SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

April 2021

Familiepleje i

Norge og

Sverige

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

ANKESTYRELSEN

Telefon: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Postadresse: Ankestyrelsen, 7998 statsservice

Mailadresse: [email protected]

Hjemmeside: www.ast.dk

ISBN nr.:

978-87-7811-403-7

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1 INDLEDNING OG

SAMMENFATNING

Baggrund og formål

Rapportens disposition

Hovedresultater

KAPITEL 2 FAMILIEPLEJE I NORGE

Historisk udvikling

Organisering og ansvarsfordeling

Grundlæggende principper i lovgivningen

Lovgrundlag ved anbringelse

Inddragelse

Sikring af kontinuitet i anbringelse

Brugen af familiepleje

Typer af familiepleje

Uddannelseskrav, støtte og supervision

Ansættelsesforhold

Rekruttering

Fastholdelse

Tilsyn

KAPITEL 3 FAMILIEPLEJE I SVERIGE

Historisk udvikling

Organisering og ansvarsfordeling

Grundlæggende principper i lovgivningen

Lovgrundlag ved anbringelse

Inddragelse

Sikring af kontinuitet i anbringelse

Brugen af familiepleje

Typer af familiepleje

Uddannelseskrav, støtte og supervision

Ansættelsesforhold

Rekruttering

Fastholdelse

Tilsyn

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

KAPITEL 4 STATISTISK ANALYSE AF

ANBRINGELSESOMRÅDET I DANMARK,

NORGE OG SVERIGE

Fællestræk på anbringelsesområdet på tværs af

Danmark, Norge og Sverige

Forbehold for sammenligning på tværs af Danmark,

Norge og Sverige

Anbringelsesfrekvensen i Danmark, Norge og Sverige 81

Andelen af anbragte børn fordelt på anbringelsestype 82

Anbringelser med og uden samtykke

Årsager til anbringelse/barneværnstiltag

Sammenhæng mellem barnets udfordring og

anbringelsestype

Barnet og den unges alder ved

anbringelse/barneværnstiltag

Herkomstfordeling af anbragte børn og unge

100

104

BILAG 1

METODE

108

109

111

Desk research

Ekspertinterview

Interview med centrale aktører

Udvælgelse og verificering af statistisk data

Begrebsafklaring

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

KAPITEL 1

Indledning og sammenfatning

BAGGRUND OG FORMÅL

Social- og Ældreministeriet har bedt Ankestyrelsen udarbejde

en undersøgelse af familieplejeområdet i Norge og Sverige.

Baggrunden for undersøgelsen er at bidrage med viden til det

lovforberedende arbejde til regeringens oplæg til barnets lov.

Til inspiration for den danske indsats ønsker Social- og Ældre-

ministeriet en afdækning af organiseringen og brugen af fami-

liepleje i Norge og Sverige.

Formålet med undersøgelsen er dels at lave en kvalitativ kort-

lægning af familieplejeområdet i Norge og Sverige, dels at lave

en beskrivelse af statistiske forskelle på anbringelsesområdet i

Danmark, Norge og Sverige.

Formålet med den kvalitative del af undersøgelsen er at få vi-

den om plejefamilieområdet i Norge og Sverige med fokus på,

hvordan området er organiseret, og hvordan der arbejdes med

kontinuitet og inddragelse af barnet i plejefamilien. Dertil er

formålet at undersøge gode erfaringer med at rekruttere og

fastholde plejefamilier samt afdække vederlagsstrukturen.

Formålet med den statistiske del af undersøgelsen er at sam-

menligne statistiske oplysninger på anbringelsesområdet i

Danmark, Norge og Sverige som skal bidrage til forståelsen af

forskelle og ligheder mellem de tre lande.

I undersøgelsen besvarer vi følgende spørgsmål for den kvali-

tative del af undersøgelsen:

•

Hvordan er området for udsatte børn og unge organiseret, og

hvordan er ansvarsfordeling mellem stat, region og kom-

mune i Norge og Sverige?

Hvilke typer af plejefamilier findes, og med hvilke tilladelser,

og hvem har ansvaret for at føre tilsyn med plejefamilierne i

Norge og Sverige?

Hvilke uddannelseskrav er der til plejeforældre, og hvad er

mulighederne for efteruddannelse og supervision i Norge og

Sverige?

Hvordan er vederlagsstrukturen for plejefamilier i Norge og

Sverige?

•

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

•

Hvordan er kontinuitet og inddragelse af barnet reguleret i

lovgivningen i Norge og Sverige?

Hvordan vægtes barnets tarv over for forældrenes rettighe-

der i Norge og Sverige?

Hvilke ”best practice”-eksempler på arbejdet med rekrutte-

ring og fastholdelse af plejefamilier i Norge og Sverige frem-

hæver informanterne?

•

For den statistiske del af undersøgelsen besvares følgende

spørgsmål:

•

Hvad er andelen af anbragte børn i henholdsvis plejefamilie,

opholdssted og institution i Danmark, Norge og Sverige?

Hvordan fordeler anbringelser sig på anbringelser med og

uden samtykke i Danmark, Norge og Sverige?

Hvad er årsager til anbringelse/barneværnstiltag i Danmark,

Norge og Sverige?

Hvad er sammenhængen mellem barnets udfordringer og an-

bringelsestype i Danmark, Norge og Sverige?

Hvilken alder har barnet/den unge, når barnet/den unge an-

bringes i Danmark, Norge og Sverige?

Hvad er herkomstfordelingen i forhold til indsatser på anbrin-

gelsesområdet i Danmark, Norge og Sverige?

•

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Undersøgelsens datagrundlag

Den kvalitative del af undersøgelsen er baseret på føl-

gende datakilder:

Desk research,

der består af indsamling af skriftlige data-

kilder, der beskriver den forhenværende og nuværende

organisering af anbringelsesområdet i Norge og Sverige.

Teksterne består af forskningskortlægninger, lovgivning,

reformoplæg og evalueringer, samt andre officielle doku-

menter. Nogle af teksterne har vi selv indhentet, og an-

dre tekster er fremsendt til os af informanter i forlæn-

gelse af interview.

Ni kvalitative interview

I Danmark gennemførte vi indledningsvist to interview

med Anne-Dorthe Hestbæk, der er seniorforsker ved

VIVE, og Mie Engen, der er lektor ved Institut for Socio-

logi og Socialt arbejde ved Aalborg Universitet. Begge

har forskningsbaseret kendskab til anbringelsesområdet i

Norge og Sverige.

I Norge gennemførte vi interview med følgende:

- Styringsrepræsentant: Interview med Bufdir (Barne-,

ungdoms- og familiedirektoratet)

- Rekrutteringsrepræsentant: Interview med Bufetat Øst

(en ud af fem regionale institutioner under Bufdir)

- Forsker: Interview med forsker Elisiv Bakketeig, Fra

Center for Velfærds- og Arbejdslivsforskning ved Oslo

Metropolitan University (Oslomet).

I Sverige gennemførte vi interview med følgende:

- Styringsrepræsentant: Interview med Socialstyrelsen

- Tilsyns-repræsentant: Interview med IVO (Inspektion

for Vård og Omsorg)

- Rekrutteringsrepræsentant: Interview med Familijepoo-

len Sverige

- Forsker: Interview med professor Marie Sallnäs ved In-

stitut for Socialt Arbejde ved Stockholm Universitet

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Den statistiske analyse

på anbringelsesområdet i Dan-

mark, Norge og Sverige baserer sig på tal fra 2019

fra

følgende datakilder:

- Data om fællestræk og forbehold i sammenligningen

mellem Norge, Sverige og Danmark på baggrund af de ni

kvalitative interview

- Dataudtræk fra Danmarks Statistik

- Dataudtræk fra Statistisk Sentralbyrås Statistikbank på

barneværnsområdet, Norge

- Statistik om Socialtjenester til barn og unge 2019, Soci-

alstyrelsen, Sverige

- Særbestilling af data fra Registerservice i Socialstyrel-

sen, Sverige

Vi har været i dialog med Registerservice Socialstyrelsen

i Sverige, samt Statistisk Sentralbyrå i Norge i forbin-

delse med kvalificeringen og udarbejdelsen af beregnin-

gerne i denne undersøgelse.

Se Bilag 1 for en uddybning af de anvendte metoder.

RAPPORTENS DISPOSITION

Rapporten er opdelt i fire kapitler, der belyser forskellige te-

maer:

Kapitel 1:

Indledning og sammenfatning

Kapitel 2:

Familiepleje i Norge

Kapitel 3:

Familiepleje i Sverige

Kapitel 4:

Statistisk analyse på anbringelsesområdet i Dan-

mark, Norge og Sverige.

Bilag 1:

Metode

Enkelte tabeller er baseret på tal fra 2018, da tal fra 2019 ikke var tilgængelige. Års-

tallet er markeret i alle tabeller.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

HOVEDRESULTATER

I det følgende præsenterer vi undersøgelsens hovedkonklusio-

ner.

Fra stærk statslig styring til kommunalt selvstyre: store

forskelle i organisering mellem Norge og Sverige

Barneværnet i Norge er i væsentligt højere grad en statslig op-

gave, end den er i Sverige. I Norge ligger ansvaret hos fem

statsligt forankrede regionale institutioner. Disse fem instituti-

oner har det overordnede ansvar for at sikre, at der er til-

strækkeligt med plejefamilier til rådighed for kommunerne. De

har ansvaret for at sikre uddannelse til plejefamilier og vejlede

kommunerne i matchning mellem barnet eller den unge og ple-

jefamilien. Staten har en ambition om national udbredelse af

metoder, som eksempelvis undervisningskonceptet PRIDE for

plejefamilier. De norske kommuner er ansvarlige for det fore-

byggende arbejde, udredning, hjælpetiltag, opfølgning og an-

bringelse med samtykke. Derudover er kommunerne ansvar-

lige for godkendelse af plejefamilier. Sager om anbringelse

uden samtykke skal forelægges en domstol i statsligt regi (Fyl-

kesnævnet). Den statslige styring på barneværnsområdet har

generelt medført positive effekter som ensartethed og styring

af kvalitet, men også udfordringer med at styre økonomien.

Blandt andet med dette afsæt, har Norge gennemført en struk-

turreform, der har medført færre og større kommuner. Derud-

over implementerer Norge i skrivende stund lovgivningsæn-

dringer, der overfører ansvar på barneværnsområdet til kom-

munerne.

I Sverige er barneværnet præget af decentralisering, og det er

kommunerne, der har ansvaret for forebyggende og opsø-

gende arbejde, udredning og indsatser, som eksempel familie-

pleje. Det er den enkelte kommune, der er ansvarlig for at re-

kruttere plejefamilier, og kommunerne har fuld metodefrihed.

Forvaltningsdomstolen, der er regionalt organiseret, træffer af-

gørelse i tvangssager. Den høje grad af selvstyring betyder, at

praksis varierer meget, og rekrutteringsopgaven er en udfor-

dring for særligt mindre kommuner.

Inddragelse af barnet er styrket ved udpegning af en

særligt udvalgt socialarbejder i både Norge og Sverige

I både Norge og Sverige har barnet eller den unge ret til at

blive hørt i egen sag. Derudover skal barnet eller den unge i

begge lande tilbydes en særligt udvalgt socialarbejder. I Norge

har en ”tillidsperson” til opgave at skabe tryghed og hjælpe

barnet eller den unge til at udtrykke sine synspunkter over for

myndighederne. I Sverige har en ”socialsekretær” ansvaret for

at have kontakt til barnet eller den unge i det omfang, som

barnet eller den unge har behov for.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

I begge lande skal myndighederne afsøge muligheden for

slægts- og netværkspleje. I Norge bruges metoden familieråd-

slagning til at få familie, slægt og netværk inddraget i at ud-

pege et relevant anbringelsessted.

Bestemmelser om kontinuitet afspejler forskellige for-

tolkninger af begrebet

Norsk lovgivning vægter, at barnet skal opleve stabilitet i an-

bringelsen og ikke flyttes frem og tilbage mellem anbringelses-

sted og forældrene. Barnets tilknytning til plejeforældrene har

betydning for, om barnet skal hjemgives. Den svenske lovgiv-

ning sigter derimod, at barnet så vidt muligt skal hjemgives,

og anbringelsen skal derfor genvurderes hver sjette måned.

I både Norge og i Sverige er der mulighed for at overdrage for-

ældremyndighed til plejeforældre. Adoption uden samtykke er

mulig ifølge norsk lov, men ikke ifølge svensk lov.

Enkeltsager i både Norge og Sverige påvirker debatten

om barnets tarv versus forældrenes rettigheder

Domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har

rejst debat om, hvorvidt Norge er gået for vidt i forhold til at

prioritere barnets tarv over forældrenes ret til familieliv. Mod-

sat har en enkeltsag i Sverige skabt diskussion om, hvorvidt

man er gået for vidt i forhold til at sikre forældrenes rettighe-

der, og om beskyttelse af barnet ved hjemgivelse bør styrkes.

I Sverige har debatten ført til, at den svenske regering har

igangsat et udredningsarbejde, der skal afgøre, om der er be-

hov for ændringer i lovgivning i forhold til kommunernes an-

svar ved ophør af anbringelse.

Der er en større differentiering af plejefamilier i Norge

end der er i Sverige

I både Norge og Sverige er plejefamilie den foretrukne anbrin-

gelsesform, når det er nødvendigt at anbringe et barn eller ung

uden for hjemmet. I Norge er der en større differentiering af

typer af plejefamilier end i Sverige. Eksempelvis har man i

Norge statslige, kontraktansatte plejefamilier, der i reglen er

målrettet børn og unge med større udfordringer, samt plejefa-

milier målrettet uledsagede flygtningebørn. Behovet for en

større grad af differentiering i Norge kan blandt andet forklares

ved, at også børn og unge med store udfordringer hyppigere

anbringes i plejefamilier. I begge lande fastsættes størrelsen

på vederlaget ud fra plejeopgavens tyngde, og det opleves

som en udfordring, at kommunen i denne forbindelse både har

en myndigheds- og arbejdsgiverrolle. I Norge er det de stats-

ligt forankrede regionale institutioner, der har ansvaret for ud-

dannelse til plejefamilier, hvor det er en kommunal opgave i

Sverige. I Norge oplever man, at den centrale organisering af

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

uddannelsen er en udfordring, da kun halvdelen af plejefamili-

erne deltager, blandt andet grundet transporttid, der kan til-

skrives Norges geografi. Med nye lovændringer på barne-

værnsområdet vil Norge derfor overføre dele af uddannelses-

ansvaret på plejefamilieområdet til kommunerne.

Best practice-eksempler på nationale kampagner og

tværkommunale samarbejder i rekrutteringsindsatsen

Da rekrutteringen grundlæggende er en statslig opgave i

Norge, består rekrutteringsindsatsen på familieplejeområdet

blandt andet af årlige nationale kampagner, der eksempelvis

kører på TV og sociale medier. Organiseringen betyder, at der

er det økonomiske råderum til større strategiske kampagner,

og det kan mindske risikoen for, at kommuner konkurrerer

med hinanden om de samme plejefamilier. I de nationale kam-

pagner bliver det understreget, at helt ”almindelige” menne-

sker kan blive plejeforældre, eksempelvis også enlige, i et for-

søg på at udbrede mængden af plejefamilier. Der er dog fort-

sat udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt med plejefa-

milier i begge lande. I Sverige har man i flere kommuner valgt

at gå sammen i tværkommunale samarbejder om rekruttering,

oplæring og indledende matchning på plejefamilieområdet. Her

er oplevelsen, at kommunale samarbejder kan understøtte en

bedre matchning mellem barn og plejefamilie og sikre, at kom-

munerne får muskelkraft til at konkurrere med private aktører

om rekrutteringen af plejefamilier.

Dog fremgår det af den norske regerings stortingsmelding om

den nuværende strukturreform i Norge, at en udfordring ved

kommunale samarbejder kan være, at det svækker den demo-

kratiske gennemsigtighed og kontrol med forvaltningen. Af

denne årsag ønsker den norske regering med strukturreformen

at reducere behovet for kommunale samarbejder ved at forøge

kommunernes størrelse, opgavevaretagelse og finansierings-

ansvar.

Derudover er der i Sverige, som i Norge, fokus på digitale ka-

naler som en strategisk platform i rekrutteringen. Derudover

er der oprettet nationalt dækkende hjemmesider, hvor plejefa-

milier og opdragsgivere kan mødes. Her er det også muligt for

plejefamilier at udveksle erfaringer og bekymringer om opga-

ven.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Anbringelsesfrekvensen er højere i Danmark og Norge

end i Sverige

Tal fra 2019 viser, at andelen af anbragte børn og unge i al-

dersgruppen 0-17 år er højere i Danmark og Norge sammen-

lignet med Sverige. I både Danmark og Norge ligger andelen

på 0,99 procent, hvor andelen i Sverige ligger på 0,65 procent.

Plejefamilie er den foretrukne anbringelsesform i alle

tre lande, men anvendes mindst hyppigt i Danmark

Familiepleje er den mest hyppige anbringelsestype i både Dan-

mark, Norge og Sverige i 2019. Norge har den højeste andel af

anbragte børn og unge i familiepleje (83,3 procent), efterfulgt

af Sverige (82,2 procent). Til sammenligning har Danmark den

laveste andel af børn og unge anbragt i plejefamilie (66,1 pro-

cent).

Brugen af netværksplejefamilie er størst i Norge og

mindst udbredt i Danmark

Ser vi nærmere på brugen af netværkspleje ud af det samlede

antal anbragte i plejefamilie i de tre lande, viser statistikken

fra 2019, at Norge anbringer den største andel børn og unge i

netværkspleje (29,4 procent). Til sammenligning er andelen i

Sverige 17 procent ud af det samlede antal anbragte børn og

unge i familiepleje. Danmark har den laveste andel af net-

værkspleje i forhold til det samlede antal anbragte i familie-

pleje (12,5 procent)

Større andel anbringelser uden samtykke i Sverige end i

Danmark

Tal fra 2019 viser, at Sverige har den højeste andel af anbrin-

gelser uden samtykke (39 procent). I Danmark er andelen 23

procent. I den norske barneværnsstatistik skelnes ikke mellem

med og uden samtykke, men i stedet mellem anbringelser som

omsorgsovertagelse, hjælpetiltag, akuttiltag og adfærdstiltag.

Ved omsorgsovertagelse er der fortrinsvist tale om en anbrin-

gelse af længere varighed uden samtykke. I Norge blev 77

procent af børn og unge anbragt som en omsorgsovertagelse.

Derudover viser tal fra Fylkesnævnene i Norge, at ud af 888

nye omsorgsovertagelser i løbet af 2019 er 70 procent afgjort

uden samtykke.

Manglende forældreevne er den hyppigst angivne årsag

til anbringelse i alle tre lande

I både Danmark, Norge og Sverige foretages der registreringer

på årsagskategori ved anbringelser af og barneværnstiltag for

Baseret på tal fra 2018.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

børn og unge. På tværs af de tre lande var den hyppigste år-

sag til anbringelse/barneværnstiltag i 2019 forhold, der knytter

sig til forældrenes manglende evne til at tage sig af barnet.

Svært at afgøre sammenhæng mellem barnets udfor-

dring og anbringelsestype

Hverken Danmark, Norge eller Sverige opgør den direkte sam-

menhæng mellem anbringelsestype og barnets/den unges ud-

fordringer. I alle tre lande viser forskning, at der er en tendens

til, at børn og unge med adfærdsvanskeligheder og misbrug

oftere anbringes på institution end i plejefamilie.

Barnets alder ved barneværnstiltag er lavere i Norge

end barnets alder ved anbringelse i Danmark og Sverige

Tal fra 2019 viser, at den største andel af barneværnstiltag i

Norge iværksættes, når barnet er mellem 6-12 år. I både Dan-

mark og Sverige iværksættes størstedelen af anbringelser, når

barnet er mellem 12 og 17 år.

Overrepræsentation af børn og unge med indvandrer-

baggrund blandt modtagere af barneværnstiltag i Norge

I både Danmark og Norge er størstedelen af de anbragte børn

og unge af dansk/norsk oprindelse. I Norge er det muligt at se

på herkomstfordelingen af børn og unge med barneværnstiltag

per. 1.000. Her fremgår det, at børn og unge med indvandrer-

baggrund og efterkommere er overrepræsenterede. I Norge er

familiepleje den mest anvendte anbringelsestype uafhængig af

herkomst. Dog anvendes netværksplejeanbringelse mindre

hyppigt for børn og unge med indvandrerbaggrund og efter-

kommere. Børn og unge med indvandrerbaggrund anbringes

hyppigere i bolig med opfølgning sammenlignet med børn og

unge uden indvandrerbaggrund og efterkommere.

Herkomstfordeling af anbragte børn og unge registreres ikke i

Sverige.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

KAPITEL 2

Familiepleje i Norge

I dette kapitel beskrives den historiske udvikling, som kende-

tegner udviklingen i Norges politik og organisering på området

for udsatte børn og unge. Dernæst beskrives Norges nuvæ-

rende organisering på området, gældende lovgivning og hvor-

dan inddragelse og kontinuitet er reguleret i lovgivning og ud-

møntes i praksis. Til sidst beskrives Norges arbejde med re-

kruttering, fastholdelse, uddannelse og tilsyn med plejefami-

lier.

FAKTA OM

NORGE

Norge er pr. 1. ja-

nuar 2020 inddelt

i fem regioner,

356 kommuner og

11 fylker (sva-

rende til amter)

HISTORISK UDVIKLING

Verdens første offentlige sociale barneværnslov

I 1896 indførte Norge, som det første land i verden, en lov for

et offentligt socialt barneværn, nemlig ”Loven om Forsømte

Børns Behandling”. Loven var målrettet de såkaldte ”forsømte”

og ”adfærdsvanskelige” børn og unge men udsprang grundlæg-

gende af straffeloven, og dermed af ønsket om at begrænse

børn og unges kriminalitet

. Cirka 60 år senere tilføjede man

centrale ændringer, som udmundede i en ny barneværnslov i

1953. Man gik i denne forbindelse væk fra kriminaliseringen af

udsatte børn, der som beskrevet var et centralt element i loven

fra 1896, og ændrede samtidig fokus fra at anbringe børn til i

stedet at øge tiltag af hjælp i hjemmet. Ligesom i Sverige og

Danmark, opstod der i Norge i 1980’erne diskussioner om, hvor-

vidt der var behov for en samlet lov for hele det sociale område.

I modsætning til Sverige og Danmark, valgte man i Norge ikke

at samle lovgivningen på socialområdet. I stedet indførte man i

1993 en ny barneværnslov kaldet ”Lov om barneværnstjene-

ster” (Lov om barneverntjenester (barnevernloven) forkortet

BVL). Det er denne lov, som Norges praksis på området for ud-

satte børn og unge bygger på i dag

Den danske forsker Anne-Dorthe Hestbæk, der er interviewet

til denne undersøgelse, beskriver, at det er hendes opfattelse,

at Norge har en mere indgribende familieideologi end Danmark

hidtil har haft. Det gælder eksempelvis i forhold til at gå mere

ind i familien og eksempelvis afskære kontakt ved brug af

adoption:

OVERORDNET

ORGANISERING

Det statslige an-

svar for barne-

værnet er delt

mellem:

Barne- og Familie-

departementet,

Barne-, Ungdoms-

og Familiedirekto-

ratet (Bufdir), og

fem regionale bar-

neværnsmyndig-

heder; Barne-

Ungdoms- og Fa-

milieetaten (Bufe-

tat)

Dahl, 1978: Barnevern og samfunnsvern. Oslo. Pax.

Bengtsson & Jakobsen 2009: Institutionsanbringelse af unge i Norden. En komparativ

undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer og udviklingstendenser, s. 154-156,

VIVE [dav. SFI]

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

”Jeg haft en fornemmelse af, at barnets tarv har stået stær-

kere i Norge (..) Børn har haft en stærkere plads”.

(Anne-

Dorthe Hestbæk, dansk forsker)

Større reformtiltag i 2004 ændrede organisering

I 2004 implementerede Norge en reform, som omorganiserede

hele barneværnet. Denne omorganisering var påvirket af den

daværende kristendemokratiske regerings fokus på familien

som den centrale enhed. Ud fra et biologisk princip

skabte

man med reformen et øget fokus på foranstaltninger i hjem-

met, og først hvis det ikke var en mulighed overvejede man

familiepleje og kun som sidste udvej institution

REFORM I 2004

CENTRALISEREDE

OMRÅDET

Et meget centralt element i omorganiseringen var, at opgaver,

der tidligere lå i de 19 (nu 11) fylker (svarende til amter), blev

overdraget til fem statsligt forankrede regionale barneværns-

tjenester (Bufetat) under direktoratet (Bufdir). Formålet med

denne centralisering var at skabe et mere ensartet og standar-

diseret barneværn. Derudover ville man nedbringe omkostnin-

gerne, forbedre kvaliteten og sikre et bedre samarbejde mel-

lem barneværnstjenesten og tilgrænsende instanser. Endeligt

ønskede den daværende regering med reformen at nedbringe

antallet af akutanbringelser, som man havde set en stigning i,

samt sikre mere ensartede tilbud og service på nationalt plan.

Omorganiseringen havde stordriftsfordele, og fokus var især på

at forbedre samarbejdet mellem de forskellige forvalt-

ningsniveauer. Reformen skabte et øget fokus på at benytte evi-

densbaserede metoder, hvor eksempelvis metoden PRIDE, der

beskrives nærmere senere i dette kapitel, blev indført til under-

visning af plejefamilier. Bufdir forklarer, at reformen skabte et

rum for private aktører, der betød, at der blev skabt et konkur-

rerende marked på børneområdet. Først blev dette marked kri-

tiseret for at være utilstrækkeligt reguleret, men nye lovændrin-

ger har skabt mere klare rammer for private aktører, hvilket har

ført mere af kontrollen tilbage til den kommunale og statslige

forvaltning.

Evaluering af reformen fra 2004

Den norske forsker Elisiv Bakketeig fortæller, at man i en eva-

luering af reformen

så, at nogle af hensigtserklæringerne med

reformen blev opfyldt. Man var med reformen lykkedes med at

ET NYT MARKED

FOR PRIVATE AK-

TØRER

REDUCERING AF

INSTITUTIONS-

OG AKUT-

ANBRINGELSER

Det biologiske princip udtrykker, at udgangspunktet er, at barnet fortrinsvist bør

vokse op sammen med sine forældre, også selvom der er mangler ved den omsorg

forældrene giver.

Socialpædagogernes Landsforbund (2010): Nordisk familieplejeanalyse.

Backe-Hansen, Bakketeig, Gautun og Grønningsæther (2011). Institusjonsplassering

– siste utvei. Betyndingen av barnevernsreformen fra 2004 for institusjonstilbudet.

NOVA-rapport 21/11. Oslo: NOVA.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

reducere andelen af institutionsanbringelser og akutanbringel-

ser, samt i nogen grad med at udligne forskelle mellem fylker.

Dog fortæller Bufdir, at reformen svækkede kommunernes

økonomiske incitament til at finde billigere løsninger. En anden

udfordring er, at myndighederne konkurrerer om de ansatte på

feltet. Der er stor personaleomsætning i kommunerne og en

opfattelse af, at der er bedre arbejdsvilkår i staten, hvilket gør

det vanskeligt for kommunerne at rekruttere kvalificeret ar-

bejdskraft. Elisiv Bakketeig vurderer, at reformimplementerin-

gen generelt gik for hurtigt og var udfordret planlægnings-

mæssigt, blandt andet fordi man ikke havde taget tilstrække-

ligt højde for omkostningerne forbundet med selve omorgani-

seringen. Det meste af finansieringen endte med at gå til im-

plementeringen alene. Dette betød i praksis, at hvor målsæt-

ningen havde været at nedbringe omkostningerne på området,

så blev resultatet derimod, at omkostningerne steg helt frem

til 2010. Det var først seks år efter reformen, at man fandt en

økonomisk balance og kunne begynde at se effekterne af æn-

dringerne.

Bufdir vurderer, at centraliseringen har medført en større grad

af ensretning og sikring af kvalitet, og at praksis på området er

blevet mere vidensbaseret. Evalueringen af reformen viste, at

de norske kommuner ønskede mere selvbestemmelse i forhold

til at vælge den konkrete indsats. Kommunernes størrelse syn-

tes dog at have påvirket deres opfattelse af effekterne af refor-

men. Eksempelvis er små kommuner mere tilbøjelige til at

have behov for et statsligt system, der kan hjælpe dem. Større

kommuner er mere tilbøjelige til at ønske selv at varetage den

fulde økonomistyring.

Ny lovgivning i 2016

I 2016 blev barneværnsloven yderligere ændret. Bufdir beskri-

ver dette som justeringer af loven snarere end store ændringer.

Fokus var primært på at lovfæste praksis. Det blev indskrevet i

lovgivningen, at mulighederne for slægts- og netværksanbrin-

gelser nu skulle undersøges som første anbringelsesmulighed.

Bufetat Øst forklarer, at denne lovændring har medført et andet

fokus på netværksanbringelser hos kommunerne, hvor de i ud-

redningen af et barn først og fremmest ser på mulighederne for

pleje i barnets netværk.

Parallelt med dette fokus på netværksanbringelser, gennemfø-

rer Norge i skrivende stund en strukturreform, der har reduceret

antallet af kommuner fra 428 til 356, og antallet af fylker fra 19

til 11. Med de nye større kommuner ønsker man efterfølgende

at flytte opgaver og give et større økonomisk ansvar til kommu-

nerne i samspil med det faglige ansvar, som led i arbejdet med

NY LOVGIVNING

SÆTTER FOKUS

PÅ NETVÆRKS-

OG SLÆGTS-

ANBRINGELSER

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

en ny barneværnslov. Derved sker der på samme tid en kom-

munesammenlægning og en ansvarsmæssig decentralisering i

Norges organisering på barneværnsområdet.

Elisiv Bakketeig fortæller, at tanken er, at et øget økonomisk

handlerum for kommunerne, som er tættere på barnet og fami-

lien, kan give bedre forudsætninger for at sikre lokale tilbud til

børn og familier. I 2016 blev der iværksat et forsøg med ny an-

svarsdeling mellem stat og kommuner i tre kommuner; Alta,

Færder og Røyken, hvor formålet var at indhente erfaringer og

viden om konsekvenserne af øget kommunalt ansvar for barne-

værnet. Forsøget følgeevalueres af Deloitte

og viser indtil nu

blandede erfaringer. De nationale ændringer indføres i 2022.

ORGANISERING OG ANSVARSFORDELING

Figur over organiseringsstrukturen på barneværnsområdet i

Norge

Som beskrevet tidligere er ansvaret for barneværnet delt mel-

lem Barne- og Familiedepartementet, Barne- Ungdoms-og Fa-

miliedirektoratet (Bufdir) og Barne- Ungdoms- og Familieeta-

ten (Bufetat). Hver enkelt af de fem regionale Bufetat er an-

svarlig for etablering og drift af institutioner og for godken-

delse af private og kommunale institutioner, som anvendes ef-

ter BVL. Derudover bistår Bufetat kommunerne i forhold til an-

bringelse af børn og unge uden for hjemmet, og til rekruttering

og formidling af plejefamilier. Bufetat er ansvarlig for at sikre,

Forsøg med ny ansvarsfordeling mellem stat og kommune på barneværnområdet.

Følgeevaluering (2019). Delrapport 4. Oslo: Deloitte.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

at plejefamilierne får oplæring og vejledning og for at assistere

og supervisere socialrådgiverne, når de skal finde et egnet an-

bringelsessted. Endelig er Bufetat ansvarlig for at godkende fa-

milier til adoption efter Adoptionsloven, hvor lovhjemmelen til

adoption ligger.

Bufdir har ansvaret for lovtolkninger, at bestille og viderefor-

midle forsknings- og videnskortlægninger og at udarbejde fag-

lige vejledninger og retningslinjer. Derudover er Bufdir klagein-

stans i forhold til sager om godkendelse af private og kommu-

nale institutioner.

Kommuner og barneværnstjenesten

I Norge skal samtlige kommuner have en barneværnstjeneste,

der har ansvaret for at udføre det daglige arbejde efter lov om

barneværnstjenester. Mange kommuner har indgået samar-

bejde om barneværnstjenesten, og per 31. december 2019 var

der 282 barneværnstjenester, mens der var 356 kommuner.

Den kommunale barneværnstjeneste har ansvar for det fore-

byggende arbejde, at udrede sager og gennemføre børnefag-

lige undersøgelser, herunder at indhente sagkyndiges udred-

ninger, når der er behov.

Derudover er det kommunale barneværn ansvarlig for hjælpe-

tiltag i hjemmet. Når der er tale om anbringelse uden for

hjemmet, sker det ved, at kommunen træffer afgørelse om an-

bringelse uden for hjemmet (frivilligt tiltag med samtykke), el-

ler ved at fremlægge sagen for Fylkesnævnet (Fylkesnemnda)

ved anbringelse uden samtykke/tvangstiltag. Endeligt er kom-

munerne ansvarlige for at fremme brugen af adoption.

Herudover har kommunerne ansvaret for opfølgningen over for

børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet og for godken-

delse af plejefamilier. Kommunerne er derfor ansvarlige for

borgernes første møde med barneværnet i Norge.

FYLKESNÆVN,

DOMSTOLE OG

TVANG I NORGE

Fylkesnævn og tvangsområdet

Fylkenævn er på barneværnsområdet et domstolslignende for-

valtningsorgan, som er beslutningsmyndighed i forhold til sa-

ger såsom omsorgsovertagelse af børn og tvangsindgreb ved

alvorlige adfærdsvanskeligheder hos unge. Norge har i alt 10

Fylkesnævn. Nævnene består af en formand, der er jurist, to

sagkyndige medlemmer og to medlemmer fra et udvalg af

lægmænd. Afgørelser truffet af Fylkesnævnene kan indbringes

for tingsretten, der er domstol i førsteinstans og herefter på-

klages til appelretterne (lagmannsretterne) og endeligt Høje-

steret.

KOMMUNERNES

BARNEVÆRNS-

TEJENESTE

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

FYLKESMANDEN

Fylkesmanden (Fylkesmannen)

Fylkesmanden er statens repræsentant i fylkene (amterne), og

fungerer som bindeled mellem kommunerne og centrale myn-

digheder. Fylkesmanden udnævnes af kongen for en periode

på seks år. I 2019 havde Norge 10 fylkesmandsembeder.

Fylkesmanden har blandt andet ansvar for at føre tilsyn med

kommunens opgavevaretagelse på barneværnsområdet. Der-

udover behandler Fylkesmanden klager om barneværnstjene-

stens sagsbehandling og tager stilling til, om barneværnstjene-

sten har udført sit arbejde i overensstemmelse med lov om

barneværnstjenester og forvaltningsloven. Oftest er der her

tale om klager over kommuners afgørelser om forebyggende

foranstaltninger. Endelig skal Fylkesmanden føre tilsyn med, at

børn på institutioner modtager en god behandling og forsvarlig

omsorg.

Organisering af rekrutteringsopgaven i stat og kom-

mune

Selvom Bufetat har ansvar for at bistå kommunerne i rekrutte-

ringsopgaven og sikre, at der er tilstrækkeligt med plejefami-

lier, kan kommunen også selv vælge at rekruttere. Hvis kom-

munen ikke selv kan fremskaffe en egnet plejefamilie, kan

kommunen henvende sig til sin Bufetat, der så har pligt til at

finde et sted. Bufetat Øst, der indgår i denne undersøgelse,

fortæller, at kommunen typisk forsøger at finde en relevant

anbringelse i familie, slægt eller netværk først. Dog kan Bufe-

tat bistå kommunerne ved alle typer af plejefamilier, uaf-

hængigt af, om der er tale om anbringelser med eller uden

samtykke. Det samme gælder for institutionsanbringelse. Her

er det ligeledes Bufetats ansvar at sikre, at der er tilstrække-

ligt udbud. Halvdelen af institutionerne i Norge er statslige.

Den anden halvdel er private institutioner, som den norske stat

indgår aftale med eller køber ydelser fra.

Når kommunen henvender sig til Bufetat for hjælp

Når kommunen henvender sig for at modtage bistand til valg

af anbringelsessted, udfylder kommunen et nationalt henvis-

ningsskema udarbejdet af Bufdir. Henvisningsskemaet sendes

herefter til Bufetat, der fordeler skemaerne til den afdeling, der

har ansvaret for at bistå den pågældende kommune.

Herefter inviterer Bufetat til et opstarts-eller afklaringsmøde,

hvor Bufetat i samarbejde med sagsbehandler og familien, og

gennem samtale med barnet/den unge, beslutter, hvad beho-

vet er, og hvordan der skal arbejdes videre med at komme

frem til det mål. Her anvender Bufetat ofte familierådslagnin-

gen, der beskrives senere i denne rapport. På baggrund af

dette udpeger Bufetat en egnet plejefamilie til barnet/den

ANSVARS-

FORDELING FOR

ANBRINGELSES-

STEDER

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

unge og tilbyder den til kommunen. Det er dog stadig kommu-

nen, der træffer afgørelse om anbringelse uden for hjemmet,

og som har ansvar for at gennemføre selve anbringelsen.

Ansvarsfordeling ved valg og godkendelse af plejefami-

lier

I dag er det omsorgskommunen (der hvor barnet før har

boet), der har ansvaret for valg af plejefamilie. Bopælskommu-

nen (altså den kommune, hvor plejefamilien har bopæl), har

ansvaret for godkendelsen af plejefamilien. Ansvaret er derfor

delt mellem to kommuner. Som følge af Norges kommende re-

form af barneværnsområdet, skal ansvaret for både valg og

godkendelse af plejefamilien samles hos omsorgskommunen.

Ændringen træder i kraft i 2022.

Private aktørers rolle på anbringelsesområdet i Norge

Som følge af reformen i 2004 steg antallet af private aktører

på familieplejeområdet. Blandt andet var der på grund af

rekrutteringsudfordringer behov for at skabe et større marked.

Tidligere var mange af aktørerne på området såkaldte ’ideelle

organisationer’ (NGO’er), men antallet af disse blev reduceret i

takt med, at flere private aktører er kommet ind på markedet.

Efterhånden udviklede der sig et stort marked for private, som

var meget omkostningstungt. De private virksomheder opere-

rer ved at rekruttere og oplære plejefamilier for så at tilbyde

dem til kommunerne og foreslå et muligt match mellem barn

og plejefamilie. Det er dog barneværnstjenesten, der træffer

afgørelse om det konkrete match, da private aktører ifølge

norsk lovgivning, ikke kan stå for denne del. Større private ak-

tører på markedet, der ofte er svenske, har efterhånden op-

købt de små virksomheder. Bufdir oplyser, at andelen af pri-

vate aktører på familieplejeområdet ikke er så stor, men at

private aktører står for halvdelen af institutionstilbuddene.

Der har gennem flere år været en betydelig udgiftsvækst i det

statslige barneværn, som dels kan forklares med øget brug af

private aktører på barneværnsområdet. Denne vækstkurve er

nu fladet ud. Stigningen i antallet af private aktører på marke-

det kan ifølge Bufetat Øst have den effekt, at det bliver van-

skeligere for Bufetat at rekruttere nye familier, og at plejefa-

milierne ”shopper” mellem de mange aktører på markedet og

vælger efter, hvem der kan tilbyde de bedste vilkår.

DECENTRALISE-

RING AF OPGAVE-

VARETAGELSE

PÅ VEJ

En større organiseringsændring på vej

Som beskrevet er Norge i skrivende stund i gang med en

større strukturreform, som blandt andet involverer kommune-

sammenlægning. Strukturreformens formål er at styrke lokal-

demokratiet og overføre mere magt og myndighed til nu større

kommuner.

OMSORGS-

KOMMUNEN FÅR

DET FULDE

ANSVAR

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

STRUKTUR-

REFORMENS

FORMÅL

Den norske regering beskriver i stortingsmeldingen

; ”Kommu-

nereformen – nye opgaver til større kommuner”, at den med

reformen ønsker at understøtte, at kommunerne i højere grad

end tidligere selv løfter deres lovpligtige opgaver. Derudover

ønsker den norske regering at øge ensartethed og transparens

i forvaltningen. Mange norske kommuner har forud for refor-

men selv valgt at indgå i forskellige kommunesamarbejder.

Regeringen beskriver dog i stortingsmeldingen, at de

kommunale samarbejder resulterer i en mere kompleks for-

valtningsstruktur, der potentielt kan svække den demokratiske

gennemsigtighed og kontrol. Her beskriver regeringen, at et

problem kan være, at vigtige beslutninger flyttes fra folke-

valgte organer til mellemkommunale samarbejder.

Som led i reformen har den norske regering igangsat en række

processer, der berører ansvarsdelingen mellem stat og kom-

mune. Foruden ændringer i styringen af barneværnsområdet,

som vi beskriver mere detaljeret nedenfor, vedrører dette an-

dre velfærdsområder såsom opgaver hos politiet, optrapnings-

planer på rusmiddel- og rehabiliteringsområdet med videre.

Med kommunesammenlægningen på barneværnsområdet er

forventningen, at større kommuner vil medføre en forbedret

kontrol og muskelkraft på området, da det er en udfordring, at

de små kommuners økonomi er begrænset. Som beskrevet

hænger sammenlægningen sammen med en revision af BVL,

hvis samlede lovændringer træder i kraft d. 1 januar 2022.

Et af formålene med strukturreformen på barneværnsområdet

er blandt andet at imødegå nogle af de udfordringer, som sær-

ligt karakteriserer de mindre kommuner. Eksempelvis ønsker

man med sammenlægningen af kommuner at øge konkurren-

cen om kompetent arbejdskraft, skabe stærkere og større

fagmiljøer, og sikre, at der er tilstrækkeligt med opgaver for

medarbejdere med specialistuddannelse. Større kommuner

skal derudover modvirke de udfordringer, som særligt mindre

kommuner har haft, med at rekruttere medarbejdere med bar-

neværnspædagogisk uddannelse til barneværnssektoren. Tidli-

gere har dette medført, at mange barneværnsmedarbejdere

har oplevet at været meget alene om at træffe vanskelige af-

gørelser på området.

Også vores interviewpersoner i denne undersøgelse peger på,

at organiseringen af ansvar og opgaver på barneværnsområdet

derudover går mod mere decentralisering, med en overførsel

STØRRE OG

STÆRKERE

KOMMUNER

Melding til Stortinget Meld. St. 14 (2014-2015): Kommunereformen – nye oppgaver

til større kommuner,

https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/meld.-st.-14-2014-

2015/id2401505/.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

af mere ansvar til kommunen. En forsker peger på, at en be-

grundelse for dette kan være at styrke den forebyggende og

tidlige indsats, hvor valg og indsats skal baseres på det nære

kendskab til barnet og familiens situation. Derudover kan de-

centraliseringen på området bunde i et ønske om at sikre

større økonomisk ansvar i kommunerne. Det er i lyset af, at

økonomistyringen har været en udfordring i den hidtidige an-

svarsdeling mellem stat og kommune, hvor staten kompense-

rer kommunerne for udgifter over et vist beløb på barneværns-

området. Dette beskriver Elisiv Bakketeig således;

”Hvis ikke kommunen selv skal betale, så er man ikke nærig

med pengene, for at sige det enkelt. Derfor tror jeg, at man

i større grad lægger det økonomiske og faglige ansvar sam-

men, så de to ting kobles”.

(Norsk forsker, Elisiv Bakketeig)

GRUNDLÆGGENDE PRINCIPPER I LOVGIVNIN-

GEN

BVL er bygget op om en række forskellige grundlæggende

principper. Vores data peger på, at nogle af de vigtigste prin-

cipper er:

Princippet om barnets bedste, som betyder, at hvis der er

modstrid mellem forældrenes interesse og børnenes inte-

resse, så skal børnenes interesser gå forrest

Princippet om rettidig hjælp, hvilket er specificeret i formåls-

paragraffen, hvor det står, at ” børn og unge, der lever under

forhold, der kan skade deres helbred og udvikling, får den

nødvendige hjælp, pleje og beskyttelse på det rigtige tids-

punkt”

Mindsteindgrebs-princippet, som betyder, at myndighederne

ikke må sætte mere i værk, end det som er nødvendigt for

barnet og familien. Omsorgsovertagelse kan således først

ske, når man har forsøgt med støtteforanstaltninger

Det biologiske princip, som betyder, at udgangspunktet er, at

alle børn har bedst af at vokse op hos deres forældre

FRA BARNEVÆR-

NETS PLIGT TIL

BARNETS RET

Ved de seneste ændringer i BVL, blev det skrevet ind, at børn

har ret til de nødvendige foranstaltninger, når betingelserne for

foranstaltninger er opfyldt. Tidligere var ordlyden, at barne-

værnstjenesten havde pligt til at tilbyde foranstaltninger til

børn, der havde behov for støtte. Fokus er altså rykket fra bar-

neværnstjenestens forpligtelse til barnets ret til foranstaltnin-

ger, når betingelserne herfor er opfyldt.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

BVL - BARNETS RET TIL NØDVENDIGE FORAN-

STALTNINGER

§ 1-5

Børn har ret til nødvendige foranstaltninger i hen-

hold til loven, når betingelserne for foranstaltningen er

opfyldt.

LOVGRUNDLAG VED ANBRINGELSE

BVL (Lov om barneverntjenester (barnevernloven)) er den pri-

mære lovgivning på anbringelsesområdet. Herudover findes

også ”Lov om barn og forældre” (Barnelova), hvori det er re-

guleret, hvilke ansvar forældrene har over for sine børn, og

”Lov om sociale tjenester i arbejds- og velfærdsforvaltningen

(Sosialtjenesteloven), som blandt andet omhandler børn med

funktionsnedsættelse. I denne undersøgelse ser vi kun på til-

tag efter BVL.

Hjælpetiltag og omsorgsovertagelse

I BVL skelnes mellem hjælpetiltag og omsorgsoverdragelse.

Hjælpetiltag dækker en bred vifte af rådgivnings-, vejlednings-

og støtteforanstaltninger, som har til formål at bidrage til posi-

tiv forandring hos barnet eller i familien. Hjælpetiltag kan både

have udviklende eller kompenserende karakter som fx økono-

misk støtte til daginstitution.

Hjælpetiltag er som udgangspunkt en frivillig foranstaltning,

men det er nævnt i paragraffen om hjælpetiltag, at ”når det er

nødvendigt for at sikre tilfredsstillende omsorg for barnet” kan

Fylkesnævnet beslutte at barnet fx skal i børnehave, i aflast-

ning og give forældrene pålæg herom. Dertil kan Fylkesnævnet

blandt andet pålægge forældrene at aflægge urinprøve, og at

tage imod forældrestøttende tiltag, som har til formål at redu-

cere barnets adfærdsvanskeligheder.

KORTVARIG

ANBRINGELSE

SOM HJÆLPE-

TILTAG

Når vilkårene er til stede, og hvis behovene ikke kan løses ved

andre hjælpetiltag, kan barneværntjenesten også anbringe

barnet eller den unge uden for hjemmet efter paragraffen om

hjælpetiltag.

En anbringelse efter paragraffen om hjælpetiltag bør kun være

kortvarig. Hjælpetiltag beskrives i BVL § 4-4:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

BVL - HJÆLPETILTAG TIL BØRN OG FAMILIER MED

BØRN

§ 4-4

Barneværnstjenesten skal bidrage til at give det

enkelte barn gode levevilkår og udviklingsmuligheder

gennem rådgivning, vejledning og hjælpeforanstaltnin-

ger. Hjælpeforanstaltninger skal have som formål at bi-

drage til positiv forandring hos barnet eller i familien. Når

barnet har særlige behov på grund af forhold i hjemmet,

eller af andre grunde, skal barneværnstjenesten, sørge

for hjælp til barnet og familien.

Fylkesnævnet kan, når det er nødvendigt for at sikre til-

fredsstillende omsorg for barnet eller af andre grunde,

beslutte, at ophold i børnehave eller anden egnet dagtil-

bud, ophold i aflastningsfamilie, lektiehjælp, fritidsaktivi-

teter, støttekontaktperson eller andre lignende kompen-

serende foranstaltninger skal iværksættes ved at give

forældrene pålæg herom. For at sikre tilstrækkelig om-

sorg for barnet, kan Fylkesnævnet om nødvendigt give

pålæg om tilsyn, meldepligt og urinprøver. På samme be-

tingelser kan Fylkesnævnet pålægge omsorgsoverta-

gelse. Foranstaltningerne under omsorgsoverdragelse

skal være fagligt og etisk forsvarlige og være baseret på

et generelt accepteret vidensgrundlag. Hjælpetiltag efter

tredje led kan opretholdes indtil et år fra afgørelsestids-

punktet. For pålæg om ophold i børnehave eller andet

dagtilbud gælder ingen tidsbegrænsning.

For børn, som har vist alvorlige adfærdsvanskeligheder,

jf. § 4-24 første led, eller som er i færd med at udvikle

alvorlige vanskeligheder, kan Fylkesnævnet vedtage at

forældrestøttende tiltag, som har til formål at reducere

barnets adfærdsvanskeligheder, kan gennemføres uden

barnets samtykke (…) Forældrestøttende tiltag uden bar-

nets samtykke kan ikke opretholdes udover seks måne-

der fra Fylkesnævnets beslutning.

Når vilkårene i andet led er til stede, og hvis behovene

ikke kan løses ved andre hjælpetiltag, kan barneværntje-

nesten også formidle plads i en plejefamilie, institution

eller omsorgscenter for mindreårige. Hvis det må formo-

des, at forældrene i længere tid ikke kan give barnet for-

svarlig omsorg, bør det ligeledes vurderes, om det skal

besluttes, at barneværnstjenesten skal overtage omsor-

gen for barnet efter § 4-12 første led, frem for en frivillig

anbringelse efter denne paragraf.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Som det fremgår i ovenstående paragraf om hjælpetiltag, bør

det vurderes, om barneværnstjenesten skal overtage omsor-

gen for barnet, hvis det må formodes, at forældrene over en

længere periode ikke kan give barnet forsvarlig omsorg.

I sådanne tilfælde træffes afgørelse om omsorgsovertagelse

efter BVL § 4-12:

BVL - BESLUTNING OM AT OVERTAGE OMSORGEN

FOR ET BARN

§ 4-12 a)

hvis der er alvorlige mangler i den daglige

omsorg, som barnet får, eller alvorlige mangler i forhold

til den personlige kontakt og sikkerhed barnet har behov

for i henhold til dets alder og udvikling,

hvis forældrene ikke sikrer, at et barn, som er sygt,

handicappet eller har særlige udfordringer, får dækket

dets særlige behov for behandling og uddannelse

hvis barnet bliver misbrugt eller udsat for anden al-

vorlig vold i hjemmet, eller

hvis det er overvejende sandsynligt, at barnets hel-

bred eller udvikling kan blive alvorligt skadet, fordi foræl-

drene ikke er i stand til at tage et tilstrækkeligt ansvar

for barnet.

En afgørelse i henhold til første afsnit kan kun træffes,

når det er nødvendigt på baggrund af den situation, som

barnet befinder sig i. En sådan afgørelse kan derfor ikke

træffes, hvis der kan skabes tilfredsstillende betingelser

for barnet ved hjælpeforanstaltninger i henhold til § 4-4

eller ved foranstaltninger under § 4-10 eller § 4-11. (…)

BARNEVÆRNET

OVERTAGER

OMSORGEN FOR

BARNET

Bufdir fortæller, at paragraffen om omsorgsovertagelse bru-

ges, når det vurderes, at der er behov for en længerevarende

anbringelse. Da det oprindelige forslag til Barnevernsloven blev

udarbejdet i 1990’erne var det tanken, at forældrene helt

skulle miste forældremyndigheden over barnet ved en om-

sorgsovertagelse. Dette var der dog ikke flertal for i Stortinget

og kompromiset blev, at ansvaret for barnet blev delt mellem

barneværnstjenesten og forældrene. Barneværnstjenesten

overtager omsorgen for barnet og store dele af beslutnings-

myndigheden over for barnet. Barneværnstjenesten overdra-

ger en del af denne beslutningsmyndighed til plejeforældre/in-

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

stitution, som kan træffe beslutninger, der vedrører den dag-

lige omsorg for barnet. Forældrene har dog fortsat det juridi-

ske forældreansvar og kan træffe beslutninger om væsentlige

spørgsmål såsom skolevalg, uddannelse og religiøse spørgs-

mål. I tilfælde hvor barnet skal bortadopteres eller forældrene

skaber store problemer for barnet og/eller plejeforældrene, har

Fylkesnævnet og domstolen dog mulighed for at fratage foræl-

drene det juridiske forældreansvar. Ifølge Bufdir sker dette

sjældent i praksis.

Anbringelse efter paragraffen om omsorgsovertagelse skal som

udgangspunkt være midlertidig, og forældre og barn har som

hovedregel ret til samvær. Anbringelse efter paragraffen om

omsorgsovertagelse kan både ske med og uden forældrenes

og den unge over 15 års samtykke.

Da anbringelse efter om-

sorgsovertagelse er et indgribende tiltag, som bryder med det

biologiske princip om, at børn skal vokse op hos deres foræl-

dre, stilles der strenge krav til bevisførelsen.

For at sikre en uafhængig og retssikker behandling er om-

sorgsovertagelse altid underlagt Fylkesnævnets behandling.

Beslutningsprocessen i Fylkesnævnet kan enten foregå ved

fuld behandling (mundtlig behandling) eller forenklet (skriftlig

behandling). Fuld behandling finder sted, når forældrene og

den unge over 15 år ikke har givet samtykke, og fungerer som

en retssag med vidner og bevisførelse. Forenklet sagsbehand-

ling finder sted, når forældrene og den unge over 15 år giver

samtykke til anbringelsen. I disse sager kan der ikke føres vid-

ner eller andre beviser, og sagen afgøres på grundlag af de fo-

religgende dokumenter. Afgørelsen ved forenklet behandling er

dog lige så bindende som ved fuld behandling.

Engen 2017: Familiepleje i Norge, Sverige og England- en komparativ analyse i rela-

tion til danske forhold i Bryderup 2017: Familiepleje i Norden, Forlaget KLIM.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

AKUT-

ANBRINGELSE

I tilfælde, hvor barneværnstjenesten vurderer, at barnet lider

alvorlig overlast af at være i hjemmet, kan barnet fjernes efter

§ 4-6 om tiltag i akutsituationer:

BVL – MIDLERTIDIGE AFGØRELSER I AKUTSITUA-

TIONER

§ 4-6

Hvis der ikke kan varetages omsorg for barnet,

fordi forældrene er syge eller af andre grunde, skal bar-

neværnstjenesten sætte de hjælpetiltag i værk, som er

nødvendige, med det samme. Sådan tiltag kan oprethol-

des mod forældrenes vilje.

Hvis der er fare for at barnet lider alvorlig skade ved at

blive i hjemmet, kan barneværnets leder eller påtale-

myndighed, uden samtykke fra forældrene, træffe afgø-

relse om midlertidig placering af barnet uden for hjem-

met.

Barneværnets leder kan i sådanne tilfælde også træffe

midlertidige afgørelser efter § 4-19.

Er der truffet afgørelse om tiltag efter andet led, skal be-

gæring om tiltag som nævnt i § 7-11 sendes til Fylkes-

nævnet snarest, og senest inden seks uger, men inden to

uger, hvis det gælder tiltag efter § 4-24.

(…)

Efter at der er truffet midlertidig afgørelse i en akutsitua-

tion, skal barneværnstjenesten løbende følge op på bar-

nets omsorgssituation og udvikling. Barneværnstjenesten

skal vurdere om det er nødvendigt med ændringer eller

yderligere tiltag for barnet. Barneværnstjenesten skal

også følge op på forældrenes situation. Barneværnstjene-

sten skal, kort tid efter at afgørelsen er truffet, kontakte

forældrene med tilbud om vejledning og opfølgning. Hvis

forældrene ønsker det, skal barneværnstjenesten som en

del af opfølgningen formidle kontakt til øvrige hjælpein-

stanser.

Akut omsorgsovertagelse kan finde sted uden forældrenes

samtykke. Efter en akutanbringelse skal barneværnstjenesten

følge op på både forholdene for barnet eller den unge og foræl-

drene.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

INDDRAGELSE

Barnets ret til inddragelse

Barnets ret til inddragelse står stærkt i den norske lovgivning,

og inddragelse af barnet har været et vigtigt politisk tema de

sidste ti år. Elisiv Bakketeig fortæller, at barnets ret til inddra-

gelse er blevet styrket gennem de seneste lovændringer, og at

barnets ret også er skrevet ind i Grundloven:

”Børnenes ret til medvirken er blevet styrket flere gange

med flere lovændringer i Norge i de senere år. Det er også

grundlovsfæstet.”

(Norsk forsker, Elisiv Bakketeig)

Barnets ret til inddragelse er inspireret af Børnekonventionen,

som er inkorporeret i norsk lov og lovfæstet siden 2014.

I BVL § 1-6 beskriver barnets ret til inddragelse:

BVL - BARNETS RET TIL DELTAGELSE

§ 1-6

Alle børn, der er i stand til at danne deres egne

synspunkter, har ret til at deltage i alle forhold, der ved-

rører barnet i henhold til denne lov. Barnet skal modtage

passende og tilpassede oplysninger og har ret til frit at

udtrykke sine synspunkter. Barnet skal lyttes til, og bar-

nets synspunkter skal vægtes i henhold til barnets alder

og modenhed. Børn, som barneværnet har overtaget om-

sorgen for, kan få mulighed for at lade sig bistå af en til-

lidsperson. Ministeriet kan i forordninger give yderligere

regler om tillidspersonens deltagelse, opgaver og funktio-

ner.

Ifølge denne paragraf har alle børn, der er i stand til at danne

deres egne synspunkter, ret til at blive inddraget i egen sag.

Barnets synspunkter skal vægtes i henhold til barnets alder og

modenhed. I BVL § 6-3 specificeres det, at børn,

der er syv år,

og yngre børn, der er i stand til at danne deres egne syns-

punkter, skal informeres og gives mulighed for at udtale sig,

inden der træffes en afgørelse:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

OMGIVELSERNE

ER MED TIL AT

SKABE TRYGHED

FOR BARNET

BVL

- BØRNS RETTIGHEDER UNDER SAGEN

§ 6-3

Et barn, der er 7 år, og yngre børn, der er i stand

til at danne deres egne synspunkter, skal informeres og

gives mulighed for at udtale sig, inden der træffes en af-

gørelse i en sag, der angår ham eller hende. Barnets me-

ning skal tildeles vægt i overensstemmelse med barnets

alder og modenhed.

Betydningen af relationen til sagsbehandleren og ram-

men for inddragelse

Elisiv Bakketeig har forsket i inddragelse af børn i barneværns-

sager. Hendes forskning viser, at relationen til sagsbehandler

og rammerne for inddragelse af barnet er vigtige. Hvor mø-

derne med barneværnet afholdes, påvirker om barnet eller den

unge føler sig tryg ved at medvirke. Ifølge Elisiv Bakketeig vir-

ker de formelle mødestrukturer på kommunens kontor meget

fremmedgjorte for mange børn og unge, og det at mødes på fx

en café i stedet for på sagsbehandlerens kontor, kan bidrage

til, at børnene i højere grad føler sig trygge ved at deltage og

sige, hvad de har på hjerte. De børn og unge, som oplever sig

inddraget, er også mere tilfredse med den indsats, som sættes

i værk og har en god relation til sagsbehandleren. Tilsvarende

er de børn og unge, som ikke føler sig hørt, utilfredse med ind-

satsen og har oftere en dårlig relation til sagsbehandleren. Der

er altså sammenhæng mellem oplevelsen af inddragelse, til-

fredshed med indsatsen og relationen til sagsbehandleren.

Elisiv Bakketeig beskriver, at der er et spændingsfelt mellem

at skærme barnet på den ene side og barnets rettigheder til at

blive inddraget på den anden side. Hendes forskning giver ek-

sempler på, at sagsbehandlere, der sidder med sager med

småbørn, har tendens til at vægte højt, at barnet skal skær-

mes, og at sagsbehandlere, som sidder med ungesagerne i hø-

jere grad vægter barnets rettigheder til at blive hørt og inddra-

get. Overordnet vurderer hun, at børnerettighedsperspektivet

er det dominerende:

”Men jeg vil sige, at hvis man skal tage temperatur på, hvor

forskerdebatten og mere myndighedsstemmen er nu, er det

mere på børnerettighedsperspektivet.”

(Norsk forsker, Elisiv

Bakketeig)

Ret til både en tillidsperson og en talsperson

Det store fokus på barnets ret til inddragelse i Norge kommer

blandt andet til udtryk ved, at børn og unge har ret til både en

tillidsperson og en talsperson.

BESKYTTELSE AF

BARNET VERSUS

BARNETS

RETTIGHED TIL

INDDRAGELSE

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TILLIDSPERSON

SKAL HJÆLPE

MED AT FREMME

BARNETS

PERSPEKTIV

Tillidsperson skal fremme barnets perspektiv

Af paragraf § 1-6 i BVL fremgår det, at et barn, som barne-

værnet har overtaget omsorgen for, til enhver tid kan lade sig

bistå af en tillidsperson, som barnet selv vælger.

Bufdir oplyser, at tillidspersonens opgaver er at støtte barnet

til, at dets perspektiv kommer frem og give barnet tryghed i

møderne med barneværnet.

Barneværnstjenesten skal kon-

takte den person, som barnet ønsker som tillidsperson, og in-

formere om barnets ønsker og om tillidspersonsordningen.

Barneværnstjenesten skal ikke formelt set godkende tillidsper-

sonen, men der er dog nogle krav til udvælgelsen af en tillids-

person, som barneværnet er ansvarlig for at følge op på.

Til-

lidspersonen skal være fyldt 18 år, må ikke være barnets for-

ælder, hvis forældrene er frataget ansvaret for barnet, eller

være en person, der kan skade barnets interesser.

Barne-

værnstjenesten skal samarbejde med tillidspersonen og under-

støtte, at den pågældende kan udøve sin rolle. Tillidspersonen

bliver dog ikke ansat af barneværnet og modtager ikke økono-

misk kompensation for sit arbejde. Det er ikke barneværnstje-

nestens opgave eller ansvar at finde en tillidsperson til barnet,

så hvis barnet ikke kender nogen, det ønsker at have som til-

lidsperson, har barnet ikke krav på at få en tillidsperson tildelt.

Formålet med og kravene til tillidspersonen er udfoldet i ”For-

skrift om medvirken og tillidsperson, kapitel 3 §§ 8 – 11”.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

FORSKRIFT OM MEDVIRKEN OG TILLIDSPERSON –

KAPITEL 3: BARNETS TILLIDSPERSON

§ 8

Formål med brug af tillidsperson

Formålet med en tillidsperson er at give barnet tryghed,

så han eller hun lettere kan give udtryk for sine syns-

punkter i egen sag. Ordningen med tillidsperson ændrer

ikke de andre aktørers ansvar og pligter i henhold til Lov

om barneværnstjenster.

§ 9

Barnet kan have en tillidsperson

Børn, som barneværnstjenesten har overtaget omsorgen

for, kan få mulighed for at medbringe en person, som

barnet har særlig tillid til i kontakt med barneværnet.

Barnet skal informeres om denne adgang så tidligt som

muligt.

§ 10

Krav til en tillidsperson

Barnet vælger selv, hvem der skal være barnets tillids-

person. Tillidspersonen skal være 18 år eller ældre. For-

ældre, der er frataget ansvaret for sit barn, kan ikke

være tillidsperson. I kraft af sit omsorgsansvar kan bar-

neværnet beslutte, at personer, der kan skade barnets

interesser, ikke kan være tillidsperson.

§ 11

Tillidspersonens opgaver

Tillidspersonen skal støtte barnet og bidrage til, at bar-

nets perspektiv kommer frem. Tillidspersonen skal

hjælpe barnet til lettere at kunne give udtryk for sine

synspunkter.

TALSPERSON

SKAL TALE

BARNETS SAG

Talsperson skal tale barnets sag i Fylkesnævnet og ved dom-

stolene

Lovgivningen giver ud over en tillidsperson også mulighed for,

at barnet kan få en talsperson, som taler med barnet og vide-

rebringer barnets synspunkter, når barnets sag bliver behand-

let i Fylkesnævnet eller ved domstolene. Talspersonen er kort

beskrevet i BVL § 7-9 og udfoldet i ”Forskrift om barnets tals-

person i saker som skal behandles i fylkesnemnda for barne-

vern og sosiale saker” (Forskrift om barnets talsperson i sager,

som skal behandles i Fylkesnævnet for barneværnet og sociale

sager).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

FORSKRIFT OM BARNETS TALSPERSON I SAGER,

SOM SKAL BEHANDLES I FYLKESNÆVNET FOR BAR-

NEVÆRN OG SOCIALE SAGER

§ 1 § 1

Barnet kan få en egen talsperson

I henhold til barneværnsloven har børn ret til at blive

hørt i sager, der berører dem. En talsperson kan udnæv-

nes for at sikre, at barnet høres i sager, der skal behand-

les af Fylkesnævnet. Talspersonen skal fungere som tale-

rør for barnet og være uafhængig af barneværnet og bar-

nets forældre.

Fylkesnævnets leder kan udpege en egen talsperson for

børn, der er syv år gamle, og for yngre børn, der er i

stand til at danne deres egne synspunkter, i sager, der

skal behandles i nævnet. Barnets ønske om at få ud-

nævnt en talsperson, bør tillægges stor vægt. Hvis bar-

net ikke ønsker at have en talsperson, skal dette være

afgørende.

Ifølge Bufdir ønsker man i Norge ikke, at børn under 15 år del-

tager i Fylkesnævnet eller ved domstolene. Gennem en tals-

person kan barnet høres uden selv at deltage. Børn over 15 år

tilbydes ikke en talsperson, da barnet fra denne alder er part i

sagen og har krav på advokatbistand

Landsforeningen for barneværnsbørn og Forandringsfa-

brikken har fået indført kærlighedsbegreb i lovgivningen

I Norge findes NGO’erne Landsforeningen for barneværnsbørn

og Forandringsfabrikken. Landsforeningen for barneværnsbørn,

består af tidligere barneværnsbørn, som i dag er blevet

voksne. Forandringsfabrikken rummer også unge, som fortsat

er i barneværnet, og som rejser rundt i landet som barne-

værnsagenter og har en mere aktivistisk tilgang. Landsforenin-

gen for barneværnsbørn og særligt Forandringsfabrikken har

haft stor gennemslagskraft i forhold til at få skrevet barnets

stemme frem i de seneste lovændringer. Ifølge Bufdir spiller

disse organisationer en stor rolle i et sikre barnets stemme i

lovgivningen;

BARNETS STEMME

STYRKES I

LOVGIVNINGEN

NOU Norges offentlige utredninger 2000: 12 Barnevernet i Norge - Tilstandsvurderin-

ger, nye perspektiver og forslag til reformer, s. 34.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

”Vi har Landsforeningen for barneværnsbørn og Foran-

dringsfabrikken, som begge er foreninger for barneværns-

børn. De har arbejdet meget for at børnene skal blive hørt.

Det er børnenes talsperson. De har fået et kærlighedsbe-

greb i loven - at barnet skal have tryghed, kærlighed og

omsorg er kommet med. Så der er jo et stort forarbejde for

at få det med i lovgivningen. Så dermed synes jeg at bør-

nene har fået en endnu større plads nu, end de havde i den

gamle lov.

(Bufdir)

At barnet skal mødes med tryghed, kærlighed og omsorg er

skrevet ind i BVL § 1-1:

FAMILIE-

RÅDSLAGNIG

BVL - FORMÅLET MED LOVEN

§ 1-1

Loven skal sikre, at børn og unge, der lever under

forhold, der kan skade deres helbred og udvikling, får

den nødvendige hjælp, pleje og beskyttelse på det rigtige

tidspunkt. Loven skal hjælpe med at sikre, at børn og

unge mødes med tryghed, kærlighed og omsorg, og at

alle børn og unge får gode og sikre opvækstvilkår.

Familierådslagning som metode til at inddrage forældre,

slægt og netværk i valg af anbringelsessted

I 2018 blev det skrevet ind i BVL, at barneværnstjenesten altid

skal afsøge, om barnet eller den unge kan anbringes i slægt-

eller netværkspleje. Dette er specificeret i § 4-22:

BVL - PLEJEFAMILIE

§ 4-22

(…) Barneværntjenesten skal altid vurdere, om

nogen i barnets familie eller nære netværk kan vælges

som plejefamilie. I sådanne vurderinger skal barneværn-

tjenesten tilrettelægge brugen af værktøjer og metoder

til netværksinddragelse, hvis det er hensigtsmæssigt. (…)

I loven står der, at barneværnstjenesten skal tilrettelægge

brugen af værktøjer og metoder til netværksinddragelse, men

der nævnes ikke en specifik metode, da det skal være en kon-

kret vurdering hvilken metode, der er mest hensigtsmæssig at

anvende i den enkelte sag.

En metode, som Bufetat ofte anvender til at afsøge om barnet

kan anbringes i slægten eller netværket, er familierådslagning.

Familierådslagning blev oprindeligt udviklet i New Zealand, og

er en metode, som er bredt anerkendt og anvendt i store dele

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

af verden. Familierådslagning er beskrevet på Bufdirs hjemme-

side:

FAMILIERÅDSLAGNING

Et familieråd er et møde mellem familiens private net-

værk og barneværnstjenesten. Målet med mødet er at

komme frem til en plan, der vil forbedre familiens og

især barnets situation. Et familieråd kan bruges i forskel-

lige typer børnesager og til børn i alle aldersgrupper.

I familierådgivning deltager ud over forældrene også tan-

ter, onkler, bedsteforældre og andre voksne, som barnet

er knyttet til, og som engagerer sig for at hjælpe barnet.

Familierådslagning giver mulighed for et konstruktivt

samarbejde mellem barnet, familien, det private netværk

og barneværnstjenesten.

Familien bliver enige om, hvad der er nødvendigt for at

barnet og familien kan få det bedre. Familierådslagning

øger barnets og familiens indflydelse i forløbet, hvor de

sammen kommer frem til en plan, der vil forbedre bar-

nets og familiens situation.

Familierådslagning kan for eksempel føre til, at barnet

kommer i netværkspleje hos en tante, at barnet kommer

på weekendbesøg hos nogen i familien, og/eller at den

udvidede familie støtter familien i at give omsorg til bar-

net

Familierådslagningsmetoden bruges i mange kommuner i

Norge og kan anvendes i alle faser, fra den første underretning

til anbringelsens ophør. Ved denne metode inddrages bar-

net/den unge således sammen med familien i beslutningen om

valg af anbringelsessted. Det er altså deltagerne i familierådet,

der peger på en egnet plejefamilie, hvilket både kan være in-

den for netværket og en generel godkendt plejefamilie. Bufetat

bistår derefter kommunen med at vurdere og godkende den

foreslåede familie.

SIKRING AF KONTINUITET I ANBRINGELSE

FORSKELLIGE

FORTOLKNINGER

AF KONTINUITET

Der bliver lagt vægt på sikringen af kontinuitet for barnet i

både svensk og norsk lovgivning, men ifølge Mie Engen fortol-

kes kontinuitet forskelligt. I den norske lovgivning vægtes det,

https://bufdir.no/Barnevern/Tiltak_i_barnevernet/Familierad/

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

at barnets så vidt muligt bliver på samme anbringelsessted,

højt.

”Den norske lovgivning har i højere grad forsøgt at sikre

kontinuitet, fortolket på den måde, at barnet forbliver på

det samme anbringelsessted i mange år i løbet af barndom-

men. Det er en særlig fortolkning af kontinuitet. Det har

man vægtet frem for netop kontakten til familien, når bar-

net så først er anbragt. Man har forsøgt at undgå svingdørs-

problematikken med børn, der bliver hjemgivet og anbragt,

hjemgivet igen og så videre. Derfor kan forældre heller ikke

frit hjemtage barnet – heller ikke selvom anbringelsen er

frivillig. Lovgivningen i Norge afspejler den opfattelse, at

man bedst sikrer kontinuitet for barnet ved juridisk at fra-

tage forældrene dele af ansvaret. Så det er en bestemt for-

tolkning af kontinuitetsprincippet. Hvor man også kan forstå

kontinuitet i barnets liv som det at fastholde en kontakt til

forældrene”.

(Dansk forsker, Mie Engen)

I Norge blev det i april 2020 blev det vedtaget, at retten til ef-

terværn forlænges fra at gælde til den unge fylder 23 år til nu

at gælde til den unge fylder 25 år, hvilket er med til at sikre

kontinuitet i overgangen fra barn til voksen.

Omsorgsovertagelse ved langvarig anbringelse

For at sikre kontinuitet i anbringelsen præciseres i BVL § 4-8

en række tiltag, som skal opfyldes, for at barnet kan flyttes

væk fra anbringelsesstedet, når først der er truffet afgørelse

om omsorgsovertagelse. Flytningen kan både betyde hjemgi-

velse til forældrene og flytning til et andet anbringelsessted.

•

KRITERIER FOR

FLYTNING AF

ET BARN

•

Fylkesnævnet kan træffe afgørelse om, at barnet ikke skal

flyttes i en periode på op til tre måneder efter, at der er

truffet afgørelse om en frivillig anbringelse

Fylkesnævnet kan træffe afgørelse om omsorgsovertagelse

– hvis en flytning af barnet vil udgøre en risiko for barnet

Fylkesnævnet kan træffe beslutning om omsorgsoverta-

gelse, selvom betingelserne for dette ikke er tilstede, hvis

anbringelsen har varet i mere end to år, og barnet har fået

en stærk tilknytning til anbringelsesstedet

Disse forhold beskrives i BVL § 4-8:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

BVL -

FORBUD MOD FLYTNING AF BØRN ELLER

AFGØRELSER OM OMSORGSOVERDRAGELSE,

NÅR BARNET BOR UDEN FOR HJEMMET

§ 4-8

Når et barn er placeret uden for hjemmet af foræl-

drene eller med deres samtykke i henhold til § 4-4, kan

Fylkesnævnet træffe afgørelse om, at barnet ikke skal

flyttes i en periode på op til tre måneder. En sådan afgø-

relse kan kun træffes, hvis der ikke er nogen rimelig

grund til flytning, eller hvis den kan være til skade for

barnet. I den fastsatte periode skal barneværnstjenesten

lette forholdene, så flytningen kan foregå til mindst mulig

gene for barnet.

Hvis det er overvejende sandsynligt, at flytning af barnet

vil føre til en situation eller risiko for barnet som nævnt i

§ 4-12, første afsnit, kan der træffes afgørelse om om-

sorgsoverdragelse af barnet. En sådan afgørelse kan

træffes allerede før et nyfødt barn forlader hospitalet. Af-

snit 4-12, andet og tredje afsnit finder tilsvarende anven-

delse.

Selv om betingelserne i § 4-12 ikke er til stede, kan der

træffes beslutning om omsorgsovertagelse, hvis placerin-

gen har varet i mere end to år, og barnet har fået en så-

dan tilknytning til menneskene og miljøet, hvor det er

placeret, at det efter en samlet vurdering må antages, at

flytningen kan forårsage alvorlige problemer for barnet.

Denne bestemmelse blev skrevet ind i loven i 1992. Ifølge Buf-

dir blev bestemmelsen hyppigere anvendt i starten end i dag.

Ved anbringelse, både med og uden samtykke, kan forældrene

ikke frit ønske barnet hjemgivet, hvis kommunen vurderer, at

vilkårene i ovenstående paragraf er til stede. Barnet kan da

først hjemgives, når Fylkesnævnet igen har taget stilling til an-

bringelsen og vurderer, at der er grundlag for at bringe foran-

staltningen til ophør. Dette beskrives i BVL § 4-21:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

ET ELEMENT AF

TVANG, DA FOR-

ÆLDRENE IKKE

FRIT KAN ØNSKE

BARNET

HJEMGIVET

BVL - OPHÆVELSE AF AFGØRELSE OM OMSORGS-

OVERTAGELSE

§ 4-21

Fylkesnævnet skal ophæve afgørelse om om-

sorgsovertagelse, når det er sandsynligt, at forældrene

kan varetage omsorgen for barnet. Afgørelsen bør dog

ikke ophæves, hvis barnet har fået en sådan tilknytning

til de mennesker og miljøet, hvor det er placeret, at det

efter en samlet vurdering kan forårsage alvorlige proble-

mer for barnet, hvis det hjemgives. Inden en afgørelse

om omsorgsovertagelse ophæves, har barnets plejefor-

ældre ret til at udtale sig. Parterne kan ikke kræve, at en

sag om ophævelse af omsorgsovertagelse skal behandles

af Fylkesnævnet, hvis sagen er behandlet af Fylkesnæv-

net eller domstolene inden for de sidste 12 måneder.

Hvis en anmodning om ophævelse i den forrige afgørelse

eller dom ikke er blevet vedtaget under henvisning til §

4-21 første afsnit, andet punktum, kan der kun kræves

ny behandling, når det dokumenteres, at der har været

væsentlige ændringer i barnets situation.

Princippet om, at forældrene ikke frit kan ønske barnet hjemgi-

vet – selv ved en anbringelse med samtykke - betyder derved,

at der altid er et element af tvang i anbringelser. Bestemmel-

sen er skrevet ind i loven for at sikre stabilitet omkring anbrin-

gelsen, da man undgår, at forældre uden fagligt belæg, og en

vurdering af om det er barnets bedste, kan hjemtage barnet.

Denne lovgivning forsøger dermed at modvirke situationer,

hvor barnet eller den unge bliver ”kastebold” mellem forskel-

lige anbringelser og hjemgivelser

Fratagelse af forældremyndighed og adoption

I BVL § 4-1 er hensynet til barnets behov for stabilitet, god

voksenkontakt, kontinuitet og omsorg indskrevet som hensyn,

der skal tillægges særlig vægt ved anvendelse af loven.

Bengtsson & Jakobsen 2009: Institutionsanbringelse af unge i Norden. En komparativ

undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer og udviklingstendenser, s. 154-156,

VIVE [dav. SFI]

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

BVL - HENSYNET TIL BARNETS BEDSTE

§ 4-1 Ved anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel

skal der lægges afgørende vægt på at finde tiltag, som er

bedst for barnet. Herunder skal der lægges vægt på at

give barnet stabil voksenkontakt og kontinuitet i omsor-

gen.

På baggrund af disse hensyn, giver loven mulighed for at lade

barnet forblive hos plejefamilie ved enten at nægte tilbagefø-

ring til barnets biologiske forældre, fratage forældremyndighe-

den eller indlede en tvangsadoption. Fratagelse af forældre-

myndighed og adoption beskrives i BVL § 4-20:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

BVL - FRATAGELSE AF FORÆLDREMYNDIGHED.

ADOPTION

§ 4-20

Hvis Fylkesnævnet har truffet afgørelse om at

overtage omsorgen af et barn, kan Fylkesnævnet også

træffe afgørelse om, at forældrene skal fratages foræl-

dremyndigheden for barnet. Hvis forældremyndigheden

fratages forældrene, så barnet bliver uden værge, skal

Fylkesnævnet snarest muligt udpege en ny værge til bar-

net.

Når der er truffet afgørelse om at fratage forældrene for-

ældremyndighed, kan Fylkesnævnet give samtykke til

adoption i forældrenes sted.

Samtykke kan gives, hvis

det skal betragtes som sandsynligt, at forældrene ikke

permanent kan give barnet forsvarlig omsorg, eller at

barnets tilknytning med mennesker og miljøet, hvor det

er, gør, at det efter en samlet vurdering kan forårsage

alvorlige problemer for barnet, hvis det flyttes og

adoption vil være til barnets bedste og

adoptivansøgere har været barnets plejeforældre og

har vist sig egnet til at opdrage det som deres eget og

betingelserne for adoption er til stede i henhold til

adoptionsloven.

Når Fylkesnævnet giver samtykke til adoption, udsteder

departementet adoptionstilladelsen.

Fylkesnævnet kan træffe afgørelse om adoption, når for-

ældrene samtykker, forudsat at betingelserne i tredje af-

snit er opfyldt.

Når der er truffet afgørelse om at fratage de biologiske foræl-

dre forældremyndigheden, kan Fylkesnævnet træffe afgørelse

om adoption. Før en sådan afgørelse kan træffes, er der en

række betingelser, som skal være opfyldt. Først og fremmest

skal det anses for sandsynligt, at forældrene varigt er ude af

stand til at give barnet forsvarlig omsorg eller, at barnet har

fået en sådan tilknytning til de mennesker og det miljø, det er

anbragt i, at det efter en samlet vurdering kan medføre alvor-

lige problemer, hvis barnet flyttes. Derudover skal adoption

vurderes at være til barnets bedste, og ansøgerne skal have

været plejeforældre for barnet og have vist sig egnet til at op-

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

fostre det som deres eget. Endelig skal vilkårene for at bevil-

lige en adoption efter den norske adoptionslov være til ste-

det.

Domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

har sat spørgsmålstegn ved, om Norge er gået for vidt i

forhold til barnets rettigheder

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols igangværende

behandling af sager om norsk barneværnstjenste, præger i høj

grad den nuværende debat om barnets tarv versus de biologi-

ske forældres rettigheder i Norge. Den ene sag blev behandlet

af højesteretsdommerne i Storkammeret og har således fået

stor principiel værdi.

DOMME FRA DEN EUROPÆISKE MENNESKERET-

TIGHEDSDOMSTOL

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har behand-

let 39 norske barneværnssager. Sagerne vedrører både

længerevarende anbringelse (omsorgsovertagelse), be-

grænsningerne i samvær og/eller adoption uden sam-

tykke. Indtil videre er der faldet dom i ni af de 37 sager.

I syv af sagerne er Norge dømt for overtrædelse af arti-

kel 8 i Menneskerettighedskonventionen om retten til fa-

milieliv. Tre af de ni domme handlede om adoption, og

der blev fældet dom mod Norge i alle tre sager. En af

disse, den såkaldte Strand Lobben-sag, blev behandlet i

Storkammeret. Sagen omhandlede en dreng, som an-

bringes i plejefamilie, da han er tre uger gammel. Sam-

vær med moderen var begrænset til to timer fire gange

årligt, da drengen reagerede meget negativt på samvæ-

ret. Som treårig henstiller kommunen til, at han skal

adopteres af plejefamilien, under henvisning til, at mode-

rens forældreevne varigt skønnedes nedsat. Norges høje-

steret stadfæstede adoptionen. Moderen fik efterfølgende

et barn mere, som bor hjemme.

DEN EUROPÆISKE

MENNESKERET-

TIGHEDSDOMSTOL

DØMMER NORGE I

SAND LOBBEN-

SAGEN

Der var ikke enighed blandt dommerne i Storkammeret i

Strand Lobben-sagen. Et mindretal af dommerne, og herunder

den danske dommer, mente ikke, at Norge havde krænket ret-

ten til familieliv, men havde prioriteret barnets bedste i beslut-

ningen om adoption. Flertallet af dommerne konkluderede der-

imod, at de norske myndigheder ikke havde arbejdet nok på at

få barnet hjemgivet og sikret drengens tilknytning til moderen.

Engen 2017: Familiepleje i Norge, Sverige og England- en komparativ analyse i rela-

tion til danske forhold i Bryderup 2017: Familiepleje i Norden, Forlaget KLIM.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Flertallet af dommerne mente, at myndighederne alene havde

fokuseret på barnets tarv i beslutningen om at bortadoptere

drengen mod moderens vilje i stedet for at prøve at kombinere

hensyn til både barnet og moderen.

Dommene har ifølge Bufdir medført stor debat i Norge, hvor

kritikerne har opfattet dommene som en bekræftelse på, at

barneværnet griber ind for tidligt, for ofte og på forkert grund-

lag. I en kronik skrevet af direktør og ledere i Bufdir, advarer

Bufdir imod, at Norge i kølvandet på dommene fra Den Euro-

pæiske Menneskerettighedsdomstol går i retning mod højere

vægtning af forældrenes ønsker.

Den norske Børne- og familieminister, Kjell Ingolf Ropstad, har

anket to domfældelser fra Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol til storkammeret, da han mener, at Den Euro-

pæiske Menneskerettighedsdomstol udfordrer balancen mellem

barnets bedste og hensynet til biologiske forældre. Det er før-

ste gang, at den norske stat vælger at anke domfældelser fra

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har

medført debat om paragrafferne om omsorgsovertagelse. En

række af dommerne ved Menneskeretsdomstolen kritiserede

nemlig, at alene det at en anbringelse er af længere varighed,

kan gøre det usandsynligt, at forældre vil få deres barn igen,

fordi tilknytningen til plejefamilien i sig selv kan være et argu-

ment for at fastholde anbringelsen.

I det følgende afsnit beskriver vi organiseringen og arbejdet

med familieplejeområdet i Norge.

DEN NORSKE

STAT ANKER

DOMSFÆLDEL-

SERNE

BRUGEN AF FAMILIEPLEJE

Generelt er der stort fokus på brugen af familiepleje i Norge,

når anbringelse er påkrævet. Der er altid en konkret og indivi-

duel vurdering, men som udgangspunkt efterstræbes det, at

børn under 12 år ikke anbringes på institution, hvis de kan an-

bringes i familiepleje.

Udfordringen ved det store fokus på brug af plejefamilier er

dog, at der er en tendens til, at flere af de børn og unge, der

har større udfordringer, anbringes i familiepleje. Det har bety-

det, at der er stort behov for mere specialisering af familieple-

jen. I BVL findes der kun én fællesbetegnelse, nemlig; ”foster-

hjem”, men i praksis findes flere forskellige typer. Disse typer

beskrives i det følgende.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TYPER AF FAMILIEPLEJE

I Norge er der følgende typer af familiepleje;

PRIDE-KURSET

PRIDE er et kompe-

tencebaseret oplæ-

ringsprogram, der

forbereder, udvikler

og støtter plejefa-

milier til opgaven.

Et af formålene er

derudover at give

potentielle plejefor-

ældre mulighed for

at vurdere, om de

ønsker at blive ple-

jeforældre, og der-

efter opruste perso-

nen til at kunne til-

byde et barn en

tryg opvækst

(www.bufdir.no/fo-

sterhjem).

Akutplejefamilier

(beredskabshjem):

Denne familieplejetype er målrettet akutanbringelser af børn

og unge på 0-18 år. Her opholder barnet sig, indtil der er truf-

fet beslutning om, hvorvidt barnet skal hjemgives eller anbrin-

ges andetsteds. Akutplejefamilier har en opdragsaftale med

Bufetat og modtager også vederlag, selvom de ikke har et

barn anbragt hos sig. Det bliver tilstræbt, at mindst en af de

voksne i akutplejefamilien har en relevant uddannelse og/eller

kompetence og erfaring med børn og/eller unge. Det er derud-

over et krav, at akutplejefamilien er godkendt som plejefami-

lien og har gennemført en PRIDE-oplæring.

Ordinære (kommunale) plejefamilier:

De fleste plejefamilier er ordinære (kommunale) plejefamilier.

Det betyder, at plejeforældrene har en kontrakt med den kom-

mune, der har sagsbehandlingsansvaret for barnet/den unge.

Ordinære plejefamilier modtager også opfølgning og vederlag

fra kommunen. Som regel gennemfører ordinære plejefamilier

en oplæring i form af et PRIDE-kursus. Som en del af kurset

indgår en vurdering af, om familien er egnet til at være pleje-

familie for et barn eller en ung. De børn, der anbringes, kan

være belastede i varierende grad, og i nogle tilfælde er der be-

hov for støtteforanstaltninger ud over anbringelsen. Det kan

eksempelvis være, at plejeforældrene frikøbes helt eller delvist

fra deres arbejde eller ved bevilling af støttekontaktperson til

barnet eller den unge.

Statslige plejefamilier:

Statslige plejefamilier er især målrettet børn og unge med

større udfordringer og behov for støtte, der ikke kan rummes i

en ordinær (kommunal) plejefamilie. I mange tilfælde erstatter

den en institutionsanbringelse. I praksis er det oftest unge, der

anbringes i de statslige plejefamilier. Der er dog regionale for-

skelle i brugen af statslige plejefamilier. Den statslige plejefa-

milie får egen konsulent tilknyttet, der følger op, instruerer og

giver individuel vejledning. Derudover får plejefamilierne støtte

til opgaven ved at indgå i grupper med andre plejefamilier. En

af plejeforældrene skal være ansat af Bufetat på fuld tid, og

indgår en treårig kontrakt om løn og øvrige betingelser. Som

udgangspunkt tilstræbes det, at den voksen, der indgår i

denne kontrakt har en relevant uddannelse, men det er til-

strækkeligt med eksempelvis tidligere erfaring som plejeforæl-

der. Denne type plejefamilie skal være godkendt som plejefa-

milie og gennemføre et PRIDE-kursus eller anden oplæring.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TFCO-METODEN

TFCO er en helheds-

orienteret behand-

lingsindsats til unge

12-17-årige med

svære adfærdspro-

blemer, som for ek-

sempel kriminalitet

eller misbrug. Under

behandlingen er den

unge anbragt i 9-12

måneder i en sær-

ligt uddannet pleje-

familie. Sideløbende

modtager både den

unge, den unges bi-

ologiske forældre

samt træningsfami-

lien intensiv støtte

fra et TFCO-be-

handlingsteam

(www.videnspor-

tal.dk).

Behandlingsplejefamilier:

Denne type er ofte kategoriseret som en institution. Der er

ofte tale om institutioner, der benytter sig af TFCO-metoden

(tidligere kaldet MTFC-metoden). Flertallet af disse er stats-

ejede, og der er ifølge Bufdir gode erfaringer med dette tiltag.

Forstærkede plejefamilier:

Denne type familiepleje involverer en tættere opfølgning og

specialiseret vejledning. Her bliver familiens generelle behov

vurderet. Det kan eksempelvis være i forhold til, om foræl-

dre(ne) skal fritages fra arbejde. Forstærkningen kan være i

form af øget økonomisk kompensation, eller i form af tættere

opfølgning eller vejledning. Det fremgår af interviewet med

Bufetat Øst, at hvis man som forstærket plejefamilie er frikøbt

fra sit arbejde til at passe et barn, kan man ikke samtidig få

tilskud til at passe flere børn.

Plejefamilier til uledsagede flygtninge:

Denne plejefamilietype er sammenlignelig med andre plejefa-

milier, og det er kommunen, der varetager opfølgningen. Der-

udover modtager denne plejefamilietype gruppevejledning det

første år fra Bufetat.

I forbindelse med, at Norge oplevede en større tilflytning af

uledsagede flygtninge i 2015, udarbejdede man en grundoplæ-

ring for plejefamilier, der var målrettet denne gruppe af børn. I

praksis viste det sig dog, at andelen af uledsagede børn og

unge, der blev anbragt i plejefamilier, var meget lille. I stedet

blev størstedelen af disse børn og unge anbragt på institution.

Slægts- og netværksplejefamilier:

Her er der tale om plejefamilier, der rekrutteres blandt barnets

slægtninge eller netværk. Disse familier bliver plejefamilier på

lige niveau med ordinære (kommunale) plejefamilier, og mod-

tager samme vederlag og støtteordninger. Den oplæring, som

plejeforældrene modtager, er særligt tilpasset opgaven for

slægts- og netværksplejeforældre. Slægts- og netværkspleje-

familier udpeges ofte i forbindelse med en familierådslagning,

og det er en forudsætning, at både barnet/den unge og biolo-

giske forældre samtykker til anbringelsen. Ofte er der tale om

børn eller unge, der har vanskeligheder af mildere karakter.

Bufdir fortæller, at der i de seneste år har været ønske om at

øge brugen af slægts-og netværksplejefamilier. For nuværende

er cirka 27 % af alle børn i plejefamilier i Norge anbragt hos

slægt eller netværk.

Besøgshjem:

Denne type modsvarer aflastningsfamilier i Danmark og er be-

regnet til kortvarige ophold. Det er kommunen, der har ansvar

for rekruttering og opfølgning på besøgshjem, og som aftaler

27 PROCENT AN-

BRAGT I SLÆGTS-

ELLER

NETVÆRKSPLEJE

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

hvilken godtgørelse og øvrige økonomiske rammer, der skal

gøre sig gældende.

UDDANNELSESKRAV, STØTTE OG SUPERVISION

Bufetat Øst oplyser, at det i Norge er frivilligt for plejefamilier

(undtagen akutplejefamilier og statslige plejefamilier) at tage

imod oplæring. Direktoratet har dog som målsætning, at alle

plejefamilier gennemfører et PRIDE-kursus. Der er dog ikke

tale om en obligatorisk ordning, og der er ikke sanktionsmulig-

heder, hvis plejefamilierne ikke gennemfører kurset.

Bufetat Øst oplyser i interviewet til denne undersøgelse, at det

er deres opfattelse, at plejeforældre ofte har en baggrund i so-

cial-, skole- eller sundhedssektoren og har udeboende voksne

børn. Bufetat Øst anbefaler generelt, at plejebarnet er det yng-

ste barn i familien. På samme vis som i Danmark

er udfor-

dringer med at rekruttere plejefamilier særligt store i byområ-

der, hvor efterspørgslen til gengæld er højere. Derudover be-

virker den norske geografi, at plejebørn ofte flytter meget

langt væk fra deres biologiske familie.

ANSÆTTELSESFORHOLD

Plejeforældres ansættelsesretlige forhold reguleres af Folke-

trygdloven, Arbejdsmiljøloven og Barnetrygdloven i Norge.

Plejefamilier modtager et vederlag i form af en ”plejefamilie-

godtgørelse” (fosterhjemsgodtgjørelse).

GODTGØRELSE

TIL PLEJE-

FORÆLDRE

BESTÅR AF TO

DELE

Godtgørelsen består af to dele:

- En arbejdsgodtgørelse, som er skattepligtig

- En udgiftsdækning, der er skattefri, som skal dække

kost, beklædning og fritidsaktiviteter

Størrelsen på godtgørelsen afhænger af barnets eller den un-

ges behov og aftales ved kontraktindgåelse med kommunen.

Hvis barnet eller den unge har behov for særlig opfølgning eller

tilsyn, kan barneværnstjenesten iværksætte støttetiltag som

ekstra vejledning, aflastning og støttekontaktperson.

Social- og Indenrigsministeriet (2019): Kommunal variation på anbringelsesområdet

https://sim.dk/media/37701/velfaerdspolitisk_analyse_kommunal_variation_paa_an-

bringelsesomraadet.pdf

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Frikøbsmulighed for plejeforældre

I nogle tilfælde vurderer kommunen, at der er behov for, at en

af plejeforældrene opholder sig hjemme med plejebarnet i en

periode. I disse tilfælde bliver plejeforælderen helt eller delvist

frikøbt fra sit almindelige arbejde og modtager i stedet en

kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Hvis en plejeforælder er frikøbt fra sit almindelige job eller fun-

gerer som statslig plejefamilie, betragtes vedkommende som

freelancer frem for arbejdstager. Det betyder, at plejeforælde-

ren i stedet for feriepenge modtager en plejefamiliegodtgørelse

12 måneder om året.

Frikøbte plejeforældre eller statslige plejefamiliers ret til pen-

sion følger af den norske ”folketrygdlov”, hvor godtgørelsen

indgår i grundlaget for optjening af pension.

Jf. Folketrygdloven, har plejeforældre ret til sygedagpenge i de

tilfælde, hvor plejeopgaven må ophøre på grund af sygdom.

Som frilancer har man imidlertid ikke ret til sygedagpenge før

efter 17 dage.

Slægts- og netværksplejefamilier har samme rettigheder som

andre plejefamilietyper.

Vederlag

Ligesom i Danmark fastsættes størrelsen på vederlaget ofte på

baggrund af plejeopgavens tyngde. Sammenligneligt med KL i

Danmark, publicerer KS, der er Norges organisations- og ud-

viklingspartner for kommunesektoren, årligt vejledende takster

for plejefamilier og aflastningshjem (besøgshem). Her fremgår

det, at vejledende takster for plejefamilier i 2019

var 9.763

danske kroner

for børn i alderen 0-6 år, og 11.570 danske

kroner for unge i alderen 15 år og opefter

. Bufetat Øst erfa-

rer, at kommunerne ofte giver et højere vederlag end hvad

Bufetat har vejledt dem til. Det skyldes muligvis, at der er

mangel på plejefamilier i kommunerne.

Bufetat Øst fortæller, at det er en udfordring, at den kommu-

nale sagsbehandler har en dobbeltrolle, hvor vedkommende på

samme tid varetager myndighedsrollen og rollen som arbejds-

giver. Det kan give en problematisk incitamentsstruktur, hvor

Her henvises i øvrigt til Fosterhjemsaftalen (2019, Regeringen.no):

https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/fosterforeldres-arbeidsrettslige-stil-

lin/id109199/

KS har ikke offentliggjort reviderede takster for 2020. Dette er udsat grundet Co-

rona-situation.

1 dansk krone svarer til 1,41 norske kroner:

https://valutaomregner.dk/nok-dkk/

www.ks.no.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

plejefamilier, der modtager et højt vederlag, ikke har incita-

ment til at fortælle, hvis barnet/den unge er i god trivsel.

REKRUTTERING

Ligesom Danmark og Sverige har Norge haft vanskeligt ved at

rekruttere tilstrækkeligt med plejefamilier. Rekrutteringsudfor-

dringen stiger, jo ældre børnene er. Ofte er der tilstrækkeligt

med plejefamilier til de små børn, men meget vanskeligt at

skaffe plejefamilier til eksempelvis ældre børn, søskendegrup-

per, børn med funktionsnedsættelse, børn med minoritetsbag-

grund. For de grupper, hvor det er særligt vanskeligt at skaffe

plejefamilier, har man forsøgt at intensivere rekrutteringsind-

satsen.

Da rekrutteringsopgaven blev en statslig opgave, tog Bufdir

ansvaret for årlige nationale rekrutteringskampagner. Det har

været med til at professionalisere kampagnearbejdet, og Bufdir

vurderer, at det har været positivt. Rekrutteringsarbejdet i re-

lation til hjemmeside, film, kampagner med videre er Bufdirs

ansvar, mens de fem bufetater hver især har ansvar for at

håndtere telefonhenvendelser, facilitere informationsmøder og

grundoplæring for, at plejefamilierne kan blive godkendt. For

slægts- og netværksplejere, er det dog kommunerne, der har

ansvaret.

Ved de årlige nationale kampagner, opfordres interesserede til

at gå ind på hjemmesiden

www.fosterhjem.no.

Her bruges

også tv-spots, sociale medier som Facebook med videre. Det

er Bufdirs vurdering, at der er gode erfaringer med dette.

Det har dog været en større diskussion, om kommunerne bør

få det fulde ansvar for rekrutteringen, og der har været argu-

menter for og imod. Bufdir fortæller til denne undersøgelse, at

det er en potentiel risiko, at hvis kommunerne overtager an-

svaret kan der opstå konkurrence om plejefamilierne. Derud-

over er fordelen ved den nuværende opgavefordeling, at sta-

ten har økonomisk kapacitet til at drive de nationale kampag-

ner og til at skabe den generelle opmærksomhed i befolknin-

gen, som kommunerne så arbejder videre med.

Generelt er det Bufdirs erfaring, at kommuner oplever det som

en udfordring at rekruttere og at samle folk til kurser og oplæ-

ring, da kommunerne ofte ikke har så stor en mængde af ple-

jefamilier, hvilket Bufdir omvendt peger på kan være en fordel

ved den nationale organisering.

Ifølge Bufdir har ansvarsfordelingen mellem stat og kommune

på plejefamilieområdet længe været en udfordring i Norge.

Kommunerne er lovgivningsmæssigt forpligtede til at yde råd

og vejledning til plejefamilierne. I praksis oplever Bufdir, at der

SÆRLIGT MANGEL

PÅ PLEJE-

FAMILIER TIL

VISSE GRUPPER

AF BØRN/UNGE

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

er forskelle i kvaliteten af, hvordan kommunerne varetager

denne opgave. Dette har medført, at staten gradvist har over-

taget en del opgaver, som de egentlig ikke var forpligtet til, for

at kompensere for disse udfordringer.

Bufetat Øst fortæller til denne undersøgelse, at flere af deres

undersøgelser om rekruttering på området har vist, at Bufetat

skal være mere synlig og aktiv på flere forskellige platforme i

deres rekrutteringsindsats. Det er Bufetats Østs erfaring, at

størstedelen af rekrutteringen sker på sociale medier og på in-

ternettet generelt. De fortæller derudover, at der i deres re-

gion (øst) er børn, der venter længe, og at der ofte er tale om

de børn, der har store behov. Derfor gør Bufetat Øst en særlig

indsats i forhold til at rekruttere plejefamilier til disse børn. I

skrivende stund arbejder regionen på en undersøgelse, der

skal identificere ”arketyperne” på plejefamilier for at få mere

viden om, hvad der motiverer disse familier, og hvordan de

kan rekrutteres.

Bufetat Øst fortæller, at potentielle plejefamilier ofte er be-

kymrede for, om opgaven bliver for stor til, at de kan varetage

den. Derudover kan (potentielle) plejefamilier være bekymrede

for, hvilken betydning opgaven vil have for deres biologiske

børn. Bufetat Øst peger her på, at en mulig løsning kan være,

at plejefamilier, der selv har små børn, i stedet modtager børn

i ungdomsalderen, hvorved aldersforskellen bliver så stor, at

pleje- og biologiske børn ikke i samme grad oplever at være i

intern ”konkurrence” med hinanden.

Rekruttering af plejeforældre med adoptionsønske

I forhold til plejeforældre, der modtager børn fra 0-3 år, bliver

plejeforældrene spurgt ind til, om de kunne være åbne overfor

at adoptere. Disse forældre informeres dog samtidig om, at de

skal være klar over, at deres plejebarn potentielt kan blive

hjemgivet, og at dette sker langt oftere end adoption.

Fokus på at udvikle differentierede plejefamilier

Bufdir fortæller, hvordan man i de nationale kampagner har

lagt meget vægt på at understrege, at helt ”almindelige” men-

nesker kan blive plejefamilier. Herudover fortæller Bufetat Øst,

at der i rekrutteringen er fokus på, at alle typer af familier kan

blive plejefamilie, og at dette også gælder enlige, par af

samme køn, flerkulturelle med videre.

Denne rekrutteringsindsats betyder dog ikke nødvendigvis, at

det derved også er disse familietyper, som kommunen vælger

til, når de skal vælge anbringelsessted. Endelig har Barne- og

Familiedepartementet meldt ud, at Bufetat skal rekruttere flere

plejefamilier med kristen eller anden religiøs overbevisning.

FOKUS PÅ

SOCIALE MEDIER

I REKRUTTE-

RINGSINDSATSEN

ADOPTIONS-

ØNSKE AFDÆKKES

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Her er det også en udfordring, hvis barnet/den unges biologi-

ske forældre ikke ønsker, at deres barn skal bo i en familie,

der har en særlig religiøs overbevisning. Det er Bufetat Østs

opfattelse, at;

”Der er en større variation [blandt plejefamilier] i dag. Det

handler også om at samfundet generelt har forandret sig”.

(Bufetat Øst)

FASTHOLDELSE

Gruppevejledning bliver en kommunal opgave

I Bufetat forsøger man at sørge for oplæring af plejefamilier i

rette tid. Omkring 80 procent af plejefamilierne får grundoplæ-

ringen, før de bliver plejefamilie. Udfordringen er at give til-

strækkelig støtte undervejs i anbringelsen, eksempelvis ved at

sørge for tilstrækkeligt med tilbud til familier, der har fået et

barn anbragt. Bufetat har ansvaret for gruppevejledning, som

er et centralt satsningsområde. Det indebærer, at nye plejefa-

milier opfordres til at indgå i en gruppevejledning med andre

plejefamilier i det første år, hvor de har fået et barn eller ung

anbragt. Bufdir estimerer, at cirka halvdelen af plejefamilierne

deltager i denne gruppevejledning. For de, der vælger ikke at

deltage, kan det blandt andet skyldes, at geografien i Norge

medfører lang rejsetid for nogle plejefamilier. Dette er en med-

virkende årsag til, at det fremover, med den nye lovgivning på

barneværnsområdet i Norge, bliver kommunen, der får ansva-

ret for denne gruppevejledning.

Derudover er der også tilbud om oplæring, efter barnet er flyt-

tet ind, og Bufetaten tilbyder videregående PRIDE-kurser, som

bliver gennemført med jævne mellemrum. Derudover arbejder

man nu målrettet på at fremme plejefamiliernes adgang til op-

læring, eksempelvis via at fremme brugen af digitale kanaler.

Bufetat Øst fortæller, at der er indgået en aftale mellem Bufe-

tat og kommunen, der forpligter kommunen til at orientere

Bufetat, når en anbringelse afsluttes. Bufetat Øst oplever dog,

at det nogen gange er plejefamilien selv, der ringer og oriente-

rer om, at de nu er klar til at tage imod et nyt barn. Der er dog

ikke noget fælles datasystem mellem kommunerne og Bufetat,

hvorfor Bufetat er afhængig af, at eksempelvis kommunen ori-

enterer om ophør af anbringelse.

GRUPPEVEJLED-

NING ER ET SATS-

NINGSOMRÅDE

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TILSYN

Fylkesmanden har ansvaret for at føre tilsyn med kommuner-

nes barneværnsvirksomhed i hver enkelt kommune. Fylkes-

manden skal føre tilsyn med, at kommunerne udfører arbejde i

overensstemmelse med BVL og sørge for, at kommunerne får

tilbudt råd og vejledning.

Kommunerne har det overordnede ansvar for planlægningen,

gennemførslen og opfølgningen på tilsynet. Det er den kom-

mune, hvor plejefamilien er placeret, der har ansvaret for at

føre tilsyn med det enkelte barn, hvilket jf. BVL skal ske

mindst fire gange årligt. Det er dog muligt at reducere antallet

af tilsyn til to gange årligt. Derudover skal kommunen sikre til-

syn i plejefamilien fire gange årligt. Det er kommunerne, der

har hovedansvaret for at sikre tilstrækkeligt gode rammer for

plejefamilierne.

Bufetat Øst oplyser, at der kom en ændring i tilsynet for nogle

år siden, hvor kommunerne fik mere frie rammer for, hvordan

de vil organisere tilsynsopgaven. I princippet kan det være an-

dre i kommunen end de, som arbejder i børneværnstjenesten,

der udfører tilsynsopgaven eller kommunen kan benytte en

privat aktør. Den, der udfører tilsynet med plejefamilien, skal

dog have en uafhængig funktion over for barneværnstjenesten

i både omsorgskommunen og den kommune, hvor plejefami-

lien er bosiddende.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

KAPITEL 3

Familiepleje i Sverige

I det følgende beskrives kort den historiske udvikling, som

kendetegner udviklingen i Sveriges politik og organisering på

området for udsatte børn og unge. Dernæst beskrives Sveriges

nuværende organisering på området, gældende lovgivning

samt hvordan inddragelse og kontinuitet er reguleret i lovgiv-

ningen og udmøntet i praksis. Til sidst beskrives Sveriges ar-

bejde med rekruttering, fastholdelse, uddannelse og tilsyn med

plejefamilier.

FAKTA OM SVE-

RIGE

I Sverige er der

på nuværende

tidspunkt 290

kommuner og 21

regioner.

HISTORISK UDVIKLING

Udviklingen af barneværnet

I 1902 fik Sverige sin første barneværnslov. Det var dog først i

1924, at Sverige indførte obligatoriske barneværn i alle kommu-

ner til at varetage opgaverne inden for området. I takt med

etableringen af velfærdstaten, kom der øget fokus på det social-

og familiepolitiske område. Det endte i 1960 ud i en ny barne-

værnslov, som især skabte fokus på sagsbehandling og sikring

af retssikkerheden

En samlet sociallov i 1982

I januar 1982 trådte en ny lov i kraft, der overførte den speci-

fikke lov på børneområdet til én samlet lovgivning for hele det

sociale område. De grundlæggende principper fra loven i 1960

blev videreført i den nye sociallov, hvor frivillighed og selvbe-

stemmelse står som centrale elementer i den svenske lovgiv-

ning

. Ifølge Socialstyrelsen i Sverige var baggrunden for æn-

dringen, at man mente, at den svenske lov var for splittet, og

at man ønskede et mere samlet syn på socialtjenesten. Man øn-

skede også et helhedssyn på borgeren, hvor man ikke så de

sociale problemer som adskilt. Den nye samlede sociallov åb-

nede muligheden for, at private aktører kunne indtræde på mar-

kedet, og der er siden sket en større fremvækst af private virk-

somheder, som varetager offentlige opgaver på området. I 2017

var ni ud af ti barneværnsinstitutioner private, hvilket har stor

indvirkning på organiseringen af området

OVERORDNET

ORGANISERING

Det statslige an-

svar på barne-

værnsområdet er

delt mellem

Socialdeparte-

mentet, Socialsty-

relsen og tilsyns-

myndigheden IVO

(Inspektionen för

Värd och Omsorg)

Bengtsson & Jakobsen 2009: Institutionsanbringelse af unge i Norden. En komparativ

undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer og udviklingstendenser, s. 154-156,

VIVE [dav. SFI].

Ibid.: s. 180-182.

Engen 2017: Familiepleje i Norge, Sverige og England- en komparativ analyse i rela-

tion til danske forhold i Bryderup 2017: Familiepleje i Norden, Forlaget KLIM.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

1990’erne

I 1990’erne steg anbringelsestallet og dermed også omkostnin-

gerne kraftigt i Sverige

. Samtidig var landet i en økonomisk

nedgang, der smittede af på arbejdet i Socialstyrelsen

. I den

forbindelse indførte man i 1990’erne en lovændring, som gav

kommunerne mere selvstyre og frihed til selv at organisere sig.

Dette selvstyre står ifølge Socialstyrelsen, der er blevet inter-

viewet til denne rapport, stadig stærkt i dag, og har slået igen-

nem i organiseringen af området.

Andre markante ændringer fra 1999-2013

En lovændring i 1999 førte til et øget fokus på at undersøge

mulighederne for slægtsanbringelse som det første, når et barn

eller ung skulle anbringes. I 2003 tilføjede man yderligere en

lovændring, som medførte, at man efter tre års anbringelse

skulle tage stilling til om forældremyndigheden skulle overflyt-

tes

. I årene omkring 2010 blev det debatteret, om graden af

det kommunale selvstyre var for stor, da især de små kommu-

ner havde svært ved at løfte opgaven

. I forlængelse af denne

diskussion etablerede man i 2013 et statsligt tilsyn (IVO), som

skulle sikre kvaliteten.

Flygtningestrømmen i 2015

Sverige har generelt været et af de lande i Europa, som har

modtaget flest flygtninge, og den kraftige stigning i anbringelser

i Sverige siden 2000 hænger i høj grad sammen med stigningen

af antallet af uledsagede flygtningebørn. Den svenske forsker

Marie Sallnës fortæller, at Sverige især blev påvirket af den

store bølge af uledsagede flygtningebørn i 2015, hvor Sverige

modtog mere end 30.000 børn. Socialstyrelsen forklarer, at

dette akutte og store behov medførte, at mange nye virksom-

heder blev etableret for at imødekomme denne pludseligt op-

ståede efterspørgsel. Mange af disse nye virksomheder havde

ikke erfaring på området og kunne derfor ikke løfte deres opga-

ver tilstrækkeligt. Derfor er der i dag stor forskel i kvaliteten af

de private aktører på markedet.

Nye lovændringer skal styrke beskyttelsen af børn

Socialstyrelsen påpeger, at der i dag er diskussion om, hvorvidt

der er behov for en barneværnslov adskilt fra den øvrige lovgiv-

ning på socialområdet. Der blev gennemført en udredning på

Socialpædagogernes Landsforbund (2010): Nordisk familieplejeanalyse.

Hestbæk 1998: Tvangsanbringelser i Norden – en komparativ beskrivelse af de nor-

diske landes lovgivning, s. 149-150, VIVE (dav. Socialforskningsinstituttet).

Engen 2017: Familiepleje i Norge, Sverige og England- en komparativ analyse i rela-

tion til danske forhold i Bryderup 2017: Familiepleje i Norden, Forlaget KLIM.

Socialpædagogernes Landsforbund (2010): Nordisk familieplejeanalyse.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

området i 2009, men denne ledte ikke til egentlige lovændrin-

ger. Denne diskussion handler blandt andet om, hvorvidt be-

skyttelsen af børn er for svag i Sverige. Marie Sallnäs fortæller,

at der er et potentiale i at udarbejde en samlet lov for børneom-

rådet set i relation til diskussionen om barnets rettigheder. IVO

påpeger samtidig, at man i forbindelse med ratificeringen af bør-

nekonventionen i SoL per 1. januar 2020 nu har øget fokus på

inddragelse af barnet.

ORGANISERING OG ANSVARSFORDELING

DECENTRAL

STRUKTUR OG

STÆRKT

KOMMUNESTYRE

Ansvars- og beslutningskompetence

Det er den kommunale socialtjeneste, der har ansvaret for alt

forebyggende arbejde, opsøgende arbejde, udredning og ind-

satser, som eksempel familiepleje. På området for udsatte

børn og unge er det operative niveau derved i høj grad lagt ud

til kommunerne. Staten har ansvaret for tilsynet, der er blevet

varetaget af institutionen IVO (Inspektion for Vård og Omsorg)

siden 2013. Socialstyrelsen er vidensmyndighed på området,

og styrer kommunerne via udbredelsen af viden. Socialstyrel-

sen udarbejder løbende håndbøger, der handler om at om-

sætte juridiske regler til praksis. Derudover samler styrelsen

op på aktuel forskning på området. Metoderne, eksempelvis

grunduddannelsen for plejefamilier; ”Et hjem at vokse i” [Ett

hem att växa i], er dog frivillige for kommunerne at anvende.

Forvaltningsdomstolen, der træffer afgørelse i tvangssager og

psykiatrien, herunder for børn og unge, er en regional myndig-

hed.

Figur over organiseringsstrukturen på barneværnsområdet i

Sverige

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Generelt er der en meget høj grad af selvstyre og metodefri-

hed i Sverige. Forsker Mie Engen fortæller, at;

”Sverige har 290 kommuner med en rigtig høj grad af selv-

styring. Så derfor varierer anbringelsespraksis også rigtig

meget fra kommune til kommune, (..) netop fordi man i høj

grad har decentraliseret styringen på det her område”.

(Dansk forsker, Mie Engen)

Netop forskelligheden i praksis peger også Marie Sallnäs på;

”Ind imellem siger man, at der ikke findes ét barneværn i

Sverige, men 290”.

(Svensk forsker, Marie Sallnäs)

Der er dog flere eksempler på, at kommuner vælger at gå

sammen om konkrete opgaver, eksempelvis i forhold til rekrut-

tering. Det kan enten være grundet kommunernes mindre

størrelse, eller fordi der er tale om opgaver, der ikke skal løses

hyppigt.

GRUNDLÆGGENDE PRINCIPPER I LOVGIVNIN-

GEN

Ifølge Marie Sallnäs er det grundlæggende princip barnets bed-

ste. Det indebærer, at andre principper kan tilsidesættes, hvis

det kræves for at imødekomme barnets behov. Hvad der er

barnets bedste, er imidlertid ikke defineret nærmere i lovgiv-

ningen, og det må derfor vurderes i det enkelte tilfælde. Der-

udover lægger man i Sverige vægt på individuelt tilpassede

indsatser efter princippet om mindst mulig indgriben. Princip-

perne kontinuitet, frivillighed og selvbestemmelse står også

stærkt. Omsorgen for børn skal så vidt muligt udformes i sam-

arbejde med forældre og børn, og anbringelse skal ses som en

tidsbegrænset indsats, også når det gælder tvangsanbringelse.

Udgangspunktet er, at forældre med problemer i deres foræl-

dreskab kan blive bedre forældre, når de får støtte og hjælp. I

fortolkningen af princippet ’kontinuitet’ vægtes den løbende

kontakt med forældrene højt.

HELHEDSSYN ER

UDFORDRET I

PRAKSIS

Ifølge Socialstyrelsen var baggrunden for at samle hele det so-

ciale område i én lov i 1982, at man ønskede at sikre et hel-

hedssyn på det sociale område. Ifølge Socialstyrelsen beskri-

ves det meget tydeligt i formålsparagraffen, at man skal se

samlet på det sociale område. I praksis er det dog svært at ef-

terleve, og der arbejdes fortsat meget i specialenheder ude i

kommunerne. Marie Sallnäs uddyber, at der kan være en op-

fattelse af, at loven er utilstrækkelig, og at der gennem læn-

gere tid er blevet ”lappet” på loven med nye tilføjelser. Et ek-

sempel på en sådan tilføjelse var, da man i 1983 åbnede op for

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

muligheden for at overføre forældremyndighed til plejefami-

lien. Denne hjemmel blev dog næsten ikke brugt i en lang pe-

riode, da hele børneområdet var funderet i et socialpolitisk

princip om genforening med familien, hvor man primært arbej-

dede med midlertidige anbringelser

For at sikre at loven kunne rumme hele socialområdet, er der

gennem årene blevet indskrevet flere og flere målgrupper, og

ifølge Socialstyrelsen drøftes det på nuværende tidspunkt, om

alle målgrupperne skal skrives ud i den forestående revision af

lovgivningen.

LOVGRUNDLAG VED ANBRINGELSE

Barneværnet i Sverige er primært placeret under Lov om soci-

ale tjenester (Socialtjänstlagen, forkortes SoL), som er en

rammelov for det sociale område. En del af barneværnet regu-

leres derudover af ”Lov med særlige bestemmelser om vare-

tægt af unge” (Lag med särskilda bestämmelser om vård av

unga, forkortes LVU). I Sverige kan børn og unge derfor

anbringes uden for hjemmet efter to forskellige regelsæt. Hvis

forældrene og/eller den unge, som er fyldt 15 år, er enige i be-

slutningen om anbringelse, sker det efter SoL. Hvis forældrene

og/eller den unge over 15 år ikke samtykker, kan anbringelsen

gennemføres med tvang via LVU.

Ifølge Socialstyrelsen skal baggrunden, for at anbringelsesom-

rådet er opbygget med to forskellige lovgivninger, findes i øn-

sket om at adskille frivillighed og tvang. Socialloven skal efter

denne tankegang alene bygge på frivillighed og på forældrene

og den unges eget ønske om at modtage hjælp.

Ifølge Mie Engen øger adskillelsen af de to lovgivninger be-

vidstheden om, hvornår og i hvor høj grad, der bruges tvang:

”Jeg tænker, at når man skiller lovgivningerne ad, så får

man tydeliggjort hvornår man går ind og bruger tvang.

Også når man laver statistiske opgørelser og så videre, har

man en anden opmærksomhed og en anden refleksion, når

man har en selvstændig lovgivning for tvang. På den måde

kan man følge udviklingerne i de her bevægelser på en an-

den måde (…).”

(Dansk forsker, Mie Engen)

Ifølge Marie Sallnäs kunne det være gavnligt at samle loven

for at understrege fokus på barnet. I 2009 kom et lovforslag

SAMLET RAMME-

LOV FOR DET

SOCIALE OMRÅDE

Engen 2017: Familiepleje i Norge, Sverige og England- en komparativ analyse i rela-

tion til danske forhold i Bryderup 2017: Familiepleje i Norden, Forlaget KLIM.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

om at samle SoL og LVU i én lov, men lovforslaget blev ikke

vedtaget. I stedet har man tilføjet bestemmelser om tvang i

SoL.

”Man havde jo et forslag for et par år siden om en

barnebeskyttelseslov, da man mente, at barnebeskyttelsen

ligesom er for svag i Sverige, og at en barneværnslov

ligesom understreger et fokus på barnet. Et argument for

det var, at det ville være lettere at forstå for de berørte,

hvis det lå i samme lovgivning (..) Og jeg tror det måske

kunne være en god ide.”

(Svensk forsker, Marie Sallnäs)

Socialtjenesteloven som rammelov om alle foranstalt-

ninger med samtykke

Det er det kommunale socialnævn, der har det endelige ansvar

for at sikre, at borgerne får den støtte, de har behov for, hvil-

ket fremgår af SoL kapitel 2. Socialnævnet er den kommunale

politiske ledelse, som har ansvaret for kommunens virksomhed

inden for SoL og svarer til kommunernes socialudvalg i Dan-

mark.

Overordnet anbringes børn og unge efter kapitel 4, § 1 i SoL,

hvor der står, at den, som ikke selv kan tilgodese sine behov

eller få dem tilgodeset på anden vis, har ret til støtte fra Soci-

alnævnet:

SOL - KAPITEL 4: RETTEN TIL BISTAND

1 §

Den, som ikke selv kan tilgodese sine behov eller

kan få dem tilgodeset på anden vis, har ret til bistand fra

Socialnævnet til sin forsørgelse og sin livsførelse i øvrigt.

(…)

Den enkelte skal gennem bistand sikres en rimelig livs-

førelse. Bistanden skal udformes, så den sikrer hans eller

hendes mulighed for at leve et selvstændigt liv.

Anbringelse uden for hjemmet med samtykke er specificeret i

SoL kapitel 6, § 1:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

SOL - KAPITEL 6: ANBRINGELSE UDEN FOR HJEM-

MET

1 §

Socialnævnet skal sikre, at den, der har brug for om-

sorg eller at bo i et andet hjem end deres eget, modta-

ges i en

1. plejefamilie

2. institution (HVB-hjem), eller

3. boliger til børn og unge i alderen 16-20 år (støttet

bolig).

Børn i alderen 16-17 år kan alene modtages i en støttet

bolig, hvis der foreligger særlige grunde hertil.

Socialnævnet er ansvarlig for at sikre, at den, som under

deres forsorg er blevet modtaget i et andet hjem end

dets eget, får god omsorg.

Omsorgen skal være udformet på en sådan måde, at den

fremmer den enkeltes tilknytning til slægt og andet net-

værk, samt kontakt til hjemmemiljøet.

Ifølge denne paragraf skal Socialnævnet sørge for, at den som

har brug for støtte eller at bo i et andet hjem, anbringes uden

for hjemmet. Anbringelsen bør tilrettes, så det fremmer det

enkelte barns samhørighed med slægt og andet netværk.

Ved anbringelse med samtykke beholder forældrene den fulde

forældremyndighed.

Særskilt lov til foranstaltninger uden samtykke

Hvis forældrene og/eller den unge, som er fyldt 15 år, ikke gi-

ver samtykke til den anbringelse, som kommunens socialnævn

har fundet nødvendig, anvendes LVU. Ved anbringelse uden

samtykke skelnes der mellem, om årsagen til interventionen er

problemer i hjemmemiljøet (§ 2), adfærdsproblemer hos bar-

net eller den unge selv (§ 3), eller en kombination af de to år-

sager:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

LVU - FORBEREDELSE AF OMSORGSOVERTAGELSE

2 §

Der skal træffes beslutning om omsorgsovertagelse,

hvis der på grund af fysisk eller psykisk mistrivsel,

Upassende udnyttelse, mangler i plejen eller andre for-

hold i hjemmet, er en betydelig risiko for skade på den

unges sundhed eller udvikling.

3 §

Der skal også træffes beslutning om omsorgsoverta-

gelse, hvis den unge udsætter sin egen sundhed eller ud-

vikling for en betydelig risiko for at blive skadet af mis-

brug af vanedannende stoffer, kriminelle aktiviteter eller

anden socialt nedbrydende adfærd.

Der skal også træffes beslutning om den person, der

dømmes til lukket ungdomspleje i overensstemmelse

med kapitel 32. Straffelovens § 5, ved foranstaltningens

afslutning, hvis der anses at være et åbenlyst behov for

fortsat pleje for ikke at løbe den risiko, der er nævnt i

første afsnit.

Med afsæt i LVU kan det kommunale socialnævn derudover

træffe beslutning om akutte tvangsmæssige omsorgsoverta-

gelser. Det kan ske, når det er sandsynligt, at den unge har

behov for anbringelse via LVU eller, at rettens beslutning ikke

kan afventes af hensyn til den unges sundhed eller udvikling.

Det kan også ske, hvis det vurderes, at fortsættelsen af den

igangværende socialfaglige udredning eller videre foranstalt-

ninger eller tiltag hindres. Akut omsorgsovertagelse beskrives i

LVU § 6:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

LVU - AKUT OMSORGSOVERTAGELSE

6 §

Socialnævnet kan beslutte, at enhver under 20 år

skal anbringes omgående, hvis

1. det er sandsynligt, at den unge har behov for pleje i

henhold til denne lov, og

2. domstolens afgørelse om pleje ikke kan afvente på

grund af risikoen for den unges sundhed eller udvikling

eller, at den videre udredning kan blive alvorligt hæm-

met, eller yderligere foranstaltninger forhindres.

Hvis Socialnævnets beslutning om anbringelse ikke kan

afventes, kan udvalgsformanden eller ethvert andet med-

lem, der er udpeget af udvalget, træffe afgørelse om an-

bringelse. Afgørelsen meddeles på næste udvalgsmøde.

Når Socialnævnet har ansøgt om anbringelse i henhold til

loven, kan retten også beslutte, at den unge akut skal

anbringes.

Ved anbringelse uden samtykke begrænses forældrenes foræl-

dremyndighed i det omfang som det kræver for, at anbringel-

sen kan gennemføres. Socialnævnet indtræder ved siden af

forældremyndighedsindehaverne, og Socialnævnet har pligt til

i størst mulig udstrækning at delagtiggøre forældrene.

Socialnævnets beslutninger om anbringelse af børn og unge

uden samtykke kan påklages til Forvaltningsretten jf. § 41 i

LVU. Forvaltningsrettens afgørelse kan påklages til Kammer-

retten og Kammerrettens afgørelse kan påklages til Højeste

Forvaltningsdomstol (HFD). Den, der ønsker at påklage en af-

gørelse, skal indgive en skriftlig klage til den myndighed, der

traf afgørelsen, hvorefter en højere påklagemyndighed kan

gennemgå appellen. Forvaltningsretten, som der er 12 af i

Sverige, er første instans og træffer afgørelser i påklagede sa-

ger fra kommunernes socialtjeneste. Kammerretten, som der

er fire af i Sverige, er anden instans blandt forvaltningsret-

terne og træffer afgørelser i påklagede sager, der er afgjort af

Forvaltningsretten. Der er fire kammerretter i Sverige. Højeste

Forvaltningsdomstol er sidste instans, og behandler blandt an-

det påklagede afgørelser fra en af de fire kammerretter.

Engen 2017: Familiepleje i Norge, Sverige og England- en komparativ analyse i rela-

tion til danske forhold i Bryderup 2017: Familiepleje i Norden, Forlaget KLIM.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

INDDRAGELSE

Barnets ret til at udtrykke sig

Som beskrevet blev Børnekonventionen ratificeret den 1. ja-

nuar 2020, hvilket har været med til at sætte fokus på barnets

ret til inddragelse

. Artikel 12 i Børnekonventionen om retten

til at udtale sig er indskrevet i SoL kapitel 11, § 10 og LVU §

36:

SOL – KAPITEL 11: HÅNDTERING AF SAGERNE

10 §

Når en foranstaltning vedrører et barn, skal barnet

modtage relevante oplysninger. Et barn skal gives mulig-

hed for at udtrykke sine synspunkter i spørgsmål, der

vedrører barnet. Hvis barnet ikke udtrykker sine syns-

punkter, skal hans eller hendes holdning så vidt muligt

afklares på anden måde. Barnets synspunkter og hold-

ninger bør tillægges betydning i forhold til hans eller hen-

des alder og modenhed.

Et barn, der er fyldt 15 år, har ret til selv at føre ordet i

sager i henhold til denne lov. Et yngre barn kan høres

ved domstolen, hvis barnet ikke kan formodes at tage

skade af dette.

Ved en sådan udredning, der vedrører afsnit 2, om beho-

vet for at gribe ind af hensyn til et barns beskyttelse eller

støtte, kan barnet blive hørt uden forældremyndighedens

samtykke og uden, at forældremyndigheden er til stede.

(…)

Socialstyrelsen 2020: Placerade barn och unga, Handbok för socialtjänsten

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

LVU - BESTEMMELSER OM HÅNDTERINGEN

36 §

Den unge skal modtage relevant information. Den

unge skal have lejlighed til at udtrykke sine synspunkter

på spørgsmål, der vedrører ham eller hende. Hvis den

unge ikke udtrykker sine synspunkter, skal hans eller

hendes holdning så vidt muligt afdækkes på andre må-

der. Den unges synspunkter og holdninger bør tillægges

betydning i forhold til hans eller hendes alder og moden-

hed.

Hvis den unge er fyldt 15 år, har han eller hun ret til at

selv at føre ordet i henhold til denne lov. Den, som er

yngre skal høres ved domstolen, hvis han eller hun ikke

kan formodes at tage skade af dette.

(…)

Ifølge disse paragraffer, som har stort set samme ordlyd, skal

barnet og den unge gives mulighed for at udtrykke sig og bar-

nets eller den unges synspunkter bør tillægges betydning efter

alder og modenhed. I forhold til retten til at udtale sig ved

domstolen, skelnes der mellem, om barnet eller den unge er

over eller under 15 år. Den unge over 15 år har ret til selv at

føre ordet ved domstolen, og barnet eller den unge under 15

år skal høres, hvis det må formodes, at barnet eller den unge

ikke tager skade af dette.

I Socialstyrelsens håndbog til LVU

pointeres, at barnet har

ret

til at udtale sig, men ikke

pligt

til at udtale sig.

Barnet skal sikres regelmæssige besøg og individuelle

samtaler

I SoL kapitel 6 er det specificeret, hvilke forpligtelser Social-

nævnet har over for børn og unge, som er anbragt uden for

hjemmet.

Når et barn anbringes uden for hjemmet, har Socialnævnet

forpligtelse til at følge op på anbringelsen. Dette skal dels ske

gennem regelmæssige personlige besøg dér, hvor barnet eller

den unge er placeret, og dels gennem individuelle samtaler

med barnet eller den unge. Derudover skal Socialnævnet holde

samtaler med de personer, som har barnet i pleje, og samtaler

med forældremyndighedsindehavere.

Socialstyrelsen, 2020: LVU Handbok för socialtjänsten, Atta45

Tryckeri.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

BARNETS EGEN

SOCIALSEKRETÆR

Det er specificeret, at Socialnævnet skal være særlig opmærk-

som på barnet eller den unges sundhed,

udvikling, sociale ad-

færd, skolegang og forhold til pårørende og andre nære slægt-

ninge, men det er ikke specificeret, hvor

ofte disse besøg skal

finde sted. Socialnævnets forpligtelser ved anbringelse uden

for hjemmet findes i SoL kapitel 6, § 7b:

SOL - KAPITEL 6: ANBRINGELSE UDEN FOR HJEM-

MET

§ 7 b

Socialnævnet skal nøje følge op på plejen til børn

og unge, som er anbragt uden for hjemmet i en plejefa-

milie, akuthjem, støttet bolig eller Hem for Vård eller bo-

ende (HVB), primært gennem

1. regelmæssige personlige besøg i det hjem, hvor bar-

net eller den unge opholder sig;

2. individuelle samtaler med barnet eller den unge;

3. samtale med den eller de personer, der har modta-

get barnet eller den unge i deres hjem, og

4. samtaler med forældremyndighedsindehavere.

Socialnævnet skal være særlig opmærksom på barnets

eller den unges sundhed, udvikling, sociale adfærd, sko-

legang og forhold til pårørende og andre nære slægt-

ninge.

Særligt udpeget socialsekretær til barnet eller den unge

I Sverige sikres barnets inddragelse blandt andet ved, at det

kommunale socialnævn skal udpege en socialarbejder under

betegnelsen ’socialsekretær’ (socialsekreterare). Denne person

har ansvaret for kontakten til barnet eller den unge, som er

anbragt uden for hjemmet. Socialsekretæren skal besøge bar-

net eller den unge i det omfang, som skønnes nødvendigt ud

fra barnets eller den unges ønsker og behov. Socialsekretæ-

rens rolle beskrives i SoL § 7c:

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

STØTTE TIL

FORÆLDRE TIL

ANBRAGTE BØRN

SOL - KAPITEL 6: ANBRINGELSE UDEN FOR HJEM-

MET

§ 7 c

Når plejen gives i en plejefamilie, støttet bolig eller

HVB-hjem, skal der af Socialnævnet udpeges en særskilt

socialsekretær, der er ansvarlig for kontakten med bar-

net eller den unge.

Socialsekretæren skal besøge barnet eller den unge re-

gelmæssigt i det omfang, der er passende ud fra barnets

eller den unges behov og/eller ønsker.

Ifølge Socialtjänstförordningen kapitel 5, § 1b bør socialsekre-

tæren besøge det anbragte barn mindst fire gange årligt. Det

er dog en kommunal beslutning, hvor ofte besøgene skal fore-

tages.

Ifølge Marie Sallnäs peger forskning på, at indførelsen af en

særligt udpeget socialsekretær har været med til at sikre både

barnets stemme og også styrket kontinuiteten for barnet, da

hensigten er, at denne socialsekretær skal følge barnet eller

den unge gennem hele anbringelsen. Dog er det en udfordring,

når socialsekretæren stopper, eksempelvis ved at opsige sin

stilling

Støtte til forældrene under barnets anbringelse

Ligesom barnets ret til inddragelse, står princippet om foræl-

drenes ret til inddragelse i anbringelsesforløbet stærkt i den

svenske lovgivning.

Som tidligere nævnt, står der i SoL kapitel 6, § 7b, at Social-

nævnet har pligt til følge op på anbringelsen gennem samtale

med plejeforældrene og samtaler med forældremyndighedsin-

dehavere.

I Socialstyrelsens håndbog om anbringelse uden for hjemmet

pointeres det, at vejledning og støtte til forældrene er afgø-

rende for at sikre barnets bedste. Hvis barnet oplever, at for-

ældrene får støtte til at undgå destruktiv livsførelse, vil barnet

nemmere kunne fralægge sig ansvaret, og fokusere på sin

egen udvikling. Dertil er det afgørende for barnets mulighed

for at falde til i plejefamilien, at der arbejdes mod at få foræl-

drene til at acceptere anbringelsen.

Socialstyrelsen 2020: Placerade barn och unga - Handbok för socialtjänsten, Atta45

Tryckeri.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

FOKUS PÅ

SLÆGTS- OG

NETVÆRKSPLEJE

Socialstyrelsen anbefaler derfor, at forældrene får støtte og

vejledning til at få hverdagen til at fungere. Socialstyrelsen be-

skriver, at anbringelsen kan medføre en krisesituation, hvor

forældrene i starten kan have en tendens til at trække sig, og

ikke ønske hjælp. Her opfordrer Socialstyrelsen til, at socialtje-

nesten er særligt opmærksom på at motivere forældrene til at

tage imod støtte og vejledning. Dette bunder i, at man som

udgangspunkt anser kontakten til forældrene som vigtig for

barnets udvikling og velbefindende. Det er Socialnævnets an-

svar at understøtte regelmæssigt samvær. Socialnævnet har

pligt til både at yde økonomisk og personlig bistand i forbin-

delse med samvær, og har også ansvar for at være opsøgende

i forhold til at sikre, at forældrene holder kontakten til barnet.

Samværet skal dog altid fastsættes med udgangspunkt i bar-

nets behov.

LVU – ANBRINGELSESSTEDET

§ 14

Socialnævnet har et ansvar for at sikre, at den un-

ges behov for interaktion med forældre og forældremyn-

dighedsindehaver så vidt muligt tilgodeses.

Hvis det er nødvendigt af hensyn til formålet med indsat-

sen i henhold til denne lov, skal Socialnævnet;

1. beslutte, hvordan den unges samvær med forældre-

myndighedsindehaver og med forældre, der har sam-

værsrettigheder reguleret ved dom eller afgørelse fra ret-

ten eller ved aftale, skal udøves, eller;

2. beslutte, at barnets anbringelsessted ikke skal vide-

regives til forældre eller forældremyndighedsindehaver.

Socialudvalget skal minimum én gang hver tredje måned

vurdere om en sådan beslutning, der er nævnt i andet af-

snit, stadig er nødvendig. (…)

Det skal afdækkes om barnet kan komme i slægts- eller

netværkspleje

Både svensk og international forskning viser, at børn anbragt i

slægts- og netværkspleje generelt set klarer sig bedre end

børn anbragt uden for slægten. Derfor er det skrevet ind i SoL

kapitel 6, § 5, at en anbringelse i slægt eller netværk skal

overvejes, når et barn skal anbringes uden for hjemmet. Ifølge

Socialstyrelsen har kommunernes socialtjeneste tidligere fået

kritik for ikke at være gode nok til at afsøge slægts- og net-

værkspleje, når et barn anbringes uden for hjemmet. Der er

nu kommet mere fokus på dette.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

SOL - KAPITEL 6: ANBRINGELSE UDEN FOR EGET

HJEM

§ 5

Når et barn placeres uden for hjemmet skal det først

overvejes, om barnet kan modtages af barnets slægt el-

ler anden person fra barnets nærmeste netværk.

Hvad der er bedst for barnet i henhold til kapitel 1. § 2

skal dog altid tages med i betragtningen.

SIKRING AF KONTINUITET I ANBRINGELSE

Sikringen af kontinuitet er beskrevet meget forskelligt i den

svenske og norske lovgivning. I den norske lovgivning bliver

der lagt stor vægt på, at barnet så vidt muligt skal blive i

samme plejefamilie. Til kontrast bliver der i den svenske lov-

givning i højere grad lagt vægt på, at kontinuitet skal sikres

ved, at der skal arbejdes mod, at barnet skal hjemgives til for-

ældrene. Mie Engen tilføjer, at forældrenes rettigheder vægtes

højt i tolkningen af kontinuitet i Sverige:

”Det handler om, hvordan kontinuitet tolkes. Er det at blive

i samme plejefamilie, eller at have forældrene inde i billede

hele vejen igennem, for eksempel ved at sikre forældreret-

tigheder gennem hele anbringelsesforløbet?”

(Dansk for-

sker, Mie Engen)

Hver sjette måned skal Socialnævnet vurdere, om der

fortsat er behov for, at barnet/den unge er anbragt

Den svenske tolkning af kontinuitet kommer dels til udtryk i

SoL kapitel 6, § 8, hvor der står, at Socialnævnet mindst én

gang hvert halve år skal tage stilling til, om der fortsat er be-

hov for, at barnet er anbragt, og hvordan anbringelsen bør

indrettes og udformes. Det er et udtryk for det biologiske prin-

cip om, at et barn har bedst af at vokse op hos sine forældre

og, at der derfor hver sjette måned skal tages stilling til, om

forældrene er blevet i stand til at varetage omsorgen for bar-

net.

ANBRINGELSEN

SKAL GEN-

OVERVEJES

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

OVERFØRELSE AF

FORÆLDRE-

MYNDIGHED

SOL - KAPITEL 6: ANBRINGELSE UDEN FOR EGET

HJEM

§ 8

Hvis et barn er anbragt ud fra denne lov i et andet

hjem end dets eget, skal Socialnævnet mindst en gang

hver sjette måned overveje, om der fortsat er behov for

en anbringelse, og hvordan anbringelen skal indrettes og

udføres.

Når barnet har været anbragt i den samme plejefamilie i

tre år efter, at anbringelsen blev iværksat, skal Social-

nævnet særskilt overveje, om der er grundlag for at an-

søge om overførsel af forældremyndighed i henhold til

kapitel 6 § 8 om forældreskab.

Mulighed for overførelse af forældremyndighed, hvis det

er åbenlyst, at det er det bedst for barnet at blive i eksi-

sterende omgivelser

Der er derudover en bestemmelse i loven, som giver mulighed

for, at forældremyndigheden kan overgå til plejeforældrene,

når et barn har været anbragt i tre år, og det vurderes at være

tydeligt, at det er bedst for barnet at blive i de eksisterende

omgivelser. Dette beskrives i Forældreskabsloven (Föräldra-

balk, forkortes FB) kapitel 6, § 8:

FB - KAPITEL 6: OM FORÆLDREMYNDIGHED, BOLIG

OG SOCIALT SAMVÆR

§ 8

Hvis et barn kontinuerligt er anbragt et andet sted

end forældrenes hjem, og det er åbenlyst, at det er bedst

for barnet at blive i eksisterende omgivelser, og at foræl-

dremyndigheden overføres til den eller de personer, der

har passet barnet, eller nogen af dem, skal domstolen

udpege denne eller disse personer til at udøve forældre-

myndighed over barnet som specielt udpegede værger.

Spørgsmål om overførsel af forældremyndighed i henhold

til første afsnit rejses af Socialnævnet.

Denne mulighed anvendes dog sjældent, og der er som regel

tale om børn, som har været anbragt i mere end tre år. Det er

det kommunale Socialnævn, som rejser sagen om overførelse

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

af forældremyndigheden for retten, hvor afgørelsen træffes.

Forældrene er modpart i sagen og kan anke afgørelsen.

Ikke muligt at bortadoptere uden samtykke

I Sverige er der ikke lovhjemmel til at bortadoptere uden sam-

tykke fra forældrene. Ifølge Marie Sallnäs debatteres det på

nuværende tidspunkt, om det skal gøres muligt at bortadop-

tere uden samtykke. Ifølge Marie Sallnäs er der en gruppe, for

hvem det ville være gavnligt at blive adopteret af plejefami-

lien, for at undgå den usikkerhed det medfører for barnet, at

der skal følges op på sagen hvert halve år:

”Vi har internationale adoptioner, men ikke national

tvangsadoption. Det har vi også diskuteret meget. Burde vi

have det? Der findes jo en gruppe, som vokser op i plejefa-

milien - den er ikke vældig stor, men den findes. Og selv

dér skal placeringen hele tiden genvurderes i forhold til, om

anbringelsen skal fortsætte eller ikke. Jeg tror, at der findes

en gruppe for hvem, det ville være godt, at det blev

bestemt, at du skal være her. Hvis altså plejefamilierne er

klar til at påtage sig ansvaret.”

(Svensk forsker, Marie

Sallnäs)

Aktuel debat om barnets rettigheder i svensk lov

En enkeltsag, som har fået tilnavnet ”Lille Hjerte” (Lilla Hjär-

tat), har igangsat en diskussion om, hvorvidt man i Sverige er

gået for langt i forhold til at sikre forældrenes rettigheder, og

om barnets rettigheder derimod bør styrkes. Sagen drejer sig

som en treårig pige, der efter hjemgivelse til sine biologiske

forældre døde i deres varetægt i januar 2020. Pigen blev fun-

det med narkotika i blodet, og med tegn på at være blevet ud-

sat for vold. Ifølge IVO, der er interviewet til denne undersø-

gelse, blev beslutningen om at hjemgive pigen truffet af dom-

stolen og gik imod den socialfaglige vurdering. Socialstyrelsen

påpeger, at denne diskussion især er båret frem af børneret-

tighedsorganisationer, og at den har påvirket den politiske dis-

kussion på området. Man diskuterer derfor nu, hvordan man

kan styrke barnets rettigheder, og ifølge Socialstyrelsen for-

ventes forandringer på området. IVO bemærker her, at den

egentlige diskussion drejer sig om domstolens beslutning, der

gik imod kommunens vurdering, og ikke lovgivningen som så-

dan. Dog uddyber IVO, at når enkeltsager får så stor mediebe-

vågenhed som denne, påvirker det den brede holdning og op-

mærksomhed på området. Dette medfører, at der i skrivende

stund bliver sat spørgsmålstegn ved prioriteringen af forældre-

rettighederne i Sverige.

INGEN LOVHJEM-

MEL TIL BORT-

ADOPTION UDEN

SAMTYKKE

SAGEN OM ”LILLE

HJERTE”

Bengtsson & Jakobsen 2009: Institutionsanbringelse af unge i Norden. En komparativ

undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer og udviklingstendenser, s. 154-156,

VIVE [dav. SFI].

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

PÅGÅENDE DIS-

KUSSION OM

FORÆLDRES RET-

TIGHEDER

Ifølge Marie Sallnäs handler den nuværende diskussion også

om, hvorvidt man skal vægte barnets perspektiv højere og

anbringe tidligere:

”Vi har en meget stærk forældreret i Sverige. Og det har vi

diskuteret meget i den senere tid. Om vi har en for stærk

forældreret. Altså man kan jo se det i anbringelsesstatistik-

ken, at vi placerer relativt få små børn. Vi har en stærkt do-

minans af teenagere.”

(Svensk forsker, Marie Sallnäs)

Socialstyrelsen fortæller derudover, at sagen om Lille Hjerte

har sat gang i større diskussion om, hvorvidt den støtte, der

gives efter endt anbringelse, er tilstrækkelig, herunder også i

forhold til efterværn.

IGANGVÆRENDE

UDREDNING SKAL

STYRKE ”BAR-

NETS BEDSTE”

Den svenske regering har igangsat en udredning af, hvordan

barnets bedste kan styrkes ved hjemgivelse efter en langvarig

anbringelse. Udredningen er startet i april 2020, og regeringen

vil fremlægge lovforslag på baggrund af udredningen senest i

februar 2021. En af de kommende lovændringer er ”Lille

Hjerte-Loven”. Den svenske regering lægger op til, at udred-

ningen skal afdække, om der er behov for at tydeliggøre Soci-

alnævnets forpligtelse til at overveje overdragelse af forældre-

myndighed, og om der skal indføres en mulighed for, at Social-

nævnet kan pålægge værgen eller forælderen at få taget en

narkotikatest i forbindelse med hjemgivelse af et barn.

I det følgende beskriver vi organiseringen og arbejdet på fami-

lieplejeområdet i Sverige.

BRUGEN AF FAMILIEPLEJE

Ligesom i Norge og Danmark er familiepleje den foretrukne an-

bringelsesform i Sverige. I lovgivningen findes der kun én fæl-

lesbetegnelse, nemlig; ”familjehem”, men i praksis findes flere

forskellige typer. I det følgende beskriver vi de forskellige ty-

per af plejefamilier, der eksisterer i Sverige. Det er socialtjene-

sten i kommunerne, der har ansvaret for at godkende plejefa-

milierne i Sverige.

www.regeringen.se/pressmeddelanden/2020/04/lex-lilla-hjartat--utredningsuppdrag-

for-att-starka-principen-om-barnets-basta/.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TYPER AF FAMILIEPLEJE

Almindelige plejefamilier

(familjehem)

Almindelige plejefamilier tager imod udsatte børn og kan bestå

af en familie eller enkeltperson. Her anbringes børn og unge,

der eksempelvis ikke kan bo hos deres biologiske forældre

grundet misforhold i hjemmet. Barnet/den unge kan også an-

bringes i plejefamilier grundet forhold hos barnet, eksempelvis

kriminalitet. Derudover kan der være tale om børn eller unge,

der ankommer til landet som uledsagede flygtninge og herefter

anbringes i plejefamilier.

Slægts- og netværksplejefamilier

Denne type plejefamilie er en familie, der findes i barnets/den

unges slægt eller netværk. Kommunen skal indledningsvist af-

klare, om barnet/den unge kan bo hos en slægtning eller no-

gen i netværket. Forskellen på slægts- og netværksplejefami-

lier og almindelige plejefamilier er derudover, at netværks- og

slægtsplejefamilier ikke er generelt godkendte, men godken-

des til det enkelte barn, der anbringes.

Akutplejefamilie (jourhem)

En akutplejefamilie er en plejefamilie, der med kort varsel kan

tage imod et barn eller en ung, der behøver akut beskyttelse

eller støtte. Barnet bor i akutplejefamilien i en kortere periode

som en midlertidig anbringelse, ofte mens barnet/den unge af-

venter anbringelse i en plejefamilie, og/eller mens barnet ud-

redes. Barnet/den unge kan bo i akutplejefamilien i en periode

på op til seks måneder

, og der kan være perioder, hvor der

ingen anbragte børn eller unge er i akutplejefamilien. Der kan

dog være enkelte muligheder for forlængelse, eksempelvis hvis

der er tale om søskendebørn, der kan være vanskeligere at

skaffe plejefamilier til. Ifølge IVO stilles der generelt høje krav

til akuthjem, idet de modtager børnene akut og ikke på for-

hånd præcist ved, hvad de har af udfordringer.

Kontaktfamilie (kontaktfamilj)

Her er der tale om en familie, der tager imod et barn eller ung

en eller flere dage om måneden. Den modsvarer aflastningsfa-

milier i Danmark.

Konsulentstøttede/forstærkede plejefamilier

Konsulentstøttede plejefamilier er ikke en plejefamilie i traditi-

onel forstand, men derimod en plejefamilie, der er tilknyttet en

privat virksomhed, som har til formål at rekruttere og uddanne

Der kan dog være tale om en periode på længere end seks måneder. Det kan for ek-

sempel være hvis der pågår en retsproces eller der er behov for mere tid til at finde

en egnet længerevarende anbringelse, der modsvarer barnets eller den unges behov.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

plejefamilier. IVO oplyser, at disse konsulentvirksomheder der-

ved udgør et mellemled mellem den kommunale socialtjeneste

og plejefamilierne. Ofte foretager konsulentvirksomhederne en

vurdering af potentielle plejefamilier. Herefter tilbyder konsu-

lentvirksomhederne plejefamilierne til kommunerne, hvorefter

kommunerne udreder, om de er egnede til opgaven. Kommu-

nerne er ansvarlig for at indgå aftalen med konsulentvirksom-

hederne og denne aftale regulerer hvilke forpligtelser som

kommunen og plejefamilien har i forhold til barnets behov for

støtte under anbringelsen. De tjenester som konsulentvirksom-

heden udfører for kommunen reguleres i en separat aftale mel-

lem kommunen og konsulentvirksomheden, der skal udarbej-

des for hver plejefamilie.

Flertallet af disse konsulentvirksomheder tilbyder også støtte

og vejledning til plejefamilier. Det er dog fortsat kommunerne

som har det øverste ansvar for at sikre, at plejefamilierne får

den støtte og vejledning, som de har brug for. Konsulentvirk-

somhederne har ikke plejeansvar for de børn og unge, der er

anbragt, ligesom det er kommunerne, der har ansvaret for at

sikre, at disse børn og unge får den støtte som de har behov

for. Denne praksis gælder også for akutplejefamilier.

IVO oplyser derudover, at kommunernes ansvar for opfølgning

på anbringelsen ikke kan overdrages til konsulentvirksomhe-

der. Dét som kommunerne lovmæssigt kan overgive til virk-

somhederne er at tilbyde den vejledning, støtte og eventuelle

anden hjælp, som plejefamilierne behøver, samt at varetage

uddannelsen af de plejefamilier, som kommunen vurderer eg-

nede til opgaven.

Familjepoolen Sverige oplyser, at der findes forskellige konsu-

lentvirksomheder, som giver forskellige former for konsulent-

støtte til plejefamilierne. På samme vis er også variation i den

støtte som de enkelte kommuner tilbyder plejefamilierne. Ek-

sempelvis tilbyder en del kommuner alle plejefamilier ekstern

vejledning, hvorimod andre kommuner giver dette ved behov

eller slet ikke. IVO oplyser, at der også er eksempler på, at

kommunerne selv vælger at tilbyde støtte og vejledning, der

modsvarer den som tilbydes af konsulentvirksomhederne frem

for at købe den hos en konsulentvirksomhed.

Familjepoolen Sverige oplyser, at det som generelt adskiller

den støtte som konsulentvirksomhederne og kommunerne til-

byder fra hinanden er, at konsulentvirksomhederne tilbyder

konsulentbistand døgnet rundt. Denne konsulentbistand må

dog kun bestå af råd og vejledning. I tilfælde, hvor der kræves

myndighedsudøvelse, eksempelvis hvis der er alvorlige proble-

mer, er det kommunen, der kontaktes og efterfølgende hånd-

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

terer problemet. Familjepoolen Sverige oplyser, at familiepleje-

konsulenten i konsulentvirksomhederne ikke medvirker i myn-

dighedsudøvelsen og de beslutninger, der træffes i den kom-

munale socialtjeneste. Det kan ifølge Familjepoolen Sverige

betyde, at disse konsulenter mister en del information, hvilket

kan resultere i en mere mangelfuld støtte.

Konsulentvirksomhederne skal godkendes af IVO. Plejefamilier,

der tilknyttes konsulentvirksomhederne, skal derimod godken-

des af kommunerne ligesom alle andre plejefamilietyper. I

skrivende stund estimerer IVO, at der er cirka 350 af denne

type virksomheder i Sverige. IVO oplyser, at de ikke har opgø-

relser over antallet af plejefamilier, som er tilknyttet konsu-

lentvirksomheder, og at konsulentvirksomhederne ikke har op-

lysningspligt i forhold til dette.

Ifølge IVO er der ofte tale om dyre anbringelser for kommu-

nerne. I praksis er der derudover ofte tale om, at det er de

mere behandlingskrævende børn og unge, der anbringes i kon-

sulentstøttede familiehjem. Eksempelvis er der af og til knyttet

en behandlingsindsats til anbringelsen. Eksempelvis kan pleje-

forældrene blive bedt om at være hjemme på fuld tid, uden

anden beskæftigelse.

I praksis forsøger kommunerne at undgå denne type anbrin-

gelser med mindre, at barnet/den unge eksempelvis kræver

flere forskellige indsatser.

UDDANNELSESKRAV, STØTTE OG SUPERVISION

Siden januar 2013 har de svenske kommuner varetaget super-

vision af plejefamilierne og været forpligtede til at sikre, at

plejefamilierne modtager den vejledning og støtte, som de har

brug for, når et barn anbringes hos dem. Det er også kommu-

nen, der er ansvarlig for at sikre, at plejefamilierne modtager

uddannelse. Derfor går mange af særligt de mindre kommuner

sammen med andre kommuner i samme region om disse op-

gaver. Eksempelvis vælger kommuner at gå sammen i fælles-

kommunale samarbejder for at generere en fælles ”bank” af

plejefamilier. En sådan sammenslutning beskriver vi nærmere i

afsnittet ’Rekruttering’.

Der er ikke noget generelt krav om, at plejefamilier skal have

gennemført en specifik uddannelse, eller have en særlig pro-

fession for at blive godkendt. Det, der beskrives som væsent-

ligt, er, at man er en stabil person, der lever et trygt og roligt

liv, der sikrer, at et barn kan tilbydes en god tilværelse og om-

sorg. I forbindelse med at plejefamilien tager imod et barn,

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

kan den kommune, der placerer barnet, tilbyde, og i nogle til-

fælde kræve, at nye plejeforældre gennemfører et uddannel-

sesforløb, så familien får viden om, hvad det indebærer at

være plejefamilie

. Derudover er det som udgangspunkt et

krav til plejeforældrenes boligforhold, at de stiller et værelse

med vindue til rådighed for det anbragte barn.

Socialstyrelsen har udviklet uddannelseskonceptet ”Et hjem at

vokse i” (Ett hem att växa i), som er en grunduddannelse for

plejefamilier. Under uddannelsesforløbet introduceres plejefa-

milier til, hvad det indebærer at blive plejefamilie, hvad der

kan kendetegne de børn, man tager imod, vederlagsordningen,

samarbejde med biologiske forældre og kommunens socialtje-

neste.

Familjepoolen Sverige, der er en sammenslutning af seks

svenske kommuner, fortæller i deres interview til denne under-

søgelse, at de udbyder uddannelsen til deres plejefamilier, og

at undervisningen er gruppebaseret. Deres erfaring er, at det

har stor betydning for familierne, at de får mulighed for at

møde andre i lignende situation.

GRUPPE-

VEJLEDNING I

UDDANNELSEN

TIL PLEJE-

FAMILIER

ANSÆTTELSESFORHOLD

Alle plejefamilier i Sverige kompenseres økonomisk af Social-

nævnet. Hvert år offentliggør SKR (Sveriges Kommuner og Re-

gioner) anbefalinger til vederlagstakster på familieplejeområ-

det. Kommunerne kan anvende disse som udgangspunkt og

vejledning til at afgøre vederlagets størrelse, men det er valg-

frit, og vederlagsniveauet kan derfor variere mellem kommu-

ner.

Vederlaget består af to dele:

- Et vederlag, som er skattepligtigt

- En dækning af de udgifter, som dækker plejefamiliernes om-

kostninger

Vederlag

Vederlaget (arvodet) er skattepligtigt og vederlagets størrelse

afgøres ud fra hvor krævende opgaven er, og kan sænkes eller

hæves under anbringelsen, og ligner derfor vederlagsmodellen

i mange danske kommuner. Vederlaget er sygedagpenge- og

pensionsberettiget, men berettiger ikke til tjenestepension, a-

kasse, eller feriepengeoptjening. Som plejefamilie har man

ikke en egentlig ansættelse udover, at man betragtes som op-

dragstager.

www.familjehemsverige.dk

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Dækningen af de udgifter, som plejefamilien har ved at have

barnet/den unge anbragt er ikke skattepligtig.

Akutplejefamilier modtager stadig vederlag, selvom de ikke

har et barn anbragt, da de modtager betaling for at stå ”stand

by”.

Beløbets størrelse tager udgangspunkt i interesseorganisatio-

nen SKR’s (Sveriges Kommuner og Regioners) – svarende til

KL i Danmark - vejledende takster, men kan derudover variere

fra kommune til kommune og afhængig af barnets alder.

REKRUTTERING

Det er kommunernes ansvar at rekruttere plejefamilier og gen-

nemføre en udredning af deres forudsætninger for at tage et

barn i pleje. Udredningen omfatter interview, hjemmebesøg og

referenceindhentning.

Mie Engen fortæller, at de private aktører ofte ikke har lige så

svært ved at rekruttere plejefamilier, fordi de tilbyder nogle

mere fordelagtige ansættelsesforhold, eksempelvis i form af

kontrakter, mere supervision eller støtte.

IVO oplyser, at det vederlag, der tilbydes plejefamilier, der er

tilknyttet konsulentvirksomheder ofte er højere sammenlignet

med vederlaget hos andre plejefamilier.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

FAMILJEHEM SVERIGE

Hjemmesiden ”Familiehjem Sverige” er udviklet af SKR

(Sveriges Kommuner og Regioner), og er en national

webbaseret tjeneste for nuværende og potentielle pleje-

familier:

https://familjehemsverige.se/.

INTERNET-

TJENESTER, DER

UNDERSTØTTER

REKRUTTERINGS-

ARBEJDET

På hjemmesiden findes også en digital formular, hvor der

skal besvares en række spørgsmål, der skal afdække, om

ansøgeren er egnet som plejefamilie. Formularen funge-

rer derfor som en indledende forhåndsvisitation. I spør-

geskemaet stilles der spørgsmål til ansøgers boligforhold,

biologiske børn, økonomi, sundhed og sprogkundskaber,

herunder eventuelle ønsker til forhold hos barnet. Det

kan eksempelvis vedrøre barnets alder, eller om ansøger

er interesseret i at modtage søskendepar.

FAMILIJEHEMMET.SE

Familjehemmet.se er en hjemmeside, der blev oprettet

af en plejefamilie, der selv havde oplevet, at de mang-

lede praktisk information om livet som plejefamilie og

muligheden for at komme i dialog med andre plejefami-

lier. På hjemmesiden er der et dialogforum for plejefami-

lier og interesserede, som deler erfaringer, gode råd og

bekymringer. I skrivende stund er der 3.601 tråde,

28.006 posts og 1.769 medlemmer.

FAMILJEHJEMSBANKEN

Familjehjemsbanken blev oprettet som en tilstødende

side til familjehjemmet.se med henblik på at skabe et

mødested mellem plejefamilie og opdragsgiver/kom-

mune. Her udgives artikler om livet som plejefamilier og

det er muligt for opdragsgiver at annoncere.

Kommunale rekrutteringssamarbejder

Flere kommuner i Sverige har valgt at gå sammen i såkaldte

”kommunale rekrutteringssamarbejder” i arbejdet med at re-

kruttere, uddanne og foretage det indledende match mellem

plejefamilie og barn/ung. En af disse sammenslutninger; Fa-

miljepoolen Sverige, er blevet interviewet i forbindelse med

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

denne undersøgelse. I det følgende beskriver vi praksis i fæl-

leskommunale samarbejders arbejde med familieplejeområdet.

Adoptionsønske afdækkes ikke ved rekruttering

Familjepoolen Sverige oplyser, at de ikke afdækker, hvorvidt

plejefamilien er interesserede i at adoptere i forbindelse med

rekrutteringen. De oplever, at sådanne tanker generelt først

melder sig senere i processen for plejefamilierne. De informe-

rer dog om, at der er mulighed for, at kommunen kan indstille

til forældremyndigheds-overflyttelse [”Vårdnadsoverflyttelse”],

når barnet har været anbragt i plejefamilien i tre år, som be-

skrevet i afsnittet ’Sikring af kontinuitet i anbringelsen’.

Samarbejdet giver muskelkraft på plejefamiliemarkedet

Otte (nu seks) kommuner har sammen etableret Familjepoolen

Sverige, der blev oprettet i 2006. Formålet var – via fælles-

kommunalt samarbejde – at styrke kommunernes konkurren-

ceevne overfor private virksomheder på markedet for plejefa-

milier. Derudover var forventningen, at det ville være mere ef-

fektivt tidsmæssigt, hvis det blev muligt at fokusere på rekrut-

teringsdelen. Til sammenligning er det i kommunerne ofte en

enkelt medarbejder, der står for rekrutteringsindsatsen i for-

hold til plejefamilier.

Familjepoolen modtager henvisninger fra kommunerne på et

barn/ung, der har behov for en plejefamilie og varetager alle

første led i rekrutteringen og godkendelsesprocessen. Det vil

sige at møde familierne, tage på hjemmebesøg, tale med refe-

rencer, uddanne plejefamilierne og forberede en foreløbig

matchning mellem en plejefamilie og et barn/ung. Matchnings-

forslaget baseres blandt andet på henvisningen vedrørende

barnet/den unge og gennem en tæt dialog med kommunens

sagsbehandler, der holdes sammen med den information, som

kan samles ind om plejefamilierne. Plejefamilierne udvælges

blandt andet på baggrund af deres ønsker og Familjepoolens

viden om matchning. Eksempelvis indgår det i vurderingen, om

plejefamilien har hjemmeboende biologiske børn. Herefter er

det kommunen, der foretager den endelige udredning af pleje-

familien og matcher den med barnet/den unge.

Potentielle plejefamilier rekrutteres oftest til Familjepoolen

Sverige i form af indkommende interessetilkendegivelser via

familiehjemsverige.dk nævnt tidligere. De kan dog også

komme andre steder fra, eksempelvis fra andre internetsider

eller telefonopringninger.

Mange ansøgere sorteres fra i rekrutteringsprocessen

Generelt frasorteres en stor andel af ansøgerne, og Famil-

jepoolen Sverige estimerer, at de ofte kun vælger at gå videre

med 10-15 procent af ansøgerne. Netop sorteringsprocessen

PROCES FOR

REKRUTTERING

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

oplever de er en stor aflastning for kommunerne. Derudover

har Familjepoolen en hjemmeside og rekrutterer via Familje-

hjemsbanken.se, eksempelvis ved annoncering, og har annon-

cer i aviser og på sociale medier som Facebook.

Derudover tilbyder Familjepoolen ”drop-in” møder til interesse-

rede potentielle familieplejere og har fået udarbejdet en redak-

tionel plan af en kommunikationsmedarbejder.

SAMARBEJDET

MED BIOLOGISKE

FORÆLDRE OG

KOMMUNE

BEKYMRER

Motivation og barrierer for at blive plejefamilie

Familjepoolen fortæller, at det der ofte motiverer plejefamilien,

er ønsket om at hjælpe et barn og ”at betale tilbage til sam-

fundet”. Familjepoolen oplyser, at potentielle plejefamilier kan

være bekymrede for, hvordan samarbejdet med den kommu-

nale socialtjeneste og barnets/den unges biologiske forældre

vil blive fremadrettet. Endeligt kan de være bekymrede for, om

de vil kunne magte opgaven, og for hvordan det vil påvirke

eventuelle hjemmeboende biologiske børn.

Rekrutteringsudfordringer ved særligt plejebehov

i Sverige er det generelt svært for kommunerne at rekruttere

tilstrækkeligt med kvalificerede plejefamilier. Familjepoolen

nævner, at der er særlige udfordringer forbundet med at skaffe

familier, der kan tage imod børn med større behov og hele sø-

skendegrupper.

FASTHOLDELSE

Når en anbringelse hos en plejefamilie, der er i regi af Famil-

jepoolen, ophører, er det aftalen, at den pågældende kom-

mune orienterer Familjepoolen. I nogle tilfælde har kommunen

umiddelbart et andet barn, der kan anbringes i familien, men

har de intet umiddelbart match, skal Familjepoolen orienteres

om det for at kunne følge op på deres affilierede plejefamilier.

Årsager til at plejeforældrene stopper

Familjepoolen beskriver, at når plejefamilier vælger at stoppe

som plejeforældre, kan det skyldes, at de ikke oplever, at de

har fået den støtte, de har haft behov for. I nogle tilfælde op-

lever plejefamilierne derudover, at de ikke har fået tilstrække-

ligt med information om barnet inden anbringelsen. Derudover

kan nogle plejeforældre have svært ved at fortsætte, efter et

barn er blevet hjemgivet eller anbragt andetsteds uden pleje-

familiens ønske.

Perspektiver på kommunale rekrutteringssamarbejder

Familjepoolen Sverige fremhæver, at en fordel ved samarbej-

det er, at der herved kan sikres en hurtigere proces i forhold til

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

at rekruttere og koble familier til barnet/den unge, hvilket

skyldes den specialisering som gøres mulig ved samarbejdet:

”Jeg ved, at når man arbejder alene med rekrutteringen i en

kommune, så er det sådan, at man også tager sig af andre

sager sådan, at det der med rekrutteringen måske kommer

længst ned i prioriteringen af det, man skal gøre”.

(Familjepoolen Sverige)

Derudover er det muligt for Familjepoolen at være mere til-

gængelig for plejefamilier og potentielle plejefamilier. Famil-

jepoolen peger på, at der frigives flere ressourcer til rekrutte-

ringen, når flere kommuner går sammen om opgaven, så der

derved er et større budget til eksempelvis kampagner. Derud-

over påpeger Familjepoolen, at det understøtter en bedre

matchning af plejefamilie og barn/ung, da de har et større ud-

bud af plejefamilier og børn/unge, og derved flere alternativer i

matchningsprocessen. Dette gælder også plejefamilier, der

alene kan tage imod børn/unge, der ikke har store udfordrin-

ger:

”Der findes jo familier, der er ret smalle, og som kun kan

tage et begrænset ansvar, og så kan vi stadig matche dem,

så det er en stor fordel”.

(Familjepoolen Sverige)

Høj personaleomsætning er en udfordring

Det er en udfordring for Familjepoolens samarbejde med kom-

munerne om rekruttering, oplæring og indledende matchning,

når personaleomsætningen i kommunerne er høj. Derudover

fortæller Familjepoolen, at de oplever, at det kan være en for-

del ikke at være for stor en organisation, da nærheden til en-

keltkommunerne og deres personale letter samarbejdet.

På samme vis peger Familjepoolen på, at deres erfaring er, at

samarbejdet mellem kommune og plejefamilie er bedre, når

der ikke er for stor personaleomsætning, da mangel på konti-

nuitet i kontakten med sagsbehandler/mange sagsbehandler-

skift kan være en stor udfordring for familierne.

FORDELE VED

KOMMUNALE

REKRUTTERINGS-

SAMARBEJDER

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TILSYN

I Sverige udføres tilsynet af myndigheden IVO, som blev

grundlagt i 2013. Den udøver tilsyn over sundhedssektoren og

socialområdet og kan give kritik, hvis der registreres fejl. Før-

hen lå tilsynet hos Socialstyrelsen, men man valgte at opbygge

IVO for at fokusere tilsynsopgaven. IVO udøver det direkte til-

syn med HVB-hjem (Hem för vård eller boende)

og døgnin-

stitutioner, og fører tilsyn med kommunernes praksis i forhold

til rekruttering og opfølgning på anbringelserne. Derudover fø-

rer IVO tilsyn med om kommunerne agerer i overensstem-

melse med lovgivningen. IVO tager ikke ud i plejefamilierne,

men udøver tilsyn over kommunerne praksis og opfølgning på

anbringelserne i plejefamilier. Konkret lægger IVO i deres til-

syn blandt andet vægt på børnefaglig undersøgelse, udredning

af plejefamilien og opfølgninger.

Hem för vård eller boende er en institutionstype, der retter sig mod børn eller unge,

der ikke kan bo hjemme på grund af forhold i hjemmet eller egen adfærd. I dag dri-

ves Hvb-hjem primært af private virksomheder.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

KAPITEL 4

Statistisk analyse af anbrin-

gelsesområdet i Danmark,

Norge og Sverige

Indledningsvist introduceres kernefællestræk for anbringelses-

området samt forbehold for sammenligning på tværs mellem

Danmark, Norge og Sverige. Derefter præsenteres resultaterne

fra den statistiske analyse af anbringelsesområdet i Danmark,

Norge og Sverige.

Den statistiske analyse er hovedsageligt baseret på tal fra

2019. Enkelte tabeller er baseret på tal fra 2018, da tal fra

2019 her ikke var tilgængelige. Resultaterne er derfor kun

knyttet til den aktuelle situation i 2018-2019 og siger ikke no-

get om udviklingen i de tre lande over tid.

For både Danmark, Norge og Sverige bygger tabellerne som

udgangspunkt på et tværsnit. Data fra Danmark og Norge er

fra 31. december, og data fra Sverige er fra den 1. november

det pågældende år. Til tabellerne vedrørende årsager til an-

bringelse og alder ved anbringelse/barneværnstiltag har vi dog

anvendt statistik, der beror på data i løbet af året.

FÆLLESTRÆK PÅ ANBRINGELSESOMRÅDET PÅ

TVÆRS AF DANMARK, NORGE OG SVERIGE

Fælles velfærdsstatslig indretning

Flere af de interviewpersoner, der indgår i denne undersø-

gelse, peger på, at det, der forener lande som Norge, Danmark

og Sverige, er velfærdsstatens rolle i samfundet. Denne indret-

ning betyder, at der lægges vægt på, at samfundet har pligt til

at støtte op om familier i dårlig trivsel. Eksempelvis har man i

alle tre lande et stort fokus på familierettede og forebyggende

foranstaltninger. Den danske forsker Mie Engen, som har sam-

menlignet familieplejeområdet i Danmark, Norge og Sverige i

sin forskning, beskriver:

”Noget af det, de tre lande har tilfælles, er, at man ser det

som et offentligt ansvar at kompensere for nogle af de dår-

lige forhold, der kan være i familien, som også kan være

skabt af ulighed og fattigdom. På den måde hænger det

sammen med vores universelle velfærdsmodel, hvor man

ser det som et offentligt ansvar at kompensere for nogle af

de dårlige forhold, der kan være i familien”.

(Dansk forsker,

Mie Engen)

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Forsker Mie Engen, beskriver videre, at et fællestræk ved Dan-

mark, Norge og Sverige er, at der ikke skelnes skarpt mellem

støtte til familien og beskyttelse af børn;

”Forståelsen er, at man ved at støtte familien og så vidt

muligt forebygge anbringelse, også kan beskytte børn mod

omsorgssvigt og misbrug”.

(Dansk forsker, Mie Engen)

Fokus på familiepleje er et fællestræk blandt landene

Et andet fællestræk på indsatsområdet mellem de tre lande er,

at det er en politisk prioritet at anbringe en større andel af

børn og unge i plejefamilier. Forsker Mie Engen forklarer, at

dette beror på en opfattelse af, at det er bedre at vokse op un-

der familielignende vilkår fremfor på en døgninstitution. Det

fokus viser sig også i anbringelsesstatistikken, som præsente-

res nedenfor, hvor familiepleje er den mest anvendte anbrin-

gelsesform i alle tre lande. Fokus på frivillighed og bevarelse af

kontakt mellem familien og barnet, også ved anbringelse, er et

andet element, der peges på som centralt fælleskarakteristi-

kum ved de tre lande.

”Professionalisering” af familieplejen

Derudover forklarer forsker Mie Engen, at der i alle tre lande er

sket en ”professionalisering” af plejeforældre i form af blandt

andet ret og pligt til uddannelse blandt plejefamilier, udvikling

af mere differentierede og specialiserede former for familie-

pleje og familier, der har dette hverv som deres primære be-

skæftigelse.

Efter denne introduktion vil vi i det følgende præsentere resul-

taterne fra den statistiske sammenligning på anbringelsesom-

rådet i Danmark, Norge og Sverige i 2018-2019. Tabellerne

suppleres med interviewpersonernes bemærkninger til stati-

stikken og til det at udføre statistiske sammenligninger samt

forskningspublikationer på anbringelsesområdet i Danmark,

Norge og Sverige.

FORBEHOLD FOR SAMMENLIGNING PÅ TVÆRS

AF DANMARK, NORGE OG SVERIGE

Når man sammenligner statistik på anbringelsesområdet på

tværs af landegrænser, er der væsentlige forbehold, man skal

være opmærksom på. For det første er der forskellige opgørel-

sesmetoder på tværs af Danmark, Norge og Sverige. Derud-

over er der forskelle i hvad, der registreres, og hvor nuance-

rede data er. Eksempelvis indgår børn og unge med funktions-

nedsættelser som udgangspunkt ikke i anbringelsesstatistikken

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

i Norge og Sverige, mens de gør det i den danske anbringel-

sesstatistik. Derudover opererer Danmark, Norge og Sverige

med forskellige aldersgrupperinger for statistik på anbringel-

sesområdet. I Danmark anvendes intervallet 0-18 år, i Norge

0-22 år og i Sverige 0-20 år. Vi har valgt at anvende interval-

let 0-17 år konsekvent i kapitlet for at øge sammenlignings-

grundlaget, og fordi undersøgelsen ikke ser på efterværn.

Endelig er der forhold i den praktiske anvendelse af foranstalt-

ninger og anbringelsessteder, som påvirker statistikken. Et ek-

sempel er Norges skelnen mellem henholdsvis omsorgsoverta-

gelse og hjælpetiltag, hvor hjælpetiltag, som beskrevet hoved-

sageligt er forebyggende foranstaltninger, men også kan være

anbringelser af kortere varighed. Derimod indgår alle anbrin-

gelser i Danmark i anbringelsesstatistikken uanset varigheden

af anbringelsen.

Dertil er der stor forskel på, hvordan de tre lande registrerer

årsag til anbringelse. I Danmark er der 17 årsagskategorier, i

Norge 20 og i Sverige kun tre. Derudover er det ikke muligt at

adskille årsager til anbringelsessagerne fra den samlede

mængde af barneværnssager i Norge. Det betyder, at registre-

ringerne i Norge både dækker over forebyggende foranstalt-

ninger og korte og længerevarende anbringelser. Endelig regi-

strerer man i Sverige kun årsag til anbringelse i anbringelses-

sager uden samtykke og ikke til anbringelser med samtykke.

I denne undersøgelse beskriver vi løbende metodiske forbehold

under tabellerne, når det vurderes at være relevant.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

ANBRINGELSESFREKVENSEN I DANMARK,

NORGE OG SVERIGE

Tabel 1 viser antallet af anbragte børn og unge i alderen 0-17

år i 2019. Derudover viser tabellen andelen af anbragte børn

og unge i aldersgruppen ud af det samlede antal børn og unge

i Danmark, Norge og Sverige.

TABEL 1. ANTAL ANBRAGTE BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR I DANMARK, NORGE OG SVE-

RIGE I 2019.

Anbragte børn og

unge

Det totale antal børn

og unge i aldersgrup-

pen

Andel anbragt ud af

det samlede antal

børn og unge i al-

dersgruppen i %

0,99%

0,65%

Danmark

Norge

Sverige

11.405

11.109

14.201

1.157.236

1.122.508

2.180.508

Note: For alle tre lande indgår også data på akutanbringelser. Samme barn kan indgå i statistikken flere gange, da et barn eksempel-

vis kan have en reserveret plads på en institution samtidig med, at det afprøves om barnet trives bedre i en plejefamilie. Derved

er der en risiko for en dobbelttælling af enkeltanbringelser i statistikken. Data fra Danmark og Norge er fra 31.december 2019.

Data fra Sverige er fra 1.november 2019.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra: Danmarks Statistik; Socialstyrelsen Sverige; Statistisk Sentralbyrå Norge, Anke-

styrelsen 2020.

Som det fremgår af tabellen, er andelen af anbragte børn og

unge højere i Danmark og Norge sammenlignet med Sverige i

2019. I både Danmark og Norge ligger andelen på 0,99 pro-

cent, hvor andelen i Sverige ligger på 0,65 procent.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

ANDELEN AF ANBRAGTE BØRN FORDELT PÅ AN-

BRINGELSESTYPE

Resultater på tværs af landene

Som det fremgår af tabel 2, er plejefamilie den mest udbredte

anbringelsesform i alle tre lande. Norge har den højeste andel

af anbragte børn og unge i familiepleje (83,3 procent), efter-

fulgt af Sverige på (82,2 procent). Til sammenligning har Dan-

mark den laveste andel af børn og unge anbragt i plejefamilie

(66,1 procent).

I forhold til brugen af netværkspleje, har Norge også her den

højeste andel i forhold til alle anbragte i plejefamilie (29,4 pro-

cent). I Sverige er andelen af anbragte børn og unge i net-

værkspleje, ud af det samlede antal anbragte i familiepleje, 17

procent, mens Danmark har en væsentligt lavere andel an-

bragt i netværkspleje ud af børn og unge anbragt i plejefamilie

(12,5 procent), altså under halvdelen af andelen i Norge.

TABEL 2. ANDELEN AF ANBRAGTE BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR I PLEJEFAMILIE OG

NETVÆRKSPLEJEFAMILIE I DANMARK, NORGE OG SVERIGE I 2019

Andel placeret i plejefamilie ud

af alle anbragte

Danmark

Norge

Sverige

66,1%

83,3%

82,2%

Andel placeret i netværkspleje

ud af alle anbragte i plejefamilie

12,5%*

29,4%

17,0%

Note: *Tal fra 2018.

Samme barn kan indgå i statistikken flere gange, da et barn eksempelvis kan have en reserveret plads i plejefamilie samtidig

med, at det afprøves om barnet trives bedre i netværkspleje. Derved er der en risiko for en dobbelttælling af enkeltanbringelser

i statistikken. Data fra Danmark er fra den 31.december 2018, data fra Norge er fra den 31. december 2019 og data fra Sverige

er fra 1. november 2019.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra: Danmarks Statistik; Socialstyrelsen Sverige; Statistisk Sentralbyrå Norge, Anke-

styrelsen 2020.

Danmark

Den følgende tabel ser på, hvordan det samlede antal anbragte

børn og unge fordeler sig på forskellige anbringelsestyper i

Danmark i 2018-2019.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TABEL 2.1. ANBRAGTE BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FORDELT PÅ ANBRINGELSESTYPE I

DANMARK PER 31. DECEMBER 2019

ANBRINGELSESTYPE

Plejefamilier

Døgninstitution, almindelig afdeling

Opholdssted for børn og unge

Eget værelse, kollegium, kollegielignende opholdssted

Kost- og/eller efterskole

Døgninstitution, sikret afdeling

Uoplyst

Delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling på åben døgn-

institution

Total

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Danmarks Statistik, Ankestyrelsen 2020.

Antal

7.540

1.826

1.501

249

159

11.405

Andel

66,1%

16,0 %

13,2%

2,2%

1,4%

0,7%

0,3%

0,2%

100%

Når vi ser nærmere på, hvordan anbragte børn og unge fordeler

sig på forskellige anbringelsesformer, fremgår det af tabel 2.1.,

at plejefamilie er den mest anvendte anbringelsesform i Dan-

mark (66,1 procent), og at anbringelse på døgninstitution er den

næstmest anvendte (16,0 procent). Herefter kommer opholds-

sted for børn og unge (13,2 procent).

Tabel 2.2 viser fordelingen af anbringelser på forskellige pleje-

familietyper i Danmark. På nuværende tidspunkt er der kun tal

tilgængelige fra 2018. Dette skyldes nye ændringer, der trådte

i kraft d. 1. juli 2019. De nye ændringer medførte, at plejefa-

milietypologien blev ændret og betegnelsen ’kommunal pleje-

familie’ udgik. ’Kommunale plejefamilier’ blev udviklet med det

sigte, at de kunne tage børn og unge med større vanskelighe-

der i pleje, der ellers ville have været anbragt på institution.

Som det fremgår af tabellen, udgjorde denne familieplejetype

dog kun en mindre andel af den samlede andel af plejefamilie-

typer i 2018.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TABEL 2.2. ANBRAGTE BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR I PLEJEFAMILIER FORDELT PÅ FA-

MILIEPLEJETYPER I DANMARK PER 31. DECEMBER 2018

PLEJEFAMILIETYPE

Almindelig plejefamilie

Netværksplejefamilie

Kommunal plejefamilie

Total

Antal

6.411

958

279

7.648

Andel i %

83,8%

12,5%

3,6%

100%

Note: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, der var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie d. 31. december 2018, og som fin-

des i befolkningsregistret ultimo året.

Kilde: Egne beregninger på baggrund Danmarks Statistik, Ankestyrelsen 2020.

Som det fremgår af tabel 2.2., er den mest udbredte familie-

plejeform i Danmark (i 2018) ’almindelig plejefamilie’, efter-

fulgt af netværksplejefamilie. Som beskrevet, er både andelen

af anbragte børn og unge i plejefamilie og netværksplejefamilie

lavere i Danmark end i Sverige og Norge.

I Danmark eksisterer der i dag fire former for plejefamilier,

nemlig: ’almene plejefamilier’, ’forstærkede plejefamilier’, ’spe-

cialiserede plejefamilier’ og ’netværksplejefamilier’ jf. Service-

lovens § 66. ’Forstærkede plejefamilier’ er familier, der er god-

kendte til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel

for børn og unge med moderate til svære støttebehov. De for-

stærkede plejefamilier skal have viden om børn med særlige

behov og/eller børn, der viser tegn på mistrivsel. Forstærkede

plejefamilier ligger i forhold til specialiseringsgrad og kompe-

tencer et niveau over almene plejefamilier og et niveau under

specialiserede plejefamilier. Specialiserede plejefamilier er fa-

milier, der er godkendt til at varetagen omsorgen og sikre ud-

vikling og trivsel for børn og unge med svære støttebehov og

kan også være akutplejefamilier for børn, der har været udsat

for massive omsorgssvigt. Specialiserede plejefamilier skal

være i stand til at samarbejde med eksterne fagpersoner og

tilbud, samt indgå i supplerende støtte og behandling

Norge

Den følgende tabel præsenterer, hvordan anbragte børn og

unge fordeler sig på forskellige anbringelsestyper i Norge i

2019.

https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/socialtilsyn/redskaber-for-tilsyns-

forende/godkendelsesprocessen/Plejefamilier-1/typologi-plejefamilier#:~:text=led-

sagelse%20til%20fritidsaktiviteter.-,Forst%C3%A6rkede%20plejefamilier,der%20vi-

ser%20tegn%20p%C3%A5%20mistrivsel.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TABEL 2.3. ANBRAGTE BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FORDELT PÅ ANBRINGELSESTYPE I

NORGE I PER 31. DECEMBER 2019

ANBRINGELSESTYPE

Plejefamilie

Institution

Akutplejefamilie (beredskabshjem)

Bolig med opfølgning (inkluderer bofællesskab)

Total

Antal

9.257

942

575

335

11.109

Andel i %

83,3%

8,5%

5,2%

3,0%

100%

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen 2020

Tabel 2.3 viser, at langt størstedelen af alle anbragte børn og

unge er anbragt i familiepleje i Norge (83,3 procent). Herefter

følger anbringelse på institution (8,5 procent) og akutplejefa-

milieanbringelse (5,2 procent). Som det fremgår af rapportens

kvalitative interview, har Norge et stort fokus på i videst muligt

omfang at anbringe børn under 12 år i plejefamilier, når an-

bringelse er påkrævet ud fra en konkret og individuel vurde-

ring. Dette gør, at man i Norge over de seneste år har anbragt

børn og unge med større vanskeligheder i plejefamilier, der el-

lers ville have været anbragt på institution. Norge har flere

specialiserede typer af plejefamilier, hvor børn og unge med

forskellige udfordringer kan anbringes. Der er eksempelvis

statslige plejefamilier, der varetager børn og unge med så væ-

sentlige udfordringer, at de ikke kan anbringes i almindelige

plejefamilier. De statslige plejefamilier erstatter i noget om-

fang institutionsanbringelse.

En kortlægning af institutionstilbud i Norge og udvalgte euro-

pæiske lande foretaget af Deloitte

viser, at der er en køns-

mæssig forskel, når man kigger på børn og unge anbragt uden

for hjemmet. I forhold til de børn og unge, som i 2018 var an-

bragt på institution, udgjorde drengene 57 procent og pigerne

43 procent.

Når vi sammenligner disse tal med den totale fordeling af

drenge og piger i alderen 0-17 år med henholdsvis barne-

værnstiltag og omsorgstiltag i 2019, kan vi se, at drengene

også her er overrepræsenterede.

Deloitte (2019): Kartlegging av institusjonstilbud i Norge og utvalgte europeiske land

Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TABEL 2.4. BØRNE OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR, MED HENHOLDSVIS BARNE-

VÆRNSTILTAG OG OMSORGSTILTAG, FORDELT PÅ KØN I NORGE

PER 31. DECEMBER

2019

Køn

Drenge

Piger

Barneværnstiltag

17.916

14.588

Omsorgstiltag

4.542

4.058

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen, 2020

Tabel 2.4 viser, at drenge er overrepræsenterede, når vi ser på

børn og unge med barneværnstiltag i Norge i 2019. 17.916

drenge modtog barneværnstiltag i 2019, hvor dette gjaldt

14.588 piger. Når vi ser på antallet af børn og unge med om-

sorgstiltag, ser vi en mindre overrepræsentation af drenge.

4.542 drenge havde i 2019 modtaget et omsorgstiltag, hvor

dette gjaldt for 4.058 piger.

TABEL 2.5. ANBRAGTE BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR I PLEJEFAMILIE FORDELT PÅ PLE-

JEFAMILIETYPE I NORGE PER 31. DECEMBER 2019

FAMILIEPLEJETYPE

Plejefamilie i slægt eller nære netværk

Ordinære plejefamilier

Statslig plejefamilie

Andre former for plejefamilie (herunder behand-

lingsplejefamilier)

Total

Antal

2.723

5.998

516

9.257

Andel i %

29,4%

64,8%

5,6%

0,1%

100 %

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen, 2020

Som det fremgår af ovenstående tabel 2.5, er den mest an-

vendte plejefamilieform i Norge ’ordinære plejefamilier’, som

udgør 64,8 procent. De mere specialiserede plejefamilieformer

som ’statslige plejefamilier’ og ’behandlingsplejefamilier’, der

er målrettet børn og unge med større udfordringer, udgør en

mindre andel. Det samme gør sig som nævnt gældende for

brugen af ’kommunale plejefamilier’ i Danmark. (Kategorien

der, som nævnt, i dag er erstattet af ’forstærkede’ og ’speciali-

serede plejefamilier’).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Sverige

Tabel 2.6 viser, hvordan det samlede antal børn og unge i Sve-

rige fordeler sig på anbringelsestype i 2019.

TABEL 2.6. ANBRAGTE BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FORDELT PÅ ANBRINGELSESTYPE I

SVERIGE PER 1. NOVEMBER 2019

ANBRINGELSESTYPE

Plejefamilie

HVB

Anden anbringelsestype

Særskilt ungdomshjem efter § 12 i LVU

Bostøtte

Eget hjem

Total

Antal

11.671

3.344

371

543

362

353

14.201

Andel i %

82,2%

23,5%

2,6%

3,8%

2,5%

117,1%

Note: En person kan være registreret i mere end én anbringelsesform på samme tid, hvilket betyder, at andelen ikke summerer til

100%.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Registerservice Socialstyrelsen Sverige, Ankestyrelsen 2020

Tabel 2.6 viser, at 82,2 procent af alle børn og unge, der var

anbragt i Sverige i 2019, var anbragt i familiepleje. Socialsty-

relsen i Sverige oplyser, at antallet af børn og unge anbragt i

familiepleje historisk set, har ligget meget stabilt i Sverige,

men at andelen af anbringelser i familiepleje er faldet i takt

med, at der i de seneste år er kommet et større antal uledsa-

gede flygtningebørn til Sverige, hvor en betydelig andel er ble-

vet anbragt på institution.

En publikation fra Socialstyrelsen Sverige

vedrørende stati-

stik fra 2019 viser, at drenge er overrepræsenterede i forhold

til piger på alle anbringelsestyper. Den største kønsforskel ses i

forhold til anbragte i bostøtte, hvor drengene udgør 82 pro-

cent. I HVB-hjem udgør drengene cirka 70 procent, og pigerne

udgør cirka 30. I forhold til plejefamilie er knap 60 procent af

de anbragte drenge, og 40 procent er piger.

Når vi sammenligner med det totale antal anbragte børn og

unge i alderen 0-17 år, ser vi ligeledes en overrepræsentation

af drenge.

Socialstyrelsen Sverige (2020): Statistik om socialtjänstinsatser till barn och unga

2019.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TABEL 2.7. ANBRINGELSER FOR BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FORDELT PÅ

KØN I SVERIGE PER 1. NOVEMBER 2019

Køn

Drenge

Piger

Total

Anbringelser

7.961

6.240

14.201

Andel i %

56,1%

43,9%

100%

Kilde: Egne beregninger baseret på statistik fra Socialstyrelsen Sverige, Ankestyrelsen 2020.

Tabel 2.7 viser, at drenge er overrepræsenterede, når man ser

på antallet af anbringelser.

I nedenstående tabel viser vi, hvordan børn og unge anbragt i

familiepleje fordeler sig på forskellige familieplejetyper.

TABEL 2.8. ANBRAGTE BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FORDELT PÅ FAMILIEPLE-

JETYPE I SVERIGE PER 1. NOVEMBER 2019.

Familieplejetype

Plejefamilie

Netværksplejefamilie

Akutplejefamilie (jourhjem)

Total

Antal

8.635

1.982

3.424

14.041

Andel i %

74,0%

17,0%

29,3%

120,3%

Note: Andelen er beregnet ud fra det samlede antal børn og unge i alderen 0-17 år anbragt i familiepleje, som er; 11671.

En person kan være registreret i mere end én anbringelsesform på samme tid, hvilket betyder, at andelen ikke summerer til

100%.

Kilde: Egne beregninger baseret på statistik fra Socialstyrelsen Sverige, Ankestyrelsen 2020.

Tabel 2.8 viser, at den mest hyppige plejefamilietype er almin-

delige plejefamilier (74 procent), mens den mindst hyppige er

netværkspleje (17 procent).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

ANBRINGELSER MED OG UDEN SAMTYKKE

Resultater på tværs af de tre lande

Følgende tabel viser fordelingen af anbringelser i Danmark og

Sverige i 2019 fordelt på med og uden samtykke.

Norge indgår ikke i nedenstående tabel, da det her er mere

vanskeligt at afgøre fordelingen mellem anbringelse med og

uden samtykke. Dette skyldes, at den norske barneværnsstati-

stik ikke laver denne skelnen, men i stedet skelner mellem an-

bringelser som omsorgsovertagelse, hjælpetiltag, akuttiltag og

adfærdstiltag.

TABEL 3. ANBRINGELSER FORDELT PÅ MED OG UDEN SAMTYKKE I DANMARK OG SVERIGE I

2019

Anbringelser med samtykke

Danmark

Sverige

72,8%

61,3%

Anbringelser uden samtykke

23,0%

39,0%

Note: For anbringelse uden samtykke i Sverige har vi medtaget anbringelse uden samtykke efter LVU og akutanbringelse uden sam-

tykke efter LVU.

En person kan være registreret i mere end én anbringelsesform på samme tid, hvorfor procentandelene ikke summerer til

100%. Data fra Danmark er fra den 31. december 2019 og data fra Sverige er fra den 1. november 2019.

Kilde: Egne beregninger ud fra statistik fra Socialstyrelsen Sverige og Danmarks Statistik, Ankestyrelsen, 2020.

Som det fremgår af tabel 3, har Sverige en større andel af

børn og unge, der er anbragt uden samtykke end i Danmark. I

Sverige er andelen af anbringelser uden samtykke 39 procent,

hvor den i Danmark er 23 procent.

Norge

For at tilnærme os en besvarelse af fordelingen med og uden

samtykke i Norge, ser vi i det følgende nærmere på anvendel-

sen af henholdsvis hjælpetiltag, omsorgsovertagelse, akut- og

adfærdstiltag opgjort i 2019. Omsorgsovertagelse iværksæt-

tes, når det vurderes, at der er behov for en længerevarende

anbringelse og kan iværksættes både med og uden samtykke

(jf. BVL § 4-12 a, b, c og d). Hjælpetiltag har til formål at bi-

drage til positiv forandring hos barnet eller i familien og er som

udgangspunkt med samtykke (jf. BVL § 4-4). Akuttiltag bru-

ges, når barneværnstjenesten vurderer, at barnet eller den

unge lider alvorlig overlast af at være i hjemmet og kan iværk-

sættes både med og uden samtykke (jf. BVL § 4-6). Endelig

anvendes adfærdstiltag, når et barn eller en ung, som følge af

alvorlige adfærdsvanskeligheder, anbringes på en institution.

Barnet eller den unge kan anbringes på grundlag af samtykke

fra barnet over 15 år og forældre (BVL § 4-26) og uden sam-

tykke (jf. BVL § 4-24).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Tabel 3.2 præsenterer fordelingen af anbringelser blandt børn

og unge fordelt på anbringelsesgrundlag.

TABEL 3.2. ANBRINGELSER AF BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FORDELT PÅ AN-

BRINGELSESGRUNDLAG I NORGE PER 31. DECEMBER 2019

Anbringelsesgrundlag

Omsorgsovertagelse

Typisk uden samtykke

Antal

8.600

2.024

358

151

11.133

Andel i %

77%

18,2%

3,2%

1,4%

100%

Hjælpetiltag

Typisk med samtykke

Akuttiltag

Både m/u samtykke

Adfærdstiltag

Både m/u samtykke

Total

Note: Anbringelse som omsorgsovertagelse iværksættes som udgangspunkt uden samtykke og anbringelse som hjælpetiltag iværk-

sættes med samtykke. Endelig kan adfærds- og akuttiltag ske både med og uden samtykke.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen, 2020.

Tabel 3.2 viser, at hovedparten af anbringelser i Norge, op-

gjort i 2019, er blevet foretaget som en omsorgsovertagelse

(77 procent), der som beskrevet kan iværksættes både med

og uden samtykke. Statistisk Sentralbyrå Norge oplyser, at en

mulig årsag til, at antallet af anbringelser som omsorgstiltag er

væsentligt højere end de andre anbringelsesgrundlag er, at

omsorgsovertagelse er mere langvarig. Da anbringelse efter

hjælpe-, akut- eller adfærdstiltag oftest er af kortere varighed,

vil der formentlig være flere børn anbragt efter disse tiltag,

som i perioden enten er blevet hjemgivet eller overgået til en

omsorgsovertagelse. Dette betyder, at der kan være børn eller

unge anbragt efter hjælpe-, akut- eller adfærdstiltag i løbet af

året, som ikke længere er i denne anbringelsesform per 31.

december 2019 og derfor ikke figurerer i statistikken.

Afgørelsen om omsorgsovertagelse træffes af Fylkesnævnet,

og foretages ved enten forenklet (skriftlig) eller fuld behand-

ling (mundtlig). Fuld behandling anvendes, når forældrene el-

ler den unge over 15 år ikke har givet samtykke til anbringel-

sen. Derimod anvendes forenklet behandling, når forældrene

og den unge over 15 år har givet samtykke til anbringelsen. Til

trods for dette samtykke, skal Fylkesnævnet afgøre, om barnet

skal hjemgives til forældrene uafhængig af, om anbringelsen

er iværksat ved fuld eller forenklet behandling. I følgende tabel

3.3 vises antallet og andelen af afgørelser vedrørende om-

sorgsovertagelse i 2019.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TABEL 3.3. OMSORGSOVERTAGELSE AF BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR I NORGE I 2019

Antal

Uden samtykke (fuld behandling)

Med samtykke (Forenklet behandling)

Total

632

265

888

Andel i procent

70%

30%

100%

Note: I tabellen indgår også unge i aldersgruppen 17-18 år, hvor der blev truffet 9 afgørelser om omsorgsovertagelse i alt i 2019.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Fylkesnævnene for barnevern og sosiale saker/Sentralenheten, Ankestyrelsen

2020.

Som ovenstående tabel 3.3 viser, traf Fylkesnævnet beslutning

om omsorgsovertagelse ved fuld behandling (uden samtykke) i

70 procent af anbringelserne. I 30 procent af tilfældene traf

Fylkesnævnet beslutning om omsorgsovertagelse efter forenk-

let behandling (med samtykke).

Sverige

Tabel 3.4 viser det samlede antal afgørelser om anbringelser

for børn og unge i Sverige i 2019, og hvordan afgørelserne for-

deler sig på henholdsvis med og uden samtykke.

TABEL 3.4. ANBRINGELSER AF BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR MED ELLER UDEN SAM-

TYKKE I SVERIGE PER 1. NOVEMBER 2019

Foranstaltningstype

Anbringelse med samtykke (efter SoL)

Anbringelse uden samtykke (efter LVU)

Akutanbringelse uden samtykke (efter LVU)

Total

Antal

8.701

4.599

942

14.242

Andel i %

61,3%

32,4%

6,6%

100%

Note: Andelen er beregnet ud fra det samlede antal børn og unge i alderen 0-17 år, der er anbragt med og uden samtykke, som er;

14201. En person kan være registreret i mere end én anbringelsesform på samme tid, hvilket betyder, at andelen ikke summe-

rer til 100%.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Socialstyrelsen Sverige, Ankestyrelsen 2020.

Tabel 3.4 viser, at 61,3 procent af afgørelserne om anbringel-

serne i 2019 blev truffet med samtykke og at 39 procent blev

truffet uden samtykke (heraf 6,6 procent som akutanbrin-

gelse).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

ÅRSAGER TIL ANBRINGELSE/BARNEVÆRNSTIL-

TAG

Resultater på tværs af landene

Forskellige opgørelsesmetoder gør, at årsager til anbringelse

på tværs af de tre lande ikke er umiddelbart sammenlignelige.

Dette skyldes dels, at Danmark, Norge og Sverige bruger for-

skellige kategorier til at registrere årsager til anbringelse og

dels, at antallet af årsagskategorier varierer.

Generelt kan vi se, at den mest anvendte årsag til anbrin-

gelse/barneværnstiltag, i både Danmark, Norge og Sverige,

knytter sig til forældrene. I Danmark anvendes oftest årsags-

kategorier, der vedrører forhold hos forældrene i forbindelse

med anbringelse. I Norge er den mest anvendte årsag til et

barneværnstiltag ”manglende forældrefærdigheder hos foræl-

dre”. I Sverige er den mest anvendte årsag til anbringelse

”kun mangler i hjemmemiljøet,” hvilket dækker over, at årsa-

gen ikke er knyttet til barnet eller den unges opførsel, men

alene til forhold i hjemmet.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Danmark

Tabel 4 viser årsager til de anbringelser af børn og unge, som

er iværksat i løbet af 2019 i Danmark.

TABEL 4. ÅRSAGER TIL IVÆRKSATTE ANBRINGELSER FOR BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR

I DANMARK I LØBET AF 2019

ÅRSAG

Utilstrækkelig omsorg fra forældre

Anden bekymrende adfærd hos barn/ung f.eks. udadreagerende ad-

færd

Anden bekymrende adfærd hos forældre

Anden form for omsorgssvigt over for barn/ung

Uoplyst

Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos

barn/ung

Skoleproblemer hos barn/ung f.eks. fravær

Højt konfliktniveau eller vold i hjemmet mellem voksne

Overgreb mod barn/ung f.eks. seksuelt eller voldeligt

Andet

Misbrug hos barn/ung

Misbrug hos forældre

Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos for-

ældre

Kriminalitet hos barn/ung

Sundhedsforhold hos barn/ung

Kriminalitet hos forældre

Fogedsag, hjemløshed eller udsættelse fra bolig

Total

Antal gange

anvendt

793

748

504

453

311

281

258

228

212

193

180

182

181

161

154

4.900

Andel i %

16,2%

15,3%

10,3%

9,2%

6,3%

5,7%

5,3%

4,7%

4,3%

3,9%

3,7%

3,3%

3,1%

0,8%

0,4%

100%

Note: Hver iværksat anbringelse kan have flere udslagsgivende årsager. I alt blev 2.463 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt i løbet

af 2019.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Danmarks Statistik, Ankestyrelsen 2020.

Som det fremgår af tabel 4, angives oftest årsagskategorier,

som vedrører forældrene i forbindelse med anbringelse i Dan-

mark. Kigger vi på de tre mest anvendte årsagskategorier,

summerer ’utilstrækkelig omsorg hos forældrene’ (16,2 pro-

cent), og ’anden bekymrende adfærd hos forældrene' (10,3

procent) til 26,5 procent, hvorimod årsag knyttet til barnet;

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

’anden bekymrende adfærd hos barnet/den unge for eksempel

udadreagerende adfærd’ alene udgør 15,3 procent af de tre

mest anvendte årsagskategorier.

Norge

Tabel 4.1. viser det samlede antal barneværnstiltag for børn

og unge i Norge fordelt på årsagskategorier for anbringelsen.

TABEL 4.1. ÅRSAGER TIL NYE BARNEVÆRNSTILTAG FOR BØRN OG UNGE I ALDEREN 0- 17 ÅR I

NORGE I LØBET AF 2019.

ÅRSAG

Manglende forældreevne

Højt konfliktniveau i hjemmet

Uoplyst

Psykiske problemer / lidelser hos forældrene

Vold i hjemmet / barnet vidne til vold i nære relationer

Andre forhold hos forældrene / i familien

Barnets adfærd / kriminalitet

Andre forhold i barnets situation

Misbrug hos forældrene

Psykiske problemer / lidelser hos barnet

Relationsvanskeligheder hos barnet

Barnet udsat for fysisk mishandling

Barnet udsat for psykisk mishandling

Somatisk sygdom hos forældre

Misbrug hos barnet

Funktionsnedsættelse hos barnet

Kriminalitet hos forældrene

Barnet udsat for seksuelle overgreb

Barnet mangler omsorgsperson

Barnet udsat for vanrøgt

Total

Antal gange anvendt

6.076

3.058

2.487

2.047

2.013

1.972

1.364

1.282

1.274

1.234

724

640

377

368

240

205

185

131

25.864

Andel i %

23,5%

11,8%

9,6%

7,9%

7,8%

7,6%

5,3%

5,0%

4,9%

4,8%

2,8%

2,5%

1,5%

1,4%

0,9%

0,8%

0,7%

0,5%

0,4%

0,3%

100%

Note: Barneværnstiltag dækker både forebyggende foranstaltninger og anbringelse. Der kan registreres flere årsager til iværksat tiltag

per barn.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen 2020

Tabel 4.1. viser, at man i Norge oftest registrerer nye barne-

værnstiltag som begrundet i ”manglende forældreevne” (23,5

procent) og ”højt konfliktniveau i hjemmet” (11,8 procent).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

Statistisk Sentralbyrå Norge oplyser, at kategorien ”manglende

forældrefærdigheder hos forældre” ofte registreres sammen

med mere alvorlige årsager som ”højt konfliktniveau i hjem-

met” og ”vold i hjemmet/barnet vidne til vold i nære relatio-

ner”.

Norsk forskning

viser, at når børn anbringes uden for hjem-

met er årsagerne til anbringelsen ofte relateret til forældrene

(manglende forældreevne, stof- og alkoholmisbrug hos foræl-

drene og psykiske problemer/lidelser hos forældre). Når teen-

agere anbringes er årsagen til anbringelse oftere knyttet til

den unge selv (afvigende adfærd hos den unge, stof- og alko-

holmisbrug hos den unge, psykiske problemer/ lidelser hos den

unge, skolefravær og kriminalitet hos den unge).

En undersøgelse foretaget af Statens Institutionsstyrelse i

Norge (SiS), der omhandler årsager til anbringelse hos bar-

net,

viser, at der er en forskel blandt piger og drenge med

hensyn til årsag til anbringelse. For drenge var ”kriminalitet”

den mest almindelige årsag til anbringelse på en institution (67

procent), mens dette var årsagen til anbringelse for 23 procent

af piger. For piger var ”misbrug” og ”anden skadelig adfærd”

den mest almindelige årsag til anbringelse (46 procent), mens

dette var årsagen til anbringelse for 24 procent af drengene.

”Anden socialt destruktiv adfærd” var årsag til anbringelse for

henholdsvis 7 procent af drengene og 30 procent af pigerne.

Sverige

I den svenske statistik over socialtjenester til børn og unge er

det kun i sager vedrørende anbringelse uden samtykke iværk-

sat efter LVU, at årsagen til anbringelsen registreres. Som det

fremgår af nedenstående tabel 4.2, som viser årsager til an-

bringelser iværksat i 2019, indgår der i opgørelsen dels årsag

til anbringelse og lovhjelmen til anbringelsen.

Elisabeth Backe-Hansen, Ingrid Højer, Yvonne Sjöblom, and Jan Storø (2013): Out of

home care in Norway and Sweden – similar and different. I: Psychosocial Interven-

tion.

Statens institutionsstyrelse, 2019 (presentasjon). Psykisk ohälsa bland SiS ungdomar

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TABEL 4.2. ÅRSAGER TIL ANBRINGELSE EFTER LVU FOR BØRN OG UNGE I ALDEREN

0-17 ÅR I SVERIGE I LØBET AF 2019

Årsag

Antal gange anvendt

Kun mangler i hjemmemiljø

Akutanbringelse

Anbringelse

Adfærd hos den unge

Akutanbringelse

Anbringelse

183

566

Både mangler i hjemmemiljø og den unges adfærd

Akutanbringelse

Anbringelse

Total

258

5.545

0,9%

4,7%

100%

3,3%

10,3%

711

3.779

12,9%

68,5%

Andel i %

Note: Andelen er beregnet ud fra det totale antal årsager til anbringelse for børn og unge i alderen 0-17 år, som er 5515.

Et barn kan være registreret under flere årsager til anbringelse og derfor kan samme barn fremgå flere gange i tabellen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Socialstyrelsen Sverige, Ankestyrelsen 2020.

Ovenstående tabel 4.2 viser, at når børn og unge anbringes

uden samtykke er den hyppigst anvendte årsagskategori ”Kun

mangler i hjemmemiljø” (68,5 procent).

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

SAMMENHÆNG MELLEM BARNETS UDFORDRING

OG ANBRINGELSESTYPE

Resultater på tværs af de tre lande

Hverken Danmark, Norge eller Sverige opgør den direkte sam-

menhæng mellem barnets udfordringer og anbringelsestype. Vi

har tilnærmet os et svar på dette ved at koble statistiske op-

lysninger med forskning, samt de kvalitative interview, der

indgår i denne undersøgelse. I alle tre lande ser vi, at det sær-

ligt er børn, der anbringes i plejefamilie og unge, der anbrin-

ges på institution.

Danmark

Danmarks Statistik opgør ikke sammenhæng mellem barnets

udfordring og anbringelsestype. I forhold til sammenhæng

mellem barnets udfordringer og anbringelsestype viser flere

danske studier, at børn, der anbringes på institution, generelt

er ældre og har flere udfordringer – herunder udadreagerende

adfærd – sammenlignet med børn, der anbringes i familie-

pleje

4243

Norge

I Barneværnsstatistikken i Norge indgår ikke sammenhængen

mellem barnets udfordringer og anbringelsestypen. Vi kan dog

tilnærme os dette ved at se på det juridiske grundlag for an-

bringelse.

Bufdir henviser til at se på, om anbringelsen er iværksat med

lovhjemmel i bestemmelsen om omsorgsovertagelse, hjælpe-

tiltag, akuttiltag og adfærdstiltag, hvilket illustreres i tabel 4.3

om anbringelsesgrundlag.

Mette Ejrnæs & Mette Gørtz (2017): Hvilke risikofaktorer er afgørende for beslutnin-

gen om anbringelse? I: Idamarie Leth Svendsen (red.) i Den svære beslutning - en

antologi om beslutninger om anbringelse af børn og unge – hvornår, hvorfor og hvor-

dan. Institut for Socialt Arbejde.

Tine Egelund, Dines Andersen, Anne-Dorthe Hestbæk, Mette Lausten, Lajla Knudsen,

Rikke Fuglsang Olsen & Fredrik Gerstoft (2008): Anbragte børns udvikling og vilkår -

resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995. København 2008. SFI – det

nationale forskningscenter for velfærd.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

TABEL 4.3. ANTALLET AF ANBRINGELSER AF BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR

FORDELT PÅ ANBRINGELSESGRUNDLAG I NORGE PER 31. DECEMBER 2019

Anbringelsesgrundlag

Omsorgsovertagelse

Hjælpetiltag

Akuttiltag

Adfærdstiltag

Total

Antal

8.600

2.024

358

151

11.133

Andel i %

77%

18,2%

3,2%

1,4%

100%

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen 2020.

Unge, der placeres på baggrund af adfærdsmæssige vanske-

ligheder, vælger man ofte at anbringe i særligt specialiserede

institutioner. Dette understøttes af norsk forskning

, der viser,

at teenagere med adfærds- eller misbrugsproblemer oftere an-

bringes i institution end i plejefamilie.

Bufdir oplyser videre, at man, under hensyntagen til sagens in-

dividuelle forhold, i praksis ofte overvejer familiepleje først,

når anbringelse er nødvendig, særligt hvis barnet er under 12

år. Dette har medvirket til, at plejefamilierne i Norge skal

kunne rumme børn og unge med store udfordringer. Ifølge

Bufdir bliver de statslige plejefamilier

særligt anvendt til

unge med store udfordringer.

Norsk forskning

viser, at både børn og unge, som er anbragt

i plejefamilie og på institution kan have alvorlige følelsesmæs-

sige, mentale og kognitive problemer. Forskning viser videre,

at anbragte børn og unge primært kommer fra familier med

kun én forsørger, for det meste enlige mødre. Ofte har foræl-

drene selv en historik med anbringelse i deres opvækst.

En kortlægning af institutionstilbud i Norge og udvalgte euro-

pæiske lande foretaget af Deloitte viser, at der en klar forskel i

kønsfordelingen, når vi ser på børn og unge anbragt som et

Backe-Hansen, E., Bakketeig, E., Gautun, H., & Backer Grønningsæter, A. (2011):

Institusjonsplassering- siste utvei? Report no. 21/2011. Oslo: NOVA.

Statslige plejefamilier dækker over plejefamilier, der indgår en kontraktlig aftale med

Bufetat. Ordningen er særligt målrettet børn og unge med større udfordringer og be-

hov for støtte, der ikke kan rummes i en ordinær (kommunal) plejefamilie, se også s.

43.

Backe-Hansen, E., Egelund, T., & Havik, T. (2010). Barn og unge i fosterhjem – en-

Kunnskapstatus. Oslo: NOVA.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

adfærdstiltag

. Andelen af drenge, som er anbragt som ad-

færdstiltag i Norge, er steget fra 68 procent i 2016, til 74 pro-

cent i 2017 og til 81 procent i 2018

. Som vist i tabel udgør

anbringelser som adfærdstiltag 1,4 procent af det samlede an-

tal anbringelser.

Sverige

Der findes ikke nyere statistik, der viser sammenhængen mel-

lem barnet/den unges udfordringer og valget af anbringelses-

sted i Sverige. Statistisk Sentralbyrå Sverige henviser her til

fordelingen af årsagskategorier for anbringelser præsenteret i

tabel 4.2.

Forskning i institutionsanbringelse i Sverige

peger på, at der

ligesom i Danmark og Norge, er en tendens til, at unge oftere

anbringes på institution sammenlignet med yngre børn. Her

fremhæver Backe-Hansen et. al (2013), at Sverige er blandt

de lande i Europa, der modtog det højeste antal uledsagede

flygtninge i ungdomsalderen. Her var der særligt tale om unge

drenge i alderen 16-17 år. Derfor afspejler Sveriges modta-

gelse af uledsagede flygtninge sig i statistikken, da disse børn

og unge, som tidligere nævnt, hyppigere anbringes på institu-

tion.

International forskning og svensk forskning finder i øvrigt, at

unge anbragt på sikrede institutioner har en overhyppighed af

somatiske problemer og udfordringer med tandsundheden

Endelig har Marie Sallnäs, i sin forskning i den svenske brug af

institutionsanbringelse

, peget på, at brugen af institutioner i

Sverige ofte er rettet mod håndteringen af sociale problemer

hos barnet som eksempelvis antisocial adfærd, misbrug eller

alvorlig konflikt mellem børn og forældre. Derfor er institutio-

ner ofte rettet mod at tilbyde en form for behandling, og i dag

præsenterer svenske institutioner ofte sig selv som rettet mod

Adfærdstiltag anvendes, når et barn eller ung, som følge af alvorlige adfærdsvanske-

ligheder, anbringes på en institution med eller uden samtykke.

Deloitte (2019): Kartlegging av institusjonstilbud i Norge og utvalgte europeiske land

Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet

Elisabeth Backe-Hansen, Ingrid Højer, Yvonne Sjöblom, Jan Storø, (2013) Out of

home care in Norway and Sweden – similar and different, Psychosocial Intervention,

Volume 22, Issue 3, s. 193-202.

Vinnerljung, B., Kling, S. Hjern, A. (2018), Health problems and healthcare needs

among youth in Swedish secure residential care. International Journal of Social Wel-

fare

Marie Sallnäs (2009) Swedish Residential Care in the Landscape of Out-of-Home Care

i Courney, Mark E og Iwaniec Dorotea (red.): Residential Care of Children: Compara-

tive Perspectives, Oxford University Press, s. 38-53.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

100

et behandlingssigte. Her peger Sallnäs på, at institutionsan-

bringelse generelt overvejes, når det ikke er muligt at anbringe

i plejefamilier. Det kan eksempelvis være, hvis barnet/den un-

ges problemer er så alvorlige, at det kræver behandling, eller

for at sikre, at en søskendeflok kan anbringes samme sted.

BARNET OG DEN UNGES ALDER VED ANBRIN-

GELSE/BARNEVÆRNSTILTAG

Resultater på tværs af de tre lande

Det fremgår af statistikken fra 2019, at størstedelen af børn og

unge i både Danmark og Sverige bliver anbragt i alderen 12-

17 år. Til sammenligning er det i Norge oftest børn og unge i

aldersgruppen 6-12 år, der modtager barneværnstiltag (herun-

der anbringelse).

Danmark

Nedenstående tabel 5 viser barnets alder ved anbringelser, der

iværksættes i løbet af 2019. Tabellen dækker både over børn,

der anbringes for første gang og børn, der skifter anbringelses-

sted.

TABEL 5. BARNETS ALDER VED IVÆRKSATTE ANBRINGELSER FOR BØRN OG UNGE I

ALDEREN 0-17 ÅR I DANMARK I LØBET AF 2019

Alder

Antal i aldersgruppe

Andel i hver aldersgruppe

0-5 år

6-11 år

12-17 år

Total

446

505

1.512

2.463

18,1%

20,5%

61,4%

100%

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Danmarks Statistik, Ankestyrelsen 2020.

Tabellen viser, at over halvdelen af de børn, som blev anbragt

i løbet af 2019, var mellem 12 og 17 år (61,4 %). Andelen af

børn og unge, der blev anbragt i alderen 0-5 år og 6-11 år er

nogenlunde jævnt fordelt.

Forskning har derudover vist, at sammenbrud i anbringelsen

oftest sker i ungdomsårene, og at op imod halvdelen af alle

anbragte unge oplever, at deres anbringelsesforløb bryder

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

101

sammen

. Derudover har analyser vist, at skift i anbringelses-

sted oftest sker inden for det første år af anbringelsen

Norge

Statistisk Sentralbyrå Norge opgør på nuværende tidspunkt

ikke barnets alder ved anbringelse uden for hjemmet isoleret

set, men barnets alder opgøres ved nyt barneværnstiltag.

Barneværnstiltag i Norge dækker som beskrevet både over

forebyggende foranstaltninger og anbringelse.

Tabel 5.1. viser antallet af nye barneværnstiltag i 2019 i Norge

fordelt på aldersgrupper.

TABEL 5.1 NYE BARNEVÆRNSTILTAG FOR BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FOR-

DELT PÅ ALDERSGRUPPER I NORGE I LØBET AF 2019

Alder

Antal i aldersgruppe

Andel i al-

dersgrup-

pen

26,4%

44%

29,6%

100%

Antal år per

aldersgruppe

Tiltag per år i

gennemsnit i al-

dersgruppen

1.233

880

829

0-5 år

6-12 år

13-17 år

Total

3.699

6.157

4.147

14.003

Note: Barneværnstiltag inkluderer både forebyggende foranstaltninger og anbringelse.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen 2020

Tabellen viser, at den højeste andel af nye barneværnstiltag i

2019 er i aldersgrupperne 6-12 år (44 procent) og 13-17 år

(29,6 procent), også selvom der i beregningen tages højde for

varierende antal år i aldersgrupperne.

For at finde svar på spørgsmålet om barnets alder ved

anbringelse, er der indhentet bidrag fra Centralenheden for

Fylkesnævnene. Centralenheden opgør nemlig antallet af

paragrafhenvisninger vedrørende omsorgsovertagelser fordelt

på aldersgrupper. I Centralenheden for Fylkesnævnenes

beregninger indgår dog kun børn, som anbringes efter

paragrafferne om omsorgsovertagelse og ikke børn, som

anbringes efter paragraffen om hjælpetiltag, da disse

anbringelser ikke behandles i Fylkesnævnene.

Tine Egelund, Turf Böcker Jakobsen, Ida Hammen, Martin Olsson & Anders høst

(2010): Sammenbrud i anbringelser af unge - Erfaringer, forklaringer og årsagerne

bag. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Social- og Indenrigsministeriet (2018), Velfærdspolitisk Analyse: Kontinuitet i anbrin-

gelser af børn og unge

https://sim.dk/media/28966/vpa_kontinuitet_i_anbringel-

ser_af_boern_og_unge_t.pdf.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

102

Tabel 5.2 viser, hvordan antallet af vedtagne

omsorgsovertagelser i 2019 fordeler sig på børn i forskellige

aldersgrupper.

TABEL 5.2. OMSORGSOVERTAGELSER FOR BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-18 ÅR I

NORGE I 2019

Alder

0-6 år

6-12 år

12-18 år

Total

Antal paragrafhenvisninger vedrørende

omsorgsovertagelse

362

443

329

1.134

Andel i %

31,9%

39,1

29,0

100%

Note: Data inkluderer kun anbringelser som omsorgsovertagelse og ikke anbringelser som hjælpetiltag. Dette skyldes, at barnets alder

ved anbringelse kun registreres af Fylkesnævnene, og ikke indgår i barneværnsstatistikken. I alt modtag 897 børn

omsorgsovertagelse i 2019. Samme barn kan have en omsorgsovertagelse, der har hjemmel i flere forskellige paragraffer. I

2019 blev der altså registreret 1134 paragrafhenvisninger fordelt på 897 børn og unge.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Fylkesnemndene for barnevern og sosiale saker/Sentralenheten, Ankestyrelsen

2020.

Som det fremgår af tabel 5.2, er der flest omsorgsovertagelser

blandt børn i alderen 6-12 år (39,1 procent).

Sverige

Følgende tabel 5.3 viser alderen ved anbringelse for børn og

unge fordelt på aldersgrupper i 2019. Her er det vigtigt at be-

mærke, at tallene i tabellen både kan dække over førstegangs-

anbringelser og skift i anbringelser.

TABEL 5.3. BARNETS ALDER VED IVÆRKSATTE ANBRINGELSER ELLER VED SKIFT I

ANBRINGELSEN I SVERIGE I LØBET AF 2019

Alder

Antal i aldersgrup-

pen

1.118

844

957

1.084

1.299

3.406

8.708

Andel i alders-

gruppe

12,8%

9,7%

10,9%

12,4%

14,9%

39,1%

100%

Antal år i pr. al-

dersgruppe

Antal anbringelser

pr. år i gennemsnit

i aldersgruppen

280

281

319

361

650

1.135

0-3 år

4-6 år

7-9 år

10-12 år

13-14 år

15-17 år

Total

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

103

Note: Et barn kan være registreret under flere årsager til anbringelse og derfor kan samme barn fremgå flere gange i tabellen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Socialstyrelsen Sverige, Ankestyrelsen 2020.

Ovenstående tabel 5.3 viser, at størstedelen af børn og unge

der anbringes eller oplever skift i anbringelsen er i alderen 15-

17 år.

I en publikation fra Socialstyrelsen Sverige fremgår det, at

drenge er overrepræsenterede i forhold til piger i alle alderska-

tegorier. Den største forskel ses i ungdomsårene (15-17 år),

hvor drengene udgør knap to tredjedele af alle anbragte i

denne aldersgruppe.

Af tabel 5.4 fremgår data på barnets alder for

første

anbrin-

gelse fordelt på anbringelsestype.

TABEL 5.4. BARNETS ALDER VED FØRSTE ANBRINGELSE FORDELT PÅ ANBRINGEL-

SESTYPE I SVERIGE I LØBET AF 2019

Alder

Pleje-

fami-

lie

Net-

værks

pleje-

fami-

lie

697

595

588

1.880

Akutple-

jefamilie

HVB

Bo-

støtte

Sær-

skilt

ung-

doms-

hjem

298

367

An-

det

Eget

hjem

I alt

Andel

0-5 år

6-11

år

12-17

år

Total

3.786

2.337

2.718

8.841

740

803

953

2.496

810

613

1821

3.244

296

339

207

340

113

116

176

405

6260

4595

7057

17.912

34,9%

25,7%

39,4%

100%

Note: Tabellen viser alder ved første anbringelse. Anbringelsestypen er den, der er registreret på personnummeret i 2019.

Kilde: Databestilling hos Registerservice Socialstyrelsen Sverige, Ankestyrelsen 2020

Tabel 5.4 viser, at familiepleje er den mest anvendte anbrin-

gelsestype for alle alderskategorier, når det gælder første-

gangsanbringelser.

Når vi ser særskilt på de 12-17 årige fremgår det, at HVB-

hjem

udgør den næstmest anvendte anbringelsestype.

Socialstyrelsen Sverige (2020): Statistik om socialtjänstinsatser till barn och unga

2019.

HVB (Hem för vård eller boende) er en institutionstype, der retter sig mod børn eller

unge, der ikke kan bo hjemme på grund af forhold i hjemmet eller egen adfærd. I

dag drives Hvb-hjem primært af private virksomheder.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

104

HERKOMSTFORDELING AF ANBRAGTE BØRN OG

UNGE

Resultater på tværs af de tre lande

For både Norge og Danmark gælder det, at størstedelen af an-

bragte børn og unge har dansk/norsk oprindelse. Ligeledes

gælder det for begge lande, at både andelen af anbragte børn

og unge med indvandrerbaggrund og efterkommere fra ikke-

vestlige lande er større end andelen af anbragte børn og unge

og efterkommere fra vestlige lande.

I den svenske statistik opgøres herkomst ikke på anbringelses-

området, og Sverige indgår derfor ikke i dette kapitel.

Danmark

Tabel 6 viser det samlede antal anbringelser af udsatte børn og

unge fordelt på herkomst.

TABEL 6. ANBRINGELSER AF BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FORDELT EFTER HERKOMST

I DANMARK PER 31. DECEMBER 2019

Herkomst

Dansk oprindelse

Efterkommere ikke-vestlige land

Efterkommere vestlige lande

Børn og unge med indvandrerbaggrund fra ikke-

vestlige lande

Børn og unge med indvandrerbaggrund fra vest-

lige lande

Total

Antal

9.916

806

109

425

11.354

Andel i %

87,3%

7,1%

1,0%

3,7%

0,9%

100%

Note: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, der var anbragt uden for hjemmet d. 31. december 2019, og som findes i befolknings-

registret ultimo år 2019.

Kilde: Social- og Ældreministeriets beregninger ud fra tal fra Danmarks Statistik

Som det fremgår af tabel 6 vedrører 87,3 procent anbringelser

børn og unge med dansk oprindelse. 7,1 procent anbringelser

vedrører efterkommere fra ikke-vestlige lande, og 3,7 procent

anbringelser vedrører børn og unge med indvandrerbaggrund

fra ikke-vestlige lande.

Danmarks Statistik definerer herkomst således: En person har dansk oprindelse, hvis

han eller hun har mindst én forælder, som både er dansk statsborger og født i Dan-

mark. Hverken indvandrere eller efterkommere har én forælder, som både er dansk

statsborger og født i Danmark. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere er,

at indvandrere er født i udlandet, mens efterkommere er født i Danmark.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

105

Norge

Statistisk Sentralbyrå Norge opgør herkomst for børn og unge

med barneværnstiltag. Nedenstående tabel viser antallet og

andelen af børn med et barneværnstiltag i 2019 og vedrører

derfor ikke alene anbringelser.

TABEL 6.1. BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR MED BARNEVÆRNSTILTAG FORDELT

PÅ HERKOMST

I NORGE PER 31. DECEMBER 2019

Herkomst

Børn og unge med ind-

vandrerbaggrund

Børn og unge med ind-

vandrerbaggrund

Efterkommere

Norsk oprindelse

Uoplyst indvandrings-

kategori

Verdensdel

Vesten/EU

Uden for Vesten/EU

Vesten/EU

Uden for Vesten EU

Antal børn og unge

725

3.188

472

3.944

24.061

114

Andel i

2,2%

9,8%

1,5%

12,1%

74%

0,4%

Total

32.504

100%

Note: Kategorien ”Børn og unge med indvandrerbaggrund” inkluderer uledsagede mindreårige flygtninge.

Kategorien ”Vesten/EU” dækker over landene EU28/EØS, Schweitz, USA, Canada, Australia og New Zealand

Kategorien ”Uden for Vesten/EU” dækker over landene Asien, Afrika, Latinamerika, Oceanien undtagen Australien og New Zea-

land og Europa uden for EU28/EØS

Kilde: Egne beregninger på baggrund af statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen 2020

Som det fremgår af tabel 6.1, udgør børn og unge med norsk

oprindelse den største andel af det samlede antal børn og unge

med barneværnstiltag i Norge i 2019 (74 procent). Herefter

udgør efterkommere fra ikke-vestlige lande (12,1 procent) og

børn og unge med indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande

(9,8 procent) de største andele af den samlede gruppe af børn

og unge med barneværnstiltag i Norge.

Statistisk Sentralbyrå Norge har derudover opgjort, hvordan

anbringelser af børn og unge i aldersgruppen 0-17 år fordeler

Statistisk Sentralbyrå definerer ”indvandrere” (i denne rapport; ”børn og unge med

indvandrerbaggrund”) som personer, som er født i udlandet af to udenlandsfødte for-

ældre og fire udenlandsfødte bedsteforældre. Norskfødte med indvandrerforældre (i

denne rapport; ”efterkommere”), er personer som er født i Norge af to udenlands-

fødte forældre og fire udenlandsfødte bedsteforældre.

Betegnelsen ”norskfødte med én udenlandsfødt forælder” (i rapporten; efterkommere

med én udenlandsfødt forælder”) er ikke en del af den officielle definition, men kate-

gorien er blevet anvendt af Statistisk Sentralbyrå for at se nærmere på denne gruppe

i forbindelse med barneværnstiltag.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

106

sig på henholdsvist herkomst og anbringelsestype, som præ-

senteres i tabel 6.2.

TABEL 6.2. ANBRINGELSER FOR BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-17 ÅR FORDELT PÅ

HERKOMST OG FORANSTALTNINGSTYPE I NORGE PER 31. DECEMBER 2019.

Institution

(Andel i %)

Netværks-

pleje

(Andel i %)

Familie-

pleje

(Andel i

4.130

(59,1%)

734

(46,8%)

Beredskabs-

hjem (akut-

plejefami-

lier)

(Andel i %)

248

(3,5%)

133

(7,2%)

Bolig

med op-

følgning

(Andel i

(0,8%)

252

(16,1%)

Uop-

gjort

(Andel

i %)

(0,1%)

(0,2%)

An-

bragte i

alt

Barn uden

indvandrer-

baggrund

Børn og

unge med

indvandrer-

baggrund

Efterkom-

mere

Efterkom-

mere med

én uden-

landsfødt

forælder

Uopgjort

indvan-

dringskate-

gori

Total

493

(7%)

244

(15,6%)

2.053

(29,4%)

201

(12,8%)

6.986

1.567

(7,6%)

105

(7,8%)

126

(10,5%)

341

(25,4%)

838

(69,7%)

822

(61,2%)

131

(10,9%)

(3,8%)

(0,7%)

(1,3%)

(0,6%)

(0,4%)

1.203

1.343

(23,5%)

(5,9%)

(29,4%)

(35,3%)

(2,9%)

942

2.723

6.534

575

335

11.133

Kilde: Egne beregninger ud fra statistik fra Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen 2020.

Som det fremgår af tabel 6.2, er den hyppigst anvendte an-

bringelsesform familiepleje på tværs af herkomst.

Ser vi nærmere på netværksanbringelse fremgår det af tabel-

len, at den hyppigst anvendes til børn og unge uden indvan-

drerbaggrund (29,4 procent) og til efterkommere med kun én

udenlandskfødt forælder (25,4 procent). Til sammenligning an-

vendes netværksanbringelse i mindre grad for børn og unge

med indvandrerbaggrund (12,8 procent) og efterkommere

(10,5 procent).

Når vi ser nærmere på institutionsanbringelse, fremgår det af

tabellen, at syv procent af børn og unge uden indvandrerbag-

grund anbringes her, hvor det samme gælder for 15,6 procent

af børn og unge med indvandrerbaggrund.

På samme måde gælder det for anbringelse i bolig med opfølg-

ning, at en større andel anbragte børn og unge med indvan-

drerbaggrund anbringes her, end det er tilfældet for børn og

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

107

unge uden indvandrerbaggrund. En mulig forklaring på denne

forskel kan være, at Norge som beskrevet har modtaget en høj

andel uledsagede flygtninge, som har øget efterspørgslen på

institutionspladser (se side 44).

Ifølge oplysninger fra Statistisk Sentralbyrå Norge

er der for-

holdsmæssigt flere børn og unge med indvandrerbaggrund,

der modtager et barneværnstiltag sammenlignet med efter-

kommere og børn og unge uden indvandrerbaggrund. Neden-

stående tabel 6.3 viser antallet af børn og unge i alderen 0-22

år med barneværnstiltag i 2019 ud af 1000 børn. Som det

fremgår af tabellen, modtager en større andel af børn og unge

med indvandrerbaggrund et barneværnstiltag (52 ud af 1.000

børn og unge), sammenlignet med efterkommere (32 ud af

1.000 børn og unge) og børn og unge uden indvandrerbag-

grund (27 ud af 1.000 børn og unge).

TABEL 6.3. ANTAL BØRN OG UNGE I ALDEREN 0-22 ÅR MED BARNEVÆRNSTILTAG

FORDELT PÅ HERKOMST PER 1.000 I NORGE PER 31. DECEMBER 2019

Herkomst

Børn og unge uden indvandrerbaggrund

Børn og unge med indvandrerbaggrund

Efterkommere

Kilde: Statistisk Sentralbyrå Norge, Ankestyrelsen 2020

Antal pr. 1.000 børn

Sverige

Der er ikke medtaget tal fra Sverige, da de ikke har ført stati-

stik på herkomstfordelingen af anbragte børn og unge siden

2013.

Tabellen er udarbejdet på baggrund af data og oplysninger fra Statistisk Sentralbyrå

Norges artikel; ”Færre fekk tiltak frå barnevernet”, https://www.ssb.no/sosiale-for-

hold-og-kriminalitet/artikler-og-publikasjoner/faerre-fekk-tiltak-fra-barnevernet.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

108

BILAG 1

Metode

Følgende afsnit beskriver hvilke metoder, der er blevet brugt

til at indsamle vidensgrundlaget for undersøgelsen.

Undersøgelsen er baseret på:

- Desk research af dokumenter, der vedrører fami-

lieplejeområdet i Norge og Sverige

- Fire ekspertinterview med relevante forskere fra

Danmark, Norge og Sverige

- Fem interview med centrale aktører på barne-

værnsområdet i Norge og Sverige

- Datasæt fra Danmarks Statistik, Statistisk Sen-

tralbyrå Norge, Centralenheden for Fylkesnæv-

nene Norge og Socialstyrelsen Sverige

DESK RESEARCH

Undersøgelsen baserer sig delvist på desk research og dermed

på en indsamling af allerede eksisterende viden på området.

Denne desk research baserer sig på en gennemgang af dan-

ske, svenske og norske studier af plejefamilieområdet. Derud-

over er centrale officielle dokumenter, som eksempelvis lov-

grundlag, blevet gennemgået og inddraget.

Dataindsamlingen blev indledt med desk research for at ud-

pege temaer til interviewguides og kvalificere de efterfølgende

kvalitative interview. Resultaterne fra den indledende desk re-

search bidrog derudover til at skabe grundlag for at beskrive

den historiske kontekst for tidligere og aktuelle forandringer i

organiseringen og lovgivningen på familieplejeområdet i Norge

og Sverige. Derudover er desk research blevet anvendt til at

verificere faktuelle udsagn fra interviewpersoner.

Resultaterne fra desk research blev kodet under undersøgel-

sens centrale temaer og er dermed blevet inddraget løbende

sammen med interviewmaterialet i analysen.

EKSPERTINTERVIEW

Idet det er en kompleks opgave at sammenligne organisering,

praksis og lovgivning mellem lande, valgte vi at konsultere for-

skere i forbindelse med dataindsamlingen. For at kvalificere

det metodiske design på undersøgelsen, og skabe viden om de

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

109

overordnede linjer i forskelle i organisering og praksis på om-

rådet for udsatte børn og unge, valgte vi indledningsvist at

gennemføre interview med to danske forskere. Begge har tidli-

gere gennemført komparative analyser på anbringelsesområ-

det i Norden. Derefter afholdt vi interview med forskere fra

henholdsvis Norge og Sverige.

Vi har afholdt interview med følgende forskere;

Fra Danmark: Seniorforsker ved VIVE; Anne-Dorthe

Hestbæk, og lektor ved Institut for Sociologi og Socialt

Arbejde; Aalborg Universitet, Mie Engen

Fra Sverige: Professor ved Institut for Socialt Arbejde;

Stockholm Universitet, Marie Sallnäs

Fra Norge: Forsker ved Senter for velferds- og arbeids-

livsforskning; Oslomet, Elisiv Bakketeig

Hvad interviewene afdækker

Interviewene med de danske forskere har bidraget til at verifi-

cere resultaterne fra desk research, samt til kvalificering af in-

terviewene med nordmændene og svenskerne. De er derud-

over blevet brugt til at pege på nogle af de centrale forskelle

og ligheder, der er i sammenligning med den danske organise-

ring. De danske forskningsinterview har derudover bidraget

med faglig sparring til, hvordan man bedst muligt sammenlig-

ner nøgletal på tværs af landene og om erfaringer i forhold til

de sprogbarrierer, der kan være ved at interviewe og foretage

desk research på andre skandinaviske sprog.

De svenske og norske ekspertinterview har ligeledes bidraget

med ekspertviden på området, som har kunne give et indblik i

de overordnede tendenser, centrale diskussioner og organise-

ringsforskelle. De har ligeledes kunne pointere en række for-

dele og ulemper ved de forskellige organiseringsformer, og har

kunne uddybe hvordan diskussionen i de to lande udvikler sig i

skrivende stund. Slutteligt har de bidraget med at henvise os

videre til anden relevant litteratur og undersøgelser.

INTERVIEW MED CENTRALE AKTØRER

De fem interview med centrale aktører afdækker forskellige

forvaltningsniveauer og en enkelt privat rekrutteringsvirksom-

hed. Vi har interviewet:

Tre talspersoner fra Bufdir, som er

Barne-, ungdoms- og

familiedirektoratet

i Norge. Alle tre talspersoner deltog i

samme interview

En talsperson fra Bufetat Øst, som er en af de fem

Barne-, ungdoms- og familieetater i Norge

To talspersoner fra Socialstyrelsen i Sverige, som deltog

i samme interview

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

110

En talsperson fra det svenske tilsyn, kaldet IVO (Inspek-

tionen för vård och omsorg)

En talsperson fra Familjepoolen i Sverige, som er en

rekrutteringsvirksomhed, der er dannet via et tværkom-

munalt samarbejde mellem seks svenske kommuner

Udvælgelse og rekruttering

Disse interview er blevet udvalgt for at skabe et bredt perspek-

tiv på, hvordan plejeområdet af organiseret, og afdække erfa-

ringer med rekruttering af plejefamilier. De repræsenterer alle

forskellige forvaltningsniveauer, som dermed giver et bredt

indblik i organiseringen.

Interviewpersonerne er blevet rekrutteret ved at tage direkte

kontakt til aktørerne, som har videreført os til en relevant re-

præsentant.

Hvad interviewene afdækker

På grund af forskellen blandt de ovennævnte aktører, er der

blevet lavet en individuel interviewguide til hvert interview.

Dog har samtlige interview afdækket følgende tematikker:

- Overordnet organisering

- Balancen mellem centralisering og decentralisering

- Privatisering af området

- Lovgivningen og udvikling i lovgivning

- Udbredelse og typer af plejefamilier

- Rekruttering og uddannelse af plejefamilier

- Inddragelse af barnet/den unge

- Tilsyn på området

Interviewpersonerne fremstår anonymt i undersøgelsen, og

angives derfor kun som den organisation/myndighed de re-

præsenterer. Citater og tekstuddrag i deres kontekst er sendt i

høring hos interviewpersonerne.

Formen på interviewene

På grund af Corona-situationen har det ikke, som planlagt, væ-

ret muligt at foretage interviewene med fysisk tilstedeværelse,

og derfor er alle interview blevet afholdt online. Dette mulig-

gjorde, at undersøgelsen fortsat kunne gennemføres på trods

af situationen.

Alle interview blev gennemført som semistrukturerede inter-

view. Det vil sige, at interviewene tog udgangspunkt i en inter-

viewguide, men at vi samtidig har forholdt os åbent til, at nye

relevante temaer og spørgsmål kunne dukke op undervejs.

Alle interview blev afholdt på interviewer og interviewpersons

respektive modersmål, det vil sige henholdsvis dansk/norsk og

dansk/svensk. Vi har prioriteret at lade interviewpersonerne

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

111

formulere sig på deres modersmål for at undgå, at vigtige de-

taljer ellers ikke ville komme frem, eller at det ikke ville være

naturligt for interviewpersonerne at uddybe deres svar.

Behandling af interviewmateriale

Interviewene blev optaget på diktafon og er derefter blevet

transskriberet. På baggrund af den føromtalte sprogbarriere,

blev lydfilerne på svensk og norsk transskriberet til dansk.

Derfor gengiver transskriberingerne ikke ordret det sagte.

Interviewtransskriptionerne gennemgik derefter en systema-

tisk kodning med afsæt i et detaljeret kodetræ, der bygger på

temaer og spørgsmål fra interviewguides, samt analysetemaer,

der er opstået i og på tværs af interviewene.

UDVÆLGELSE OG VERIFICERING AF STATI-

STISK DATA

Vi har været i tæt dialog med Statistisk Sentralbyrå Norge,

Centralenheden for Fylkesnævnene Norge og Socialstyrelsens

Registerservice Sverige om både udvælgelse og behandling af

data til brug for de statistiske analyser. Derudover har Stati-

stisk Sentralbyrå Norge og Socialstyrelsen Sverige haft alle ta-

beller i høring til kommentering.

VERIFICERING AF EGEN OVERSÆTTELSE FRA

SVENSK OG NORSK

Vi har valgt at oversætte både citater, udpluk af lovgivning

samt statistikken fra Norge og Sverige til dansk.

De oversatte citater har været i høring hos informanterne for

at sikre, at vi har forstået dem korrekt.

Ligeledes har de oversatte udpluk af lovgivningen været til

kommentering hos en norsk og en svensk jurist for at sikre

korrekt oversættelse.

Endelig har vi haft den statistiske del af undersøgelsen i høring

hos den svenske og norske statistikbank for at sikre, at vores

forståelse af statistikken var korrekt.

BEGREBSAFKLARING

- Barneværnet:

Fællesbetegnelse for området for udsatte børn

og unge i Norge, der inkluderer forebyggende foranstaltninger

og anbringelse

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om, hvordan Sverige og Danmark arbejder i børnesager, til social- og ældreministeren

112

- Barneværnstjenesten:

De kommunale socialtjenester i Norge,

der har ansvaret for at udføre det daglige arbejde med både

forebyggende foranstaltninger og anbringelse

BVL:

Lov om barneværnstjenester (Barnevernsloven i Norge)

- Socialtjenesten:

De kommunale socialtjenester i Sverige, der

har ansvaret for at udføre det daglige arbejde med både fore-

byggende foranstaltninger og anbringelse

- SoL:

Lov om sociale tjenester (Socialtjänstlagen i Sverige)

- LVU:

Lov med særlige bestemmelser om varetægt af unge

(Lag med särskilda bestämmelser om vård av unga i Sverige)

-FB: Forældreskabsloven (Föräldrabalk i Sverige)