Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 10676
Doknr.
337009
Dato
26-11-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 30. oktober 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 59 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 59:
”I forlængelse af afsløringerne af svindel med administrationen af
BPA-ordningerne
fra Caresupport Danmark, omtalt på bl.a. dr.dk den 28. oktober 2020 i artiklen ”Sny-
der ansatte for løn: Handicapsvindleren Sabit Tüfekci er på banen igen”, vil ministeren
da tage initiativ til, at kommunerne altid skal tage kontakt til Socialstyrelsen, før de
entrerer med nye private aktører på BPA-området, så man kan have sikkerhed for, at
de er godkendt af styrelsen, og dermed sikre, at borgere med brug for hjælp ikke
kommer i klemme, og kommunerne enten kommer til at betale for meget eller betale
for ikke leverede ydelser?”
Svar:
Jeg vil gerne understrege, at det tilskud, som kommunerne udbetaler til foreninger
eller virksomheder, der varetager arbejdsgiverfunktioner i ordninger med kontant
tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter §§ 95 og 96
i lov om social service, selvfølgelig skal anvendes efter formålet om at skabe grundlag
for fleksible ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse, så bor-
geren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.
Ifølge lovgivningen på området kan en borger kun indgå aftale med en forening eller
privat virksomhed om overførsel af tilskud, hvis foreningen eller virksomheden er
godkendt af socialtilsynet.
Socialtilsynets afgørelse træffes på baggrund af en samlet faglig vurdering af den ansø-
gende forenings eller private virksomheds økonomiske og ledelsesmæssige forhold
samt ansættelsesretlige kompetencer.
Socialtilsynet fører efterfølgende et driftsorienteret tilsyn, hvilket indebærer et tilsyn
med, om foreningen eller den private virksomhed fortsat opfylder betingelserne for at
være godkendt.
De fem socialtilsyn har en fælles oversigt over godkendte foreninger og private virk-
somheder, som kan findes på Socialtilsyn Hovedstadens hjemmeside. Ud fra denne
oversigt kan kommunen, før den påbegynder udbetalingen af tilskud, sikre sig, at de
pågældende foreninger eller private virksomheder er godkendte af socialtilsynet, og
dermed opfylder ovennævnte kriterier.
Oplysningen forudsætter altså ikke en mere omfattende kontakt med socialtilsynet,
end at man slår op på den omtalte hjemmeside.