Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 4953
Doknr.
438898
Dato
25-06-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 16. juni 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 722 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 722:
”Kan
ministeren bekræfte, at serviceniveauet for ældre borgere, der får
hjemmehjælp, er faldet, idet der henvises til artiklen ”Ældre får bevilget færre
timer til personlig pleje” bragt på dksocial.dk den 16. juni?”
Svar:
Social- og Ældreministeriet har ikke data, der kan belyse udviklingen i de
kommunale serviceniveauer på ældreområdet.
Det følger af servicelovens § 1, stk. 3, 2. pkt., at hjælp efter serviceloven
tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den
enkeltes behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Borgeren
skal således have den hjælp, borgeren har behov for, uanset kommunens
serviceniveau.
Regeringen har prioriteret at genoprette velfærden. Regeringen har allerede
taget vigtige skridt i den rigtige retning både ved at styrke velfærden generelt
og ved at iværksætte mere målrettede indsatser på ældreområdet. Senest har
regeringen med økonomiaftalen for 2022 styrket velfærden med 1,4 mia. kr.
Aftalen bygger oven på løftene på 1,5 mia. kr. i økonomiaftalen for 2021 og 1,7
mia. kr. i økonomiaftalen for 2020. Det er tilsammen et markant større aftalt løft
end i de ti år forud for regeringens tiltræden. Herudover har regeringen bl.a.
afsat 125 mio. kr. årligt i finanslovsaftalen for 2020 til Omsorg og nærvær i
ældreplejen og 425 mio. kr. i 2021, 450 mio. kr. årligt i 2022 og 2023 og fra
2024 frem 500 mio. kr. i finanslovsaftalen 2021 til flere ansatte og mere
faglighed i ældreplejen.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1