Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2460969_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 6546
Doknr.
467721
Dato
12-10-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 16. september 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 873 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Ambo-Rasmussen (V).
Spørgsmål nr. 873:
”Vil ministeren oplyse, hvorfor der ikke længere budgetteres midler til §
15.26.11. på plejefamilieområdet, samt hvorvidt der samlet set vil være flere
eller færre penge til området?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at § 15.26.11. Styrkelse af plejefamilieområdet omhandler
midler, der blev afsat som en del af Aftale om udmøntningen af satspuljen for
2015-2018 og Aftale om udmøntning af satspuljen for 2018-2021.
En række af de indsatser, der blev afsat midler til på § 15.26.11. Styrkelse af
plejefamilieområdet ved de politiske aftaler, er blevet udmøntet over
aftaleperioderne 2015-2018 og 2018-2021. Det drejer sig om midler til at
udvikle et nyt koncept for socialtilsynenes godkendelse af plejefamilier,
herunder et nyt nationalt vidensbaseret grundkursus, midler afsat til det
kommunale netværk på plejefamilieområdet, ansøgningspulje om samarbejder
mellem døgninstitutioner og plejefamilier og ansøgningspulje om
netværksskabende aktiviteter for anbragte børn og plejefamilier. Der er tale om
enkelstående udviklingsprojekter og ansøgningspuljer, som er udløbet i
overensstemmelse med aftalen om udmøntning af satspuljen for 2018-2021.
Som en del af den politiske aftale er der afsat varige midler til indsatsen
omkring opstartsforløb til plejefamilier. Midlerne hertil er overført til § 15.11.30.
Socialstyrelsen.
Med Børnene Først er der afsat midler til en reform af plejefamilieområdet: Der
skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal komme med konkrete forslag til
udformning af nye plejefamiliecentre, herunder fastlæggelse af organiseringen
og opgaver. Arbejdsgruppens forslag til udmøntning skal drøftes i
aftalekredsen bag Børnene Først, og ændringerne aftales politisk.
Plejefamiliereformen indfases gradvist fra 2025 og frem.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1