SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 589: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen Tal og realiteter vedrørende årsager til anbringelser fra en gruppe mødre til ikke-anbragte børn med sociale handicap, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Ældreudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2021 - 3877

Doknr.

422408

Dato

01-06-2021

Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 5. maj 2021 stillet følgende

spørgsmål nr. 589 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed

besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 589:

”Vil ministeren kommentere henvendelsen ”Tal og realiteter vedrørende

årsager til anbringelser” fra en gruppe mødre

til ikke-anbragte børn med

sociale handicap, jf. SOU alm. del -

bilag 273?”

Svar:

Jeg vil gerne indledningsvis slå fast, at jeg fuldt ud kan stå ved mine udtalelser

på samrådet den 22. oktober 2020, ligesom jeg kan stå inde for det materiale,

det daværende Social- og Indenrigsministerium oversendte til udvalget i

forlængelse af samrådet.

Jeg skal dog for en god ordens skyld nævne, at ministeriet blev opmærksom

på en mindre fejl i en tabeloverskrift i en opgørelse over anbringelsesårsager,

som blev oversendt til udvalget d. 15. januar 2021. Denne beklagelige fejl blev

berigtiget over for udvalget d. 18. maj 2021 og har ikke at gøre med de

kritikpunkter, som rejses i henvendelsen.

Som jeg læser henvendelsen, er der tale om tre overordnede kritikpunkter.

I det første kritikpunkt stilles der spørgsmål ved mine udtalelser omkring

årsager til anbringelser af børn og unge. Her skulle jeg ifølge henvendelsen i et

svar til Torsten Gejl have givet urigtige oplysninger om årsagerne bag

”tvangsanbringelser”.

Spørgsmålet fra Torsten Gejl på samrådet

lød: ”Mit

andet spørgsmål handler

om det udemærkede spørgsmål, Karina Adsbøl rejste, nemlig hvor mange

procent af de børn, som bliver anbragt, har egentlig været udsat for de ting,

som ministeren hele tiden refererer

til?”

Hertil svarer jeg:

”Ud af de 14.100 børn, som var anbragt uden for hjemmet i

2018, var der indikationer på omsorgssvigt for de 81 pct. af dem. Altså over

11.000 af dem. Og som jeg sagde, for mig er omsorgssvigt ikke kun alvorligt og

problematisk, hvis det er vold eller alkohol eller incest. Det er det jo også, hvis

det på andre måder er forældre, der omsorgssvigter deres børn, som lader

børnene stå med et alt for stort et ansvar, lader børnene være de voksne,

isolerer børnene, voldsomt, nogle af de her forfærdelige historier, vi jo alle

sammen kender. Så altså bare for at sige, at i 81 pct. af tilfældene, da er der

indikationer på omsorgssvigt.”

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 589: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen Tal og realiteter vedrørende årsager til anbringelser fra en gruppe mødre til ikke-anbragte børn med sociale handicap, til social- og ældreministeren

Det svar kan jeg helt stå ved. Således var der, som det fremgår af tabel 1

nedenfor, ca. 14.100 børn og unge i alderen 0-17 år, som var anbragt uden for

hjemmet på et tidspunkt i løbet af 2018, og heraf var der indikationer på

omsorgssvigt hos ca. 11.400 børn og unge svarende til 81 pct.

Tabel 1

Anbragte børn og unge med indikationer på omsorgssvigt, 2018

Antal

Alle anbragte børn og unge

Med indikationer på omsorgssvigt

Uden indikationer på omsorgssvigt

14.106

11.435

2.671

Pct.

100

81,1

18,9

Anm.: Børn og unge anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af 2018, hvor der var indikationer på

omsorgssvigt eller manglende kompetencer hos forældrene. Alderen er opgjort som 0-18 år ultimo 2018.

Opgørelsen er baseret på sagsbehandlernes indberetninger til anbringelsesstatistikken, jf. bilag 1.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriets beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Opgørelsen i tabel 1 stammer fra et internt notat, som det daværende Social-

og Indenrigsministerium udarbejdede som led i forberedelsen af regeringens

udspil

Børnene Først.

Jeg har i den forbindelse orienteret mig i tallene vedrørende

anbringelsesårsager, der er vedlagt som bilag sammen med henvendelsen til

udvalget (henvendelsens bilag 2). Her må jeg lægge til grund, at kritikken beror

på en misforståelse, idet der er tale om to forskellige opgørelser.

Jeg må også bemærke, at det ikke er helt korrekt, når det i henvendelsen er

gengivet, at Torsten Gejl på samrådet spørger til

”tvangsanbringelser”

af børn

og unge. Som det fremgår af citatet ovenfor, beder Torsten Gejl mig på

samrådet forholde mig til anbringelser af børn og unge generelt, dvs. også de

børn og unge, som er anbragt med samtykke.

Jeg vil dog gerne medgive, at man kan have forskellige opfattelser af, hvad

omsorgssvigt er. Det er også det, jeg er inde på, når jeg på samrådet svarer

Torsten Gejl, at omsorgsvigt i min optik skal ses i et bredt perspektiv. Således

kan omsorgssvigt for mig blandt andet også handle om manglende

forældrekompetence generelt.

Jeg mener også, jeg i svaret er tydelig omkring, at der er tale om

”indikationer

på omsorgsvigt”, men det kan i sagens natur være vanskeligt at have samtlige

forbehold mv. omkring en statistisk opgørelse med i et mundtligt svar.

Til udvalgets orientering har jeg vedlagt en detaljeret oversigt over, hvordan det

daværende Social- og Indenrigsministerium har afgrænset

”indikationer

på

omsorgssvigt” som opgjort i tabel 1 ovenfor, jf. bilag 1. I den forbindelse skal

jeg også for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at der i denne

opgørelse er brugt en lidt anden afgrænsning, end der er brugt i den opgørelse,

som det daværende Social- og Indenrigsministerium oversendte til udvalget d.

15. januar 2021. De to opgørelser tegner dog et stort set identisk billede.

Som det andet kritikpunkt i henvendelsen stilles der spørgsmål ved min

tolkning af de undersøgelser mv., der for mig at se viser, at der i dag er for

mange børn og unge, som bliver anbragt for sent.

Her vil jeg også gerne stå ved, at de undersøgelser mv., der ligger, overbeviser

mig om, at der i dag er for mange børn og unge, der bliver anbragt for sent. For

eksempel, når vi ser, at der blev anbragt syv gange

så mange 16-årige som 1-

årige, 2-årige eller 3-årige i 2019, som er det seneste år der ligger data for

En række undersøgelser viser samtidig, at sent anbragte generelt klarer sig

dårligere end tidligt anbragte på en række centrale parametre: De trives

dårligere som unge voksne, færre får en uddannelse, flere modtager

kontanthjælp som voksne, og flere får en strafferetlig dom

. Dette på trods af,

at de tidligt anbragte børn generelt har de mest udsatte mødre

Vi ser også, at der forud for en anbringelse af et barn eller en ung i langt de

fleste tilfælde er forsøgt med forebyggende indsatser eller foranstaltninger,

uanset barnets eller den unges alder på anbringelsestidspunktet

Dette understøttes af udsagn fra Socialpædagogernes fagforening og Børns

Vilkår. Socialpædagogernes fagforening fortæller, at deres medlemmer

oplever, at man ofte først anbringer, når man kan se, at de mindre indgribende

indsatser ikke virker, hvilket betyder, at anbringelsesstederne først får børnene

i deres varetægt, når de er så skadet, at arbejdet med at hjælpe dem er langt

mere komplekst

. Børns Vilkår giver også udtryk for, at de ser mange sager,

hvor kommunerne i årevis sætter ind med utilstrækkelig hjælp i stedet for at

anbringe barnet

Det peger for mig alt sammen i retning af, at vi bør anbringe flere børn og unge

i en tidligere alder, end vi gør i dag. At en anbringelse ikke skal ses som sidste

udvej, men som en forebyggende indsats mod omsorgssvigt.

Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at forskellene på, hvordan tidligere

anbragte børn og unge klarer sig, også kan være forklaret af andre faktorer end

selve alderen på anbringelsestidspunktet, og at vi ikke har videnskabelig

evidens for effekten af at blive anbragt tidligt frem for sent i barndommen.

Den manglende evidens i videnskabelig forstand skal ses i lyset af, at det aldrig

med sikkerhed vil kunne fastslås, hvordan et barn udsat for omsorgssvigt ville

have klaret sig, hvis det var blevet anbragt tidligt i barndommen frem for sent,

og omvendt. At sikre en høj grad af evidens på området ville således kræve

gennemførelse af såkaldte randomiserede forsøg, hvor nogle omsorgssvigtede

børn tilfældigt udvælges til at blive anbragt tidligt, mens andre udvælges til at

blive anbragt sent. Sådanne forsøg er det af etiske grunde ikke muligt at

gennemføre.

Her vil jeg også

–

som jeg tidligere har gjort

–

gerne advare imod, at vi som

politikere bruger det faktum, at der i videnskabeligt forstand ikke findes evidens

på et område, som en undskyldning for ikke at handle og gribe ind, for

eksempel over for omsorgssvigt af børn.

Det nævnes på samrådet den 22. oktober 2020, at der anbringes næsten fem gange så mange 16-årige som

étårige eller toårige, hvilket baserer sig på tal fra 2018.

Social- og Ældreministeriets egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

VIVE (2020) Tidligere anbragte unge

–

18 år og på vej mod voksenlivet og Social- og Indenrigsministeriet

(2020) Velfærdspolitisk Analyse nr. 23

–

Tidligere anbragte som unge voksne.

VIVE (2020) Tidligere anbragte unge

–

18 år og på vej mod voksenlivet og Socialpolitisk Redegørelse 2020:

Kapitel 4

–

Karakteristik af anbragte børn og unges forældre.

Social- og Indenrigsministeriet (2020) Velfærdspolitisk Analyse nr. 22

–

Forløb op til en anbringelse.

https://socialpaedagogen.sl.dk/arkiv/2021/03/anbringelser-skal-ud-af-skammekrogen/

https://bornsvilkar.dk/nyheder/kommunens-oekonomi-trumfer-alt-for-ofte-barnets-bedste/

Som et tredje kritikpunkt beskriver forældrene i henvendelsen, at de oplever at

få utilstrækkelig støtte fra kommunerne samt en bekymring for, at regeringens

ønske om flere tidligere anbringelser vil medføre, at flere børn med socialt

handicap anbringes, selv om deres udfordringer kunne være løst med rettidig

og relevant hjælp fra det offentlige.

Her vil jeg gerne understrege, at det med aftalen om

Børnene Først

har været

vigtigt for regeringen og aftaleparterne at sende et klart signal om, at de

forebyggende og familiestøttende indsatser i serviceloven vil blive videreført i

Barnets Lov.

Det er heller ikke fremover intentionen, at børn og unge skal

anbringes uden for hjemmet, hvis børnenes og familiens behov kan tilgodeses

gennem målrettet hjælp og støtte i hjemmet.

Familier, der har behov for hjælp på grund af en funktionsnedsættelse hos

barnet, skal have den rette indsats. Det bliver der ikke ændret på i den

kommende

Barnets Lov,

som også vil videreføre princippet om, at afgørelser

om hjælp og støtte skal ske med afsæt i en konkret og individuel vurdering af

det enkelte barns og familiens behov

–

uanset baggrunden for støttebehovet.

I forhold til anbringelsesområdet er det også en vigtig pointe i forhold til aftalen,

at vi vil styrke kvaliteten i indsatsen hele vejen rundt om barnet og familien.

Barnet skal have en stærkere stemme i sin egen sag, ligesom vi vil styrke

sagsbehandlingen, blandt andet gennem opkvalificering af sagsbehandlerne og

gennem forbedrede rammer for arbejdet med de vanskelige anbringelsessager.

Eksempelvis vil det som led i udmøntningen af aftalen blive sikret, at der skal

være to sagsbehandlere inde over svære og tunge sager, når der konkret er

behov for at foretage en vurdering af, om det er relevant at anbringe et barn

uden for hjemmet.

Samlet set er det min og regeringens klare ambition, at vi med den reform, vi

med meget bred politisk opbakning nu sætter i gang, får løst nogle af de store

udfordringer, der har præget anbringelsesområdet, og samtidig får skabt en ny

og bedre ramme for de samlede indsatser til børn og unge med særlige behov

og deres familier.

Med venlig hilsen

Astrid Krag

Bilag:

Bilag 1. Sagsbehandlernes indberetninger om udslagsgivende årsager til

anbringelsesstatistikken.