Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 4439
Doknr.
432117
Dato
21-06-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 27. maj 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 676 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marie Bjerre (V).
Spørgsmål nr. 676:
”Vil
ministeren redegøre for, hvilke regler der gælder for tolkebistand i
forbindelse med hospitalsindlæggelse for mennesker, der er visiteret til et
opholdssted, og vil ministeren arbejde for gennemskuelige regler, der
efterleves af offentlige myndigheder?”
Svar:
Det bemærkes indledningsvist, at det lægges til grund for besvarelsen, at der
spørges ind til tolkning for personer med et hørehandicap, som medfører behov
for tolkebistand, da Social- og Ældreministeriet har det koordinerende ansvar
for denne tolkebistand.
Social- og Ældreministeriet har indhentet bidrag fra Sundhedsministeriet fsva.
tolkning under hospitalsbesøg. Ministeriet har oplyst følgende:
”Det følger af sundhedslovens § 79,
stk. 1, at regionsrådet yder
sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved sit
sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse. Behandling efter
sundhedsloven omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling,
fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og
sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient, jf. § 5.
Ansvaret for at tildele tolkning til borgere med et hørehandicap er spredt
mellem forskellige sektorer i overensstemmelse med det gældende
sektoransvarsprincip på handicapområdet, hvorefter alle offentlige
myndigheder har ansvaret for, at deres tilbud og ydelser er tilgængelige for
mennesker med handicap.
Sundhedslovgivningen indeholder ikke særlige bestemmelser vedr. tolkning til
personer med hørehandicap på sygehuse, men efter gældende praksis anses
tolkebistanden som en accessorisk del af sygehusbehandlingen, når det er
nødvendigt for behandlingen. Med baggrund i sektoransvarsprincippet tildeles
personer med hørehandicap således tolkning ved hospitalsbesøg.”
1