Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 5354
Doknr.
448399
Dato
10-08-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 25. juni 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 741 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 741:
”
Vil ministeren begrunde, hvorfor flere børnehjemsbørn fra Godhavn skal
igennem en retssag for at få erstatning, når statsministeren har undskyldt, og
der er udbetalt erstatning til flere af de drenge, der har boet på det pågældende
børnehjem?”
Svar:
Indledningsvist vil jeg gerne slå fast, at det er min holdning, at vi skal tage
ansvar for de svigt, der er begået mod mennesker i statens varetægt,
deriblandt de tidligere anbragte på drenge- og lærlingehjemmet Godhavn. Det
gjorde regeringen med den historiske undskyldning i sommeren 2019.
Jeg er tilfreds med, at det tidligere på året lykkedes at indgå forlig i den
retssag, der var anlagt mod det tidligere Social- og Indenrigsministerium af 17
tidligere anbragte på Godhavn. Som led i forliget blev der udbetalt en
kompensation fra Social- og Ældreministeriet til sagsøgerne. Jeg kan i den
forbindelse henvise til Folketingets Finansudvalgs aktstykke H af 11. februar
2021. Der er således ikke tale om, at der er udbetalt erstatning til én eller flere
tidligere anbragte på Godhavn, uden at de pågældende har indgivet stævning
mod ministeriet.
Jeg kan oplyse, at ministeriet den 16. juni og 13. juli 2021 har modtaget to
yderligere stævninger fra tidligere anbragte på Godhavn. Det er sager, som jeg
tager meget alvorligt og har bedt mine medarbejdere kigge på hurtigst muligt.
Det er en prioritet for mig, at retssagerne bliver så lidt belastende som muligt
for de tidligere anbragte på Godhavn.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1