Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 6242
Doknr.
462154
Dato
29-09-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 1. september 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 811 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet stilles som opfølgning på samråd om fup i
forældreevneundersøgelser den 31. august 2021, jf. samrådsspm. AH, AI,
AK, AL og AM.
Spørgsmål nr. 811:
”Vil ministeren redegøre for, om de familier, der har fået tvangsfjernet deres
barn på baggrund af en fejlagtig forældreevneundersøgelse, der er udarbejdet
af den pågældende psykolog, kan få erstatning eller anden form for
kompensation?”
Svar:
Social- og Ældreministeriet har ikke kendskab til konkrete sager, der kan
bekræfte, at der er børn eller unge, som skulle være anbragt uden for hjemmet
uden samtykke, på fejlagtigt grundlag på baggrund af den pågældende
psykologs arbejde.
Med hensyn til de generelle regler om kommunernes mulighed for frivilligt at
udbetale erstatning, har Social- og Ældreministeriet indhentet bidrag fra
Indenrigs- og Boligministeriet.
Indenrigs- og Boligministeriet oplyser, at:
”Spørgsmålet om kommuners mulighed for frivilligt at udbetale erstatning, det
vil sige uden at der er afsagt dom herom, er ikke reguleret i den skrevne
lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige
grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte
kommunalfuldmagtsregler.
Efter de nævnte regler antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at
gennemføre foranstaltninger blandt andet at være afgrænset af, hvad der
traditionelt er betegnet som et almennytte-kriterium. Dette kriterium indebærer,
at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der
kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode.
Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel
kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er
motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller
grupper af enkeltpersoner.
1