Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 5343
Doknr.
446124
Dato
23-08-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 25. juni 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 742 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares endeligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af
udvalget (MFU) Louise Schack Elholm (V).
Spørgsmål nr. 742:
”Vil ministeren redegøre
for, hvorfor man har valgt udelukkende at afsætte
midler til Landsforeningen Spædbarnsdød på regeringens finanslov og SSA-
reserven, mens der ingen støtte gives til foreninger som hjælper forældre, der
har mistet et barn ældre end spædbarn?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at finansiering på finansloven, herunder støtte til foreninger
mv., sker på baggrund af en politisk prioritering. Det er også tilfældet, når
aftalepartierne bliver enige om en aftale om udmøntning af SSA-reserven. Der
findes mange gode indsatser, og samtidig er der kun begrænsede midler til
rådighed.
Med aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-,
sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2021-2024, blev aftalepartierne enige
om, at det i forbindelse med aftale om at udvide retten til sorgorlov for forældre,
der mister et barn under 18 år, samtidig var vigtigt, at forældrene har et sted at
gå hen og modtage rådgivning og støtte til at komme igennem en svær tid.
Partierne var derfor enige om at afsætte driftsstøtte til Forældre & Sorg -
Landsforeningen Spædbarnsdød. Driftsstøtten skal sikre, at Forældre & Sorg
kan yde rådgivning og støtte til den større målgruppe af forældre, der har
mistet et barn under 18 år samt deres pårørende.
Forældre & Sorg - Landsforeningen Spædbarnsdød er en forening, som
tilbyder rådgivning og samtale-, undervisnings- og gruppeforløb til forældre
samt deres pårørende, der har mistet et barn på et hvilket som helst tidspunkt i
graviditeten, under fødslen eller op til barnet er 21 år. Forældre & Sorg tilbyder
ligeledes rådgivning og undervisning målrettet henholdsvis arbejdspladser og
fagpersoner med fokus på sorg og kommunikation.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1