SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 644: Spm. om, hvorvidt det vil være en statslig merudgift, hvis reglerne om varsling i SEL § 3.a udvides til at omfatte al hjælp til mennesker med handicap efter serviceloven, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social og Ældreudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2021 - 4305

Doknr.

452231

Dato

05-10-2021

Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 20. maj 2021 stillet følgende

spørgsmål nr. 644 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed

besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).

Spørgsmål nr. 644:

”Vil ministeren oplyse, hvorvidt det efter ministerens opfattelse

vil være

forbundet med statslige merudgifter, hvis reglerne om varsling i SEL § 3.a

udvides til at omfatte al hjælp til mennesker med handicap efter serviceloven,

og vil ministeren i givet fald give sin vurdering af, hvor stor en eventuel statslig

merudgift vil være ved at indføre 14 ugers varsel på ændring af hjælp efter

serviceloven?”

Svar:

I 2017 blev servicelovens § 3 a indført. Den giver borgere ret til et varsel på

mindst 14 uger ved nedsættelse eller frakendelse af hjælp efter visse af

servicelovens paragraffer. De omfattede indsatser er valgt som følge af, at

nedsættelse eller frakendelse af disse indsatser i serviceloven altid har

vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette.

Den aktuelle afgrænsning af § 3 a er således baseret på særlige karakteristika

ved de omfattede indsatser.

Det antages i det følgende, at der med formuleringen ”ændring af hjælp efter

serviceloven” menes ændring i nedadgående retning dvs. ved nedsættelse

eller frakendelse af hjælpen i lighed med nugældende § 3 a. Endvidere

antages det, at der spørges ind til de samlede offentlige merudgifter.

En udvidelse af § 3 a i serviceloven vurderes at medføre merudgifter i en

række sager. Beregninger af de konkrete merudgifter beror på en række

skønnede forudsætninger og er derfor behæftet med stor usikkerhed.

De samlede merudgifter ved udvidelse af reglerne om varsling i servicelovens

§ 3 a til at omfatte al hjælp til mennesker med handicap efter serviceloven kan

ikke opgøres, da det ikke er muligt at opgøre udgifterne for samtlige af de

relevante indsatser. Det skyldes, at enhedsudgifterne ikke kan opgøres på

baggrund af den autoriserede kommunale kontoplan, og/eller at der ikke er

datagrundlag for at opgøre antallet af modtagere. Derudover medtages § 118

ikke, da denne er tidsbegrænset i op til 6 måneder. Endvidere får mennesker

med sociale eller psykiatriske problemer hjælp efter flere af bestemmelserne,

som mennesker med handicap modtager hjælp på baggrund af. Det er derfor

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 644: Spm. om, hvorvidt det vil være en statslig merudgift, hvis reglerne om varsling i SEL § 3.a udvides til at omfatte al hjælp til mennesker med handicap efter serviceloven, til social- og ældreministeren

ikke muligt at isolere ændringen til handicapområdet alene for en række af

bestemmelserne.

Beregningen af merudgifterne ved indførelse af en varslingsperiode for

frakendelse eller nedsættelse af hjælp tager derfor udgangspunkt i § 32 a

hjemmetræning, § 41 merudgiftsydelser, § 45 ledsagelse, § 85

socialpædagogisk støtte, § 97 ledsagelse, § 100 merudgifter, § 103 beskyttet

beskæftigelse, § 104 aktivitets- og samværstilbud, § 107 midlertidige botilbud

og § 108 længerevarende botilbud. Der beregnes dermed ikke på samtlige

indsatser til mennesker med handicap efter serviceloven, og det nedenfor

opgjorte beløb kan derfor kun henregnes til de ovenfor nævnte indsatser, som

fsva. §§ 85, 103, 104, 107 og 108 også omfatter yderligere målgrupper på

socialområdet.

Social- og Ældreministeriet har ikke kendskab til hvor stor en andel af

kommunernes afgørelser om nedsættelse eller frakendelse efter de omfattede

paragraffer, der påklages. Det forudsættes derfor med betydelig usikkerhed, at

klagefrekvensen er 50 pct.

Social- og Ældreministeriet har derudover ikke kendskab til, hvor mange

afgørelser der træffes vedrørende frakendelse eller nedsættelse af hjælpen for

de ovennævnte indsatser. Antallet af afgørelser, hvor indsatsen fremover

forudsættes opretholdt i en lidt længere periode end i dag, er derfor skønnet

med udgangspunkt i antal ankesager, der vedrører frakendelse eller

nedsættelse af hjælpen for nogle af de aktuelt omfattede indsatser i

servicelovens § 3 a. Andelen af sager vedr. indsatser, der aktuelt er omfattet af

§ 3 a, som vedrører frakendelser eller nedsættelser, varierer meget på tværs af

de forskellige paragraffer. Beregningsmæssigt antages andelen af klagesager,

der vedrører reduktion eller frakendelse af hjælpen for de indsatser, som der

her regnes på, at være 30 pct.

I beregningerne varierer antagelsen om længden af kommunernes nuværende

varslingsperiode fra 4 til 12 uger i forbindelse med nedsættelse eller

frakendelse af hjælp for de enkelte indsatser afhængig af indsatsernes

karakter, hvorved perioden, hvori det antages, at der skal ske kompensation for

opretholdelsen af indsatserne, varierer.

For alle de berørte afgørelser og ikke kun dem, der klages over, forudsættes

endvidere en gennemsnitlig nedsættelse af indsatsen, som ligger til grund for

beregning af de merudgifter, der vil være forbundet med at opretholde

indsatsen i en længere periode. Det antages, at hjælpen nedsættes med 50

pct. for sager vedrørende § 32 a hjemmetræning, § 41 merudgiftsydelser, § 45

ledsagelse, § 85 socialpædagogisk støtte, § 97 ledsagelse, § 100 merudgifter,

§ 103 beskyttet beskæftigelse og § 104 aktivitets- og samværstilbud. For § 107

midlertidige botilbud og § 108 længerevarende botilbud forudsættes

varslingsperioden kun at gælde ved frakendelse af tilbud. Beregningerne er

eksklusiv evt. modgående besparelser, vedr. indsatser som borgerne

forventeligt måtte modtage i stedet for en indsats, der frakendes, da ministeriet

ikke har forudsætninger for at vurdere hvilke indsatser, borgerne måtte

modtage i stedet.

På baggrund af de ovenfor nævnte beregningsforudsætning estimeres det med

betydelig usikkerhed, at de samlede offentlige merudgifter ved indførelse af en

varslingsperiode for §§ 32 a, 41, 45, 85, 97, 100, 103, 104, 107 og 108 vil være

11,1 mio. kr. årligt (2021-pl).

Med venlig hilsen

Astrid Krag