Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2455993_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 6317
Doknr.
463978
Dato
05-10-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 7. september 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 829 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 829:
”Vil ministeren kommentere artiklen i Fyens Stiftstidende den 6. september
2021 "Rådmand om prisstigninger på mad til handicappede: - Vi har ikke andre
muligheder"?”
Svar:
Det er grundlæggende for afgørelser efter serviceloven om hjælp og støtte til
personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, at de træffes ud fra en
konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætninger.
Det fremgår af servicelovens § 83, at kommunen skal tilbyde personlig hjælp
og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og
madservice til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre
disse opgaver.
Tilbud om hjælp skal bidrage dels til at vedligeholde fysiske eller psykiske
færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer. Kommunen skal fastsætte
individuelle mål for hjælpen til den enkelte modtager, og hjælpen skal løbende
tilpasses modtagerens behov.
Den personlige og praktiske hjælp og madservice skal betragtes som hjælp til
selvhjælp, dvs. som supplerende hjælp til opgaver, som modtageren
midlertidigt eller varigt er ude af stand til eller kun meget vanskeligt kan udføre
på egen hånd. Hjælpen skal gives og tilrettelægges i nært samarbejde med
modtageren, og et aktiverende sigte er et væsentligt element i hjælpen.
Indsatsen bør have som primært mål at gøre modtageren i stand til at klare sig
selv. Hvis dette ikke er muligt, bør indsatsen sigte mod at gøre modtageren i
stand til selv at klare så mange opgaver som muligt.
Hjælpen skal løbende justeres i takt med, at modtagerens funktionsevne
ændres i op- eller nedadgående retning. Selvom modtageren af hjælp har en
varigt nedsat funktionsevne, kan det konkrete behov for hjælp godt ændre sig
undervejs. Det er derfor afgørende, at der løbende følges op på, om det er den
1
SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 830: Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at borgere med handicap på landets bosteder fremadrettet ikke rammes af voldsomme prisstigninger på mad og andre fornødenheder, til social- og ældreministeren
2455993_0002.png
rette hjælp, der gives, og at hjælpen er tilpasset modtagerens aktuelle
situation.
Der er ikke i lovgivningen fastsat regler om, hvor ofte hjælpen skal revurderes.
Ved tildeling af personlig og praktisk hjælp skal kommunen på grundlag af en
konkret vurdering tage stilling til, hvornår hjælpen skal vurderes igen. Hjælpen
skal løbende justeres efter det aktuelle behov, og ved ændringer i modtagerens
behov eller det generelle serviceniveau skal der ske en revisitation af
modtageren.
I det konkrete tilfælde i Odense Kommune, som artiklen som spørgsmålet
henviser til omhandler, forklarer rådmanden, at de borgere, som nu oplever
prisstigninger, gør dette, fordi kommunen er blevet opmærksom på, at
afgørelser om hjælp til måltider skal træffes individuelt på baggrund af den
enkeltes behov og forudsætninger, og der derfor er ændret i den visiterede
hjælp og støtte. Det fremgår også af artiklen, at prisstigningerne resulterer i en
øget indtjening på godt 700.000 kr. i kommunens madservice.
Jeg gør først og fremmest opmærksom på, at det ikke er muligt for
kommunerne at tjene penge på madservice, da kommunen ved fastsættelsen
af modtagernes betaling højst kan medregne kommunens gennemsnitlige,
langsigtede omkostninger, der kan henføres til produktion og levering af
tilbuddet.
Jeg mener desuden, at der selvfølgelig skal være grænser for, hvad hjælp og
støtte i forbindelse med mad kan koste beboere på botilbud, og det er der
også.
Det følger af § 1 og § 2 i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for
tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84,
at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om betaling for tilbud efter
servicelovens § 83. Ved fastsættelsen af betalingen kan højst medregnes
kommunens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der kan henføres til
produktion og levering af tilbuddet.
Kommunen kan som udgangspunkt ikke opkræve betaling for omkostninger til
personale i forbindelse med, at der ydes hjælp efter servicelovens § 83.
Kommunen kan dog godt opkræve betaling for personaleomkostninger til
madserviceordninger.
Betaling for madservice kan maksimalt udgøre 3.834 kr. pr. måned (2021-
niveau) for fuld forplejning for beboere i plejebolig og plejehjem, botilbud og
lignende boligenheder, fx friplejeboliger.
For borgere i egen bolig, som er omfattet af reglerne om frit valg af leverandør,
gælder, at disse skal tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret
til maksimalt 56 kr. pr. måltid (2021-niveau), uanset borgerens valg blandt de
leverandører, der indgås aftale med.
Det er klart, at en stigning i almindelige udgifter til eksempelvis mad kan
mærkes, hvis man ikke har et stort indtægtsgrundlag. Derfor er der også
særlige regler for boligbetalingen for personer med handicap, som bor i
botilbud efter servicelovens § 107 og § 108. Her betaler den enkelte en del af
boligudgiften, mens det offentlige betaler den resterende del. I beregningen af
2
SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 830: Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at borgere med handicap på landets bosteder fremadrettet ikke rammes af voldsomme prisstigninger på mad og andre fornødenheder, til social- og ældreministeren
2455993_0003.png
denne egenbetaling tages højde for den enkeltes indkomst og økonomiske
situation.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
3