Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 5440
Doknr.
450167
Dato
20-08-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 5. juli 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 761 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 761:
”Vil
ministeren kommentere på forløbet, hvor forældrene til en
udviklingshæmmet dreng ikke blev orienteret om en hændelse, der har med
deres barn at gøre, og som førte til, at en medarbejder blev bortvist, idet der
henvises til artiklen "Organisationer efter mistanke om overgreb på
udviklingshæmmede: Der er ulighed i retssystemet" bragt på dr.dk den 5. juli
2021?”
Svar:
Det er i alle tilfælde fuldstændigt uacceptabelt, når personer på et botilbud
oplever seksuelt misbrug, overgreb eller anden grænseoverskridende adfærd
fra personalet på botilbuddet. Det er helt afgørende, at alle borgere, som bor
på et botilbud i Danmark, føler sig trygge under deres ophold.
Jeg er meget optaget af, at vi som samfund passer på de af vores medborgere,
som står i særligt sårbare positioner. Jeg har derfor en klar forventning om, at
alle relevante aktører, herunder socialtilsynene, kommunerne og botilbuddene,
i nødvendigt omfang samarbejder om indsatsen over for de borgere, der har
været udsat for seksuelle overgreb under deres ophold på et botilbud.
Når sager om overgreb opstår, er kommunen forpligtet til at håndtere
situationen og få inddraget alle relevante parter i håndteringen af sagen.
Er der tale om en voksen over 18 år, er der dog ikke pligt efter serviceloven
eller værgemålsloven til at orientere pårørende eller værge om mistanke eller
viden om overgreb. Kommunen bør i hvert enkelt tilfælde overveje, om det er
en væsentlig oplysning, som kan og bør videregives til pårørende eller andre
nærtstående. Videregivelse af oplysninger
–
også til pårørende eller andre
nærtstående
–
skal ske under iagttagelse af de persondataretlige regler.
Jeg vil i forlængelse af den i spørgsmålet nævnte artikel se nærmere på, om
der er behov for at foretage justeringer i vejledningen til serviceloven, som kan
understøtte kommunernes håndtering af disse sager.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1