Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 3953
Doknr.
422915
Dato
01-06-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 6. maj 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 599 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 599:
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Når forældre kommer i job, mindskes
udsatte børns risiko for anbringelse”, fra
Kristeligt Dagblad den 3. maj 2021 og
redegøre for, hvordan ministeren konkret vil forebygge anbringelser, og om
ministeren vil tage de gode erfaringer med?”
Svar:
Artiklen, der henvises til i spørgsmålet, handler om nogle konkrete erfaringer
med helhedsorienterede indsatser i bl.a. Assens og Gladsaxe og Aarhus
Kommune.
Jeg synes det er opløftende læsning, at flere kommuner har fundet løsninger
og metoder, som har givet dem gode og virksomme resultater.
I regeringen er vi helt enige i, at det er afgørende, at der i den sociale indsats
fokuseres på hele familien, hvis vi vil løfte familier ud af socialt udsathed.
Det er vigtigt, at der både tages hånd om de aktuelle problemer og
udfordringer, som en familie står med, men hvis man vil komme problemerne
permanent til livs, skal man også have afdækket, hvor de stammer fra - hvilket
kommunernes erfaringer i denne artikel blot bekræfter.
Derfor blev aftalepartierne bag Børnene Først enige om, at der skal sikres en
bedre og tidligere indsats til de mest udsatte børn og familier. Familiens
problemer, ressourcer og støttebehov skal belyses grundigt, så børn og
forældre får den rette indsats i tide og kvaliteten i sagsbehandlingen styrkes.
Og når et barn bliver anbragt uden for hjemmet, så skal vi sørge for en bedre
og mere helhedsorienteret screening, udredning og indsats til hele familien
–
også søskende og forældre.
Samtidigt er aftalepartierne bag Børnene Først enige om at der skal sikres
støtte til forældrene i sager, hvor et barn er anbragt uden samtykke pga.
omsorgssvigt, og hvor der er søskende, og dermed flere børn i familien, der
potentielt er i en sårbar position. Her er behovet særligt stort for at sætte
målrettet ind med hjælp til hele familien og til at arbejde målrettet med
forældrene, herunder også for at understøtte et bedre samarbejde om
indsatsen og tryggere og mere stabilt samvær.
1