SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 837: Spm. om talepapir fra samrådet den 9/9-21 om at lovgivningen er urimelig ift. at forældrene til et døende barn, der er anbragt i pleje, kun kan få samvær tre gange en halv time om ugen, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og ældreminister Astrid Krags talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Talens formål

Publikum og

programpunkt

Samrådsspørgsmål AN

9. september kl. 14-15

Lokale S-092

Ca. 10 min.

Besvarelse af samrådsspørgsmål

Social- og Ældreudvalget

Samrådsspørgsmål AN

Finder ministeren, at lovgivningen på området er tilstrækkelig og

rimelig, når forældrene til et døende barn, der er anbragt i pleje,

kun kan få samvær tre gange en halv time om ugen?

Det talte ord gælder

[Indledning]



Tak for invitationen i dag og for muligheden for at

drøfte et emne, der er vigtigt for mig og regeringen:

nemlig hvordan vi sikrer børns rettigheder, herunder

retten til samvær med forældre og netværk under en

anbringelse.



Jeg er i dagens samråd blevet bedt om at forholde mig

til, om lovgivningen på området er tilstrækkelig og

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 837: Spm. om talepapir fra samrådet den 9/9-21 om at lovgivningen er urimelig ift. at forældrene til et døende barn, der er anbragt i pleje, kun kan få samvær tre gange en halv time om ugen, til social- og ældreministeren

rimelig med udgangspunkt i en konkret sag om et

døende barn, der er anbragt uden for hjemmet.



Jeg vil starte med at sige, at det er en utrolig ulykkelig

sag.



Det er så ubærligt, at et barns liv skal slutte, før det

overhovedet rigtig er begyndt.



Og det er det modsatte af, hvad vi som forældre

forestiller os, når vi drømmer om vores børns fremtid.

Fordi det er naturstridigt, at vores børn skal her fra før

os selv.



Jeg tror, at vi er mange, der ud fra mediernes dækning

af sagen har tænkt, om det virkelig kan være rigtigt, at

forældrene ikke kan få lov at tilbringe mere af den

sidste tid sammen med deres barn.

[Vi har regler, der sikrer samvær ud fra barnets bedste]



I sådan en situation kan man ikke undgå at have stor

medfølelse for hele familien, der står i en meget

vanskelig situation.



Jeg er selv mor og ved, at man som forældre

selvfølgelig ville ønske at tilbringe mest mulig tid

sammen med sit barn, hvis éns barn var meget sygt

og er på hospice.



Derfor har jeg også stor forståelse for forældrenes

frustration og sorg over kommunens beslutning om, at

forældrene kun må se barnet på bestemte tidspunkter

og i kort tid af gangen.



Der er dog tilfælde, hvor det er nødvendigt at træffe

sådan en beslutning for at passe på barnet.



Udgangspunktet er i dag, at barnet har ret til samvær

med familie og netværk under anbringelsen.



Men, det står også klart i servicelovens § 71, at

samvær og kontakt mellem børn, der er anbragt, og

deres familie skal ske ud fra, hvad der er til barnets

bedste.



Kommunen har pligt til at støtte samværet. Men også

det skal ske ud fra en vurdering af, hvad der er til

barnets bedste.



Her skal kommunen lægge vægt på barnets sundhed

og udvikling og formålet med anbringelsen.



Reglerne giver også mulighed for, at kommunen kan

træffe afgørelse om, hvor ofte og hvordan samværet

skal foregå. Hvis det er nødvendigt. Ligeledes ud fra et

hensyn til barnets bedste.



De eksisterende regler for samvær mellem anbragte

børn og deres forældre har altså et klart fokus på

barnets tarv.



Og det mener jeg, er det helt rigtige.



Derfor er jeg også glad for, at vi i foråret indgik en bred

og ambitiøs aftale om Børnene Først med stort set

samtlige partier i folketinget.



Med aftalen styrkes børns stemme og rettigheder

nemlig yderligere.



En af de ændringer, vi aftalte, er, at børn får ret til at

være med til at bestemme, hvor og hvordan samværet

skal foregå.



Og om der eksempelvis skal være en person tilstede,

der kan støtte barnet i at være sammen med

forældrene.



Det er tiltag, som jeg mener, er med til at sætte en tyk

streg under, at hensynet til barnet skal veje tungest,

når kommunen træffer beslutninger om, hvad der skal

ske i et barns sag.

[Vi skal sætte barnets tarv over hensynet til forældrene]



Så vidt jeg forstår, har kommunen i den konkrete sag

en tæt og løbende dialog med det sundhedsfaglige

personale, der tager sig af behandlingen af barnet.



Og kommunen har baseret afgørelser om samvær på

de medarbejderes vurdering af, hvad barnet kan klare.



En vurdering der løbende er blevet justeret, sådan at

forældrene, som jeg forstår det, nu har fået sat

samværet op til 1�½ time tre gange om ugen.



Det siger sig selv, at i sager, hvor barnets

sundhedsmæssige forhold fylder meget, vil den

sundhedsfaglige vurdering af barnets behov også

fylde meget i kommunens beslutning om samvær.



Jeg mener, at vi skylder det enkelte barn at træffe en

beslutning om at begrænse samværet med

forældrene, hvis de faglige vurderinger taler for det.



Også selvom forældrene havde måttet ønske det

anderledes.



For barnets bedste må og skal være vores

hovedfokus.



Det er også noget af det, der står meget højt på

regeringens dagorden: at vi styrker børns stemme og

anerkender børn i deres egen ret.



Vi vil være på børnenes side.



Ofte kommer diskussionerne til at kredse om

forældrenes ret til deres barn. For eksempel retten til

at se barnet.



Men vi skal insistere på at sættes barnets bedste først,

hvis vi virkelig mener det, vi har aftalt i Børnene Først.



Når det er sagt, mener jeg også, at det er vigtigt, at vi

står klar til at støtte barnets forældre og familie, når

barnet anbringes.



Vi må for eksempel ikke tabe forældre, der kan være

en stor ressource i barnets liv.



Og for hvem det som oftest vil være afgørende at få

mulighed for at være en del af barnets liv.



Derfor blev regeringen og partierne bag aftalen om

Børnene Først også enige om, at reglerne om støtte til

forældre, hvis barn er anbragt uden for hjemmet, skal

gøres klarere.



Så vi sikrer, at forældrene får tilbudt den nødvendige

støtte.

[Vi skal ikke gå ind i faglige vurderinger på

Christiansborg]



Til sidst vil jeg advare i mod, at vi her på

Christiansborg tror, at vi kan eller skal lægge endnu

flere krav ned over det arbejde, der foregår ude i

kommunerne.



Som politikere er det vores opgave at sikre, at

lovgivningen er på plads, så udsatte børn kan få den

rette hjælp.



Men vi skal overlade de konkrete faglige vurderinger til

de fagpersoner, der er tæt på barnet. I det her tilfælde

er det især de faglige vurderinger fra det

sundhedsfaglige personale på det hospice, hvor

barnet er.



Vi skal have tillid til fagligheden.



Og til medarbejderne som er uddannet til netop at

træffe de svære beslutninger, og som til daglig går på

arbejde for at støtte borgerne bedst muligt.



I stedet for at tro at indsatsen bliver bedre, hvis vi

stiller flere krav til hvordan, man som sagsbehandler

skal løse sit arbejde, skal vi give plads til, at ledere og

medarbejdere ude i kommunerne kan træffe de rigtige

beslutninger for den enkelte borger.

[Afslutning]



For at opsummere til sidst: Det er altid barnets bedste,

der skal være hovedfokus, når kommunen træffer

afgørelse om samvær med forældrene. Altid.



Det er det allerede i de regler for samvær under

anbringelsen, som vi har i dag.



Jeg forstår godt, at de biologiske forældre i denne sag

naturligvis ønsker at være mest muligt tid sammen

med deres søn i den korte tid, han har tilbage.



Her må vi dog også holde fast i den ambition, der

afspejles i aftalen om Børnene Først: Det er barnets

bedste, der skal sættes først. Også selvom det må ske

på bekostning af forældrenes ønsker.



Vi skal turde at stå på barnets side. Også når det

bliver svært.



Det er ikke os politikere her på Christiansborg, der har

indsigten og fagligheden til at vurdere, hvad der er

bedst for det lille barn her. Det har derimod de

mennesker, der er tæt på drengen i det daglige. Og

det er speciallægerne på den relevante

sygehusafdeling og specialisterne på det pågældende

hospice.



Vi skal som politikere sikre os, at rammerne er på

plads til, at børn kan få den rigtige hjælp og støtte.



Det gør vi ikke ved at lovgive helt ned i detaljen.



Men i stedet ved at give plads og vise tillid til den høje

faglighed som medarbejderne, der er tæt på borgene,

har.



Tak for ordet.