Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2467591_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 6821
Doknr.
471664
Dato
27-10-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 29. september 2021stillet følgende
spørgsmål nr. 905 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (NB).
Spørgsmål nr. 905:
”Vil
ministeren oplyse, om Familieretshuset iværksætter en hurtig indgriben i
sager, når der opstår samarbejdschikane? Ministeren bedes ligeledes oplyse, i
hvor mange tilfælde Familieretshuset, hvor en samværsforælder har anmodet
om det, har undersøgt, om der foreligger samarbejdschikane fra en
bopælsforælders side?”
Svar:
Familieretshuset har oplyst, at der ikke føres særskilt statistik over sager med
samarbejdschikane og håndteringen af disse.
Hvis samarbejdschikane eksempelvis har ført til, at barnets kontakt til en
forælder er blevet afbrudt, kan Familieretshuset efter ansøgning træffe en
midlertidig afgørelse, herunder afgørelse om midlertidigt kontaktbevarende
samvær. I sager om midlertidigt kontaktbevarende samvær træffer
Familieretshuset som udgangspunkt afgørelse inden tre uger.
Familieretshuset kan afvise at behandle en ansøgning om samvær,
forældremyndighed og barnets bopæl. Det kan ske, når det vurderes, at der
ikke er væsentligt forandrede forhold, siden sagen sidst blev behandlet, og hvis
afvisningen vurderes at være bedst for barnet. Dermed kan barnet skærmes fra
at blive inddraget i forældrenes konflikt, og der kan dæmmes op for, at den ene
forælder på chikanøs vis gentagne gange og uden grund søger om ændringer.
Familieretshuset har pligt til at vejlede forældrene og vejleder således konkret
om muligheden for at søge om en midlertidig afgørelse, når det vurderes at
være relevant. På samme måde vejleder Familieretshuset henholdsvis
samværs- eller bopælsforælder om muligheden for at søge om hjælp til
fuldbyrdelse af samvær eller bopæl (tilbagelevering efter samvær) hos
familieretten, når det er relevant.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1