Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 5615
Doknr.
453711
Dato
17-08-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 30. juli 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 779 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 779:
”Ministeren
bedes sende redegørelsen fra Ankestyrelsen, såfremt
ankestyrelsen vælger at iværksætte en egendrift sag vedr. Marco, jf. artiklen
"Minister i kort svar om Marco-sag: - Virker som en ulykkelig situation" på
tv2fyn.dk den 29. juli 2021.”
Svar:
Der er ikke tale om, at der udarbejdes en redegørelse i sager, hvor
Ankestyrelsen vælger at tage en sag op af egen drift efter reglerne i
servicelovens § 65.
Ankestyrelsen er en uafhængig myndighed, der efter reglerne i servicelovens §
65 f.eks. kan pålægge kommunen at foretage de fornødne
sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne afgørelser i konkrete sager.
Ankestyrelsen kan også træffe foreløbige afgørelser efter servicelovens § 52,
ligesom Ankestyrelsen efter servicelovens § 65, stk. 3, også selv kan træffe
afgørelse om blandt andet anbragte børns samvær med forældre og anden
familie.
I sager efter servicelovens § 65 beslutter Ankestyrelsen selv, om sagen skal
tages op til behandling. Ankestyrelsen inddrager som udgangspunkt en
børnesagkyndig i vurderingen, der ligger til grund for Ankestyrelsens
beslutning.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1