Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2455051_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 4732
Doknr.
471278
Dato
04-10-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 7. juni 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 710 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares endeligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 710:
”Vil ministeren oplyse, hvad omkostningerne vil være ved at ændre BPA,
således at kommunalbestyrelsen ved udmåling af tilskud til ansættelse af
hjælpere skal beregne tilskuddet, så det tager udgangspunkt i de fulde
omkostninger ved ansættelse af sammenlignelige faggrupper, hvor der ved de
fulde omkostninger ved ansættelse af sammenlignelige faggrupper forstås
personalerelaterede omkostninger ved ansættelse af sammenlignelige
faggrupper i henhold til gældende KL-overenskomst(er)
med FOA?”
Svar:
Social- og Ældreministeriet har afdækket indholdet i den gældende KL-
overenskomst med FOA med henblik på at kunne foretage en sammenligning
med de elementer, der indgår i opremsningen i udmålingsbekendtgørelsen.
Afdækningen viser, at hvis der i udmålingsbekendtgørelsen skal stilles krav om
udmåling i henhold til overenskomsten, vil der skulle indføjes en række
elementer, herunder bl.a. niveauerne for de enkelte lønelementer, ret til 6.
ferieuge, omkostninger til lokalløn, en række fritvalgs-elementer,
beklædningsgodtgørelse mv.
Et fagligt kvalificeret skøn over omkostningerne ved den foreslåede ændring af
udmålingsbekendtgørelsen forudsætter indgående kendskab til en række
underliggende forhold, herunder særligt kommunernes nuværende udmålinger
af støtte til hjælperordninger generelt, samt en indsigt i en række af de
nuværende hjælperes løn- og ansættelsesforhold.
Ministeriet har ikke sådanne data til rådighed, hvorfor Social- og
Ældreministeriet ikke har mulighed for at give et fagligt kvalificeret skøn over de
offentlige økonomiske konsekvenser ved den foreslåede ændring.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1