SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 830: Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at borgere med handicap på landets bosteder fremadrettet ikke rammes af voldsomme prisstigninger på mad og andre fornødenheder, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Ældreudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2021 - 6317

Doknr.

463978

Dato

05-10-2021

Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 7. september 2021 stillet følgende

spørgsmål nr. 829 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed

besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 829:

”Vil ministeren kommentere artiklen i Fyens Stiftstidende den 6. september

2021 "Rådmand om prisstigninger på mad til handicappede: - Vi har ikke andre

muligheder"?”

Svar:

Det er grundlæggende for afgørelser efter serviceloven om hjælp og støtte til

personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, at de træffes ud fra en

konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætninger.

Det fremgår af servicelovens § 83, at kommunen skal tilbyde personlig hjælp

og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og

madservice til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre

disse opgaver.

Tilbud om hjælp skal bidrage dels til at vedligeholde fysiske eller psykiske

færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller særlige sociale problemer. Kommunen skal fastsætte

individuelle mål for hjælpen til den enkelte modtager, og hjælpen skal løbende

tilpasses modtagerens behov.

Den personlige og praktiske hjælp og madservice skal betragtes som hjælp til

selvhjælp, dvs. som supplerende hjælp til opgaver, som modtageren

midlertidigt eller varigt er ude af stand til eller kun meget vanskeligt kan udføre

på egen hånd. Hjælpen skal gives og tilrettelægges i nært samarbejde med

modtageren, og et aktiverende sigte er et væsentligt element i hjælpen.

Indsatsen bør have som primært mål at gøre modtageren i stand til at klare sig

selv. Hvis dette ikke er muligt, bør indsatsen sigte mod at gøre modtageren i

stand til selv at klare så mange opgaver som muligt.

Hjælpen skal løbende justeres i takt med, at modtagerens funktionsevne

ændres i op- eller nedadgående retning. Selvom modtageren af hjælp har en

varigt nedsat funktionsevne, kan det konkrete behov for hjælp godt ændre sig

undervejs. Det er derfor afgørende, at der løbende følges op på, om det er den

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 830: Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at borgere med handicap på landets bosteder fremadrettet ikke rammes af voldsomme prisstigninger på mad og andre fornødenheder, til social- og ældreministeren

rette hjælp, der gives, og at hjælpen er tilpasset modtagerens aktuelle

situation.

Der er ikke i lovgivningen fastsat regler om, hvor ofte hjælpen skal revurderes.

Ved tildeling af personlig og praktisk hjælp skal kommunen på grundlag af en

konkret vurdering tage stilling til, hvornår hjælpen skal vurderes igen. Hjælpen

skal løbende justeres efter det aktuelle behov, og ved ændringer i modtagerens

behov eller det generelle serviceniveau skal der ske en revisitation af

modtageren.

I det konkrete tilfælde i Odense Kommune, som artiklen som spørgsmålet

henviser til omhandler, forklarer rådmanden, at de borgere, som nu oplever

prisstigninger, gør dette, fordi kommunen er blevet opmærksom på, at

afgørelser om hjælp til måltider skal træffes individuelt på baggrund af den

enkeltes behov og forudsætninger, og der derfor er ændret i den visiterede

hjælp og støtte. Det fremgår også af artiklen, at prisstigningerne resulterer i en

øget indtjening på godt 700.000 kr. i kommunens madservice.

Jeg gør først og fremmest opmærksom på, at det ikke er muligt for

kommunerne at tjene penge på madservice, da kommunen ved fastsættelsen

af modtagernes betaling højst kan medregne kommunens gennemsnitlige,

langsigtede omkostninger, der kan henføres til produktion og levering af

tilbuddet.

Jeg mener desuden, at der selvfølgelig skal være grænser for, hvad hjælp og

støtte i forbindelse med mad kan koste beboere på botilbud, og det er der

også.

Det følger af § 1 og § 2 i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for

tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84,

at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om betaling for tilbud efter

servicelovens § 83. Ved fastsættelsen af betalingen kan højst medregnes

kommunens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der kan henføres til

produktion og levering af tilbuddet.

Kommunen kan som udgangspunkt ikke opkræve betaling for omkostninger til

personale i forbindelse med, at der ydes hjælp efter servicelovens § 83.

Kommunen kan dog godt opkræve betaling for personaleomkostninger til

madserviceordninger.

Betaling for madservice kan maksimalt udgøre 3.834 kr. pr. måned (2021-

niveau) for fuld forplejning for beboere i plejebolig og plejehjem, botilbud og

lignende boligenheder, fx friplejeboliger.

For borgere i egen bolig, som er omfattet af reglerne om frit valg af leverandør,

gælder, at disse skal tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret

til maksimalt 56 kr. pr. måltid (2021-niveau), uanset borgerens valg blandt de

leverandører, der indgås aftale med.

Det er klart, at en stigning i almindelige udgifter til eksempelvis mad kan

mærkes, hvis man ikke har et stort indtægtsgrundlag. Derfor er der også

særlige regler for boligbetalingen for personer med handicap, som bor i

botilbud efter servicelovens § 107 og § 108. Her betaler den enkelte en del af

boligudgiften, mens det offentlige betaler den resterende del. I beregningen af

denne egenbetaling tages højde for den enkeltes indkomst og økonomiske

situation.

Med venlig hilsen

Astrid Krag