Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 4831
Doknr.
435432
Dato
25-06-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 11. juni 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 716 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marie Bjerre (V).
Spørgsmål nr. 716:
”Vil ministeren oplyse, hvordan man i sager om stedbarnsadoption sikrer,
at
der også tages hensyn til andre tungtvejende forhold ud over kravet om samme
bopælsadresse i 3 år, når det gælder opfyldelse af opfostringskravet, jf.
adoptionsloven § 2?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at det, ganske som det anføres i spørgsmålet, efter
adoptionslovens § 2 er en betingelse for adoption, at den, som ønskes
adopteret, enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos
adoptanten. Det gælder også stedbarnsadoptioner.
Denne betingelse understreger, at formålet med adoption er at etablere et
forælder-barn forhold eller at bekræfte et allerede bestående forhold af denne
karakter.
Opfostring kan efter en almindelig forståelse af begrebet alene ske, indtil
barnet fylder 18 år.
Der er ikke i lovgivningen fastsat nærmere bestemmelser om længden af
opfostringsperioden, men opfostringen skal have en sådan karakter, at den er
udtryk for, at der foreligger eller vil komme til at foreligge et stabilt
forælder/barn forhold.
I praksis stilles der derfor ved ansøgninger om adoption af børn under 18 år
krav om, at barnet vil kunne bo sammen med ansøgeren i mindst tre år, inden
barnet fylder 18 år. I denne periode medregnes også den tid, som barnet måtte
have boet sammen med ansøgeren før ansøgningen om adoption. Er barnet
fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet, stilles der i praksis krav om, at barnet har
boet sammen med ansøgeren i omkring tre år, før barnet fyldte 18 år.
Efter adoptionslovens § 2 kan adoption også tillades, hvor opfostringskravet
ikke er opfyldt, hvis der foreligger ”anden særlig grund til adoptionen”.
I praksis vil særlige omstændigheder formentlig jævnligt kunne føre til, at det
almindelige opfostringskrav lempes, mens særlige omstændigheder kun i ret
1