Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 10848
Doknr.
336041
Dato
27-11-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 4. november 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 64 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 64:
”Har
ministeren kendskab til, at der kan være negative konsekvenser som følge af, at
statsministeren i sin nytårstale nævnte, at der i fremtiden vil ske flere anbringelser af
udsatte børn, f.eks. hvilken virkning det kan have på de udsatte børn, som så eller har
hørt om nytårstalen, og som måske kan opleve frygt for, at de er i risikogruppen for at
blive anbragt pga. statsministerens udtalelser om, at regeringen ønsker flere og tidlige-
re anbringelser?”
Svar:
Det er vigtigt at understrege, at når vi i regeringen mener, at flere børn skal anbringes
og anbringes tidligere, så taler vi om de børn, der vokser op i hjem, hvor det er skade-
ligt for dem at vokse op, fordi de voksne ikke evner at tage sig ordentligt af dem. Der er
derfor ikke grund til en generel bekymring for, at udsatte børn bliver anbragt uden for
hjemmet, hvis ikke der er grundlag for en anbringelse.
Regeringen ønsker, at der skal ske en anbringelse af barnet, når det er til barnets bed-
ste. Det, mener vi ikke, sker i alle tilfælde i dag.
Fx kan vi se, at når et barn bliver anbragt uden for hjemmet på grund af omsorgssvigt
fra forældrene, så får barnets søskende ikke i alle tilfælde en tilsvarende hjælp. I 2018
var der ca. 11.400 børn og unge i alderen 0-17 år, som var anbragt uden for hjemmet
med indikationer på omsorgssvigt eller manglende kompetencer hos forældrene.
Sammenlagt havde de ca. 5.100 halv- og helsøskende i alderen 0-17 år, som hverken
var anbragt uden for hjemmet eller omfattet af en social foranstaltning efter servicelo-
ven i 2018. Det vidner for mig at se om, at der er nogle børn, som risikerer at blive ladt
tilbage og ikke får den støtte, de har brug for.
Siden nytårstalen har jeg talt med både anbragte børn og tidligere anbragte, som for-
tæller, at de ville ønske, at de selv var blevet anbragt tidligere. Jeg har talt med udsatte
voksne, der aldrig blev anbragt, men som blev overladt til forældre, der ikke kunne
passe på dem. Socialpædagogernes fagforening fortæller også, at deres medlemmer ser
børnene så sent, at skaderne for ofte er uoprettelige, og ifølge Børns Vilkår ser de
mange sager, hvor kommuner i årevis sætter ind med utilstrækkelig hjælp i stedet for
at anbringe barnet. Det er regeringens klare holdning, at vi svigter børnene, når vi ikke
sætter ind med den rette hjælp i tide.