordan lige præcis deres

situation skal håndteres – og at vi bevarer roen”.

Mia Kristina Hansen,

2. næstformand,

SIND – Landsforeningen

for psykisk sundhed

Mia Kristina Hansen er 2. næstformand i SIND –

Landsforeningen for psykisk sundhed, formand for

foreningen for Børn med angst og medstifter af

Facebook-gruppen #enmillionstemmer - bak op

om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed.

Da coronakrisen startede, blev der i kommunerne lavet

en faglig vurdering af, hvem der kunne klare sig uden den

normale støtte i eget hjem. Når man er psykisk sårbar og

måske bange for sygdom og ikke får den støtte og hjælp,

man plejer, trækker man sig måske endnu mere tilbage fra

samfundet og bliver endnu mere isoleret.

”Fremover kunne SIND godt ønske, at man i langt højere

grad inddrager den enkelte borger/patient i beslutningerne.”

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Fokus på hygiejne og systematisk forebyggelse af tunnelsyn

Læge Mads Koch Hansen var til og

med juni 2020 lægelig direktør på

Sygehus Lillebælt. I lyset af COVID-19

anbefaler Mads bl.a., at man fremover

fortsætter med at have stort fokus på

hygiejne, og at man igangsætter en

mere systematisk tilgang til diagno-

sticering for at undgå tunnelsyn.

Efter statsministerens tale 11. marts begyndte Sygehus

Lillebælt med det samme med planlægning og håndtering

af COVID-19-pandemien, fortæller læge Mads Koch Hansen,

der til og med juni 2020 var lægelig direktør på Sygehus Lil-

lebælt.

”Når man i sundhedsvæsenet står over for en så stor

og ny udfordring, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad det er,

vi står overfor, og hvad der er vores rolle,”

fortæller Mads. På

Sygehus Lillebælt blev der i denne periode taget flere beslut-

ninger, end i de foregående næsten fem år, han var funge-

rende direktør. De skulle bl.a. omorganisere, flytte afdelinger,

ændre arbejdsgange, allokere og undervise ca. 800 sygeple-

jersker og 500 læger i at arbejde med COVID-19.

Værnemidler og rengøring

Der er forskel på udfordringerne fra starten af pandemien og

i dag

. I starten var der stort fokus på værnemidler – hvad var

de bedste og sikreste at bruge, og var der nok?

”I en periode

var der stor mangel på masker, men heldigvis nåede vi aldrig at

komme helt i bund,”

fortæller Mads. Hygiejne og rengøring har

også været et fokus fra starten, lige fra hvordan rengøringen

skulle foretages og hvor ofte, til hygiejne hos medarbejderne.

Et eksempel på hurtig implementering er anvendelse af kitler.

Det blev besluttet, at alle skulle have fuld uniform på, også de

medicinske læger i ambulatoriet.

”Dette har været til diskussion

i årevis, men nu har alle forstået og indført det.”

Fokus på COVID-19 – hvad med de andre patienter?

På Sygehus Lillebælt har man også oplevet, at der sommetider

har været udfordringer med patienter med andre sygdomme.

”Årsagerne er rigtig mange,”

fortæller Mads.

”Fx har de lange

svartider på COVID-19-test i starten af krisen betydet, at patien-

terne måtte vente �½-1 døgn på at blive overﬂyttet til den rigtige

afdeling og/eller få opstartet behandling”.

Det store fokus på

COVID-19 har i nogle tilfælde givet ”tunnelsyn”, hvor man ikke

har været opmærksom på eventuelle andre mulige diagnoser.

Nogle patienter blev fx udskrevet efter negativt testsvar uden

at være udredt for, hvad de fejlede, og så var der eksempler på

patienter, som ikke henvendte sig, da de enten troede, at de

ikke måtte, medmindre det var akut, eller fordi de var bange

for at blive smittet, hvis de kom på sygehuset.

Hvad kan tages med videre?

”Der er mange ting, sundhedsvæsenet kan tage med videre –

både ting, vi skal fastholde, men også ting, vi kan gøre bedre i

fremtiden”,

siger Mads og nævner:

–

Sundhedsvæsenet skal holde fast i fokus på hygiejne.

Det

måtte meget gerne blive et nationalt krav at have en hy-

giejneorganisation, både for kommunerne og sygehusene.

Det har været nedprioriteret i alt for lang tid, fx eksisterer

der ikke en dansk uddannelse til hygiejnesygeplejerske eller

-læge i Danmark. Det skal etableres så hurtigt som muligt.

–

Sundhedsvæsenet skal holde åbent

for alle patienter, og

patienterne skal ikke være bange for at møde op eller

henvende sig – vi skal kommunikere bedre.

–

Vurderingen af henviste COVID-19-patienter

kan med fordel

varetages af speciallæger i almen medicin, som er uddan-

net til dette. Det kan med fordel være i samarbejde med

akutmedicinerne.

–

For at forebygge fx tunnelsyn

kan man med fordel arbejde

med en systematisk tilgang til diagnosticering, som vi

fx kender fra traumepatienter. Systematikken i ATLS-

metoden (Advanced Trauma Life Support) sikrer, at man

kommer hele vejen rundt, hver gang.

Nogle udfordringer under COVID-19 er ikke nye, men er blot

blevet endnu tydeligere, og nu er det måske tid til at gøre

noget ved det, siger Mads. Et vigtigt område er det tvær-

sektorielle samarbejde mellem sygehus og almen praksis,

når patienterne udskrives. Mads anbefaler, at vi skal arbejde

med en forventningsafstemning af, hvad det er, akut-

afdelingen kan og har ansvar for hos den akut henviste

patient, hvornår patienten må sendes hjem, og hvad den

praktiserende læge efterfølgende har ansvar for.

1) Interviewet blev foretaget i slutningen af august 2020.

Mads Koch Hansen, selvstændig

rådgiver og lægefaglig konsulent

Læge Mads Koch Hansen er rådgiver og lægefaglig

konsulent i virksomheden Mads Koch.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Forebyggelse af tryksår – erfaringer fra et pandemiafsnit

Mange timer i fx bugleje kan give tryk-

sår – men det kan mange timer med an-

sigtsmaske også. Tryksårssygeplejerske

Camilla Leerskov Sørensen og forﬂyt-

ningsinstruktør Keld Villadsen har

under COVID-19 bistået det intensive

pandemiafsnit i Aalborg med at fore-

bygge og behandle tryksår hos både

patienter og personale.

Da COVID-19-udbruddet ramte Danmark, blev der på Aalborg

Universitetshospital oprettet et intensivt pandemiafsnit,

som skulle varetage behandlingen af svært syge COVID-

19-patienter.

Forflytningsinstruktør Keld Villadsen var med i processen fra

start. Han havde en vigtig rolle i forhold til at sikre, at perso-

nale blev oplært i korrekt mobilisering og lejring (herunder bug-

leje) af patienter i respirator. Da Keld kontaktede tryksårssyge-

plejerske Camilla Leerskov Sørensen med henblik på at lave en

undervisningsvideo om bugleje, fik Camilla også sin faste gang

på afsnittet. Det blev starten på et godt samarbejde. Med for-

skellige kompetencer og viden kunne Camilla og Keld supplere

hinanden og sammen bidrage til at forebygge, at patienter fik

nye tryksår eller forværring af eksisterende tryksår.

Ny og ukendt situation

Camilla oplevede, at konstellationen af medarbejdere fra

mange forskellige afsnit, en ny sygdom og nye opgaver skabte

en utryghed blandt nogle af medarbejderne på det nye COVID-

19-afsnit. Ikke kun opgaverne og sygdommen COVID-19 var

nye, men også senge, aflastende materialer og arbejdsgange

var for mange nye og anderledes.

Camilla oplevede et personale, der var udfordret, og det spil-

lede ind på personalets kompetencer. Det, man plejede at

gøre, blev pludselig svært at overføre til de nye rammer og

arbejdsgange. Opgaver eller handlinger, som man før havde

en sikkerhed i, kunne pludselig, i en ny kontekst, opleves som

nye eller utrygge. Det kunne fx dreje sig om simpel sårpleje,

hudpleje eller lejringer.

Forebyggelse af tryksår og hudgener hos personale

Camilla fortæller, at hun i starten af pandemien blev bekendt

med, at nogle medarbejdere fik tryksår i panden, over næ-

seryg og ud på kinderne efter brug af værnemidler anvendt i

ansigtet. Derudover fik nogle fugtskader på hænderne pga.

langvarig brug af handsker, hvor sveden under handsken

påvirkede huden. De samme barrierecremer, som blev brugt

til at forebygge fugtgener fra masker, blev derfor udleveret til

personalet, som blev vejledt i at smøre hænderne med cremen

om morgenen, før de tog på arbejde. Dette tiltag viste sig at

have en god effekt. Sideløbende blev der etableret et samar-

bejde med dermatologisk afdeling, hvortil personalet kunne

blive henvist. Camilla har ligeledes udarbejdet en guideline for

forebyggelse og behandling af skader og været ude på afdelin-

ger for at vejlede personale i, hvordan de kan beskytte sig med

barrierecremer og aflastende bandager.

Keld Villadsen, forﬂytningsinstruktør og

Camilla Leerskov Sørensen, tryksårssygeplejerske

Aalborg Universitetshospital

Keld Villadsen har været ansat på Aalborg Universitetshospitals logistikafdeling i 25 år. De seneste mange år

har Keld arbejdet med arbejdsmiljø og trivsel som forﬂytningsinstruktør. Camilla Leerskov Sørensen er uddannet

sårsygeplejerske og er i dag ansat som tryksårssygeplejerske i administrationen på Aalborg Universitetshospital.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Forebyggelse af tryksår – erfaringer fra et pandemiafsnit

(fortsat)

Forebyggelse af tryksår hos patienter

På Camillas anden dag på pandemiafsnittet lavede hun en

optælling af patienter med tryksår. Det viste sig, at samtlige

patienter havde hospitalserhvervede tryksår - bl.a. på knæene

efter bugleje, på tungen/i mundvigen efter respiratortube og

på brystvorter pga. friktion. Selvom mange af patienterne lå i

bugleje i 16 timer i træk, var det imidlertid ikke alle, der havde

tryksår på forsiden, men så godt som alle havde tryksår i en

eller anden grad på bagdelen, hvor de ikke lå i lige så mange

timer (max 8 timer ad gangen). Det kan ifølge Camilla skyldes,

at respiratorpatienter i rygleje har hævet deres hovedgærde,

hvorved de kan glide ned i sengen.

De mange patienter med tryksår understregede behovet for at

iværksætte tiltag, der skulle forhindre udviklingen af tryksår

og understøtte en opheling. Blandt nogle af de tiltag, som blev

implementeret, var:

–

Undervisning af personalet

i forebyggelse og behandling af

tryksår via korrekt mobilisering, lejring og pleje/behandling

af huden/sår.

–

Undervisningsvideo i buglejring

af COVID-19-patienter.

–

En startpakke, som bl.a. indeholdt vejledning i forebyggelse

af tryksår samt redskaber til brug ved lejring.

–

Et fast team af portører på afsnittet

blev specifikt oplært

i lejring af respiratorpatienter, brug af værnemidler og

forebyggelse af tryksår.

–

Bedside undervisning,

både når det gjaldt forflytning/lejring,

aflastende tiltag og sårbehandling/hudpleje.

Afsnittet er i dag

lukket, men det viste sig, at tiltagene

var med til at bremse udviklingen af tryksår og sætte en

heling i gang.

Hvad kan tages med videre?

–

Noget af det, Keld og Camilla vil arbejde videre med frem-

over, er at skabe mere struktur og standardisering, som de

fx gjorde på pandemiafsnittet.

–

Camilla skal i gang med at udarbejde et e-learningprogram

om tryksårsforebyggelse og -behandling, som skal være

tilgængeligt for alle ansatte på hospitalet.

–

Camilla håber på en forbedring af kendskabet til og brugen

af hinandens og eksperters kompetencer i fremtiden. Under

COVID-19 var det sommetider svært at vide, hvem der havde

hvilke kompetencer, og hvem man kunne trække på.

1) Interviewet blev foretaget i starten af august 2020.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Infektionshygiejne under COVID-19

Overlæge Nina Ank og kollegerne på

afsnittet Infektionshygiejnen på Aalborg

Universitetshospital har haft en vigtig

rolle under COVID-19, hvor de bl.a. hurtigt

rykkede ud med undervisning i infekti-

onshygiejne til de nye COVID-19-afsnit.

COVID-19-udbruddet krævede hurtig handling og nye tiltag for

at forebygge smitte. Afsnittet Infektionshygiejnen, hvor Nina

Ank er specialeansvarlig overlæge og afsnitsleder, har i den

forbindelse haft en vigtig rolle i forhold til at forebygge COVID-

19-smitte blandt personale, patienter og borgere. De har bl.a.

været en del af et COVID-19-taskforce på Aalborg Universi-

tetshospital og ydet rådgivning omkring infektionshygiejne, fx

under oprettelsen af hospitalets nye COVID-19-afsnit, indgået

i et tværfagligt netværk for bl.a. mikrobiologiske afdelinger i

Danmark og haft ansvar for driften af et midlertidigt callcen-

ter (som i dag er lukket ned), hvor sundhedsprofessionelle

kunne henvende sig ved spørgsmål om COVID-19.

Undervisning af personale

Undervisning af personale i infektionshygiejne og formid-

ling af retningslinjer har været nogle af de områder, som

Infektionshygiejnen har prioriteret højt. De har bl.a. stået

for undervisning af det personale, der skulle bemande de

nyoprettede COVID-19-afsnit, hvor de underviste i kor-

rekt brug af værnemidler. Ligeledes har medarbejderne fra

Infektionshygiejnen besøgt alle afsnit, hvor der var COVID-

19-patienter indlagt, med henblik på at rådgive personalet

i infektionshygiejne. Fysisk fremmøde på afdelingerne, inklu-

siv testenheder, gjorde, at Nina og hendes kolleger lynhurtigt

opfangede problemområder.

Infektionshygiejnen har under COVID-19 også stået til rådig-

hed for kommunerne og afholdt undervisning, ligesom de

har fulgt de patienter, hvor der har været behov for infekti-

onshygiejnisk opfølgning i hjemmet.

At forberede sig på en mangelsituation

Selvom Statens Serum Institut har rådgivet om håndte-

ring af hygiejne i tilfælde af, at man ikke kunne skaffe nok

værnemidler, har risikoen for at komme i en situation, hvor

der var mangel på værnemidler, til tider fyldt meget i Ninas

bevidsthed, herunder hvordan de i Infektionshygiejnen i så

fald kunne sikre patienter og kolleger.

Hun beskriver det som en udfordring at forberede sig, fordi

en mangelsituation kan udfordre ens faglighed. Heldigvis

har Nina og hendes kolleger ikke stået i en situation, hvor de

måtte tage den næstbedste løsning i brug.

Nogle sundhedsmedarbejdere oplevede, at de værnemidler,

de bestilte hjem, så anderledes ud end de værnemidler, de

var vant til. Udfordringen blev løst ved at påføre værnemid-

lernes varenumre på de plakater, der bruges i forbindelse

med isolation af patienter.

Utryghed om brugen af værnemidler

På Infektionshygiejnen har de ikke indtryk af, at det personale,

der har arbejdet på COVID-19-afsnittene, har været utrygge.

Derimod har Nina oplevet utryghed blandt nogle sundheds-

medarbejdere på andre afsnit. Nedlukningen af samfundet

og ytringer i medierne om, at alle er potentielle smittebærere,

gav anledning til bekymring og utryghed, da man på hospita-

lerne kun anvendte værnemidler hos de patienter, hvor der var

en konkret mistanke om COVID-19. Nina oplevede det som en

kommunikativ udfordring samtidig med sådanne udtalelser at

fastholde medarbejdernes tro på, at generelle smitteforebyg-

gende tiltag, altså den generelle gode hygiejne, som medar-

bejderne var vant til, faktisk var god og fuldt ud tilstrækkelig.

Af den grund har Nina og hendes kolleger i Infektionshygiej-

nen bl.a. afholdt undervisning og været ude på de afdelinger,

hvor der har været utryghed, for at tale med personalet.

Hvad kan tages med videre?

Infektionshygiejnen er på mange måde blevet bekræftet i, at

det, de gør, fungerer godt. Det allerede gode tværfaglige og

tværsektorielle samarbejde med regionen og kommunerne

blev en fordel. Fx at man hurtigt kunne trække på hinandens

viden og kompetencer og få input fra forskellige vinkler.

Infektionshygiejnen har haft så gode erfaringer med at

undervise, møde op på afdelinger og stille sig til rådighed, at

Nina kun kan anbefale det.

Nina Ank, overlæge og afsnitsleder

Aalborg Universitetshospital

Nina Ank er uddannet klinisk mikrobiolog og arbejder i

dag som overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling og

er afsnitsleder af Infektionshygiejnen, hvor hun har været

i et år. Afsnittet er placeret på Aalborg Universitetshospi-

tal, hvorfra det betjener hele Region Nordjylland, dvs. to

sygehuse, psykiatrien, specialsektoren og 10 ud af 11 nord-

jyske kommuner. Samarbejdet med kommunerne betyder,

at afsnittet har mulighed for at følge patienterne til deres

hjemkommuner, når der er infektionshygiejniske spørgsmål.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Telemedicin – er det for alle?

Da COVID-19 ramte Danmark, rejste der

sig en masse spørgsmål hos patien-

ter og borgere med hjertesygdomme.

Hjerteforeningen, som bl.a. varetager

hjertepatienters interesser, påtog sig

en vigtig rolle i forhold til at hjælpe

patienter og pårørende, og de har gjort

sig en række erfaringer i forhold til

anvendeligheden af telemedicin.

Anne Kaltoft fortæller, at Hjerteforeningen som reaktion på

COVID-19-udbruddet hurtigt udvalgte fire indsatsområder, der

skulle hjælpe hjertepatienter under pandemien.

Hjerteforeningen havde fokus på kommunikation og sørgede

bl.a. for at formidle informationer fra sundhedsmyndigheder-

ne og udarbejde informationsmaterialer specifikt til patienter

med hjertesygdomme. Derudover blev Hjerteforeningens

telefonrådgivning udvidet med flere ansatte, som løbende

blev fagligt opdateret, så de kunne give den bedste og mest

aktuelle rådgivning til patienter og pårørende om lige præcis

deres situation. Hjerteforeningen indsamlede og viderefor-

midlede desuden forskning om COVID-19 fra hele verden og

bidrog til at præcisere, hvilke hjertepatienter der er i særlig

risiko. Foreningen arbejdede målrettet med interessevareta-

gelse med målet om hele tiden at have stor opmærksomhed

på, hvordan der blev taget hensyn til hjertepatienter, fx i

forhold til at sikre, at der lå en plan for håndteringen af aflyste

undersøgelser eller indgreb. De input, foreningen fik via tele-

fonrådgivningen, blev desuden videreformidlet til relevante

sundhedsmyndigheder, ligesom Hjerteforeningen selv udar-

bejdede informationsmateriale på baggrund af de spørgsmål,

patienterne havde, når de ringede til telefonrådgivningen.

Anne fortæller, at noget af det, der, særligt i starten af

pandemien, optog mange patienter, var utrygheden ved at

møde fysisk op på sygehuse og lægeklinikker pga. smitteri-

sikoen, og at nogle af den grund helt undlod at henvende sig

til sundhedsvæsenet. Udfordringerne ved fysisk fremmøde

blev i nogle tilfælde løst vha. telemedicinske løsninger på fx

ambulatorier og lægeklinikker.

Telemedicin – en god løsning?

”Hjerteforeningens medlemmer har generelt været glade for

de telemedicinske løsninger,”

fortæller Anne, og den be-

kymring, hun havde, i forhold til om kronisk syge og ældre

patienter kunne profitere af telemedicinske løsninger, blev

manet til jorden. Ifølge Anne er patienters udbytte af tele-

medicinske løsninger ikke personspecifikt, men situations-

bestemt:

”Jeg tror, at alle, også ældre og kronisk syge men-

nesker, i meget stort omfang kan gøre brug af teknologiske

løsninger, hvis det er under rolige og trygge omstændigheder”.

Anne mener, at man skal passe på med at være forudindta-

get omkring, hvad alder, sygdom og kompetencer betyder for

udbyttet af telemedicinske løsninger – det handler mere om

situationer. Hun understreger i forlængelse heraf, at teleme-

dicinske konsultationer ikke er hensigtsmæssige, når der er

tale om akutte situationer, nydiagnosticerede patienter eller

patienter med nyopståede symptomer.

Anne Kaltoft, direktør

Hjerteforeningen

Anne Kaltoft er speciallæge i hjertemedicin. Anne har arbejdet

22 år som læge på hjerteafdelingen på Skejby Sygehus og tre

år som ledende overlæge/klinikchef på samme afdeling. Anne

har desuden en ph.d. og masteruddannelse i ledelse. Siden

1. juni 2018 har Anne været direktør for Hjerteforeningen.

”Jeg tror, at alle, også ældre og kronisk syge mennesker, i

meget stort omfang kan gøre brug af teknologiske løs-

ninger, hvis det er under rolige og trygge omstændigheder.”

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Telemedicin – er det for alle?

(fortsat)

Man bør ligeledes være opmærksom på, at der kan være

forskel på menneskers ressourcer, og det er vigtigt at have

for øje, om de telemedicinske løsninger kun kommer ressour-

cestærke til gavn.

”Nogle gange vil man, ved at stille yderligere

muligheder til rådighed, motivere dem, som i forvejen er bedst

til at opsøge systemet og bede om hjælp, hvor andre måske

bliver hægtet endnu mere af.”

Fordele og ulemper ved telemedicin

Anne fortæller, at de har fået flere tilkendegivelser fra

patienter om, at telemedicin har fungeret godt. I en tid, hvor

nogle hjertepatienter har været utrygge ved at bevæge sig

ud i samfundet, var de digitale konsultationer en fordel. En

sidegevinst var muligheden for, at pårørende kunne deltage i

konsultationerne.

Også patienter, som normalt finder det besværligt at komme

til og fra læge, oplevede det som en lettelse, og det samme

gælder de patienter, som kunne spare tid ved digitale konsul-

tationer. En af ulemperne ved telemedicin er dog, at de pa-

tienter, som til daglig føler sig isoleret, kan risikere at opleve

endnu større isolation.

Hvad kan tages med videre?

Anne fremhæver bl.a.:

–

”Det er sundt altid at være i kontakt med dem, man er sat i

verden for”.

Det er Anne blevet bekræftet i under COVID-19.

Input fra patienter og pårørende har gjort, at Hjerteforenin-

gen i højere grad har kunnet skærpe foreningens kommu-

nikation, så den er blevet mere målrettet og afspejler de

behov, patienter og pårørende italesætter.

–

Man skal ikke være bange for digitale løsninger,

hverken i

sundhedsvæsenet eller i patientforeningerne. Det gælder

både telemedicin og sociale aktiviteter, som kan foregå

digitalt.

–

Når en infektionssygdom rammer,

rammer den særligt men-

nesker, der lider af sygdomme, som man rent faktisk kan

forebygge (fx overvægt, kronisk hjerte- eller lungesygdom).

Anne håber på, at man i fremtiden vil afsætte flere ressour-

cer til forebyggelse.

–

Hjerteforeningen har under COVID-19 indgået

i et godt og

konstruktivt samspil med sundhedsmyndigheder. Det har

været godt, fordi man har kunnet supplere og hjælpe hin-

anden samt angribe ting fra forskellige vinkler. Det har også

gjort, at man har kunnet nå ud til flere patienter/borgere.

Tilbage til indholdsfortegnelsen

SUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 104: Spm., om en redegørelse om rapport om utilsigtede hændelser under Covid-19, til sundheds- og ældreministeren

Kolofon

Titel på udgivelsen

Sikkerhed for sundhedspersonale

er sikkerhed for patienter:

En vidensopsamling om

erfaringer fra COVID-19

Udgivet i forbindelse med

World Patient Safety Day,

17. september 2020

Udgivet af

Styrelsen for Patientsikkerhed

Telefon

72 28 66 00

E-post

[email protected]

Udgivelsesår

2020

Version

Nr. 1.0

Versionsdato

September 2020

Styrelsen for Patientsikkerhed

Islands Brygge 67

2300 København S

Tlf.: +45 7228 6600

E-mail: [email protected]

www.stps.dk

Tilbage til indholdsfortegnelsen