Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 5416
Doknr.
455651
Dato
23-08-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 5. juli 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 759 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 759:
” Ministeren bedes kommentere artiklen ”Sosu-hjælper
arbejder stadig med
ældre trods video med trusler og ydmygelser”, Helsingør Dagblad, den 3. juli
2021, og redegøre for, om ministeren mener, det er tilfredsstillende? Er
ministeren enig i, at når man har optaget, ydmyget og truet en ældre beboer,
så skal man ikke arbejde
inden for faget længere?”
Svar:
Jeg bliver både vred og ked af det, når der kommer sager om medarbejdere,
der ikke formår at varetage deres opgave med at drage omsorg for de
svageste borgere. Jeg tænker selvfølgelig først og fremmest på de mennesker,
der er afhængige af disse medarbejdere, men også på sektorens omdømme,
hvilket også er ærgerligt for de mange medarbejdere, der dagligt gør en
kæmpe indsats i ældreplejen.
I den konkrete sag er der tale om en sag, hvor en medarbejder er dømt for at
optage og videresende videoer af sin ydmygende opførsel over for en borger
med demens, og hvor vedkommende fortsætter med at arbejde i ældreplejen.
Det rejser naturligt spørgsmålet om, hvordan det kan sikres, at det kun er
mennesker med de rette menneskelige og faglige kvalifikationer, der tilbydes
ansættelse i ældreplejen.
I forbindelse med en påtænkt ansættelse er det muligt at indhente en offentlig
straffeattest og selvfølgelig også efterspørge og tjekke referencer, inden
vedkommende ansættes. Det er efter min opfattelse vigtige ledelsesmæssige
greb og særligt, når det gælder ansættelse af mennesker, der skal drage
omsorg for nogle af vores svage ældre.
Men jeg synes også, at det er vigtigt at få belyst, om der er andre greb, der kan
understøtte, at det er de rette mennesker, der ansættes i ældreplejen. For
øjeblikket er en arbejdsgruppe derfor i færd med at undersøge fordele og
ulemper ved forskellige tiltag, der kan medvirke til at sikre dette. Jeg ser frem til
at modtage afrapporteringen og til at dele den med Social- og Ældreudvalget.
1