Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2461332_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 6535
Doknr.
468786
Dato
12-10-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 14. september 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 866 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 866:
Vil ministeren redegøre for, hvor lang sagsbehandlingstiden må være i sager,
hvor en borger, der er tilkendt bostøtte i en kommune, flytter til en ny
kommune, og i den forbindelse søger om samme bostøtte, og er ministeren
enig i, at en borger, som er tilkendt bostøtte i en kommune skal tilkendes
samme bostøtte ved flytning til en ny kommune?
Svar:
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal
behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre,
om der er ret til hjælp og i så fald hvilken. Det fremgår endvidere af
bestemmelsens stk. 2, at kommunalbestyrelsen på de enkelte sagsområder
skal fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en
ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Fristerne skal offentliggøres. Hvis
fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have
besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.
I forhold til spørgsmålet vedrørende bostøtte i forbindelse med flytning til en ny
kommune fremgår det af servicelovens § 85, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af
færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Det fremgår videre af
Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og
kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i
serviceloven,
at de forskellige former for socialpædagogisk bistand skal tage
udgangspunkt i den enkeltes særlige behov og forudsætninger.
Kommunens vurdering af, om borgeren skal ydes hjælp efter servicelovens
kapitel 16, herunder socialpædagogisk bistand, skal altid ske på baggrund af
en konkret, individuel vurdering af den enkeltes behov for hjælp og støtte.
Hver enkelt kommune kan fastsætte et vejledende serviceniveau inden for de
lovgivningsmæssige rammer. Et sådant vejledende serviceniveau er et udtryk
for den enkelte kommunalbestyrelses prioriteringer og bidrager til at
forventningsafstemme i forhold til, hvilken hjælp man som borger kan få fra sin
kommune.
1
SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 866: Spm. om, hvor lang sagsbehandlingstiden må være i sager, hvor en borger, der er tilkendt bostøtte i en kommune, flytter til en ny kommune, til social- og ældreministeren
2461332_0002.png
Derved kan der inden for lovgivningens rammer på grund af de kommunalt
fastsatte vejledende serviceniveauer forekomme kommunale forskelle på, hvad
kommunerne vurderer, at borgere kan få støtte til.
Et vejledende serviceniveau skal dog altid fraviges, hvis forholdene i den
enkelte sag ud fra en konkret og individuel vurdering tilsiger det. En borger,
som er tilkendt bostøtte i én kommune, vil således ikke automatisk blive tilkendt
den samme bostøtte ved tilflytning til en ny kommune.
Det er i øvrigt ministeriets opfattelse, at borgere, der modtager løbende hjælp
og flytter til en ny kommune, vil bevare den hjælp, som fraflytningskommunen
hidtil har ydet, indtil tilflytningskommunen selv har truffet afgørelse om hjælp til
borgeren. Herved sikres det, at borgeren ikke i forbindelse med flytningen står
med et udækket hjælpebehov i forhold til hjælp, der er omfattet af den løbende
bevilling.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2