SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 646: Spm. om, hvorvidt det vil være en statslig merudgift, hvis der i retssikkerhedslovens § 72 indskrives opsættende virkning ved fratagelse af hjælp omfattet af reglerne i SEL § 3.a, såfremt sagsbehandlingstiden strækker sig ud over de 14 ugers varsel, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Ældreudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2021 - 4305

Doknr.

452231

Dato

05-10-2021

Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 20. maj 2021 stillet følgende

spørgsmål nr. 646 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed

besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).

Spørgsmål nr. 646:

”Vil ministeren oplyse, hvorvidt det efter ministerens opfattelse

vil være

forbundet med statslige merudgifter, hvis der i retssikkerhedslovens § 72

indskrives opsættende virkning ved fratagelse af hjælp omfattet af reglerne i

SEL § 3 a, såfremt sagsbehandlingstiden strækker sig ud over de 14 ugers

varsel, og vil ministeren i givet fald give sin vurdering af, hvor stor en eventuel

merudgift vil være? Vil ministeren i forlængelse heraf give sin vurdering af,

hvordan merudgiften vil være ved at indføre opsættende virkning i forhold til

hjælp efter §§ 41, 44, 83, 84 stk. 1, 85, 103, 104, 107 og 108, opgjort pr.

paragraf?”

Svar:

Indledningsvist vil jeg fremhæve, at regeringen fortsat mener, at lovgivningen

skal sikre at kommunerne træffer den rigtige afgørelse i første omgang, frem

for at der laves yderligere regler for opsættende virkning.

Derudover bemærkes det, at klager i sager, der er omfattet af den nuværende

varslingsbestemmelse (servicelovens § 3 a), i udgangspunktet skal

færdigbehandles inden for varslingsperioden på 14 uger. Ankestyrelsen kan i

forlængelse heraf tillægge opsættende virkning ud over de 14 uger, hvis sagen

ikke er færdigbehandlet. Som følge heraf beregnes der nedenfor ikke på

udgifterne forbundet med indførsel af opsættende virkning efter

retssikkerhedslovens § 72 ved fratagelse af hjælp, der i dag er omfattet af

servicelovens § 3 a.

Indførsel af opsættende virkning ved fratagelse af hjælp efter servicelovens §§

41, 44, 83, 84 stk. 1, 85, 103, 104, 107 og 108 vurderes at medføre merudgifter

i en række sager. Beregningerne af de konkrete merudgifter beror på en række

skønnede forudsætninger, og er derfor behæftet med stor usikkerhed.

Jeg antager, at ordføreren spørger ind til de samlede offentlige merudgifter

frem for alene statslige merudgifter. Endvidere antages det, at der spørges til

opsættende virkning ved både nedsættelse og frakendelse af hjælp.

Social- og Ældreministeriet har ikke mulighed for at skønne de samlede

merudgifter ved indførsel af opsættende virkning for alle paragrafferne omfattet

af spørgsmålet. Det skyldes, at enhedsudgifter ikke kan opgøres på baggrund

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 646: Spm. om, hvorvidt det vil være en statslig merudgift, hvis der i retssikkerhedslovens § 72 indskrives opsættende virkning ved fratagelse af hjælp omfattet af reglerne i SEL § 3.a, såfremt sagsbehandlingstiden strækker sig ud over de 14 ugers varsel, til social- og ældreministeren

af den autoriserede kommunale kontoplan, og/eller der ikke er datagrundlag for

at opgøre antallet af modtagere for §§ 44, 83 og 84 stk. 1. Derfor medtages

disse indsatser ikke i beregningen. Det bemærkes, at både mennesker med

sociale eller psykiske problemer samt mennesker med handicap modtager

hjælp efter flere af bestemmelserne. Det er derfor ikke muligt at isolere

ændringen til en specifik målgruppe alene for en række af bestemmelserne.

Beregningen af merudgifterne ved indførelse af opsættende virkning tager

derfor udgangspunkt i § 41 merudgiftsydelser, § 85 socialpædagogisk støtte, §

103 beskyttet beskæftigelse, § 104 aktivitets- og samværstilbud, § 107

midlertidige botilbud og § 108 længerevarende botilbud. Der beregnes dermed

ikke på samtlige af de forespurgte indsatser, og det nedenfor opgjorte beløb

kan derfor kun henregnes til de ovenfor nævnte indsatser.

Social- og Ældreministeriet har ikke kendskab til, hvor mange afgørelser der

træffes vedrørende frakendelse eller nedsættelse af hjælpen for de

ovennævnte indsatser. Antallet af afgørelser, hvor indsatsen fremover

forudsættes opretholdt i en længere periode end i dag, er derfor skønnet med

udgangspunkt i antal ankesager, der vedrører frakendelse eller nedsættelse af

hjælpen for nogle af de aktuelt omfattede indsatser i servicelovens § 3 a.

Andelen af sager vedrørende indsatser, der aktuelt er omfattet af § 3 a, som

vedrører frakendelser eller nedsættelser, varierer meget på tværs af de

forskellige paragraffer. Beregningsmæssigt antages andelen af klagesager, der

vedrører reduktion eller frakendelse af hjælpen for de indsatser, som der her

regnes på, at være 30 pct.

Jævnfør retssikkerhedslovens § 67 skal klage til Ankestyrelsen ske inden 4

uger efter, at klager har fået meddelelse om afgørelsen. Det forudsættes i

beregningerne, at borgere klager 4 uger efter meddelelse om afgørelse.

Rigsrevisionens undersøgelse af Ankestyrelsens sagsbehandlingstider (2019),

viser hertil en gennemsnitlig sagsbehandlingstid for kommunale socialsager i

Ankestyrelsen på 20,8 uger. Perioden for opretholdelse af indsatserne antages

derfor at være de 4 ugers klagefrist fra borgeren har fået meddelelse om

afgørelsen tillagt 20,8 ugers sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen fratrukket et

estimat over kommunernes nuværende varsling i forbindelse med nedsættelse

eller frakendelse af hjælp afhængig af indsatsernes karakter. Perioden for

opretholdelse af indsatserne ved indførsel af opsættende virkning antages

derfor at variere fra 12,8 til 20,8 uger.

For alle de berørte afgørelser, der klages over, forudsættes, at hjælpen

nedsættes med 50 pct. for sager vedrørende merudgiftsydelser (§ 41),

socialpædagogisk støtte (§ 85), beskyttet beskæftigelse (§ 103) samt aktivitets-

og samværstilbud (§ 104). For midlertidige botilbud (§ 107) og

længerevarende botilbud (§ 108) vil opsættende virkning kun være relevant

ved frakendelse af tilbud. Beregningerne er eksklusiv evt. modgående

besparelser vedrørende indsatser, som borgerne forventeligt måtte modtage i

stedet for en indsats, der frakendes, da ministeriet ikke har forudsætninger for

at vurdere hvilke indsatser, borgerne måtte modtage i stedet.

Af tabel 1 nedenfor fremgår de samlede merudgifter ved indførsel af

opsættende virkning opgjort pr. paragraf.

Tabel 1

Skønnede økonomiske konsekvenser vedr. opretholdelse af pågældende indsats i ekstra uger

(2021-PL)

Mio. kr. 2021-pl

§ 41 Merudgiftsydelse

§ 85 socialpædagogisk støtte

§ 103 Beskyttet beskæftigelse

§ 104 Aktivitets- og samværstilbud

§ 107 Midlertidige botilbud

§ 108 Længerevarende botilbud

I alt

Merudgift

2,2

1,4

0,1

0,5

13,2

6,4

23,7

Kilder: Socialpolitisk redegørelse 2019 for enhedsudgifter pr. modtager for §§ 85, 103, 104, 107 samt 108.

Danmarks Statistik og skøn over egne beregninger for udgifter pr. modtager for §§ 41.

På baggrund af de ovenfor nævnte beregningsforudsætninger estimeres det

med betydelig usikkerhed, at de samlede årlige offentlige merudgifter ved

indførelse af en opsættende virkning for §§ 41, 85, 103, 104, 107 og 108 til

23,7 mio. kr. (2021-pl).

Beregningerne er som nævnt behæftet med stor usikkerhed, som følge af at

der er foretaget en række beregningsforudsætninger. Herunder er der forudsat

en uændret klageadfærd ved indførsel af opsættende virkning. Det kan dog

forventes, at antallet af klager vil stige, såfremt der indføres opsættende

virkning, og merudgifterne således vil blive højere som følge heraf.

Med venlig hilsen

Astrid Krag